CP:
I skriver til biskoppen: Du insisterer på, at det netop er Jesu Kristi inspirationskilde og hans forbilledlige liv, der gør det nødvendigt for os også at fastholde talen om skylden og syndernes forladelse. Din begrundelse er, at vi altid kommer til kort, når vi forsøger at efterleve hans forbillede. Jeg er enig i, at vi altid kommer til kort og at vi slet ikke slår til. Vi mener blot ikke, at der nødvendigvis behøver at være tale om en statisk situation. Hvorfor skulle Jesus ellers f.eks. sige til skøgen ”Gå bort kvinde og synd ikke mere”? Hvis vi under alle omstændigheder altid ville skulle synde, skulle budskabet vel have været: ”Du er elsket præcis som du er med din synd. Jeg skal nok sone den”. Han beder os jo om at korrigere vore fejltagelser.
Svar: Naturligvis skal vi hele tiden arbejde på at ændre adfærd. Luther siger også at ”man ikke bliver kristen af at gøre gode gerninger, men at en kristen mand gør gode gerninger”. Det betyder at hvis vi tror på Jesus og, så vil vi naturligvis også forsøge at leve efter hans bud om kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse, at undgå at såre andre, at opføre os, så andre mennesker kan holde os ud, og i det hele taget ”at bære Kristus i hjertet”. Men fordi vi er mennesker der på en gang er frelste som kristne og forsøger at leve som sådan, og på samme tid igen og igen handler uforståeligt negativt også hinsides krybdyrhjernen, er der altid tilgivelse at finde hos Kristus. Vi er ikke statiske, og vi udvikler os hele tiden, men menneskeheden bliver ikke langsomt bedre og bedre. Udviklingen har som bekendt endnu ikke ført verden et bedre sted hen. Vi begår nøjagtigt ligeså mange beskidte handlinger som i tidernes morgen, dog måske lidt mere avanceret – og dette måske netop fordi vi langsomt opnår et højere og højere bevidsthedsniveau! Men større bevidsthed fører på ingen måde til mere kærlighed. I hvert fald har historien ikke bevist det!
LVSM: 6:
Jeg forstår godt, når man kigger på verden og al den ufordragelighed, der er i den, at det kan se ud, som om der ingen mental og kærlighedsmæssig evolution finder sted. Betragter du et ordentligt spand af tid, er der imidlertid nogle interessante ting at reflektere lidt over.
Lad os som eksempel kigge på vor egen kultur, den vestlige verdens kultur. Vi har bevæget os fra stammementalitet over nationalisme til på idéplanet at have fællesskabet som ideal. I vor kultur anses en leder ikke for en god leder, hvis han vil gå til angreb på et andet land for at gøre sig til herre over det. De Forenede Nationer oprettedes af mennesker, som ønskede at undgå krige. Det europæiske fællesskab har også som grundidé at arbejde for velstand og fredeliggørelse.
Vestens ledere har derudover givet udtryk for bevidsthed om, at vi, hvis vi ønsker fred i verden, må sørge for at hjælpe ulandene på en sådan måde, at de udvikles til at kunne have velstand i en sådan målestok, at de ikke føler sig vrede. De er helt bevidste om, at vrede og had altid har en årsag, og at man må forholde sig til årsagen, altså hjælpe med udvikling. Invasionen i Irak og Afghanistan tjener dybest set dette formål. Man ønsker at hjælpe befolkningerne i retning af større frihed for den enkelte. Derfor tilbydes f.eks. talebanere (som i det gamle paradigme ville være at betragte som fjendebilleder) også helt nye biografimuligheder i form af arbejde, uddannelse etc., hvis de vil samarbejde.
Her er på ideplanet tale om en vældig udvikling i retning af evne til at praktisere empati, sammenlignet med for blot et par tusinde år siden, ja, visse steder mindre, da vi brugte krigsbytte i form af menneskelige ressourcer som slaver. Når mennesker generelt ikke ser det, men taler om, at vi er i krig, anser vi årsagen for at være den mistillid, som så mange af os nærer overfor autoriteter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar