I Kristeligt Dagblad den 5. febr. er der en artikel (s.5) af Birgitte Stoklund Larsen, som er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør for Dansk Kirketidende. Overskriften lyder Rigtige danskere er da ikke religiøse og er ment lidt ironisk og polemisk, så vidt jeg forstår.
Hun citerer en amerikansk sociolog Phil Zuckerman, som har gjort feltstudier i vort land og rubricerer Danmark som et "samfund uden Gud". Han påstår, at rigtige danskere ikke er voldsomt artikulerede om deres tro og ikke går i kirke.
Birgitte Stoklund Larsen mener, at der er noget om snakken, men at det er farligt at "købe" sammenhængen mellem "jo mindre religiøs, desto mere dansker". "Fordi", skriver hun, "man samtidig kommer til at marginalisere religionen fra det fælles, fra samfundet og det offentlige rum. Og så er det for alvor, at religion kan blive samfundsnedbrydende. Udfordringen er med andre ord at gentænke sammenhængen mellem religion og kultur, så det ikke bliver muslimforskrækkelse og ateisme, der kommer til at sætte præmisserne. For lige så lidt som det går an at hævde, at rigtige danskere er kristne - lige så problematisk er det at gå ud fra, at rigtige danskere ikke er religiøse". (Mine fremhævelser).
Ja. Det er i det hele taget problematisk at hævde, at ens egen vurdering er den sande, eftersom vi er over 6 milliarder mennesker på denne planet og i princippet alle nok har lidt varianter i vore vurderinger. Men jeg mener faktisk, at Birgitte Stoklund Larsen ser helt rigtigt, når hun ser os fernisere os selv op i et hjørne, hvis vi køber Zuckermans påstand.
Vi i Det Belivende kender til mange mennesker, som ikke oplever det som et sandt udsagn, at de er ateister, selvom de ikke trives i kirkelige sammenhænge.
Jeg tror, at mange danskere svarer nej på spørgsmålet om de er religiøse, fordi de føler sig frastødt af sammenhænge, hvor man tilbeder en Gud eller dyrker en bestemt form for gudstro i kultiske og mere eller mindre magiske sammenhænge. De hører ikke til i en religion. Men derfor kan de jo, som jeg selv og de øvrige medlemmer af Det belivende, være bevidste om, at de ikke har skabt sig selv, se et altgennemtrængende ordensprincip virke gennem verden og i øvrigt anse Jesus for et fuldkomment menneske og guddommeligt ideal.
Noget som gør sig gældende for mange af os, der ikke kommer i kirkerne, er, at vi slet ikke kan udholde at høre om arvesynd, skyld og soning ved stedfortræder (at Jesus er død for vore synders skyld). Det er for ulogisk, og vi opfatter det også som bagstræberisk, forstået på den måde, at der jo derved kommer et fjendebillede ind ad bagdøren som en medfødt livsbetingelse. Nogle projicerer så dette fjendebillede udad, hvorved f.eks. jøderne, som korsfæstede Jesus, bliver fjendebillede (tænk bare på den diskussion, der blussede op i kølvandet på Mel Gibsons film Passion), og andre projicerer det indad og tror, at de uanset hvad aldrig nogensinde kan komme til at blive rigtig lykkelige her på jord, fordi de har denne grundskade i deres indre hidrørende fra arvesynden. Denne projicering kan være så voldsom og så angstfremkaldende, at moderne mennesker i stedet totalt ignorerer, at de har et indre eller en åndelig dimension og kaster al opmærksomhed på x-factor, saltvand i diverse legemsdele etc.
Det er i en sådan åndsforskrækkelse, at vi for alvor ferniserer os op i en krog.
Men skal sådan nogle som os, der i øvrigt ikke bryder os om at blive slået i hartkorn med hele den tendens, der under et kaldes new age, og rummer alt fra numerologi til håndaflæsning, stå frem og fortælle om hvorfor vi ikke er ateister, selvom vi ikke er religiøse, så fordrer det, at der er nogen at drøfte disse sager med.
Vi har i Det Belivende inviteret landets biskopper plus samtlige præster og menighedsråd til en dialog om en slags gentænkning af sammenhæng mellem religion og kultur – med henblik på en kognitiv modernisering af kristendommen. Vi har sågar foreslået et helt konkret samarbejde, således at disse mennesker, disse såkaldt kulturkristne, som ikke bryder sig om at være i kirken og dog ikke er ateister kan tilbydes et alternativ med kognitivt funderede koncepter for livsbegivenheder.
Indtil nu er det fra kirkeligt hold udelukkende biskop Steen Skovsgaard og Christina Philipstatt fra Dialogcentret, som er gået ind i dialogen. Men vi vil da meget gerne indbyde Birgitte Stoklund Larsen også og henviser dels til vor hjemmeside www.detbelivende.dk samt til vor blog http://detbelivende.blogspot.com/ Derudover er der en facebookgruppe ved navn For et belivende alternativ til folkekirken.
Mag.art. Lisa von Schmalensee Magnússon, formand for Det Belivende.
søndag den 14. februar 2010
lørdag den 6. februar 2010
Kirken peger på relevant udfordring - og vi er her jo allerede.
I Kristeligt Dagblad den 5. febr. er der en artikel (s.5) af Birgitte Stoklund Larsen, som er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør for Dansk Kirketidende. Overskriften lyder Rigtige danskere er da ikke religiøse og er ment lidt ironisk og polemisk, så vidt jeg forstår.
Hun citerer en amerikansk sociolog Phil Zuckerman, som har gjort feltstudier i vort land og rubricerer Danmark som et "samfund uden Gud". Han påstår, at rigtige danskere ikke er voldsomt artikulerede om deres tro og ikke går i kirke.
Birgitte Stoklund Larsen mener, at der er noget om snakken, men at det er farligt at "købe" sammenhængen mellem "jo mindre religiøs, desto mere dansker". "Fordi", skriver hun, "man samtidig kommer til at marginalisere religionen fra det fælles, fra samfundet og det offentlige rum. Og så er det for alvor, at religion kan blive samfundsnedbrydende. Udfordringen er med andre ord at gentænke sammenhængen mellem religion og kultur, så det ikke bliver muslimforskrækkelse og ateisme, der kommer til at sætte præmisserne. For lige så lidt som det går an at hævde, at rigtige danskere er kristne - lige så problematisk er det at gå ud fra, at rigtige danskere ikke er religiøse". (Mine fremhævelser).
Ja. Det er i det hele taget problematisk at hævde, at ens egen vurdering er den sande, eftersom vi er over 6 milliarder mennesker på denne planet og i princippet alle nok har lidt varianter i vore vurderinger. Men jeg mener faktisk, at Birgitte Stoklund Larsen ser helt rigtigt, når hun ser os fernisere os selv op i et hjørne, hvis vi køber Zuckermans påstand.
Vi i Det Belivende kender til mange mennesker, som ikke oplever det som et sandt udsagn, at de er ateister, selvom de ikke trives i kirkelige sammenhænge.
Jeg tror, at mange danskere svarer nej på spørgsmålet om de er religiøse, fordi de føler sig frastødt af sammenhænge, hvor man tilbeder en Gud eller dyrker en bestemt form for gudstro i kultiske og mere eller mindre magiske sammenhænge. De hører ikke til i en religion. Men derfor kan de jo, som jeg selv og de øvrige medlemmer af Det belivende, være bevidste om, at de ikke har skabt sig selv, se et altgennemtrængende ordensprincip virke gennem verden og i øvrigt anse Jesus for et fuldkomment menneske og guddommeligt ideal.
Noget som gør sig gældende for mange af os, der ikke kommer i kirkerne, er, at vi slet ikke kan udholde at høre om arvesynd, skyld og soning ved stedfortræder (at Jesus er død for vore synders skyld). Det er for ulogisk, og vi opfatter det også som bagstræberisk, forstået på den måde, at der jo derved kommer et fjendebillede ind ad bagdøren som en medfødt livsbetingelse. Nogle projicerer så dette fjendebillede udad, hvorved f.eks. jøderne, som korsfæstede Jesus, bliver fjendebillede (tænk bare på den diskussion, der blussede op i kølvandet på Mel Gibsons film Passion), og andre projicerer det indad og tror, at de uanset hvad aldrig nogensinde kan komme til at blive rigtig lykkelige her på jord, fordi de har denne grundskade i deres indre hidrørende fra arvesynden. Denne projicering kan være så voldsom og så angstfremkaldende, at moderne mennesker i stedet totalt ignorerer, at de har et indre eller en åndelig dimension og kaster al opmærksomhed på x-factor, saltvand i diverse legemsdele etc.
Det er i en sådan åndsforskrækkelse, at vi for alvor ferniserer os op i en krog.
Men skal sådan nogle som os, der i øvrigt ikke bryder os om at blive slået i hartkorn med hele den tendens, der under et kaldes new age, og rummer alt fra astrologi til håndaflæsning, stå frem og fortælle om hvorfor vi ikke er ateister, selvom vi ikke er religiøse, så fordrer det, at der er nogen at drøfte disse sager med.
Vi har i Det Belivende inviteret landets biskopper plus samtlige præster og menighedsråd til en dialog om en slags gentænkning af sammenhæng mellem religion og kultur – med henblik på en kognitiv modernisering af kristendommen. Vi har sågar foreslået et helt konkret samarbejde, således at disse mennesker, disse såkaldt kulturkristne, som ikke bryder sig om at være i kirken og dog ikke er ateister kan tilbydes et alternativ med kognitivt funderede koncepter for livsbegivenheder.
Indtil nu er det fra kirkeligt hold udelukkende biskop Steen Skovsgaard og Christina Philipstatt fra Dialogcentret, som er gået ind i dialogen. Men vi vil da også meget gerne indbyde Birgitte Stoklund Larsen og alle andre og henviser dels til vor hjemmeside www.detbelivende.dk samt til vor facebookgruppe ved navn For et belivende alternativ til folkekirken.
Hun citerer en amerikansk sociolog Phil Zuckerman, som har gjort feltstudier i vort land og rubricerer Danmark som et "samfund uden Gud". Han påstår, at rigtige danskere ikke er voldsomt artikulerede om deres tro og ikke går i kirke.
Birgitte Stoklund Larsen mener, at der er noget om snakken, men at det er farligt at "købe" sammenhængen mellem "jo mindre religiøs, desto mere dansker". "Fordi", skriver hun, "man samtidig kommer til at marginalisere religionen fra det fælles, fra samfundet og det offentlige rum. Og så er det for alvor, at religion kan blive samfundsnedbrydende. Udfordringen er med andre ord at gentænke sammenhængen mellem religion og kultur, så det ikke bliver muslimforskrækkelse og ateisme, der kommer til at sætte præmisserne. For lige så lidt som det går an at hævde, at rigtige danskere er kristne - lige så problematisk er det at gå ud fra, at rigtige danskere ikke er religiøse". (Mine fremhævelser).
Ja. Det er i det hele taget problematisk at hævde, at ens egen vurdering er den sande, eftersom vi er over 6 milliarder mennesker på denne planet og i princippet alle nok har lidt varianter i vore vurderinger. Men jeg mener faktisk, at Birgitte Stoklund Larsen ser helt rigtigt, når hun ser os fernisere os selv op i et hjørne, hvis vi køber Zuckermans påstand.
Vi i Det Belivende kender til mange mennesker, som ikke oplever det som et sandt udsagn, at de er ateister, selvom de ikke trives i kirkelige sammenhænge.
Jeg tror, at mange danskere svarer nej på spørgsmålet om de er religiøse, fordi de føler sig frastødt af sammenhænge, hvor man tilbeder en Gud eller dyrker en bestemt form for gudstro i kultiske og mere eller mindre magiske sammenhænge. De hører ikke til i en religion. Men derfor kan de jo, som jeg selv og de øvrige medlemmer af Det belivende, være bevidste om, at de ikke har skabt sig selv, se et altgennemtrængende ordensprincip virke gennem verden og i øvrigt anse Jesus for et fuldkomment menneske og guddommeligt ideal.
Noget som gør sig gældende for mange af os, der ikke kommer i kirkerne, er, at vi slet ikke kan udholde at høre om arvesynd, skyld og soning ved stedfortræder (at Jesus er død for vore synders skyld). Det er for ulogisk, og vi opfatter det også som bagstræberisk, forstået på den måde, at der jo derved kommer et fjendebillede ind ad bagdøren som en medfødt livsbetingelse. Nogle projicerer så dette fjendebillede udad, hvorved f.eks. jøderne, som korsfæstede Jesus, bliver fjendebillede (tænk bare på den diskussion, der blussede op i kølvandet på Mel Gibsons film Passion), og andre projicerer det indad og tror, at de uanset hvad aldrig nogensinde kan komme til at blive rigtig lykkelige her på jord, fordi de har denne grundskade i deres indre hidrørende fra arvesynden. Denne projicering kan være så voldsom og så angstfremkaldende, at moderne mennesker i stedet totalt ignorerer, at de har et indre eller en åndelig dimension og kaster al opmærksomhed på x-factor, saltvand i diverse legemsdele etc.
Det er i en sådan åndsforskrækkelse, at vi for alvor ferniserer os op i en krog.
Men skal sådan nogle som os, der i øvrigt ikke bryder os om at blive slået i hartkorn med hele den tendens, der under et kaldes new age, og rummer alt fra astrologi til håndaflæsning, stå frem og fortælle om hvorfor vi ikke er ateister, selvom vi ikke er religiøse, så fordrer det, at der er nogen at drøfte disse sager med.
Vi har i Det Belivende inviteret landets biskopper plus samtlige præster og menighedsråd til en dialog om en slags gentænkning af sammenhæng mellem religion og kultur – med henblik på en kognitiv modernisering af kristendommen. Vi har sågar foreslået et helt konkret samarbejde, således at disse mennesker, disse såkaldt kulturkristne, som ikke bryder sig om at være i kirken og dog ikke er ateister kan tilbydes et alternativ med kognitivt funderede koncepter for livsbegivenheder.
Indtil nu er det fra kirkeligt hold udelukkende biskop Steen Skovsgaard og Christina Philipstatt fra Dialogcentret, som er gået ind i dialogen. Men vi vil da også meget gerne indbyde Birgitte Stoklund Larsen og alle andre og henviser dels til vor hjemmeside www.detbelivende.dk samt til vor facebookgruppe ved navn For et belivende alternativ til folkekirken.
tirsdag den 2. februar 2010
Dialog mellem Dialogcentret og os. 14 og 15. Er vi enige nok til at kunne samarbejde?
CP:
I skriver: Vi anser slet ikke det vigtigste for at være, om vi kan blive det sådan her og nu; vi ser det snarere som en vældig udfordring til ikke at lade stå til overfor de problemer vi møder i jordelivet, ikke give op, ikke være dovne og magelige og lade men derimod komme mentalt op på dupperne og gå i gang med de der korrektioner i så mange sammenhænge som overhovedet muligt..
Svar: Helt enig.
LVSM:14:
Det synes vi er en god ting at være enige om.
CP:
I skriver: Vi har erfaring med, at det er langt lettere, ja, at det kan være ligefrem lystigt og oplivende, for ikke at sige belivende, at korrigere fejltagelser, når bare man slipper for samtidigt at skulle tænke på sig selv som ond og syndig og skyldig. Tænker man sådan, kan man nemlig nemt opleve, at en slags ”syndefælde” er klappet.
Svar: Hvordan det? Har i mulighed for at uddybe det?!
LVSM:15:
Det har helt essentielt at gøre med af skelne mellem handlinger og væren, hvilket jeg har givet eksempler på i flere af de forudgående kommentarer, se specielt 3, 4 og 5, og komme ud af kapringsmønstre ved at transformere negative delpersonligheder. Man kan også sige, for nu at bruge en kognitionsneurologisk terminologi, at det drejer sig om at overgå fra det cortisole til det pyrokatechine stresshormonsystem, fra det aflivende til det belivende stresshormonsystem. Men det er ikke noget der sker ved indtagelse af piller eller anden form for manipulation med det materielle. Det er noget der sker ved det, som Paulus kaldte at blive omskåret i hjertet, hvilket igen har at gøre med at kunne dobbeltrette sin empati, hvilket i sin yderste konsekvens er en moderne omskrivning af "hvad du gør mod din næste, gør du mod mig".
Når man når dertil at kunne se sin egen biografi i et større mentalitetshistorisk reanimationsprojekt, ophører man med at have antipatier og sympatier; så fokuserer man i stedet på at finde løsninger for helheden, som også altid må være det for de enkelte dele, selvom der er tale om noget helt andet end øjeblikkelig behovstilfredsstillelse. Og det er der stor forløsning i.
Det hele er uddybet i min bog Belivelse - at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne.
I skriver: Vi anser slet ikke det vigtigste for at være, om vi kan blive det sådan her og nu; vi ser det snarere som en vældig udfordring til ikke at lade stå til overfor de problemer vi møder i jordelivet, ikke give op, ikke være dovne og magelige og lade men derimod komme mentalt op på dupperne og gå i gang med de der korrektioner i så mange sammenhænge som overhovedet muligt..
Svar: Helt enig.
LVSM:14:
Det synes vi er en god ting at være enige om.
CP:
I skriver: Vi har erfaring med, at det er langt lettere, ja, at det kan være ligefrem lystigt og oplivende, for ikke at sige belivende, at korrigere fejltagelser, når bare man slipper for samtidigt at skulle tænke på sig selv som ond og syndig og skyldig. Tænker man sådan, kan man nemlig nemt opleve, at en slags ”syndefælde” er klappet.
Svar: Hvordan det? Har i mulighed for at uddybe det?!
LVSM:15:
Det har helt essentielt at gøre med af skelne mellem handlinger og væren, hvilket jeg har givet eksempler på i flere af de forudgående kommentarer, se specielt 3, 4 og 5, og komme ud af kapringsmønstre ved at transformere negative delpersonligheder. Man kan også sige, for nu at bruge en kognitionsneurologisk terminologi, at det drejer sig om at overgå fra det cortisole til det pyrokatechine stresshormonsystem, fra det aflivende til det belivende stresshormonsystem. Men det er ikke noget der sker ved indtagelse af piller eller anden form for manipulation med det materielle. Det er noget der sker ved det, som Paulus kaldte at blive omskåret i hjertet, hvilket igen har at gøre med at kunne dobbeltrette sin empati, hvilket i sin yderste konsekvens er en moderne omskrivning af "hvad du gør mod din næste, gør du mod mig".
Når man når dertil at kunne se sin egen biografi i et større mentalitetshistorisk reanimationsprojekt, ophører man med at have antipatier og sympatier; så fokuserer man i stedet på at finde løsninger for helheden, som også altid må være det for de enkelte dele, selvom der er tale om noget helt andet end øjeblikkelig behovstilfredsstillelse. Og det er der stor forløsning i.
Det hele er uddybet i min bog Belivelse - at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne.
Dialog mellem Dialogcentret og os. 13. Myter er menneskeskabte.
CP:
Og I skriver endvidere: Jeg går ud fra, at du vil svare, at dette syn er dig fremmed, idet den luthersk evangeliske kirke ikke har integreret tanken om reinkarnation. Mit svar er, at det må den have; for hvordan skulle vi ellers kunne have noget som helst at gøre med handlinger, som Eva og Adam udførte for mange tusinde år siden? Hvorfor skulle vi dog ellers kunne have skæbnefællesskab med dem?
Svar: Mener I reanimation her og ikke reinkarnation? Adam og Eva er for de fleste teologer mytiske skikkelser, der skal forklare hvorfor synden og ondskaben er kommet ind i verden. Men Den evangeliske lutherske kirke tror at synden engang er kommet ind i verden, fordi mennesket valgte at sætte sig op imod Gud igennem ”posse pecare”, altså muligheden for at synde, fordi Gud havde udstyret mennesket med en fri vilje. Det er hverken reanimation eller reinkarnation, men en ”egenskab” som mennesket fra da af og altid indtil engang i evigheden ville besidde. Man kan så at sige at synden blev en del af den naturlige ”arvemasse”.
LVSM: 13:
Nu er myter jo skabt af mennesker, omend inspirationen til dem ifølge sagens natur ikke er. En myte er at forstå som en udlægning af en inspiration. En udlægning er det samme som fortolkning, og en menneskelig fortolkning anser vi det for at være absurd at have som grundvilkår.
Her er tale om et anliggende, hvor vi er virkelig uenige. For dybest set anser vi det ikke for noget skrækkeligt at ville kende forskel på godt og ondt. Vi anser det for godt at kende forskel på godt og ondt. Hvordan skal jeg vel kunne gøre det gode, hvis jeg ikke ved, hvad der er godt? Og hvordan skal jeg kunne lade være med at gøre det "onde", hvis jeg ikke ved, hvad der er "ondt"?
Vi betragter i højere grad myten som et skift fra et paradigme, i hvilket vi befandt os i en form for bevidstløshed til et paradigme, hvori bevidstheden langsomt vågnede. På det fysiske plan i det evolutionære perspektiv kan det jo for den sags skyld være i form af skift fra planterige til dyrerige.
Reanimationstanken rummer det perspektiv, at skabelsesmyten nødvendigvis vil blive omfortolket igen og igen i takt med, at menneskehedens bevidsthed udvikler sig. Derfor vil der på ethvert givent tidspunkt være mange forskellige tolkninger. Jeres og vor påberåber sig begge at være kristne. I siger så, at vor ikke er den rigtige måde at fortolke på. Vi siger, at naturligvis er der mange forskellige tolkninger, fordi vi mennesker nu engang er forskellige, men spørger, om I, selvom vi måske er beslægtet med jer helt tilbage til i halvfjerdsindstyvetusinde led, så alligevel vil vedstå jer slægtskabet, sådan at vi kan samarbejde.
I denne sammenhæng er det vigtigste for os at se ikke, at vi er enige i vore fortolkninger, men at vi netop kan se, at kristendommen giver mulighed for menneskeforståelse og gudsforståelse på forskellige planer og har et fælles mål, fred på jord og i mennesker velbehag, som vi vil kunne støtte hinanden i at virke for.
Jeg vil da også gerne minde om, at Jesus jo siger, at der i hans faders hus er mange boliger, og at det i sig selv kan indikere, at der er flere forskellige paradigmer at have hjemme i i kristen sammenhæng.
Hvad angår egenskaben "synd", som vi vil besidde "indtil engang i evigheden", giver udsagnet ingen mening. Evighed er noget, som aldrig slutter. At skulle være syndig "til engang i evigheden", må nødvendigvis betyde, at denne synd skal ophøre. Den må således være tidsmæssigt bestemt. For evighed er pr definition noget, som aldrig ender. Rent matematisk har uendelighedstegnet derfor ikke et tal at slutte med. Altid indtil engang i evigheden betyder derfor til et eller andet givent tidspunkt i tiden.
Og I skriver endvidere: Jeg går ud fra, at du vil svare, at dette syn er dig fremmed, idet den luthersk evangeliske kirke ikke har integreret tanken om reinkarnation. Mit svar er, at det må den have; for hvordan skulle vi ellers kunne have noget som helst at gøre med handlinger, som Eva og Adam udførte for mange tusinde år siden? Hvorfor skulle vi dog ellers kunne have skæbnefællesskab med dem?
Svar: Mener I reanimation her og ikke reinkarnation? Adam og Eva er for de fleste teologer mytiske skikkelser, der skal forklare hvorfor synden og ondskaben er kommet ind i verden. Men Den evangeliske lutherske kirke tror at synden engang er kommet ind i verden, fordi mennesket valgte at sætte sig op imod Gud igennem ”posse pecare”, altså muligheden for at synde, fordi Gud havde udstyret mennesket med en fri vilje. Det er hverken reanimation eller reinkarnation, men en ”egenskab” som mennesket fra da af og altid indtil engang i evigheden ville besidde. Man kan så at sige at synden blev en del af den naturlige ”arvemasse”.
LVSM: 13:
Nu er myter jo skabt af mennesker, omend inspirationen til dem ifølge sagens natur ikke er. En myte er at forstå som en udlægning af en inspiration. En udlægning er det samme som fortolkning, og en menneskelig fortolkning anser vi det for at være absurd at have som grundvilkår.
Her er tale om et anliggende, hvor vi er virkelig uenige. For dybest set anser vi det ikke for noget skrækkeligt at ville kende forskel på godt og ondt. Vi anser det for godt at kende forskel på godt og ondt. Hvordan skal jeg vel kunne gøre det gode, hvis jeg ikke ved, hvad der er godt? Og hvordan skal jeg kunne lade være med at gøre det "onde", hvis jeg ikke ved, hvad der er "ondt"?
Vi betragter i højere grad myten som et skift fra et paradigme, i hvilket vi befandt os i en form for bevidstløshed til et paradigme, hvori bevidstheden langsomt vågnede. På det fysiske plan i det evolutionære perspektiv kan det jo for den sags skyld være i form af skift fra planterige til dyrerige.
Reanimationstanken rummer det perspektiv, at skabelsesmyten nødvendigvis vil blive omfortolket igen og igen i takt med, at menneskehedens bevidsthed udvikler sig. Derfor vil der på ethvert givent tidspunkt være mange forskellige tolkninger. Jeres og vor påberåber sig begge at være kristne. I siger så, at vor ikke er den rigtige måde at fortolke på. Vi siger, at naturligvis er der mange forskellige tolkninger, fordi vi mennesker nu engang er forskellige, men spørger, om I, selvom vi måske er beslægtet med jer helt tilbage til i halvfjerdsindstyvetusinde led, så alligevel vil vedstå jer slægtskabet, sådan at vi kan samarbejde.
I denne sammenhæng er det vigtigste for os at se ikke, at vi er enige i vore fortolkninger, men at vi netop kan se, at kristendommen giver mulighed for menneskeforståelse og gudsforståelse på forskellige planer og har et fælles mål, fred på jord og i mennesker velbehag, som vi vil kunne støtte hinanden i at virke for.
Jeg vil da også gerne minde om, at Jesus jo siger, at der i hans faders hus er mange boliger, og at det i sig selv kan indikere, at der er flere forskellige paradigmer at have hjemme i i kristen sammenhæng.
Hvad angår egenskaben "synd", som vi vil besidde "indtil engang i evigheden", giver udsagnet ingen mening. Evighed er noget, som aldrig slutter. At skulle være syndig "til engang i evigheden", må nødvendigvis betyde, at denne synd skal ophøre. Den må således være tidsmæssigt bestemt. For evighed er pr definition noget, som aldrig ender. Rent matematisk har uendelighedstegnet derfor ikke et tal at slutte med. Altid indtil engang i evigheden betyder derfor til et eller andet givent tidspunkt i tiden.
Dialog mellem Dialogcentret og os. 11 og 12. IVK som moderne kristendom.
CP:
I skriver til biskoppen: Du skriver, at der i arvesyndslæren absolut er mulighed for vækst, men at vi, på grund af en ”grundskade” aldrig kan virkeliggøre fuldkommen kærlighed i dette liv.
Svar: ”Dette liv” betyder livet på jorden. Som kristne tror vi på at vi engang efter den yderste dag, skal leve evigt med Gud i hans rige.
LVSM: 11:
Men Kristus siger jo også, at både han og Helligånden er i os, så hvorfor ikke forsøge at finde aktiveringsknappen og begynde dette liv her og nu?
CP:
I skriver: Vi ved ikke helt, hvad du mener med formuleringen ”dette liv”. Hvis du dermed tænker på dette ene menneskeliv, så er det min opfattelse, at vi er enige med dig. Vi ser jo netop, ligesom H.C. Ørsted i sin naturfilosofi i 1800-tallet og diverse kognitionspsykologer og -neurologer, det enkelte menneskeliv som led i en lang udviklingsproces, hvori det enkelte menneskes værdigrundlag langsomt udvikles, udvides og reanimeres i bestandigt højere spiralkredsløb. Hvad ”jeg” derfor gør i dette ene liv begrænses ikke af min fysiske død men har erfaringsmæssigt tillagt en del til menneskehedens samlede erfaringsmasse og kan derfor være af værdi for rejsen mod fuldkommenhed selvom ”jeg” kun nåede et par millimeter videre på kærlighedens vej i dette liv.
Svar: Kristendommen tror ikke at mennesket viderefører godhed i erfaringsmassen. Vi er som ovenfor beskrevet i praksis ikke blevet klogere på kærligheden og godheden, medfølelsen og tilgivelsen. Vi er blevet klogere på økonomi, velfærd og vækst, teknologi etc., hvilket ikke har en etisk dimension, men handler om menneskehedens evne til at optimere sine levevilkår.
LVSM: 12:
I dele af den gamle kristne mystik opererede man med hjertebønnen, (kyrie eleison - herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig) som dybest set, hvilket du naturligvis ved, videreført i ikontraditionen indebar et fokus på at kunne komme til at dobbeltrette sin empati. Munkene på Athos, som der for øvrigt er fokus på i disse år, fordi man har opdaget, at der blandt dem er bemærkelsesværdigt få tilfælde af kræft i forhold til alle andre steder i verden, har stadig netop dette fokus. De spiser bl.a. derfor ikke firbenede dyr, som er så langt fremme i evolutionen at de har frontallapfunktion, men mange grøntsager og fisk og skaldyr. I vor kultur fokuserer vi på deres føde som forklaring på, at de ikke rammes af kræftsygdomme som i resten af verden. Men mig forekommer det logisk, at det også har med deres forsøg på at praktisere dobbeltrettet empati at gøre.
Jeg skriver udførligt om deres "mystiske" praksis i min bog Belivelse - at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne, så der må man læse, hvis man er virkelig interesseret.
I denne sammenhæng vil jeg blot nævne den pointe, at den ikke voldelige kommunikationsform, som Marshall B. Rosenberg har beskrevet den indre lovmæssighed i, i mindste detalje rummer de samme overordnede mønstre, som munkene bruger i hjertebønnen og ikonarbejdet. Hos dem gælder det, at den hellige ikon (vinduet - vindøjet - til det hellige), når man virkelig fokuserer på den bliver til Guds nærvær i en selv gennem den hellige menneskesøn, Jesus (ikonen). Man betragter altså ikonen, indtil man i sig selv mærker det, som beliver ikonen. Dermed får man i denne mystiske tradition Kristus i sig. Et projekt, som de fleste af dem arbejder på et helt liv uden dermed måske at nå til at opleve Kristus i sig overhovedet eller højst i nogle glimt. Men selve længslen er for dem pantet på, at det de længes efter er til, så selve det at være aktiv i længslen er noget, de føler dyb taknemmelighed i.
I vor moderne og sekulære verden benytter Rosenberg sig af en helt anden terminologi. Han siger, at de fleste mennesker er nogle rigtige sjakaler (djævle, der dømmer og kritiserer og bebrejder og skælder ud - siger at vi er skyldige og syndere); men han påstår også, at vi alle både længes efter at være giraffer og være sammen med giraffer.
Giraffen er defineret som den, der ikke dømmer og i det hele taget udviser en næstekærlig adfærd. Han påstår endvidere, at samtlige sjakaler dybest set er giraffer med sprogproblemer. Det er derfor han peger på, hvilke love der tilsyneladende gælder for den ikke voldelige kommunikation, som skal til for at vi kan komme til at få fred på jord. Får vi disse kommunikationsmønstre integreret i os, mener han, at vi rent faktisk forvandles til mennesker, der kan kommunikere ordentligt med hinanden, d.v.s. se og høre og forstå hinanden i dybere forstand. Derfor siger han også, at den ikke voldelige kommunikation i sin yderste konsekvens er spirituel. Men det er noget man først forstår, når man begynder at praktisere den dobbeltrettede empati, hvilket vil sige lade giraffen i mig kommunikere med giraffen i dig, hvilket svarer til at lade det hellige i mig kommunikere med det hellige i dig.
Ikonen er i denne sekulariserede form blevet erstattet med medmennesket. I stedet for at dømme ham og sige, at der er noget i vejen med ham, fordi han har fejlet, iagttager jeg ham og spejler ham progressivt (forsøger at fornemme hvad han føler og har behov for), indtil vi når dertil, hvor vi finder frem til en løsning, således at vi undgår at fejlen gentages. Giraffen har ingen fjender og ser ingen sjakaler men udelukkende giraffer med sprogproblemer. Sjakalen kan have giraffen som fjende, men det er sjakalens eget ansvar. Giraffen har som opgave at forsøge at hjælpe mennesker med at finde ud af, at de er giraffer. Vil de gerne være fri for den hjælp, ja, så er det deres valg. - og deres ansvar.
Jeg peger i min bog på to tendenser, som er nyere end den ikke voldelige kommunikation. Den ene er A Course in Miracles, og den anden er den allernyeste forskning indenfor kognitionsneurologien. Men det bliver for omfattende at komme ind på i denne sammenhæng. Jeg henviser atter til min bog, hvor jeg underbygger min påstand om, at der finder en reanimation sted i vor menneskehed.
I skriver til biskoppen: Du skriver, at der i arvesyndslæren absolut er mulighed for vækst, men at vi, på grund af en ”grundskade” aldrig kan virkeliggøre fuldkommen kærlighed i dette liv.
Svar: ”Dette liv” betyder livet på jorden. Som kristne tror vi på at vi engang efter den yderste dag, skal leve evigt med Gud i hans rige.
LVSM: 11:
Men Kristus siger jo også, at både han og Helligånden er i os, så hvorfor ikke forsøge at finde aktiveringsknappen og begynde dette liv her og nu?
CP:
I skriver: Vi ved ikke helt, hvad du mener med formuleringen ”dette liv”. Hvis du dermed tænker på dette ene menneskeliv, så er det min opfattelse, at vi er enige med dig. Vi ser jo netop, ligesom H.C. Ørsted i sin naturfilosofi i 1800-tallet og diverse kognitionspsykologer og -neurologer, det enkelte menneskeliv som led i en lang udviklingsproces, hvori det enkelte menneskes værdigrundlag langsomt udvikles, udvides og reanimeres i bestandigt højere spiralkredsløb. Hvad ”jeg” derfor gør i dette ene liv begrænses ikke af min fysiske død men har erfaringsmæssigt tillagt en del til menneskehedens samlede erfaringsmasse og kan derfor være af værdi for rejsen mod fuldkommenhed selvom ”jeg” kun nåede et par millimeter videre på kærlighedens vej i dette liv.
Svar: Kristendommen tror ikke at mennesket viderefører godhed i erfaringsmassen. Vi er som ovenfor beskrevet i praksis ikke blevet klogere på kærligheden og godheden, medfølelsen og tilgivelsen. Vi er blevet klogere på økonomi, velfærd og vækst, teknologi etc., hvilket ikke har en etisk dimension, men handler om menneskehedens evne til at optimere sine levevilkår.
LVSM: 12:
I dele af den gamle kristne mystik opererede man med hjertebønnen, (kyrie eleison - herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig) som dybest set, hvilket du naturligvis ved, videreført i ikontraditionen indebar et fokus på at kunne komme til at dobbeltrette sin empati. Munkene på Athos, som der for øvrigt er fokus på i disse år, fordi man har opdaget, at der blandt dem er bemærkelsesværdigt få tilfælde af kræft i forhold til alle andre steder i verden, har stadig netop dette fokus. De spiser bl.a. derfor ikke firbenede dyr, som er så langt fremme i evolutionen at de har frontallapfunktion, men mange grøntsager og fisk og skaldyr. I vor kultur fokuserer vi på deres føde som forklaring på, at de ikke rammes af kræftsygdomme som i resten af verden. Men mig forekommer det logisk, at det også har med deres forsøg på at praktisere dobbeltrettet empati at gøre.
Jeg skriver udførligt om deres "mystiske" praksis i min bog Belivelse - at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne, så der må man læse, hvis man er virkelig interesseret.
I denne sammenhæng vil jeg blot nævne den pointe, at den ikke voldelige kommunikationsform, som Marshall B. Rosenberg har beskrevet den indre lovmæssighed i, i mindste detalje rummer de samme overordnede mønstre, som munkene bruger i hjertebønnen og ikonarbejdet. Hos dem gælder det, at den hellige ikon (vinduet - vindøjet - til det hellige), når man virkelig fokuserer på den bliver til Guds nærvær i en selv gennem den hellige menneskesøn, Jesus (ikonen). Man betragter altså ikonen, indtil man i sig selv mærker det, som beliver ikonen. Dermed får man i denne mystiske tradition Kristus i sig. Et projekt, som de fleste af dem arbejder på et helt liv uden dermed måske at nå til at opleve Kristus i sig overhovedet eller højst i nogle glimt. Men selve længslen er for dem pantet på, at det de længes efter er til, så selve det at være aktiv i længslen er noget, de føler dyb taknemmelighed i.
I vor moderne og sekulære verden benytter Rosenberg sig af en helt anden terminologi. Han siger, at de fleste mennesker er nogle rigtige sjakaler (djævle, der dømmer og kritiserer og bebrejder og skælder ud - siger at vi er skyldige og syndere); men han påstår også, at vi alle både længes efter at være giraffer og være sammen med giraffer.
Giraffen er defineret som den, der ikke dømmer og i det hele taget udviser en næstekærlig adfærd. Han påstår endvidere, at samtlige sjakaler dybest set er giraffer med sprogproblemer. Det er derfor han peger på, hvilke love der tilsyneladende gælder for den ikke voldelige kommunikation, som skal til for at vi kan komme til at få fred på jord. Får vi disse kommunikationsmønstre integreret i os, mener han, at vi rent faktisk forvandles til mennesker, der kan kommunikere ordentligt med hinanden, d.v.s. se og høre og forstå hinanden i dybere forstand. Derfor siger han også, at den ikke voldelige kommunikation i sin yderste konsekvens er spirituel. Men det er noget man først forstår, når man begynder at praktisere den dobbeltrettede empati, hvilket vil sige lade giraffen i mig kommunikere med giraffen i dig, hvilket svarer til at lade det hellige i mig kommunikere med det hellige i dig.
Ikonen er i denne sekulariserede form blevet erstattet med medmennesket. I stedet for at dømme ham og sige, at der er noget i vejen med ham, fordi han har fejlet, iagttager jeg ham og spejler ham progressivt (forsøger at fornemme hvad han føler og har behov for), indtil vi når dertil, hvor vi finder frem til en løsning, således at vi undgår at fejlen gentages. Giraffen har ingen fjender og ser ingen sjakaler men udelukkende giraffer med sprogproblemer. Sjakalen kan have giraffen som fjende, men det er sjakalens eget ansvar. Giraffen har som opgave at forsøge at hjælpe mennesker med at finde ud af, at de er giraffer. Vil de gerne være fri for den hjælp, ja, så er det deres valg. - og deres ansvar.
Jeg peger i min bog på to tendenser, som er nyere end den ikke voldelige kommunikation. Den ene er A Course in Miracles, og den anden er den allernyeste forskning indenfor kognitionsneurologien. Men det bliver for omfattende at komme ind på i denne sammenhæng. Jeg henviser atter til min bog, hvor jeg underbygger min påstand om, at der finder en reanimation sted i vor menneskehed.
Dialog mellem Dialogcentret og os. 10. Fejllæsning af Matt. 5.
CP:
I skriver: Vi spørger så jer teologer om hvorfor I tror at Jesus i talen Om gengældelse, efter alle sine opfordringer til at korrigere fejltagelser afslutter med ordene ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!”
Svar: Det er fordi, det er hvad Jesus fordrer af os og det er hvad vi skal stræbe efter, selvom det er umuligt! – det er altså et absolut udsagn, der er nødvendigt fordi der er det der skal være vores udgangspunkt. Men det er som sagt umuligt – og var det ikke det, var Kristi død og opstandelse, fuldstændig overflødig. Og så var han blot en blandt mange, der har talt for en bedre verden gennem kærlighed og fred og tilgivelse.
Et eksempel på at det for mennesket er umuligt hører vi blandt andet i Bjergprædikenen i Matt. Kap.5-7; Jesus talte ind i en tid, hvor der var stor forskel på hvor frelste folk var. Dem der overholdt budene var tættere på Gud end dem ikke kunne holde dem. De mente at man kunne være mere eller mindre fuldkommen og være bedre eller dårligere som menneske, hvilket netop afspejlede sig i folks gerninger. Ham der f.eks. ikke var konen utro, var et klart bedre menneske end ham der var utro. Det kunne man jo se. Men da understreger Kristus i Bjergprædikenen at der ikke er forskel på de to personer, for ham der ikke har været konen utro har drømt om det, men har bare haft en stærkere vilje til at modstå! De to er altså lige syndige! Og der kommer der noget helt fundamentalt ind nemlig talen om at alle er syndere, uanset hvordan vi ellers opfører os. Og dermed har alle det samme udgangspunkt og den samme mulighed for frelse ved Jesus Kristus.
LVSM: 10:
Der står rent faktisk ikke dét, som du skriver. Det er mildest talt en overfortolkning.
Ja, uskyld mig min frimodighed, men jeg tror da, at min gamle folkeskoleinspektør, som underviste os i kristendom, om denne udlægning ville have sagt, at man da skulle tro, at det var fanden selv, der læste bibelen.
Jeg håber du kan tage ovenstående som en morsomhed... Men din udlægning stemmer hverken overens med hvad der står eller for den sags skyld med min børnelærdom. Hvor kommer den fra? Er det virkelig blevet sådan comme il faut indenfor teologien at have det syn?
Der står i det pågældende kap. v. 27-29.
"I har hørt, at det er sagt: 'Du må ikke bryde et ægteskab.' Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte."
Der står ikke, "I kaster alle lystne blikke på en andens hustru."
Begærer du din næstes hustru, ja, så har du det i dig at begære hende. Begærer du hende ikke, ja, så har du det ikke i dig.
Hvis nu vi siger, at vi ved, at alle gør det, dømmer vi så ikke alle andre mennesker? Og er det dybest set ikke ukristeligt?
Det er et håbløst deprimerende grundvilkår at have, at uanset hvad du gør, er der noget i vejen med dig. Det er dybest set et syn, som latent rummer stor fare for selvhad, og der er ikke dækning for det engang i skriftstedet du henviser til.
Noget helt andet er så, som Gudmundur påpeger, og som vel egentlig udgør den lutherske pointe, at vi, fordi vi ikke begærer næstens hustru, så ikke af den grund skal tro, at vi er bedre mennesker. Men det er en helt anden drøftelse.
Tanken om, at ingen er bedre end andre, og at jeg i hvert fald ikke skal tro, at jeg er bedre eller mere værdifuld end andre, bare fordi jeg ikke begår f.eks. ægteskabsbrud, hænger i vor bevidsthed sammen med, at vi, som ikke gør det, bare har lært af vore fejltagelser. Nogle af os i dette liv, andre tidligere i menneskehedens historie, hvorfor vi selvfølgelig ikke kan huske det.
For os er det et grundvilkår, at vi alle har begået fejltagelser i massevis - og stadig gør det. Nogle af os har lært noget af disse fejltagelser og vil til stadighed gerne lære og korrigere, og for sådanne kommer der så nye typer af prøvelser, problemer eller udfordringer. Vi kalder det "virkelighedens modstand".
Men der er nogle handlemønstre, som er mere hensigtsmæssige, hvis det er fred og harmoni man ønsker, end andre, og dem mener vi, at vi gør klogt i at forsøge at sætte os ind i og udvikle.
I skriver: Vi spørger så jer teologer om hvorfor I tror at Jesus i talen Om gengældelse, efter alle sine opfordringer til at korrigere fejltagelser afslutter med ordene ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!”
Svar: Det er fordi, det er hvad Jesus fordrer af os og det er hvad vi skal stræbe efter, selvom det er umuligt! – det er altså et absolut udsagn, der er nødvendigt fordi der er det der skal være vores udgangspunkt. Men det er som sagt umuligt – og var det ikke det, var Kristi død og opstandelse, fuldstændig overflødig. Og så var han blot en blandt mange, der har talt for en bedre verden gennem kærlighed og fred og tilgivelse.
Et eksempel på at det for mennesket er umuligt hører vi blandt andet i Bjergprædikenen i Matt. Kap.5-7; Jesus talte ind i en tid, hvor der var stor forskel på hvor frelste folk var. Dem der overholdt budene var tættere på Gud end dem ikke kunne holde dem. De mente at man kunne være mere eller mindre fuldkommen og være bedre eller dårligere som menneske, hvilket netop afspejlede sig i folks gerninger. Ham der f.eks. ikke var konen utro, var et klart bedre menneske end ham der var utro. Det kunne man jo se. Men da understreger Kristus i Bjergprædikenen at der ikke er forskel på de to personer, for ham der ikke har været konen utro har drømt om det, men har bare haft en stærkere vilje til at modstå! De to er altså lige syndige! Og der kommer der noget helt fundamentalt ind nemlig talen om at alle er syndere, uanset hvordan vi ellers opfører os. Og dermed har alle det samme udgangspunkt og den samme mulighed for frelse ved Jesus Kristus.
LVSM: 10:
Der står rent faktisk ikke dét, som du skriver. Det er mildest talt en overfortolkning.
Ja, uskyld mig min frimodighed, men jeg tror da, at min gamle folkeskoleinspektør, som underviste os i kristendom, om denne udlægning ville have sagt, at man da skulle tro, at det var fanden selv, der læste bibelen.
Jeg håber du kan tage ovenstående som en morsomhed... Men din udlægning stemmer hverken overens med hvad der står eller for den sags skyld med min børnelærdom. Hvor kommer den fra? Er det virkelig blevet sådan comme il faut indenfor teologien at have det syn?
Der står i det pågældende kap. v. 27-29.
"I har hørt, at det er sagt: 'Du må ikke bryde et ægteskab.' Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte."
Der står ikke, "I kaster alle lystne blikke på en andens hustru."
Begærer du din næstes hustru, ja, så har du det i dig at begære hende. Begærer du hende ikke, ja, så har du det ikke i dig.
Hvis nu vi siger, at vi ved, at alle gør det, dømmer vi så ikke alle andre mennesker? Og er det dybest set ikke ukristeligt?
Det er et håbløst deprimerende grundvilkår at have, at uanset hvad du gør, er der noget i vejen med dig. Det er dybest set et syn, som latent rummer stor fare for selvhad, og der er ikke dækning for det engang i skriftstedet du henviser til.
Noget helt andet er så, som Gudmundur påpeger, og som vel egentlig udgør den lutherske pointe, at vi, fordi vi ikke begærer næstens hustru, så ikke af den grund skal tro, at vi er bedre mennesker. Men det er en helt anden drøftelse.
Tanken om, at ingen er bedre end andre, og at jeg i hvert fald ikke skal tro, at jeg er bedre eller mere værdifuld end andre, bare fordi jeg ikke begår f.eks. ægteskabsbrud, hænger i vor bevidsthed sammen med, at vi, som ikke gør det, bare har lært af vore fejltagelser. Nogle af os i dette liv, andre tidligere i menneskehedens historie, hvorfor vi selvfølgelig ikke kan huske det.
For os er det et grundvilkår, at vi alle har begået fejltagelser i massevis - og stadig gør det. Nogle af os har lært noget af disse fejltagelser og vil til stadighed gerne lære og korrigere, og for sådanne kommer der så nye typer af prøvelser, problemer eller udfordringer. Vi kalder det "virkelighedens modstand".
Men der er nogle handlemønstre, som er mere hensigtsmæssige, hvis det er fred og harmoni man ønsker, end andre, og dem mener vi, at vi gør klogt i at forsøge at sætte os ind i og udvikle.
Dialog mellem Dialogcentret og os. 9. Kulturkristne ateister.
CP:
I skriver: Vi kan pege på et væld af skriftsteder, som opfordrer til det vi med et moderne udtryk vel vil kalde selvudvikling, når selvudvikling vel at mærke forstås som en forædlingsproces og ikke en styrkelse af egoet.
I en artikelserie i Kristeligt Dagblad, ”Nordiske kirker i opbrud”, interviewes den populære finske forfatter Jaakko Heinimäki, som også er teolog og tidligere sognepræst. Han anser sig selv for at præsentere moderne kristendom, fordi han placerer kristendommen midt i storbyens travle hverdagsliv gennem både medier, foredragssale og kirker. Og denne moderne kristendom har det enkelte menneskes egen uforanderlige synd som det helt centrale tema. Han siger bl.a.: ”Ja, men vi gør det aldrig (kommer ud over synden, lvsm). Vi forbliver syndere. Men retfærdiggjorte syndere. I virkeligheden er jeg ikke særlig liberal eller radikal som kristen. Jeg er dog heller ikke teologisk konservativ. Jeg er bare en traditionel luthersk kristen. Vi er ikke syndere, fordi Adam og Eva syndede. Adam og Eva syndede, fordi vi er syndere. Der er en forskel. Vi er ikke perfekte. Ingen af os. Der er et bæst i mig og i dig. Spørgsmålet er, om jeg fodrer dette bæst eller ej.” (4. dec. 2009)
Han peger endvidere på, at det er en nødvendighed at medregne den mørke side i mennesket og at det er vigtigt at forstå, at det at være kristen er noget, som handler om at være, ikke om at gøre.
Svar: Hvis I er uenige i ovenstående, hvilket jeg forudsætter i følgende svar, så betyder det ”at være” , at et menneske er sine holdninger og ikke sine handlinger; men at holdningerne som regel afspejles i handlingerne – dog ikke altid. Er din holdning at meningen med livet er Kristus og hans bud, så vil det også være din holdning til dine medmennesker og også oftest det du handler ud fra.
Der findes mennesker, der gør en masse gode gerninger, men gør det for at blive set og værdsat, eller fordi de har gået i ”flinkeskolen” og egentlig når det kommer til stykket ikke bekymrer sig særligt om deres medmennesker som sådan. Det er at ”gøre”..
At ”være” er at tilhøre Kristus og derfor også have en holdning der afspejler det. Og i praksis er det i langt højere grad at udvise en kærlig holdning, medfølelse, barmhjertighed og tilgivelse og egentlig ikke så meget at gøre en hel masse gode og velmenende ting for andre, selvom det kan være godt og fint!
LVSM: 9:
Jeg er aldeles uenig med dig i denne udlægning.
Selvfølgelig eksisterer der sådanne mennesker, som du omtaler. De har en adfærd, som i vor terminologi kaldes kapret.
Men jeg kender mennesker, hvem Kristus ikke siger noget som helst, og som nødig kommer i kirke, men som jeg aldrig har hørt dømme nogen eller tale dårligt om nogen, som altid forsøger at forstå; er de advokater satser de på mediation i stedet for retssag, er de pædagoger udviser de kærlighed overfor ethvert barn i institutionen, er de lærere foregår de som gode eksempler i form af rollemodeller, der altid konfronterer sig på en sådan måde, at der kommer harmoni ud af det, er de sygeplejersker har de en kærlig hånd og en mild stemme til hvem som helst de finder i en miserabel forfatning med behov for netop det, og er i det hele taget bare ansvarlige mennesker overfor naboer såvel som andre, de kommer i berøring med. Jeg kunne blive ved og ved... Ingen af dem hviler i Kristus. De hviler i sig selv, sig Selv med stort S. Og de har tillid til, at alt nok skal gå godt, fordi de selv har som naturligt grundvilkår at gøre det, som til enhver tid skaber mest behag for helheden.
Disse mennesker gør absolut ikke gode gerninger for at blive lagt mærke til. De er slet ikke narcissister. De gør det bare, fordi det er det eneste naturlige for dem. De ville hverken kunne holde sig selv ud eller have selvrespekt, hvis ikke de havde denne altruistiske indstilling. For dem er udgangspunktet, hvad de selv ville have brug for, hvis de var i den situation.
Det er det, vi mener med kulturkristenhed. Jeg kender mange sådanne mennesker. Vi i Det Belivende kender rigtig mange af dem.
I skriver: Vi kan pege på et væld af skriftsteder, som opfordrer til det vi med et moderne udtryk vel vil kalde selvudvikling, når selvudvikling vel at mærke forstås som en forædlingsproces og ikke en styrkelse af egoet.
I en artikelserie i Kristeligt Dagblad, ”Nordiske kirker i opbrud”, interviewes den populære finske forfatter Jaakko Heinimäki, som også er teolog og tidligere sognepræst. Han anser sig selv for at præsentere moderne kristendom, fordi han placerer kristendommen midt i storbyens travle hverdagsliv gennem både medier, foredragssale og kirker. Og denne moderne kristendom har det enkelte menneskes egen uforanderlige synd som det helt centrale tema. Han siger bl.a.: ”Ja, men vi gør det aldrig (kommer ud over synden, lvsm). Vi forbliver syndere. Men retfærdiggjorte syndere. I virkeligheden er jeg ikke særlig liberal eller radikal som kristen. Jeg er dog heller ikke teologisk konservativ. Jeg er bare en traditionel luthersk kristen. Vi er ikke syndere, fordi Adam og Eva syndede. Adam og Eva syndede, fordi vi er syndere. Der er en forskel. Vi er ikke perfekte. Ingen af os. Der er et bæst i mig og i dig. Spørgsmålet er, om jeg fodrer dette bæst eller ej.” (4. dec. 2009)
Han peger endvidere på, at det er en nødvendighed at medregne den mørke side i mennesket og at det er vigtigt at forstå, at det at være kristen er noget, som handler om at være, ikke om at gøre.
Svar: Hvis I er uenige i ovenstående, hvilket jeg forudsætter i følgende svar, så betyder det ”at være” , at et menneske er sine holdninger og ikke sine handlinger; men at holdningerne som regel afspejles i handlingerne – dog ikke altid. Er din holdning at meningen med livet er Kristus og hans bud, så vil det også være din holdning til dine medmennesker og også oftest det du handler ud fra.
Der findes mennesker, der gør en masse gode gerninger, men gør det for at blive set og værdsat, eller fordi de har gået i ”flinkeskolen” og egentlig når det kommer til stykket ikke bekymrer sig særligt om deres medmennesker som sådan. Det er at ”gøre”..
At ”være” er at tilhøre Kristus og derfor også have en holdning der afspejler det. Og i praksis er det i langt højere grad at udvise en kærlig holdning, medfølelse, barmhjertighed og tilgivelse og egentlig ikke så meget at gøre en hel masse gode og velmenende ting for andre, selvom det kan være godt og fint!
LVSM: 9:
Jeg er aldeles uenig med dig i denne udlægning.
Selvfølgelig eksisterer der sådanne mennesker, som du omtaler. De har en adfærd, som i vor terminologi kaldes kapret.
Men jeg kender mennesker, hvem Kristus ikke siger noget som helst, og som nødig kommer i kirke, men som jeg aldrig har hørt dømme nogen eller tale dårligt om nogen, som altid forsøger at forstå; er de advokater satser de på mediation i stedet for retssag, er de pædagoger udviser de kærlighed overfor ethvert barn i institutionen, er de lærere foregår de som gode eksempler i form af rollemodeller, der altid konfronterer sig på en sådan måde, at der kommer harmoni ud af det, er de sygeplejersker har de en kærlig hånd og en mild stemme til hvem som helst de finder i en miserabel forfatning med behov for netop det, og er i det hele taget bare ansvarlige mennesker overfor naboer såvel som andre, de kommer i berøring med. Jeg kunne blive ved og ved... Ingen af dem hviler i Kristus. De hviler i sig selv, sig Selv med stort S. Og de har tillid til, at alt nok skal gå godt, fordi de selv har som naturligt grundvilkår at gøre det, som til enhver tid skaber mest behag for helheden.
Disse mennesker gør absolut ikke gode gerninger for at blive lagt mærke til. De er slet ikke narcissister. De gør det bare, fordi det er det eneste naturlige for dem. De ville hverken kunne holde sig selv ud eller have selvrespekt, hvis ikke de havde denne altruistiske indstilling. For dem er udgangspunktet, hvad de selv ville have brug for, hvis de var i den situation.
Det er det, vi mener med kulturkristenhed. Jeg kender mange sådanne mennesker. Vi i Det Belivende kender rigtig mange af dem.
Dialog mellem Dialogcentret og os. 7 og 8. "Posse non pecare"
CP:
I skriver til biskoppen: Du skriver så, at man, hvis man tager kærlighedsbudet alvorligt, uvægerligt også kommer til at tage skylden alvorligt (her formår vi ganske enkelt ikke at begribe den indre logik)
Svar: Hvis vi ikke har nogen skyld for noget, er der ikke noget der naturligt bevæger os til at elske vores næste, udover dem vi står nærmest! Vi skylder på den måde ikke nogen at elske dem!
LVSM: 7:
Jeg kan ikke se andet end, at det I kalder skyld, er det, vi kalder ansvar og henvise til ovenstående.
CP:
Og videre til biskoppen:… men at du godt kunne ønske dig en genopretning af sund tale om skyld som erstatning for vreden og usund kirkelig tilgang til skyldsproblematikken. Vi finder det umådelig interessant, at du efterlyser denne sunde tale om skyld og om evangeliet om syndernes forladelse, For det er netop det, som er det centrale i vor tilgang. Og det er netop derfor vi taler om fejltagelser i stedet for synd og skyld. Vi peger på, at ordet f.eks. på engelsk er oversat med trepasses (overtrædelser), hvilket da også bruges i visse sammenhænge i danske bibeloversættelser. Se f.eks. Mat.6,15: ”Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser”.
Synd og skyld har at gøre med hvad man er. Man er syndig og man er skyldig, hvilket vil sige, at det er en selv som person, der er noget fundamentalt galt med. Overtrædelser og fejltagelser har derimod noget at gøre med handlinger, med noget man har gjort. Og dette understreges mange steder.. F.eks. Mat. 5, 37: ”Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde”. Det er i vore handlinger at vi skal ændre os. Og om at dømme andre i Mat. 7, står det også vældig klart: ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: lad mig tage splinten ud af dit øje! Og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så du kan se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.”
Her er jo klare opfordringer til at korrigere i sit handlemønster. Det er dét, det drejer sig om, og ikke at tro, at man nu en gang har som grundvilkår at være syndig og derfor bare passivt skal affinde sig med, at sådan er man nu bare engang.
Svar: Passivitet er selvfølgelig ukristeligt, da det at være kristen netop er at forsøge at leve med Kristus i sit hjerte og udvise medfølelse, barmhjertighed og tilgivelse. Men det er her vigtigt at skelne imellem den fundamentale skyld, som er det i vores natur der ”vil” det dårlige, altså det der går forud for den konkrete overtrædelse.
I den evangelisk-lutherske dogmatik hedder det at vi i paradistilstanden havde det der hedder ”posse pecare” og betyder ”muligheden for at synde”, da mennesket så syndede og faldt, havde vi det der på latin hedder ”non posse, non pecare” og betyder ”ingen mulighed for ikke at synde”. Men efter at Kristus har frelst verden hedder det så ”posse non pecare” som er ”muligheden for ikke at synde”. Det betyder at efter at synden er kommet ind i verden, er det et grundvilkår vi må leve med, men at vi med Kristus har muligheden for at lade være. Dog når det sker, har vi vores synders nådige forladelse, når vi beder Kristus om det.
LVSM: 8:
Denne "posse non pecare", denne mulighed for ikke at synde er for os det allervæsentligste i kristendommen. Og hvis ikke vi tager os af den, mener vi faktisk, at Kristus døde forgæves.
Ordene på korset "tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør", opfatter vi som en opfordring til at komme til at vide og hjælpe andre i det omfang, vi kan, med at komme til at vide, sådan at vi ikke kommer til at gentage den frygtelige fejltagelse det var at slå et så fuldkomment menneske som Jesus Kristus ihjel. For os er det en opfordring til at kunne leve i fred med vore brødre (hvad I gør mod mine brødre, gør I mod mig).
Og helt vidunderligt er det jo så, at der er nåde for os, når vi begår fejltagelser. Det er derfor, at vi nu som grundvilkår har ikke at behøve at frygte noget mere, ikke sandt?
I skriver til biskoppen: Du skriver så, at man, hvis man tager kærlighedsbudet alvorligt, uvægerligt også kommer til at tage skylden alvorligt (her formår vi ganske enkelt ikke at begribe den indre logik)
Svar: Hvis vi ikke har nogen skyld for noget, er der ikke noget der naturligt bevæger os til at elske vores næste, udover dem vi står nærmest! Vi skylder på den måde ikke nogen at elske dem!
LVSM: 7:
Jeg kan ikke se andet end, at det I kalder skyld, er det, vi kalder ansvar og henvise til ovenstående.
CP:
Og videre til biskoppen:… men at du godt kunne ønske dig en genopretning af sund tale om skyld som erstatning for vreden og usund kirkelig tilgang til skyldsproblematikken. Vi finder det umådelig interessant, at du efterlyser denne sunde tale om skyld og om evangeliet om syndernes forladelse, For det er netop det, som er det centrale i vor tilgang. Og det er netop derfor vi taler om fejltagelser i stedet for synd og skyld. Vi peger på, at ordet f.eks. på engelsk er oversat med trepasses (overtrædelser), hvilket da også bruges i visse sammenhænge i danske bibeloversættelser. Se f.eks. Mat.6,15: ”Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser”.
Synd og skyld har at gøre med hvad man er. Man er syndig og man er skyldig, hvilket vil sige, at det er en selv som person, der er noget fundamentalt galt med. Overtrædelser og fejltagelser har derimod noget at gøre med handlinger, med noget man har gjort. Og dette understreges mange steder.. F.eks. Mat. 5, 37: ”Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde”. Det er i vore handlinger at vi skal ændre os. Og om at dømme andre i Mat. 7, står det også vældig klart: ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: lad mig tage splinten ud af dit øje! Og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så du kan se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.”
Her er jo klare opfordringer til at korrigere i sit handlemønster. Det er dét, det drejer sig om, og ikke at tro, at man nu en gang har som grundvilkår at være syndig og derfor bare passivt skal affinde sig med, at sådan er man nu bare engang.
Svar: Passivitet er selvfølgelig ukristeligt, da det at være kristen netop er at forsøge at leve med Kristus i sit hjerte og udvise medfølelse, barmhjertighed og tilgivelse. Men det er her vigtigt at skelne imellem den fundamentale skyld, som er det i vores natur der ”vil” det dårlige, altså det der går forud for den konkrete overtrædelse.
I den evangelisk-lutherske dogmatik hedder det at vi i paradistilstanden havde det der hedder ”posse pecare” og betyder ”muligheden for at synde”, da mennesket så syndede og faldt, havde vi det der på latin hedder ”non posse, non pecare” og betyder ”ingen mulighed for ikke at synde”. Men efter at Kristus har frelst verden hedder det så ”posse non pecare” som er ”muligheden for ikke at synde”. Det betyder at efter at synden er kommet ind i verden, er det et grundvilkår vi må leve med, men at vi med Kristus har muligheden for at lade være. Dog når det sker, har vi vores synders nådige forladelse, når vi beder Kristus om det.
LVSM: 8:
Denne "posse non pecare", denne mulighed for ikke at synde er for os det allervæsentligste i kristendommen. Og hvis ikke vi tager os af den, mener vi faktisk, at Kristus døde forgæves.
Ordene på korset "tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør", opfatter vi som en opfordring til at komme til at vide og hjælpe andre i det omfang, vi kan, med at komme til at vide, sådan at vi ikke kommer til at gentage den frygtelige fejltagelse det var at slå et så fuldkomment menneske som Jesus Kristus ihjel. For os er det en opfordring til at kunne leve i fred med vore brødre (hvad I gør mod mine brødre, gør I mod mig).
Og helt vidunderligt er det jo så, at der er nåde for os, når vi begår fejltagelser. Det er derfor, at vi nu som grundvilkår har ikke at behøve at frygte noget mere, ikke sandt?
Dialog mellem Dialogcentret og os. 6. Udvikler empatien sig?
CP:
I skriver til biskoppen: Du insisterer på, at det netop er Jesu Kristi inspirationskilde og hans forbilledlige liv, der gør det nødvendigt for os også at fastholde talen om skylden og syndernes forladelse. Din begrundelse er, at vi altid kommer til kort, når vi forsøger at efterleve hans forbillede. Jeg er enig i, at vi altid kommer til kort og at vi slet ikke slår til. Vi mener blot ikke, at der nødvendigvis behøver at være tale om en statisk situation. Hvorfor skulle Jesus ellers f.eks. sige til skøgen ”Gå bort kvinde og synd ikke mere”? Hvis vi under alle omstændigheder altid ville skulle synde, skulle budskabet vel have været: ”Du er elsket præcis som du er med din synd. Jeg skal nok sone den”. Han beder os jo om at korrigere vore fejltagelser.
Svar: Naturligvis skal vi hele tiden arbejde på at ændre adfærd. Luther siger også at ”man ikke bliver kristen af at gøre gode gerninger, men at en kristen mand gør gode gerninger”. Det betyder at hvis vi tror på Jesus og, så vil vi naturligvis også forsøge at leve efter hans bud om kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse, at undgå at såre andre, at opføre os, så andre mennesker kan holde os ud, og i det hele taget ”at bære Kristus i hjertet”. Men fordi vi er mennesker der på en gang er frelste som kristne og forsøger at leve som sådan, og på samme tid igen og igen handler uforståeligt negativt også hinsides krybdyrhjernen, er der altid tilgivelse at finde hos Kristus. Vi er ikke statiske, og vi udvikler os hele tiden, men menneskeheden bliver ikke langsomt bedre og bedre. Udviklingen har som bekendt endnu ikke ført verden et bedre sted hen. Vi begår nøjagtigt ligeså mange beskidte handlinger som i tidernes morgen, dog måske lidt mere avanceret – og dette måske netop fordi vi langsomt opnår et højere og højere bevidsthedsniveau! Men større bevidsthed fører på ingen måde til mere kærlighed. I hvert fald har historien ikke bevist det!
LVSM: 6:
Jeg forstår godt, når man kigger på verden og al den ufordragelighed, der er i den, at det kan se ud, som om der ingen mental og kærlighedsmæssig evolution finder sted. Betragter du et ordentligt spand af tid, er der imidlertid nogle interessante ting at reflektere lidt over.
Lad os som eksempel kigge på vor egen kultur, den vestlige verdens kultur. Vi har bevæget os fra stammementalitet over nationalisme til på idéplanet at have fællesskabet som ideal. I vor kultur anses en leder ikke for en god leder, hvis han vil gå til angreb på et andet land for at gøre sig til herre over det. De Forenede Nationer oprettedes af mennesker, som ønskede at undgå krige. Det europæiske fællesskab har også som grundidé at arbejde for velstand og fredeliggørelse.
Vestens ledere har derudover givet udtryk for bevidsthed om, at vi, hvis vi ønsker fred i verden, må sørge for at hjælpe ulandene på en sådan måde, at de udvikles til at kunne have velstand i en sådan målestok, at de ikke føler sig vrede. De er helt bevidste om, at vrede og had altid har en årsag, og at man må forholde sig til årsagen, altså hjælpe med udvikling. Invasionen i Irak og Afghanistan tjener dybest set dette formål. Man ønsker at hjælpe befolkningerne i retning af større frihed for den enkelte. Derfor tilbydes f.eks. talebanere (som i det gamle paradigme ville være at betragte som fjendebilleder) også helt nye biografimuligheder i form af arbejde, uddannelse etc., hvis de vil samarbejde.
Her er på ideplanet tale om en vældig udvikling i retning af evne til at praktisere empati, sammenlignet med for blot et par tusinde år siden, ja, visse steder mindre, da vi brugte krigsbytte i form af menneskelige ressourcer som slaver. Når mennesker generelt ikke ser det, men taler om, at vi er i krig, anser vi årsagen for at være den mistillid, som så mange af os nærer overfor autoriteter.
I skriver til biskoppen: Du insisterer på, at det netop er Jesu Kristi inspirationskilde og hans forbilledlige liv, der gør det nødvendigt for os også at fastholde talen om skylden og syndernes forladelse. Din begrundelse er, at vi altid kommer til kort, når vi forsøger at efterleve hans forbillede. Jeg er enig i, at vi altid kommer til kort og at vi slet ikke slår til. Vi mener blot ikke, at der nødvendigvis behøver at være tale om en statisk situation. Hvorfor skulle Jesus ellers f.eks. sige til skøgen ”Gå bort kvinde og synd ikke mere”? Hvis vi under alle omstændigheder altid ville skulle synde, skulle budskabet vel have været: ”Du er elsket præcis som du er med din synd. Jeg skal nok sone den”. Han beder os jo om at korrigere vore fejltagelser.
Svar: Naturligvis skal vi hele tiden arbejde på at ændre adfærd. Luther siger også at ”man ikke bliver kristen af at gøre gode gerninger, men at en kristen mand gør gode gerninger”. Det betyder at hvis vi tror på Jesus og, så vil vi naturligvis også forsøge at leve efter hans bud om kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse, at undgå at såre andre, at opføre os, så andre mennesker kan holde os ud, og i det hele taget ”at bære Kristus i hjertet”. Men fordi vi er mennesker der på en gang er frelste som kristne og forsøger at leve som sådan, og på samme tid igen og igen handler uforståeligt negativt også hinsides krybdyrhjernen, er der altid tilgivelse at finde hos Kristus. Vi er ikke statiske, og vi udvikler os hele tiden, men menneskeheden bliver ikke langsomt bedre og bedre. Udviklingen har som bekendt endnu ikke ført verden et bedre sted hen. Vi begår nøjagtigt ligeså mange beskidte handlinger som i tidernes morgen, dog måske lidt mere avanceret – og dette måske netop fordi vi langsomt opnår et højere og højere bevidsthedsniveau! Men større bevidsthed fører på ingen måde til mere kærlighed. I hvert fald har historien ikke bevist det!
LVSM: 6:
Jeg forstår godt, når man kigger på verden og al den ufordragelighed, der er i den, at det kan se ud, som om der ingen mental og kærlighedsmæssig evolution finder sted. Betragter du et ordentligt spand af tid, er der imidlertid nogle interessante ting at reflektere lidt over.
Lad os som eksempel kigge på vor egen kultur, den vestlige verdens kultur. Vi har bevæget os fra stammementalitet over nationalisme til på idéplanet at have fællesskabet som ideal. I vor kultur anses en leder ikke for en god leder, hvis han vil gå til angreb på et andet land for at gøre sig til herre over det. De Forenede Nationer oprettedes af mennesker, som ønskede at undgå krige. Det europæiske fællesskab har også som grundidé at arbejde for velstand og fredeliggørelse.
Vestens ledere har derudover givet udtryk for bevidsthed om, at vi, hvis vi ønsker fred i verden, må sørge for at hjælpe ulandene på en sådan måde, at de udvikles til at kunne have velstand i en sådan målestok, at de ikke føler sig vrede. De er helt bevidste om, at vrede og had altid har en årsag, og at man må forholde sig til årsagen, altså hjælpe med udvikling. Invasionen i Irak og Afghanistan tjener dybest set dette formål. Man ønsker at hjælpe befolkningerne i retning af større frihed for den enkelte. Derfor tilbydes f.eks. talebanere (som i det gamle paradigme ville være at betragte som fjendebilleder) også helt nye biografimuligheder i form af arbejde, uddannelse etc., hvis de vil samarbejde.
Her er på ideplanet tale om en vældig udvikling i retning af evne til at praktisere empati, sammenlignet med for blot et par tusinde år siden, ja, visse steder mindre, da vi brugte krigsbytte i form af menneskelige ressourcer som slaver. Når mennesker generelt ikke ser det, men taler om, at vi er i krig, anser vi årsagen for at være den mistillid, som så mange af os nærer overfor autoriteter.
Abonner på:
Opslag (Atom)