Dialog mellem Dialogcentret og os. 13. Myter er menneskeskabte.

CP:
Og I skriver endvidere: Jeg går ud fra, at du vil svare, at dette syn er dig fremmed, idet den luthersk evangeliske kirke ikke har integreret tanken om reinkarnation. Mit svar er, at det må den have; for hvordan skulle vi ellers kunne have noget som helst at gøre med handlinger, som Eva og Adam udførte for mange tusinde år siden? Hvorfor skulle vi dog ellers kunne have skæbnefællesskab med dem?

Svar: Mener I reanimation her og ikke reinkarnation? Adam og Eva er for de fleste teologer mytiske skikkelser, der skal forklare hvorfor synden og ondskaben er kommet ind i verden. Men Den evangeliske lutherske kirke tror at synden engang er kommet ind i verden, fordi mennesket valgte at sætte sig op imod Gud igennem ”posse pecare”, altså muligheden for at synde, fordi Gud havde udstyret mennesket med en fri vilje. Det er hverken reanimation eller reinkarnation, men en ”egenskab” som mennesket fra da af og altid indtil engang i evigheden ville besidde. Man kan så at sige at synden blev en del af den naturlige ”arvemasse”.

LVSM: 13:
Nu er myter jo skabt af mennesker, omend inspirationen til dem ifølge sagens natur ikke er. En myte er at forstå som en udlægning af en inspiration. En udlægning er det samme som fortolkning, og en menneskelig fortolkning anser vi det for at være absurd at have som grundvilkår.
Her er tale om et anliggende, hvor vi er virkelig uenige. For dybest set anser vi det ikke for noget skrækkeligt at ville kende forskel på godt og ondt. Vi anser det for godt at kende forskel på godt og ondt. Hvordan skal jeg vel kunne gøre det gode, hvis jeg ikke ved, hvad der er godt? Og hvordan skal jeg kunne lade være med at gøre det "onde", hvis jeg ikke ved, hvad der er "ondt"?
Vi betragter i højere grad myten som et skift fra et paradigme, i hvilket vi befandt os i en form for bevidstløshed til et paradigme, hvori bevidstheden langsomt vågnede. På det fysiske plan i det evolutionære perspektiv kan det jo for den sags skyld være i form af skift fra planterige til dyrerige.
Reanimationstanken rummer det perspektiv, at skabelsesmyten nødvendigvis vil blive omfortolket igen og igen i takt med, at menneskehedens bevidsthed udvikler sig. Derfor vil der på ethvert givent tidspunkt være mange forskellige tolkninger. Jeres og vor påberåber sig begge at være kristne. I siger så, at vor ikke er den rigtige måde at fortolke på. Vi siger, at naturligvis er der mange forskellige tolkninger, fordi vi mennesker nu engang er forskellige, men spørger, om I, selvom vi måske er beslægtet med jer helt tilbage til i halvfjerdsindstyvetusinde led, så alligevel vil vedstå jer slægtskabet, sådan at vi kan samarbejde.
I denne sammenhæng er det vigtigste for os at se ikke, at vi er enige i vore fortolkninger, men at vi netop kan se, at kristendommen giver mulighed for menneskeforståelse og gudsforståelse på forskellige planer og har et fælles mål, fred på jord og i mennesker velbehag, som vi vil kunne støtte hinanden i at virke for.
Jeg vil da også gerne minde om, at Jesus jo siger, at der i hans faders hus er mange boliger, og at det i sig selv kan indikere, at der er flere forskellige paradigmer at have hjemme i i kristen sammenhæng.
Hvad angår egenskaben "synd", som vi vil besidde "indtil engang i evigheden", giver udsagnet ingen mening. Evighed er noget, som aldrig slutter. At skulle være syndig "til engang i evigheden", må nødvendigvis betyde, at denne synd skal ophøre. Den må således være tidsmæssigt bestemt. For evighed er pr definition noget, som aldrig ender. Rent matematisk har uendelighedstegnet derfor ikke et tal at slutte med. Altid indtil engang i evigheden betyder derfor til et eller andet givent tidspunkt i tiden.