Dialog mellem Dialogcentret og os. 9. Kulturkristne ateister.

CP:
I skriver: Vi kan pege på et væld af skriftsteder, som opfordrer til det vi med et moderne udtryk vel vil kalde selvudvikling, når selvudvikling vel at mærke forstås som en forædlingsproces og ikke en styrkelse af egoet.

I en artikelserie i Kristeligt Dagblad, ”Nordiske kirker i opbrud”, interviewes den populære finske forfatter Jaakko Heinimäki, som også er teolog og tidligere sognepræst. Han anser sig selv for at præsentere moderne kristendom, fordi han placerer kristendommen midt i storbyens travle hverdagsliv gennem både medier, foredragssale og kirker. Og denne moderne kristendom har det enkelte menneskes egen uforanderlige synd som det helt centrale tema. Han siger bl.a.: ”Ja, men vi gør det aldrig (kommer ud over synden, lvsm). Vi forbliver syndere. Men retfærdiggjorte syndere. I virkeligheden er jeg ikke særlig liberal eller radikal som kristen. Jeg er dog heller ikke teologisk konservativ. Jeg er bare en traditionel luthersk kristen. Vi er ikke syndere, fordi Adam og Eva syndede. Adam og Eva syndede, fordi vi er syndere. Der er en forskel. Vi er ikke perfekte. Ingen af os. Der er et bæst i mig og i dig. Spørgsmålet er, om jeg fodrer dette bæst eller ej.” (4. dec. 2009)

Han peger endvidere på, at det er en nødvendighed at medregne den mørke side i mennesket og at det er vigtigt at forstå, at det at være kristen er noget, som handler om at være, ikke om at gøre.

Svar: Hvis I er uenige i ovenstående, hvilket jeg forudsætter i følgende svar, så betyder det ”at være” , at et menneske er sine holdninger og ikke sine handlinger; men at holdningerne som regel afspejles i handlingerne – dog ikke altid. Er din holdning at meningen med livet er Kristus og hans bud, så vil det også være din holdning til dine medmennesker og også oftest det du handler ud fra.

Der findes mennesker, der gør en masse gode gerninger, men gør det for at blive set og værdsat, eller fordi de har gået i ”flinkeskolen” og egentlig når det kommer til stykket ikke bekymrer sig særligt om deres medmennesker som sådan. Det er at ”gøre”..

At ”være” er at tilhøre Kristus og derfor også have en holdning der afspejler det. Og i praksis er det i langt højere grad at udvise en kærlig holdning, medfølelse, barmhjertighed og tilgivelse og egentlig ikke så meget at gøre en hel masse gode og velmenende ting for andre, selvom det kan være godt og fint!

LVSM: 9:
Jeg er aldeles uenig med dig i denne udlægning.
Selvfølgelig eksisterer der sådanne mennesker, som du omtaler. De har en adfærd, som i vor terminologi kaldes kapret.
Men jeg kender mennesker, hvem Kristus ikke siger noget som helst, og som nødig kommer i kirke, men som jeg aldrig har hørt dømme nogen eller tale dårligt om nogen, som altid forsøger at forstå; er de advokater satser de på mediation i stedet for retssag, er de pædagoger udviser de kærlighed overfor ethvert barn i institutionen, er de lærere foregår de som gode eksempler i form af rollemodeller, der altid konfronterer sig på en sådan måde, at der kommer harmoni ud af det, er de sygeplejersker har de en kærlig hånd og en mild stemme til hvem som helst de finder i en miserabel forfatning med behov for netop det, og er i det hele taget bare ansvarlige mennesker overfor naboer såvel som andre, de kommer i berøring med. Jeg kunne blive ved og ved... Ingen af dem hviler i Kristus. De hviler i sig selv, sig Selv med stort S. Og de har tillid til, at alt nok skal gå godt, fordi de selv har som naturligt grundvilkår at gøre det, som til enhver tid skaber mest behag for helheden.
Disse mennesker gør absolut ikke gode gerninger for at blive lagt mærke til. De er slet ikke narcissister. De gør det bare, fordi det er det eneste naturlige for dem. De ville hverken kunne holde sig selv ud eller have selvrespekt, hvis ikke de havde denne altruistiske indstilling. For dem er udgangspunktet, hvad de selv ville have brug for, hvis de var i den situation.
Det er det, vi mener med kulturkristenhed. Jeg kender mange sådanne mennesker. Vi i Det Belivende kender rigtig mange af dem.