mandag den 8. oktober 2012
referat af temamøde om musikundervisning på den påtænkte belivende friskole
Referat af møde nr. 4 i belX&Y
Temamøde om musikundervisning.
1.
Hans Mogensen holdt oplæg med overskriften LYDUNDERVISNING. Helt overordnet nævnte han den kendsgerning, at nogen forsøger at sige noget til os gennem alle lyde, som det helt fundamentale for tilgangen.
Han redegjorde derefter detaljeret for de forskellige måder, arbejdet skulle foregå på. Bl.a:
• Solosang
• Kor
• Instrumentalundervisning (hvert barn et instrument)
• Gå ud at finde lyde og bruge dem til at illustrere noget (udvidet med det visuelle) og blive bevidst om hvad det er man vil fortælle med det
• Tonekunst (herunder at have Goethes formulering om, at Bachs ”veltempererede klaver ” måske fandtes som Guds tanker, inden verden blev skabt, i baghovedet)
• Komposition (her nævntes navnet Peter Kjærulff som en af de større inspirationskilder)
• Nodelæsning
• Improvisation (med henblik på at opleve at være i FLOW) og rent i NU’et
• Koncert ,både at gå til koncerter, (her dvælede vi en stund ved det der sker, når der er total tavshed i koncertsalen, lige inden musikken begynder, og vi alle sidder og fokuserer i fælles forventning) og selv at lave koncerter.
• Hvad disciplinen angår, skal den komme fra det, børnene selv hører, og ikke fra læreren.
Undertegnede brød spontant ud i begejstring over, hvor totalt på bølgelængde tankerne i oplægget var med hele det teoretiske fundament, som den belivende kommunikation bygger på. (Styrkelse af occipetallap, parietallap, temporallap og frontallap, således at talentkernerne for at kunne træffe selvstændige beslutninger på baggrund af den størst mulige kompleksitet på en legende stille og rolig måde styrkes og vokser, samtidig med at indre fylde i form af selvværd, tager til.
Vi aftalte, at Hans omskriver oplægget til en artikel på fire-fem sider, som vil blive lagt ind på vor hjemmeside, og at de overordnede elementer i den musiske tilgang vil blive indskrevet som en del af skolens overordnede grundlag.
Det er altså besluttet, at skolens profil kommer til at rumme musisk tilgang som helt fundamental allerede fra de helt små årgange.
2:
Rosa Birthe introducerede og dansede tre cirkeldanse med os. Herunder en, hvor vi lod løftede pegefingre først strengt slå ned fra først højre og så venstre hånd … (eller var det omvendt?) og derefter, sandelig, sandelig … opløstes i legende bevægelser til dertil egnet musiske inspirationer.
3:
Lisa lavede en ultrakort introduktion til ikke voldelig kommunikation, og vi havde så en runde, hvor vi en for en evaluerede Hans Mogensens oplæg på IVK.
Dette indebar, at vi valgte en situation, som var vor iagttagelse, og som vi beskrev.
Derefter fortalte vi, hvilken følelse vi registrerede i os selv derved (vi fik i denne proces bl.a. en snak om, at ting, der sker, ifølge IVK, ikke kan gøre noget med os. Noget Hans sagde kunne altså ikke gøre noget ved os, men vi påtog os det fulde ansvar for i forbindelse med det, der blev sagt, at have den eller den følelse).
Vi fortalte så, hvis det var en positiv følelse, hvilket behov det var, som vi havde fået dækket, eller hvis det var en negativ følelse, hvad det var, vi havde behov for.
Bl.a. fik Hans at vide, at nogle følte taknemmelighed, glæde, inspiration, håb og fik behov dækket for meningsfuldhed og samhørighed.
Dernæst øvede vi os i at fremkomme med en anmodning, der , enten, hvis der var tale om et behov, vi havde fået dækket, også fremover ville kunne blive dækket, eller, hvis det var noget vi havde behov for, hvad vi ville bede hvem om for at få det dækket.
Endelig dobbeltrettede vi empatien således, at det ikke bare var os selv, det handlede om, men også børnene på skolen og forsøgte at gætte på, om den anmodning vi nåede frem til nu også kunne dække vort eget behov uden at det skete på bekostning af de behov, som vi gættede på, at børnene ville have.
Det var meningen, at vi også på denne måde skulle have evalueret de forudgående møder, men tiden var gået, og vi nåede det ikke.
4.
Næste møde.
Hvad nu?
Vi talte om, hvad nu. Jeg foreslog, at vi gik videre med Hans’ oplæg. Det var alle enige om.
Rosa Birthe foreslog, at vi fik drøftet og tilpasset skolens grundlag, således at alle kunne melde ind. Undertegnede fortalte, at der ligger et grundlag, formuleret af Det Belivende, og at alle, der deltog i det første møde, var blevet bedt om at have læst dette grundlag og være sikker på at kunne tilslutte sig dette. Det er sådan set adgangsbilletten til at deltage i gruppen, at man selv intellektuelt og følelsesmæssigt befinder sig samme sted. Dette grundlag er så at sige fundamentet. Det skal imidlertid udvides, hvad forskelligt fagligt og pædagogisk indhold angår, således som det nu bliver udvidet med Hans’ input, men grundlaget er som det er, hvilket bl.a. indebærer, at alle ansatte skal beherske den ikke voldelige kommunikation.
Nete foreslog, at vi gik i gang med at komme ordentligt og dybt ned i den ikke voldelige, konstruktive og belivende kommunikation. Det var der enighed om.
Vi talte lidt frem og tilbage om hvordan det kunne foregå, og vi blev enige om at lave et heldagskursus, hvor de, som seriøst ønsker at være en del af skolen, deltager.
Undertegnede påtog sig ansvaret for kurset, som kommer til at ligge på en lørdag indenfor den næste måneds tid. Mulige datoer bliver oplyst en af de førstkommende dage.
Referent Lisa von Schmalensee Magnússon
Inspiration fra folkeoplysning i USA
jeg har netop fået et brev fra Alis Buhler, som jeg synes er så interessant, at jeg spurgte hende, om jeg ikke godt må lægge det ind på denne blog. Det har hun sagt ja til, og nu kan I så se, om I også bliver inspirerede af det.
Kære Lisa,
Så er jeg på pinden igen.
Ang. Folkeskolen, så kan jeg ikke lade være med at betragte situationen ud fra det samfundsmæssige,
og se på, hvordan de gør i USA, og hvordan vi gør i Danmark. Vores skoler afspejler vore samfund.
Vi har en stærk trang til at "være individer", og kirke og folkeundervisning er adskilte.
I USA får de faktisk den samme undervisning (folkeskoleundervisningen og aftenskoleundervisningen) i kirken.
Lige fra den katolske til Unity kirkerne, forskellige som de er, så har de det til fælles, at alle kirkerne oplyser også deres kirkegængere,
selvfølgelig ud fra deres eget syn på verden. Unity er alt-inklusiv, de andre kirker er mere dogmatiske og kræver deres eget syn på verden formidlet.
I USA var der med indvandringen behov for, at folk havde et samlingspunkt og et spirituelt samlingspunkt. Det blev kirken, og
kirken er deres sociale netværk. Det samme behov har vi ikke i Danmark, da vi har så godt et "sikkerhedsnet" i vores
demokratiske opbygning. Det erstattes af kirken i USA.
Det jeg vil sige her er, er det måske værd at se på, om et samarbejde med kirken vil være muligt, og kan "redde" folkeopllysningsarbejdet?
At kirken stiiller lokaler, midler og mandskab til rådighed. AT kirken er så åben, at her kan undervises i samtlige
folkeoplysningsfag uanset den åndelige tilgang til hvad der undervises i.
Unity, som jeg går til, havde f.eks. en foredragsrække om buddhismen, da jeg var der. De har haft samme om jødedom og andre trosretninger.
De kørte et 7 ugers program "7 keys to the Kingdom", her kan komme alle denominationer, og undervisningen er gratis,
by donation.
Jeg gik også til en klasse i "spirituel writing", meget interessant.
P.t. kører de en undervisningsrække "Love for no Reason", faktisk ACIM baseret. Forfatteren lever ACIM-princippet.
Min pointe er, at kirken, Unity, underviser meget bredt, og har lærer fra alle områder.
Lokalerne er gratis, der kan kræves fast beløb fra de tilmeldte, eller det kan være efter donation.
Lærerne er som oftest "frivillige", det er deres "tiende" af deres tid. Tiende af Time, Treasure and Talent.
Det er jo ikke nødvendig her i DK, da vi har kirkeskatten, og denne skat kunne så også bruges til delvist at betale folkeskolelærerne.
Vi bruger som Karen siger allerede bibliotekerne her i DK, men hvad med at have et nærmere samarbejde med
kirkerne, UDEN at det skal være på "kristne" betingelser, samarbejdet.
tirsdag den 11. september 2012
Referat af 3. åbne møde om den nye friskole på et belivende kosmologisk grundlag
Holdt den 8. sept. 2012 på Akademi for Åndsvidenskab, Strandagergaard.
Tilstede: Mads Jørnø, Hans Mogensen, Karsten Kring Lauridsen, Rosa Birthe Nielsen, Lykke Katsøe, Stefan Per de Freitas, Kurt Ligaard Sørensen, Helle Hoffmeyer Lindberg, Lisa von Schmalensee Magnússon.
1) Velkomst og præsentation.
2) Lykke og Mads introducerede os for lege og danse, og vi blev indsat i forskellen på ”almindelig” tilgang og den steinerske. Herunder sange, der kun spænder over fem toner for de mindre børn).
3) Mads gennemgik Steiners syn på faglig og pædagogisk metode for indlæring indtil de 21. I løbet af gennemgangen drøftede vi indgående, hvor vi oplevede, at ”noget ” var problematisk. Bl.a. drøftedes, hvorvidt Steiners pointe om, hvor væsentligt det var altid at forholde sig til den i tiden eksisterende viden, i for høj grad ignoreres på de eksisterende skoler, vi havde kendskab til, og der var bred enighed om på vor fremtidige skole at ville tage sig af den viden der er. Vi drøftede også, om det kan være sandt, som Steiner anfører, at børn ikke stiller moralsk reflekterende spørgsmål af eksistentiel karakter, så som f.eks. ”Kan det være rigtigt, at Gud straffer?” (arvesynden). I den forbindelse drøftede vi også, hvorvidt de myter, som børn på steinerskoler undervises i, er absolut rigtigt indlæringsstof, eller om vi måske med fordel skulle indføre andre myter. Lisa talte varmt og inderligt for, at man valgte at undervise børn i myter, som ikke var frygtfremkaldende, og når man arbejdede med potentielt frygtfremkaldende myter, så anbragte dem i en mentalitetshistorisk kontekst : À la ”For to tusinde år siden troede mange mennesker, at Gud var en streng mand, der kunne blive vred ligesom visse mennesker stadig kan”).
Der var uenighed om, hvorvidt frygt udelukkende var negativ eller også kunne være positiv. Lisa pointerede, at der i hendes optik ikke kunne finde belivelse sted, hvis der var frygt, idet der i en frygttilstand altid sker en amygdalakapring.
Vi drøftede nødvendigheden af at der på skolen var et lærerteam (voksenteam) som kunne samarbejde uden amygdalakapringer, og vi besluttede os for i fremtiden at indlægge nogle små øvelser, som stille og roligt træner os i ikke voldelig konstruktiv og belivende kommunikation.
4) Lisa holdt et oplæg om en anderledes måde at imødegå realisationstemaet på for de unge mellem 13 og 15. Hun nævnte bl.a., hvorledes man kunne gå i dybden i tænkning som H.C.Ørsteds (bl.a. ud fra ”Ånden i Naturen”), og på den måde både komme ind på elektromagnetisme og gengældelsesprincippet: (Der findes ingen lige linjer i naturen, altså må alt på et tidspunkt møde sig selv). Det ville samtidig give en åbning til en nutidig eksistentiel romantismeforståelse og en kosmologi, samt kunstnere som Willumsen, Milles, Einar Jóhnson og ikke mindst Karen Blixen. Kunstnere, som er ”kristne”, men som tager totalt afstand fra en dogmatisk religion som kristendommen i sin tidligere såvel som nuværende fremtrædelsesform.
5) Evt:
a) Der var ønske fra Stefan og Søren om at næste møde skulle afholdes i københavnsområdet. Der blev ikke fastsat nogen dato. Lisa ønskede, at man gik i gang med at eksekvere et tidligere forslag om, at en arbejdsgruppe kan samskrive diverse forslag og redigere i hinandens oplæg i en googlemappe.
b) Lisa bad Hans Mogensen om til næste møde at komme med et oplæg om musikundervisning. Det viste sig, at Hans allerede var i gang med et sådant, og han sagde ja. Mange tak Hans!
Og så sluttede Mads, Lykke, Karsten, Rosa Birthe, Stefan, Gudmundur og jeg af med at spise suppe og kage.
Referat v. Lisa von Schmalensee 11/9-2012
onsdag den 1. august 2012
Referat af andet åbne møde om "martinusskolen"
Referat af 2. åbne møde om ”martinusskolen” den 26. juli på Strandagergaard.
Til stede var: Mads, Mathias, Lykke, Hans, Per, Søs, Nicco, Kaj, Karsten, Pia, Lisa og Gudmundur.
Afbud fra Sara Sofia og Steffen. Referent Lisa von Schmalensee Magnússon, 28. juli, 2012. med tilføjelser fra Hans og Karsten.
1)
Lisa begyndte med at fortælle, hvorfor hun fandt kommunikationen så vigtig, og der var bred enighed om, at en dyb forståelse af Martinus’ kosmologi indebærer bestræbelser på ikke voldelig og konstruktiv og belivende kommunikation: Kort sagt primært at prøve at forstå, sekundært at forsøge at blive forstået.
Der var også enighed om, at det altid er børnene der skal forstås, og vi, som skal forstå dem. Karsten citerede endvidere Martinus for selv at have udtalt, at pædagogik, som skal være i overensstemmelse med kosmologien, altid må tage udgangspunkt i børnene.
Nej det var faktisk ikke Karsten,det var Ole Terkelsen, nej det var Martinus i forbindelse med en spørgetime på Klint på et spørgsmål fra Jonas, om hvorledes Martinus havde udtalt sig om pædagogiske spørgsmål: at man altid skal tage afsæt i barnets interesser og talenter. (Karsten).
2)
Angående måden kosmologien skal indgå på:
Vi drøftede, hvorvidt børn kunne være i stand til at profitere på svar fra kosmologien, og der blev givet en del eksempler og formidlet en del erfaringer, som illustrerede, at børn med stor fordel kan have gavn og glæde af sådanne svar, når blot de formidles individuelt gennem optimalt nærvær overfor børnene, sådan at svarene er umiddelbart forståelige.
Vi besluttede endvidere, at formidling af kosmologi aldrig må fremstå som sandhed, ud fra den kosmologiske betragtning, at der er lige så mange ”sandheder” som mennesker, hvorfor ingen af disse ”sandheder” kan være sandheder men derimod er synsmåder, og at børnene blot præsenteres for den kendsgerning, at et givent svar er et, som nu engang er hentet fra den måde, man selv ser tingene på, men at der er mange andre svar, og sågar nævne nogle af dem. Vi forholder os aldrig til, om disse andre svar er gode eller dårlige (vi vurderer dem ikke), men oplyser blot, hvilket svar der forekommer os selv logisk.
Grunden til, at vi valgte denne praksis som noget helt naturligt, er, at vi alle anså en sådan tilgang for at være den eneste logiske, idet den ikke kan skabe ”partiskhed” men derimod fremme harmoni.
Det er også en naturlig måde i praksis at indføre forståelse for årsags- og virkningsprincippet på, idet det på denne måde bliver naturligt for børnene, at folk tænker helt forskelligt om mange ting, fordi de har forskellige erfaringer. Ikke fordi de er gode eller onde.
3)
Autonomi:
Dette førte til en drøftelse af autonomibegrebet, som både Mathias og Lisa arbejder meget aktivt med.
Vi var enige om, at det skulle fremstå som noget yderst centralt i skolens pædagogik. Når forudgående drøftelse som noget naturligt ledte til dette, skyldes det, at selve den kendsgerning, at de voksne lærere og pædagoger altid selv tager ansvaret for den holdning de har og den synsmåde de har, udelukker frygt, og da frygt på ethvert niveau har funktion som sjælelig væksthæmmer, vil den også være den farligste hæmmer for autonomi, forstået som forankring i sit Selvs kerne eller ens Jeg: Eller med andre ord Selvstændighed, hvor selvstændigheden har fællesmængde med det menneskelige fællesskab.
Lisa pegede på, at det man i ikke voldelig kommunikation kalder giraffen dybest set er identisk med det autonome jeg, noget hun har beskrevet grundigt i sin bog Belivelse.
4)
Konkrete metoder:
Vi tog hul på nogle drøftelser af helt konkrete måder at fremelske denne autonome kvalitet på og fik bl.a. følgende på tapetet:
1) Daglig morgensamling, hvor børn og lærere og pædagoger synkroniseres i ønsker om at få nogle givende og kærlige oplevelser sammen i løbet af dagen. Måske give hinanden hånden derpå. Dette kan foregå på mange forskellige måder. Musisk, meditativt… Forskellige erfaringer blev nævnt.
2) Vi talte om, at en-til-en funktionen måske kunne indgå på den måde, at der var ”en som er virkelig god at snakke med”, som er til rådighed i skoletiden, sådan at en lærer/pædagog altid kan føle sig tryg ved, at han/hun i en presset situation kan overlade den elev, der måtte have behovet, til vedkommende. Lisa nævnte metoden i en variant brugt af en af hendes diplom kommunikationsterapeuter, Grethe Lindbjerg Sørensen på en efterskole. Hun har kaldt funktionen ”Brevkassen”. Interesserede kan læse om den på hendes hjemmeside www.giraff.dk
3) At lærere og forældre udvikler sig sammen i en form for studiekredse eller på temadage, og at lærerne arbejder på at få et egentligt fællesskab gennem godt og kærligt kendskab til hinanden.
4) Det rullende optag, som gør, at børn altid kommer ind i en allerede velfungerende gruppe.
5) Hest-føl ordning
6) At maden tilberedes af børnene og lærerne selv i diverse turnusordninger.
5)
Samarbejdspartnere med forsynet?
Vi var også alle enige med Hans i, at det er overmåde vigtigt at vi er bevidste om at vi som "de voksne" også er elever og er ved at blive uddannet i at være "forsynsgruppe" for børn. Vi udgår altså fra, at der må findes en forsynsgruppe på det åndelige plan, der vejleder os til at hjælpe børn videre (og som sikkert også, som Hans sagde, synes det er rigtig skægt ). Hans pegede på, at det giver vores arbejde en ekstra dimension af åbenhed overfor Forsynet som gør at vi voksne ikke forfalder til at tro, at vi ved alting og også på, at denne bevidsthed om at være fordomsfri og åbne overfor impulser fra lige netop Forsynet måske er en ting der viser en forskel fra andre skoler?
Jeg synes (og dette står for egen regning) at der bredte sig en vældig ligesom ”fortættet” harmoni i rummet, efter at Hans kom med dette indlæg, og vi alle samtykkede.
6)
Fuldkomne mennesker som lærere???????????????????????????
Søs pegede på, at det i oplægget kunne lyde, som om skolens lærere skulle være fuldkomne, og at hun mente, at det var umuligt at forestille sig, at man som lærer ikke ind i mellem ville blive irriteret.
Vi blev enige om, at betegnelsen fuldkomne mennesker var at skyde noget over mål men besluttede os også for som ideal og grundregel at have en praksis uden at blive kapret af negative følelser.
Helt konkret må hver eneste ansat lærer derfor i den grad arbejde med den ikke voldelige kommunikation, at man når hinsides en sådan amygdalakapret hjernefunktion. Lisa påstod, at enhver kan lære det, og samtlige tilstedeværende erklærede at være i gang med projektet på et eller andet niveau
Vi talte også i denne forbindelse om, at der på skolen skulle kunne være hjælp at hente, hvis man mod sit ønske blev kapret.
7)
Ressourcekrævende børn:
Karsten og andre påpegede belært af erfaringer vigtigheden af at kontrollere tilgangen af ressourcekrævende børn, da et for stort antal af disse vil gå ud over de andre såkaldte normale børn!!
8)
Skolens navn
Der er lidt forskellige holdninger til skolens navn. Men helt overordnet erklærede man sig enige i, at et navn, som ikke er skabt i en stemning af strid, er at foretrække.
Da vi pt har en arbejdstitel for skolen som er ”martinusskolen”, og vi er blevet opfordret af Søren Hahn til at søge rådet om tilladelse til at bruge dette navn, besluttedes det at sende en sådan ansøgning til rådet (Lisa har påtaget sig opgaven). Og får vi afslag, ophører vi med det samme med at bruge betegnelsen. Får vi tilladelsen til at bruge betegnelsen, vil vi efterfølgende, når den tid kommer, tage stilling til, om det nu også er det rigtige navn.
9)
Fortsættelse:
Vi besluttede os for at mødes igen lørdag den 8. september kl. 14 på Akademi for Åndsvidenskab hos undertegnede. Denne dag er tilegnet fordybelse i fagligt-pædagogiske metoder med henblik på udvikling af præsentationsmateriale for skolen.
Til stede var: Mads, Mathias, Lykke, Hans, Per, Søs, Nicco, Kaj, Karsten, Pia, Lisa og Gudmundur.
Afbud fra Sara Sofia og Steffen. Referent Lisa von Schmalensee Magnússon, 28. juli, 2012. med tilføjelser fra Hans og Karsten.
1)
Lisa begyndte med at fortælle, hvorfor hun fandt kommunikationen så vigtig, og der var bred enighed om, at en dyb forståelse af Martinus’ kosmologi indebærer bestræbelser på ikke voldelig og konstruktiv og belivende kommunikation: Kort sagt primært at prøve at forstå, sekundært at forsøge at blive forstået.
Der var også enighed om, at det altid er børnene der skal forstås, og vi, som skal forstå dem. Karsten citerede endvidere Martinus for selv at have udtalt, at pædagogik, som skal være i overensstemmelse med kosmologien, altid må tage udgangspunkt i børnene.
Nej det var faktisk ikke Karsten,det var Ole Terkelsen, nej det var Martinus i forbindelse med en spørgetime på Klint på et spørgsmål fra Jonas, om hvorledes Martinus havde udtalt sig om pædagogiske spørgsmål: at man altid skal tage afsæt i barnets interesser og talenter. (Karsten).
2)
Angående måden kosmologien skal indgå på:
Vi drøftede, hvorvidt børn kunne være i stand til at profitere på svar fra kosmologien, og der blev givet en del eksempler og formidlet en del erfaringer, som illustrerede, at børn med stor fordel kan have gavn og glæde af sådanne svar, når blot de formidles individuelt gennem optimalt nærvær overfor børnene, sådan at svarene er umiddelbart forståelige.
Vi besluttede endvidere, at formidling af kosmologi aldrig må fremstå som sandhed, ud fra den kosmologiske betragtning, at der er lige så mange ”sandheder” som mennesker, hvorfor ingen af disse ”sandheder” kan være sandheder men derimod er synsmåder, og at børnene blot præsenteres for den kendsgerning, at et givent svar er et, som nu engang er hentet fra den måde, man selv ser tingene på, men at der er mange andre svar, og sågar nævne nogle af dem. Vi forholder os aldrig til, om disse andre svar er gode eller dårlige (vi vurderer dem ikke), men oplyser blot, hvilket svar der forekommer os selv logisk.
Grunden til, at vi valgte denne praksis som noget helt naturligt, er, at vi alle anså en sådan tilgang for at være den eneste logiske, idet den ikke kan skabe ”partiskhed” men derimod fremme harmoni.
Det er også en naturlig måde i praksis at indføre forståelse for årsags- og virkningsprincippet på, idet det på denne måde bliver naturligt for børnene, at folk tænker helt forskelligt om mange ting, fordi de har forskellige erfaringer. Ikke fordi de er gode eller onde.
3)
Autonomi:
Dette førte til en drøftelse af autonomibegrebet, som både Mathias og Lisa arbejder meget aktivt med.
Vi var enige om, at det skulle fremstå som noget yderst centralt i skolens pædagogik. Når forudgående drøftelse som noget naturligt ledte til dette, skyldes det, at selve den kendsgerning, at de voksne lærere og pædagoger altid selv tager ansvaret for den holdning de har og den synsmåde de har, udelukker frygt, og da frygt på ethvert niveau har funktion som sjælelig væksthæmmer, vil den også være den farligste hæmmer for autonomi, forstået som forankring i sit Selvs kerne eller ens Jeg: Eller med andre ord Selvstændighed, hvor selvstændigheden har fællesmængde med det menneskelige fællesskab.
Lisa pegede på, at det man i ikke voldelig kommunikation kalder giraffen dybest set er identisk med det autonome jeg, noget hun har beskrevet grundigt i sin bog Belivelse.
4)
Konkrete metoder:
Vi tog hul på nogle drøftelser af helt konkrete måder at fremelske denne autonome kvalitet på og fik bl.a. følgende på tapetet:
1) Daglig morgensamling, hvor børn og lærere og pædagoger synkroniseres i ønsker om at få nogle givende og kærlige oplevelser sammen i løbet af dagen. Måske give hinanden hånden derpå. Dette kan foregå på mange forskellige måder. Musisk, meditativt… Forskellige erfaringer blev nævnt.
2) Vi talte om, at en-til-en funktionen måske kunne indgå på den måde, at der var ”en som er virkelig god at snakke med”, som er til rådighed i skoletiden, sådan at en lærer/pædagog altid kan føle sig tryg ved, at han/hun i en presset situation kan overlade den elev, der måtte have behovet, til vedkommende. Lisa nævnte metoden i en variant brugt af en af hendes diplom kommunikationsterapeuter, Grethe Lindbjerg Sørensen på en efterskole. Hun har kaldt funktionen ”Brevkassen”. Interesserede kan læse om den på hendes hjemmeside www.giraff.dk
3) At lærere og forældre udvikler sig sammen i en form for studiekredse eller på temadage, og at lærerne arbejder på at få et egentligt fællesskab gennem godt og kærligt kendskab til hinanden.
4) Det rullende optag, som gør, at børn altid kommer ind i en allerede velfungerende gruppe.
5) Hest-føl ordning
6) At maden tilberedes af børnene og lærerne selv i diverse turnusordninger.
5)
Samarbejdspartnere med forsynet?
Vi var også alle enige med Hans i, at det er overmåde vigtigt at vi er bevidste om at vi som "de voksne" også er elever og er ved at blive uddannet i at være "forsynsgruppe" for børn. Vi udgår altså fra, at der må findes en forsynsgruppe på det åndelige plan, der vejleder os til at hjælpe børn videre (og som sikkert også, som Hans sagde, synes det er rigtig skægt ). Hans pegede på, at det giver vores arbejde en ekstra dimension af åbenhed overfor Forsynet som gør at vi voksne ikke forfalder til at tro, at vi ved alting og også på, at denne bevidsthed om at være fordomsfri og åbne overfor impulser fra lige netop Forsynet måske er en ting der viser en forskel fra andre skoler?
Jeg synes (og dette står for egen regning) at der bredte sig en vældig ligesom ”fortættet” harmoni i rummet, efter at Hans kom med dette indlæg, og vi alle samtykkede.
6)
Fuldkomne mennesker som lærere???????????????????????????
Søs pegede på, at det i oplægget kunne lyde, som om skolens lærere skulle være fuldkomne, og at hun mente, at det var umuligt at forestille sig, at man som lærer ikke ind i mellem ville blive irriteret.
Vi blev enige om, at betegnelsen fuldkomne mennesker var at skyde noget over mål men besluttede os også for som ideal og grundregel at have en praksis uden at blive kapret af negative følelser.
Helt konkret må hver eneste ansat lærer derfor i den grad arbejde med den ikke voldelige kommunikation, at man når hinsides en sådan amygdalakapret hjernefunktion. Lisa påstod, at enhver kan lære det, og samtlige tilstedeværende erklærede at være i gang med projektet på et eller andet niveau
Vi talte også i denne forbindelse om, at der på skolen skulle kunne være hjælp at hente, hvis man mod sit ønske blev kapret.
7)
Ressourcekrævende børn:
Karsten og andre påpegede belært af erfaringer vigtigheden af at kontrollere tilgangen af ressourcekrævende børn, da et for stort antal af disse vil gå ud over de andre såkaldte normale børn!!
8)
Skolens navn
Der er lidt forskellige holdninger til skolens navn. Men helt overordnet erklærede man sig enige i, at et navn, som ikke er skabt i en stemning af strid, er at foretrække.
Da vi pt har en arbejdstitel for skolen som er ”martinusskolen”, og vi er blevet opfordret af Søren Hahn til at søge rådet om tilladelse til at bruge dette navn, besluttedes det at sende en sådan ansøgning til rådet (Lisa har påtaget sig opgaven). Og får vi afslag, ophører vi med det samme med at bruge betegnelsen. Får vi tilladelsen til at bruge betegnelsen, vil vi efterfølgende, når den tid kommer, tage stilling til, om det nu også er det rigtige navn.
9)
Fortsættelse:
Vi besluttede os for at mødes igen lørdag den 8. september kl. 14 på Akademi for Åndsvidenskab hos undertegnede. Denne dag er tilegnet fordybelse i fagligt-pædagogiske metoder med henblik på udvikling af præsentationsmateriale for skolen.
onsdag den 11. juli 2012
Referat af åbent møde 1 om Martinusskole
Referat af første møde for interessegruppe vedr. ny friskole, børnehave og sfo : Martinusskolen.
Vi var syv tilmeldte, men da klokken var 15.05 var vi tretten personer, hvoraf nogle havde læst det foreliggende oplæg, andre ikke.
Nogle have blot hørt om projektet en halv time tidligere og besluttet sig for at tage med for at se, hvad det mon var for noget.
Vi begyndte med en præsentationsrunde, hvor hver fortalte lidt om sig selv og om, hvordan man kunne forestille sig at indgå i projektet.
Det viste sig, at der blandt de fremmødte både var interesse for at indgå i (mere eller mindre aktivt)
1) forarbejdet omkring børnehaven (Lykke Katsøe),
2) for det rent praktiske arbejde med bygninger og have (Søren),
3) for diverse pædagogiske funktioner pia.fidell@gmail.com og malmelisa@hotmail.com . Karsten Kring Lauridsen, Mads Jørnø, Jonas Dalmose, Aurin Ræder
4) for overordnet psykologisk tilgang til kommunikation, psykologen Jane Bækgaard, der bidrog med væsentlige iagttagelser vedrørende den tiltagende stress og udbrændthed, som hun havde iagttaget i flere skolesammenhænge.
Jeg selv foreslog, at vi betragtede interessegruppen som en TÆNKETANK, der arbejdede videre ud fra de allerede skitserede målsætninger og tanker og i det hele taget i alle henseender allerede i vort forarbejde forsøgte at praktisere homokratiet, så godt vi nu formår.
Så vidt jeg kunne skønne, var der udelukkende stemning for dette. Men da Jonas allerede da præsentationsrunden var slut meddelte, at en del af de tilstedeværende, som var på madholdet på Klint, skulle gå senest en halv time senere, er det muligt, at jeg overfortolker konsensus.
Skolens beliggenhed:
Da vi gennemgik oplægget, var der en enkelt detalje, som vi drøftede nøje, nemlig placeringen af skolen. Vi i den gamle forberedelsesgruppe, som er identisk med bestyrelsen i Det Belivende, var af den opfattelse, at der ville være flest oplagte børn til en sådan skole i storkøbenhavn, måske fordi interesserede kursister på mine hold i konstruktiv og belivende kommunikation bor i det område. Men da snakken gik i tænketanken, viste det sig, at flere havde erfaring med yngre mennesker, der netop flyttede på landet, når de skulle have børn.
Vi drøftede derfor også muligheden af at lægge skolen et sted på Sjælland, hvortil der er gode togforbindelse fra København. Lejre blev nævnt som oplagt.
Fremgangsmåde:
Lisa fortalte, at den normale fremgangsmåde, når man opretter en friskole, er, at en forældrekreds danner en interessegruppe, hvor fra der vælges en bestyrelse. Den laver vedtægter, bygningerne findes, og først da, få måneder inden skolestart, opslås stillingerne, men at vi af gode grunde ikke kan gøre det på den måde, i det vi ikke i løbet af et par måneder kan få den fornødne kvalitet frem i et lærerteam.
Eftersom målet er, at alle har dybt kendskab til kosmologien og kan kommunikere ikke voldeligt og konstruktivt og belivende, må fremgangsmåden hos os være først at danne det fornødne grundteam, som så kan vokse organisk.
Pædagogisk og faglig grundbeskrivelse.
Mads pegede på nødvendigheden af at få forklaret den pædagogiske og faglige forskel på vor skole og steinerskolerne, og vi besluttede, at et sådant grundlag skal forklares meget nøje, sådan at det tydeligt fremgår, hvordan vor praksis benytter sig af det bedste fra steinerindsigten og undgår den form for stagnation, som der blandt de fremmødte var iagttagelser af i steinerskolesammenhænge.
Brobygning mellem Steiner og Martinus.
Vi formulerede en arbejdstitel, som går ud på at bygge bro mellem Martinus’ store overordnede beskrivelse af en principiel lovmæssighed og Steiners pædagogiske indsigter og erfaringer.
Mads oplyste for god ordens skyld, at Martinus selv ønskede et sådant samarbejde.
Materiale til potentielle forældre.
Først når denne beskrivelse foreligger, har potentielle forældre et kvalificeret grundlag at tilmelde deres børn på.
Lisa oplyste, at hun anser den teoretiske brobygning for at være foretaget i sin bog ”Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne”. Deri var Mads, som vist nok var den eneste tilstedeværende, der havde læst den, enig i, men da bogen ikke forholder sig til danske steinerskolers praksis, men alene til Steiners forståelse af menneskets syvårsfaser og åndelighed i diverse aspekter, må der en mere målrettet beskrivelse til.
Man skal som forældre kunne se, hvad det er for en risiko man løber ved at sætte barnet i en steinerskole, og hvad det er vi forsøger at undgå i denne risikozone samt hvad det er vi styrer efter. Vi vil altså fortælle, hvad det er, vi bruger fra Steiner, og som vi synes er overmåde værdifuldt, og hvad det er, vi gør derudover.
Nedsættelse af udvalg:
Præsentationsmaterialeudvalg:
Beskrivelsen af vor pædagogik i praksis, jævnført med steinerskoler:
Mads Jørnø (erfaring som steinerlærer)
Karsten Kring Lauridsen (efaring som steinerlærer)
Jonas Dalmose (erfaring som tilfreds elev på steinerskoler gennem grundskolens ti år).
Lisa Schmalensee (med diverse skoleledelseserfaringer indgår som samtalepartner).
Børnehave og 0 – 1. kl. udvalg:
Lykke Katsøe.
Bygninger:
Karsten Kring Lauridsen.
Derudover foreslog Mads Søren. Og Jonas foreslog sin bror Mathias og Sara. Ingen af disse var tilstede, men bedes be- eller afkræfte, om de ønsker disse tillidsposter.
Ja, det var så hertil, at vi nåede på dette første møde, som alle udtrykte tilfredshed med og glæde over.
Vi besluttede os for at holde et åbent møde mere, helt parallelt med dette første. Datoen er den 26. juli, tidspunktet kl. 14.
Fra 14-16 vil der være præsentation af nye interesserede og overordnet drøftelse af planerne, samt evt. nedsættelse af flere tænketankudvalg.
Fra 16 – 18 vil der være udvalgsarbejde.
Fra 18 til 18.30 Borddækning og køkkenarbejde
Kl. 18.30 Fælles spisning. (Lisa vil i forvejen have forberedt en black eyebeans stew samt bagt brød og en kage, og salaten laves i fællesskab).
Deltagelse:
Ønsker man at deltage, bedes man forinden have læst oplægget på http://www.detbelivende.dk/bel_martinus.htm og tilmelde sig i facebookgruppen Martinusskolen, se under begivenheder, eller på lvsm@strandagergaard.dk
Ønsker man at blive til spisningen bedes man tilmelde sig senest den 22. juli og erlægge 25 kr.
Vi var syv tilmeldte, men da klokken var 15.05 var vi tretten personer, hvoraf nogle havde læst det foreliggende oplæg, andre ikke.
Nogle have blot hørt om projektet en halv time tidligere og besluttet sig for at tage med for at se, hvad det mon var for noget.
Vi begyndte med en præsentationsrunde, hvor hver fortalte lidt om sig selv og om, hvordan man kunne forestille sig at indgå i projektet.
Det viste sig, at der blandt de fremmødte både var interesse for at indgå i (mere eller mindre aktivt)
1) forarbejdet omkring børnehaven (Lykke Katsøe),
2) for det rent praktiske arbejde med bygninger og have (Søren),
3) for diverse pædagogiske funktioner pia.fidell@gmail.com og malmelisa@hotmail.com . Karsten Kring Lauridsen, Mads Jørnø, Jonas Dalmose, Aurin Ræder
4) for overordnet psykologisk tilgang til kommunikation, psykologen Jane Bækgaard, der bidrog med væsentlige iagttagelser vedrørende den tiltagende stress og udbrændthed, som hun havde iagttaget i flere skolesammenhænge.
Jeg selv foreslog, at vi betragtede interessegruppen som en TÆNKETANK, der arbejdede videre ud fra de allerede skitserede målsætninger og tanker og i det hele taget i alle henseender allerede i vort forarbejde forsøgte at praktisere homokratiet, så godt vi nu formår.
Så vidt jeg kunne skønne, var der udelukkende stemning for dette. Men da Jonas allerede da præsentationsrunden var slut meddelte, at en del af de tilstedeværende, som var på madholdet på Klint, skulle gå senest en halv time senere, er det muligt, at jeg overfortolker konsensus.
Skolens beliggenhed:
Da vi gennemgik oplægget, var der en enkelt detalje, som vi drøftede nøje, nemlig placeringen af skolen. Vi i den gamle forberedelsesgruppe, som er identisk med bestyrelsen i Det Belivende, var af den opfattelse, at der ville være flest oplagte børn til en sådan skole i storkøbenhavn, måske fordi interesserede kursister på mine hold i konstruktiv og belivende kommunikation bor i det område. Men da snakken gik i tænketanken, viste det sig, at flere havde erfaring med yngre mennesker, der netop flyttede på landet, når de skulle have børn.
Vi drøftede derfor også muligheden af at lægge skolen et sted på Sjælland, hvortil der er gode togforbindelse fra København. Lejre blev nævnt som oplagt.
Fremgangsmåde:
Lisa fortalte, at den normale fremgangsmåde, når man opretter en friskole, er, at en forældrekreds danner en interessegruppe, hvor fra der vælges en bestyrelse. Den laver vedtægter, bygningerne findes, og først da, få måneder inden skolestart, opslås stillingerne, men at vi af gode grunde ikke kan gøre det på den måde, i det vi ikke i løbet af et par måneder kan få den fornødne kvalitet frem i et lærerteam.
Eftersom målet er, at alle har dybt kendskab til kosmologien og kan kommunikere ikke voldeligt og konstruktivt og belivende, må fremgangsmåden hos os være først at danne det fornødne grundteam, som så kan vokse organisk.
Pædagogisk og faglig grundbeskrivelse.
Mads pegede på nødvendigheden af at få forklaret den pædagogiske og faglige forskel på vor skole og steinerskolerne, og vi besluttede, at et sådant grundlag skal forklares meget nøje, sådan at det tydeligt fremgår, hvordan vor praksis benytter sig af det bedste fra steinerindsigten og undgår den form for stagnation, som der blandt de fremmødte var iagttagelser af i steinerskolesammenhænge.
Brobygning mellem Steiner og Martinus.
Vi formulerede en arbejdstitel, som går ud på at bygge bro mellem Martinus’ store overordnede beskrivelse af en principiel lovmæssighed og Steiners pædagogiske indsigter og erfaringer.
Mads oplyste for god ordens skyld, at Martinus selv ønskede et sådant samarbejde.
Materiale til potentielle forældre.
Først når denne beskrivelse foreligger, har potentielle forældre et kvalificeret grundlag at tilmelde deres børn på.
Lisa oplyste, at hun anser den teoretiske brobygning for at være foretaget i sin bog ”Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne”. Deri var Mads, som vist nok var den eneste tilstedeværende, der havde læst den, enig i, men da bogen ikke forholder sig til danske steinerskolers praksis, men alene til Steiners forståelse af menneskets syvårsfaser og åndelighed i diverse aspekter, må der en mere målrettet beskrivelse til.
Man skal som forældre kunne se, hvad det er for en risiko man løber ved at sætte barnet i en steinerskole, og hvad det er vi forsøger at undgå i denne risikozone samt hvad det er vi styrer efter. Vi vil altså fortælle, hvad det er, vi bruger fra Steiner, og som vi synes er overmåde værdifuldt, og hvad det er, vi gør derudover.
Nedsættelse af udvalg:
Præsentationsmaterialeudvalg:
Beskrivelsen af vor pædagogik i praksis, jævnført med steinerskoler:
Mads Jørnø (erfaring som steinerlærer)
Karsten Kring Lauridsen (efaring som steinerlærer)
Jonas Dalmose (erfaring som tilfreds elev på steinerskoler gennem grundskolens ti år).
Lisa Schmalensee (med diverse skoleledelseserfaringer indgår som samtalepartner).
Børnehave og 0 – 1. kl. udvalg:
Lykke Katsøe.
Bygninger:
Karsten Kring Lauridsen.
Derudover foreslog Mads Søren. Og Jonas foreslog sin bror Mathias og Sara. Ingen af disse var tilstede, men bedes be- eller afkræfte, om de ønsker disse tillidsposter.
Ja, det var så hertil, at vi nåede på dette første møde, som alle udtrykte tilfredshed med og glæde over.
Vi besluttede os for at holde et åbent møde mere, helt parallelt med dette første. Datoen er den 26. juli, tidspunktet kl. 14.
Fra 14-16 vil der være præsentation af nye interesserede og overordnet drøftelse af planerne, samt evt. nedsættelse af flere tænketankudvalg.
Fra 16 – 18 vil der være udvalgsarbejde.
Fra 18 til 18.30 Borddækning og køkkenarbejde
Kl. 18.30 Fælles spisning. (Lisa vil i forvejen have forberedt en black eyebeans stew samt bagt brød og en kage, og salaten laves i fællesskab).
Deltagelse:
Ønsker man at deltage, bedes man forinden have læst oplægget på http://www.detbelivende.dk/bel_martinus.htm og tilmelde sig i facebookgruppen Martinusskolen, se under begivenheder, eller på lvsm@strandagergaard.dk
Ønsker man at blive til spisningen bedes man tilmelde sig senest den 22. juli og erlægge 25 kr.
onsdag den 22. februar 2012
Spareforslag til kommunerne: Levertran i stedet for ritalin.
Jeg har netop læst den påstand, at omega 3 kan behandle tilstanden ADHD lige så effektivt som amfetaminet Ritalin. Det er den svenske fedtforsker Olle Hallberg der skriver om det i Medicinsk Acces 7/8 nov-dec 2006. Tankevækkende. Ja, hvorfor har det ikke karakter af en nærmest åbenbaring i de nordiske kommuner? Jeg undrer mig da såre over alle de skattemidler, der bruges i det danske samfund på at skabe narkoafhængighed af Ritalin, for ikke at tale om fristelsen til at videresælge stoffet til narkomaner i mørke gyder og stræder, når man åbenbart lige så godt kan give de diagnosticerede en skefuld af den norske Møllers tran med citron eller den endnu bedre helt rene islandske, til en krones penge pr. slurk. Så slipper man også for alle de bivirkninger Ritalin har, og oplever i det hele taget forbedring af sundhedstilstanden hos de pt medicinerede.
torsdag den 2. februar 2012
Den ny belivende pædagogik er en konfronterende pædagogik.
I forbindelse med meddelelsen om, at vi påtænker at starte en ny skole, den vi indtil videre kalder belx&y-skolen, som tager udgangspunkt i martinuskosmologien og den konstruktive og belivende kommunikation, er jeg blevet kontaktet af en del mennesker, som tilbyder at ville undervise i martinuskosmologi. Jeg er meget taknemmelig for interessen og imødekommenheden, men jeg ser også nødvendigheden af at præcisere, hvorfor alle, der er involverede i skolens dagligliv, skal beherske den konstruktive og belivende kommunikation.
Nogle vil måske indvende, at eftersom Martinus jo ikke kendte til den, kan den vel ikke have noget med hans kosmologiske analyser at gøre. Nej, er svaret. Det har den heller ikke på den måde. Den har imidlertid med dem at gøre på en anden måde.
Lad os huske på, at Martinus’ analyser alene peger på en lovmæssighed, som virker gennem alt i universet. Den rummer overhovedet ikke en pædagogisk praksis. Som alle, der kender bare en smule til Martinus vil vide, har han sågar udtalt, at han hellere vil være sammen med en glad kødspiser end en sur vegetar, og jeg har da også mødt tilstrækkelig mange bitre mennesker, som hører til under ”sagen” til at jeg giver ham ret. Det er altid mere belivende at være sammen med glade og taknemmelige end sure og bitre mennesker. Men der var aldrig fordømmelse af nogen art fra hans side, for han forstod jo, at enhver handling havde en årsag, og at intet menneske i sig selv var ophav til nogen som helst ”ond” gerning.
Man kan sagtens kende til samtlige analyser og alligevel ikke have essensen af konsekvenserne i rygmarven så at sige. Ikke have dem implementeret. Ikke have dem som automatfunktion. Og det er jo også helt naturligt og helt forståeligt. Derfor kan man sagtens kende til analyserne og alligevel dømme andre mennesker. Når man gør det, oplever man ikke disse menneskers handlinger som ubehagelige goder, man har for som lektie.
Den pædagogik, som vi vil forsøge at praktisere på belx&y-skolen, tager udgangspunkt i, at alt hvad der sker i vort liv, er noget, vi kan lære af. Oplever vi ubehag ved noget, ja, så er der et eller andet, som skal korrigeres, og vi må finde ud af hvad og hvordan. Opleves der omvendt behag, ja, så er der noget, som vi kan gøre meget klogt i at udvikle og komme til at gøre meget mere af.
Martinus skriver i sine analyser, at vi på vej til det rigtige menneskerige, altså i reanimationsprocessen, hvor vi fornyer os selv rent åndeligt i bestræbelserne på at opnå fred på jord, vil komme til at se mange forskellige slags nye pædagogiske redskaber blive udviklet.
Den belivende pædagogik er et af disse, og den har som udgangspunkt det pædagogiske formål at fremme alle processer, som skaber FLOW i vort stresshormonsystem. De eksisterende pædagogiske metoder gør det ikke i tilstrækkeligt omfang.
Hvis vi kigger på, hvad der er af pædagogiske metoder, kan vi inddele dem i to hoveblokke, hvoraf den ene som udgangspunkt fordrer lydighed og den anden lader stå til. Man kan egentlig sige, at den ene har sin inspiration rent mentalitetshistorisk fra det gammeltestamentlige eller endog prægammeltestamentlige, altså hedenske, ”du må ikke”-paradigme, hvor der er straf i vente til den skyldige, (et paradigme vort retsvæsen i en vis udstrækning også baserer sig på, således taler mange jo om, at der, for at ens retsbevidsthed kan være intakt, må falde straf over de skyldige) og så et nytestamentligt, hvor vi i princippet skal elske vor næste, men hvor det pædagogiske redskab består i at vende den anden kind til og tilgive. Man kan sige, at det udmunder sig i den henholdsvis straffende pædagogik og den anerkendende pædagogik.
Hvor ser vi dem? Hvor som helst der fordres lydighed, har vi den prætestamentlige bevidsthed og ældste gammeltestamentlige bevidsthed, hvor som helst der tilgives og lades stå til den nyere gammeltestamentlige og nytestamentlige bevidsthed. Begge varianter findes her i landet, hvor lydighedsdimensionen vel er størst i de muslimske koranskoler og det anerkendende princip i de moderne folkeskoler. Når muslimer således hellere vil have deres børn i en katolsk friskole end en almindelig folkeskole, er årsagen således altid, at der i disse er mere af det, de kalder disciplin, men det er et udtryk der dækker over lydighed.
Den belivende pædagogik tager sit udgangspunkt i det tredje testamentes forståelse af, at ordene på korset ”Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør” giver os en oplysning om, at det går gruelig galt, når man ikke ved, hvad man gør, for vi bliver jo korsfæstet af det, vi kommer til at lide under det, hvorfor det naturligvis er en stor lise for den menneskelige sjæl at komme til at vide, hvad det egentlig er, vi går rundt og gør. Derfor skal alle, der arbejder på skolen, hver gang vedkommende kommunikerer, vide, hvad det, man tænker, siger og gør kan have af virkning, og om denne virkning er gunstig for opnåelse af fred på jord, så at sige.
Til dette brug er den ikke voldelige kommunikation enormt anvendelig. Men min erfaring er, at den ikke kan stå alene. Den bliver hjælpeløs og kan virke afstumpet, hvis ikke den bruges i en dybere psykologisk og kosmologisk forståelse.
Den ikke voldelige kommunikation opererer med, at man har en indre sjakal og en indre giraf, og formålet er at få aktiveret og brugt giraffen, den forstående og kærlige med overblik, så meget som muligt. Efter at have arbejdet med konceptet nogle år, kunne jeg se, at det ikke gik bare at operere med, at man har denne indre sjakal. Man er nødt til at forstå, at denne såkaldt indre sjakal er reminiscenser af dele af oplevelser langt tilbage i barndommen. Oplevelser som har aflejret sig som delpersonligheder, hvilket Jung har arbejdet dybtgående med og Ole Vedfelt herhjemme også har beskæftiget sig med på yderst seriøs vis. Det basale i disse delpersonligheder dannes, mens vi er børn, og eftersom børn, når de er helt små, ganske enkelt spejler deres omgivelser, er formålet med pædagogikken i børnehaven at få børnene til at spejle en mangfoldighed af begivenheder, som imidlertid har det til fælles, at de alle ender godt, således at børnene får nogle indre facitter af at føle sig velkomne i denne verden og af, at man altid kan nære tillid til, at alt ender godt. Er de kommet ud af denne første barndomsperiode med disse facitter, vil de være i stand til at gå den næste fase, som er grundskoleniveauet, igennem med stor appetit på indlæring.
I denne periode er det vigtigt, at barnets indre forestillingsevne får lov til at udvikle sig optimalt. Steiner har gjort sig mange tanker om måder dette kan ske på, og jeg er dybt inspireret af dem og ser hvor fantastiske redskaber, der ligger i hans indsigter. Men han har hovedsagelig fokuseret på børn, der så at sige er inkarneret med svækkede talentkerner, og han har ikke taget højde for, at børn gennemgår forskellige temaer i denne repetitionsfase, selvom de har samme alder. Afhængigt af hvorledes de tidligere inkarnationer har været, har man jo, i henhold til logikken i kosmologien, forskellige niveauer af talenter med sig i sjælens rejsekuffert. Nogle børn er ganske enkelt mere mentale end andre fra barnsben af, og jeg tror det er overmåde vigtigt at forstå, at mentale eller det man i gamle dage kaldte boglige evner, rent faktisk også kan være yderst kreative, hvis man stimulerer dem rigtigt. Min egen datter, som gik på Bernadotteskolen i de første grundskoleår og var meget glad for det, viste sig at blomstre helt ekstraordinært tankevækkende, da hun som 11-årig kom i en såkaldt sort boglig skole i et helt fremmed land med et helt fremmed sprog (islandsk), alene fordi hendes mentale evner pludselig blev set og mødt og stimuleret. Jeg kan også huske at en af lektorerne på dansk, Pil Dahlerup, på et tidspunkt fortalte, at Bernadotteskolen havde været det helt rigtige for søsteren Ulla, happeningpigen, der ikke var så mental, men slet ikke havde været rar for hende selv, der var hovedsagelig mentalt funderet.
Når man kender martinuskosmologien ved man, at nye erogene zoner på et tidspunkt opstår i det mentale område. Det vil altså på et tidspunkt blive sjovt også for børn at tænke. Ikke bare dagdrømme følelsesmæssige fantasier, men tænke. Bliver barnet imidlertid ikke hørt og set som netop det barn det er, med det det nu engang har med sig i sin helt særlige rygsæk, og med et bevidsthedsniveau, som det ikke på nogen måde selv kan tage ansvaret for, ja, så vil det uanset hvad komme til at lære enten under det ældste gammeltestamentlige paradigme (lydighedsparadigmet) eller nytestamentlige (laden stå til).
Det er det jeg mener med, at barnet må opleve at meningen tager til. Meningen for det enkelte barn af at være lige præcis på dette sted og gøre netop disse ting.
For et kunne møde børn tilstrækkelig klart, er det vigtigt, at man kender sig selv krystalklart, og at man kender de andre voksne på skolen krystalklart. Dermed kan samarbejdet komme til at foregå på en måde, hvor noget aldrig fejes under gulvtæppet, men hvor ethvert ubehageligt gode til enhver tid tages alvorligt som en kosmisk meningsfuld udfordring, der har en årsag, som har med os selv at gøre, og som vi egentlig anser det for at være vor hellige pligt at korrigere så godt vi kan.
Derfor vil et sådant begreb som sladder heller ikke eksistere på skolen. Det befinder sig i samme bevidsthedsparadigme som lydighed. Når det er blevet anset for ufint at sladre om andre børn, skyldes det, at man derved har kunnet komme til at sætte andre i et dårligt lys, som undertiden kunne påføre dem straf. Men i belx&y-skolen er det straffende univers ikke-eksisterende.
Vi tager det alvorligt, at når nogen har gjort noget, som et barn på skolen har det dårligt med, så er det rigtigt at fortælle om den iagttagelse man har gjort til en voksen – og om sine følelser, og om sine behov, og om hvad der skal til for at få det dækket. Så lytter vi også til den anden part. Det er godt at fortælle om, så det ubehagelige gode kan komme i lyset og blive undersøgt nøje, så man kan forhindre at det sker igen. Det, der er ubehageligt for en i fællesskabet, er ubehageligt for alle i fællesskabet. Så det drejer sig om at finde løsninger, som alle i fællesskabet kan have det godt med.
Det er på den måde, at vi kan hjælpe begyndelsen til det homokratiske samfund på vej rent pædagogisk.
Det er også grunden til, at vi vil arbejde i ad hoc grupper. Da børn er forskellige, oplever de ikke alle højst grad af behag ved nødvendigvis at være sammen med de samme i alle fag. Nogle er interesserede i hvor langt der er til månen og til Solen allerede i 2. klasse, andre har endnu ikke for alvor forstået hvad en kilometer er.
På denne måde kan man sige, at belivende pædagogik er en yderst konfronterende pædagogik og meget forskellig fra både den straffende og den anerkendende. Ethvert ubehageligt gode behandles nemlig præcis som den nihovedede hydra i herkulesmyten. Det nytter hverken at hugge et hoved af, for så kommer der bare to nye i stedet, eller at ignorere den, for så bliver man ved at tro, at den er der og derfor også med at frygte den. Nej. Den må op i lyset, så man kan se, at der bare er tale om virkninger af årsager, som ingen dybest set ønsker, men som bare er resultatet af gentagelser af fejltagelser grundet misforståelser, og så skvatter den sammen og viser sig bare at være summen af de ønsker, som lige nu er nul. Og ubehaget er væk, for så er der intet at frygte mere.
Det er en pædagogisk praksis, som kræver stor erfaring af lærere og pædagoger. Det teoretiske grundlag er beskrevet i min bog ”Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne”.
Nogle vil måske indvende, at eftersom Martinus jo ikke kendte til den, kan den vel ikke have noget med hans kosmologiske analyser at gøre. Nej, er svaret. Det har den heller ikke på den måde. Den har imidlertid med dem at gøre på en anden måde.
Lad os huske på, at Martinus’ analyser alene peger på en lovmæssighed, som virker gennem alt i universet. Den rummer overhovedet ikke en pædagogisk praksis. Som alle, der kender bare en smule til Martinus vil vide, har han sågar udtalt, at han hellere vil være sammen med en glad kødspiser end en sur vegetar, og jeg har da også mødt tilstrækkelig mange bitre mennesker, som hører til under ”sagen” til at jeg giver ham ret. Det er altid mere belivende at være sammen med glade og taknemmelige end sure og bitre mennesker. Men der var aldrig fordømmelse af nogen art fra hans side, for han forstod jo, at enhver handling havde en årsag, og at intet menneske i sig selv var ophav til nogen som helst ”ond” gerning.
Man kan sagtens kende til samtlige analyser og alligevel ikke have essensen af konsekvenserne i rygmarven så at sige. Ikke have dem implementeret. Ikke have dem som automatfunktion. Og det er jo også helt naturligt og helt forståeligt. Derfor kan man sagtens kende til analyserne og alligevel dømme andre mennesker. Når man gør det, oplever man ikke disse menneskers handlinger som ubehagelige goder, man har for som lektie.
Den pædagogik, som vi vil forsøge at praktisere på belx&y-skolen, tager udgangspunkt i, at alt hvad der sker i vort liv, er noget, vi kan lære af. Oplever vi ubehag ved noget, ja, så er der et eller andet, som skal korrigeres, og vi må finde ud af hvad og hvordan. Opleves der omvendt behag, ja, så er der noget, som vi kan gøre meget klogt i at udvikle og komme til at gøre meget mere af.
Martinus skriver i sine analyser, at vi på vej til det rigtige menneskerige, altså i reanimationsprocessen, hvor vi fornyer os selv rent åndeligt i bestræbelserne på at opnå fred på jord, vil komme til at se mange forskellige slags nye pædagogiske redskaber blive udviklet.
Den belivende pædagogik er et af disse, og den har som udgangspunkt det pædagogiske formål at fremme alle processer, som skaber FLOW i vort stresshormonsystem. De eksisterende pædagogiske metoder gør det ikke i tilstrækkeligt omfang.
Hvis vi kigger på, hvad der er af pædagogiske metoder, kan vi inddele dem i to hoveblokke, hvoraf den ene som udgangspunkt fordrer lydighed og den anden lader stå til. Man kan egentlig sige, at den ene har sin inspiration rent mentalitetshistorisk fra det gammeltestamentlige eller endog prægammeltestamentlige, altså hedenske, ”du må ikke”-paradigme, hvor der er straf i vente til den skyldige, (et paradigme vort retsvæsen i en vis udstrækning også baserer sig på, således taler mange jo om, at der, for at ens retsbevidsthed kan være intakt, må falde straf over de skyldige) og så et nytestamentligt, hvor vi i princippet skal elske vor næste, men hvor det pædagogiske redskab består i at vende den anden kind til og tilgive. Man kan sige, at det udmunder sig i den henholdsvis straffende pædagogik og den anerkendende pædagogik.
Hvor ser vi dem? Hvor som helst der fordres lydighed, har vi den prætestamentlige bevidsthed og ældste gammeltestamentlige bevidsthed, hvor som helst der tilgives og lades stå til den nyere gammeltestamentlige og nytestamentlige bevidsthed. Begge varianter findes her i landet, hvor lydighedsdimensionen vel er størst i de muslimske koranskoler og det anerkendende princip i de moderne folkeskoler. Når muslimer således hellere vil have deres børn i en katolsk friskole end en almindelig folkeskole, er årsagen således altid, at der i disse er mere af det, de kalder disciplin, men det er et udtryk der dækker over lydighed.
Den belivende pædagogik tager sit udgangspunkt i det tredje testamentes forståelse af, at ordene på korset ”Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør” giver os en oplysning om, at det går gruelig galt, når man ikke ved, hvad man gør, for vi bliver jo korsfæstet af det, vi kommer til at lide under det, hvorfor det naturligvis er en stor lise for den menneskelige sjæl at komme til at vide, hvad det egentlig er, vi går rundt og gør. Derfor skal alle, der arbejder på skolen, hver gang vedkommende kommunikerer, vide, hvad det, man tænker, siger og gør kan have af virkning, og om denne virkning er gunstig for opnåelse af fred på jord, så at sige.
Til dette brug er den ikke voldelige kommunikation enormt anvendelig. Men min erfaring er, at den ikke kan stå alene. Den bliver hjælpeløs og kan virke afstumpet, hvis ikke den bruges i en dybere psykologisk og kosmologisk forståelse.
Den ikke voldelige kommunikation opererer med, at man har en indre sjakal og en indre giraf, og formålet er at få aktiveret og brugt giraffen, den forstående og kærlige med overblik, så meget som muligt. Efter at have arbejdet med konceptet nogle år, kunne jeg se, at det ikke gik bare at operere med, at man har denne indre sjakal. Man er nødt til at forstå, at denne såkaldt indre sjakal er reminiscenser af dele af oplevelser langt tilbage i barndommen. Oplevelser som har aflejret sig som delpersonligheder, hvilket Jung har arbejdet dybtgående med og Ole Vedfelt herhjemme også har beskæftiget sig med på yderst seriøs vis. Det basale i disse delpersonligheder dannes, mens vi er børn, og eftersom børn, når de er helt små, ganske enkelt spejler deres omgivelser, er formålet med pædagogikken i børnehaven at få børnene til at spejle en mangfoldighed af begivenheder, som imidlertid har det til fælles, at de alle ender godt, således at børnene får nogle indre facitter af at føle sig velkomne i denne verden og af, at man altid kan nære tillid til, at alt ender godt. Er de kommet ud af denne første barndomsperiode med disse facitter, vil de være i stand til at gå den næste fase, som er grundskoleniveauet, igennem med stor appetit på indlæring.
I denne periode er det vigtigt, at barnets indre forestillingsevne får lov til at udvikle sig optimalt. Steiner har gjort sig mange tanker om måder dette kan ske på, og jeg er dybt inspireret af dem og ser hvor fantastiske redskaber, der ligger i hans indsigter. Men han har hovedsagelig fokuseret på børn, der så at sige er inkarneret med svækkede talentkerner, og han har ikke taget højde for, at børn gennemgår forskellige temaer i denne repetitionsfase, selvom de har samme alder. Afhængigt af hvorledes de tidligere inkarnationer har været, har man jo, i henhold til logikken i kosmologien, forskellige niveauer af talenter med sig i sjælens rejsekuffert. Nogle børn er ganske enkelt mere mentale end andre fra barnsben af, og jeg tror det er overmåde vigtigt at forstå, at mentale eller det man i gamle dage kaldte boglige evner, rent faktisk også kan være yderst kreative, hvis man stimulerer dem rigtigt. Min egen datter, som gik på Bernadotteskolen i de første grundskoleår og var meget glad for det, viste sig at blomstre helt ekstraordinært tankevækkende, da hun som 11-årig kom i en såkaldt sort boglig skole i et helt fremmed land med et helt fremmed sprog (islandsk), alene fordi hendes mentale evner pludselig blev set og mødt og stimuleret. Jeg kan også huske at en af lektorerne på dansk, Pil Dahlerup, på et tidspunkt fortalte, at Bernadotteskolen havde været det helt rigtige for søsteren Ulla, happeningpigen, der ikke var så mental, men slet ikke havde været rar for hende selv, der var hovedsagelig mentalt funderet.
Når man kender martinuskosmologien ved man, at nye erogene zoner på et tidspunkt opstår i det mentale område. Det vil altså på et tidspunkt blive sjovt også for børn at tænke. Ikke bare dagdrømme følelsesmæssige fantasier, men tænke. Bliver barnet imidlertid ikke hørt og set som netop det barn det er, med det det nu engang har med sig i sin helt særlige rygsæk, og med et bevidsthedsniveau, som det ikke på nogen måde selv kan tage ansvaret for, ja, så vil det uanset hvad komme til at lære enten under det ældste gammeltestamentlige paradigme (lydighedsparadigmet) eller nytestamentlige (laden stå til).
Det er det jeg mener med, at barnet må opleve at meningen tager til. Meningen for det enkelte barn af at være lige præcis på dette sted og gøre netop disse ting.
For et kunne møde børn tilstrækkelig klart, er det vigtigt, at man kender sig selv krystalklart, og at man kender de andre voksne på skolen krystalklart. Dermed kan samarbejdet komme til at foregå på en måde, hvor noget aldrig fejes under gulvtæppet, men hvor ethvert ubehageligt gode til enhver tid tages alvorligt som en kosmisk meningsfuld udfordring, der har en årsag, som har med os selv at gøre, og som vi egentlig anser det for at være vor hellige pligt at korrigere så godt vi kan.
Derfor vil et sådant begreb som sladder heller ikke eksistere på skolen. Det befinder sig i samme bevidsthedsparadigme som lydighed. Når det er blevet anset for ufint at sladre om andre børn, skyldes det, at man derved har kunnet komme til at sætte andre i et dårligt lys, som undertiden kunne påføre dem straf. Men i belx&y-skolen er det straffende univers ikke-eksisterende.
Vi tager det alvorligt, at når nogen har gjort noget, som et barn på skolen har det dårligt med, så er det rigtigt at fortælle om den iagttagelse man har gjort til en voksen – og om sine følelser, og om sine behov, og om hvad der skal til for at få det dækket. Så lytter vi også til den anden part. Det er godt at fortælle om, så det ubehagelige gode kan komme i lyset og blive undersøgt nøje, så man kan forhindre at det sker igen. Det, der er ubehageligt for en i fællesskabet, er ubehageligt for alle i fællesskabet. Så det drejer sig om at finde løsninger, som alle i fællesskabet kan have det godt med.
Det er på den måde, at vi kan hjælpe begyndelsen til det homokratiske samfund på vej rent pædagogisk.
Det er også grunden til, at vi vil arbejde i ad hoc grupper. Da børn er forskellige, oplever de ikke alle højst grad af behag ved nødvendigvis at være sammen med de samme i alle fag. Nogle er interesserede i hvor langt der er til månen og til Solen allerede i 2. klasse, andre har endnu ikke for alvor forstået hvad en kilometer er.
På denne måde kan man sige, at belivende pædagogik er en yderst konfronterende pædagogik og meget forskellig fra både den straffende og den anerkendende. Ethvert ubehageligt gode behandles nemlig præcis som den nihovedede hydra i herkulesmyten. Det nytter hverken at hugge et hoved af, for så kommer der bare to nye i stedet, eller at ignorere den, for så bliver man ved at tro, at den er der og derfor også med at frygte den. Nej. Den må op i lyset, så man kan se, at der bare er tale om virkninger af årsager, som ingen dybest set ønsker, men som bare er resultatet af gentagelser af fejltagelser grundet misforståelser, og så skvatter den sammen og viser sig bare at være summen af de ønsker, som lige nu er nul. Og ubehaget er væk, for så er der intet at frygte mere.
Det er en pædagogisk praksis, som kræver stor erfaring af lærere og pædagoger. Det teoretiske grundlag er beskrevet i min bog ”Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne”.
torsdag den 26. januar 2012
Prisen vi betaler for at leve med hemmeligheder
I Dallas Morning News, Sept. 12, 2004, kan man læse følgende udtalelse fra Dr. Eric Nessler, Southwestern Medical Center, "Source of disease = cellular memories."
Da jeg i 2005 blev diagnosticeret med brystkræft, sagde min homeopat til mig, at
kræften jo ikke kom i går, den begyndte allerede for 30 år siden.
Hans ord var uden mening for mig, men jeg begyndte alligevel at tænke på, hvad
skete der i mit liv for 30 år siden.
Først for nylig forbandt jeg det med, at det var året, jeg blev gift.
Hvordan kunne det, at jeg giftede mig have noget med min kræft at gøre?
Jo, her var min første store energisugende og aflivende hemmelighed. Jeg havde inviteret utroskab, og uærlighed ind i mit liv. Min stolthed gjorde, at jeg i den grad overskred mine egne grænser. Jeg har betalt prisen herfor lige siden i form af et liv med hemmeligheder og hvad det bringer med sig.
Det blev den cellulære hukommelse, der lagde grunden til min kræft.
Tænker vi i hverdagen på, at vore tanker og handlinger går lige ind i vores
cellehukommelse? Og vores cellehukommelse ligger til grund for vores fysiske helbred.
Jeg vidste, at han havde være utro bare få dage før brylluppet, og jeg giftede mig alligevel
med ham, på trods af, at jeg vidste det var forkert. Jeg giftede mig med ham af
forkerte grunde: "Hvad ville folk sige, hvis brylluppet blev afslyst i sidste øjeblik?"
og mange andre tanker, der ikke kom fra Gud.
I dag kender jeg formålet med mit liv, det er at leve et liv i sandhed, et liv, der kan tåle
lyset i alle henseender. Kærlighed og tilgivelse er mit livs formål.
Hvert eneste øjeblik i mit liv må jeg være tilstede i nuet. Jeg begynder dagen med bøn, jeg
beder Gud om at være ved min side hele tiden, alene kan jeg ikke leve det liv,
der er sand og ren kærlighed, sådan som jeg oplever det gennem konstant tilgivelse og uden fordømmelse.
Jeg er hele tiden bevidst om, hvad der er rigtigt og sandt for mig. Jeg får mere og mere mod til at leve et liv i sandhed. Jeg lytter og respekterer mig selv, jeg tager mig selv alvorlig, og
jeg handler herefter. Et liv i sandhed kender ikke til energisugende hemmeligheder, det er der ikke længere behov for, når jeg tager mig selv og mit liv seriøst. Jeg må hver dag bede til, at Guds vilje også er min vilje.
Så snart jeg overskrider mine egne grænser, går det galt. Så må jeg igen tilgive mig selv og
andre, og huske at min eneste funktion er kærlighed og tilgivelse.
Jeg har i dag modet til at lytte til min indre stemme, ellers ville jeg ikke have haft modet til at stå her foran jer.
Mit formål med at være her i dag er at dele med jer, hvor vigtigt det er for os Bedstemødre og for de næste generationer, at vi lever et liv i sandhed, i ubetinget kærlighed. Det er vores generation, der må løfte sløret for de hemmeligheder, vi lever med og lader gå videre i næste generationer. Vi må holde op med at leve liv, der er mindre end sand og ubetinget kærlighed.
Mit nye liv kræver mod og tillid, tillid til at Gud hele tiden vil mig det bedste, selvom det ikke lige
i øjeblikket ser sådan ud, men Gud har det store billede, og det har altid vist sig, at med Gud går
alting bedre. Det jeg ser som uløselige problemer blegner og bliver transformeret til kærlighed.
Midlet er tilgivelse, og ingen fordømmelse.
Mit liv har været fuldt af fordømmelse og fornægtelse af Gud.
Når vi ikke længere har behov for at fordømme andre og os selv, så begynder kroppen at give slip.
Vi kan ligefrem mærke, hvordan vores cellevæv strammes op, når vi er i angrebshumør, og hvordan vævet slapper af så snart vi giver slip. Prøv at lægge mærke til det næste gang, du er i angreb eller fordømmer. Der frigives en masse energi, når vi giver slip og lader Gud komme til.
Herefter har I chancen for at blive klar over, hvor meget vi spænder i kroppen, hver gang
vi bevidst eller ubevidst fordømmer et menneske, en situation etc.
Det her er en livsstil, som kræver mod. Denne her livsstil medfører store livsændringer
for os, der lever med store usagte hemmeligheder. Men bevidstheden om, at vi gør det her for os selv, og dermed for de næste generationer, gør, at vi ved, der er ingen vej udenom. Vi vil ikke, at vores
børnebørn skal fortsætte dette liv i lidelse.
Gjort på den rigtige måde, dvs. med Guds velsignelse, sker der kun gode forandringer, og vi
vil begynde at lære, at livet er godt; der begynder at indfinde sig en indre ro og en lille
boblende kilde af glæde dukker frem nu og da. Jeg lærer stadig at tro på, at sådan kan livet
også være. Et liv i glæde, taknemmelighed og fred. Vi begynder at se og opleve hvert menneske, hvert dyr, hvert levende væsen som en af Guds skabninger og som værende en del af os selv. Der er ikke længere den konstante "væren-på-vagt" spænding i kroppen. Den spænding, der hvis den bliver ved, skaber kroniske sygdomme.
Jeg møder verden i fred og tillid, fordi jeg nu kender min Gud og Skaber.
Jeg ved, når mine bønner ikke bliver besvaret, så er de også blevet besvaret,
for så har jeg bedt om noget, der ikke er i min egen eller andres bedste interesse.
Jeg har tillid til, at Gud ved bedre end mit ego. Jeg har tillid til, at vi Bedstemødre kan gøre en forskel og være med til at udrydde vold og misbrug i familierne.
Den dag jeg valgte at træde ind i Guds verden
Mørket viger for et sandt vidunder af gule,
orange og violette farver i alle nuancer. Himlen er svimlende smuk, jeg kan
slet ikke beskrive det. Nej, det er ikke himlen, det er fjorden, og jo det er
himlen, himlen og fjorden går ud i et. Mørket viger så ganske sagte og et lysende farvespil udløser sig,
større, klarere og smukkere end noget lærred kan gengive det. Der er simpelthen ikke alle de nuancer
af farver i min kurv med farver. Det er en veritable åbenbaring. Jeg er blændet
af synet, som et blændværk, der ruller op for mine øjne, er det mon rigtigt?
Drømmer jeg stadig, der var jo lige mørkt, men så ser jeg den klare gloende
opgående sol mellem de silhuetterede træstammer på Grethes grund. Så ER det rigtigt, det er den gryende morgen.
Der er grund til, at vi synger “Morgenstund
har guld i mund” – det her er så smukt et skue, at jeg må være med i det. Jeg
tager tre par bukser og ligeså mange trøjer og en jakke på, for der er
frostgrader derude. Men jeg må være et med det, der sker lige nu. Jeg griber mit kamera i farten. Jeg står
bare der, takker min Gud for det han viser mig, nemlig Guds verden,
den
verden Gud har skabt.
Det er ikke en menneskeskabt verden, det er
Guds verden, som han deler med mig.
Tænk, at jeg er en del af den. Guldet flyder snart i en lang strøm hen
over fjorden, og nu er der så meget guld, at guldet og solen bliver et for mine
øjne, jeg kan simpelthen ikke skelne, hvad er Sol, og hvad er Guld, det er
et. Spejlningen er et med solen,
eller er den?
En flok svaner flyver hen over hovedet på
mig, jeg har hørt deres vingesus for lang tid siden, men jeg kunne ikke se dem.
De kommer fra øst, fra den
opgående sols verden, og flyver mod sydvest. Her i vest er farverne blå og mere kølige, men også så flotte, bare et helt andet
farvespil. Jeg kan ikke se dem
begge to samtidig, dog eksisterer de begge to samtidig, selvom jeg ikke ser
dem. Hele panoramaet her er Guds
gave til mig, og jeg tager imod Hans gave. Det er så smukt, så fuld af fred og kærlighed, at mit hjerte
gør ondt. Jeg lader min stemme
hjælpe mig til at tage denne herlighed ind, så jeg begynder at AUMe, det
letter, og jeg kan igen trække vejret frit. Her er friskt og klart, vandet er klart, meget klart, og
flere svaner flyver forbi, vores svaner. Så må klokken snart være 9. Jeg ser på uret, klokken er 9.03.
De er præcise de svaner, hver morgen kl. 9 flyver de forbi, lavt over fjordens
vande, og i dag er der mange flere, og de kommer i flere og større flokke. Mine “egne 3 par” viser sig ikke i dag.
I dag er en ganske særlig dag. Jeg har nemlig åbnet døren ind til Guds
verden. Det må være
Himmeriget. Solens genspejlende
lys leger med bølgerne, der igen afspejler sig i stenstæningerne ned ad
skråningen, så hele skråningen bliver levende, den bølger sig i et dansende
lysshow, som jeg er betaget af. Jeg vil gerne danse med, men må nøjes med at leve mig ind i
stenene, der er legeplads for lyset.
Jeg prøver at fotografere
det der sker for mine øjne, men det kan ikke fotograferes, det kan kun
opleves. Guds verden kan ikke
fotograferes, den er bare. Hver
gang jeg forsøger at tage et billede, så træder jeg udenfor dette Himmerige,
alligevel fotografere jeg på livet løs. Jeg kommer altid hurtigt tilbage i Guds verden. Alt er
anderledes i dag, der er ikke en bølge på vandet, her er blikstille, her er Gud,
og alt ånder fred med ubeskrivelig
skønhed. Min krop har svært ved at
tage Guds skønhed ind, jeg må bruge min stemme, men her er total stilhed. Jeg prøver alligevel at stemme i med
naturens stilhed for at kunne være i denne skønhed, i denne lyksalighed, denne
Guds verden. Denne dybe stilhed, farverne er klare og
skarpe og alle farver klæder hinanden på en made, der gør denne verden
ubeskrivelig for mig, så jeg er bare. Sådan er Guds verden. Hele vejen rundt i
horisonten ser jeg jorden og himlen spejle sig i Fjorden, jeg ved de er et, jeg
ved det er altsammen Guds
verden.
Jeg går ind i huset fuld af taknemmelighed over denne
oplevelse, som jeg deler med fuglene derude. Jeg hælder resten af mit vand ud i Fjorden, for jeg ved, jeg
er et med Altet, jeg vil se, at også det vand jeg drikker er et med Fjorden, at
jeg selv er et med Fjorden, det er denne Oneness, jeg har behov for at bekræfte. Jeg ser, hvordan ringene i vandet
breder sig langt ud i fjorden og helt ind til strandbredden. Her ser jeg en kvarts, som jeg samler
op, et par små tomme sneglehuse, en sten med en tangplante og lige derhenne en
hvid fjer, lagt der for mig. Jeg
ved, det er uskyden og renheden, for fjeren er helt hvid. Nu ligger den på mit alter, stenene ligger
på Arikkis alter, det er hans legeplads der for en morgenstund blev forvandlet
til Guds rige. Jeg var i Guds rige, jeg oplevede Guds
rige, min krop og sjæl kunne rumme denne herlighed, som er ren salighed.
Tilbage sidder jeg med saligheden.
NU ved jeg, at der er en anden verden end den, jeg har skabt, nemlig den
verden Gud har skabt.
Jeg tror, jeg var derude 5 min, men jeg ser
nu, at jeg har været derude lige fra solopgang til næsten middag. Tiden står
stille i Guds verden.
Jeg træder ind i min stue, den er
forvandlet, min verden er forvandlet, men jeg ved, jeg var bare nede ved
vandkanten, for jeg har stenene og fjeren. Jeg sætter mig for at læse dagens meditation, lesson 130 –
It is impossible to see two worlds.
TAK GUD.
Jeg laver meditationen, jeg beder om Guds
styrke til at se og genkende det jeg søger. Jeg vil ikke længere se min egen
verden, den jeg har lavet og som består af mine illusioner.
Jeg sidder i meditationen,
ser ud over vandet og beder Gud give mig styrke langt ud over min egen styrke,
og jeg er igen i Guds verden. Der
er ingen Judas verden, der er ingen Jesus verden, Judas og Jesus er den
samme, deres mødre elsker deres
sønner, de sørger begge to over en tabt søn. Og de glædes begge to over en genopstanden søn.
Hvad siger Judas moder og Jesus moder i mødet med hinanden? Er det den samme moder? Jeg glider ud af meditationen og op i hovedet. Jeg ser på Guds skaberværk, jeg ser på
Himmeriget lige der udenfor mine vinduer, men jeg er ikke længere en del af
Guds verden. Jeg kan ikke se
to verdener, jeg er tilbage i min
egen verden og beskuer en verden, jeg engang har besøgt, og nu har jeg valgt
min egen illusoriske verden. Selvom “the world I see holds nothing
that I want” og selvom jeg nu ved,
at “Beyond this world there is a
world I want”- den verden jeg
besøgte her til morgen.
tirsdag den 24. januar 2012
Hvorfor denne panik over tanken om et ministerium for livsanskuelser?
SF’s gruppeformand og kirkeordfører, Pernille Vigsø Bagge har stillet et lovforslag om, at kirkeministeriet skal have en ny funktion som ministerium for livsanskuelser, og alle er i oprør. Hånlatteren gungrer af sted i medierne, og frygten for at miste stemmer får så vidt jeg er orienteret samtlige politikere til at håne med. For åhhh, hvor latterligt man dog synes, at det er.
Jeg tror imidlertid ikke på, at alle politikere virkelig mener, at det er en dårlig ide. Jeg nægter at tro, at det kan være sandt! Og jeg gør det heller ikke. Jeg synes faktisk, at det er et ualmindelig intelligent og perspektivrigt forslag. Hvorfor så det?
Ja. Blandt andet fordi jeg kender mange, som vil kunne få glæde af det.
Hvem? Muslimerne? Det ved jeg ikke, og det interesserer mig ikke. Trosreligioner interesserer mig ikke. PVB siger endvidere, at hun ikke har nævnt muslimerne med et ord. Jeg hæfter mig ved, at der ikke er tale om et ministerium for religioner eller trossamfund, men et ministerium for netop livsanskuelser. Det er da det, et fremtidsorienteret fredselskende samfund har brug for som redskab, hvis den åndelige udvikling ikke skal gå totalt i stå. Derved er det jo et ministerium for både dem, der kan tro, og dem der har mistet evnen til at tro i traditionel forstand. Dem der har mistet deres barnetro så at sige. Men som jo rummer evne til logisk tænkning og kan have en erkendelse af, at der virker en slags logos, et ordnende princip, kosmiske love, en guddommelig kraft, man kan kalde det så meget (ord er dybest set noget billigt skidt, fordi de lader sig manipulere med), som man gerne på en fordomsfri måde vil kunne studere i fred og ro og i et meningsfuldt fællesskab. Og som i øvrigt også finder stor inspiration i kristusmentaliteten, som den er beskrevet i evangelierne.
Som formand for en forening, der hedder Det Belivende, og som ikke er et trossamfund, men et erkendelsesforum, har jeg flere gange kontaktet kirkeministeriet i ønske om at få en dialog angående såkaldt kulturkristne, som er medlemmer af folkekirken, men som ikke kommer i den eller bruger den, da de ikke føler sig hjemme der. Både Birthe Rønn Hornbech og Manu Sareen har afvist vore ønsker. Birthe Rønn Hornbech af den grund, at vi ikke er et trossamfund, og Manu Sareen af den grund, at alle andre trossamfund end kirken hører til andre steder. Birthe Rønn Hornbech, som jeg af venner, der er venstrefolk, havde fået at vide var et skarpt intellektuelt og åbent hoved, sendte jeg endvidere noget litteratur, så hun fik mulighed for at sætte sig ind i tankegangen bag den type kulturkristne, som har det svært med det kultiske i folkekirkens ritualer og ceremonier. Den returnerede hun imidlertid ulæst.
At afvise mennesker, som har en kristen livsanskuelse, men som i højere grad betragter Kristus som et ideal end et idol, altså i højere grad som en inspirationskilde end en guru, der skal tilbedes, anser jeg så til gengæld for ikke bare komisk men også tragisk, al den stund at både ateister og kulturkristne, som ganske vist har mistet barnetroen og ved for meget om hvordan hjernen fungerer til at vi kan stå og tale om djævelen i trosbekendelsen eller tro på frelse via stedfortræder, dog også dør og skal begraves. Også vi gifter os. Nogle af os endog indtil flere gange. Og også vi har behov for sammenhænge, hvori der er fællesskaber af åndelig karakter.
Hvorfor vi, fordi vi mener at vide noget om hjernen ikke kan afsige trosbekendelsen? Af den enkle grund, såmænd, at vi anser den eneste djævel der findes for at være mangel på bevidsthed om vor egen krybdyrhjernes magt. Den eneste hornede der findes er vor egen primitivitet, alle den slags adfærdsmønstre, der kommer frem som det man også kalder de syv dødssynder. Den såkaldte djævel er en amygdalakapring. Hånlatter er en sådan amygdalakapring. Den er aktiv, når man føler sig truet. Da går man til angreb eller forsvarer sig eller flygter eller går død (bliver deprimeret). Og den har intet at gøre med tænkning i egentlig forstand. Man kan faktisk godt arbejde med sit tankemønster, med sin bevidsthed, på en sådan måde, at amygdalakapringerne tager af. Samtidig med at det sker, tager evnen til at finde løsninger til.
Hvis mediernes repræsentanter og politikerne med virkelig ville tænke, når de hørte et nyt lovforslag som Pernilles, så skulle de jo spørge hende ud om hvad hun egentlig mente, hvad hun havde tænkt sig at det skulle føre i retning af o.s.v. Men det gør man ikke. Man slår med halen som en krokodille og griner ondskabsfuldt. Og hvad gør Pernille? Ja, hun forstår åbenbart på sine chefer, at alle ler hende ud på grund af et selvmål.
På længere sigt kan det dog meget vel tænkes, at vor frygt for muslimernes overtagelse af den vesteuropæiske kultur meget vel kan vise sig at være en forhindring i at tænke i egentlig forstand og dermed løse det muslimske problem. Vi løser det ikke ved at låse vor egen åndelige udvikling fast i de dogmer, som pt afgør, hvad der er kristelighed her til lands eller ej. Dermed inviterer vi dybest set til fætter-kusine-fest med det muslimske broderskab.
Velbekomme. Selv melder jeg afbud.
Jeg tror imidlertid ikke på, at alle politikere virkelig mener, at det er en dårlig ide. Jeg nægter at tro, at det kan være sandt! Og jeg gør det heller ikke. Jeg synes faktisk, at det er et ualmindelig intelligent og perspektivrigt forslag. Hvorfor så det?
Ja. Blandt andet fordi jeg kender mange, som vil kunne få glæde af det.
Hvem? Muslimerne? Det ved jeg ikke, og det interesserer mig ikke. Trosreligioner interesserer mig ikke. PVB siger endvidere, at hun ikke har nævnt muslimerne med et ord. Jeg hæfter mig ved, at der ikke er tale om et ministerium for religioner eller trossamfund, men et ministerium for netop livsanskuelser. Det er da det, et fremtidsorienteret fredselskende samfund har brug for som redskab, hvis den åndelige udvikling ikke skal gå totalt i stå. Derved er det jo et ministerium for både dem, der kan tro, og dem der har mistet evnen til at tro i traditionel forstand. Dem der har mistet deres barnetro så at sige. Men som jo rummer evne til logisk tænkning og kan have en erkendelse af, at der virker en slags logos, et ordnende princip, kosmiske love, en guddommelig kraft, man kan kalde det så meget (ord er dybest set noget billigt skidt, fordi de lader sig manipulere med), som man gerne på en fordomsfri måde vil kunne studere i fred og ro og i et meningsfuldt fællesskab. Og som i øvrigt også finder stor inspiration i kristusmentaliteten, som den er beskrevet i evangelierne.
Som formand for en forening, der hedder Det Belivende, og som ikke er et trossamfund, men et erkendelsesforum, har jeg flere gange kontaktet kirkeministeriet i ønske om at få en dialog angående såkaldt kulturkristne, som er medlemmer af folkekirken, men som ikke kommer i den eller bruger den, da de ikke føler sig hjemme der. Både Birthe Rønn Hornbech og Manu Sareen har afvist vore ønsker. Birthe Rønn Hornbech af den grund, at vi ikke er et trossamfund, og Manu Sareen af den grund, at alle andre trossamfund end kirken hører til andre steder. Birthe Rønn Hornbech, som jeg af venner, der er venstrefolk, havde fået at vide var et skarpt intellektuelt og åbent hoved, sendte jeg endvidere noget litteratur, så hun fik mulighed for at sætte sig ind i tankegangen bag den type kulturkristne, som har det svært med det kultiske i folkekirkens ritualer og ceremonier. Den returnerede hun imidlertid ulæst.
At afvise mennesker, som har en kristen livsanskuelse, men som i højere grad betragter Kristus som et ideal end et idol, altså i højere grad som en inspirationskilde end en guru, der skal tilbedes, anser jeg så til gengæld for ikke bare komisk men også tragisk, al den stund at både ateister og kulturkristne, som ganske vist har mistet barnetroen og ved for meget om hvordan hjernen fungerer til at vi kan stå og tale om djævelen i trosbekendelsen eller tro på frelse via stedfortræder, dog også dør og skal begraves. Også vi gifter os. Nogle af os endog indtil flere gange. Og også vi har behov for sammenhænge, hvori der er fællesskaber af åndelig karakter.
Hvorfor vi, fordi vi mener at vide noget om hjernen ikke kan afsige trosbekendelsen? Af den enkle grund, såmænd, at vi anser den eneste djævel der findes for at være mangel på bevidsthed om vor egen krybdyrhjernes magt. Den eneste hornede der findes er vor egen primitivitet, alle den slags adfærdsmønstre, der kommer frem som det man også kalder de syv dødssynder. Den såkaldte djævel er en amygdalakapring. Hånlatter er en sådan amygdalakapring. Den er aktiv, når man føler sig truet. Da går man til angreb eller forsvarer sig eller flygter eller går død (bliver deprimeret). Og den har intet at gøre med tænkning i egentlig forstand. Man kan faktisk godt arbejde med sit tankemønster, med sin bevidsthed, på en sådan måde, at amygdalakapringerne tager af. Samtidig med at det sker, tager evnen til at finde løsninger til.
Hvis mediernes repræsentanter og politikerne med virkelig ville tænke, når de hørte et nyt lovforslag som Pernilles, så skulle de jo spørge hende ud om hvad hun egentlig mente, hvad hun havde tænkt sig at det skulle føre i retning af o.s.v. Men det gør man ikke. Man slår med halen som en krokodille og griner ondskabsfuldt. Og hvad gør Pernille? Ja, hun forstår åbenbart på sine chefer, at alle ler hende ud på grund af et selvmål.
På længere sigt kan det dog meget vel tænkes, at vor frygt for muslimernes overtagelse af den vesteuropæiske kultur meget vel kan vise sig at være en forhindring i at tænke i egentlig forstand og dermed løse det muslimske problem. Vi løser det ikke ved at låse vor egen åndelige udvikling fast i de dogmer, som pt afgør, hvad der er kristelighed her til lands eller ej. Dermed inviterer vi dybest set til fætter-kusine-fest med det muslimske broderskab.
Velbekomme. Selv melder jeg afbud.
Abonner på:
Opslag (Atom)