Hvad er Personlig Udvikling?

Personlig udvikling er meget oppe i tiden og har været det i mange år. Men opfattelsen af hvad det egentlig betyder er ikke helt entydigt. Ligesom når det gælder tilgivelse, findes der flere opfattelser af hvad det vil sige at bedrive personlig udvikling med, for mig at se, stigende grader af visdomsindhold:

1. For nogle mennesker handler personlig udvikling om at gå fra en eller anden grad af ufrihed og følelsesmæssigt slaveri, hvor man ikke kan mærke egne følelser og behov, men udelukkende navigerer efter andres signaler, for at undgå at blive dømt, til en tilstand hvor man er i stand til at begynde sætte grænser ud fra en vis erkendelse af egne følelser og en gryende anerkendelse af legitimiteten af ens egne behov. En anden måde at opfatte denne proces på er at se det som at gå fra en tilstand hvor egoet eller selvopfattelsen ikke er udviklet til en tilstand hvor egoet og personligheden begynder at tage form. Under normale, sunde omstændigheder vil denne proces finde sted i løbet af barndommen, men for nogle mennesker, hvor barndommen f.eks. har været præget af voldelige voksne, er dette en proces, der kan tage hele livet og måske aldrig helt afsluttes. Udviklings processer af denne art foregår som oftest med hjælp af en professionel terapeut.
   
2. For andre handler personlig udvikling om at blive bedre til at opnå de resultater man ønsker sig i livet. Et ønske om at blive endnu mere effektiv, endnu mere fokuseret, endnu bedre til at skabe den virkelighed man opfatter som optimal. Her taler man ofte om at udnytte sit fulde potentiale og om at realisere sig selv. Selvudvikling bliver opfattet som noget man gør for sig selv, fordi man måske i tidligere faser har tilsidesat sig selv. Man er her utrolig fokuseret på egne behov og på at finde veje til at få dem opfyldt og det kan tom. virke legitimt at dette sker på andres bekostning eller vha. manipulation. Mange selvhjælpsbøger og teknikker er udviklet med denne gruppe for øje og desværre er der også en del værktøjer til selvudvikling, der brugt ukritisk i denne fase bliver til våben for manipulation. Her er der tale om en fase hvor egoet kommer i fuld blomst og hvor det søger at vokse sig stærkt og uovervindeligt. Igen, under normalt sunde forhold vil denne udviklingsfase være en helt naturlig del af puberteten og det er fuldstændigt sundt og normalt for en teenager at dyrke sit ego. Problemerne opstår når denne fase ikke afsluttes, men bliver en permanent tilstand af umættelig selvoptagethed og egoisme eller narcissisme, hvor livet kommer til at handle om at få bekræftelse fra andre for alt det man kan og har.
   
3. Når man på et eller andet tidspunkt indser at lykken ikke er gods eller guld, vil man som regel begynde at opfatte personlig udvikling som en proces væk fra afhængighed af andres anerkendelse for alt det man kan og har og hen imod en tilstand hvor man dybest set anerkender (og elsker) sig selv for den man er , altså en grad af autonomi. Der sker altså et skift i hvordan man opfatter sig selv; ens identitet ændrer sig fra at være knyttet op omkring de ydre faktorer til at være knyttet til indre værdier - fra forgængelige ting til uforgængelige kvaliteter. Samtidig sker der typisk det at man indser, at det man er på det dybeste plan, er noget man har til fælles med alle andre mennesker..... Herved kan der også opstå en åndelig eller spirituel åbning, idet man indser at man er en del af noget, der er større end en selv og man begynder måske at dyrke de sider af en selv, der ikke har med præstation at gøre og som ikke kan måles og vejes. I denne fase begynder de fleste at blive meget søgende udi alt fra traditionelle trosretninger til mere eller mindre lødige alternative tilbud til den søgende sjæl. Hvis man ikke passer på at holde egoet i skak i denne fase, er det meget let at ryge ind i en udviklingsmæssig regression, idet egoet nu iklæder sig en ny identitet som ”mere spirituel end de andre”, som værende et bedre menneske, med flere spirituelle symboler, udmærkelser og præstationer end andre.
   
4. Hvis man styrer fri af egoets konstante træng til selvhævdelse (og frygt for destruktion), kan næste fase af personlig udvikling komme til at handle om at vikle sig ud af personligheden (”personlig afvikling”). I denne fase handler det mere om at bryde ud af de begrænsninger vores personlighed sætter for os. At blive opmærksomme på hvordan vores ego og vores krybdyrshjerne konstant forsøger at stå i vejen for lykken. Indsigten om, at det man er på det dybeste plan, er noget man har til fælles med alle andre mennesker, fordybes til en erkendelse af, at denne essens er fælles med alt andet i universet (en erkendelse som kvantefysikken opererer med). Herved opløses grænsen mellem dig og mig, jeget og detet, subjekt og objekt…konsekvensen af denne erkendelse er omfattende. Næstekærligheden smelter sammen med kærligheden til dig selv og begrænses tilsvarende af din evne til at elske dig selv. I denne fase vil det personlige udviklingsfokus uvægerligt gå i retning af at udvikle vores kapacitet for kærlighed – og med ovenstående forståelse af altings sammenhæng og udelelighed skal ”elsk din næste” måske forstås som en opfordring til at elske alt der opfattes som udenfor dig selv og altså en opfordring til at smelte sammen med altet og udviske det mentale filter, der forsøger at opdele verden i godt og ondt – eller ud fra et neurologisk perspektiv: stræbe efter at overskrive vores Thalamos’ tendens til antipati og sympati og arbejde målrettet på at reducere det halve sekund hvor vi ubevidst dømmer alt og alle.

Måske er det en utopisk ambition at opnå den grad af kærlighedsfuldhed i denne livstid som fjerde fase omhandler, men jeg mener personligt at det er en meget værdig ambition, og så vidt jeg ved en ambition jeg deler med alle, der er medlemmer i Det Belivende. Man siger jo "Sigt på stjernerne så når du måske træets top"… og det er da bedre end at hænge fast i rødderne er det ikke?

Billedet af livets træ er lånt herfra

Tilgivelse frigiver energi

Hvad vil det sige at tilgive? Jeg kender til fire syn på tilgivelse med, for mig at se, stigende grad af visdom:

1. Jeg tilgiver med egoet, hvilket indebærer, at jeg bruger tilgivelsen som en bekræftelse på, at jeg er bedre end den anden og i min "godhed" giver jeg tilgivelsen til den anden som en gave, hvorved jeg fastholder en karmisk ubalance, mens de negative følelser stadig sidder i kroppen og psyket, hvilket ultimativt kan føre til sygdom.
   
2. Jeg overlader tilgivelsen til Gud. Hvis man har en monoteistisk tro (primært kristen, jødisk eller muslimsk), tror man måske på den tilgivelse som kommer fra Gud. Det er en form vi ikke helt er herre over, men den består jo i princippet i at bede Gud om (synds)forladelse. Der er visse forskelle mellem religionerne som jeg ikke vil komme ind på her, men generelt kan det siges, at disse religioner til stor del overlader tilgivelsen til Gud gennem bøn og løfter om bod og bedring (hos muslimerne afkræves desuden lydighed for at tilgivelsen kan opnås). I kristendommen er det jo ofringen af sin eneste søn Jesus, der symboliserer Guds tilgivelse af menneskenes arvesynd. Men desværre er det jo kun dem, der tror på Jesus som er tilgivet. Mange mennesker finder en stor lettelse i at overgive deres skyldfølelse til en så storsindet Gud, der kan tilgive alt bare du tror på ham og hans enborne søn (se bl.a. denne artikel). Der tales ikke så meget om at tilgive andre da dette jo primært er op til Gud, men vi har da sætningen "forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere" i Fadervor, så vi kan fra Gud opnå lige så meget tilgivelse som vi selv er i stand til at give andre. I mine øjne ligner denne form for tilgivelse en niveau 1 tilgivelse da Gud jo i den gængse udlægning ser os som syndige, men han ofrer sig (sin søn) i sin storhed for at tilgive sine stakkels syndige børn, men gør det ikke ubetinget - det er noget for noget.
   
3. Jeg tilgiver følelsemæssigt, hvilket indebærer, at jeg giver fuldstændig slip på behovet for at bebrejde eller hævne og på opfattelsen af mig selv som offer. Herved foregår en frigørelse af stagneret energi og eventuelle symptomer kan forsvinde på mirakuløs vis.
   
4. Jeg tilgiver slet ikke for jeg har ikke dømt i første omgang, idet der aldrig kan være noget at tilgive når jeg ved at alt er som det skal være...opfattelsen af at der er noget at tilgive forudsætter at der kan være tale om skyld og dette er blot en del af frygtens illusion. Der er en klar erkendelse af de karmiske love og et fokus på lærdommen i det, der er sket. Der sker ingen ophobning af negativ energi og kroppen belives konstant af de positive tanker og følelser.
   

Nogle mennsker har meget svært ved at tilgive sig selv eller andre. I vores kultur er det endda ofte betragtet som legitimt ikke at tilgive visse handlinger, idet vi frygter gentagelser og søger at lære vedkommende en lektie. Den gode intention er altså at forsøge undgå fremtidige gentagelser af ubehagelige oplevelser. Problemet er bare, at så længe vi ikke gør op med frygten helt fundamentalt, vil vi jo bære den med hele tiden og den ubehagelige oplevelse genopleves igen og igen i det indre, hvorved man langsomt men sikkert brydes ned både psykisk og fysisk.
At tilgivelse har en positiv indvirkning på helbredet er dokumenteret videnskabligt, se bl.a. denne side.

Derfor siger vi ikke undskyld, men uskyld!

Hvad betyder det mon, at danskere tror?

I radioavisen kl. 8 i dag blev det sagt, at en ny undersøgelse til manges forbavselse har vist, at 60-70 % af danskerne tror på Gud. Man oplever det som besynderligt, fordi der samtidig er mange, der melder sig ud af folkekirken.
Nu afhænger svar jo ofte af de spørgsmål, der bliver stillet, og således måske også her. Hvis man kun har haft muligheden for at svare ja eller nej til spørgsmålet, om man tror på Gud, vil man måske være tilbøjelig til at svare ja, også selvom sandheden måtte være, at man ikke tror i egentlig forstand, men snarere finder det logisk, at der må være en sammenhængskraft af guddommelig art i skaberværket. Formuleringen "tror på Gud" vil opleves som rigtigere end formuleringen "tror ikke på Gud".
Jeg ville vist også selv have svaret "tror på Gud" (selvom det sådan set ikke er rigtigt) hvis jeg kun havde de to muligheder "ja eller nej". Vi fik imidlertid ikke at vide, hvordan spørgsmålet lød.
Det forekommer mig logisk, at vi er en del af en guddommelig orden, og i Det Belivende anser vi det for at være af stor betydning, at vi får undersøgt denne lovmæssighed, så vi kan komme til at gebærde os mere hensigtsmæssigt.
Det er ikke ordkløveri!!!
Forskellen på at være troende i evangelisk-luthersk forstand og på at opleve det guddommelige som et grundvilkår er kolossal stor.
I det første tilfælde er der nemlig tale om at skulle leve med nogle dogmer, såsom arvesynden som eksistensbetingelse og soning i kraft af en anden (Jesus Kristus), hvorimod der i det andet tilfælde er tale om ren og skær progressiv tillid og nysgerrighed.
Måske er det af afgørende betydning for freden i verden, at vi giver mere plads til en form for kognitiv åndelighed, som i højere grad bygger på at undersøge, hvordan vi selv kan hjælpe orden med at indfinde sig.
Set fra vort ståsted i verden ser det ud som om trosreligionerne har taget patent på åndelighed. Den nævnte undersøgelse kan imidlertid godt tyde på, at der er mange udenfor den danske folkekirke, som rent faktisk ikke er ateister men har forskellige andre tilgange.
Vi har tillid til, at det kan være frugtbart at lade disse forskellige åndelige indfaldsvinkler spille en meget større rolle i vor menneske- og samfundsforståelse. De kan måske endda være netop det, som der er brug for, hvis statsminister Lars Løkke Rasmussens netop formulerede ti mål, som ingen vist er uenig med ham i er udmærkede, skal nås.

Homoseksualitet og Det Belivende.

På facebookgruppens væg blev vi igår spurgt om, hvordan Det belivende alternativ til folkekirken ser på homoseksualitet. Vi svarede naturligvis, at det forholder sig sådan, at for os er kærlighed kærlighed, uanset om den er mellem homoseksuelle eller heteroseksuelle. Derfor har vi også på Det Belivendes hjemmeside beskrevet et koncept, som går ud på, at man indgår en belivende pagt som erstatning for den kirkelige vielse.
Og den er i princippet ens for homoseksuelle og heteroseksuelle.
Det vigtigste i denne pagt er imidlertid de forskellige indbyrdes aftaler man indgår for at give grundvilkårene så gode betingelser som muligt.
Man kan sige, at det vigtigste er den rent åndelige tilgang til dyb forbundethed på en måde som forebygger, at vi ikke kommer til at gentage fejltagelser - og at vi er fuldt bevidste om vort eget ansvar, hvis vort mål om at forblive lykkelige sammen skal nås.
Man kan se forslaget på http://www.detbelivende.dk/ist_vielse.htm

Tungen - den uregerlige muskel - er der faktisk håb for!

Jeg hørte lige morgenandagten her til morgen. Og sandelig om ikke der blev læst højt fra Jakobs brev kap. 3 v. 1 - 11. Det kan jeg godt anbefale at læse. Her tales om det faktum, at vi mennesker nu engang begår fejl, og at det ikke mindst skyldes denne uregerlige muskel, tungen, som tilsyneladende har mere magt over os end godt er. Og vi opfordres til at forsøge at få magt over den og nå til erkendelse af, at kritik og forståelse ikke kan komme af samme kilde. I et mentalitetshistorisk perspektiv er der jo her en iagttagelse af konsekvensen af amygdalakapringens lovmæssighed. Netop det, vi i Det Belivende anmoder kirken om at reflektere over ...
Vi fik i øvrigt følgende svar fra en af biskopperne, nemlig Steen Skovsgaard:

Kære Lisa Magnusson
Tak for jeres henvendelse vedr. invitation til dialog om kognitiv kristendom, som I har sendt til alle biskopper med kopi til kirkeministeren i mail af 1.10.2009

Jeg har flg. bemærkninger til jeres henvendelse og anliggende:

1. Det Belivende påpeger et vigtigt og ofte upåagtet problemfelt: at ikke alle mennesker har en spirituel eller religiøs disposition; og det gælder både mennesker indenfor og i omegnen af traditionel og kirkelig kristendom. Det er en stor udfordring at åbne det kristne fællesskab for den mere kognitive religiøsitet - ikke mindst fordi næsten al spiritualitet i dag er af sansende og emotionel art, hvilket kan marginalisere den mere kognitivt indstillede.
Jeg vil dog understrege, at dette er netop en grund til, at folkekirken og dens ledelse ikke er til sinds at opgive "den dogmatik, som nu engang er den luthersk-evangeliske", som I formulerer det. For denne dogmatik er netop en redning for den, der ønsker at være kristen, men som har vanskeligt ved at følge tidens meget sansende, individuelle og emotionelle spiritualitet. Dogmatikken understreger, at kristendom ikke står og falder med den individuelle og øjeblikkelige oplevelse. Den er derfor et frirum, fordi den netop rummer det kaotiske og upålidelige indre liv og giver det en hvileplads. Den rummer både tvivlen og vandringen. Den gør det netop muligt for mennesker, der "mangler et trosgear", som du formulerer det, alligevel at være kristne.

2. Jeg kan fuldt ud følge jer i glæden over Fadervor og over den inspirationskilde, som Jesu Kristi person udgør, og kan kun ønske jer det bedste i efterfølgelsen af denne inspiration. Jeg anerkender også værdien i inspirationen fra andre store forbilleder i verdenshistorien, også i andre religioner.
Jeg vil dog understrege, at det netop er denne Jesu Kristi inspirationskilde og hans forbilledlige liv, der gør det nødvendigt for os også at fastholde talen om skylden og om syndernes forladelse. Tager man fx Bjergprædikenen og Kristi lære om kærlighed til fjenden for pålydende (og ikke blot nedskriver den til en overkommelig rarhed), vil det uvægerligt lede til en erkendelse af, i hvor høj grad man kommer til kort og ikke slår til.
Jeg erkender, at talen om skyld ofte har været forvreden og usund, også i folkekirken, og har pålagt mennesker en skam, som hverken har været psykisk sund eller kristeligt sand. Men mit svar herpå ville ikke være en opgivelse af talen om skyld; det vil simpelt hen ikke være realistisk. Tager man kærlighedsbudet alvorligt, kommer man uvægerligt også til at tage skylden alvorligt; og dertil kan kun ordet om syndernes forladelse gøres gældende. Så mit svar på den forvredne og usunde tale om skyld vil i stedet være en besindelse på og en genopretning af en sund tale om skyld og om evangeliet om syndernes forladelse. Først derefter, på dette grundlag, bliver det muligt og giver mening på ny at vandre i efterfølgelsen af Kristi lære og inspiration, hvis ikke man skal gå i stykker under den erkendte skyld.

3. Vi arbejder i folkekirken til stadighed med formuleringerne omkring forsoningslæren og om arvesynden. Og vi byder enhver udfordring velkommen, som kan hjælpe i dette arbejde. Ikke mindst fordi nogle klassiske formuleringer faktisk indbyder til misforståelse. Jeg forstår også din henvendelse således, at det delvist er uheldige formuleringer og misforståelser i kirkens formidling af forsoningslæren og arvesynden, du reagerer imod. For eksempel indebærer arvesyndslæren bestemt ikke, at mennesket er underlagt en skæbne, noget statisk, uden mulighed for vækst. Vi beder i kirkebønnen ikke blot om vækst i tro og håb, men også om vækst i kærlighed. Kærlighed er mulig!
Selv så centrale lærepunkter som forsoningslæren og arvesynden kræver derfor en bestandig nyformulering. Selve ordet arvesynd er jo blot et forsøg på - med en ikkebibelsk term - at sammenfatte en side af det kristne menneskesyn.
Jeg vil dog understrege, at selve kernen og substansen i disse to lærepunkter hører til de søjler, hvorpå den kristne tro hviler, og uden hvilke den ville falde sammen. Uden arvesyndslæren (i en eller anden form) måtte man principielt kunne forestille sig et menneskeliv, der kunne udleves i fuldendt kærlighed. Men det hører til det kristne menneskesyn, at ud over Guds egen søn er intet menneske født med denne mulighed, men har arvet (eller hvad man nu skal kalde det) en grundskade, der gør, at fuldkommen kærlighed aldrig kan virkeliggøres i dette liv. Verdenshistorien viser da også med al ønskelig tydelighed, hvilke rædsler der kan komme af et overoptimistisk og urealistisk menneskesyn, hvor man tiltror mennesket evnen til at skabe paradis på jord.
Og uden forsoningslæren (i en eller anden form) ville det påhvile ethvert menneske selv at sone eller gøre bod for denne grundskade, hvilket er lige så håbløst. Derfor indeholder Fadervor, som I sætter så højt, netop ikke blot en bøn om forbedring og vækst, men også en bøn om syndernes forladelse. Og dåbsbekendelsen bekender ikke blot troen på Kristus som forbillede, men bekender ham som korsfæstet, død og opstanden for vore synders skyld.

Sammenfattende kan det siges, at du ser ganske rigtigt, når du beskriver en reel kløft mellem Det Belivendes og det kristne trosindhold. Og Det Belivendes bygger indlysende lige så meget på en religiøs, ikkebeviselig overbevisning, som den kristne tro gør det. Det er to uforenelige verdensbilleder.



Med venlig hilsen

Steen Skovsgaard
biskop
Østre Alle 2
4800 Nykøbing F
tlf 20415311


Som det fremgår, afvises vor holdning gående ud på, at synd og skyld i virkeligheden er fejltagelser, som vi har til opgave at korrigere. Der konkluderes, at vort syn er uforeneligt med den kristne tro, idet skylden og synden, ikke mindst arvesynden, er en af kirkens væsentligste søjler (jeg troede ellers, at vor kirke hvilede på en klippe - nemlig petrus, Peter, - og at det var islam, der byggede på søjler - nå, lad nu det være)men, men, men, lyttede man til morgenandagten i morges, har selv en sådan mand som Jakob, der i Det nye Testamente betegnes som Guds og Herren Jesu Kristi rent faktisk det aldeles selvsamme syn, som vi har. læs det bare i sin helhed. Og i de føgende vers, som ikke blev læst, nemlig Visdommen fra oven peges der endvidere på logikken i årsags- og virkningsprincippet, eller karmaloven, som den også kaldes. Der står nemlig:
"Men visdommen fra oven er først og fremmest ren, og desuden er den fredselskende, mild, omgængelig, fuld af barmhjertighed og gode frugter, upartisk og oprigtig. Retfærdighed er en frugt af det, der sås i fred, og den tilfalder dem, der stifter fred." (17-18).
Så længe vi (kirken)holder fast i, at vi alle er onde og skyldige (grundet arvesynden)gør vi det vel meget vanskeligt for os at være fredselskende, idet vi jo så som fundament har en kampplads, som vi er i strid med os selv på...
Det er muligt, at de fleste af os har en sådan kampplads i vort indre, og at det er den SS refererer til, når han taler om vort indre kaos. Men det er jo også muligt, at det er derfor vi bliver så syge som vi bliver i vor menneskehed både i krop og sind, og at der netop derfor er en meget god grund til at forsøge at skabe ro der. Det tror vi er umuligt, sålænge vi holder fast i, at det er en uomtvistelig kendsgerning, at det er et livsvilkår for os at have en stridsplads der.
Kognitionsneurologerne har peget på, at denne i vort første indlæg omtalte amygdalakapring har været uhensigtsmæssig for os i de sidste 30.000 år. Det har den, siger de, fordi dens funktion, som gør at vi handler (lader den uregerlige tungemuskel boltre sig) et halvt sekund inden vi overhovedet er bevidste om, hvad det er vi siger, fastholder os i et angrebs/forsvarsmønster, som skaber akkumulerende ufred både udadtil og indadtil.
Vi opfordrer til at afskaffe skyld og synd. Bare tanken om at skulle identificere sig med noget så grusomt afliver jo al glæde. Og vi opfordrer til i vor bevidsthed at erstatte disse illusioner med begrebet fejltagelser, ligesom vor gode ven Jakob. Og så opfordrer vi også til, at vi hjælpes ad med at få korrigeret, således at belivelsen kan få bedre kår end aflivelsen.
De sidste fyrre års forskning i følelsesmæssig og social intelligens samt lovmæssighed i kognitive processer har afstedkommet adskillige hjælperedskaber, hvor den ikke voldelige kommunikation spiller en uvurderlig rolle. Man kan tilegne sig den i mange forskellige regier. Men vi vil da også godt opfordre kirken til at inddrage den som en del af sit nye moderne image. Det er noget mere krævende at give sig i kast med en en spaghettigudstjeneste, men vi garanterer for, at resultatet også er endnu mere fredsskabende.

Invitation til folkekirken

Kære biskopper, provster, præster, teologer og menighedsråd i den danske folkekirke.

Baggrunden for denne henvendelse er at finde i den kendsgerning, at vi er mange såkaldt kulturkristne i Danmark, som ikke føler os hjemme i folkekirken. Nogle af os føler os endog meget kristne og beder f.eks. fadervor hver dag og oplever Jesus Kristus som vor allerstørste inspirationskilde.
Hvorfor føler vi os så ikke hjemme i den danske folkekirke?
Det gør vi ikke af den grund, at vi i det væsentlige er kognitivt funderede, hvilket vil sige, at vi ikke har nogen evne til at tro og heller ingen evne til at være lydige men derimod trives i erkendende bevidsthedsfremmende tankemiljøer, hvor fordomsfri udforskning af livets store eksistentielle spørgsmål som noget helt naturligt er i fokus.
Når vi henvender os og indbyder til samtale skyldes det ikke, at vi er i opposition til den danske folkekirke. Vor grundholdning er den, at folkekirken er et fantastisk værdifuldt element i livet for de kristne mennesker, som føler sig hjemme i den dogmatik, som nu engang er den luthersk-evangeliske.
Vi er elskere af bønnen fadervor, som jo er den bøn Jesus Kristus bad os om at bede (om end vi måske tolker den på et mere abstrakt plan end det, der hører barnetroen til); vi er elskere af mange af vore salmer, og vi er elskere af evangeliernes inspiration til eftertanke og forædling af det menneskelige sind og den menneskelige væremåde.
Det er alene grundet den gældende udlægning og fortolkning af det helligt levede liv, at vi er nogle, som ikke kan se andet end, at det er umuligt for os nogensinde at kunne komme til at føle os hjemme i kirken. Vi mangler simpelthen et trosgear.
Men vi har som antydet et andet, som det er vort håb på en eller anden måde vil kunne indgå i en slags samarbejde med den danske folkekirke. Og det er et kognitionsgear, et gear for erkendelse og bevidsthed.
Selvom vi godt kan forstå, at I måske nu helst vil lægge denne skrivelse fra jer, beder vi jer om at læse videre. I kan jo forsøge at betragte os som sådan en slags fortabt søn, der vender tilbage, om end frimodigt og uden anger. 
Vi vil gerne fortælle jer, hvad præcis det er, vi har det svært med.
For det første har vi det meget svært med jeres definition af arvesynden, som i sin konsekvens indebærer, at vi alle skal opfatte os selv som syndige og skyldige. Men vi forstår godt, at det har måttet udlægges sådan i mange hundrede år.
Det, at der, som Paulus siger, er noget ondt, som vi ikke vil gøre men kommer til at gøre alligevel, og noget godt, som vi gerne vil gøre, men ikke gør, det kan vi jo godt se er rigtigt, ja, vi anser det faktisk for at være det væsentligste dilemma for menneskeheden overhovedet.
Men årsagen til, at vi ikke gør det gode, vi gerne vil, finder vi ikke i arvesynden. Vi finder den derimod i den kendsgerning, at vi i vor mentale evolution stadig lider under det handicap, som man i kognitionsneurologien kalder det halve sekunds forsinkelse, og som kan beskrives som en kapring i hjernen, en amygdalakapring, hvor der hver eneste gang vi føler os den mindste smule truede, sker det, at facitterne fra alle erindringer om gange, vi har følt os truet, helt tilbage til krybdyrstadiet, popper op som trold af en æske og indtager styringen et halvt sekund inden vi har mulighed for at blive bevidste om situationen. Det betyder, at vi aldeles ubevidst går til angreb, går i forsvar, flygter eller trækker os ind i os selv hver gang vi føler os truede, selvom det mest hensigtsmæssige for os ville være stille og roligt at iagttage en situation og forsøge at udvise netop den form for empati, som Jesus forsøgte at undervise os i.
Er det så ikke bare netop det, der i den traditionelle kristendoms udlægning kaldes for arvesynden? Jo, det er det. Men er vi så i virkeligheden ikke inde i en pedantisk gang ordkløveri?
Nej, det er vi ikke. Den store forskel på arvesynden og det ovenfor beskrevne, som vi kalder amygdalakapring (kapring af reminiscenser fra krybdyrhjernen), er nemlig, at amygdalakapringen er noget, som vi har mulighed for at arbejde aktivt på at komme til at undgå at være underlagt, hvorimod arvesynden er en absolut livsbetingelse. Vor hjerne, og dermed bevidsthed, er jo ikke statisk men plastisk.
Og hermed er vi allerede på vej ind i det andet dogme, som vi har det svært med: Nemlig at Jesus er død for vore synders skyld. Soningslæren.
Soningslæren fordrer dels evnen til at tro på, at jeg er syndig, dels til at tro på at en anden har ofret sig for mine synders skyld, hvorved jeg på et tidspunkt skal blive frelst.
Soningslæren er dels i modstrid med loven for årsag og virkning og dels i modstrid med vore idealer, som går i retning af at tage det fulde ansvar for vore fejltagelser, lære af dem, korrigere og praktisere dobbeltrettet empati.
Vi anser Jesus Kristus for at være et ideal, som vi gerne efter bedste evne vil forsøge at lade os inspirere af, såvel som vi anser Buddha for at have levet og Dalai Lama for at leve en form for helligt og idealt liv, som vi også gerne lader os inspirere af. Vi lader os i det hele taget inspirere af enhver, som har bidraget til forædling af det menneskelige sind.
Det væsentlige i denne sammenhæng er, at vi gerne vil leve et liv, hvor vi selv forsøger aktivt at nå frem til at kunne træffe beslutninger, som kommer så tæt på det ideale, som nu engang er muligt på det stadium, vi befinder os i vor udvikling (vi kalder det reanimation, altså den del af vor evolution som angår fornyelsen i ånden), og at vi ikke kan se andet, end at soningslæren præsenterer idoldyrkelsen, hvor jeg skulle blive frelst i kraft af at forholde mig kognitivt passivt.
Helt firkantet: Vi ser snarere Jesus som et ideal end et idol.
Vi tolker ordene Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør på den måde, at det væsentlige for os er at forstå, at alt er tilgiveligt, fordi vi, når vi begår fejltagelser, alene gør det, fordi vi ikke ved bedre; men at målet, vi må stræbe efter, hvis vi vil have fred på jord, er at komme til at vide (så godt vi nu kan). Vi kan derfor heller ikke se andet end, at det væsentligste i denne sammenhæng er at lære af sine fejltagelser (gå bort kvinde og synd ikke mere). Altså at lære at korrigere, så ens fejltagelsesmargin kommer i aftagende.
Vi oplever ikke, at vor måde at opfatte Jesu Kristi liv på er den rigtige, og jeres forkert. Vi fortæller bare, at vi ikke rent kognitivt formår at tænke som I prædiker, og altså dog betragter os selv som en af mange helt naturlige og sunde frugter på livets træ.
Vi vil gerne vokse på det træ i god forståelse med jer og har derfor nogle ideer, som vi gerne vil drøfte med jer. 
Udgangspunktet for disse drøftelser er, at der pt er en stigning i antallet af udmeldelser af folkekirken, og at der dertil ses aktiviteter i samfundet, som opfordrer til endnu flere udmeldelser. Således deler VU’ere i landets største byer udmeldelsesblanketter ud på gader og stræder i disse dage, har jeg netop læst i Kristeligt Dagblad. Dertil kommer, at der hvert år bliver færre konfirmander, for ikke at tale om, at adskillige præster har det skidt med, at såvel dåb som konfirmation og bryllup har mistet det åndelige tag i en ikke ringe del af brugerne.
Vi vil gerne opfordre til en slags samarbejde, som går ud på, at I som noget ganske naturligt henviser til os
· når folk vil melde sig ud grundet betragtninger, som minder om vore
· når konfirmander afbryder konfirmationsforberedelsen eller ikke vil konfirmeres, efter at have gennemgået konfirmationsforberedelsen
· når der ved begravelsesforberedelse opstår problemer mellem efterladte og præst i forbindelse med ligprædikener, fordi afdøde har haft et livssyn, som bygger på reinkarnationsprincippet, sådan som det fremlægges i martinuskosmologien.
 Man kan spørge sig, hvad folkekirken får ud af det.
Set fra vort ståsted i livet vil kristendommen på denne måde stadfæste, at der i min fars hus er mange boliger, og at der også er så rummeligt, at dens præster kan indgå i et venskabeligt samarbejde med de mennesker, der på livets vej har mistet deres trosgear, men i deres kognitionsgear styrer mod samme mål, nemlig fred på jord og i alle mennesker velbehag.
Som vi ser det, vil den hermed udvise den slags overlegenhed, som sand åndelighed nødvendigvis må og vinde respekt hos tænkende modne mennesker.
Dertil er det vort håb, at det kristne ideal ikke svækkes, samtidig med at folk melder sig ud af kirken, men at det styrkes om end på en anden måde end i teologisk forstand: I gerning og udvikling mere end i tilbedelse og lydighed, så at sige.
Findes der dokumentation for vor seriøsitet?
Det teoretiske fundament, som Det Belivende hviler på, om end dette fundament må forstås som et, der hele tiden er i udvikling, omfatter bl.a. den nyeste hjerneforskning, den ikke voldelige kommunikation, antroposofiens biografiforståelse, mentalitetshistorien og martinuskosmologien og er beskrevet i min bog Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne.
Til orientering kan vi derudover oplyse, at vi er ved at udfærdige diverse forskningsprojekter, hvor det første er et studium i, hvad der sker i udviklingen hos tre forskellige grupper i alderen 14 – 17.
1) en gruppe, som gennemgår almindelig konfirmationsforberedelse og afslutter med konfirmation
2) en gruppe, som gennemgår vort koncept Belivende livsbekræftelse (kan ses på vor hjemmeside) og
3) en gruppe, som nonfirmeres eller på anden måde ikke gennemfører noget alternativ til konfirmationen.
Vi vil undersøge, hvordan de unges livskvalitet er under de forskellige forhold og i hvilket omfang de unge finder hjælp til udvikling af sund identitet og selvrealisation i de forskellige kategorier. Herunder i hvilket omfang de kommer ind i diverse former for afsporinger (misbrug, kriminalitet, seksuel promiskuitet, psykiske sygdomme).
 For så vidt I ønsker at overveje invitationen og sætte jer bedre ind i, hvem vi er, kan vi henvise til vor hjemmeside www.detbelivende.dk
 Vi vil gerne lægge lokaler til på Strandagergaard, men skulle I ønske mødet afholdt i eget regi, kommer vi gerne til jer.
I kan selv bestemme, om I ønsker mødet offentligt eller som en aldeles uformel drøftelse. Vi er ikke selv synderligt interesserede i at få mediedækning på indeværende tidspunkt, da vi er bange for, at diverse medier vil bruge en sådan begivenhed til at signalere noget dramatisk, hvilket er ganske imod vore intentioner. Vi hælder snarere til det lyriske.
Men vurderer I anderledes, vil vi lade det være op til jer, såvel som vi er åbne for deltagelse af andre, som I måtte ønske.
Selv vil vi måske også gerne invitere et af vore medlemmer, som er politiker og udmeldt af folkekirken, men det kan vi tage stilling til i fællesskab, hvis I ønsker at tage det næste skridt i retning af denne ønskede dialog.
 Vi vil foreslå et tidspunkt i sidste halvdel af november eller begyndelsen af december, og hvert bestyrelsesmedlem står naturligvis til rådighed for opklarende spørgsmål når som helst. Der er link til os alle på hjemmesiden.
For god ordens skyld vil jeg afslutningsvis oplyse, at vi har kontaktet kirkeministeren angående tilladelse til at benytte nogle af landets kirker i forbindelse med eventuelle begravelser og bryllupper og af hende blev henvist til jer, som havende den endelige afgørelse i sådanne sager. Ansøgningen såvel som svaret kan ses på vor hjemmeside.
Da vi imidlertid ikke er et trossamfund, har vi skrinlagt dette ønske. Vi anser perspektiverne i det foreslåede samarbejde for væsentligere.
Med venlig hilsen og håb om et frugtbart fremtidigt samarbejde
 på vegne af bestyrelsen
mag.art. Lisa v. S. Magnússon
(formand)

Det Belivende har lavet en blog.

Den 21. nov. har vi oprettet denne blog. Man kan se mere om hvem vi er på www.detbelivende.dk