Normalt betragter protestanter katolicismen og paven som gammeldags og med en forældet tankegang. Men katolisicmen rummer rent faktisk en esoterik, som jeg dybest set anser for at være udtryk for kosmisk sandhed.
En intellektuel esoterik. Der er bare ikke mange der kender den.
F.eks. kan man i en samtalebog, der beskriver Joseph Ratzingers forhold til Gud, læse, at han ikke anser "det onde", det protestanterne kalder djævlen, for at være et selvstændigt væsen, "men blot en negation af den positive selvudfoldelses rum, der kan eksistere, fordi Gud tillader friheden i det skabte. Også mennesket lever i denne frihed, hvor vi mødes både af Guds kærlighed og modsigelse af det bekvemme selvbekræftende rum, vi så gerne vil blive i."
Det kunne Martinus vist også have skrevet.
Og det ligger helt på linje med min egen opfattelse.
søndag den 26. december 2010
onsdag den 1. december 2010
Tidssvarende kristendom kan også rumme nisser - og gryler
Joakim Stender er i sit indlæg i Jyllands-Posten forleden af den opfattelse, at man ikke kan være at betragte som seriøs kristen, hvis man i juletiden også pynter op med nisser og alfer og juletræer. Synspunktet er dybest set udtryk for en fragmenteret form for tænkning, som har det kendetegn, at der i den er en overbevisning om, at udsynet fra netop ens eget trappetrin på udviklingsstigen er det eneste rigtige. Og fred være med den, der tænker sådan, men rigtigere kan det ikke blive af den grund!
Næstekærlighedsbudet, som vel er kernen i kristendommen, må enten være sandt eller falskt. Er det falskt, ja, så er verden jo nok midt i en veritabel selvdestruktionsproces, og det er da også muligt. Men er det sandt, og det er vel, hvad man må formode, at en præst anser for sandsynligt, så må denne næstekærlighed naturligvis gælde alt og alle, og dermed også nisser og alfer og andet, som vi ikke kan begribe. Stender mener så, at de slet ikke eksisterer, og at det derfor er hedensk at tro på dem.
Men kære Stender; jeg tror ikke at folk hænger nisser op, fordi de “tror” på dem. De er derimod en del af vor mentale arv, som vi har det ganske udmærket med.
Alt, som har eksisteret af væsener i vore tankeforestillinger, på mentale og følelsesmæssige planer, er jo dybest set at regne for en del af hele skaberværket, og hvis vi ikke kan medtage disse forestillinger i den verden, hvori vi har som bud at udvise næstekærlighed, forbryder vi os mod dette bud.
Stender påstår at vide, hvad der er rigtig kristendom, og at denne ikke kan rumme nisser. Jeg påstår, at Stenders kristendom slet ikke kan være kristendom, når den ikke kan opfylde næstekærlighedsbudet på en sådan måde, at det også gælder alt det, vi ikke kan se og forstå såsom nisser og alfer og livet, som leves gennem en stedsegrøn gran.
Når mange af os i denne tid pynter op med nisser, stjerner, julemænd, engle, krybber med jesusbarn og Jomfru Maria og Josef, og andre mærkelige ting, ja, selv har jeg sågar Gryla hængende (den islandske troldkælling som lever på det islandske fjeld Esja og lader sine drenge komme ned til husene og snuppe alle de uartige børn de sidste dage inden jul, så hun kan få næring til sin ondskab). Disse figurer repræsenterer fantasi med masser af moral. Denne Gryla, som jeg selv hænger op, hænger jeg jo ikke op fordi jeg tror på hende eller dyrker hende, men fordi der i hendes figur mindes om, at engang for lang tid siden, var det frygten, der gjorde, at menneskebørnene lod være med at være uartige. Hahah … nogle skønne fortællinger at give de børn, som kommer her på besøg. Godt at man ikke behøver at frygte troldkællinger eller andet længere. Det er jo det julen handler om: Der er intet at frygte!
I julen er vi netop ikke smålige. For det er det store kærlighedsbudskab, der fødtes med Jesus, som gør, at vor rummelighed kan tage til. Derfor giver vi jo også nisserne (den gamle gårdbo) grød til jul. Man kan sige, at det er symbolsk for, at vi tilgiver os selv som menneskehed vor egen ubevidste fortid.
Der er en underfundig plads til alskens gods, til alt det skæve og mærkelige, til næsten, som netop er både dyr og planter og mennesker og alt det, vi ikke kan se med vore fysiske øjne, netop i julebudskabet. Det er jo det, det handler om. Næsten er det hele omkring os. Det er derfor, vi i den kristne forestillingsverden ikke operer med fjendebilleder netop julenat. Der er ikke plads til dem, fordi hele universet denne mærkelige nat emmer af Guds kærlighed. For nu skal der jo netop være plads til alle i herberget, ikke sandt? Og selvfølgelig også Stender.
Jeg vil gerne bede dig om som præst at udvise denne kristne rummelighed. Opererer du med fjendebilleder, om så der er tale om nisser eller dem, der hænger dem op, prædiker du vel netop selv hedensk snak?
Dette indlæg var indsendt den onsdag, december 1st, 2010 kl. 14:16 og gemt under Kognitiv kristendom, Nisser og Stender. Du kan følge alle svar på dette indlæg via RSS 2.0 feed'et. Du kan indsende en kommentar, eller linke tilbage fra din egen side. Rediger dette indlæg.
Lisa von Schmalensee Magnússon
Næstekærlighedsbudet, som vel er kernen i kristendommen, må enten være sandt eller falskt. Er det falskt, ja, så er verden jo nok midt i en veritabel selvdestruktionsproces, og det er da også muligt. Men er det sandt, og det er vel, hvad man må formode, at en præst anser for sandsynligt, så må denne næstekærlighed naturligvis gælde alt og alle, og dermed også nisser og alfer og andet, som vi ikke kan begribe. Stender mener så, at de slet ikke eksisterer, og at det derfor er hedensk at tro på dem.
Men kære Stender; jeg tror ikke at folk hænger nisser op, fordi de “tror” på dem. De er derimod en del af vor mentale arv, som vi har det ganske udmærket med.
Alt, som har eksisteret af væsener i vore tankeforestillinger, på mentale og følelsesmæssige planer, er jo dybest set at regne for en del af hele skaberværket, og hvis vi ikke kan medtage disse forestillinger i den verden, hvori vi har som bud at udvise næstekærlighed, forbryder vi os mod dette bud.
Stender påstår at vide, hvad der er rigtig kristendom, og at denne ikke kan rumme nisser. Jeg påstår, at Stenders kristendom slet ikke kan være kristendom, når den ikke kan opfylde næstekærlighedsbudet på en sådan måde, at det også gælder alt det, vi ikke kan se og forstå såsom nisser og alfer og livet, som leves gennem en stedsegrøn gran.
Når mange af os i denne tid pynter op med nisser, stjerner, julemænd, engle, krybber med jesusbarn og Jomfru Maria og Josef, og andre mærkelige ting, ja, selv har jeg sågar Gryla hængende (den islandske troldkælling som lever på det islandske fjeld Esja og lader sine drenge komme ned til husene og snuppe alle de uartige børn de sidste dage inden jul, så hun kan få næring til sin ondskab). Disse figurer repræsenterer fantasi med masser af moral. Denne Gryla, som jeg selv hænger op, hænger jeg jo ikke op fordi jeg tror på hende eller dyrker hende, men fordi der i hendes figur mindes om, at engang for lang tid siden, var det frygten, der gjorde, at menneskebørnene lod være med at være uartige. Hahah … nogle skønne fortællinger at give de børn, som kommer her på besøg. Godt at man ikke behøver at frygte troldkællinger eller andet længere. Det er jo det julen handler om: Der er intet at frygte!
I julen er vi netop ikke smålige. For det er det store kærlighedsbudskab, der fødtes med Jesus, som gør, at vor rummelighed kan tage til. Derfor giver vi jo også nisserne (den gamle gårdbo) grød til jul. Man kan sige, at det er symbolsk for, at vi tilgiver os selv som menneskehed vor egen ubevidste fortid.
Der er en underfundig plads til alskens gods, til alt det skæve og mærkelige, til næsten, som netop er både dyr og planter og mennesker og alt det, vi ikke kan se med vore fysiske øjne, netop i julebudskabet. Det er jo det, det handler om. Næsten er det hele omkring os. Det er derfor, vi i den kristne forestillingsverden ikke operer med fjendebilleder netop julenat. Der er ikke plads til dem, fordi hele universet denne mærkelige nat emmer af Guds kærlighed. For nu skal der jo netop være plads til alle i herberget, ikke sandt? Og selvfølgelig også Stender.
Jeg vil gerne bede dig om som præst at udvise denne kristne rummelighed. Opererer du med fjendebilleder, om så der er tale om nisser eller dem, der hænger dem op, prædiker du vel netop selv hedensk snak?
Dette indlæg var indsendt den onsdag, december 1st, 2010 kl. 14:16 og gemt under Kognitiv kristendom, Nisser og Stender. Du kan følge alle svar på dette indlæg via RSS 2.0 feed'et. Du kan indsende en kommentar, eller linke tilbage fra din egen side. Rediger dette indlæg.
Lisa von Schmalensee Magnússon
mandag den 22. november 2010
Det fik Vibeke Riget ud af at bruge belivende kommunikation.
Jeg modtog her i november nedenstående rapport fra Vibeke Riget, og jeg synes den er så spændende at læse, at jeg har bedt hende om lov til at lægge den ind her på bloggen. Det fik jeg og ønsker bare god læselyst:
"Jeg fik muligheden for at deltage i et week-endkursus, der havde den 3.biografifase som tema, nemlig 14-21 år, realisationsfasen.
Ar jeg var særlig obs på netop denne fase, hænger sammen med, at jeg aldrig har realiseret mig selv af frygt for at miste mine forældres kærlighed, en kærlighed, som jeg altid har tvivlet på. Jeg frygtede, at hvis jeg var utålelig, ville mine forældre måske slå hånden af mig, og det turde jeg ikke risikere.
Når det nu er så galt, hænger det sammen med, at jeg i første fase, fra 0-7 år, ikke har fået oplevelsen af at være velkommen, ikke har følt mig ubetinget elsket, og det hængeparti vil uvægerlig præge mit liv, indtil - - - - - jeg tager handsken op.
Hvordan kan jeg da rette op på noget, som er gået så grundlæggende skævt? Den kølighed og reservation, jeg har måttet leve med som barn og ung, er det, jeg har givet videre i forhold til mine relationer, nære som fjerne. Og netop distancen, som jeg har lagt til alt af betydning i mit liv, begyndte at røre på sig som et savn efter nærvær og nærhed, en længsel efter at være 100% til stede i de ting, jeg engagerede mig i – ikke kun betragter på sidelinien; et ønske om at skære en flænge i slørene omkring mig og bryde igennem, komme ud i det rum, hvor livet leves og opleves.
”Det du savner, er det du selv mangler at give!”, siger Lars Muhl. Men hvordan skal jeg kunne give det, jeg ikke selv har? Det store spørgsmål for mig har længe været: hvordan kan jeg elske andre, når jeg ikke elsker mig selv? Hvordan skal jeg kunne opfylde Kristi bud ”elsk din næste som dig selv!” når jeg ikke elsker mig selv?
Martinus viser med sit symbol ’Evighedslegemet’, hvordan enhver linie, fordi den krummer, ALTID vil vende tilbage til sit udgangspunkt, før eller senere, i dette sekund eller i næste liv måske; det betyder,at konsekvensen af en hvilken som helst tanke, følelse eller handling altid vil vende tilbage til sit udgangspunkt, f.eks.mig. Det vil sige, at her kræves der en beslutning og en viljesakt af mig, en beslutning om at give kærlighed og en viljesakt om at gøre det. Så vil himlen falde ned – før eller siden.
Den store visdom ligger altså i at indse, at det ikke nytter noget at sidde med hænderne i skødet og vente på kærligheden, jeg må selv ’go for it’!
Årsagen til savnet efter kærlighed ligger i 1.biografifase, så det er her, helingen skal ske. Under en meditation i en meditationsretræte, hvor jeg søgte et mål, så jeg en mulig løsning: jeg har 6 oldebørn fra 0-3½ år, altså alle i 1.fase. Så ved at gøre, hvad jeg kan for at de kan føle sig ubetinget elsket og velkomne, set og hørt, giver jeg det, jeg selv har manglet, nemlig kærligt nærvær, og vil gennem dette modtage det samme, som jeg giver. På den måde har jeg mulighed for at hele mit eget savn efter ubetinget kærlighed. Opskriften hedder nærvær ved progressiv spejling.
På week-endkurset prøvede vi at se mønstre i vores eget liv, og gik derefter med dobbeltrettet empati tæt på vores forældres liv, for at se, om der var sammenfald. Hvordan havde deres opvækst været? Havde de haft gode vækstbetingelser, var der kærlighed og nærvær, overskud? Eller måske det modsatte.
Jeg fortalte om min mor, og ved at fortælle til gruppen blev de faktuelle forhold omkring hendes liv, som jeg hidtil bare havde betragtet som kolde facts, nu pludselig meget nærværende , og jeg selv meget berørt ved at mærke den lille pige, der som 9-årig mister sin far, hvorved hendes mor, min mormor, nu alene må klare dagen og vejen med 3 piger og en lille enkepension. Og hvordan var så mors chancer for at realisere sig selv i puberteten? Vel nærmest lig nul – så der har vi et mønster, der er til at tage og føle på. Et sted slap jeg min anklage og hån over, at facaden i forhold til omverdenen var vigtigere for hende, end at vi børn trivedes. Hun har måske altid måttet opleve at skulle slide sine søstres aflagte tøj og se en mor, der måtte være mere end opfindsom for at få enderne til at nå sammen. Mor har måske med sit lyse og optimistiske sind været en lille solstråle for min mormor. Hun har med fryd i stemmen fortalt mig, hvordan hun kunne begejstres, når hendes ældste søster efter en månedsgages udbetaling kom hjem og præsenterede sin ’gave’ til sig selv, et nyt stykke tøj som regel, uden at forvente bare en pose bolscher .
Jeg gik fra week-endkurset glad og fortrøstningsfuld. Hjemme lå der en telefonbesked fra min mor (årgang 1909); hun havde problemer med et ur og var helt ude af den. Jeg ringede hende straks op og fik hende beroliget. Vi snakkede lidt om andre ting, og hun var åbenlyst glad for lidt kontakt med en af sine egne og sluttede samtalen med at sige ”jeg elsker dig!” Jeg var ved at falde ned af stolen! De 3 ord og alt hvad de rummer af belivende følelser, som jeg har hungret efter bevidst som ubevidst, får jeg pludselig som 70-årig kvinde af min 100-årige mor! Jeg svarede hende ”jeg elsker også dig” stadig meget overrasket, lidt tvivlende, men oprigtig glad.
Ugen efter besøgte jeg min mor på plejehjemmet, spændt på hvordan det ville opleves. At vi er kommet hinanden nærmere følelsesmæssigt er uomtvisteligt. KIM beskriver det som ’Himlen er trådt stille ind, for alle illusioner er blidt blevet bragt frem for sandheden i dig, og kærligheden har skinnet på dig og velsignet dit forhold med sandhed.’
Jeg føler, jeg har fået kontakt til noget essentielt, men forudsætningen for, at det vil vokse, er min bevidste medleven. Jeg har taget min første oldebørnsturne til alles glæde, oplever jeg, og på Lisas opfordring inviteret rollingerne til granhentning sammen med deres forældre, mine børnebørn, i oldefars granskov!
Jeg nærer en dyb taknemmelighed til alle mine ’medspillere’ i meditationsretræterne og omtalte week-endkursus – i særdeleshed til Lisa – for at have fået muligheden for disse indsigter gennem den belivende kommunikation. TAK!!!
10.november 2010.
Vibeke Riget.
"Jeg fik muligheden for at deltage i et week-endkursus, der havde den 3.biografifase som tema, nemlig 14-21 år, realisationsfasen.
Ar jeg var særlig obs på netop denne fase, hænger sammen med, at jeg aldrig har realiseret mig selv af frygt for at miste mine forældres kærlighed, en kærlighed, som jeg altid har tvivlet på. Jeg frygtede, at hvis jeg var utålelig, ville mine forældre måske slå hånden af mig, og det turde jeg ikke risikere.
Når det nu er så galt, hænger det sammen med, at jeg i første fase, fra 0-7 år, ikke har fået oplevelsen af at være velkommen, ikke har følt mig ubetinget elsket, og det hængeparti vil uvægerlig præge mit liv, indtil - - - - - jeg tager handsken op.
Hvordan kan jeg da rette op på noget, som er gået så grundlæggende skævt? Den kølighed og reservation, jeg har måttet leve med som barn og ung, er det, jeg har givet videre i forhold til mine relationer, nære som fjerne. Og netop distancen, som jeg har lagt til alt af betydning i mit liv, begyndte at røre på sig som et savn efter nærvær og nærhed, en længsel efter at være 100% til stede i de ting, jeg engagerede mig i – ikke kun betragter på sidelinien; et ønske om at skære en flænge i slørene omkring mig og bryde igennem, komme ud i det rum, hvor livet leves og opleves.
”Det du savner, er det du selv mangler at give!”, siger Lars Muhl. Men hvordan skal jeg kunne give det, jeg ikke selv har? Det store spørgsmål for mig har længe været: hvordan kan jeg elske andre, når jeg ikke elsker mig selv? Hvordan skal jeg kunne opfylde Kristi bud ”elsk din næste som dig selv!” når jeg ikke elsker mig selv?
Martinus viser med sit symbol ’Evighedslegemet’, hvordan enhver linie, fordi den krummer, ALTID vil vende tilbage til sit udgangspunkt, før eller senere, i dette sekund eller i næste liv måske; det betyder,at konsekvensen af en hvilken som helst tanke, følelse eller handling altid vil vende tilbage til sit udgangspunkt, f.eks.mig. Det vil sige, at her kræves der en beslutning og en viljesakt af mig, en beslutning om at give kærlighed og en viljesakt om at gøre det. Så vil himlen falde ned – før eller siden.
Den store visdom ligger altså i at indse, at det ikke nytter noget at sidde med hænderne i skødet og vente på kærligheden, jeg må selv ’go for it’!
Årsagen til savnet efter kærlighed ligger i 1.biografifase, så det er her, helingen skal ske. Under en meditation i en meditationsretræte, hvor jeg søgte et mål, så jeg en mulig løsning: jeg har 6 oldebørn fra 0-3½ år, altså alle i 1.fase. Så ved at gøre, hvad jeg kan for at de kan føle sig ubetinget elsket og velkomne, set og hørt, giver jeg det, jeg selv har manglet, nemlig kærligt nærvær, og vil gennem dette modtage det samme, som jeg giver. På den måde har jeg mulighed for at hele mit eget savn efter ubetinget kærlighed. Opskriften hedder nærvær ved progressiv spejling.
På week-endkurset prøvede vi at se mønstre i vores eget liv, og gik derefter med dobbeltrettet empati tæt på vores forældres liv, for at se, om der var sammenfald. Hvordan havde deres opvækst været? Havde de haft gode vækstbetingelser, var der kærlighed og nærvær, overskud? Eller måske det modsatte.
Jeg fortalte om min mor, og ved at fortælle til gruppen blev de faktuelle forhold omkring hendes liv, som jeg hidtil bare havde betragtet som kolde facts, nu pludselig meget nærværende , og jeg selv meget berørt ved at mærke den lille pige, der som 9-årig mister sin far, hvorved hendes mor, min mormor, nu alene må klare dagen og vejen med 3 piger og en lille enkepension. Og hvordan var så mors chancer for at realisere sig selv i puberteten? Vel nærmest lig nul – så der har vi et mønster, der er til at tage og føle på. Et sted slap jeg min anklage og hån over, at facaden i forhold til omverdenen var vigtigere for hende, end at vi børn trivedes. Hun har måske altid måttet opleve at skulle slide sine søstres aflagte tøj og se en mor, der måtte være mere end opfindsom for at få enderne til at nå sammen. Mor har måske med sit lyse og optimistiske sind været en lille solstråle for min mormor. Hun har med fryd i stemmen fortalt mig, hvordan hun kunne begejstres, når hendes ældste søster efter en månedsgages udbetaling kom hjem og præsenterede sin ’gave’ til sig selv, et nyt stykke tøj som regel, uden at forvente bare en pose bolscher .
Jeg gik fra week-endkurset glad og fortrøstningsfuld. Hjemme lå der en telefonbesked fra min mor (årgang 1909); hun havde problemer med et ur og var helt ude af den. Jeg ringede hende straks op og fik hende beroliget. Vi snakkede lidt om andre ting, og hun var åbenlyst glad for lidt kontakt med en af sine egne og sluttede samtalen med at sige ”jeg elsker dig!” Jeg var ved at falde ned af stolen! De 3 ord og alt hvad de rummer af belivende følelser, som jeg har hungret efter bevidst som ubevidst, får jeg pludselig som 70-årig kvinde af min 100-årige mor! Jeg svarede hende ”jeg elsker også dig” stadig meget overrasket, lidt tvivlende, men oprigtig glad.
Ugen efter besøgte jeg min mor på plejehjemmet, spændt på hvordan det ville opleves. At vi er kommet hinanden nærmere følelsesmæssigt er uomtvisteligt. KIM beskriver det som ’Himlen er trådt stille ind, for alle illusioner er blidt blevet bragt frem for sandheden i dig, og kærligheden har skinnet på dig og velsignet dit forhold med sandhed.’
Jeg føler, jeg har fået kontakt til noget essentielt, men forudsætningen for, at det vil vokse, er min bevidste medleven. Jeg har taget min første oldebørnsturne til alles glæde, oplever jeg, og på Lisas opfordring inviteret rollingerne til granhentning sammen med deres forældre, mine børnebørn, i oldefars granskov!
Jeg nærer en dyb taknemmelighed til alle mine ’medspillere’ i meditationsretræterne og omtalte week-endkursus – i særdeleshed til Lisa – for at have fået muligheden for disse indsigter gennem den belivende kommunikation. TAK!!!
10.november 2010.
Vibeke Riget.
fredag den 29. oktober 2010
Opfordring til statsministeren
Kære venner.
Jeg kunne ikke rigtig undgå at bemærke, at der ikke var særlig megen aktivitet på denne blog. Derfor besluttede jeg mig i aftes for at markere vort synspunkt et sted, hvor der var lidt mere aktivitet, nemlig på statsministerens facebookside.
Jeg opfordrede de liberale partiledere i Europa til at tage en modernisering af kristendommen på dagsordenen, kom i dialog med nogle andre brugere af siden, som mente at politik & religion var en sprængfarlig cocktail. Jeg gav denne person ret men fortalte, at det var det, jeg mente vi havde, i og med at folkekirken jo netop er politisk bestemt som folkekirke, og sådan fortsatte det på en vældig positiv måde, synes jeg, hvor et par brugere af siden faktisk ønskede os held og lykke og var yderst enige med os i vore synspunkter.
Sidste indlæg fra mig lyder således:
"Og også mange tak til Søren Egeskjold. Det kan behøves. Jeg begyndte med at invitere Birthe Rønn Hornbech til dialog om sagen, men hun afviste forespørgslen med den begrundelse, at vi jo ikke er et trossamfund. Jeg synes, at moderne liberalisme nødvendigvis må være mental og derfor i højere grad knytte an til viden end til tro. Tør man ikke stille frimodige spørgsmål, fordi man er bange for, hvad der så skal ske med "troen" er der for en liberal kristen som mig slet ikke tale om et kristent værdigrundlag men derimod ren og skær lydighed, hvilket vel er netop det, vi tager afstand fra i islam?"
Hvis I vil se de øvrige indlæg i deres helhed - for ikke at tale om kontekst - kan I blot tilmelde jer Lars Løkke Rasmussens side og kigge der. Det er under indlægget igår, hvor han fortæller, at han netop har holdt forberedende møde med sine liberale europæiske kolleger.
Jeg kunne ikke rigtig undgå at bemærke, at der ikke var særlig megen aktivitet på denne blog. Derfor besluttede jeg mig i aftes for at markere vort synspunkt et sted, hvor der var lidt mere aktivitet, nemlig på statsministerens facebookside.
Jeg opfordrede de liberale partiledere i Europa til at tage en modernisering af kristendommen på dagsordenen, kom i dialog med nogle andre brugere af siden, som mente at politik & religion var en sprængfarlig cocktail. Jeg gav denne person ret men fortalte, at det var det, jeg mente vi havde, i og med at folkekirken jo netop er politisk bestemt som folkekirke, og sådan fortsatte det på en vældig positiv måde, synes jeg, hvor et par brugere af siden faktisk ønskede os held og lykke og var yderst enige med os i vore synspunkter.
Sidste indlæg fra mig lyder således:
"Og også mange tak til Søren Egeskjold. Det kan behøves. Jeg begyndte med at invitere Birthe Rønn Hornbech til dialog om sagen, men hun afviste forespørgslen med den begrundelse, at vi jo ikke er et trossamfund. Jeg synes, at moderne liberalisme nødvendigvis må være mental og derfor i højere grad knytte an til viden end til tro. Tør man ikke stille frimodige spørgsmål, fordi man er bange for, hvad der så skal ske med "troen" er der for en liberal kristen som mig slet ikke tale om et kristent værdigrundlag men derimod ren og skær lydighed, hvilket vel er netop det, vi tager afstand fra i islam?"
Hvis I vil se de øvrige indlæg i deres helhed - for ikke at tale om kontekst - kan I blot tilmelde jer Lars Løkke Rasmussens side og kigge der. Det er under indlægget igår, hvor han fortæller, at han netop har holdt forberedende møde med sine liberale europæiske kolleger.
torsdag den 3. juni 2010
Er vi misundelige på jøderne?
Det tilsyneladende problem mellem palæstinensere og israelere har sin rod i en begivenhed, som foregik på Abrahams tid. Det er en slags parallel til den type problem, som det enkelte menneske kan tage med sig fra barndommen og langt ind i alderdommen. Ja, dø med for den sags skyld.
Vi skal flere tusinde år tilbage i tiden. Til da jødedommen overhovedet blev til.
Da Abraham og Sara ifølge myten ikke kunne få børn, avlede Abraham nemlig en søn med sin tjenestepige. Denne dreng fik navnet Ismael. Nogle år efter kom imidlertid en engel og meddelte, at Abraham ville blive velsignet med en ægtefødt søn via sin ægtefælle Sara. En der skulle føre velsignelsen af Abraham videre.
Dette barn blev virkelig født og fik navnet Isak, som betyder "den der ler", fordi der vitterligt var meget at le af. Isak blev ikke bare født af Sara, som var en gammel kone, for hvem det ikke længere gik "på kvinders vis", han symboliserede fortsættelsen af pagten mellem Gud og det menneske, som faldt i hans smag, Abraham. Og hvorfor lige Abraham? Fordi Abraham altid valgte fredens vej og i øvrigt var bevidst om altings sammenhæng, hvilket i religiøs terminologi er ensbetydende med en gud.
Da denne ægtefødte søn var blevet født, forårsagede Sara, at Abraham fordrev tjenestepigen med den "uægte" og ikke velsignede søn Ismael. De vandrede ud i ørkenen, som blev deres, og deres efterkommere er ørkenfolket, palæstinenserne.
Der ligger således en flere tusinde år gammel jalousi i denne ørkenstamme, som etnisk dybest set er af samme oprindelse som jøderne, men rent åndeligt og mentalt bærer på et ældgammelt nag og oplevelse af uretfærdighed. Når de siger, at "vi er et fordrevet folk" er der således tale om en nedarvet erfaring, som har en vældig magt i den del af hjerneaktiviteten, som kaldes amygdala, hvor gamle primitive følelser er lagret. Følelser som har at gøre med at være angrebet, måtte forsvare sig, flygte og gå død/være i chok.
Hvis ikke vi forstår denne kollektive misundelse på et folk, der vitterligt adskiller sig fra andre ved at være velsignet med forskellige former for begavelser, der har ført menneskehedens udvikling langt videre end menneskesønner af anden oprindelse har formået, ja, så er der ingen mulighed for at løse konflikten. Så vil jøderne som fjendebillede meget vel kunne vedblive at være fjendebillede.
Mon ikke det er en god ide at stille spørgsmålet, om vi, når vi støtter bestræbelser, som ignorerer denne misundelse, er med til at forringe betingelserne for menneskehedens videnskabelige og kunstneriske elite? Og dermed menneskeheden i det hele taget?
Hvorfor tør vi ikke tage os af, at jøderne tilsyneladende rummer et mentalt og kreativt forspring, og at de øvrige arabiske grupper såvel som vi mere gumpetunge nordboere i højere grad fungerer som om vi er undfanget i søvne end ved hjælp af en engel?
Jeg tror det skyldes, at vi er druknet i en detalje. Vore hjerner fungerer i det kognitionsneurologerne kalder en feltafhængig form for tænkning, som betyder, at vi ikke formår at se problematikken i en overordnet sammenhæng. Vi kan slet ikke overskue den mentalitetshistoriske kompleksitet, så vi taler om, at der skal kunne komme nødhjælpskonvojer til Gaza. At alt andet er umenneskeligt. Og selvfølgelig skal disse nødhjælpsforsyninger komme frem. Det er slet ikke det, der er strid om. Israelerne ønsker bare at sikre sig, at der ikke samtidig kommer raketter og andre våben til Gaza, fordi de forståeligvis ikke bryder sig om som en del af dagligdagen at blive angrebet af raketter.
Det, der virkelig er umenneskeligt, er denne dybtgående misundelse og vrede. Nogle vil måske sige, at det er menneskeligt at blive vred, når man udsættes for en uretfærdighed, men tiden er inde til at skelne mellem, hvad der er dyremenneskeligt og menneskemenneskeligt. Der er stor forskel på at føle vrede mod personer og ville hævne sig på dem, hvilket er tilfældet hos pattedyr med intelligens, dyremennesker, som vi ser både blandt almindelige kriminelle, politikere og erhvervsfolk og så på at føle afsky for begivenheder og ville korrigere, så sådanne ikke opstår igen, hvilket er tilfældet for intelligente og næstekærlige mennesker i pattedyrkroppe. Vil vi gerne leve i en menneskelig verden, som stræber efter fred på jord, må vi droppe disse amygdalakapringer, og simpelthen turde iagttage en situation uden forudindtagethed.
Også palæstinensere.
For det store spørgsmål er vel, hvilke muligheder de har for at få et godt liv, og om den største forhindring for at opnå det ikke er dette frygtelige had...
Vi må vide hvori problemet består, førend vi kan løse det, og det er først når vi tør drøfte sådanne ting i den offentlige debat, at egentlig løsningsfokusering kan finde sted.
Vi skal flere tusinde år tilbage i tiden. Til da jødedommen overhovedet blev til.
Da Abraham og Sara ifølge myten ikke kunne få børn, avlede Abraham nemlig en søn med sin tjenestepige. Denne dreng fik navnet Ismael. Nogle år efter kom imidlertid en engel og meddelte, at Abraham ville blive velsignet med en ægtefødt søn via sin ægtefælle Sara. En der skulle føre velsignelsen af Abraham videre.
Dette barn blev virkelig født og fik navnet Isak, som betyder "den der ler", fordi der vitterligt var meget at le af. Isak blev ikke bare født af Sara, som var en gammel kone, for hvem det ikke længere gik "på kvinders vis", han symboliserede fortsættelsen af pagten mellem Gud og det menneske, som faldt i hans smag, Abraham. Og hvorfor lige Abraham? Fordi Abraham altid valgte fredens vej og i øvrigt var bevidst om altings sammenhæng, hvilket i religiøs terminologi er ensbetydende med en gud.
Da denne ægtefødte søn var blevet født, forårsagede Sara, at Abraham fordrev tjenestepigen med den "uægte" og ikke velsignede søn Ismael. De vandrede ud i ørkenen, som blev deres, og deres efterkommere er ørkenfolket, palæstinenserne.
Der ligger således en flere tusinde år gammel jalousi i denne ørkenstamme, som etnisk dybest set er af samme oprindelse som jøderne, men rent åndeligt og mentalt bærer på et ældgammelt nag og oplevelse af uretfærdighed. Når de siger, at "vi er et fordrevet folk" er der således tale om en nedarvet erfaring, som har en vældig magt i den del af hjerneaktiviteten, som kaldes amygdala, hvor gamle primitive følelser er lagret. Følelser som har at gøre med at være angrebet, måtte forsvare sig, flygte og gå død/være i chok.
Hvis ikke vi forstår denne kollektive misundelse på et folk, der vitterligt adskiller sig fra andre ved at være velsignet med forskellige former for begavelser, der har ført menneskehedens udvikling langt videre end menneskesønner af anden oprindelse har formået, ja, så er der ingen mulighed for at løse konflikten. Så vil jøderne som fjendebillede meget vel kunne vedblive at være fjendebillede.
Mon ikke det er en god ide at stille spørgsmålet, om vi, når vi støtter bestræbelser, som ignorerer denne misundelse, er med til at forringe betingelserne for menneskehedens videnskabelige og kunstneriske elite? Og dermed menneskeheden i det hele taget?
Hvorfor tør vi ikke tage os af, at jøderne tilsyneladende rummer et mentalt og kreativt forspring, og at de øvrige arabiske grupper såvel som vi mere gumpetunge nordboere i højere grad fungerer som om vi er undfanget i søvne end ved hjælp af en engel?
Jeg tror det skyldes, at vi er druknet i en detalje. Vore hjerner fungerer i det kognitionsneurologerne kalder en feltafhængig form for tænkning, som betyder, at vi ikke formår at se problematikken i en overordnet sammenhæng. Vi kan slet ikke overskue den mentalitetshistoriske kompleksitet, så vi taler om, at der skal kunne komme nødhjælpskonvojer til Gaza. At alt andet er umenneskeligt. Og selvfølgelig skal disse nødhjælpsforsyninger komme frem. Det er slet ikke det, der er strid om. Israelerne ønsker bare at sikre sig, at der ikke samtidig kommer raketter og andre våben til Gaza, fordi de forståeligvis ikke bryder sig om som en del af dagligdagen at blive angrebet af raketter.
Det, der virkelig er umenneskeligt, er denne dybtgående misundelse og vrede. Nogle vil måske sige, at det er menneskeligt at blive vred, når man udsættes for en uretfærdighed, men tiden er inde til at skelne mellem, hvad der er dyremenneskeligt og menneskemenneskeligt. Der er stor forskel på at føle vrede mod personer og ville hævne sig på dem, hvilket er tilfældet hos pattedyr med intelligens, dyremennesker, som vi ser både blandt almindelige kriminelle, politikere og erhvervsfolk og så på at føle afsky for begivenheder og ville korrigere, så sådanne ikke opstår igen, hvilket er tilfældet for intelligente og næstekærlige mennesker i pattedyrkroppe. Vil vi gerne leve i en menneskelig verden, som stræber efter fred på jord, må vi droppe disse amygdalakapringer, og simpelthen turde iagttage en situation uden forudindtagethed.
Også palæstinensere.
For det store spørgsmål er vel, hvilke muligheder de har for at få et godt liv, og om den største forhindring for at opnå det ikke er dette frygtelige had...
Vi må vide hvori problemet består, førend vi kan løse det, og det er først når vi tør drøfte sådanne ting i den offentlige debat, at egentlig løsningsfokusering kan finde sted.
søndag den 16. maj 2010
Redaktionsgruppe for vort planlagte tidsskrift.
Vi holdt første planlægningsmøde for et nyt belivende tidsskrift torsdag den 13. maj.
Ansvarsfordelingen for stoffet ser nu sådan ud:
Lisa v. Schmalensee Magnússon, mag.art i litt.:
Overordnet redaktionelt ansvar med områderne åndelighed uden religion og politik uden amygdalakapringer, hvilket vil sige behandling af alt stof indenfor disse felter som har kurs mod homokrati.
Marianne Søgaard, jurist:
Mediation i stedet for jura indenfor retssystem og erhverv.
Gudmundur Magnússon, nationaløkonom, prof. emer.:
Kognitiv økonomi – risikostyring.
Louise Norbye, sanger og komponist:
Børn og unge musikområdet og i det hele taget musiske rytmiske tendenser, som går i retning af det belivende.
(DABOING – hverdagspoesi for børn) undergrundsmusik – behandler de nye destruktive tendenser (vi skal jo forsøge at se det skjulte potentiale i det tilsyneladende destruktive).
Grethe Lindberg:
Undervisningsområdet for børn og unge. Herunder vor tids vurderingssystem i relation til en IVK-bevidstheds tilgang til brug af tests m.h.p. at finde skræddersyede og til enhver tid ultimative løsninger.
Kurt Ligaard:
Følger med i den nyeste forskning på krop/sind-området gennem Det Holistiske Universitet (v. Alex Riel, som Kurt varetager kontakt til ang. artikler), Kosmos, ved læsning af bladet, og Claus Richter ang. nyeste forskning indenfor Fødevare og Erhverv.
Melinda Magyari, speciallæge i neurologi:
Selvallergiske sygdomme som udslag af bl.a. uhensigtsmæssige psykiske tilstande. (Holder øje med den nyeste forskning indenfor området).
Helle Lindberg:
Sundhedsområdet (fra patientsiden). Korrekturlæsning.
Lennart Raaholt, modeskaber, trendforsker:
Modeområdet. Nye vinkler i en overordnet åndssnobbet og spirituel sammenhæng.
Vibeke Riget og Finn Bay Jørgensen, indretningsarkitekter:
Det æstetiske ansvar for layout. Lennart Raaholter også med i denne proces i et eller andet indtil videre ikke defineret omfang.. men vil gerne med i illustrationssammenhænge.
Mikael Ligaard, teknisk konstruktør:
Det tekniske ansvar for layoutet.
Ansvarsfordelingen for stoffet ser nu sådan ud:
Lisa v. Schmalensee Magnússon, mag.art i litt.:
Overordnet redaktionelt ansvar med områderne åndelighed uden religion og politik uden amygdalakapringer, hvilket vil sige behandling af alt stof indenfor disse felter som har kurs mod homokrati.
Marianne Søgaard, jurist:
Mediation i stedet for jura indenfor retssystem og erhverv.
Gudmundur Magnússon, nationaløkonom, prof. emer.:
Kognitiv økonomi – risikostyring.
Louise Norbye, sanger og komponist:
Børn og unge musikområdet og i det hele taget musiske rytmiske tendenser, som går i retning af det belivende.
(DABOING – hverdagspoesi for børn) undergrundsmusik – behandler de nye destruktive tendenser (vi skal jo forsøge at se det skjulte potentiale i det tilsyneladende destruktive).
Grethe Lindberg:
Undervisningsområdet for børn og unge. Herunder vor tids vurderingssystem i relation til en IVK-bevidstheds tilgang til brug af tests m.h.p. at finde skræddersyede og til enhver tid ultimative løsninger.
Kurt Ligaard:
Følger med i den nyeste forskning på krop/sind-området gennem Det Holistiske Universitet (v. Alex Riel, som Kurt varetager kontakt til ang. artikler), Kosmos, ved læsning af bladet, og Claus Richter ang. nyeste forskning indenfor Fødevare og Erhverv.
Melinda Magyari, speciallæge i neurologi:
Selvallergiske sygdomme som udslag af bl.a. uhensigtsmæssige psykiske tilstande. (Holder øje med den nyeste forskning indenfor området).
Helle Lindberg:
Sundhedsområdet (fra patientsiden). Korrekturlæsning.
Lennart Raaholt, modeskaber, trendforsker:
Modeområdet. Nye vinkler i en overordnet åndssnobbet og spirituel sammenhæng.
Vibeke Riget og Finn Bay Jørgensen, indretningsarkitekter:
Det æstetiske ansvar for layout. Lennart Raaholter også med i denne proces i et eller andet indtil videre ikke defineret omfang.. men vil gerne med i illustrationssammenhænge.
Mikael Ligaard, teknisk konstruktør:
Det tekniske ansvar for layoutet.
torsdag den 22. april 2010
Døden - en illusion
Generalsekretæren for Dialogcentret Christina Philipstatt bad mig om at skrive om mit syn på døden til det næste nummer af Den nye Dialog. Det skulle helst ikke fylde mere end 30 linjer. Det blev til nedenstående:
Mit syn på døden er i tråd med den esoteriske tradition og harmonerer også med kosmologien.
Derfor anser jeg helt overordnet den såkaldte død for at være en illusion. I min optik sker følgende:
I selve dødsøjeblikket adskilles ens æteriske legeme, som dybest set er et belivende elektromagnetisk felt, fra kroppen. Den grovere del af de æteriske lag i dette felt, følelseslegemet, løsnes gradvist og kan derfor fornemmes som tilstedeværende omkring liget i nogle dage. Følelseslegemet består af de lavere niveauer af sindet, hvori indgår sympatier og antipatier og bindinger til ting og begivenheder fra det levede liv. Det er denne del af én, som herpå oplever det, som man i den kristne terminologi kalder for skærsilden. I denne skærsild konfronteres man med de begivenheder i ens liv, hvor man har handlet i uoverensstemmelse med de kosmiske love og bevidsthedsmæssigt har mulighed for at lære af dem. Helt konkret konfronteres man med den smerte, man unødigt har forvoldt andre ved at opleve den gennem disse. Dette vil pågå indtil man ikke længere kan nænne at handle, som man gjorde. Her er således tale om en renselse af den del af ens sind, som udgøres af egoet. Er egoet stort og stædigt og stærkt bundet til anliggender, der har med det jordiske liv at gøre, kan denne proces vare i lang tid og vil kunne opfattes af andre følelsesmæssigt åbne væsener som spøgelsesagtige energier. Først når denne proces er slut, når man altså er lutret, er man klar til ”himlen”.
Er man i dødsøjeblikket uden frygt og uden bindinger til det jordiske, således at der ingen angrebstanker og ingen adskillelsestanker er i ens sind, ja, så er man allerede aktiv i de højere energier i æterlegemet og opdager knapt, at man dør, men går så at sige lige ind i himlen forstået som et åndeligt eksistensplan med kærligheden som grundtone. Der er en bolig i vor faders himmel til hvert bevidsthedsmæssige udviklingstrin, og jo mere abstrakt, altså overordnet, åndeligt, man kan tænke, jo mere abstrakt vil kærligheden i denne paradistilstand opleves. Det, man i sin lutrede form oplever mest kærlighed ved, vil man opleve.
Om nu det lykkeligste øjeblik i ens liv var, da man vandt x-factor ved at synge en popmelodi, eller var til dronningens fødselsdag i Riddersalen, gennemskuede konsekvensen af, at der findes hastigheder højere end lyspartiklens, og at der derfor er en ikke-lokal sammenhæng, hvorfor der må herske kosmos og ikke kaos her i verden, eller man oplevede som dybt retarderet at blive kigget kærlighedsfyldt i øjnene mens man fik tørret mundvandet, som løb ned over hagen og helt ned på halsen, ja, så er det det niveau, man oplever på. For den enkelte kan saligheden føles som ”det bedste”. Det at der er mange boliger i vor faders hus ser jeg som udtryk for, at vi som forskellige er lykkelige ved forskellige slags begivenheder og ikke kommer de samme steder hen i himlen.
Har man f.eks. ingen homoseksuelle tilbøjeligheder, vil homoseksualitet ikke findes i ”den himmel” man oplever. Men derfor kan man godt møde en kær ven, som er homoseksuel, i himlen. Der er vedkommende bare menneske og ikke køn.
Når man er blevet mæt af al denne kærlighed, vil man, alt afhængigt af hvor høj en grad af intellektualitet og intuition man har erhvervet sig i den mentale evolution, også være aktiv i disse dimensioner og endelig afslutningsvis se hele ens livsforløb i et perspektiv, der også rummer fortiden og hvor alle erfaringer begribes som meningsfulde i en årsags og virkningssammenhæng. Mæt af al denne salighed vil man komme til at længes efter, at der skal ske noget og inkarnerer med samtlige erhvervede facitter - og med præcis de talenter man havde i dødsøjeblikket - et sted, hvor der er mulighed for at ens elektromagnetiske felt kan virke.
Man fornyer sig så igen åndeligt i kraft af erfaringer på det fysiske plan ved hjælp af det jeg i min bog Belivelse kalder reanimation. Således udgør mennesket en aktiv del af en åndelig evolution, som pågår i henhold til samme principper som den fysiske darwinistiske.
Og hvad betyder det så for det enkelte menneske, som måske har dødsangst?
Rent praktisk betyder dette, at man, hvis man i sit ægteskab har haft et åndeligt fællesskab, så også vil have det efter kroppens død, hvorfor ægtefæller, som er åndsfæller, ikke vil kunne have dødsangst, idet de ved, at adskillelse er umulig.
I Et Kursus i Mirakler kaldes et sådant forhold et helligt forhold. Sandhedsværdien kan nemt afprøves.
Mit syn på døden er i tråd med den esoteriske tradition og harmonerer også med kosmologien.
Derfor anser jeg helt overordnet den såkaldte død for at være en illusion. I min optik sker følgende:
I selve dødsøjeblikket adskilles ens æteriske legeme, som dybest set er et belivende elektromagnetisk felt, fra kroppen. Den grovere del af de æteriske lag i dette felt, følelseslegemet, løsnes gradvist og kan derfor fornemmes som tilstedeværende omkring liget i nogle dage. Følelseslegemet består af de lavere niveauer af sindet, hvori indgår sympatier og antipatier og bindinger til ting og begivenheder fra det levede liv. Det er denne del af én, som herpå oplever det, som man i den kristne terminologi kalder for skærsilden. I denne skærsild konfronteres man med de begivenheder i ens liv, hvor man har handlet i uoverensstemmelse med de kosmiske love og bevidsthedsmæssigt har mulighed for at lære af dem. Helt konkret konfronteres man med den smerte, man unødigt har forvoldt andre ved at opleve den gennem disse. Dette vil pågå indtil man ikke længere kan nænne at handle, som man gjorde. Her er således tale om en renselse af den del af ens sind, som udgøres af egoet. Er egoet stort og stædigt og stærkt bundet til anliggender, der har med det jordiske liv at gøre, kan denne proces vare i lang tid og vil kunne opfattes af andre følelsesmæssigt åbne væsener som spøgelsesagtige energier. Først når denne proces er slut, når man altså er lutret, er man klar til ”himlen”.
Er man i dødsøjeblikket uden frygt og uden bindinger til det jordiske, således at der ingen angrebstanker og ingen adskillelsestanker er i ens sind, ja, så er man allerede aktiv i de højere energier i æterlegemet og opdager knapt, at man dør, men går så at sige lige ind i himlen forstået som et åndeligt eksistensplan med kærligheden som grundtone. Der er en bolig i vor faders himmel til hvert bevidsthedsmæssige udviklingstrin, og jo mere abstrakt, altså overordnet, åndeligt, man kan tænke, jo mere abstrakt vil kærligheden i denne paradistilstand opleves. Det, man i sin lutrede form oplever mest kærlighed ved, vil man opleve.
Om nu det lykkeligste øjeblik i ens liv var, da man vandt x-factor ved at synge en popmelodi, eller var til dronningens fødselsdag i Riddersalen, gennemskuede konsekvensen af, at der findes hastigheder højere end lyspartiklens, og at der derfor er en ikke-lokal sammenhæng, hvorfor der må herske kosmos og ikke kaos her i verden, eller man oplevede som dybt retarderet at blive kigget kærlighedsfyldt i øjnene mens man fik tørret mundvandet, som løb ned over hagen og helt ned på halsen, ja, så er det det niveau, man oplever på. For den enkelte kan saligheden føles som ”det bedste”. Det at der er mange boliger i vor faders hus ser jeg som udtryk for, at vi som forskellige er lykkelige ved forskellige slags begivenheder og ikke kommer de samme steder hen i himlen.
Har man f.eks. ingen homoseksuelle tilbøjeligheder, vil homoseksualitet ikke findes i ”den himmel” man oplever. Men derfor kan man godt møde en kær ven, som er homoseksuel, i himlen. Der er vedkommende bare menneske og ikke køn.
Når man er blevet mæt af al denne kærlighed, vil man, alt afhængigt af hvor høj en grad af intellektualitet og intuition man har erhvervet sig i den mentale evolution, også være aktiv i disse dimensioner og endelig afslutningsvis se hele ens livsforløb i et perspektiv, der også rummer fortiden og hvor alle erfaringer begribes som meningsfulde i en årsags og virkningssammenhæng. Mæt af al denne salighed vil man komme til at længes efter, at der skal ske noget og inkarnerer med samtlige erhvervede facitter - og med præcis de talenter man havde i dødsøjeblikket - et sted, hvor der er mulighed for at ens elektromagnetiske felt kan virke.
Man fornyer sig så igen åndeligt i kraft af erfaringer på det fysiske plan ved hjælp af det jeg i min bog Belivelse kalder reanimation. Således udgør mennesket en aktiv del af en åndelig evolution, som pågår i henhold til samme principper som den fysiske darwinistiske.
Og hvad betyder det så for det enkelte menneske, som måske har dødsangst?
Rent praktisk betyder dette, at man, hvis man i sit ægteskab har haft et åndeligt fællesskab, så også vil have det efter kroppens død, hvorfor ægtefæller, som er åndsfæller, ikke vil kunne have dødsangst, idet de ved, at adskillelse er umulig.
I Et Kursus i Mirakler kaldes et sådant forhold et helligt forhold. Sandhedsværdien kan nemt afprøves.
mandag den 22. marts 2010
Jeg opgiver at forsøge at samarbejde med folkekirken
Som I har kunnet se, har vi i Det Belivende forsøgt at kommunikere med folkekirken. Vor tanke var, at vi ville kunne bidrage til, at
1) den fik et løft i retning af det kognitive, således at vi ikke skulle behøve at skrue hovedet af, når vi gik i kirke
og 2) at vi kunne blive en slags moderne udvidelse af den, således at det i højere grad kom til at dreje sig om vor måde at være menneske på end religionsdyrkelse (for dem der nu havde det sådan).
Personligt har jeg nu mistet troen på, at det vil kunne ske. Præsterne har ytret sig, især gennem tidsskriftet Den nye Dialog, hvor Christina Philipstatt er kirkens talerør, og på bloggen i Kristeligt Dagblad: lvsm.eftertanke. Det karakteristiske i denne debat er, at ingen forholder sig til forslaget og perspektiverne i det men i stedet "irettesætter" os for ikke at acceptere skylden og arvesynden som et grundvilkår.
Jeg må tilstå, at jeg ikke længere kan finde nogen motivation til at fortsætte forsøget på samarbejde. Personligt har jeg besluttet mig for at melde mig ud af kirken.
Noget, som jeg synes er virkelig tankevækkende, er, at der findes præster, som i debatten har skrevet, at vi ikke skal tro, at præsterne personligt står inde for hvad der siges under en almindelig gudstjeneste. Jeg forstår godt, at de ikke kan stå inde for det. Det er ikke det, som jeg synes er tankevækkende. Men det er tankevækkende, synes jeg, at de kan være bevidste om, at de står og siger noget, som de ikke kan stå inde for og vælge at fortsætte med at gøre det.
At bidrage til at holde liv i noget sådant er set fra mit ståsted i livet dybest set identisk med at vælge sindssygen.
Hvad gør vi så?
Tjah. Synes I ikke, at vi skal forsøge at finde samarbejdspartnere udenfor folkekirken?
Jeg ved at Humanistisk Samfund, hvor medlemmerne er ateister, forsøger at påvirke kommuner til at opføre bygninger, som kan være ramme for livsbegivenheder der fordrer en vis æstetik og højtidelighed. Jeg overvejer, om ikke vi skulle kontakte dem, for vi har, hvad bygninger og meget andet angår, måske noget at tale med dem om.
Hvad synes I?
KH
Lisa
1) den fik et løft i retning af det kognitive, således at vi ikke skulle behøve at skrue hovedet af, når vi gik i kirke
og 2) at vi kunne blive en slags moderne udvidelse af den, således at det i højere grad kom til at dreje sig om vor måde at være menneske på end religionsdyrkelse (for dem der nu havde det sådan).
Personligt har jeg nu mistet troen på, at det vil kunne ske. Præsterne har ytret sig, især gennem tidsskriftet Den nye Dialog, hvor Christina Philipstatt er kirkens talerør, og på bloggen i Kristeligt Dagblad: lvsm.eftertanke. Det karakteristiske i denne debat er, at ingen forholder sig til forslaget og perspektiverne i det men i stedet "irettesætter" os for ikke at acceptere skylden og arvesynden som et grundvilkår.
Jeg må tilstå, at jeg ikke længere kan finde nogen motivation til at fortsætte forsøget på samarbejde. Personligt har jeg besluttet mig for at melde mig ud af kirken.
Noget, som jeg synes er virkelig tankevækkende, er, at der findes præster, som i debatten har skrevet, at vi ikke skal tro, at præsterne personligt står inde for hvad der siges under en almindelig gudstjeneste. Jeg forstår godt, at de ikke kan stå inde for det. Det er ikke det, som jeg synes er tankevækkende. Men det er tankevækkende, synes jeg, at de kan være bevidste om, at de står og siger noget, som de ikke kan stå inde for og vælge at fortsætte med at gøre det.
At bidrage til at holde liv i noget sådant er set fra mit ståsted i livet dybest set identisk med at vælge sindssygen.
Hvad gør vi så?
Tjah. Synes I ikke, at vi skal forsøge at finde samarbejdspartnere udenfor folkekirken?
Jeg ved at Humanistisk Samfund, hvor medlemmerne er ateister, forsøger at påvirke kommuner til at opføre bygninger, som kan være ramme for livsbegivenheder der fordrer en vis æstetik og højtidelighed. Jeg overvejer, om ikke vi skulle kontakte dem, for vi har, hvad bygninger og meget andet angår, måske noget at tale med dem om.
Hvad synes I?
KH
Lisa
onsdag den 3. marts 2010
Religioner udgør kun en del af det åndelige liv
Nedenstående kronik blev fremsendt til Jyllands-Posten den 25. febr. men ikke trykt.
Der er for tiden et vældigt fokus på religioner. Kristne biskopper og præster kommer til orde som aldrig før med synspunkter, som, selvom der er visse varianter i dem, har en skæbnesvanger og insisterende fællesnævner. Den består i, at der kun er én rigtig måde at være et ordentligt menneske på, og det er som medlem af en religion.
Der er dertil hvad etniske danskere angår en centrering omkring den danske folkekirke som den eneste rigtige måde at være kristen på, og den går igen hos alle præster jeg har kendskab til fra Johannes Møllehave til biskop Elisabeth Dons Christensen.
Især står de kulturkristne for skud. Det er meget svært at finde ud af, om I folkekirkerepræsentanter overhovedet anser jer for beslægtede med os. I forholder jer nemlig hyppigt lidt sarkastisk til os, og så er det jo, at man kan blive usikker. Lad mig bare give et enkelt eksempel, som var at finde i denne avis 21/2 i 7 om en søndag:
”Jeg er dansker. Jeg er kristen. En troende kristen endda, ikke bare kulturkristen, som nogen ynder at betegne sig. Jeg beder mit fadervor, inden jeg lukker mine øjne.” (biskop Elisabeth Dons Christensen).”
Kras. Der fik vi en med grovfilen. Så kan vi lære det: Kulturkristne er nogen, som ikke beder fadervor.
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor I præster og biskopper ved det fra? Har I nogensinde spurgt os? Det tror jeg ikke I har.
Der er helt sikkert mange slags kulturkristne, og heldigvis da, men en del af os henvendte sig faktisk til hele den danske folkekirke for nogle måneder siden og inviterede til dialog angående den kendsgerning, at vi var nogle i dette land, som havde mistet vort trosgear men oplevede stor etisk inspiration fra Jesu Kristi liv. Kirkeministeren, biskopperne, præsteforeningen og menighedsrådsforeningen fik alle en invitation, som i øvrigt kan ses på www.detbelivende.dk hvor vi bl.a. redegjorde for en kosmisk/kognitiv forståelse af fadervor. Vi har da også fået et par svar, som i det væsentligste går ud på, at selve den kendsgerning, at vi anser syndsbegrebet for totalt forældet og soning ved stedfortræder (altså den påstand, at Jesus skulle være død for vore synders skyld) ligeså, indebærer, at vi ikke, i hvert fald ikke sådan uden videre, kan forvente, at kirken vil samarbejde med os. Til spørgsmålet om det så ikke er det bedste, at vi bare melder os ud af folkekirken har svaret lydt, at nej, det synes man bestemt ikke. Så der er nu en løbende dialog, hvor det hovedsagelig er Christina Philipstatt, generalsekretær i Dialogcentret, der står for kommunikationen. Jeg synes, at der er noget konstruktivt i den. Vi lytter til hinanden og får klargjort, hvad vi er enige om, og hvor vi er uenige.
Det har vist sig, at vi rent faktisk er enige om, at det er af yderste betydning, at vi mennesker påtager os et medansvar i det daglige for den verden vi lever i. Det var dejligt at få fastslået. Og selvom det kun kan læses på vor hjemmeside, vor blog og i tidsskriftet Den nye Dialog (Dialogcentrets tidsskrift nr. 19), så vil jeg opfordre alle jer præster og teologer til at tage sig af det. For det er vældig trættende igen og igen at se disse angreb på os med formuleringer som, at vi skulle være nogen der altid kun kan ”se på sin egen næsetips øjeblikkelige velbefindende”, som EDC skriver samme sted.
Biskoppen dømmer os jo uden at kende os. Det er ikke kristen praksis.
Inspirationen til artiklen, skriver du, ligger i den kendsgerning, at du har læst en rapport, hvori det fremgår, at det skulle gå fremad med integrationen i Danmark, fordi religionen ”fylder mindre og andelen af indvandrere der føler sig danske stiger”. Du påstår så, at du ved, at ”det hele”, stammer fra frygten for islam. Jeg gad dog vide, om der ikke her er tale om din egen frygt for, at noget du anser for at være værdifuldt skal miste sin karakter af absolut sandhed…
For mit eget og Det Belivendes vedkommende, kan jeg sige, at det ikke gælder os. Vi frygter ikke islam og heller ikke andre religioner. Hverken monoteistiske eller hedenske. Heller ikke X-factor eller hvad nu mennesker i vor civilisation ellers tilbeder i af fora. Idoldyrkning kan andre udøve som de vil, men vi føler os ikke hjemme i den, og ønsker ikke at støtte sådant. Jo mere lydighed der fordres, jo mere frastødt føler jeg mig … og lige nu melder selvcensuren sig på en sådan måde, at jeg ikke rigtig ved om jeg tør sige, at jeg af samme grund føler mig mest frastødt af islam. Gisp, nu gjorde jeg det.
Men jeres sarkasme overfor os er jo udtryk for samme ønske om ensartethed, som vi finder i islam, blot mere subtilt.
Vi foretrækker tillid frem for tro.
Vi har tillid til, at der er et ordnende princip, som hersker i denne verden, og at dette princip ikke er et vi selv har skabt. Det er et grundvilkår. For min skyld kan vi godt kalde det Gud.
At Jesus skulle være død for 2000 år siden for vore synders skyld er det rene volapyk for sådan en som mig. At vi er født syndige på grund af fortidige handlinger (syndefaldet), og samtidig først er til fra vi bliver født er også volapyk for os. Og når noget forekommer én totalt ulogisk, er det umuligt at have tillid til det. Med mindre man altså er meget autoritetstro.
Vi kulturkristne har nok et degenereret lydighedsgen. Til gengæld er vi søgende og vil gerne lære, hvordan vi kan gøre det gode for fremtiden. En del af os går ud fra, at vi oven i købet selv kommer til at være en del af den. Vi finder enorm inspiration i ordene ”Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør”. For deri ligger jo implicit, at vi må til at finde ud af at blive bevidste om, hvad det er vi gør. En opfordring til at finde ud af hvad det er vi gør forkert, og hvordan vi kan korrigere.
Den nyeste forskning i kognitionsneurologi har vist os, at jo større kompleksitet vi kan overskue, desto mere hensigtsmæssig bliver konsekvensen af vore beslutninger for helheden. Desto mere vi udvikler vor evne til at kunne tænke overordnet, desto mere abstrakt tænker vi naturligvis, og dermed kommer vi netop ud over vor egen ”næsetip”. Det er egentlig i denne helt abstrakte og upersonlige overordnede tænkning, at vi nærmer os en brug af hjernen, som har med inspiration at gøre, altså tænkning, som er iblandet åndeligt input --- spiritualitet, kan man også kalde det. Kirke eller ej.
Men når man har det sådan, krymper man sig lidt, når man står i kirken og skal fremsige trosbekendelsen, der jo begynder med ordene Vi forsager djævelen; for vi ser ”djævelen” som en projektion og derfor en illusion. Selv står jeg og oversætter det i mit indre til: ”Jeg vil gøre hvad jeg kan for ikke at tænke feltafhængigt og lade mig amygdalakapre af antipatier og sympatier”. Og nadverens ord ”dette er Jesu Kristi legeme og dette er Jesu Kristi blod”, bliver til ”lad den universelle sandhedsånd gennemstrømme mit sind og min krop”.
Vi er nogle som ikke er til det kultiske, magiske og rituelle, så vi føler os kejtede i sådanne sammenhænge. Vi er simpelthen mere kognitivt anlagte. Alligevel kan vi føle sammenhængskraft med alle andre mennesker af god vilje, uanset hvilken religion eller type ateisme de befinder sig i. Så spørgsmålet er, som vi ser det, om der virkelig er grund til tage afstand fra os som gudløse og ukristelige. Man kan faktisk leve et åndfuldt liv uden at være del af en religion.
Der er for tiden et vældigt fokus på religioner. Kristne biskopper og præster kommer til orde som aldrig før med synspunkter, som, selvom der er visse varianter i dem, har en skæbnesvanger og insisterende fællesnævner. Den består i, at der kun er én rigtig måde at være et ordentligt menneske på, og det er som medlem af en religion.
Der er dertil hvad etniske danskere angår en centrering omkring den danske folkekirke som den eneste rigtige måde at være kristen på, og den går igen hos alle præster jeg har kendskab til fra Johannes Møllehave til biskop Elisabeth Dons Christensen.
Især står de kulturkristne for skud. Det er meget svært at finde ud af, om I folkekirkerepræsentanter overhovedet anser jer for beslægtede med os. I forholder jer nemlig hyppigt lidt sarkastisk til os, og så er det jo, at man kan blive usikker. Lad mig bare give et enkelt eksempel, som var at finde i denne avis 21/2 i 7 om en søndag:
”Jeg er dansker. Jeg er kristen. En troende kristen endda, ikke bare kulturkristen, som nogen ynder at betegne sig. Jeg beder mit fadervor, inden jeg lukker mine øjne.” (biskop Elisabeth Dons Christensen).”
Kras. Der fik vi en med grovfilen. Så kan vi lære det: Kulturkristne er nogen, som ikke beder fadervor.
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor I præster og biskopper ved det fra? Har I nogensinde spurgt os? Det tror jeg ikke I har.
Der er helt sikkert mange slags kulturkristne, og heldigvis da, men en del af os henvendte sig faktisk til hele den danske folkekirke for nogle måneder siden og inviterede til dialog angående den kendsgerning, at vi var nogle i dette land, som havde mistet vort trosgear men oplevede stor etisk inspiration fra Jesu Kristi liv. Kirkeministeren, biskopperne, præsteforeningen og menighedsrådsforeningen fik alle en invitation, som i øvrigt kan ses på www.detbelivende.dk hvor vi bl.a. redegjorde for en kosmisk/kognitiv forståelse af fadervor. Vi har da også fået et par svar, som i det væsentligste går ud på, at selve den kendsgerning, at vi anser syndsbegrebet for totalt forældet og soning ved stedfortræder (altså den påstand, at Jesus skulle være død for vore synders skyld) ligeså, indebærer, at vi ikke, i hvert fald ikke sådan uden videre, kan forvente, at kirken vil samarbejde med os. Til spørgsmålet om det så ikke er det bedste, at vi bare melder os ud af folkekirken har svaret lydt, at nej, det synes man bestemt ikke. Så der er nu en løbende dialog, hvor det hovedsagelig er Christina Philipstatt, generalsekretær i Dialogcentret, der står for kommunikationen. Jeg synes, at der er noget konstruktivt i den. Vi lytter til hinanden og får klargjort, hvad vi er enige om, og hvor vi er uenige.
Det har vist sig, at vi rent faktisk er enige om, at det er af yderste betydning, at vi mennesker påtager os et medansvar i det daglige for den verden vi lever i. Det var dejligt at få fastslået. Og selvom det kun kan læses på vor hjemmeside, vor blog og i tidsskriftet Den nye Dialog (Dialogcentrets tidsskrift nr. 19), så vil jeg opfordre alle jer præster og teologer til at tage sig af det. For det er vældig trættende igen og igen at se disse angreb på os med formuleringer som, at vi skulle være nogen der altid kun kan ”se på sin egen næsetips øjeblikkelige velbefindende”, som EDC skriver samme sted.
Biskoppen dømmer os jo uden at kende os. Det er ikke kristen praksis.
Inspirationen til artiklen, skriver du, ligger i den kendsgerning, at du har læst en rapport, hvori det fremgår, at det skulle gå fremad med integrationen i Danmark, fordi religionen ”fylder mindre og andelen af indvandrere der føler sig danske stiger”. Du påstår så, at du ved, at ”det hele”, stammer fra frygten for islam. Jeg gad dog vide, om der ikke her er tale om din egen frygt for, at noget du anser for at være værdifuldt skal miste sin karakter af absolut sandhed…
For mit eget og Det Belivendes vedkommende, kan jeg sige, at det ikke gælder os. Vi frygter ikke islam og heller ikke andre religioner. Hverken monoteistiske eller hedenske. Heller ikke X-factor eller hvad nu mennesker i vor civilisation ellers tilbeder i af fora. Idoldyrkning kan andre udøve som de vil, men vi føler os ikke hjemme i den, og ønsker ikke at støtte sådant. Jo mere lydighed der fordres, jo mere frastødt føler jeg mig … og lige nu melder selvcensuren sig på en sådan måde, at jeg ikke rigtig ved om jeg tør sige, at jeg af samme grund føler mig mest frastødt af islam. Gisp, nu gjorde jeg det.
Men jeres sarkasme overfor os er jo udtryk for samme ønske om ensartethed, som vi finder i islam, blot mere subtilt.
Vi foretrækker tillid frem for tro.
Vi har tillid til, at der er et ordnende princip, som hersker i denne verden, og at dette princip ikke er et vi selv har skabt. Det er et grundvilkår. For min skyld kan vi godt kalde det Gud.
At Jesus skulle være død for 2000 år siden for vore synders skyld er det rene volapyk for sådan en som mig. At vi er født syndige på grund af fortidige handlinger (syndefaldet), og samtidig først er til fra vi bliver født er også volapyk for os. Og når noget forekommer én totalt ulogisk, er det umuligt at have tillid til det. Med mindre man altså er meget autoritetstro.
Vi kulturkristne har nok et degenereret lydighedsgen. Til gengæld er vi søgende og vil gerne lære, hvordan vi kan gøre det gode for fremtiden. En del af os går ud fra, at vi oven i købet selv kommer til at være en del af den. Vi finder enorm inspiration i ordene ”Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør”. For deri ligger jo implicit, at vi må til at finde ud af at blive bevidste om, hvad det er vi gør. En opfordring til at finde ud af hvad det er vi gør forkert, og hvordan vi kan korrigere.
Den nyeste forskning i kognitionsneurologi har vist os, at jo større kompleksitet vi kan overskue, desto mere hensigtsmæssig bliver konsekvensen af vore beslutninger for helheden. Desto mere vi udvikler vor evne til at kunne tænke overordnet, desto mere abstrakt tænker vi naturligvis, og dermed kommer vi netop ud over vor egen ”næsetip”. Det er egentlig i denne helt abstrakte og upersonlige overordnede tænkning, at vi nærmer os en brug af hjernen, som har med inspiration at gøre, altså tænkning, som er iblandet åndeligt input --- spiritualitet, kan man også kalde det. Kirke eller ej.
Men når man har det sådan, krymper man sig lidt, når man står i kirken og skal fremsige trosbekendelsen, der jo begynder med ordene Vi forsager djævelen; for vi ser ”djævelen” som en projektion og derfor en illusion. Selv står jeg og oversætter det i mit indre til: ”Jeg vil gøre hvad jeg kan for ikke at tænke feltafhængigt og lade mig amygdalakapre af antipatier og sympatier”. Og nadverens ord ”dette er Jesu Kristi legeme og dette er Jesu Kristi blod”, bliver til ”lad den universelle sandhedsånd gennemstrømme mit sind og min krop”.
Vi er nogle som ikke er til det kultiske, magiske og rituelle, så vi føler os kejtede i sådanne sammenhænge. Vi er simpelthen mere kognitivt anlagte. Alligevel kan vi føle sammenhængskraft med alle andre mennesker af god vilje, uanset hvilken religion eller type ateisme de befinder sig i. Så spørgsmålet er, som vi ser det, om der virkelig er grund til tage afstand fra os som gudløse og ukristelige. Man kan faktisk leve et åndfuldt liv uden at være del af en religion.
mandag den 1. marts 2010
Svar fra en glad kulturkristen
Kronikforslag til Kristeligt Dagblad 18/2, endnu ikke publiceret pr. 1/3-2010
I kronikken Dialog og debat og kritik (10/2) stiller pastor emer. John W. Hørbo spørgsmålet, om ”du muslim eller du selvglade humanist eller selvbevidste ateist eller glade kulturkristen, vil du mødes med de andre på det sted, hvor I står på lige fod i usandheden og retsløse og ikke har andet håb end syndernes forladelse over jer selv og alt det, I går og laver og kalder sandhed, men ikke er andet end fortvivlet selvhævdelse?”
Som glad kulturkristen og dermed en, der bliver stillet spørgsmålet, vil jeg gerne forsøge at give et svar. Jeg føler mig så meget desto mere forpligtet til at forsøge at give dette svar, fordi jeg hører til blandt dem, der insisterer på dialogen (den dialog, som du i samme kronik afviser det som urkomisk at opfordre til) og sågar på vegne af Det Belivende har inviteret hele den danske folkekirke (kirkeminister, biskopper, præster, menighedsråd) til at tage del i for at få drøftet, om tiden ikke er inde til at få den kognitive indfaldsvinkel ind i vor kristendomsforståelse.
Svaret fra vor side er nej tak.
Vi føler afsky ved tanken om at mødes et sted, hvor der ikke skulle være andet håb end syndernes forladelse, og hvor der i forvejen er faldet den dom over os, at lige meget hvad vi gør, så er det ”fortvivlet selvhævdelse”.
I henhold til vort ståsted i livet, er et sådant sted vederstyggeligt og har intet med kristen praksis at gøre overhovedet. Som vi ser det, er en sådan opfattelse udtryk for, at vi intet har lært af Kristi lidelseshistorie, og at han jo derfor er død forgæves på korset.
Men hvorfor ønsker vi ikke at blive tilgivet vore synder?
Fordi vi anser synd for at være en illusion. I vor forestillingsverden synder mennesker ikke. De begår derimod fejltagelser, fordi de ikke ved bedre.
Skal vi dokumentere nytestamentligt belæg for en sådan indfaldsvinkel, kan vi vist nøjes med nogle af de mest citerede ord, nemlig: ”Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør.” Jesus sagde ikke i sin lidende tilstand på korset, at vi skulle tilgive dem, selvom de var onde og syndige.
Som vi ser det, ligger der i bydeformen en vældig opfordring til os om at komme til at vide, hvad vi gør.
Tager man sig af, hvad kognitionsneurologerne har påpeget i snart et halvt hundrede år, er det et grundvilkår for vor hjernefunktion, at vi nærmest aldrig ved, hvad vi gør. Vi tror vi ved det. Men vi ved det ikke. Vi er fortidskaprede.
I teologien kalder man vor synd en grundskade, som skete i forbindelse med syndefaldet, hvor vi blev smidt ud af paradisets have, fordi vi ville kende forskel på godt og ondt.
Dette ønske er imidlertid, som vi ser det, hverken en syndig handling eller en fejltagelse men blot et paradigmeskift. Myten anser vi for at være en symbolsk måde at berette på, at vi har udviklet os fra en bevidstløs tilstand til langsom opvågnen i en dimension af ansvar og samvittighed. Som vi ser det er der således ikke tale om en begivenhed, der fik os til at falde, men derimod en som satte skred i udviklingen. Ikke desto mindre forstår vi godt at man i et mentalitetshistorisk perspektiv har fortolket det som et fald, da det jo afstedkom muligheden for kainsmærket.
En ræv mærker ikke til noget kainsmærke i panden, selvom den dræber. Der er ingen dårlig samvittighed der. Den handler rent instinktivt. Anderledes med os. Kain var mærket af sit broderdrab…
Det vi beder jer kirkefolk om at overveje er, om det I kalder ”vor jordiske virkelighed, hvor der kun gælder en sandhed: Syndernes forladelse” ikke i virkeligheden er jeres egen hjemmestrikkede dom over os alle; en dom som dybest set er i modstrid med den opfordring der ligger fra Jesus selv om netop ikke at dømme.
Hvis vi nu giver os lov til at eksperimentere med den tanke, at vi dybest set handler ilde mod nogen grundet uvidenhed, og at det derfor drejer sig om at komme til at vide, kunne vi jo til at begynde med kaste hele den jordiske virkelighed op i luften og kigge på den på ny som den daler ned for vore øjne. Kigge uden nogen som helst forudindtagethed. Foretage ren iagttagelse og efterfølgende forsøge at forstå det vi ser i et perspektiv, som dels retter sig så langt tilbage som til evolutionens begyndelse og dels fremad til dét, der er vor utopi fred på jord og i mennesker velbehag. Gør vi det, har vi tillid til, at vi i stedet for disse ufrugtbare magtkampe, som JWH ser i stort set alle sammenhænge, og som vi også ser og er enig med ham i er destruktive, vil blive inspireret til at finde løsninger.
Selve den kendsgerning at vi opererer med tanken om synd og skyld amputerer imidlertid et sådant forsøg. For er der noget i vejen med mig, hvilket der jo må være, hvis jeg som udgangspunkt er syndig, ja, så rummer jeg vel ikke evnen til at kunne skabe løsninger?
Tænker vi imidlertid på os selv som mennesker, der selvfølgelig begår fejltagelser, fordi vi nu engang ikke er fuldkomne, men til gengæld kan være sikre på at al opmærksomhed, når vi har fejlet, er på at finde løsninger, så disse fejltagelser ikke gentager sig, ja, så vil modet til at turde udvise frimodighed uden tvivl tage til og dermed også en konstruktiv opfindsomhed i retning af at løse de problemer vi har. Ikke mindst problemet med vrede og had i vor verden.
Der sker noget forløsende i det menneske, der når til bevidsthed om årsagen til dets vrede og had. At der er en årsag indebærer jo, at det ikke er én selv, der er skabt vred og hadefuld, men at følelserne opstod, fordi der skete noget ganske bestemt. Dermed er det logisk, at de selvfølgelig også kan forsvinde igen, når faren for at dette samme kan ske ikke længere eksisterer.
I den belivende måde at arbejde med kommunikation på, ser vi igen og igen at vrede og had ganske enkelt forsvinder, når man iagttager disse følelser i et perspektiv af årsag og virkning. Opererer jeg med skyld og synd som et grundvilkår, vil jeg til stadighed være i et angrebs/forsvarsmønster, idet bøddel/offer tankegangen så er den jordiske virkelighed. Så skal nogen tilstå, at de er skyldige (onde) og sige undskyld!
Opererer jeg derimod med den tanke, at ingen er skyldige (onde) men begår frygtelige fejltagelser af uvidenhed, får jeg et frugtbart fokus på, hvad jeg kan gøre for at undgå repetition af denne fejltagelse.
Vi foretrækker denne sidstnævnte platform at mødes på. Og vi vil da også gerne invitere muslimerne med på denne platform.
Jøderne befinder sig der tilsyneladende allerede. I det mindste slog den tanke mig, da jeg læste Shimon Peres tale i forbindelse med den internationale Holocaust-mindedag. Det var især ordene måtte hans rige opstå i vor levetid og i vore dage, der slog mig.
I den dialog vi indtil nu har haft med den danske folkekirke, lyder svarene, at Guds rige ikke er noget vi skal have her på jord. Det er noget der hører det hinsidige til, efter dommedag, og at vi, som gerne vil gøre hvad vi kan for at få generel fred og velstand her på jord, ifølge biskop Steen Skovsgaard er aldeles urealistiske.
Men definerer vi os selv som mennesker, der altid har været, er og altid, så længe vi overhovedet lever, vil være syndige, så er der jo intet håb tilbage om at kunne komme til at opleve egentlig lykke her på jord, og en sådan tankegang anser vi for at være aflivende. For hvad skal noget så til for?
Vi tror, at en beslutning om i vor bevidsthed at operere med uskyld i stedet for skyld er betingelse for belivende dialog, og så i øvrigt fokusere på at have som fælles projekt at korrigere fejltagelser.
I kronikken Dialog og debat og kritik (10/2) stiller pastor emer. John W. Hørbo spørgsmålet, om ”du muslim eller du selvglade humanist eller selvbevidste ateist eller glade kulturkristen, vil du mødes med de andre på det sted, hvor I står på lige fod i usandheden og retsløse og ikke har andet håb end syndernes forladelse over jer selv og alt det, I går og laver og kalder sandhed, men ikke er andet end fortvivlet selvhævdelse?”
Som glad kulturkristen og dermed en, der bliver stillet spørgsmålet, vil jeg gerne forsøge at give et svar. Jeg føler mig så meget desto mere forpligtet til at forsøge at give dette svar, fordi jeg hører til blandt dem, der insisterer på dialogen (den dialog, som du i samme kronik afviser det som urkomisk at opfordre til) og sågar på vegne af Det Belivende har inviteret hele den danske folkekirke (kirkeminister, biskopper, præster, menighedsråd) til at tage del i for at få drøftet, om tiden ikke er inde til at få den kognitive indfaldsvinkel ind i vor kristendomsforståelse.
Svaret fra vor side er nej tak.
Vi føler afsky ved tanken om at mødes et sted, hvor der ikke skulle være andet håb end syndernes forladelse, og hvor der i forvejen er faldet den dom over os, at lige meget hvad vi gør, så er det ”fortvivlet selvhævdelse”.
I henhold til vort ståsted i livet, er et sådant sted vederstyggeligt og har intet med kristen praksis at gøre overhovedet. Som vi ser det, er en sådan opfattelse udtryk for, at vi intet har lært af Kristi lidelseshistorie, og at han jo derfor er død forgæves på korset.
Men hvorfor ønsker vi ikke at blive tilgivet vore synder?
Fordi vi anser synd for at være en illusion. I vor forestillingsverden synder mennesker ikke. De begår derimod fejltagelser, fordi de ikke ved bedre.
Skal vi dokumentere nytestamentligt belæg for en sådan indfaldsvinkel, kan vi vist nøjes med nogle af de mest citerede ord, nemlig: ”Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør.” Jesus sagde ikke i sin lidende tilstand på korset, at vi skulle tilgive dem, selvom de var onde og syndige.
Som vi ser det, ligger der i bydeformen en vældig opfordring til os om at komme til at vide, hvad vi gør.
Tager man sig af, hvad kognitionsneurologerne har påpeget i snart et halvt hundrede år, er det et grundvilkår for vor hjernefunktion, at vi nærmest aldrig ved, hvad vi gør. Vi tror vi ved det. Men vi ved det ikke. Vi er fortidskaprede.
I teologien kalder man vor synd en grundskade, som skete i forbindelse med syndefaldet, hvor vi blev smidt ud af paradisets have, fordi vi ville kende forskel på godt og ondt.
Dette ønske er imidlertid, som vi ser det, hverken en syndig handling eller en fejltagelse men blot et paradigmeskift. Myten anser vi for at være en symbolsk måde at berette på, at vi har udviklet os fra en bevidstløs tilstand til langsom opvågnen i en dimension af ansvar og samvittighed. Som vi ser det er der således ikke tale om en begivenhed, der fik os til at falde, men derimod en som satte skred i udviklingen. Ikke desto mindre forstår vi godt at man i et mentalitetshistorisk perspektiv har fortolket det som et fald, da det jo afstedkom muligheden for kainsmærket.
En ræv mærker ikke til noget kainsmærke i panden, selvom den dræber. Der er ingen dårlig samvittighed der. Den handler rent instinktivt. Anderledes med os. Kain var mærket af sit broderdrab…
Det vi beder jer kirkefolk om at overveje er, om det I kalder ”vor jordiske virkelighed, hvor der kun gælder en sandhed: Syndernes forladelse” ikke i virkeligheden er jeres egen hjemmestrikkede dom over os alle; en dom som dybest set er i modstrid med den opfordring der ligger fra Jesus selv om netop ikke at dømme.
Hvis vi nu giver os lov til at eksperimentere med den tanke, at vi dybest set handler ilde mod nogen grundet uvidenhed, og at det derfor drejer sig om at komme til at vide, kunne vi jo til at begynde med kaste hele den jordiske virkelighed op i luften og kigge på den på ny som den daler ned for vore øjne. Kigge uden nogen som helst forudindtagethed. Foretage ren iagttagelse og efterfølgende forsøge at forstå det vi ser i et perspektiv, som dels retter sig så langt tilbage som til evolutionens begyndelse og dels fremad til dét, der er vor utopi fred på jord og i mennesker velbehag. Gør vi det, har vi tillid til, at vi i stedet for disse ufrugtbare magtkampe, som JWH ser i stort set alle sammenhænge, og som vi også ser og er enig med ham i er destruktive, vil blive inspireret til at finde løsninger.
Selve den kendsgerning at vi opererer med tanken om synd og skyld amputerer imidlertid et sådant forsøg. For er der noget i vejen med mig, hvilket der jo må være, hvis jeg som udgangspunkt er syndig, ja, så rummer jeg vel ikke evnen til at kunne skabe løsninger?
Tænker vi imidlertid på os selv som mennesker, der selvfølgelig begår fejltagelser, fordi vi nu engang ikke er fuldkomne, men til gengæld kan være sikre på at al opmærksomhed, når vi har fejlet, er på at finde løsninger, så disse fejltagelser ikke gentager sig, ja, så vil modet til at turde udvise frimodighed uden tvivl tage til og dermed også en konstruktiv opfindsomhed i retning af at løse de problemer vi har. Ikke mindst problemet med vrede og had i vor verden.
Der sker noget forløsende i det menneske, der når til bevidsthed om årsagen til dets vrede og had. At der er en årsag indebærer jo, at det ikke er én selv, der er skabt vred og hadefuld, men at følelserne opstod, fordi der skete noget ganske bestemt. Dermed er det logisk, at de selvfølgelig også kan forsvinde igen, når faren for at dette samme kan ske ikke længere eksisterer.
I den belivende måde at arbejde med kommunikation på, ser vi igen og igen at vrede og had ganske enkelt forsvinder, når man iagttager disse følelser i et perspektiv af årsag og virkning. Opererer jeg med skyld og synd som et grundvilkår, vil jeg til stadighed være i et angrebs/forsvarsmønster, idet bøddel/offer tankegangen så er den jordiske virkelighed. Så skal nogen tilstå, at de er skyldige (onde) og sige undskyld!
Opererer jeg derimod med den tanke, at ingen er skyldige (onde) men begår frygtelige fejltagelser af uvidenhed, får jeg et frugtbart fokus på, hvad jeg kan gøre for at undgå repetition af denne fejltagelse.
Vi foretrækker denne sidstnævnte platform at mødes på. Og vi vil da også gerne invitere muslimerne med på denne platform.
Jøderne befinder sig der tilsyneladende allerede. I det mindste slog den tanke mig, da jeg læste Shimon Peres tale i forbindelse med den internationale Holocaust-mindedag. Det var især ordene måtte hans rige opstå i vor levetid og i vore dage, der slog mig.
I den dialog vi indtil nu har haft med den danske folkekirke, lyder svarene, at Guds rige ikke er noget vi skal have her på jord. Det er noget der hører det hinsidige til, efter dommedag, og at vi, som gerne vil gøre hvad vi kan for at få generel fred og velstand her på jord, ifølge biskop Steen Skovsgaard er aldeles urealistiske.
Men definerer vi os selv som mennesker, der altid har været, er og altid, så længe vi overhovedet lever, vil være syndige, så er der jo intet håb tilbage om at kunne komme til at opleve egentlig lykke her på jord, og en sådan tankegang anser vi for at være aflivende. For hvad skal noget så til for?
Vi tror, at en beslutning om i vor bevidsthed at operere med uskyld i stedet for skyld er betingelse for belivende dialog, og så i øvrigt fokusere på at have som fælles projekt at korrigere fejltagelser.
søndag den 14. februar 2010
Invitation til Birgitte Stoklund Larsen
I Kristeligt Dagblad den 5. febr. er der en artikel (s.5) af Birgitte Stoklund Larsen, som er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør for Dansk Kirketidende. Overskriften lyder Rigtige danskere er da ikke religiøse og er ment lidt ironisk og polemisk, så vidt jeg forstår.
Hun citerer en amerikansk sociolog Phil Zuckerman, som har gjort feltstudier i vort land og rubricerer Danmark som et "samfund uden Gud". Han påstår, at rigtige danskere ikke er voldsomt artikulerede om deres tro og ikke går i kirke.
Birgitte Stoklund Larsen mener, at der er noget om snakken, men at det er farligt at "købe" sammenhængen mellem "jo mindre religiøs, desto mere dansker". "Fordi", skriver hun, "man samtidig kommer til at marginalisere religionen fra det fælles, fra samfundet og det offentlige rum. Og så er det for alvor, at religion kan blive samfundsnedbrydende. Udfordringen er med andre ord at gentænke sammenhængen mellem religion og kultur, så det ikke bliver muslimforskrækkelse og ateisme, der kommer til at sætte præmisserne. For lige så lidt som det går an at hævde, at rigtige danskere er kristne - lige så problematisk er det at gå ud fra, at rigtige danskere ikke er religiøse". (Mine fremhævelser).
Ja. Det er i det hele taget problematisk at hævde, at ens egen vurdering er den sande, eftersom vi er over 6 milliarder mennesker på denne planet og i princippet alle nok har lidt varianter i vore vurderinger. Men jeg mener faktisk, at Birgitte Stoklund Larsen ser helt rigtigt, når hun ser os fernisere os selv op i et hjørne, hvis vi køber Zuckermans påstand.
Vi i Det Belivende kender til mange mennesker, som ikke oplever det som et sandt udsagn, at de er ateister, selvom de ikke trives i kirkelige sammenhænge.
Jeg tror, at mange danskere svarer nej på spørgsmålet om de er religiøse, fordi de føler sig frastødt af sammenhænge, hvor man tilbeder en Gud eller dyrker en bestemt form for gudstro i kultiske og mere eller mindre magiske sammenhænge. De hører ikke til i en religion. Men derfor kan de jo, som jeg selv og de øvrige medlemmer af Det belivende, være bevidste om, at de ikke har skabt sig selv, se et altgennemtrængende ordensprincip virke gennem verden og i øvrigt anse Jesus for et fuldkomment menneske og guddommeligt ideal.
Noget som gør sig gældende for mange af os, der ikke kommer i kirkerne, er, at vi slet ikke kan udholde at høre om arvesynd, skyld og soning ved stedfortræder (at Jesus er død for vore synders skyld). Det er for ulogisk, og vi opfatter det også som bagstræberisk, forstået på den måde, at der jo derved kommer et fjendebillede ind ad bagdøren som en medfødt livsbetingelse. Nogle projicerer så dette fjendebillede udad, hvorved f.eks. jøderne, som korsfæstede Jesus, bliver fjendebillede (tænk bare på den diskussion, der blussede op i kølvandet på Mel Gibsons film Passion), og andre projicerer det indad og tror, at de uanset hvad aldrig nogensinde kan komme til at blive rigtig lykkelige her på jord, fordi de har denne grundskade i deres indre hidrørende fra arvesynden. Denne projicering kan være så voldsom og så angstfremkaldende, at moderne mennesker i stedet totalt ignorerer, at de har et indre eller en åndelig dimension og kaster al opmærksomhed på x-factor, saltvand i diverse legemsdele etc.
Det er i en sådan åndsforskrækkelse, at vi for alvor ferniserer os op i en krog.
Men skal sådan nogle som os, der i øvrigt ikke bryder os om at blive slået i hartkorn med hele den tendens, der under et kaldes new age, og rummer alt fra numerologi til håndaflæsning, stå frem og fortælle om hvorfor vi ikke er ateister, selvom vi ikke er religiøse, så fordrer det, at der er nogen at drøfte disse sager med.
Vi har i Det Belivende inviteret landets biskopper plus samtlige præster og menighedsråd til en dialog om en slags gentænkning af sammenhæng mellem religion og kultur – med henblik på en kognitiv modernisering af kristendommen. Vi har sågar foreslået et helt konkret samarbejde, således at disse mennesker, disse såkaldt kulturkristne, som ikke bryder sig om at være i kirken og dog ikke er ateister kan tilbydes et alternativ med kognitivt funderede koncepter for livsbegivenheder.
Indtil nu er det fra kirkeligt hold udelukkende biskop Steen Skovsgaard og Christina Philipstatt fra Dialogcentret, som er gået ind i dialogen. Men vi vil da meget gerne indbyde Birgitte Stoklund Larsen også og henviser dels til vor hjemmeside www.detbelivende.dk samt til vor blog http://detbelivende.blogspot.com/ Derudover er der en facebookgruppe ved navn For et belivende alternativ til folkekirken.
Mag.art. Lisa von Schmalensee Magnússon, formand for Det Belivende.
Hun citerer en amerikansk sociolog Phil Zuckerman, som har gjort feltstudier i vort land og rubricerer Danmark som et "samfund uden Gud". Han påstår, at rigtige danskere ikke er voldsomt artikulerede om deres tro og ikke går i kirke.
Birgitte Stoklund Larsen mener, at der er noget om snakken, men at det er farligt at "købe" sammenhængen mellem "jo mindre religiøs, desto mere dansker". "Fordi", skriver hun, "man samtidig kommer til at marginalisere religionen fra det fælles, fra samfundet og det offentlige rum. Og så er det for alvor, at religion kan blive samfundsnedbrydende. Udfordringen er med andre ord at gentænke sammenhængen mellem religion og kultur, så det ikke bliver muslimforskrækkelse og ateisme, der kommer til at sætte præmisserne. For lige så lidt som det går an at hævde, at rigtige danskere er kristne - lige så problematisk er det at gå ud fra, at rigtige danskere ikke er religiøse". (Mine fremhævelser).
Ja. Det er i det hele taget problematisk at hævde, at ens egen vurdering er den sande, eftersom vi er over 6 milliarder mennesker på denne planet og i princippet alle nok har lidt varianter i vore vurderinger. Men jeg mener faktisk, at Birgitte Stoklund Larsen ser helt rigtigt, når hun ser os fernisere os selv op i et hjørne, hvis vi køber Zuckermans påstand.
Vi i Det Belivende kender til mange mennesker, som ikke oplever det som et sandt udsagn, at de er ateister, selvom de ikke trives i kirkelige sammenhænge.
Jeg tror, at mange danskere svarer nej på spørgsmålet om de er religiøse, fordi de føler sig frastødt af sammenhænge, hvor man tilbeder en Gud eller dyrker en bestemt form for gudstro i kultiske og mere eller mindre magiske sammenhænge. De hører ikke til i en religion. Men derfor kan de jo, som jeg selv og de øvrige medlemmer af Det belivende, være bevidste om, at de ikke har skabt sig selv, se et altgennemtrængende ordensprincip virke gennem verden og i øvrigt anse Jesus for et fuldkomment menneske og guddommeligt ideal.
Noget som gør sig gældende for mange af os, der ikke kommer i kirkerne, er, at vi slet ikke kan udholde at høre om arvesynd, skyld og soning ved stedfortræder (at Jesus er død for vore synders skyld). Det er for ulogisk, og vi opfatter det også som bagstræberisk, forstået på den måde, at der jo derved kommer et fjendebillede ind ad bagdøren som en medfødt livsbetingelse. Nogle projicerer så dette fjendebillede udad, hvorved f.eks. jøderne, som korsfæstede Jesus, bliver fjendebillede (tænk bare på den diskussion, der blussede op i kølvandet på Mel Gibsons film Passion), og andre projicerer det indad og tror, at de uanset hvad aldrig nogensinde kan komme til at blive rigtig lykkelige her på jord, fordi de har denne grundskade i deres indre hidrørende fra arvesynden. Denne projicering kan være så voldsom og så angstfremkaldende, at moderne mennesker i stedet totalt ignorerer, at de har et indre eller en åndelig dimension og kaster al opmærksomhed på x-factor, saltvand i diverse legemsdele etc.
Det er i en sådan åndsforskrækkelse, at vi for alvor ferniserer os op i en krog.
Men skal sådan nogle som os, der i øvrigt ikke bryder os om at blive slået i hartkorn med hele den tendens, der under et kaldes new age, og rummer alt fra numerologi til håndaflæsning, stå frem og fortælle om hvorfor vi ikke er ateister, selvom vi ikke er religiøse, så fordrer det, at der er nogen at drøfte disse sager med.
Vi har i Det Belivende inviteret landets biskopper plus samtlige præster og menighedsråd til en dialog om en slags gentænkning af sammenhæng mellem religion og kultur – med henblik på en kognitiv modernisering af kristendommen. Vi har sågar foreslået et helt konkret samarbejde, således at disse mennesker, disse såkaldt kulturkristne, som ikke bryder sig om at være i kirken og dog ikke er ateister kan tilbydes et alternativ med kognitivt funderede koncepter for livsbegivenheder.
Indtil nu er det fra kirkeligt hold udelukkende biskop Steen Skovsgaard og Christina Philipstatt fra Dialogcentret, som er gået ind i dialogen. Men vi vil da meget gerne indbyde Birgitte Stoklund Larsen også og henviser dels til vor hjemmeside www.detbelivende.dk samt til vor blog http://detbelivende.blogspot.com/ Derudover er der en facebookgruppe ved navn For et belivende alternativ til folkekirken.
Mag.art. Lisa von Schmalensee Magnússon, formand for Det Belivende.
lørdag den 6. februar 2010
Kirken peger på relevant udfordring - og vi er her jo allerede.
I Kristeligt Dagblad den 5. febr. er der en artikel (s.5) af Birgitte Stoklund Larsen, som er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør for Dansk Kirketidende. Overskriften lyder Rigtige danskere er da ikke religiøse og er ment lidt ironisk og polemisk, så vidt jeg forstår.
Hun citerer en amerikansk sociolog Phil Zuckerman, som har gjort feltstudier i vort land og rubricerer Danmark som et "samfund uden Gud". Han påstår, at rigtige danskere ikke er voldsomt artikulerede om deres tro og ikke går i kirke.
Birgitte Stoklund Larsen mener, at der er noget om snakken, men at det er farligt at "købe" sammenhængen mellem "jo mindre religiøs, desto mere dansker". "Fordi", skriver hun, "man samtidig kommer til at marginalisere religionen fra det fælles, fra samfundet og det offentlige rum. Og så er det for alvor, at religion kan blive samfundsnedbrydende. Udfordringen er med andre ord at gentænke sammenhængen mellem religion og kultur, så det ikke bliver muslimforskrækkelse og ateisme, der kommer til at sætte præmisserne. For lige så lidt som det går an at hævde, at rigtige danskere er kristne - lige så problematisk er det at gå ud fra, at rigtige danskere ikke er religiøse". (Mine fremhævelser).
Ja. Det er i det hele taget problematisk at hævde, at ens egen vurdering er den sande, eftersom vi er over 6 milliarder mennesker på denne planet og i princippet alle nok har lidt varianter i vore vurderinger. Men jeg mener faktisk, at Birgitte Stoklund Larsen ser helt rigtigt, når hun ser os fernisere os selv op i et hjørne, hvis vi køber Zuckermans påstand.
Vi i Det Belivende kender til mange mennesker, som ikke oplever det som et sandt udsagn, at de er ateister, selvom de ikke trives i kirkelige sammenhænge.
Jeg tror, at mange danskere svarer nej på spørgsmålet om de er religiøse, fordi de føler sig frastødt af sammenhænge, hvor man tilbeder en Gud eller dyrker en bestemt form for gudstro i kultiske og mere eller mindre magiske sammenhænge. De hører ikke til i en religion. Men derfor kan de jo, som jeg selv og de øvrige medlemmer af Det belivende, være bevidste om, at de ikke har skabt sig selv, se et altgennemtrængende ordensprincip virke gennem verden og i øvrigt anse Jesus for et fuldkomment menneske og guddommeligt ideal.
Noget som gør sig gældende for mange af os, der ikke kommer i kirkerne, er, at vi slet ikke kan udholde at høre om arvesynd, skyld og soning ved stedfortræder (at Jesus er død for vore synders skyld). Det er for ulogisk, og vi opfatter det også som bagstræberisk, forstået på den måde, at der jo derved kommer et fjendebillede ind ad bagdøren som en medfødt livsbetingelse. Nogle projicerer så dette fjendebillede udad, hvorved f.eks. jøderne, som korsfæstede Jesus, bliver fjendebillede (tænk bare på den diskussion, der blussede op i kølvandet på Mel Gibsons film Passion), og andre projicerer det indad og tror, at de uanset hvad aldrig nogensinde kan komme til at blive rigtig lykkelige her på jord, fordi de har denne grundskade i deres indre hidrørende fra arvesynden. Denne projicering kan være så voldsom og så angstfremkaldende, at moderne mennesker i stedet totalt ignorerer, at de har et indre eller en åndelig dimension og kaster al opmærksomhed på x-factor, saltvand i diverse legemsdele etc.
Det er i en sådan åndsforskrækkelse, at vi for alvor ferniserer os op i en krog.
Men skal sådan nogle som os, der i øvrigt ikke bryder os om at blive slået i hartkorn med hele den tendens, der under et kaldes new age, og rummer alt fra astrologi til håndaflæsning, stå frem og fortælle om hvorfor vi ikke er ateister, selvom vi ikke er religiøse, så fordrer det, at der er nogen at drøfte disse sager med.
Vi har i Det Belivende inviteret landets biskopper plus samtlige præster og menighedsråd til en dialog om en slags gentænkning af sammenhæng mellem religion og kultur – med henblik på en kognitiv modernisering af kristendommen. Vi har sågar foreslået et helt konkret samarbejde, således at disse mennesker, disse såkaldt kulturkristne, som ikke bryder sig om at være i kirken og dog ikke er ateister kan tilbydes et alternativ med kognitivt funderede koncepter for livsbegivenheder.
Indtil nu er det fra kirkeligt hold udelukkende biskop Steen Skovsgaard og Christina Philipstatt fra Dialogcentret, som er gået ind i dialogen. Men vi vil da også meget gerne indbyde Birgitte Stoklund Larsen og alle andre og henviser dels til vor hjemmeside www.detbelivende.dk samt til vor facebookgruppe ved navn For et belivende alternativ til folkekirken.
Hun citerer en amerikansk sociolog Phil Zuckerman, som har gjort feltstudier i vort land og rubricerer Danmark som et "samfund uden Gud". Han påstår, at rigtige danskere ikke er voldsomt artikulerede om deres tro og ikke går i kirke.
Birgitte Stoklund Larsen mener, at der er noget om snakken, men at det er farligt at "købe" sammenhængen mellem "jo mindre religiøs, desto mere dansker". "Fordi", skriver hun, "man samtidig kommer til at marginalisere religionen fra det fælles, fra samfundet og det offentlige rum. Og så er det for alvor, at religion kan blive samfundsnedbrydende. Udfordringen er med andre ord at gentænke sammenhængen mellem religion og kultur, så det ikke bliver muslimforskrækkelse og ateisme, der kommer til at sætte præmisserne. For lige så lidt som det går an at hævde, at rigtige danskere er kristne - lige så problematisk er det at gå ud fra, at rigtige danskere ikke er religiøse". (Mine fremhævelser).
Ja. Det er i det hele taget problematisk at hævde, at ens egen vurdering er den sande, eftersom vi er over 6 milliarder mennesker på denne planet og i princippet alle nok har lidt varianter i vore vurderinger. Men jeg mener faktisk, at Birgitte Stoklund Larsen ser helt rigtigt, når hun ser os fernisere os selv op i et hjørne, hvis vi køber Zuckermans påstand.
Vi i Det Belivende kender til mange mennesker, som ikke oplever det som et sandt udsagn, at de er ateister, selvom de ikke trives i kirkelige sammenhænge.
Jeg tror, at mange danskere svarer nej på spørgsmålet om de er religiøse, fordi de føler sig frastødt af sammenhænge, hvor man tilbeder en Gud eller dyrker en bestemt form for gudstro i kultiske og mere eller mindre magiske sammenhænge. De hører ikke til i en religion. Men derfor kan de jo, som jeg selv og de øvrige medlemmer af Det belivende, være bevidste om, at de ikke har skabt sig selv, se et altgennemtrængende ordensprincip virke gennem verden og i øvrigt anse Jesus for et fuldkomment menneske og guddommeligt ideal.
Noget som gør sig gældende for mange af os, der ikke kommer i kirkerne, er, at vi slet ikke kan udholde at høre om arvesynd, skyld og soning ved stedfortræder (at Jesus er død for vore synders skyld). Det er for ulogisk, og vi opfatter det også som bagstræberisk, forstået på den måde, at der jo derved kommer et fjendebillede ind ad bagdøren som en medfødt livsbetingelse. Nogle projicerer så dette fjendebillede udad, hvorved f.eks. jøderne, som korsfæstede Jesus, bliver fjendebillede (tænk bare på den diskussion, der blussede op i kølvandet på Mel Gibsons film Passion), og andre projicerer det indad og tror, at de uanset hvad aldrig nogensinde kan komme til at blive rigtig lykkelige her på jord, fordi de har denne grundskade i deres indre hidrørende fra arvesynden. Denne projicering kan være så voldsom og så angstfremkaldende, at moderne mennesker i stedet totalt ignorerer, at de har et indre eller en åndelig dimension og kaster al opmærksomhed på x-factor, saltvand i diverse legemsdele etc.
Det er i en sådan åndsforskrækkelse, at vi for alvor ferniserer os op i en krog.
Men skal sådan nogle som os, der i øvrigt ikke bryder os om at blive slået i hartkorn med hele den tendens, der under et kaldes new age, og rummer alt fra astrologi til håndaflæsning, stå frem og fortælle om hvorfor vi ikke er ateister, selvom vi ikke er religiøse, så fordrer det, at der er nogen at drøfte disse sager med.
Vi har i Det Belivende inviteret landets biskopper plus samtlige præster og menighedsråd til en dialog om en slags gentænkning af sammenhæng mellem religion og kultur – med henblik på en kognitiv modernisering af kristendommen. Vi har sågar foreslået et helt konkret samarbejde, således at disse mennesker, disse såkaldt kulturkristne, som ikke bryder sig om at være i kirken og dog ikke er ateister kan tilbydes et alternativ med kognitivt funderede koncepter for livsbegivenheder.
Indtil nu er det fra kirkeligt hold udelukkende biskop Steen Skovsgaard og Christina Philipstatt fra Dialogcentret, som er gået ind i dialogen. Men vi vil da også meget gerne indbyde Birgitte Stoklund Larsen og alle andre og henviser dels til vor hjemmeside www.detbelivende.dk samt til vor facebookgruppe ved navn For et belivende alternativ til folkekirken.
tirsdag den 2. februar 2010
Dialog mellem Dialogcentret og os. 14 og 15. Er vi enige nok til at kunne samarbejde?
CP:
I skriver: Vi anser slet ikke det vigtigste for at være, om vi kan blive det sådan her og nu; vi ser det snarere som en vældig udfordring til ikke at lade stå til overfor de problemer vi møder i jordelivet, ikke give op, ikke være dovne og magelige og lade men derimod komme mentalt op på dupperne og gå i gang med de der korrektioner i så mange sammenhænge som overhovedet muligt..
Svar: Helt enig.
LVSM:14:
Det synes vi er en god ting at være enige om.
CP:
I skriver: Vi har erfaring med, at det er langt lettere, ja, at det kan være ligefrem lystigt og oplivende, for ikke at sige belivende, at korrigere fejltagelser, når bare man slipper for samtidigt at skulle tænke på sig selv som ond og syndig og skyldig. Tænker man sådan, kan man nemlig nemt opleve, at en slags ”syndefælde” er klappet.
Svar: Hvordan det? Har i mulighed for at uddybe det?!
LVSM:15:
Det har helt essentielt at gøre med af skelne mellem handlinger og væren, hvilket jeg har givet eksempler på i flere af de forudgående kommentarer, se specielt 3, 4 og 5, og komme ud af kapringsmønstre ved at transformere negative delpersonligheder. Man kan også sige, for nu at bruge en kognitionsneurologisk terminologi, at det drejer sig om at overgå fra det cortisole til det pyrokatechine stresshormonsystem, fra det aflivende til det belivende stresshormonsystem. Men det er ikke noget der sker ved indtagelse af piller eller anden form for manipulation med det materielle. Det er noget der sker ved det, som Paulus kaldte at blive omskåret i hjertet, hvilket igen har at gøre med at kunne dobbeltrette sin empati, hvilket i sin yderste konsekvens er en moderne omskrivning af "hvad du gør mod din næste, gør du mod mig".
Når man når dertil at kunne se sin egen biografi i et større mentalitetshistorisk reanimationsprojekt, ophører man med at have antipatier og sympatier; så fokuserer man i stedet på at finde løsninger for helheden, som også altid må være det for de enkelte dele, selvom der er tale om noget helt andet end øjeblikkelig behovstilfredsstillelse. Og det er der stor forløsning i.
Det hele er uddybet i min bog Belivelse - at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne.
I skriver: Vi anser slet ikke det vigtigste for at være, om vi kan blive det sådan her og nu; vi ser det snarere som en vældig udfordring til ikke at lade stå til overfor de problemer vi møder i jordelivet, ikke give op, ikke være dovne og magelige og lade men derimod komme mentalt op på dupperne og gå i gang med de der korrektioner i så mange sammenhænge som overhovedet muligt..
Svar: Helt enig.
LVSM:14:
Det synes vi er en god ting at være enige om.
CP:
I skriver: Vi har erfaring med, at det er langt lettere, ja, at det kan være ligefrem lystigt og oplivende, for ikke at sige belivende, at korrigere fejltagelser, når bare man slipper for samtidigt at skulle tænke på sig selv som ond og syndig og skyldig. Tænker man sådan, kan man nemlig nemt opleve, at en slags ”syndefælde” er klappet.
Svar: Hvordan det? Har i mulighed for at uddybe det?!
LVSM:15:
Det har helt essentielt at gøre med af skelne mellem handlinger og væren, hvilket jeg har givet eksempler på i flere af de forudgående kommentarer, se specielt 3, 4 og 5, og komme ud af kapringsmønstre ved at transformere negative delpersonligheder. Man kan også sige, for nu at bruge en kognitionsneurologisk terminologi, at det drejer sig om at overgå fra det cortisole til det pyrokatechine stresshormonsystem, fra det aflivende til det belivende stresshormonsystem. Men det er ikke noget der sker ved indtagelse af piller eller anden form for manipulation med det materielle. Det er noget der sker ved det, som Paulus kaldte at blive omskåret i hjertet, hvilket igen har at gøre med at kunne dobbeltrette sin empati, hvilket i sin yderste konsekvens er en moderne omskrivning af "hvad du gør mod din næste, gør du mod mig".
Når man når dertil at kunne se sin egen biografi i et større mentalitetshistorisk reanimationsprojekt, ophører man med at have antipatier og sympatier; så fokuserer man i stedet på at finde løsninger for helheden, som også altid må være det for de enkelte dele, selvom der er tale om noget helt andet end øjeblikkelig behovstilfredsstillelse. Og det er der stor forløsning i.
Det hele er uddybet i min bog Belivelse - at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne.
Dialog mellem Dialogcentret og os. 13. Myter er menneskeskabte.
CP:
Og I skriver endvidere: Jeg går ud fra, at du vil svare, at dette syn er dig fremmed, idet den luthersk evangeliske kirke ikke har integreret tanken om reinkarnation. Mit svar er, at det må den have; for hvordan skulle vi ellers kunne have noget som helst at gøre med handlinger, som Eva og Adam udførte for mange tusinde år siden? Hvorfor skulle vi dog ellers kunne have skæbnefællesskab med dem?
Svar: Mener I reanimation her og ikke reinkarnation? Adam og Eva er for de fleste teologer mytiske skikkelser, der skal forklare hvorfor synden og ondskaben er kommet ind i verden. Men Den evangeliske lutherske kirke tror at synden engang er kommet ind i verden, fordi mennesket valgte at sætte sig op imod Gud igennem ”posse pecare”, altså muligheden for at synde, fordi Gud havde udstyret mennesket med en fri vilje. Det er hverken reanimation eller reinkarnation, men en ”egenskab” som mennesket fra da af og altid indtil engang i evigheden ville besidde. Man kan så at sige at synden blev en del af den naturlige ”arvemasse”.
LVSM: 13:
Nu er myter jo skabt af mennesker, omend inspirationen til dem ifølge sagens natur ikke er. En myte er at forstå som en udlægning af en inspiration. En udlægning er det samme som fortolkning, og en menneskelig fortolkning anser vi det for at være absurd at have som grundvilkår.
Her er tale om et anliggende, hvor vi er virkelig uenige. For dybest set anser vi det ikke for noget skrækkeligt at ville kende forskel på godt og ondt. Vi anser det for godt at kende forskel på godt og ondt. Hvordan skal jeg vel kunne gøre det gode, hvis jeg ikke ved, hvad der er godt? Og hvordan skal jeg kunne lade være med at gøre det "onde", hvis jeg ikke ved, hvad der er "ondt"?
Vi betragter i højere grad myten som et skift fra et paradigme, i hvilket vi befandt os i en form for bevidstløshed til et paradigme, hvori bevidstheden langsomt vågnede. På det fysiske plan i det evolutionære perspektiv kan det jo for den sags skyld være i form af skift fra planterige til dyrerige.
Reanimationstanken rummer det perspektiv, at skabelsesmyten nødvendigvis vil blive omfortolket igen og igen i takt med, at menneskehedens bevidsthed udvikler sig. Derfor vil der på ethvert givent tidspunkt være mange forskellige tolkninger. Jeres og vor påberåber sig begge at være kristne. I siger så, at vor ikke er den rigtige måde at fortolke på. Vi siger, at naturligvis er der mange forskellige tolkninger, fordi vi mennesker nu engang er forskellige, men spørger, om I, selvom vi måske er beslægtet med jer helt tilbage til i halvfjerdsindstyvetusinde led, så alligevel vil vedstå jer slægtskabet, sådan at vi kan samarbejde.
I denne sammenhæng er det vigtigste for os at se ikke, at vi er enige i vore fortolkninger, men at vi netop kan se, at kristendommen giver mulighed for menneskeforståelse og gudsforståelse på forskellige planer og har et fælles mål, fred på jord og i mennesker velbehag, som vi vil kunne støtte hinanden i at virke for.
Jeg vil da også gerne minde om, at Jesus jo siger, at der i hans faders hus er mange boliger, og at det i sig selv kan indikere, at der er flere forskellige paradigmer at have hjemme i i kristen sammenhæng.
Hvad angår egenskaben "synd", som vi vil besidde "indtil engang i evigheden", giver udsagnet ingen mening. Evighed er noget, som aldrig slutter. At skulle være syndig "til engang i evigheden", må nødvendigvis betyde, at denne synd skal ophøre. Den må således være tidsmæssigt bestemt. For evighed er pr definition noget, som aldrig ender. Rent matematisk har uendelighedstegnet derfor ikke et tal at slutte med. Altid indtil engang i evigheden betyder derfor til et eller andet givent tidspunkt i tiden.
Og I skriver endvidere: Jeg går ud fra, at du vil svare, at dette syn er dig fremmed, idet den luthersk evangeliske kirke ikke har integreret tanken om reinkarnation. Mit svar er, at det må den have; for hvordan skulle vi ellers kunne have noget som helst at gøre med handlinger, som Eva og Adam udførte for mange tusinde år siden? Hvorfor skulle vi dog ellers kunne have skæbnefællesskab med dem?
Svar: Mener I reanimation her og ikke reinkarnation? Adam og Eva er for de fleste teologer mytiske skikkelser, der skal forklare hvorfor synden og ondskaben er kommet ind i verden. Men Den evangeliske lutherske kirke tror at synden engang er kommet ind i verden, fordi mennesket valgte at sætte sig op imod Gud igennem ”posse pecare”, altså muligheden for at synde, fordi Gud havde udstyret mennesket med en fri vilje. Det er hverken reanimation eller reinkarnation, men en ”egenskab” som mennesket fra da af og altid indtil engang i evigheden ville besidde. Man kan så at sige at synden blev en del af den naturlige ”arvemasse”.
LVSM: 13:
Nu er myter jo skabt af mennesker, omend inspirationen til dem ifølge sagens natur ikke er. En myte er at forstå som en udlægning af en inspiration. En udlægning er det samme som fortolkning, og en menneskelig fortolkning anser vi det for at være absurd at have som grundvilkår.
Her er tale om et anliggende, hvor vi er virkelig uenige. For dybest set anser vi det ikke for noget skrækkeligt at ville kende forskel på godt og ondt. Vi anser det for godt at kende forskel på godt og ondt. Hvordan skal jeg vel kunne gøre det gode, hvis jeg ikke ved, hvad der er godt? Og hvordan skal jeg kunne lade være med at gøre det "onde", hvis jeg ikke ved, hvad der er "ondt"?
Vi betragter i højere grad myten som et skift fra et paradigme, i hvilket vi befandt os i en form for bevidstløshed til et paradigme, hvori bevidstheden langsomt vågnede. På det fysiske plan i det evolutionære perspektiv kan det jo for den sags skyld være i form af skift fra planterige til dyrerige.
Reanimationstanken rummer det perspektiv, at skabelsesmyten nødvendigvis vil blive omfortolket igen og igen i takt med, at menneskehedens bevidsthed udvikler sig. Derfor vil der på ethvert givent tidspunkt være mange forskellige tolkninger. Jeres og vor påberåber sig begge at være kristne. I siger så, at vor ikke er den rigtige måde at fortolke på. Vi siger, at naturligvis er der mange forskellige tolkninger, fordi vi mennesker nu engang er forskellige, men spørger, om I, selvom vi måske er beslægtet med jer helt tilbage til i halvfjerdsindstyvetusinde led, så alligevel vil vedstå jer slægtskabet, sådan at vi kan samarbejde.
I denne sammenhæng er det vigtigste for os at se ikke, at vi er enige i vore fortolkninger, men at vi netop kan se, at kristendommen giver mulighed for menneskeforståelse og gudsforståelse på forskellige planer og har et fælles mål, fred på jord og i mennesker velbehag, som vi vil kunne støtte hinanden i at virke for.
Jeg vil da også gerne minde om, at Jesus jo siger, at der i hans faders hus er mange boliger, og at det i sig selv kan indikere, at der er flere forskellige paradigmer at have hjemme i i kristen sammenhæng.
Hvad angår egenskaben "synd", som vi vil besidde "indtil engang i evigheden", giver udsagnet ingen mening. Evighed er noget, som aldrig slutter. At skulle være syndig "til engang i evigheden", må nødvendigvis betyde, at denne synd skal ophøre. Den må således være tidsmæssigt bestemt. For evighed er pr definition noget, som aldrig ender. Rent matematisk har uendelighedstegnet derfor ikke et tal at slutte med. Altid indtil engang i evigheden betyder derfor til et eller andet givent tidspunkt i tiden.
Dialog mellem Dialogcentret og os. 11 og 12. IVK som moderne kristendom.
CP:
I skriver til biskoppen: Du skriver, at der i arvesyndslæren absolut er mulighed for vækst, men at vi, på grund af en ”grundskade” aldrig kan virkeliggøre fuldkommen kærlighed i dette liv.
Svar: ”Dette liv” betyder livet på jorden. Som kristne tror vi på at vi engang efter den yderste dag, skal leve evigt med Gud i hans rige.
LVSM: 11:
Men Kristus siger jo også, at både han og Helligånden er i os, så hvorfor ikke forsøge at finde aktiveringsknappen og begynde dette liv her og nu?
CP:
I skriver: Vi ved ikke helt, hvad du mener med formuleringen ”dette liv”. Hvis du dermed tænker på dette ene menneskeliv, så er det min opfattelse, at vi er enige med dig. Vi ser jo netop, ligesom H.C. Ørsted i sin naturfilosofi i 1800-tallet og diverse kognitionspsykologer og -neurologer, det enkelte menneskeliv som led i en lang udviklingsproces, hvori det enkelte menneskes værdigrundlag langsomt udvikles, udvides og reanimeres i bestandigt højere spiralkredsløb. Hvad ”jeg” derfor gør i dette ene liv begrænses ikke af min fysiske død men har erfaringsmæssigt tillagt en del til menneskehedens samlede erfaringsmasse og kan derfor være af værdi for rejsen mod fuldkommenhed selvom ”jeg” kun nåede et par millimeter videre på kærlighedens vej i dette liv.
Svar: Kristendommen tror ikke at mennesket viderefører godhed i erfaringsmassen. Vi er som ovenfor beskrevet i praksis ikke blevet klogere på kærligheden og godheden, medfølelsen og tilgivelsen. Vi er blevet klogere på økonomi, velfærd og vækst, teknologi etc., hvilket ikke har en etisk dimension, men handler om menneskehedens evne til at optimere sine levevilkår.
LVSM: 12:
I dele af den gamle kristne mystik opererede man med hjertebønnen, (kyrie eleison - herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig) som dybest set, hvilket du naturligvis ved, videreført i ikontraditionen indebar et fokus på at kunne komme til at dobbeltrette sin empati. Munkene på Athos, som der for øvrigt er fokus på i disse år, fordi man har opdaget, at der blandt dem er bemærkelsesværdigt få tilfælde af kræft i forhold til alle andre steder i verden, har stadig netop dette fokus. De spiser bl.a. derfor ikke firbenede dyr, som er så langt fremme i evolutionen at de har frontallapfunktion, men mange grøntsager og fisk og skaldyr. I vor kultur fokuserer vi på deres føde som forklaring på, at de ikke rammes af kræftsygdomme som i resten af verden. Men mig forekommer det logisk, at det også har med deres forsøg på at praktisere dobbeltrettet empati at gøre.
Jeg skriver udførligt om deres "mystiske" praksis i min bog Belivelse - at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne, så der må man læse, hvis man er virkelig interesseret.
I denne sammenhæng vil jeg blot nævne den pointe, at den ikke voldelige kommunikationsform, som Marshall B. Rosenberg har beskrevet den indre lovmæssighed i, i mindste detalje rummer de samme overordnede mønstre, som munkene bruger i hjertebønnen og ikonarbejdet. Hos dem gælder det, at den hellige ikon (vinduet - vindøjet - til det hellige), når man virkelig fokuserer på den bliver til Guds nærvær i en selv gennem den hellige menneskesøn, Jesus (ikonen). Man betragter altså ikonen, indtil man i sig selv mærker det, som beliver ikonen. Dermed får man i denne mystiske tradition Kristus i sig. Et projekt, som de fleste af dem arbejder på et helt liv uden dermed måske at nå til at opleve Kristus i sig overhovedet eller højst i nogle glimt. Men selve længslen er for dem pantet på, at det de længes efter er til, så selve det at være aktiv i længslen er noget, de føler dyb taknemmelighed i.
I vor moderne og sekulære verden benytter Rosenberg sig af en helt anden terminologi. Han siger, at de fleste mennesker er nogle rigtige sjakaler (djævle, der dømmer og kritiserer og bebrejder og skælder ud - siger at vi er skyldige og syndere); men han påstår også, at vi alle både længes efter at være giraffer og være sammen med giraffer.
Giraffen er defineret som den, der ikke dømmer og i det hele taget udviser en næstekærlig adfærd. Han påstår endvidere, at samtlige sjakaler dybest set er giraffer med sprogproblemer. Det er derfor han peger på, hvilke love der tilsyneladende gælder for den ikke voldelige kommunikation, som skal til for at vi kan komme til at få fred på jord. Får vi disse kommunikationsmønstre integreret i os, mener han, at vi rent faktisk forvandles til mennesker, der kan kommunikere ordentligt med hinanden, d.v.s. se og høre og forstå hinanden i dybere forstand. Derfor siger han også, at den ikke voldelige kommunikation i sin yderste konsekvens er spirituel. Men det er noget man først forstår, når man begynder at praktisere den dobbeltrettede empati, hvilket vil sige lade giraffen i mig kommunikere med giraffen i dig, hvilket svarer til at lade det hellige i mig kommunikere med det hellige i dig.
Ikonen er i denne sekulariserede form blevet erstattet med medmennesket. I stedet for at dømme ham og sige, at der er noget i vejen med ham, fordi han har fejlet, iagttager jeg ham og spejler ham progressivt (forsøger at fornemme hvad han føler og har behov for), indtil vi når dertil, hvor vi finder frem til en løsning, således at vi undgår at fejlen gentages. Giraffen har ingen fjender og ser ingen sjakaler men udelukkende giraffer med sprogproblemer. Sjakalen kan have giraffen som fjende, men det er sjakalens eget ansvar. Giraffen har som opgave at forsøge at hjælpe mennesker med at finde ud af, at de er giraffer. Vil de gerne være fri for den hjælp, ja, så er det deres valg. - og deres ansvar.
Jeg peger i min bog på to tendenser, som er nyere end den ikke voldelige kommunikation. Den ene er A Course in Miracles, og den anden er den allernyeste forskning indenfor kognitionsneurologien. Men det bliver for omfattende at komme ind på i denne sammenhæng. Jeg henviser atter til min bog, hvor jeg underbygger min påstand om, at der finder en reanimation sted i vor menneskehed.
I skriver til biskoppen: Du skriver, at der i arvesyndslæren absolut er mulighed for vækst, men at vi, på grund af en ”grundskade” aldrig kan virkeliggøre fuldkommen kærlighed i dette liv.
Svar: ”Dette liv” betyder livet på jorden. Som kristne tror vi på at vi engang efter den yderste dag, skal leve evigt med Gud i hans rige.
LVSM: 11:
Men Kristus siger jo også, at både han og Helligånden er i os, så hvorfor ikke forsøge at finde aktiveringsknappen og begynde dette liv her og nu?
CP:
I skriver: Vi ved ikke helt, hvad du mener med formuleringen ”dette liv”. Hvis du dermed tænker på dette ene menneskeliv, så er det min opfattelse, at vi er enige med dig. Vi ser jo netop, ligesom H.C. Ørsted i sin naturfilosofi i 1800-tallet og diverse kognitionspsykologer og -neurologer, det enkelte menneskeliv som led i en lang udviklingsproces, hvori det enkelte menneskes værdigrundlag langsomt udvikles, udvides og reanimeres i bestandigt højere spiralkredsløb. Hvad ”jeg” derfor gør i dette ene liv begrænses ikke af min fysiske død men har erfaringsmæssigt tillagt en del til menneskehedens samlede erfaringsmasse og kan derfor være af værdi for rejsen mod fuldkommenhed selvom ”jeg” kun nåede et par millimeter videre på kærlighedens vej i dette liv.
Svar: Kristendommen tror ikke at mennesket viderefører godhed i erfaringsmassen. Vi er som ovenfor beskrevet i praksis ikke blevet klogere på kærligheden og godheden, medfølelsen og tilgivelsen. Vi er blevet klogere på økonomi, velfærd og vækst, teknologi etc., hvilket ikke har en etisk dimension, men handler om menneskehedens evne til at optimere sine levevilkår.
LVSM: 12:
I dele af den gamle kristne mystik opererede man med hjertebønnen, (kyrie eleison - herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig) som dybest set, hvilket du naturligvis ved, videreført i ikontraditionen indebar et fokus på at kunne komme til at dobbeltrette sin empati. Munkene på Athos, som der for øvrigt er fokus på i disse år, fordi man har opdaget, at der blandt dem er bemærkelsesværdigt få tilfælde af kræft i forhold til alle andre steder i verden, har stadig netop dette fokus. De spiser bl.a. derfor ikke firbenede dyr, som er så langt fremme i evolutionen at de har frontallapfunktion, men mange grøntsager og fisk og skaldyr. I vor kultur fokuserer vi på deres føde som forklaring på, at de ikke rammes af kræftsygdomme som i resten af verden. Men mig forekommer det logisk, at det også har med deres forsøg på at praktisere dobbeltrettet empati at gøre.
Jeg skriver udførligt om deres "mystiske" praksis i min bog Belivelse - at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne, så der må man læse, hvis man er virkelig interesseret.
I denne sammenhæng vil jeg blot nævne den pointe, at den ikke voldelige kommunikationsform, som Marshall B. Rosenberg har beskrevet den indre lovmæssighed i, i mindste detalje rummer de samme overordnede mønstre, som munkene bruger i hjertebønnen og ikonarbejdet. Hos dem gælder det, at den hellige ikon (vinduet - vindøjet - til det hellige), når man virkelig fokuserer på den bliver til Guds nærvær i en selv gennem den hellige menneskesøn, Jesus (ikonen). Man betragter altså ikonen, indtil man i sig selv mærker det, som beliver ikonen. Dermed får man i denne mystiske tradition Kristus i sig. Et projekt, som de fleste af dem arbejder på et helt liv uden dermed måske at nå til at opleve Kristus i sig overhovedet eller højst i nogle glimt. Men selve længslen er for dem pantet på, at det de længes efter er til, så selve det at være aktiv i længslen er noget, de føler dyb taknemmelighed i.
I vor moderne og sekulære verden benytter Rosenberg sig af en helt anden terminologi. Han siger, at de fleste mennesker er nogle rigtige sjakaler (djævle, der dømmer og kritiserer og bebrejder og skælder ud - siger at vi er skyldige og syndere); men han påstår også, at vi alle både længes efter at være giraffer og være sammen med giraffer.
Giraffen er defineret som den, der ikke dømmer og i det hele taget udviser en næstekærlig adfærd. Han påstår endvidere, at samtlige sjakaler dybest set er giraffer med sprogproblemer. Det er derfor han peger på, hvilke love der tilsyneladende gælder for den ikke voldelige kommunikation, som skal til for at vi kan komme til at få fred på jord. Får vi disse kommunikationsmønstre integreret i os, mener han, at vi rent faktisk forvandles til mennesker, der kan kommunikere ordentligt med hinanden, d.v.s. se og høre og forstå hinanden i dybere forstand. Derfor siger han også, at den ikke voldelige kommunikation i sin yderste konsekvens er spirituel. Men det er noget man først forstår, når man begynder at praktisere den dobbeltrettede empati, hvilket vil sige lade giraffen i mig kommunikere med giraffen i dig, hvilket svarer til at lade det hellige i mig kommunikere med det hellige i dig.
Ikonen er i denne sekulariserede form blevet erstattet med medmennesket. I stedet for at dømme ham og sige, at der er noget i vejen med ham, fordi han har fejlet, iagttager jeg ham og spejler ham progressivt (forsøger at fornemme hvad han føler og har behov for), indtil vi når dertil, hvor vi finder frem til en løsning, således at vi undgår at fejlen gentages. Giraffen har ingen fjender og ser ingen sjakaler men udelukkende giraffer med sprogproblemer. Sjakalen kan have giraffen som fjende, men det er sjakalens eget ansvar. Giraffen har som opgave at forsøge at hjælpe mennesker med at finde ud af, at de er giraffer. Vil de gerne være fri for den hjælp, ja, så er det deres valg. - og deres ansvar.
Jeg peger i min bog på to tendenser, som er nyere end den ikke voldelige kommunikation. Den ene er A Course in Miracles, og den anden er den allernyeste forskning indenfor kognitionsneurologien. Men det bliver for omfattende at komme ind på i denne sammenhæng. Jeg henviser atter til min bog, hvor jeg underbygger min påstand om, at der finder en reanimation sted i vor menneskehed.
Dialog mellem Dialogcentret og os. 10. Fejllæsning af Matt. 5.
CP:
I skriver: Vi spørger så jer teologer om hvorfor I tror at Jesus i talen Om gengældelse, efter alle sine opfordringer til at korrigere fejltagelser afslutter med ordene ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!”
Svar: Det er fordi, det er hvad Jesus fordrer af os og det er hvad vi skal stræbe efter, selvom det er umuligt! – det er altså et absolut udsagn, der er nødvendigt fordi der er det der skal være vores udgangspunkt. Men det er som sagt umuligt – og var det ikke det, var Kristi død og opstandelse, fuldstændig overflødig. Og så var han blot en blandt mange, der har talt for en bedre verden gennem kærlighed og fred og tilgivelse.
Et eksempel på at det for mennesket er umuligt hører vi blandt andet i Bjergprædikenen i Matt. Kap.5-7; Jesus talte ind i en tid, hvor der var stor forskel på hvor frelste folk var. Dem der overholdt budene var tættere på Gud end dem ikke kunne holde dem. De mente at man kunne være mere eller mindre fuldkommen og være bedre eller dårligere som menneske, hvilket netop afspejlede sig i folks gerninger. Ham der f.eks. ikke var konen utro, var et klart bedre menneske end ham der var utro. Det kunne man jo se. Men da understreger Kristus i Bjergprædikenen at der ikke er forskel på de to personer, for ham der ikke har været konen utro har drømt om det, men har bare haft en stærkere vilje til at modstå! De to er altså lige syndige! Og der kommer der noget helt fundamentalt ind nemlig talen om at alle er syndere, uanset hvordan vi ellers opfører os. Og dermed har alle det samme udgangspunkt og den samme mulighed for frelse ved Jesus Kristus.
LVSM: 10:
Der står rent faktisk ikke dét, som du skriver. Det er mildest talt en overfortolkning.
Ja, uskyld mig min frimodighed, men jeg tror da, at min gamle folkeskoleinspektør, som underviste os i kristendom, om denne udlægning ville have sagt, at man da skulle tro, at det var fanden selv, der læste bibelen.
Jeg håber du kan tage ovenstående som en morsomhed... Men din udlægning stemmer hverken overens med hvad der står eller for den sags skyld med min børnelærdom. Hvor kommer den fra? Er det virkelig blevet sådan comme il faut indenfor teologien at have det syn?
Der står i det pågældende kap. v. 27-29.
"I har hørt, at det er sagt: 'Du må ikke bryde et ægteskab.' Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte."
Der står ikke, "I kaster alle lystne blikke på en andens hustru."
Begærer du din næstes hustru, ja, så har du det i dig at begære hende. Begærer du hende ikke, ja, så har du det ikke i dig.
Hvis nu vi siger, at vi ved, at alle gør det, dømmer vi så ikke alle andre mennesker? Og er det dybest set ikke ukristeligt?
Det er et håbløst deprimerende grundvilkår at have, at uanset hvad du gør, er der noget i vejen med dig. Det er dybest set et syn, som latent rummer stor fare for selvhad, og der er ikke dækning for det engang i skriftstedet du henviser til.
Noget helt andet er så, som Gudmundur påpeger, og som vel egentlig udgør den lutherske pointe, at vi, fordi vi ikke begærer næstens hustru, så ikke af den grund skal tro, at vi er bedre mennesker. Men det er en helt anden drøftelse.
Tanken om, at ingen er bedre end andre, og at jeg i hvert fald ikke skal tro, at jeg er bedre eller mere værdifuld end andre, bare fordi jeg ikke begår f.eks. ægteskabsbrud, hænger i vor bevidsthed sammen med, at vi, som ikke gør det, bare har lært af vore fejltagelser. Nogle af os i dette liv, andre tidligere i menneskehedens historie, hvorfor vi selvfølgelig ikke kan huske det.
For os er det et grundvilkår, at vi alle har begået fejltagelser i massevis - og stadig gør det. Nogle af os har lært noget af disse fejltagelser og vil til stadighed gerne lære og korrigere, og for sådanne kommer der så nye typer af prøvelser, problemer eller udfordringer. Vi kalder det "virkelighedens modstand".
Men der er nogle handlemønstre, som er mere hensigtsmæssige, hvis det er fred og harmoni man ønsker, end andre, og dem mener vi, at vi gør klogt i at forsøge at sætte os ind i og udvikle.
I skriver: Vi spørger så jer teologer om hvorfor I tror at Jesus i talen Om gengældelse, efter alle sine opfordringer til at korrigere fejltagelser afslutter med ordene ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!”
Svar: Det er fordi, det er hvad Jesus fordrer af os og det er hvad vi skal stræbe efter, selvom det er umuligt! – det er altså et absolut udsagn, der er nødvendigt fordi der er det der skal være vores udgangspunkt. Men det er som sagt umuligt – og var det ikke det, var Kristi død og opstandelse, fuldstændig overflødig. Og så var han blot en blandt mange, der har talt for en bedre verden gennem kærlighed og fred og tilgivelse.
Et eksempel på at det for mennesket er umuligt hører vi blandt andet i Bjergprædikenen i Matt. Kap.5-7; Jesus talte ind i en tid, hvor der var stor forskel på hvor frelste folk var. Dem der overholdt budene var tættere på Gud end dem ikke kunne holde dem. De mente at man kunne være mere eller mindre fuldkommen og være bedre eller dårligere som menneske, hvilket netop afspejlede sig i folks gerninger. Ham der f.eks. ikke var konen utro, var et klart bedre menneske end ham der var utro. Det kunne man jo se. Men da understreger Kristus i Bjergprædikenen at der ikke er forskel på de to personer, for ham der ikke har været konen utro har drømt om det, men har bare haft en stærkere vilje til at modstå! De to er altså lige syndige! Og der kommer der noget helt fundamentalt ind nemlig talen om at alle er syndere, uanset hvordan vi ellers opfører os. Og dermed har alle det samme udgangspunkt og den samme mulighed for frelse ved Jesus Kristus.
LVSM: 10:
Der står rent faktisk ikke dét, som du skriver. Det er mildest talt en overfortolkning.
Ja, uskyld mig min frimodighed, men jeg tror da, at min gamle folkeskoleinspektør, som underviste os i kristendom, om denne udlægning ville have sagt, at man da skulle tro, at det var fanden selv, der læste bibelen.
Jeg håber du kan tage ovenstående som en morsomhed... Men din udlægning stemmer hverken overens med hvad der står eller for den sags skyld med min børnelærdom. Hvor kommer den fra? Er det virkelig blevet sådan comme il faut indenfor teologien at have det syn?
Der står i det pågældende kap. v. 27-29.
"I har hørt, at det er sagt: 'Du må ikke bryde et ægteskab.' Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte."
Der står ikke, "I kaster alle lystne blikke på en andens hustru."
Begærer du din næstes hustru, ja, så har du det i dig at begære hende. Begærer du hende ikke, ja, så har du det ikke i dig.
Hvis nu vi siger, at vi ved, at alle gør det, dømmer vi så ikke alle andre mennesker? Og er det dybest set ikke ukristeligt?
Det er et håbløst deprimerende grundvilkår at have, at uanset hvad du gør, er der noget i vejen med dig. Det er dybest set et syn, som latent rummer stor fare for selvhad, og der er ikke dækning for det engang i skriftstedet du henviser til.
Noget helt andet er så, som Gudmundur påpeger, og som vel egentlig udgør den lutherske pointe, at vi, fordi vi ikke begærer næstens hustru, så ikke af den grund skal tro, at vi er bedre mennesker. Men det er en helt anden drøftelse.
Tanken om, at ingen er bedre end andre, og at jeg i hvert fald ikke skal tro, at jeg er bedre eller mere værdifuld end andre, bare fordi jeg ikke begår f.eks. ægteskabsbrud, hænger i vor bevidsthed sammen med, at vi, som ikke gør det, bare har lært af vore fejltagelser. Nogle af os i dette liv, andre tidligere i menneskehedens historie, hvorfor vi selvfølgelig ikke kan huske det.
For os er det et grundvilkår, at vi alle har begået fejltagelser i massevis - og stadig gør det. Nogle af os har lært noget af disse fejltagelser og vil til stadighed gerne lære og korrigere, og for sådanne kommer der så nye typer af prøvelser, problemer eller udfordringer. Vi kalder det "virkelighedens modstand".
Men der er nogle handlemønstre, som er mere hensigtsmæssige, hvis det er fred og harmoni man ønsker, end andre, og dem mener vi, at vi gør klogt i at forsøge at sætte os ind i og udvikle.
Dialog mellem Dialogcentret og os. 9. Kulturkristne ateister.
CP:
I skriver: Vi kan pege på et væld af skriftsteder, som opfordrer til det vi med et moderne udtryk vel vil kalde selvudvikling, når selvudvikling vel at mærke forstås som en forædlingsproces og ikke en styrkelse af egoet.
I en artikelserie i Kristeligt Dagblad, ”Nordiske kirker i opbrud”, interviewes den populære finske forfatter Jaakko Heinimäki, som også er teolog og tidligere sognepræst. Han anser sig selv for at præsentere moderne kristendom, fordi han placerer kristendommen midt i storbyens travle hverdagsliv gennem både medier, foredragssale og kirker. Og denne moderne kristendom har det enkelte menneskes egen uforanderlige synd som det helt centrale tema. Han siger bl.a.: ”Ja, men vi gør det aldrig (kommer ud over synden, lvsm). Vi forbliver syndere. Men retfærdiggjorte syndere. I virkeligheden er jeg ikke særlig liberal eller radikal som kristen. Jeg er dog heller ikke teologisk konservativ. Jeg er bare en traditionel luthersk kristen. Vi er ikke syndere, fordi Adam og Eva syndede. Adam og Eva syndede, fordi vi er syndere. Der er en forskel. Vi er ikke perfekte. Ingen af os. Der er et bæst i mig og i dig. Spørgsmålet er, om jeg fodrer dette bæst eller ej.” (4. dec. 2009)
Han peger endvidere på, at det er en nødvendighed at medregne den mørke side i mennesket og at det er vigtigt at forstå, at det at være kristen er noget, som handler om at være, ikke om at gøre.
Svar: Hvis I er uenige i ovenstående, hvilket jeg forudsætter i følgende svar, så betyder det ”at være” , at et menneske er sine holdninger og ikke sine handlinger; men at holdningerne som regel afspejles i handlingerne – dog ikke altid. Er din holdning at meningen med livet er Kristus og hans bud, så vil det også være din holdning til dine medmennesker og også oftest det du handler ud fra.
Der findes mennesker, der gør en masse gode gerninger, men gør det for at blive set og værdsat, eller fordi de har gået i ”flinkeskolen” og egentlig når det kommer til stykket ikke bekymrer sig særligt om deres medmennesker som sådan. Det er at ”gøre”..
At ”være” er at tilhøre Kristus og derfor også have en holdning der afspejler det. Og i praksis er det i langt højere grad at udvise en kærlig holdning, medfølelse, barmhjertighed og tilgivelse og egentlig ikke så meget at gøre en hel masse gode og velmenende ting for andre, selvom det kan være godt og fint!
LVSM: 9:
Jeg er aldeles uenig med dig i denne udlægning.
Selvfølgelig eksisterer der sådanne mennesker, som du omtaler. De har en adfærd, som i vor terminologi kaldes kapret.
Men jeg kender mennesker, hvem Kristus ikke siger noget som helst, og som nødig kommer i kirke, men som jeg aldrig har hørt dømme nogen eller tale dårligt om nogen, som altid forsøger at forstå; er de advokater satser de på mediation i stedet for retssag, er de pædagoger udviser de kærlighed overfor ethvert barn i institutionen, er de lærere foregår de som gode eksempler i form af rollemodeller, der altid konfronterer sig på en sådan måde, at der kommer harmoni ud af det, er de sygeplejersker har de en kærlig hånd og en mild stemme til hvem som helst de finder i en miserabel forfatning med behov for netop det, og er i det hele taget bare ansvarlige mennesker overfor naboer såvel som andre, de kommer i berøring med. Jeg kunne blive ved og ved... Ingen af dem hviler i Kristus. De hviler i sig selv, sig Selv med stort S. Og de har tillid til, at alt nok skal gå godt, fordi de selv har som naturligt grundvilkår at gøre det, som til enhver tid skaber mest behag for helheden.
Disse mennesker gør absolut ikke gode gerninger for at blive lagt mærke til. De er slet ikke narcissister. De gør det bare, fordi det er det eneste naturlige for dem. De ville hverken kunne holde sig selv ud eller have selvrespekt, hvis ikke de havde denne altruistiske indstilling. For dem er udgangspunktet, hvad de selv ville have brug for, hvis de var i den situation.
Det er det, vi mener med kulturkristenhed. Jeg kender mange sådanne mennesker. Vi i Det Belivende kender rigtig mange af dem.
I skriver: Vi kan pege på et væld af skriftsteder, som opfordrer til det vi med et moderne udtryk vel vil kalde selvudvikling, når selvudvikling vel at mærke forstås som en forædlingsproces og ikke en styrkelse af egoet.
I en artikelserie i Kristeligt Dagblad, ”Nordiske kirker i opbrud”, interviewes den populære finske forfatter Jaakko Heinimäki, som også er teolog og tidligere sognepræst. Han anser sig selv for at præsentere moderne kristendom, fordi han placerer kristendommen midt i storbyens travle hverdagsliv gennem både medier, foredragssale og kirker. Og denne moderne kristendom har det enkelte menneskes egen uforanderlige synd som det helt centrale tema. Han siger bl.a.: ”Ja, men vi gør det aldrig (kommer ud over synden, lvsm). Vi forbliver syndere. Men retfærdiggjorte syndere. I virkeligheden er jeg ikke særlig liberal eller radikal som kristen. Jeg er dog heller ikke teologisk konservativ. Jeg er bare en traditionel luthersk kristen. Vi er ikke syndere, fordi Adam og Eva syndede. Adam og Eva syndede, fordi vi er syndere. Der er en forskel. Vi er ikke perfekte. Ingen af os. Der er et bæst i mig og i dig. Spørgsmålet er, om jeg fodrer dette bæst eller ej.” (4. dec. 2009)
Han peger endvidere på, at det er en nødvendighed at medregne den mørke side i mennesket og at det er vigtigt at forstå, at det at være kristen er noget, som handler om at være, ikke om at gøre.
Svar: Hvis I er uenige i ovenstående, hvilket jeg forudsætter i følgende svar, så betyder det ”at være” , at et menneske er sine holdninger og ikke sine handlinger; men at holdningerne som regel afspejles i handlingerne – dog ikke altid. Er din holdning at meningen med livet er Kristus og hans bud, så vil det også være din holdning til dine medmennesker og også oftest det du handler ud fra.
Der findes mennesker, der gør en masse gode gerninger, men gør det for at blive set og værdsat, eller fordi de har gået i ”flinkeskolen” og egentlig når det kommer til stykket ikke bekymrer sig særligt om deres medmennesker som sådan. Det er at ”gøre”..
At ”være” er at tilhøre Kristus og derfor også have en holdning der afspejler det. Og i praksis er det i langt højere grad at udvise en kærlig holdning, medfølelse, barmhjertighed og tilgivelse og egentlig ikke så meget at gøre en hel masse gode og velmenende ting for andre, selvom det kan være godt og fint!
LVSM: 9:
Jeg er aldeles uenig med dig i denne udlægning.
Selvfølgelig eksisterer der sådanne mennesker, som du omtaler. De har en adfærd, som i vor terminologi kaldes kapret.
Men jeg kender mennesker, hvem Kristus ikke siger noget som helst, og som nødig kommer i kirke, men som jeg aldrig har hørt dømme nogen eller tale dårligt om nogen, som altid forsøger at forstå; er de advokater satser de på mediation i stedet for retssag, er de pædagoger udviser de kærlighed overfor ethvert barn i institutionen, er de lærere foregår de som gode eksempler i form af rollemodeller, der altid konfronterer sig på en sådan måde, at der kommer harmoni ud af det, er de sygeplejersker har de en kærlig hånd og en mild stemme til hvem som helst de finder i en miserabel forfatning med behov for netop det, og er i det hele taget bare ansvarlige mennesker overfor naboer såvel som andre, de kommer i berøring med. Jeg kunne blive ved og ved... Ingen af dem hviler i Kristus. De hviler i sig selv, sig Selv med stort S. Og de har tillid til, at alt nok skal gå godt, fordi de selv har som naturligt grundvilkår at gøre det, som til enhver tid skaber mest behag for helheden.
Disse mennesker gør absolut ikke gode gerninger for at blive lagt mærke til. De er slet ikke narcissister. De gør det bare, fordi det er det eneste naturlige for dem. De ville hverken kunne holde sig selv ud eller have selvrespekt, hvis ikke de havde denne altruistiske indstilling. For dem er udgangspunktet, hvad de selv ville have brug for, hvis de var i den situation.
Det er det, vi mener med kulturkristenhed. Jeg kender mange sådanne mennesker. Vi i Det Belivende kender rigtig mange af dem.
Dialog mellem Dialogcentret og os. 7 og 8. "Posse non pecare"
CP:
I skriver til biskoppen: Du skriver så, at man, hvis man tager kærlighedsbudet alvorligt, uvægerligt også kommer til at tage skylden alvorligt (her formår vi ganske enkelt ikke at begribe den indre logik)
Svar: Hvis vi ikke har nogen skyld for noget, er der ikke noget der naturligt bevæger os til at elske vores næste, udover dem vi står nærmest! Vi skylder på den måde ikke nogen at elske dem!
LVSM: 7:
Jeg kan ikke se andet end, at det I kalder skyld, er det, vi kalder ansvar og henvise til ovenstående.
CP:
Og videre til biskoppen:… men at du godt kunne ønske dig en genopretning af sund tale om skyld som erstatning for vreden og usund kirkelig tilgang til skyldsproblematikken. Vi finder det umådelig interessant, at du efterlyser denne sunde tale om skyld og om evangeliet om syndernes forladelse, For det er netop det, som er det centrale i vor tilgang. Og det er netop derfor vi taler om fejltagelser i stedet for synd og skyld. Vi peger på, at ordet f.eks. på engelsk er oversat med trepasses (overtrædelser), hvilket da også bruges i visse sammenhænge i danske bibeloversættelser. Se f.eks. Mat.6,15: ”Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser”.
Synd og skyld har at gøre med hvad man er. Man er syndig og man er skyldig, hvilket vil sige, at det er en selv som person, der er noget fundamentalt galt med. Overtrædelser og fejltagelser har derimod noget at gøre med handlinger, med noget man har gjort. Og dette understreges mange steder.. F.eks. Mat. 5, 37: ”Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde”. Det er i vore handlinger at vi skal ændre os. Og om at dømme andre i Mat. 7, står det også vældig klart: ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: lad mig tage splinten ud af dit øje! Og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så du kan se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.”
Her er jo klare opfordringer til at korrigere i sit handlemønster. Det er dét, det drejer sig om, og ikke at tro, at man nu en gang har som grundvilkår at være syndig og derfor bare passivt skal affinde sig med, at sådan er man nu bare engang.
Svar: Passivitet er selvfølgelig ukristeligt, da det at være kristen netop er at forsøge at leve med Kristus i sit hjerte og udvise medfølelse, barmhjertighed og tilgivelse. Men det er her vigtigt at skelne imellem den fundamentale skyld, som er det i vores natur der ”vil” det dårlige, altså det der går forud for den konkrete overtrædelse.
I den evangelisk-lutherske dogmatik hedder det at vi i paradistilstanden havde det der hedder ”posse pecare” og betyder ”muligheden for at synde”, da mennesket så syndede og faldt, havde vi det der på latin hedder ”non posse, non pecare” og betyder ”ingen mulighed for ikke at synde”. Men efter at Kristus har frelst verden hedder det så ”posse non pecare” som er ”muligheden for ikke at synde”. Det betyder at efter at synden er kommet ind i verden, er det et grundvilkår vi må leve med, men at vi med Kristus har muligheden for at lade være. Dog når det sker, har vi vores synders nådige forladelse, når vi beder Kristus om det.
LVSM: 8:
Denne "posse non pecare", denne mulighed for ikke at synde er for os det allervæsentligste i kristendommen. Og hvis ikke vi tager os af den, mener vi faktisk, at Kristus døde forgæves.
Ordene på korset "tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør", opfatter vi som en opfordring til at komme til at vide og hjælpe andre i det omfang, vi kan, med at komme til at vide, sådan at vi ikke kommer til at gentage den frygtelige fejltagelse det var at slå et så fuldkomment menneske som Jesus Kristus ihjel. For os er det en opfordring til at kunne leve i fred med vore brødre (hvad I gør mod mine brødre, gør I mod mig).
Og helt vidunderligt er det jo så, at der er nåde for os, når vi begår fejltagelser. Det er derfor, at vi nu som grundvilkår har ikke at behøve at frygte noget mere, ikke sandt?
I skriver til biskoppen: Du skriver så, at man, hvis man tager kærlighedsbudet alvorligt, uvægerligt også kommer til at tage skylden alvorligt (her formår vi ganske enkelt ikke at begribe den indre logik)
Svar: Hvis vi ikke har nogen skyld for noget, er der ikke noget der naturligt bevæger os til at elske vores næste, udover dem vi står nærmest! Vi skylder på den måde ikke nogen at elske dem!
LVSM: 7:
Jeg kan ikke se andet end, at det I kalder skyld, er det, vi kalder ansvar og henvise til ovenstående.
CP:
Og videre til biskoppen:… men at du godt kunne ønske dig en genopretning af sund tale om skyld som erstatning for vreden og usund kirkelig tilgang til skyldsproblematikken. Vi finder det umådelig interessant, at du efterlyser denne sunde tale om skyld og om evangeliet om syndernes forladelse, For det er netop det, som er det centrale i vor tilgang. Og det er netop derfor vi taler om fejltagelser i stedet for synd og skyld. Vi peger på, at ordet f.eks. på engelsk er oversat med trepasses (overtrædelser), hvilket da også bruges i visse sammenhænge i danske bibeloversættelser. Se f.eks. Mat.6,15: ”Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser”.
Synd og skyld har at gøre med hvad man er. Man er syndig og man er skyldig, hvilket vil sige, at det er en selv som person, der er noget fundamentalt galt med. Overtrædelser og fejltagelser har derimod noget at gøre med handlinger, med noget man har gjort. Og dette understreges mange steder.. F.eks. Mat. 5, 37: ”Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde”. Det er i vore handlinger at vi skal ændre os. Og om at dømme andre i Mat. 7, står det også vældig klart: ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: lad mig tage splinten ud af dit øje! Og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så du kan se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.”
Her er jo klare opfordringer til at korrigere i sit handlemønster. Det er dét, det drejer sig om, og ikke at tro, at man nu en gang har som grundvilkår at være syndig og derfor bare passivt skal affinde sig med, at sådan er man nu bare engang.
Svar: Passivitet er selvfølgelig ukristeligt, da det at være kristen netop er at forsøge at leve med Kristus i sit hjerte og udvise medfølelse, barmhjertighed og tilgivelse. Men det er her vigtigt at skelne imellem den fundamentale skyld, som er det i vores natur der ”vil” det dårlige, altså det der går forud for den konkrete overtrædelse.
I den evangelisk-lutherske dogmatik hedder det at vi i paradistilstanden havde det der hedder ”posse pecare” og betyder ”muligheden for at synde”, da mennesket så syndede og faldt, havde vi det der på latin hedder ”non posse, non pecare” og betyder ”ingen mulighed for ikke at synde”. Men efter at Kristus har frelst verden hedder det så ”posse non pecare” som er ”muligheden for ikke at synde”. Det betyder at efter at synden er kommet ind i verden, er det et grundvilkår vi må leve med, men at vi med Kristus har muligheden for at lade være. Dog når det sker, har vi vores synders nådige forladelse, når vi beder Kristus om det.
LVSM: 8:
Denne "posse non pecare", denne mulighed for ikke at synde er for os det allervæsentligste i kristendommen. Og hvis ikke vi tager os af den, mener vi faktisk, at Kristus døde forgæves.
Ordene på korset "tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør", opfatter vi som en opfordring til at komme til at vide og hjælpe andre i det omfang, vi kan, med at komme til at vide, sådan at vi ikke kommer til at gentage den frygtelige fejltagelse det var at slå et så fuldkomment menneske som Jesus Kristus ihjel. For os er det en opfordring til at kunne leve i fred med vore brødre (hvad I gør mod mine brødre, gør I mod mig).
Og helt vidunderligt er det jo så, at der er nåde for os, når vi begår fejltagelser. Det er derfor, at vi nu som grundvilkår har ikke at behøve at frygte noget mere, ikke sandt?
Dialog mellem Dialogcentret og os. 6. Udvikler empatien sig?
CP:
I skriver til biskoppen: Du insisterer på, at det netop er Jesu Kristi inspirationskilde og hans forbilledlige liv, der gør det nødvendigt for os også at fastholde talen om skylden og syndernes forladelse. Din begrundelse er, at vi altid kommer til kort, når vi forsøger at efterleve hans forbillede. Jeg er enig i, at vi altid kommer til kort og at vi slet ikke slår til. Vi mener blot ikke, at der nødvendigvis behøver at være tale om en statisk situation. Hvorfor skulle Jesus ellers f.eks. sige til skøgen ”Gå bort kvinde og synd ikke mere”? Hvis vi under alle omstændigheder altid ville skulle synde, skulle budskabet vel have været: ”Du er elsket præcis som du er med din synd. Jeg skal nok sone den”. Han beder os jo om at korrigere vore fejltagelser.
Svar: Naturligvis skal vi hele tiden arbejde på at ændre adfærd. Luther siger også at ”man ikke bliver kristen af at gøre gode gerninger, men at en kristen mand gør gode gerninger”. Det betyder at hvis vi tror på Jesus og, så vil vi naturligvis også forsøge at leve efter hans bud om kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse, at undgå at såre andre, at opføre os, så andre mennesker kan holde os ud, og i det hele taget ”at bære Kristus i hjertet”. Men fordi vi er mennesker der på en gang er frelste som kristne og forsøger at leve som sådan, og på samme tid igen og igen handler uforståeligt negativt også hinsides krybdyrhjernen, er der altid tilgivelse at finde hos Kristus. Vi er ikke statiske, og vi udvikler os hele tiden, men menneskeheden bliver ikke langsomt bedre og bedre. Udviklingen har som bekendt endnu ikke ført verden et bedre sted hen. Vi begår nøjagtigt ligeså mange beskidte handlinger som i tidernes morgen, dog måske lidt mere avanceret – og dette måske netop fordi vi langsomt opnår et højere og højere bevidsthedsniveau! Men større bevidsthed fører på ingen måde til mere kærlighed. I hvert fald har historien ikke bevist det!
LVSM: 6:
Jeg forstår godt, når man kigger på verden og al den ufordragelighed, der er i den, at det kan se ud, som om der ingen mental og kærlighedsmæssig evolution finder sted. Betragter du et ordentligt spand af tid, er der imidlertid nogle interessante ting at reflektere lidt over.
Lad os som eksempel kigge på vor egen kultur, den vestlige verdens kultur. Vi har bevæget os fra stammementalitet over nationalisme til på idéplanet at have fællesskabet som ideal. I vor kultur anses en leder ikke for en god leder, hvis han vil gå til angreb på et andet land for at gøre sig til herre over det. De Forenede Nationer oprettedes af mennesker, som ønskede at undgå krige. Det europæiske fællesskab har også som grundidé at arbejde for velstand og fredeliggørelse.
Vestens ledere har derudover givet udtryk for bevidsthed om, at vi, hvis vi ønsker fred i verden, må sørge for at hjælpe ulandene på en sådan måde, at de udvikles til at kunne have velstand i en sådan målestok, at de ikke føler sig vrede. De er helt bevidste om, at vrede og had altid har en årsag, og at man må forholde sig til årsagen, altså hjælpe med udvikling. Invasionen i Irak og Afghanistan tjener dybest set dette formål. Man ønsker at hjælpe befolkningerne i retning af større frihed for den enkelte. Derfor tilbydes f.eks. talebanere (som i det gamle paradigme ville være at betragte som fjendebilleder) også helt nye biografimuligheder i form af arbejde, uddannelse etc., hvis de vil samarbejde.
Her er på ideplanet tale om en vældig udvikling i retning af evne til at praktisere empati, sammenlignet med for blot et par tusinde år siden, ja, visse steder mindre, da vi brugte krigsbytte i form af menneskelige ressourcer som slaver. Når mennesker generelt ikke ser det, men taler om, at vi er i krig, anser vi årsagen for at være den mistillid, som så mange af os nærer overfor autoriteter.
I skriver til biskoppen: Du insisterer på, at det netop er Jesu Kristi inspirationskilde og hans forbilledlige liv, der gør det nødvendigt for os også at fastholde talen om skylden og syndernes forladelse. Din begrundelse er, at vi altid kommer til kort, når vi forsøger at efterleve hans forbillede. Jeg er enig i, at vi altid kommer til kort og at vi slet ikke slår til. Vi mener blot ikke, at der nødvendigvis behøver at være tale om en statisk situation. Hvorfor skulle Jesus ellers f.eks. sige til skøgen ”Gå bort kvinde og synd ikke mere”? Hvis vi under alle omstændigheder altid ville skulle synde, skulle budskabet vel have været: ”Du er elsket præcis som du er med din synd. Jeg skal nok sone den”. Han beder os jo om at korrigere vore fejltagelser.
Svar: Naturligvis skal vi hele tiden arbejde på at ændre adfærd. Luther siger også at ”man ikke bliver kristen af at gøre gode gerninger, men at en kristen mand gør gode gerninger”. Det betyder at hvis vi tror på Jesus og, så vil vi naturligvis også forsøge at leve efter hans bud om kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse, at undgå at såre andre, at opføre os, så andre mennesker kan holde os ud, og i det hele taget ”at bære Kristus i hjertet”. Men fordi vi er mennesker der på en gang er frelste som kristne og forsøger at leve som sådan, og på samme tid igen og igen handler uforståeligt negativt også hinsides krybdyrhjernen, er der altid tilgivelse at finde hos Kristus. Vi er ikke statiske, og vi udvikler os hele tiden, men menneskeheden bliver ikke langsomt bedre og bedre. Udviklingen har som bekendt endnu ikke ført verden et bedre sted hen. Vi begår nøjagtigt ligeså mange beskidte handlinger som i tidernes morgen, dog måske lidt mere avanceret – og dette måske netop fordi vi langsomt opnår et højere og højere bevidsthedsniveau! Men større bevidsthed fører på ingen måde til mere kærlighed. I hvert fald har historien ikke bevist det!
LVSM: 6:
Jeg forstår godt, når man kigger på verden og al den ufordragelighed, der er i den, at det kan se ud, som om der ingen mental og kærlighedsmæssig evolution finder sted. Betragter du et ordentligt spand af tid, er der imidlertid nogle interessante ting at reflektere lidt over.
Lad os som eksempel kigge på vor egen kultur, den vestlige verdens kultur. Vi har bevæget os fra stammementalitet over nationalisme til på idéplanet at have fællesskabet som ideal. I vor kultur anses en leder ikke for en god leder, hvis han vil gå til angreb på et andet land for at gøre sig til herre over det. De Forenede Nationer oprettedes af mennesker, som ønskede at undgå krige. Det europæiske fællesskab har også som grundidé at arbejde for velstand og fredeliggørelse.
Vestens ledere har derudover givet udtryk for bevidsthed om, at vi, hvis vi ønsker fred i verden, må sørge for at hjælpe ulandene på en sådan måde, at de udvikles til at kunne have velstand i en sådan målestok, at de ikke føler sig vrede. De er helt bevidste om, at vrede og had altid har en årsag, og at man må forholde sig til årsagen, altså hjælpe med udvikling. Invasionen i Irak og Afghanistan tjener dybest set dette formål. Man ønsker at hjælpe befolkningerne i retning af større frihed for den enkelte. Derfor tilbydes f.eks. talebanere (som i det gamle paradigme ville være at betragte som fjendebilleder) også helt nye biografimuligheder i form af arbejde, uddannelse etc., hvis de vil samarbejde.
Her er på ideplanet tale om en vældig udvikling i retning af evne til at praktisere empati, sammenlignet med for blot et par tusinde år siden, ja, visse steder mindre, da vi brugte krigsbytte i form af menneskelige ressourcer som slaver. Når mennesker generelt ikke ser det, men taler om, at vi er i krig, anser vi årsagen for at være den mistillid, som så mange af os nærer overfor autoriteter.
torsdag den 28. januar 2010
Syndefælden
Når syndefælden klapper.
Hvad betyder det for et menneske at være eller føle sig syndig og i så fald skyldig?
Hvad med arvesynden, hvis den ifølge den danske Folkekirke skal tages alvorligt, hvor vi fødes som syndige, altså noget vi er og altid vil være, et grundvilkår? Hvilke fastlåste vilkår at fødes under for et menneske der øver sig evt. sammen med andre i at være til gavn og glæde for fællesskabet og dermed også sig selv.
At føle sig skyldig er en ubærlig byrde at bringe med sig igennem livet,hvilket er gammel viden som, f. eks. myten om Atlas og Hercules, men også fortællingen om syndebukken synes at vise. Selv om vore biografier er forskellige, er der en følelse der ofte opstår, nemlig angsten for ikke at være ”god nok”, der, hvis den etableres tidlig i barndommen, er i stand til at vokse sig så stor og uoverskuelig, at den i perioder kan overtage styringen af et menneskes liv. Her kan man så føle sig fanget i en syndefælde, hvor tanken om egen skyld ofte følger i kølvandet, ikke mindst når det drejer sig om noget, man gentagne gange har hørt fra voksenverdenen,”og så passer det jo nok”....
Skyldsfølelsen anser jeg for at have hindret mange sjæle i at vokse. Jeg ser den som en form for sjælelig væksthæmmer, men også hæmmende for en udvikling af et næstekærligt samfund. For et barn er det at være elsket, præcis som det er, essentielt, men ikke opfyldt, hvis evner og udvikling ikke harmonerer med de krav og forventninger de omkringværende voksne stiller. Hos børn der opvokser i hjem med alkohol,stoffer, forskellige former for overgreb samt voldelig kommunikation og indoktrinering, vil følelser som angst og skyld ofte være at finde. At kunne nære tillid igennem livet er noget fundamentalt for store og små, hvilket er i modstrid med fastholdelse af arvesynden. Hvordan kan der opstå tillid til en fader, der har skabt sine børn som syndige og hvorledes er det muligt at tilføre det syndige, hvis skaberen er almægtig, alvidende og alkærlig? At vi ikke er fejlfrie er en ganske anden sag, men at erkende sine fejl og rette dem så de ikke gentages, mener jeg alle har et ønske om, hvortil der ofte kan være brug for andres hjælp. I Kristeligt Dagblad fra den 19 .01 .2010 var der et citat af Nietzsche.” Den kristne forudsætning om,at verden er frastødende og ussel, har gjort verden frastødende og ussel.” Dette er hans udlægning, men det interessante i denne forbindelse er, at det af videnskaben er bevist gennem bevidsthedsforskning af kognitionsneurologerne gennem de sidste 30-40 år at forskellige tanker og følelser har deres egne elektromagnetiske energifunktioner i hjernen , og at disse vokser i styrke hver gang de bruges,på samme måde som en fysisk krop påvirkes ved brug. Skulle vi ikke ud fra denne viden prøve at se vores klode som mulighedernes verden og ikke som statisk, og f. eks. tage udgangspunkt i Kristus ord på korset om tilgivelse og forståelse. Videnskaben har vist os, at det vi bruger styrkes, så hvad med at have næstekærlighed og altruisme som overordnede mål, det er muligt at der er nogle sten på vejen der skal fjernes, men lad os starte med focus på bevidstheden om tankens kraft som en forudsætning for paradis på jord, og ikke stivne i forudfattede meninger.
Hvad betyder det for et menneske at være eller føle sig syndig og i så fald skyldig?
Hvad med arvesynden, hvis den ifølge den danske Folkekirke skal tages alvorligt, hvor vi fødes som syndige, altså noget vi er og altid vil være, et grundvilkår? Hvilke fastlåste vilkår at fødes under for et menneske der øver sig evt. sammen med andre i at være til gavn og glæde for fællesskabet og dermed også sig selv.
At føle sig skyldig er en ubærlig byrde at bringe med sig igennem livet,hvilket er gammel viden som, f. eks. myten om Atlas og Hercules, men også fortællingen om syndebukken synes at vise. Selv om vore biografier er forskellige, er der en følelse der ofte opstår, nemlig angsten for ikke at være ”god nok”, der, hvis den etableres tidlig i barndommen, er i stand til at vokse sig så stor og uoverskuelig, at den i perioder kan overtage styringen af et menneskes liv. Her kan man så føle sig fanget i en syndefælde, hvor tanken om egen skyld ofte følger i kølvandet, ikke mindst når det drejer sig om noget, man gentagne gange har hørt fra voksenverdenen,”og så passer det jo nok”....
Skyldsfølelsen anser jeg for at have hindret mange sjæle i at vokse. Jeg ser den som en form for sjælelig væksthæmmer, men også hæmmende for en udvikling af et næstekærligt samfund. For et barn er det at være elsket, præcis som det er, essentielt, men ikke opfyldt, hvis evner og udvikling ikke harmonerer med de krav og forventninger de omkringværende voksne stiller. Hos børn der opvokser i hjem med alkohol,stoffer, forskellige former for overgreb samt voldelig kommunikation og indoktrinering, vil følelser som angst og skyld ofte være at finde. At kunne nære tillid igennem livet er noget fundamentalt for store og små, hvilket er i modstrid med fastholdelse af arvesynden. Hvordan kan der opstå tillid til en fader, der har skabt sine børn som syndige og hvorledes er det muligt at tilføre det syndige, hvis skaberen er almægtig, alvidende og alkærlig? At vi ikke er fejlfrie er en ganske anden sag, men at erkende sine fejl og rette dem så de ikke gentages, mener jeg alle har et ønske om, hvortil der ofte kan være brug for andres hjælp. I Kristeligt Dagblad fra den 19 .01 .2010 var der et citat af Nietzsche.” Den kristne forudsætning om,at verden er frastødende og ussel, har gjort verden frastødende og ussel.” Dette er hans udlægning, men det interessante i denne forbindelse er, at det af videnskaben er bevist gennem bevidsthedsforskning af kognitionsneurologerne gennem de sidste 30-40 år at forskellige tanker og følelser har deres egne elektromagnetiske energifunktioner i hjernen , og at disse vokser i styrke hver gang de bruges,på samme måde som en fysisk krop påvirkes ved brug. Skulle vi ikke ud fra denne viden prøve at se vores klode som mulighedernes verden og ikke som statisk, og f. eks. tage udgangspunkt i Kristus ord på korset om tilgivelse og forståelse. Videnskaben har vist os, at det vi bruger styrkes, så hvad med at have næstekærlighed og altruisme som overordnede mål, det er muligt at der er nogle sten på vejen der skal fjernes, men lad os starte med focus på bevidstheden om tankens kraft som en forudsætning for paradis på jord, og ikke stivne i forudfattede meninger.
onsdag den 27. januar 2010
Dialog med Dialogcentret. 5. Skyldserkendelse versus indsigt og ansvar.
Skyldserkendelse versus indsigt og ansvar.
Christina Philipstatt fra Dialogcentret:
I Skriver: Denne intuitive formåen lader sig udvikle, men bevisligt aldrig i lydighed. Det er en tankemæssig frontallapfrimodighed i en absolut universel tillid, der er forudsætningen for at kunne forstå substansen i den mere primitive krybdyrhjerne og dermed for at se det upålidelige indre (djævlen?) i et rent og klart lys, hvorved det ikke længere er djævelsk og ondt, men bare total instinktiv og i de fleste henseender forældet overlevelsesstrategi. Man kan sige, at vi anser det for at være uhyre frugtbart, hvis mennesket på denne måde kan gennemskue det tilsyneladende dæmoniske.
Svar: Der er ingen tvivl om at rigtig mange reaktioner fra mennesket stammer fra krybdyrhjernen, der netop beskæftiger sig med overlevelse og derfor er at finde i det instinktive. Og det kan vi arbejde rigtig meget med og nok uden tvivl også ændre på, jo længere vi kommer i forskningen. Vi har ofte svært ved at skelne vores reaktioner, og når vi arbejder med dem og opdager hvor mange af dem, der rent faktisk stammer fra den instinktive forsvars hjerne, kan mange af de negative reaktioner undgås! Et meget interessant eksempel på hvordan krybdyrhjernen virker er f.eks. hos børn med opmærksomhedsforstyrrelser(efter foredrag af psykolog John Zeuthen og observation af eget barn). Disse børn som har en lav frustrations og traumetærskel, reagerer i langt tydeligere grad end almindeligt tilpassede mennesker med deres krybdyrhjerne, når de bliver frustrerede. Disse børn reagerer aggressivt, hvilket kan virke både ondskabsfuldt og ”næsten dæmonisk” på udenforstående. Men det er det ikke, det er forsvarsmekanismer, der træder i kraft.
Og indenfor denne kategori ligger vel (til dels) både jalousi med vold og drab til følge, drab ved stærke uoverensstemmelser, drab ved selvforsvar og følelsen af at være truet, selvhævdelse på grund af dårligt selvværd og meget andet.
Men når det så er sagt, så er der rigtig mange af menneskets handlinger, der ligger et ganske andet sted end i krybdyrhjernen og det er når vi med forsæt beslutter os for nedrige ting, såsom frydefuld bagtalelse af andre, mord for penge, magt over og undertrykkelse af andre, økonomisk udbytning, begær efter materielle ting, popularitet på bekostning af andre, misundelse og meget andet. Ikke fordi disse ting er noget vi ikke kan arbejde med, men det vil folkekirken sige kræver en skyldserkendelse, hvor mennesket når det har forsonet sig med disse dårlige sider og erkendt sig skyldig i besiddelsen af dem, rent faktisk også er i stand til at ændre på dette. Men hvis skyldserkendelsen ikke er til stede, fordi der ikke er en skaber at stå til ansvar overfor længere, vil der altid være mulighed for at argumentere positivt for nogle af de ovenstående egenskaber og så vil vi som mennesker aldrig opnå konsensus omkring en ændring af sådanne former for adfærd.
Lisa v. S. Magnússon fra Det Belivende:
Jeg vil gerne med det samme slå fast, at vi i Det Belivende absolut ikke har en sådan holdning, at vi på nogen som helst måde vil argumentere positivt for nogle af de ting du nævner. Tværtimod. Hvad det angår, er vi aldeles enige. Der er intet positivt overhovedet i sådan adfærd. Den er ganske enkelt samfundsnedbrydende og aldeles uværdig for mennesker, sådan som vi definerer mennesker. Personligt anser jeg det for et kosmisk fald, forstået som mentalt evolutionært tilbageskridt, for menneskeheden, hvis vi argumenterer positivt for destruktive gerninger.
I løbet af de mange år, snart fyrre, jeg har arbejdet med mennesker i forbindelse med såvel undervisning som mere terapeutiske sammenhænge, er det imidlertid gået op for mig, at ingen mennesker er skyldige. Det er gået op for mig, som jeg beskrev i svar 3 og 4, at mennesker, når de får indsigt i, hvordan deres tilsyneladende egne negative vanemønstre slet ikke er deres egne, men ubevidste spejlinger, så rent faktisk har meget lettere ved at blive forløst fra mønstrenes magt. Adskiller man med andre ord væren og gøren, forløses man for alvor fra mønstrene.
Når du taler om, at nogle med fortsæt kan gøre nedrige ting, forstår jeg godt, at det kan se ud, som om nogen har gjort det i fuld bevidsthed. For de kan måske selv fortælle, hvordan de har planlagt det i mindste detalje. Alle disse økonomisk grådige personer, som har spekuleret og forårsaget elendighed på mange niveauer gennem bankverdenen, har også tilsyneladende vidst, hvad de har gjort, inden finanskrisen brød ud på det for alle synlige plan.
Men vor påstand er, at også de har været kaprede. Vor pointe er, at et menneske dybest set kan leve et helt liv uden nogensinde at være bevidst om, hvem det egentlig er. Alligevel kan det gøre stor succes karrieremæssigt og af samfundet vurderes som værende meget intelligent. Det har at gøre med, hvad man indenfor kognitionsneurologien kalder feltafhængig tænkning. Jeg redegør nøje for det i min bog Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontllapperne.
Også islamistiske terrorister anser vi for at være kaprede.
Det betyder ikke, at vi på nogen som helst måde argumenterer positivt for terroren, hverken den økonomiske eller den mindre subtile.
Vi anser dybest set problemet for at have med lydighed at gøre.
Hvordan?
Tjah. Hvis vi nu for en stund tænker den tanke, at mænd og kvinder har i massevis af delpersonligheder, og at der blandt disse delpersonligheder også er nogle, som er reminiscenser fra oplevelser, hvor der faldt brænde ned (at forstå som det rene ragnarok), når man ikke var lydig, så vil man være i fare for at kunne blive kapret af en energi, som er bange for noget, som er stærkere end én selv. Det vil med andre ord sige, at én af ens delpersonligheder(f.eks. den der har behov for respekt, som dybest set er en sund og naturlig delpersonlighed) kan blive kapret af en anden af ens delpersonligheder (den der er lydig i henhold til paradigmet ”klæder skaber folk”, altså at det er den materielle rigdom, der er afgørende). Har man en stærk delpersonlighed, som er bange for hvad der kan ske, hvis man ikke er lydig (er som det i ens tankeverden gældende paradigme foreskriver), er der stor sandsynlighed for, at man ofte kapres af den. F.eks. bedrager som Stein Bagger, der, betragtet i dette perspektiv, har været kapret af en delpersonlighed, som var bange for ingen værdi at have, hvis ikke han havde materiel magt.
Betragtet i menneskehedens mentalitetshistoriske perspektiv, vil vi rent arketypisk have en sådan kollektiv reminiscens fra tiden, hvor vi var hedninge, og altså dyrkede flere guder, som netop var karakteristiske ved at straffe os, hvis vi ikke gjorde det, de ville, at vi skulle gøre. Men også i begyndelsen af den monoteistiske periode, var der en frygt for Gud. Hos nogle mennesker, er der stadig en frygt for Gud, selvom vi både i mosebøgerne og ikke mindst i forbindelse med det nye testamente får at vide, at Gud er kærlighed og tilgivende. Vi kan altså se, at vi undertiden, selv som kristne, med et grundfacit som er, at Gud er kærlighed, kan opleve at blive kapret af den arketypiske delpersonlighed som frygter Gud, om end det jo er aldeles vanvittig en tanke, at man skulle frygte kærligheden. For i kærligheden er der jo netop intet at frygte. Hele menneskeheden har således denne virkelighed at forholde sig til, at en del af den er kapret af fortidsfrygt.
Og hvad det enkelte menneske angår, vil faren for at blive kapret af den lydige være stærkere, jo mere straf, der har været i barndommen. Og her er det vigtigt at huske, at straf er straf, også når den udøves på de meget subtile psykologiske planer.
I denne sammenhæng er det vigtigt at notere sig, at man, når man er kapret af en sådan delpersonlighed, kan opleve det som om at det er ”mig”, selvom der reelt er tale om spejling, et bestemt handlemønster, der ligger som et elektromagnetisk felt og koder ens adfærd. Hvis man tror, at man selv er denne delpersonlighed, svarer det til, at man erkender, at man er skyldig, men man vil så skulle leve hele sit liv velvidende at man er f.eks. morder eller terrorist.
Hvis man imidlertid ikke længere er i stand til at begå den pågældende udåd, er det jo meningsløst at sige og yderligere forkert. Det svarer til afvænningsmetoden, som man bruger i AA, hvor folk, der har haft et stort og destruktivt alkoholproblem, og som er kommet ud af det, i al fremtid skal præsentere sig som: ”Goddag, mit navn er XX, og jeg er alkoholiker.”
I AA siger man, en gang alkoholiker altid alkoholiker, altså: Én gang trang til ”det dårlige”, altid trang til ”det dårlige”.
I Det Belivende benytter vi os af koncepter også i forbindelse med afvænning, hvor man som udgangspunkt er, som Gud har skabt en, nemlig som det væsen, der forfærdelig gerne vil være lykkelig (hvilket er et grundvilkår for alle mennesker)og gør alt, som er en muligt, for at korrigere fejltagelser i en sådan målestok, at man kan blive det.
Jeg vil også gerne bruge eksemplet en vegetar. En vegetar præsenterer sig ikke ved at sige: ”Goddag, jeg er rovdyr, men spiser i øvrigt ikke kød og fisk”.
Et rovdyr er defineret som et væsen, der lever af at spise andre dyr. Altså er påstanden noget vrøvl.
Sætningen er udtryk for, at den, der siger sådan, er kapret af en lydig delpersonlighed, som tror, han er, hvad andre påstår, han er.
For os drejer det sig om, hvad vi inderst inde er.
Vi mener, at vi inderst inde er som skaberen har skabt os, ren uskyld, men at vort redskab, vor fysiske krop og vor tilhørende psyke, er præget af, hvad det har været udsat for, hvad det er kommet til at spejle, og hvordan det er blevet brugt og gennem delpersonlighederne har brugt sig selv.
Selve reanimationstanken rummer den mulighed, at vi ved hjælp af inspiration (åndelig fornyelse) kan ændre vort redskab, vort vehikel (transportmiddel), som man siger i teosofien, til i højere grad at samarbejde med kosmos (med ordensprincippet i verden, eller for at bruge kristen terminologi Guds vilje), som vi er en del af.
Derfor er her ikke tale om ansvarsforflygtigelse på nogen måde. Her er tværtimod tale om at bruge indsigten til i højere grad at kunne opføre sig ansvarligt.
Christina Philipstatt fra Dialogcentret:
I Skriver: Denne intuitive formåen lader sig udvikle, men bevisligt aldrig i lydighed. Det er en tankemæssig frontallapfrimodighed i en absolut universel tillid, der er forudsætningen for at kunne forstå substansen i den mere primitive krybdyrhjerne og dermed for at se det upålidelige indre (djævlen?) i et rent og klart lys, hvorved det ikke længere er djævelsk og ondt, men bare total instinktiv og i de fleste henseender forældet overlevelsesstrategi. Man kan sige, at vi anser det for at være uhyre frugtbart, hvis mennesket på denne måde kan gennemskue det tilsyneladende dæmoniske.
Svar: Der er ingen tvivl om at rigtig mange reaktioner fra mennesket stammer fra krybdyrhjernen, der netop beskæftiger sig med overlevelse og derfor er at finde i det instinktive. Og det kan vi arbejde rigtig meget med og nok uden tvivl også ændre på, jo længere vi kommer i forskningen. Vi har ofte svært ved at skelne vores reaktioner, og når vi arbejder med dem og opdager hvor mange af dem, der rent faktisk stammer fra den instinktive forsvars hjerne, kan mange af de negative reaktioner undgås! Et meget interessant eksempel på hvordan krybdyrhjernen virker er f.eks. hos børn med opmærksomhedsforstyrrelser(efter foredrag af psykolog John Zeuthen og observation af eget barn). Disse børn som har en lav frustrations og traumetærskel, reagerer i langt tydeligere grad end almindeligt tilpassede mennesker med deres krybdyrhjerne, når de bliver frustrerede. Disse børn reagerer aggressivt, hvilket kan virke både ondskabsfuldt og ”næsten dæmonisk” på udenforstående. Men det er det ikke, det er forsvarsmekanismer, der træder i kraft.
Og indenfor denne kategori ligger vel (til dels) både jalousi med vold og drab til følge, drab ved stærke uoverensstemmelser, drab ved selvforsvar og følelsen af at være truet, selvhævdelse på grund af dårligt selvværd og meget andet.
Men når det så er sagt, så er der rigtig mange af menneskets handlinger, der ligger et ganske andet sted end i krybdyrhjernen og det er når vi med forsæt beslutter os for nedrige ting, såsom frydefuld bagtalelse af andre, mord for penge, magt over og undertrykkelse af andre, økonomisk udbytning, begær efter materielle ting, popularitet på bekostning af andre, misundelse og meget andet. Ikke fordi disse ting er noget vi ikke kan arbejde med, men det vil folkekirken sige kræver en skyldserkendelse, hvor mennesket når det har forsonet sig med disse dårlige sider og erkendt sig skyldig i besiddelsen af dem, rent faktisk også er i stand til at ændre på dette. Men hvis skyldserkendelsen ikke er til stede, fordi der ikke er en skaber at stå til ansvar overfor længere, vil der altid være mulighed for at argumentere positivt for nogle af de ovenstående egenskaber og så vil vi som mennesker aldrig opnå konsensus omkring en ændring af sådanne former for adfærd.
Lisa v. S. Magnússon fra Det Belivende:
Jeg vil gerne med det samme slå fast, at vi i Det Belivende absolut ikke har en sådan holdning, at vi på nogen som helst måde vil argumentere positivt for nogle af de ting du nævner. Tværtimod. Hvad det angår, er vi aldeles enige. Der er intet positivt overhovedet i sådan adfærd. Den er ganske enkelt samfundsnedbrydende og aldeles uværdig for mennesker, sådan som vi definerer mennesker. Personligt anser jeg det for et kosmisk fald, forstået som mentalt evolutionært tilbageskridt, for menneskeheden, hvis vi argumenterer positivt for destruktive gerninger.
I løbet af de mange år, snart fyrre, jeg har arbejdet med mennesker i forbindelse med såvel undervisning som mere terapeutiske sammenhænge, er det imidlertid gået op for mig, at ingen mennesker er skyldige. Det er gået op for mig, som jeg beskrev i svar 3 og 4, at mennesker, når de får indsigt i, hvordan deres tilsyneladende egne negative vanemønstre slet ikke er deres egne, men ubevidste spejlinger, så rent faktisk har meget lettere ved at blive forløst fra mønstrenes magt. Adskiller man med andre ord væren og gøren, forløses man for alvor fra mønstrene.
Når du taler om, at nogle med fortsæt kan gøre nedrige ting, forstår jeg godt, at det kan se ud, som om nogen har gjort det i fuld bevidsthed. For de kan måske selv fortælle, hvordan de har planlagt det i mindste detalje. Alle disse økonomisk grådige personer, som har spekuleret og forårsaget elendighed på mange niveauer gennem bankverdenen, har også tilsyneladende vidst, hvad de har gjort, inden finanskrisen brød ud på det for alle synlige plan.
Men vor påstand er, at også de har været kaprede. Vor pointe er, at et menneske dybest set kan leve et helt liv uden nogensinde at være bevidst om, hvem det egentlig er. Alligevel kan det gøre stor succes karrieremæssigt og af samfundet vurderes som værende meget intelligent. Det har at gøre med, hvad man indenfor kognitionsneurologien kalder feltafhængig tænkning. Jeg redegør nøje for det i min bog Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontllapperne.
Også islamistiske terrorister anser vi for at være kaprede.
Det betyder ikke, at vi på nogen som helst måde argumenterer positivt for terroren, hverken den økonomiske eller den mindre subtile.
Vi anser dybest set problemet for at have med lydighed at gøre.
Hvordan?
Tjah. Hvis vi nu for en stund tænker den tanke, at mænd og kvinder har i massevis af delpersonligheder, og at der blandt disse delpersonligheder også er nogle, som er reminiscenser fra oplevelser, hvor der faldt brænde ned (at forstå som det rene ragnarok), når man ikke var lydig, så vil man være i fare for at kunne blive kapret af en energi, som er bange for noget, som er stærkere end én selv. Det vil med andre ord sige, at én af ens delpersonligheder(f.eks. den der har behov for respekt, som dybest set er en sund og naturlig delpersonlighed) kan blive kapret af en anden af ens delpersonligheder (den der er lydig i henhold til paradigmet ”klæder skaber folk”, altså at det er den materielle rigdom, der er afgørende). Har man en stærk delpersonlighed, som er bange for hvad der kan ske, hvis man ikke er lydig (er som det i ens tankeverden gældende paradigme foreskriver), er der stor sandsynlighed for, at man ofte kapres af den. F.eks. bedrager som Stein Bagger, der, betragtet i dette perspektiv, har været kapret af en delpersonlighed, som var bange for ingen værdi at have, hvis ikke han havde materiel magt.
Betragtet i menneskehedens mentalitetshistoriske perspektiv, vil vi rent arketypisk have en sådan kollektiv reminiscens fra tiden, hvor vi var hedninge, og altså dyrkede flere guder, som netop var karakteristiske ved at straffe os, hvis vi ikke gjorde det, de ville, at vi skulle gøre. Men også i begyndelsen af den monoteistiske periode, var der en frygt for Gud. Hos nogle mennesker, er der stadig en frygt for Gud, selvom vi både i mosebøgerne og ikke mindst i forbindelse med det nye testamente får at vide, at Gud er kærlighed og tilgivende. Vi kan altså se, at vi undertiden, selv som kristne, med et grundfacit som er, at Gud er kærlighed, kan opleve at blive kapret af den arketypiske delpersonlighed som frygter Gud, om end det jo er aldeles vanvittig en tanke, at man skulle frygte kærligheden. For i kærligheden er der jo netop intet at frygte. Hele menneskeheden har således denne virkelighed at forholde sig til, at en del af den er kapret af fortidsfrygt.
Og hvad det enkelte menneske angår, vil faren for at blive kapret af den lydige være stærkere, jo mere straf, der har været i barndommen. Og her er det vigtigt at huske, at straf er straf, også når den udøves på de meget subtile psykologiske planer.
I denne sammenhæng er det vigtigt at notere sig, at man, når man er kapret af en sådan delpersonlighed, kan opleve det som om at det er ”mig”, selvom der reelt er tale om spejling, et bestemt handlemønster, der ligger som et elektromagnetisk felt og koder ens adfærd. Hvis man tror, at man selv er denne delpersonlighed, svarer det til, at man erkender, at man er skyldig, men man vil så skulle leve hele sit liv velvidende at man er f.eks. morder eller terrorist.
Hvis man imidlertid ikke længere er i stand til at begå den pågældende udåd, er det jo meningsløst at sige og yderligere forkert. Det svarer til afvænningsmetoden, som man bruger i AA, hvor folk, der har haft et stort og destruktivt alkoholproblem, og som er kommet ud af det, i al fremtid skal præsentere sig som: ”Goddag, mit navn er XX, og jeg er alkoholiker.”
I AA siger man, en gang alkoholiker altid alkoholiker, altså: Én gang trang til ”det dårlige”, altid trang til ”det dårlige”.
I Det Belivende benytter vi os af koncepter også i forbindelse med afvænning, hvor man som udgangspunkt er, som Gud har skabt en, nemlig som det væsen, der forfærdelig gerne vil være lykkelig (hvilket er et grundvilkår for alle mennesker)og gør alt, som er en muligt, for at korrigere fejltagelser i en sådan målestok, at man kan blive det.
Jeg vil også gerne bruge eksemplet en vegetar. En vegetar præsenterer sig ikke ved at sige: ”Goddag, jeg er rovdyr, men spiser i øvrigt ikke kød og fisk”.
Et rovdyr er defineret som et væsen, der lever af at spise andre dyr. Altså er påstanden noget vrøvl.
Sætningen er udtryk for, at den, der siger sådan, er kapret af en lydig delpersonlighed, som tror, han er, hvad andre påstår, han er.
For os drejer det sig om, hvad vi inderst inde er.
Vi mener, at vi inderst inde er som skaberen har skabt os, ren uskyld, men at vort redskab, vor fysiske krop og vor tilhørende psyke, er præget af, hvad det har været udsat for, hvad det er kommet til at spejle, og hvordan det er blevet brugt og gennem delpersonlighederne har brugt sig selv.
Selve reanimationstanken rummer den mulighed, at vi ved hjælp af inspiration (åndelig fornyelse) kan ændre vort redskab, vort vehikel (transportmiddel), som man siger i teosofien, til i højere grad at samarbejde med kosmos (med ordensprincippet i verden, eller for at bruge kristen terminologi Guds vilje), som vi er en del af.
Derfor er her ikke tale om ansvarsforflygtigelse på nogen måde. Her er tværtimod tale om at bruge indsigten til i højere grad at kunne opføre sig ansvarligt.
tirsdag den 26. januar 2010
Dialog mellem Dialogcentret og os. 4. Orden eller uorden som grundvilkår?
Christina Philipstatt fra Dialogcentret:I det næste skriver I om uenighederne og disse vil jeg også gerne kommentere.
I skriver: Uenigheden ligger i, at vi ikke ser det som en statisk situation for mennesket, idet vi efter vor opfattelse udvikles både fysisk (Darwins evolutionslære) og åndeligt, hvilket vi kalder reanimation.
Det er her de sidste fyrre års forskning i frontallapfunktion spiller en afgørende rolle, for den peger på, at det rent faktisk er muligt for mennesket at skabe orden i tilsyneladende indre uorden. Og (hvad vi synes er vældig interessant i denne sammenhæng) at en betingelse for skabelse af denne orden ser ud til at have med ens intuitive formåen at gøre; man kan måske også kalde den ens bevidsthedssjæl eller tilgang til åndelighed.
Svar: Denne uenighed svarer til ovenstående, og måske snarere noget der ligner enighed. For I skriver netop ”at mennesket kan skabe orden i tilsyneladende indre uorden” – Betyder det at der i bund og grund er en uorden, men at vi kan skabe denne orden selv?! Vi kan som sagt sagtens et langt stykke af vejen skabe orden, ro og harmoni i vores og vores nærmestes liv(men det rokker ikke ved grundvilkåret, som for kirken ligger på et andet niveau og er noget fællesmenneskeligt hinsides individet).
Lisa v. Schmalensee Magnússon fra Det Belivende:
Svaret er nej til, at vi kan skabe orden selv. Men ja til at vi kan komme i kontakt med den.
Den tilsyneladende indre uorden, anser vi for at være udtryk for et sammensurium af delpersonligheder, som trækker i modstridende retninger, alt afhængigt af, hvad man nu har i sig af reminiscenser af oplevelser og dermed spejlinger især fra den tidlige barndom, og hvorved mennesket oplever sit eget indre som kaotisk.
Vi mener ikke, at man kan skabe ro selv. Vi mener, at man hinsides alle delpersonlighedernes ”støj” kan finde en indre stilhed, i kontemplation og meditation bl.a., hvori der er mulighed for en slags årvågenhed overfor en større universelt eksisterende orden. Når først vi har mærket denne specielle eksistensform i os selv, begynder vi at blive bevidste om, hvad det egentlig er vi længes efter, ønsker, vil. Når ”jeg” ved det, og ”jeg” skal her forstås som det i os, der er større end summen af delpersonligheder, og som kognitionsneurologerne kalder ”dirigenten”, eller ”zaren” eller ”kaptajnen”, som i kristen terminologi velsagtens er det sjælelige aspekt af mennesket, ja, så er kursen sat, og negative delpersonligheder får sværere ved at begå mytteri.
Præcis hvordan denne tumultagtige tilstand i delpersonlighedskomplekset kan overgå til orden har jeg nøje beskrevet i min bog Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontllapperne, så er man virkelig interesseret, kan man jo læse den; men kort fortalt er det væsentligste i processen, at man får givet diverse tilsyneladende negative delpersonligheder empati. Dette vil sige, at f.eks. ens jaloux delpersonlighed får optimal opmærksomhed. Hvem er det egentlig der er jaloux, spørger man sig, og vender blikket mod den tidlige barndom og forsøger at lade minder poppe op. Man vil altid nå frem til, at det er et lille indre barn, der ikke fik dækket et væsentligt primært og aldeles sundt behov for simpelthen at blive elsket ubetinget og uden nogen forbehold præcis som den, man var. Dette lille barn må man give grænseløs forståelse og empati. Der er ikke noget som helst i vejen med det. Men der var nogle voksne, som begik en fejltagelse overfor det ved ikke at dække dette behov. I stedet for at gøre disse voksne til fjendebillede, forstår vi, at det er vigtigt at tilgive dem, fordi de ikke vidste bedre (tynget af social/mental arv) – men vi bliver samtidig bevidste om, hvor vigtigt det er at gøre alt vi kan for at forhindre, at en sådan fejltagelse sker igen.
Hermed opstår der en ny form for orden i delpersonlighedskomplekset. For når det lille jaloux barn er set og er blevet givet empati, har det ikke brug for at gøre sig bemærket længere.
Vi siger altså, at mennesket gennem et meditativt sind (ved at slippe egoet) har mulighed for at benytte sig af potentialet i en allerede eksisterende kærlighedsfuld orden til at få ”ryddet op” i uhensigtsmæssige ”onde” vanemønstre.
I skriver: Uenigheden ligger i, at vi ikke ser det som en statisk situation for mennesket, idet vi efter vor opfattelse udvikles både fysisk (Darwins evolutionslære) og åndeligt, hvilket vi kalder reanimation.
Det er her de sidste fyrre års forskning i frontallapfunktion spiller en afgørende rolle, for den peger på, at det rent faktisk er muligt for mennesket at skabe orden i tilsyneladende indre uorden. Og (hvad vi synes er vældig interessant i denne sammenhæng) at en betingelse for skabelse af denne orden ser ud til at have med ens intuitive formåen at gøre; man kan måske også kalde den ens bevidsthedssjæl eller tilgang til åndelighed.
Svar: Denne uenighed svarer til ovenstående, og måske snarere noget der ligner enighed. For I skriver netop ”at mennesket kan skabe orden i tilsyneladende indre uorden” – Betyder det at der i bund og grund er en uorden, men at vi kan skabe denne orden selv?! Vi kan som sagt sagtens et langt stykke af vejen skabe orden, ro og harmoni i vores og vores nærmestes liv(men det rokker ikke ved grundvilkåret, som for kirken ligger på et andet niveau og er noget fællesmenneskeligt hinsides individet).
Lisa v. Schmalensee Magnússon fra Det Belivende:
Svaret er nej til, at vi kan skabe orden selv. Men ja til at vi kan komme i kontakt med den.
Den tilsyneladende indre uorden, anser vi for at være udtryk for et sammensurium af delpersonligheder, som trækker i modstridende retninger, alt afhængigt af, hvad man nu har i sig af reminiscenser af oplevelser og dermed spejlinger især fra den tidlige barndom, og hvorved mennesket oplever sit eget indre som kaotisk.
Vi mener ikke, at man kan skabe ro selv. Vi mener, at man hinsides alle delpersonlighedernes ”støj” kan finde en indre stilhed, i kontemplation og meditation bl.a., hvori der er mulighed for en slags årvågenhed overfor en større universelt eksisterende orden. Når først vi har mærket denne specielle eksistensform i os selv, begynder vi at blive bevidste om, hvad det egentlig er vi længes efter, ønsker, vil. Når ”jeg” ved det, og ”jeg” skal her forstås som det i os, der er større end summen af delpersonligheder, og som kognitionsneurologerne kalder ”dirigenten”, eller ”zaren” eller ”kaptajnen”, som i kristen terminologi velsagtens er det sjælelige aspekt af mennesket, ja, så er kursen sat, og negative delpersonligheder får sværere ved at begå mytteri.
Præcis hvordan denne tumultagtige tilstand i delpersonlighedskomplekset kan overgå til orden har jeg nøje beskrevet i min bog Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontllapperne, så er man virkelig interesseret, kan man jo læse den; men kort fortalt er det væsentligste i processen, at man får givet diverse tilsyneladende negative delpersonligheder empati. Dette vil sige, at f.eks. ens jaloux delpersonlighed får optimal opmærksomhed. Hvem er det egentlig der er jaloux, spørger man sig, og vender blikket mod den tidlige barndom og forsøger at lade minder poppe op. Man vil altid nå frem til, at det er et lille indre barn, der ikke fik dækket et væsentligt primært og aldeles sundt behov for simpelthen at blive elsket ubetinget og uden nogen forbehold præcis som den, man var. Dette lille barn må man give grænseløs forståelse og empati. Der er ikke noget som helst i vejen med det. Men der var nogle voksne, som begik en fejltagelse overfor det ved ikke at dække dette behov. I stedet for at gøre disse voksne til fjendebillede, forstår vi, at det er vigtigt at tilgive dem, fordi de ikke vidste bedre (tynget af social/mental arv) – men vi bliver samtidig bevidste om, hvor vigtigt det er at gøre alt vi kan for at forhindre, at en sådan fejltagelse sker igen.
Hermed opstår der en ny form for orden i delpersonlighedskomplekset. For når det lille jaloux barn er set og er blevet givet empati, har det ikke brug for at gøre sig bemærket længere.
Vi siger altså, at mennesket gennem et meditativt sind (ved at slippe egoet) har mulighed for at benytte sig af potentialet i en allerede eksisterende kærlighedsfuld orden til at få ”ryddet op” i uhensigtsmæssige ”onde” vanemønstre.
Dialog mellem Dialogcentret og os. 3. Trangen til det dårlige.
Christina Philipstatt fra Dialogcentret:
I skriver følgende: Det er dybest set denne mekanisme(altså oplevelsen af kaos), som gør, at vi godt kan forstå, at mennesket har betragtet sig selv som et væsen, der i bund og grund må være syndigt og skyldigt, idet det jo gør dét, som det godt selv kan se er uhensigtsmæssigt. Det var netop det Paulus pegede på med de berømte ord for et par tusinde års tid siden.
Svar: Mennesket kan sagtens arbejde for fred og harmoni, selvom det indeholder trangen til det dårlige og også gør det. Ingen psykologer eller videnskabsmænd har heller ej afdækket den gåde at mennesket uanset hvor kærligt og harmonisk det ellers er pludselig kan begå en uforståelig forbrydelse, ligesom forbryderen pludselig kan vise en næstekærlighed som er lige så uforståelig. Menneskesindet rummer nogle dybder som ingen psykolog har afdækket. Forfatteren Fjodor Dostojevskij, som bl.a. nærer stor anerkendelse indenfor moderne psykologi, beskæftigede sig hele livet med denne gåde.
Lisa v. S. Magnússon fra Det Belivende:
Den jungianske kybernetik, hvis udvikling Ole Vedfelt præsenterer herhjemme, peger rent faktisk på, at mennesket består af mange delpersonligheder, og at disse delpersonligheder alle har en eller anden årsag. Det er ikke alle, vi sådan helt konkret kan finde frem til, og slet ikke de arketypiske, de såkaldt kollektivt ubevidste, men der er mange overvejelser at gøre sig i forbindelse med denne forskning, især hvis man også sætter disse delpersonligheders aktivitetsmønstre i perspektiv til den tilsyneladende lovmæssighed i den menneskelige biografi og menneskehedens mentalitetshistoriske biografi/evolution. Her tænker jeg ikke mindst på den kendsgerning, som enhver psykolog kan skrive under på, nemlig at enhver form for omsorgssvigt af et barn, resulterer i delpersonligheder, som vil rumme væsentlige elementer af mistillid.
Et livsmønster, hvori der er meget mistillid, kan meget nemt fremstå på en sådan måde, at vi oplever personen, som rummer mistilliden, som ond. Hvad vi oplever som helt utroligt væsentligt og perspektivrigt er imidlertid, hvad der sker, når en voksen person oplever erkendelse omkring situationen. For når en given voksen person, som rummer mistillid, ser tilbage på sin egen biografi, og ser, at han som lille har spejlet en virkelighed, i hvilken han og hans behov ikke er blevet set og hørt, og at der derfor vil være en reminiscens af denne begivenhed tilbage i hans erindringsmasse, der så meget nemt kommer til at kapre ham på en sådan måde, at han får en adfærd, hvori han udelukker, at egentlige behov kan opfyldes, ja, så forstår han, hvorfor han dybest set opfatter sin omverden som impotent og naturligvis også skaberen som impotent. Han forstår hvorfor han fremstår som en person aldeles uden universel tillid.
Har man ingen universel tillid, vil der altid være et niveau af frygt. Er der frygt, vil man befinde sig i det cortisole stresshormonsystem, hvor mønstrene angreb/forsvar, flugt og trækken sig ind i sig selv/død udgør virkeligheden.
Men han kan samtidig i denne erkendelse vide, at han ønsker at kunne nære tillid. Dette kan lade sig gøre, fordi han har en ”dirigent”, som kognitionsneurologerne kalder det, i sin hjerne, og at denne dirigent er mere end summen af alle delpersonligheder. I kristen terminologi, er det så vidt jeg kan se, hvad der kaldes sjæl. Og det er i denne bemærkelsesværdige situation, at man for alvor kan skelne mellem handlinger, der er foregået, som man spejler i de såkaldte amygdalakapringstilstande, og hvad man reelt er. Det er en stor lettelse at erkende, at man jo umuligt kan være handlinger, som er sket i fortiden. Erkendelse af forskellen på handlinger, der er foregået (social arv), og hvad man er, er så utroligt vigtig. I denne erkendelse kan der ske en forløsning, således at ens negative delpersonligheder mister deres dæmoniske (jalousi, irritation, vrede, depression etc.) magt over en.
Læser man Dostojevskij med en sådan tilgang, vil man få nogle helt nye analyser, som jeg er sikker på vil konkludere, at det kriminelle sind dybest set ikke er ondt, men kapret, og at det ikke er et grundvilkår, at det skal være sådan. Jeg er sikker på, at enhver af Dostojevskijs fiktive delpersonligheder rigtigt forstået vil kunne blive et konstruktivt og belivende væsen.
I skriver følgende: Det er dybest set denne mekanisme(altså oplevelsen af kaos), som gør, at vi godt kan forstå, at mennesket har betragtet sig selv som et væsen, der i bund og grund må være syndigt og skyldigt, idet det jo gør dét, som det godt selv kan se er uhensigtsmæssigt. Det var netop det Paulus pegede på med de berømte ord for et par tusinde års tid siden.
Svar: Mennesket kan sagtens arbejde for fred og harmoni, selvom det indeholder trangen til det dårlige og også gør det. Ingen psykologer eller videnskabsmænd har heller ej afdækket den gåde at mennesket uanset hvor kærligt og harmonisk det ellers er pludselig kan begå en uforståelig forbrydelse, ligesom forbryderen pludselig kan vise en næstekærlighed som er lige så uforståelig. Menneskesindet rummer nogle dybder som ingen psykolog har afdækket. Forfatteren Fjodor Dostojevskij, som bl.a. nærer stor anerkendelse indenfor moderne psykologi, beskæftigede sig hele livet med denne gåde.
Lisa v. S. Magnússon fra Det Belivende:
Den jungianske kybernetik, hvis udvikling Ole Vedfelt præsenterer herhjemme, peger rent faktisk på, at mennesket består af mange delpersonligheder, og at disse delpersonligheder alle har en eller anden årsag. Det er ikke alle, vi sådan helt konkret kan finde frem til, og slet ikke de arketypiske, de såkaldt kollektivt ubevidste, men der er mange overvejelser at gøre sig i forbindelse med denne forskning, især hvis man også sætter disse delpersonligheders aktivitetsmønstre i perspektiv til den tilsyneladende lovmæssighed i den menneskelige biografi og menneskehedens mentalitetshistoriske biografi/evolution. Her tænker jeg ikke mindst på den kendsgerning, som enhver psykolog kan skrive under på, nemlig at enhver form for omsorgssvigt af et barn, resulterer i delpersonligheder, som vil rumme væsentlige elementer af mistillid.
Et livsmønster, hvori der er meget mistillid, kan meget nemt fremstå på en sådan måde, at vi oplever personen, som rummer mistilliden, som ond. Hvad vi oplever som helt utroligt væsentligt og perspektivrigt er imidlertid, hvad der sker, når en voksen person oplever erkendelse omkring situationen. For når en given voksen person, som rummer mistillid, ser tilbage på sin egen biografi, og ser, at han som lille har spejlet en virkelighed, i hvilken han og hans behov ikke er blevet set og hørt, og at der derfor vil være en reminiscens af denne begivenhed tilbage i hans erindringsmasse, der så meget nemt kommer til at kapre ham på en sådan måde, at han får en adfærd, hvori han udelukker, at egentlige behov kan opfyldes, ja, så forstår han, hvorfor han dybest set opfatter sin omverden som impotent og naturligvis også skaberen som impotent. Han forstår hvorfor han fremstår som en person aldeles uden universel tillid.
Har man ingen universel tillid, vil der altid være et niveau af frygt. Er der frygt, vil man befinde sig i det cortisole stresshormonsystem, hvor mønstrene angreb/forsvar, flugt og trækken sig ind i sig selv/død udgør virkeligheden.
Men han kan samtidig i denne erkendelse vide, at han ønsker at kunne nære tillid. Dette kan lade sig gøre, fordi han har en ”dirigent”, som kognitionsneurologerne kalder det, i sin hjerne, og at denne dirigent er mere end summen af alle delpersonligheder. I kristen terminologi, er det så vidt jeg kan se, hvad der kaldes sjæl. Og det er i denne bemærkelsesværdige situation, at man for alvor kan skelne mellem handlinger, der er foregået, som man spejler i de såkaldte amygdalakapringstilstande, og hvad man reelt er. Det er en stor lettelse at erkende, at man jo umuligt kan være handlinger, som er sket i fortiden. Erkendelse af forskellen på handlinger, der er foregået (social arv), og hvad man er, er så utroligt vigtig. I denne erkendelse kan der ske en forløsning, således at ens negative delpersonligheder mister deres dæmoniske (jalousi, irritation, vrede, depression etc.) magt over en.
Læser man Dostojevskij med en sådan tilgang, vil man få nogle helt nye analyser, som jeg er sikker på vil konkludere, at det kriminelle sind dybest set ikke er ondt, men kapret, og at det ikke er et grundvilkår, at det skal være sådan. Jeg er sikker på, at enhver af Dostojevskijs fiktive delpersonligheder rigtigt forstået vil kunne blive et konstruktivt og belivende væsen.
Abonner på:
Opslag (Atom)