Prisen vi betaler for at leve med hemmeligheder

I Dallas Morning News, Sept. 12, 2004, kan man læse følgende udtalelse fra  Dr. Eric Nessler, Southwestern Medical Center,  "Source of disease = cellular memories."

Da jeg i 2005 blev diagnosticeret med brystkræft, sagde min homeopat til mig, at 

kræften jo ikke kom i går, den begyndte allerede for 30 år siden.

Hans ord var uden mening for mig, men jeg begyndte alligevel at tænke på, hvad

skete der i mit liv for 30 år siden.  

Først for nylig forbandt jeg det med, at det var året, jeg blev gift. 

Hvordan kunne det, at jeg giftede mig have noget med min kræft at gøre?

Jo, her var min første store energisugende og aflivende hemmelighed.  Jeg havde inviteret utroskab, og uærlighed ind i mit liv. Min stolthed gjorde, at jeg i den grad overskred mine egne grænser. Jeg har betalt prisen herfor  lige siden i form af et liv med hemmeligheder og hvad det bringer med sig. 

Det blev den cellulære hukommelse, der lagde grunden til min kræft.

Tænker vi i hverdagen på,  at vore  tanker og handlinger  går lige ind i vores

cellehukommelse?   Og vores cellehukommelse ligger til grund for vores fysiske helbred.

Jeg vidste, at han havde være utro bare få dage før brylluppet, og jeg giftede mig alligevel

med ham, på trods af, at jeg vidste det var forkert. Jeg giftede mig med ham af  

forkerte grunde: "Hvad ville folk sige, hvis brylluppet  blev afslyst i sidste øjeblik?" 

og mange andre tanker, der ikke kom fra Gud.

I dag kender jeg formålet med mit liv, det er at leve et liv i sandhed, et liv, der kan tåle

lyset i alle henseender.  Kærlighed og tilgivelse er mit livs formål. 

Hvert eneste øjeblik i mit liv må jeg være tilstede i nuet.  Jeg begynder dagen med bøn, jeg

beder Gud om at være ved min side hele tiden, alene kan jeg ikke leve det liv,

der er sand og ren kærlighed, sådan som jeg oplever det gennem konstant tilgivelse og uden fordømmelse.

Jeg er hele tiden bevidst om, hvad der er rigtigt og sandt for mig. Jeg får mere og mere mod til at leve et liv i sandhed.  Jeg lytter og respekterer mig selv, jeg tager mig selv alvorlig, og

jeg handler herefter.   Et liv i sandhed kender ikke til energisugende hemmeligheder, det er der ikke længere behov for, når jeg tager mig selv og mit liv seriøst. Jeg må hver dag bede til, at Guds vilje også er min vilje.

Så snart jeg overskrider mine egne grænser, går det galt.  Så må jeg igen tilgive mig selv og 

  andre, og huske at min eneste funktion er kærlighed og tilgivelse.  

Jeg har i dag modet til at lytte til min indre stemme, ellers ville jeg ikke have haft modet til at stå her foran jer.

Mit formål med at være her i dag er at dele med jer, hvor vigtigt det er for os Bedstemødre og for de næste generationer, at vi lever et liv i sandhed, i ubetinget kærlighed. Det er vores generation, der må løfte sløret for de hemmeligheder, vi lever med og lader gå videre i næste generationer. Vi må holde op med at leve liv, der er mindre end sand og ubetinget kærlighed. 

Mit nye liv kræver mod og tillid, tillid til at Gud hele tiden vil mig det bedste, selvom det ikke lige

i øjeblikket ser sådan ud, men Gud har det store billede, og det har altid vist sig, at med Gud går

alting bedre. Det jeg ser som uløselige problemer blegner og bliver transformeret  til kærlighed.

Midlet er tilgivelse, og ingen fordømmelse.  

Mit liv har været fuldt af fordømmelse og fornægtelse af Gud.

Når vi ikke længere har behov for at fordømme andre og os selv, så begynder kroppen at give slip.

Vi kan ligefrem mærke, hvordan vores cellevæv strammes op, når vi er i angrebshumør, og hvordan vævet slapper af så snart vi giver slip.  Prøv at lægge mærke til det næste gang, du er i angreb eller fordømmer. Der frigives en masse energi, når vi giver slip og lader Gud komme til.   

Herefter har I chancen for at blive  klar over, hvor meget vi spænder i kroppen, hver gang

vi bevidst eller ubevidst fordømmer et menneske, en situation etc. 

Det her er en livsstil, som kræver mod.  Denne her livsstil medfører store livsændringer

for os, der lever med store usagte hemmeligheder.  Men bevidstheden om, at vi gør det her for os selv, og dermed for de næste generationer, gør, at vi ved, der er ingen vej udenom.  Vi vil ikke, at vores

børnebørn skal fortsætte dette liv i lidelse. 

Gjort på den rigtige måde, dvs. med Guds velsignelse, sker der kun gode forandringer, og vi

vil begynde at lære, at livet er godt; der begynder at indfinde sig en indre ro og en lille

boblende kilde af glæde dukker frem nu og da.  Jeg lærer stadig at tro på, at sådan kan livet

også være.  Et liv i glæde, taknemmelighed og fred.  Vi begynder at se og opleve hvert menneske, hvert dyr, hvert levende væsen som en af Guds skabninger og som værende en del af os selv. Der er ikke længere den konstante "væren-på-vagt" spænding i kroppen. Den spænding, der hvis den bliver ved, skaber kroniske sygdomme. 

Jeg møder verden i fred og tillid, fordi jeg nu kender min Gud og Skaber. 

Jeg ved, når mine bønner ikke bliver besvaret, så er de også blevet besvaret,

for så har jeg bedt om noget, der ikke er i min egen  eller andres bedste interesse.

Jeg har tillid til, at Gud ved bedre end mit ego. Jeg har tillid til, at vi Bedstemødre kan gøre en forskel og være med til at  udrydde vold og misbrug i familierne. 

Den dag jeg valgte at træde ind i Guds verden

Mørket viger for et sandt vidunder af gule, orange og violette farver i alle nuancer. Himlen er svimlende smuk, jeg kan slet ikke beskrive det. Nej, det er ikke himlen, det er fjorden, og jo det er himlen, himlen og fjorden går ud i et. Mørket viger så ganske sagte  og et lysende farvespil udløser sig, større, klarere og smukkere end noget lærred kan gengive det.  Der er simpelthen ikke alle de nuancer af farver i min kurv med farver. Det er en veritable åbenbaring. Jeg er blændet af synet, som et blændværk, der ruller op for mine øjne, er det mon rigtigt? Drømmer jeg stadig, der var jo lige mørkt, men så ser jeg den klare gloende opgående sol mellem de silhuetterede træstammer på Grethes grund.  Så ER  det rigtigt, det er den gryende morgen.

Der er grund til, at vi synger “Morgenstund har guld i mund” – det her er så smukt et skue, at jeg må være med i det. Jeg tager tre par bukser og ligeså mange trøjer og en jakke på, for der er frostgrader derude. Men jeg må være et med det, der sker lige nu.  Jeg griber mit kamera i farten. Jeg står bare der, takker min Gud for det han viser mig, nemlig Guds verden,

den verden Gud har skabt. 

Det er ikke en menneskeskabt verden, det er Guds verden, som han deler med mig.  Tænk, at jeg er en del af den. Guldet flyder snart i en lang strøm hen over fjorden, og nu er der så meget guld, at guldet og solen bliver et for mine øjne, jeg kan simpelthen ikke skelne, hvad er Sol, og hvad er Guld, det er et.  Spejlningen er et med solen, eller er den?

En flok svaner flyver hen over hovedet på mig, jeg har hørt deres vingesus for lang tid siden, men jeg kunne ikke se dem. De kommer fra  øst, fra den opgående sols verden, og flyver mod sydvest.  Her i vest er farverne blå og mere kølige,  men også så flotte, bare et helt andet farvespil.  Jeg kan ikke se dem begge to samtidig, dog eksisterer de begge to samtidig, selvom jeg ikke ser dem.  Hele panoramaet her er Guds gave til mig, og jeg tager imod Hans gave.  Det er så smukt, så fuld af fred og kærlighed, at mit hjerte gør ondt.  Jeg lader min stemme hjælpe mig til at tage denne herlighed ind, så jeg begynder at AUMe, det letter, og jeg kan igen trække vejret frit.  Her er friskt og klart, vandet er klart, meget klart, og flere svaner flyver forbi, vores svaner.  Så må klokken snart være 9. Jeg ser på uret, klokken er 9.03. De er præcise de svaner, hver morgen kl. 9 flyver de forbi, lavt over fjordens vande, og i dag er der mange flere, og de kommer i flere og større flokke.  Mine “egne 3 par” viser sig ikke i dag.

I dag er en ganske særlig dag.  Jeg har nemlig åbnet døren ind til Guds verden.  Det må være Himmeriget.  Solens genspejlende lys leger med bølgerne, der igen afspejler sig i stenstæningerne ned ad skråningen, så hele skråningen bliver levende, den bølger sig i et dansende lysshow, som jeg er betaget af.  Jeg vil gerne danse med, men må nøjes med at leve mig ind i stenene, der er legeplads for lyset.   Jeg prøver at fotografere det der sker for mine øjne, men det kan ikke fotograferes, det kan kun opleves.  Guds verden kan ikke fotograferes, den er bare.  Hver gang jeg forsøger at tage et billede, så træder jeg udenfor dette Himmerige, alligevel fotografere jeg på livet løs.   Jeg kommer altid hurtigt tilbage i Guds verden. Alt er anderledes i dag, der er ikke en bølge på vandet, her er blikstille, her er Gud, og alt ånder fred  med ubeskrivelig skønhed.  Min krop har svært ved at tage Guds skønhed ind, jeg må bruge min stemme, men her er total stilhed.  Jeg prøver alligevel at stemme i med naturens stilhed for at kunne være i denne skønhed, i denne lyksalighed, denne Guds verden.   Denne  dybe stilhed, farverne er klare og skarpe og alle farver klæder hinanden på en made, der gør denne verden ubeskrivelig for mig, så jeg er bare. Sådan er Guds verden. Hele vejen rundt i horisonten ser jeg jorden og himlen spejle sig i Fjorden, jeg ved de er et, jeg ved det er altsammen  Guds verden. 

Jeg går ind i huset  fuld af taknemmelighed over denne oplevelse, som jeg deler med fuglene derude.  Jeg hælder resten af mit vand ud i Fjorden, for jeg ved, jeg er et med Altet, jeg vil se, at også det vand jeg drikker er et med Fjorden, at jeg selv er et med Fjorden, det er denne Oneness, jeg har behov for at bekræfte.  Jeg ser, hvordan ringene i vandet breder sig langt ud i fjorden og helt ind til strandbredden.  Her ser jeg en kvarts, som jeg samler op, et par små tomme sneglehuse, en sten med en tangplante og lige derhenne en hvid fjer, lagt der for mig.  Jeg ved, det er uskyden og renheden, for fjeren er helt hvid.  Nu ligger den på mit alter, stenene ligger på Arikkis alter, det er hans legeplads der for en morgenstund blev forvandlet til  Guds rige.  Jeg var i Guds rige, jeg oplevede Guds rige, min krop og sjæl kunne rumme denne herlighed, som er ren salighed. Tilbage sidder jeg med saligheden.  NU ved jeg, at der er en anden verden end den, jeg har skabt, nemlig den verden Gud har skabt.

Jeg tror, jeg var derude 5 min, men jeg ser nu, at jeg har været derude lige fra solopgang til næsten middag. Tiden står stille i  Guds verden.

Jeg træder ind i min stue, den er forvandlet, min verden er forvandlet, men jeg ved, jeg var bare nede ved vandkanten, for jeg har stenene og fjeren.  Jeg sætter mig for at læse dagens meditation, lesson 130 – It is impossible to see two worlds.  TAK GUD.

Jeg laver meditationen, jeg beder om Guds styrke til at se og genkende det jeg søger. Jeg vil ikke længere se min egen verden, den jeg har lavet og som består af  mine illusioner.  Jeg sidder i  meditationen, ser ud over vandet og beder Gud give mig styrke langt ud over min egen styrke, og jeg er igen i Guds verden.  Der er ingen Judas verden, der er ingen Jesus verden, Judas og Jesus er den samme,  deres mødre elsker deres sønner, de sørger begge to over en tabt søn.  Og de glædes begge to over en genopstanden søn.

Hvad siger Judas moder og Jesus moder  i mødet med hinanden?  Er det den samme moder?  Jeg glider ud af meditationen og op i hovedet.  Jeg ser på Guds skaberværk, jeg ser på Himmeriget lige der udenfor mine vinduer, men jeg er ikke længere en del af Guds verden.   Jeg kan ikke se to verdener, jeg er tilbage i  min egen verden og beskuer en verden, jeg engang har besøgt, og nu har jeg valgt min egen  illusoriske verden.  Selvom “the world I see holds nothing that I want”  og selvom jeg nu ved, at  “Beyond this world there is a world I want”-  den verden jeg besøgte her til morgen.

Jeg takker Gud for at give mig et glimt af den sande verden, nu ved jeg den er der.  Jeg skal bare skifte mit perspektiv……. Bare……… T

Hvorfor denne panik over tanken om et ministerium for livsanskuelser?

SF’s gruppeformand og kirkeordfører, Pernille Vigsø Bagge har stillet et lovforslag om, at kirkeministeriet skal have en ny funktion som ministerium for livsanskuelser, og alle er i oprør. Hånlatteren gungrer af sted i medierne, og frygten for at miste stemmer får så vidt jeg er orienteret samtlige politikere til at håne med. For åhhh, hvor latterligt man dog synes, at det er.

Jeg tror imidlertid ikke på, at alle politikere virkelig mener, at det er en dårlig ide. Jeg nægter at tro, at det kan være sandt! Og jeg gør det heller ikke. Jeg synes faktisk, at det er et ualmindelig intelligent og perspektivrigt forslag. Hvorfor så det?

Ja. Blandt andet fordi jeg kender mange, som vil kunne få glæde af det.

Hvem? Muslimerne? Det ved jeg ikke, og det interesserer mig ikke. Trosreligioner interesserer mig ikke. PVB siger endvidere, at hun ikke har nævnt muslimerne med et ord. Jeg hæfter mig ved, at der ikke er tale om et ministerium for religioner eller trossamfund, men et ministerium for netop livsanskuelser. Det er da det, et fremtidsorienteret fredselskende samfund har brug for som redskab, hvis den åndelige udvikling ikke skal gå totalt i stå. Derved er det jo et ministerium for både dem, der kan tro, og dem der har mistet evnen til at tro i traditionel forstand. Dem der har mistet deres barnetro så at sige. Men som jo rummer evne til logisk tænkning og kan have en erkendelse af, at der virker en slags logos, et ordnende princip, kosmiske love, en guddommelig kraft, man kan kalde det så meget (ord er dybest set noget billigt skidt, fordi de lader sig manipulere med), som man gerne på en fordomsfri måde vil kunne studere i fred og ro og i et meningsfuldt fællesskab. Og som i øvrigt også finder stor inspiration i kristusmentaliteten, som den er beskrevet i evangelierne.

Som formand for en forening, der hedder Det Belivende, og som ikke er et trossamfund, men et erkendelsesforum, har jeg flere gange kontaktet kirkeministeriet i ønske om at få en dialog angående såkaldt kulturkristne, som er medlemmer af folkekirken, men som ikke kommer i den eller bruger den, da de ikke føler sig hjemme der. Både Birthe Rønn Hornbech og Manu Sareen har afvist vore ønsker. Birthe Rønn Hornbech af den grund, at vi ikke er et trossamfund, og Manu Sareen af den grund, at alle andre trossamfund end kirken hører til andre steder. Birthe Rønn Hornbech, som jeg af venner, der er venstrefolk, havde fået at vide var et skarpt intellektuelt og åbent hoved, sendte jeg endvidere noget litteratur, så hun fik mulighed for at sætte sig ind i tankegangen bag den type kulturkristne, som har det svært med det kultiske i folkekirkens ritualer og ceremonier. Den returnerede hun imidlertid ulæst.

At afvise mennesker, som har en kristen livsanskuelse, men som i højere grad betragter Kristus som et ideal end et idol, altså i højere grad som en inspirationskilde end en guru, der skal tilbedes, anser jeg så til gengæld for ikke bare komisk men også tragisk, al den stund at både ateister og kulturkristne, som ganske vist har mistet barnetroen og ved for meget om hvordan hjernen fungerer til at vi kan stå og tale om djævelen i trosbekendelsen eller tro på frelse via stedfortræder, dog også dør og skal begraves. Også vi gifter os. Nogle af os endog indtil flere gange. Og også vi har behov for sammenhænge, hvori der er fællesskaber af åndelig karakter.

Hvorfor vi, fordi vi mener at vide noget om hjernen ikke kan afsige trosbekendelsen? Af den enkle grund, såmænd, at vi anser den eneste djævel der findes for at være mangel på bevidsthed om vor egen krybdyrhjernes magt. Den eneste hornede der findes er vor egen primitivitet, alle den slags adfærdsmønstre, der kommer frem som det man også kalder de syv dødssynder. Den såkaldte djævel er en amygdalakapring. Hånlatter er en sådan amygdalakapring. Den er aktiv, når man føler sig truet. Da går man til angreb eller forsvarer sig eller flygter eller går død (bliver deprimeret). Og den har intet at gøre med tænkning i egentlig forstand. Man kan faktisk godt arbejde med sit tankemønster, med sin bevidsthed, på en sådan måde, at amygdalakapringerne tager af. Samtidig med at det sker, tager evnen til at finde løsninger til.

Hvis mediernes repræsentanter og politikerne med virkelig ville tænke, når de hørte et nyt lovforslag som Pernilles, så skulle de jo spørge hende ud om hvad hun egentlig mente, hvad hun havde tænkt sig at det skulle føre i retning af o.s.v. Men det gør man ikke. Man slår med halen som en krokodille og griner ondskabsfuldt. Og hvad gør Pernille? Ja, hun forstår åbenbart på sine chefer, at alle ler hende ud på grund af et selvmål.

På længere sigt kan det dog meget vel tænkes, at vor frygt for muslimernes overtagelse af den vesteuropæiske kultur meget vel kan vise sig at være en forhindring i at tænke i egentlig forstand og dermed løse det muslimske problem. Vi løser det ikke ved at låse vor egen åndelige udvikling fast i de dogmer, som pt afgør, hvad der er kristelighed her til lands eller ej. Dermed inviterer vi dybest set til fætter-kusine-fest med det muslimske broderskab.

Velbekomme. Selv melder jeg afbud.