Det tilsyneladende problem mellem palæstinensere og israelere har sin rod i en begivenhed, som foregik på Abrahams tid. Det er en slags parallel til den type problem, som det enkelte menneske kan tage med sig fra barndommen og langt ind i alderdommen. Ja, dø med for den sags skyld.
Vi skal flere tusinde år tilbage i tiden. Til da jødedommen overhovedet blev til.
Da Abraham og Sara ifølge myten ikke kunne få børn, avlede Abraham nemlig en søn med sin tjenestepige. Denne dreng fik navnet Ismael. Nogle år efter kom imidlertid en engel og meddelte, at Abraham ville blive velsignet med en ægtefødt søn via sin ægtefælle Sara. En der skulle føre velsignelsen af Abraham videre.
Dette barn blev virkelig født og fik navnet Isak, som betyder "den der ler", fordi der vitterligt var meget at le af. Isak blev ikke bare født af Sara, som var en gammel kone, for hvem det ikke længere gik "på kvinders vis", han symboliserede fortsættelsen af pagten mellem Gud og det menneske, som faldt i hans smag, Abraham. Og hvorfor lige Abraham? Fordi Abraham altid valgte fredens vej og i øvrigt var bevidst om altings sammenhæng, hvilket i religiøs terminologi er ensbetydende med en gud.
Da denne ægtefødte søn var blevet født, forårsagede Sara, at Abraham fordrev tjenestepigen med den "uægte" og ikke velsignede søn Ismael. De vandrede ud i ørkenen, som blev deres, og deres efterkommere er ørkenfolket, palæstinenserne.
Der ligger således en flere tusinde år gammel jalousi i denne ørkenstamme, som etnisk dybest set er af samme oprindelse som jøderne, men rent åndeligt og mentalt bærer på et ældgammelt nag og oplevelse af uretfærdighed. Når de siger, at "vi er et fordrevet folk" er der således tale om en nedarvet erfaring, som har en vældig magt i den del af hjerneaktiviteten, som kaldes amygdala, hvor gamle primitive følelser er lagret. Følelser som har at gøre med at være angrebet, måtte forsvare sig, flygte og gå død/være i chok.
Hvis ikke vi forstår denne kollektive misundelse på et folk, der vitterligt adskiller sig fra andre ved at være velsignet med forskellige former for begavelser, der har ført menneskehedens udvikling langt videre end menneskesønner af anden oprindelse har formået, ja, så er der ingen mulighed for at løse konflikten. Så vil jøderne som fjendebillede meget vel kunne vedblive at være fjendebillede.
Mon ikke det er en god ide at stille spørgsmålet, om vi, når vi støtter bestræbelser, som ignorerer denne misundelse, er med til at forringe betingelserne for menneskehedens videnskabelige og kunstneriske elite? Og dermed menneskeheden i det hele taget?
Hvorfor tør vi ikke tage os af, at jøderne tilsyneladende rummer et mentalt og kreativt forspring, og at de øvrige arabiske grupper såvel som vi mere gumpetunge nordboere i højere grad fungerer som om vi er undfanget i søvne end ved hjælp af en engel?
Jeg tror det skyldes, at vi er druknet i en detalje. Vore hjerner fungerer i det kognitionsneurologerne kalder en feltafhængig form for tænkning, som betyder, at vi ikke formår at se problematikken i en overordnet sammenhæng. Vi kan slet ikke overskue den mentalitetshistoriske kompleksitet, så vi taler om, at der skal kunne komme nødhjælpskonvojer til Gaza. At alt andet er umenneskeligt. Og selvfølgelig skal disse nødhjælpsforsyninger komme frem. Det er slet ikke det, der er strid om. Israelerne ønsker bare at sikre sig, at der ikke samtidig kommer raketter og andre våben til Gaza, fordi de forståeligvis ikke bryder sig om som en del af dagligdagen at blive angrebet af raketter.
Det, der virkelig er umenneskeligt, er denne dybtgående misundelse og vrede. Nogle vil måske sige, at det er menneskeligt at blive vred, når man udsættes for en uretfærdighed, men tiden er inde til at skelne mellem, hvad der er dyremenneskeligt og menneskemenneskeligt. Der er stor forskel på at føle vrede mod personer og ville hævne sig på dem, hvilket er tilfældet hos pattedyr med intelligens, dyremennesker, som vi ser både blandt almindelige kriminelle, politikere og erhvervsfolk og så på at føle afsky for begivenheder og ville korrigere, så sådanne ikke opstår igen, hvilket er tilfældet for intelligente og næstekærlige mennesker i pattedyrkroppe. Vil vi gerne leve i en menneskelig verden, som stræber efter fred på jord, må vi droppe disse amygdalakapringer, og simpelthen turde iagttage en situation uden forudindtagethed.
Også palæstinensere.
For det store spørgsmål er vel, hvilke muligheder de har for at få et godt liv, og om den største forhindring for at opnå det ikke er dette frygtelige had...
Vi må vide hvori problemet består, førend vi kan løse det, og det er først når vi tør drøfte sådanne ting i den offentlige debat, at egentlig løsningsfokusering kan finde sted.
