Så døde Vazlav Havel. Vel den mærkeligste politiker verden har set. Og mest intellektuelle, om end aldrig forstået af danske såkaldt venstreintellektuelle.
Ingen politiker har vel skilt sig mere ud fra mængden end netop han. Dels fordi han aldrig var i magtkamp med nogen, dels fordi han prædikede kosmologi. Hvad for noget? Ja.
Han har således flere gange i forskellige sammenhænge udtalt, at han egentlig kun kan træffe en beslutning han er tilfreds med, når den træffes i et kosmologisk perspektiv, og at hele hans indstilling til livet og til sit ansvar som præsident i Tjekkiet tog sit udgangspunkt i en kosmologisk verdensanskuelse. Han er citeret for sådanne udtalelser i den almindelige dagspresse, men det er mig bekendt aldrig blevet uddybet, hvad det betyder. Udtalelserne er tilsyneladende ikke rigtig blevet begrebet; har vel mest haft den funktion at placere ham som en eksotisk intellektuel. Jeg har i det mindste aldrig hørt nogen nedgøre ham, selvom martinuskosmologien, som var Havels kosmologi, herhjemme vist anses for lige så lidt stueren som DF. Der var da også bifald, da han i et foredrag på Stanford Universitet i september 1994 bl.a. pointerede: ”Demokrati uden spiritualitet er håbløst umodent. Vi behøver en spirituel renæssance for at afværge konflikter mellem civilisationerne.”
Det er skæbnens ironi, at mange såkaldt intellektuelle, som kun har lovord tilovers for Vázlav Havel, i samtiden udtrykte fjendsk hård kritik og dyb skepsis overfor en politisk praksis, som han netop har opfordret til.
Jeg tænker ikke mindst på talen han holdt i Wien på Europarådets topmøde i 1994 samt til talen han holdt i Independence Hall den 4. juli samme år, hvor han pointerede, at hvis den vestlige verdens politikere mente noget med deres formulerede ambitioner om at ville gøre en indsats for at få fred på jorden, måtte de nødvendigvis påtage sig ansvaret for ganske enkelt at arrestere diktatorerne og fjerne dem. Han foreslog konkret, at det nye verdenssamfund tog dem i sin varetægt og isolerede dem sammen med deres proselytter i Sibirien, således at de pågældende landes befolkninger kunne nå til en sådan gennemsnitsudvikling, at demokrati blev en naturlig ting at leve i for dem.
Hans synspunkt var, at befolkningerne ikke ville have mulighed for at udvikle sig og nå til et bevidsthedstrin, hvori demokrati overhovedet indgik som en realitetsbetonet mulighed, som de kunne turde ville vælge, så længe diktatorerne og disses proselytter kunne holde befolkningen i en mentalt begrænsende tilstand af frygt. Vi ville så vedblive at have lydige og ikke frie befolkningsgrupper, og dermed vedblivende udsætte såvel dem selv såvel som resten af verden for den fare, der altid er forbundet med at befolkninger holdes i slaveri.
Han var også inde på, at han opfattede det som medansvar fra vor side, når vi indgik kompromisser med diktatorerne, f.eks. indgik aftaler om, at de i en given periode kun måtte udføre halvdelen af den slags forbrydelser, som de udførte nu, idet vi hermed stemplede diktaturet som i et begrænset omfang acceptabelt. Han talte om, at vi hermed bidrog til at forlænge pinen for dem, der blev holdt i den undertrykte tilstand.
Han gik ikke ind for straf, men ønskede i stedet en bevidsthedsmæssig konfrontation, afklaring og efterfølgende korrektion af en art, som i sin dybeste konsekvens er en parallel til det kristne begreb soning, d.v.s. i den betydning, at hver soner egen brøde, og der altså ikke er tale om soning ved stedfortræder gennem tilbedelse af nogen. Det er årsags- og virkningsprincippet han opfordrede verden til at konfrontere sig med.
Da jeg læste hans tale i en dansk avis umiddelbart efter konferencen, blev jeg slået af den klare logik i talen. Er der en tyran i en familie, som forpester livet for samtlige familiemedlemmer, eller en psykopat i ledelsen på en virksomhed, er der jo heller ikke andet at gøre end at fjerne den pågældende. Enhver der arbejder med socialpolitik eller personalepolitik ved det. I familiepolitik er det ofte den svageste, som der begås overgreb på, nemlig barnet, der tvangsfjernes, men er det en stor del af befolkningen, der begås overgreb på, er det naturligvis nemmere at fjerne den, der begår overgrebet, end alle dem, der er offer for overgrebet: Alle dem, der er flygtninge, eller er på vej til at blive potentielle flygtninge.
Havels pointe, som i sin overordnede enkelhed går ud på at bidrage til, at der kommer sådanne tilstande i de enkelte lande, at ingen har behov for at skulle flygte, rummede uden tvivl for ethvert logisk tænkende menneske løsningen. Men hans opfordring blev ikke fulgt op i den offentlige debat. Man kan spørge sig hvorfor…
Selv tror jeg, at de tilstedeværende ledende politikere fra den vestlige verden følte sig meget ilde berørt ved tanken om at skulle effektuere den foreslåede plan. For for det første måtte suverænitetsprincippet tilsidesættes, og for det andet, kan jeg også forestille mig, at de nærede tvivl om, hvorvidt befolkningerne ville kunne forstå den dybere mening i det – forstå, at der ikke var tale om at besætte et andet land for at få magt over det men om at bidrage til fred på jorden ved at højne bevidsthedsniveauet i tilbagestående befolkninger.
Især vil jeg kunne forstå, at tyskerne, med den historie de har, ville have en vældig berøringsangst overfor tanken om at tage del i en sådan praksis. For hvordan gøre begribeligt, at det kan være udtryk for løft til et højere og fredeligere bevidsthedsniveau at afskaffe suverænitetsbegrebet, når vi i det eksisterende gamle paradigme netop hylder suverænitetsprincippet som noget, der udgør en betingelse for de enkelte landes selvstændige ret. Det ville være nemt for i forvejen kritisk eller manipulatorisk indstillede befolkningsgrupper at få det til at se ud, som om der nu var aggressorer, der havde gang i et eller andet mistænkeligt.
Latterliggørelse ville nemt kunne følge én, sådan som det skete for Karen Jespersen, da hun foreslog at placere kriminelle på en øde ø. Forslaget blev forstået i det gamle paradigme og derfor betragtet som hørende middelalderen til. Var det blevet forstået i den nye verdensordens, Havels, paradigme, ville der derimod være tale om et yderst brugbart fremadrettet pædagogisk redskab.
Med andre ord kunne den, der tænkte helt overordnet, når han hørte Vázlav Havels forslag, måske godt se, at det ud fra en logisk betragtning var dét, der skulle gøres. Men med i vedkommendes betragtninger indgik så formentlig den kendsgerning, at størstedelen af befolkningen ”jo” ikke tænkte overordnet, hvorfor man ikke turde nære forhåbning om, at dette forehavende ville kunne forstås i det sande perspektiv.
Hans tale fik tilsyneladende ingen konsekvenser for udviklingen af den praktiske politik. I hvert fald indgik tankerne aldrig i TV-aviser eller paneldiskussioner. Der var ingen offentlig fordomsfri drøftelse af hans tænkning.
Talen blev tværtimod i offentligheden tiet ihjel. Som en slags offentlig hemmelighed ser den imidlertid ud til at have haft virkning som en boomerang, der kom tilbage til de statsledere, der rent faktisk udførte politiske aktioner, ganske som Havel foreslog i sin tale, men uden fra begyndelsen af at sende klart signal angående årsagen til handlingen.
Jeg tænker naturligvis på den hjælpeaktion, som Bush, Blair og Fogh indledte overfor Irak.
Formentlig grundtet frygt for befolkningens manglende mentale forståelse for tingenes rette sammenhæng, kom det argument frem, at man måtte invadere Irak, da man var i besiddelse af information om, at Irak var tæt på at kunne producere atomvåben, og at denne kendsgerning var en trussel mod verdensfreden.
Måske har spindoktorer påstået, at det ville være politisk selvmord at tro, at masserne skulle kunne forstå det. Måske har de sagt, at masserne kun forstår at bakke op omkring en sådan aktion, hvis der er fjendebilleder, som truer deres personlige integritet.
Det kunne jeg forestille mig, fordi det er sådan man tænker i den gamle verdensorden. Men det var ikke sådan, Havel tænkte. Han ville korrigere fejltagelser for at bane vej for fred. Værd at mindes. Tak gode mand!
tirsdag den 27. december 2011
fredag den 16. december 2011
Grundtvigs juleutopi - en nutidig esoterisk forståelse
Jeg kunne ikke lade være med at le. Så ekstremt komisk var det i min optik, at der var ikke andet at gøre. Jeg kunne selvfølgelig være begyndt at fortælle ham om, hvordan jeg opfattede julen, men det opgav jeg på forhånd, idet jeg ikke anså ham for at være parat til at lytte. Julen var noget lort. Basta. For den rummede ikke andet end stress.
Hånden på hjertet, så har jeg gennem mit liv set en hel del mennesker, som lider i juletiden af mange forskellige grunde. Især kvinder, som ikke orker den store arbejdsbyrde. Men i disse tider, hvor mændene er kommet med i køkkenet og rengøringsarbejdet, er der tilsyneladende også mænd, som synes, at det er et stressende præstationsræs på mange forskellige måder. Og kan man nu finde en gave, som konen bliver glad for? O.s.v . o.s.v.
Mon det var det Grundtvig tænkte på, da han sluttede salmen ”Velkommen igen Guds engle små” med bønnen ”lad julesorgen slukkes”? Nej, ganske afgjort ikke, tænker man mig bekendt indenfor teologien. Jeg derimod ja, det tror jeg faktisk, og lidt til. Men for at forstå det, må man til at kigge anderledes på juleevangeliet, og hele det nye testamente i det hele taget, end vi er vant til.
Vi, som overhovedet ulejliger os med hans ord, er vant til at tænke, at denne julesorg jo ikke kan have noget med selve fredsfyrstens og verdensfrelseren Jesu fødsel at gøre, men derimod med, at han er født til en skæbne, som indebærer, at han skal korsfæstes. Julesorgen forstås således som den kendsgerning, at dette lille uskyldige Guds barn skal blive så misforstået og forhadt, at han af sine egne klynges op til lidelse på korset. Det store glade budskab, som tidsmæssigt kulminerer samtidig med, at mørket kulminerer og vi går mod lysere tider, budskabet om, at der skal være fred på jord og i mennesker velbehag, forstyrres således i det kloge menneske Grundvigs tænkning af bevidstheden om, at han skal så grumme meget ondt igennem.
Grundvig ved godt, at det rent historisk skete, at han blev korsfæstet, Jesus, og at man ikke sådan kan lave om på historieskrivningen. Når han alligevel beder om, at det skete må være usket, at det vi har gjort må være ugjort, er det fordi Grundtvig i denne bøn har en dybt esoterisk tilgang til julemysteriet. Sorgen i julen er korsfæstelsen, og det, Grundtvig beder om, er, at den ikke længere skal være aktiv. At sorgen slukkes betyder jo, at den billedligt ikke længere hverken brænder eller ulmer. For noget der er slukket er ikke længere.
Men så er det jo en bøn om en utopi, vil nogen nok indvende. Det kan vel være; men lad os så lige først blive enige om, hvad vi mener med dette ord. De fleste mennesker forstår ordet utopi som noget, der er umuligt. Men dybest set betyder det et sted, som ikke er, men som vi længes efter. Og med den kloge digter William Heinesens ord om, at selve længslen er pant på, at det, vi længes efter, er til, kan man jo så sige, at jo, det er rigtigt: Grundtvig beder om en utopi. Han beder dybest set om en kristendomsforståelse, hvor korsfæstelsen er fraværende, og hvor det i stedet for almindelige menneskers uvidenhed er vidende Guds engle små fra høje himmelsale, der befordrer tankeklimaet. I traditionel kristendomsforståelse er himlen noget der hører til, når vi er døde (og i moderne teologi så vidt jeg forstår ikke engang da), men i denne salme er der klart fokus på, at himlen er noget, som vi skal have til at indfinde sig her på jorden. For når englene vandrer ”op og ned på salmens tonestige”, er kommunikationskanalen mellem Gud og os åben, Herren byder på fred til dem, der higer efter den; himlens borgeled åbner sig, og da kommer ret Guds rige. Når han i næste vers beder om, at dette må ske ”før vore øjne lukkes” er der naturligvis tale om, at det er noget der skal ske, mens vi lever dette liv på jord. Her er således tale om, at vi kan komme til at aktivere et link til et liv i kærlighed og fred, et liv, hvor der ikke længere er nogen smerte. Han beder faktisk om, at den åndelige dimension må blive så aktiv i mennesker, at vi higer efter den form for liv, som nærer ånden.
Kruset kan være af ler og kagen tør, deri sig engle finde. Altså: Det er revnende ligegyldigt med det materielle arvesølv og om vi har nået at bage tolv slags julebag. Der er intet at stresse over. Det, mange oplever som en daglig lidelse, korsfæstelse i symbolsk forstand, er noget vi kan komme ud af, hvis vi virkelig vil.
Korsfæstelsen er ikke noget at stresse over. Det ved Grundtvig i dette inspirerede øjeblik. Den er der kun, så længe vi ikke higer efter Guds fred. Og Guds fred er der kun en vej til, nemlig ved selv at kunne kommunikere på salmens tonestige. Ved at have freden i sig selv.
Det egentlige julebudskab handler i esoterisk forstand således ikke så meget om et historisk jesusbarn der blev født og senere desværre korsfæstet. Det handler om, at vi på jorden, symboliseret ved betlehemsstjernen, modtog en kosmisk impuls, som Jesus udlevede kærligheden og visdommen i på det fysiske plan. Det gamle testamentes profetier om fredsfyrsten, der skal komme, og det nye testamentes evangelier, som fortæller om hans komme og liv, er esoterisk betragtet derfor ikke hovedsagelig en historie om et enkelt guddommeligt menneske, som vi så ved juletid fejrer fødslen af, men derimod om en mulighed for menneskeheden. En mulighed for virkeliggørelse af en utopi, som handler om at få et himmelsk liv på jord, forbilledligt legemliggjort som realitet ved Jesus Kristus. Denne utopi inviterer Grundvig os til sammen med ham at bede om at få virkeliggjort med ordene ”Vor Fader i Himlen! Lad det ske! Lad julesorgen slukkes!
Lad os altså komme ud af vor daglige korsfæstelse.
Er der så noget vi kan gøre selv?
Ja! Higer man efter freden, så lader man være med at være så skråsikker og dømme om både den ene og den anden. Så tilstår man, at man faktisk selv ikke ved andet, end hvad man har erfaret og læst sig til, hvilket jo ifølge sagens natur må være betydeligt mindre end summen af alt, hvad der er erfaret af de 7 miiliarder mennesker, der lever pt og endnu flere dyr samt summen af al bearbejdning af tænkning gennem tiderne. Det er faktisk yderst begrænset, hvad man kan vide. Og det man mener at vide, er måske i virkeligheden mestendels blændværk. Noget man tror eller bilder sig ind. Men man har muligheden for at lade være med at udgå fra, at sandheden for alle andre må være forkert, hvis den ikke er som lige præcis ens egen, altså simpelthen slippe ens egne forudfattede meninger, eller fortidstænkning, som en kognitionsneurolog vil kalde det, og bevæge sig ind på ”salmens tonestige”, bevæge sig derind, hvor egoet holder kæft, og hvor man har mulighed for at blive inspireret, og så vente… Så skal inspirationen nok komme inden øjnene lukkes.
Ifølge esoterikken er der imidlertid tale om et udviklingsprojekt, som strækker sig over flere tusinde år. Rent symbolsk er krybben i stalden, som Jesusbarnet begynder sit jordeliv i, i virkeligheden at forstå som det dyrerige, mennesket udvikles af, og de vise mænd, som bringer gaver, er de store verdensreligioner. Nogle vil måske synes, at det er en underlig udlægning, idet det er modsigelsesfyldt, at de eksisterende verdensreligioner skulle byde en ny velkommen. Men det skyldes, at der slet ikke er tale om en ny verdensreligion, men at der er tale et nyt bevidsthedsparadigme, som består i, at det enkelte menneske kan opfatte sig selv som et Guds barn, hvilket vil sige i højere grad et åndeligt end et fysisk væsen, eller i højere grad et kærligheds- og fredshigende menneske-menneske end et dominanstrængende dyremenneske. Altså: Ikke et pattedyr med lidt følelser og intelligens og hunger efter magt, men kærlighedsfuld og vis ånd, som benytter det fysiske legeme som et redskab til at skabe himmelsk liv på jord. Det er på den måde livet esoterisk betragtet er evigt. Og det er derfor, vi kan have historien om, at Kristus genopstod fra de døde. Han var aldrig død, og vi vil aldrig være døde. Vore kroppe kan korsfæstes, ligesom Jesu krop, men det dør det sande menneskebarn eller ånden i os ikke af. Og den bevidsthed har det mulighed for at have i levende live, hvorved frygten naturligvis vil forgå. Religioner ligeså. Og en kristen praksis vil tage over. Det er esoterisk betragtet deri det messianske projekt består, som er fælles for alle religioner. Som sådan rummer samtlige religioner esoterisk betragtet den grundtvigske juleutopi i sig, nemlig at vi vedgår os vor åndelige arv, som er det egentlige arvesølv.
Rent praktisk må der samtidig være en higen ud af tankeklimaer, som har med ihjelslagning at gøre. Vore kroppe holder op med at stræbe hinanden efter livet. Buddet ”Du må ikke slå ihjel”, er således aktivt i vort hjerte som empati med levende væsener på et sådant niveau, at vi ikke kan nænne at ihjelslå andre. Vi holder også op med at kritisere hinanden og dømme hinanden og skælde ud. Det vi har lært at kalde for de syv dødssynders tankeklima, hovmod, griskhed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab er noget, der degenererer. Vor fysiske krop og vort seksuelle begær vil aftage, og vi vil få nye højintellektuelle erogene zoner. Den kunst vi kender til vil ikke længere være. Kunst vil alene være af en art, hvor kreativiteten stimulerer den højere livslyst.
Jeg kender mennesker, der tænker Vorherrebevares ved tanken om et sådant himmelsk liv på jord. Boris Jeltsin skulle således efter sigende, da han besøgte de skandinaviske lande, som i virkeligheden hvad enkelte områder angår er godt på vej ind i himmeriget, have sagt, at det da var meget pæne og velfungerende lande, men at her også var ekstremt kedeligt, da her aldrig ville kunne udbryde en eneste lille krig eller revolution. Nu er netop Jeltsin måske et noget outreret eksempel, da enhver har haft mulighed for at se ham som en kluntet fyldebøtte. Men mange tendenser i vort samfund går faktisk i retning af besynderlige former for følelsesmæssigt forrående og afstumpende retninger. Eksempler? Pornografi og prostitution er f.eks. legalt. Problemet med pædofili er i tiltagende. Filmproduktionen går i den grad efter pirring af voldelig og seksuel art, at der for sådanne følsomme sjæle som mig snart ikke er en ærlig film at se. TV’2 familiejulekalender heldigvis endnu undtaget. Der udgives snart ikke andre bøger end krimier, i hvilke perversiteterne efter anmeldelserne at dømme skal ud i det totalt makabre for at være interessante. Og flere af vore politikere opfører sig mere som Herodes og Pilatusser end som Jesus. En ikke uvæsentlig del af medierne med.
Den virkelige julesorg er måske derfor, at mange af os simpelthen ikke ønsker at julesorgen skal slukkes. Mange af os får måske stadig et kick ud af korsfæstelsen, af den daglige lidelse? Jeg vil vel ikke ligefrem kalde det sadomasochisme, men det lugter i den retning.
Jeg gad egentlig vide, hvad folk tænker i kirken juleaften, når de synger ”Velkommen igen Guds engle små”?
Vorherrebevares?
tirsdag den 6. december 2011
Mon ikke vi misforstår det der med at skulle vende den anden kind til?
Når kristendommen fremstår så svækket, som den gør, i denne tid, kan det måske have noget at gøre med, at vi tager udtalelsen om, at vi, når nogen slår os på den ene kind så skal vende den anden til, for bogstaveligt.
Mon ikke den også kan betyde, at vi, hvis nogen går til angreb på os, så i stedet for selv at gøre det samme, skal stoppe op og reflektere og forsøge at finde inspiration til at reagere sådan, at der vil være så lidt sandsynlighed som muligt for at volden vil fortsætte.
Det er vist en mere farbar vej end bare at lade sig slagte.
Hvis vi også forholder os til Jesu måde at tilgive på, som netop lyder ”Gå bort og synd ikke mere”, er der jo noget der tyder på, at vi i høj grad bliver undervist i at skulle korrigere fejl, ikke bare passivt lade stå til.
Jaja, jeg tænker på hende den kristne i Londons Heathrow-lufthavn, som blev fyret fordi muslimer var vrede over, at hun ikke ville læse koranen. Og jeg tænker også på alle de blinde øjne der vendes til problemet med alt for mange børn, der bliver født til og socialiseret i dyb elendighed i dette land. Disse problemer kan slet ikke løses med penge. De kan kun løses ved at vi bruger tænkepausen til at konfrontere os med de egentlige problemer… men det er som om de er tabu …
Mon ikke den også kan betyde, at vi, hvis nogen går til angreb på os, så i stedet for selv at gøre det samme, skal stoppe op og reflektere og forsøge at finde inspiration til at reagere sådan, at der vil være så lidt sandsynlighed som muligt for at volden vil fortsætte.
Det er vist en mere farbar vej end bare at lade sig slagte.
Hvis vi også forholder os til Jesu måde at tilgive på, som netop lyder ”Gå bort og synd ikke mere”, er der jo noget der tyder på, at vi i høj grad bliver undervist i at skulle korrigere fejl, ikke bare passivt lade stå til.
Jaja, jeg tænker på hende den kristne i Londons Heathrow-lufthavn, som blev fyret fordi muslimer var vrede over, at hun ikke ville læse koranen. Og jeg tænker også på alle de blinde øjne der vendes til problemet med alt for mange børn, der bliver født til og socialiseret i dyb elendighed i dette land. Disse problemer kan slet ikke løses med penge. De kan kun løses ved at vi bruger tænkepausen til at konfrontere os med de egentlige problemer… men det er som om de er tabu …
tirsdag den 29. november 2011
Breivik er selvfølgelig sindssyg
Hvordan kan det dog gå til, at nogen kan tro, at en mand som Anders Breivik, der skyder over 70 mennesker, fordi han vil have opmærksomhed på et indvandringsproblem, ikke er sindssyg? Det er mig ubegribeligt, at der findes psykiatere, som siger, at det kommer bag på dem, at han vurderes på denne måde, da han jo gennem længere tid havde planlagt begivenheden. Som om det at være intelligent og være dygtig til at manipulere skulle være ensbetydende med, at man har en sund hjerne eller et sundt sind.
Det allermest uhyggelige ved hele denne sag, synes jeg faktisk er, at ”normaliteten” i vort samfund tilsyneladende er af den opfattelse, at han er normal, men ond, og derfor skal straffes.
Det er sygt at tro, at ondskab findes. Men vi har i massevis af sindssygdom.
Han er syg. Og han skal have hjælp. Og det er der vist en hel del psykiatere og andre, der også trænger til.
Det allermest uhyggelige ved hele denne sag, synes jeg faktisk er, at ”normaliteten” i vort samfund tilsyneladende er af den opfattelse, at han er normal, men ond, og derfor skal straffes.
Det er sygt at tro, at ondskab findes. Men vi har i massevis af sindssygdom.
Han er syg. Og han skal have hjælp. Og det er der vist en hel del psykiatere og andre, der også trænger til.
Inspiration til moderne kristendom
Hvad angår ”Et Kursus i Mirakler”, Foundation for inner peace, (Sphinx), dansk oversættelse ved Karl Boysen, 2001, er det blevet totalt ignoreret af den danske folkekirke. Men måske gør den sig selv en bjørnetjeneste ved ikke at åbne sit sind for den tidssvarende type kristen kognitiv meditation, som der er vejledning til i dette værk.
Gennem de 21 år jeg har arbejdet med Et kursus i Mirakler, har jeg ofte oplevet, når jeg har fortalt om det til nogen, at folk slår øjnene ned eller kigger den anden vej. Som om det nærmest er lidt pinligt. I det mindste spurgte jeg ofte mig selv, om de oplevede det som pinligt. Gennem de sidste års tid har jeg også spurgt folk selv om det, når jeg har oplevet forbindelsen i en samtale pludselig blive afbrudt, når mirakelkurset blev bragt på banen. "Har du det ikke så godt med mirakelkurset?", spørger jeg måske, og adskillige, især folk der er funderet i martinuskosmologien eller antroposofien, mennesker, der tilstræber det at vide, at være bevidst, i stedet for at tro, svarer sådan direkte adspurgt: NEJ. Og de fortæller mig, at årsagen er, at de anser det for at høre til under den såkaldt gamle verdensimpuls. Høre til den impuls, der bygger på tro og ikke viden. De nævner også, at de oplever nogle energier eller grundstemninger, som de fornemmer som stærkt autoritære. Det har jeg tænkt meget over. Og jeg er nået til det resultat, at jeg godt kan forstå det. Det skyldes ikke mindst følgende, som er at finde i indledningen til arbejdsbogen: "Nogle af de ideer arbejdsbogen præsenterer, vil du finde det vanskeligt at tro på, og andre vil muligvis synes ret foruroligende. Dette betyder ikke noget. Du bliver kun bedt om at anvende ideerne som det anvises dig at gøre det. Du bliver ikke bedt om at dømme dem overhovedet. Du bliver kun bedt om at anvende dem. Det er anvendelsen af dem der vil give dem mening for dig, og som vil vise dig at de er sande. Husk kun dette: Du behøver ikke at tro på ideerne, du behøver ikke at acceptere dem, og du behøver end ikke modtage dem velvilligt. Nogle af dem vil du muligvis aktivt modsætte dig. Intet af dette betyder noget, eller nedsætter deres effektivitet. Men tillad ikke dig selv at gøre undtagelser i anvendelsen af de ideer arbejdsbogen indeholder, og uanset hvad dine reaktioner på ideerne måtte være - brug dem. Intet mere end det er nødvendigt." (Arbejdsbogen dI.in.8,9) Det kunne jo lyde som noget i retning af: "Spørg ikke hvorfor, gør det bare. Udtvær dit ego og gør ikke hvad du vil, men underkast dig mig". Jeg tror i det mindste, at nogen hører det sådan. Og jeg forstår, at nogen hører det sådan. Og jeg forstår også, at nogen har det ualmindelig dårligt med at høre det sådan. For det er jo, som om man skal være villig til at lade ens egen fri vilje feje af bordet. Det er mildest talt heller ikke noget for mig. Spørgsmålet er så, om der er en anden måde at høre det på. Det er der for mig. Jeg hører i mirakelkurset et tilbud om konsekvente og effektive tankekoncentrerende øvelser, som kan hjælpe den, der af hele sit hjerte ønsker at leve så nær som muligt en kristen meditativ praksis. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den situation Martinus befandt sig i, inden han begyndte at meditere. Han betragtede, som bekendt, sig selv som en, der følte sig beriget af Kristi nærvær, og fortæller, at han havde for vane, hvis der var et eller andet han var usikker på, hvordan han skulle forholde sig til, at spørge sig selv, hvad mon Jesus Kristus ville have gjort i denne situation. Og så plejede svaret at melde sig. Allerede første gang han mediterede, skete der så det, at han oplevede en indvielse via kristi lys, en illumination, en dåb ind i en energi, der var større end ham selv, og som gjorde, at han derefter til ethvert tidspunkt kunne stille sig et hvilket som helst spørgsmål og opleve, at svaret meldte sig. Han fik også svar, som gjorde, at han kunne se de kosmiske love helt klart, og dermed se, hvorledes den måde kristendommen blev opfattet af almenheden i tiden på kun var et naturligt udtryk for et bestemt udviklingstrin. Martinus var ikke bange for gennemlysningen og -strømningen af kristusenergi. Han var ikke bange for at miste sig selv eller sit jeg. For ham var der tydeligvis ikke tale om at forsvinde i en trosreligion; der var, i det mindste ud fra hvad jeg kan læse af forfatterskabet, i højere grad tale om at give sig lov til at opleve en eksistensform, som han i overbevidstheden var bevidst om at høre hjemme i. For ham var der således ikke tale om at miste sig selv - men om at udvide sig til at kunne føle sig hjemme i et "verdenshjem" i kosmos. Har man det på en måde, som er beslægtet hermed - nærer man et dybt og inderligt ønske om at kunne komme til at forstå og til at kunne handle i overensstemmelse med ønsket om udelukkende at gøre det, som er godt for helheden og dermed også en selv - ja, så vil jeg anbefale, at man til at begynde med gør sig den ulejlighed at læse hele kurset, tekstbog, arbejdsbog og manual for lærere igennem og gør sig nogle overvejelser i retning af, hvad det egentlig er, der er lagt frem. Kender man noget til den nyere hjerneforskning, vil man vide, at vi mennesker har mulighed for at befinde os i to forskellige biologiske systemer: 1) Det cortisole biologiske system: Et aflivende (sygdomsbefordrende) system, som vi befinder os i, når vi er i situationer, hvor vi føler os angrebet, i forsvar, på flugt eller lammede (trækker os ind i os selv), og som på det fysiske plan lader sig måle ved at hjernen sender signaler til binyrerne om at udskille stresshormonet cortisol, der har en forgiftende funktion i cellerne. Vi er i dette system blot vi foretager domme. Enhver disharmonisk følelse, fortæller os, at vi er i dette system. Føler vi således trang til at bebrejde, kritisere, er vi kede af det, deprimerede, småirriterede o.s.v. kan vi være sikre på, at vi er i dette system. Kigger vi på Martinus såkaldte "slipsesymbol", symbolet der perspektiverer de dyriske og menneskelige tankeklimaer, ser vi, at det hører med til menneskehedens nuværende udviklingstrin at befinde sig her, men også at "energisystemet" er i aftagende. 2) Det pyrokatechine biologiske system: Et belivende og sundhedsbefordrende system, som vi er i, når vi oplever en tilstand af FLOW, oftest i forbindelse med at føle sig som en del af noget som er større end en selv, via meditation, sport, musiske oplevelser og lign. - men som også kan opleves i samvær med mennesker, når man føler sig hørt. Her registreres tilstanden på det fysiske plan ved at hjernen sender signaler til binyrerne om at udskille stresshormonet pyrokatechiner, der er karakteristiske ved at elektrificere cellerne i deres inderste kerne. Jeg er overbevist om, at enhver så vil kunne se, at det ærinde mirakelkurset er ude i er at hjælpe os med at komme til at foretage det store mirakel med os selv, og som består i at bevæge sig fra det aflivende til det belivende system. At bevæge sig fra det cortisole til det pyrokatechine. Dybest set er der således tale om på det fysiske plan at ændre på hjernens kemi og elektromagnetiske aktivitetspoler - men vel at mærke gennem ændringer i måderne at tænke og føle på. Jeg har i løbet af de tyve år jeg har undervist i kurset adskillige gange oplevet, at en person fortæller mig, at hun har svært ved at forstå ideerne og de filosofisk teoretiske udredelser - og har svært ved at se hvordan øvelserne kan føre til harmoni, når hun føler sig direkte irriteret over at skulle foretage dem - og så nogle måneder senere med klare øjne, rank ryg, en udstråling som man føler sig tryg i, fortæller, at livet er blevet som forvandlet. At hun ikke oplever at kunne lade sig irritere mere, heller ikke bliver ked eller sur - men på besynderlig vis oplever inspiration i situationer, der tidligere var forbundet med kval, således at hun nu får idéer til helt andre måder at gribe "problemer" an på. Hun opdager på et eller andet tidspunkt, så sikkert som amen i kirken, også, at hun er holdt op med at tage noget som helst personligt. Og hvordan kan det så lade sig gøre? Lad mig illustrere det ved hjælp af et eksempel, f.eks. lektion nr. 46 "Gud er den Kærlighed jeg tilgiver i". Nu er det i følge kursets selvforståelse dybest set sådan at Gud aldrig tilgiver, fordi han aldrig har dømt. Enhver dom er derfor illusorisk og blot mulig, fordi vi i vor forestillingsverden opererer med domme (ligesom i buddhismen). Men eftersom vi nu opererer med den tanke, at noget overhovedet kan være kritisabelt, må vi nødvendigvis over en omvej af tilgivelse for at få harmoni oprettet i vort indre. Da der findes bestanddele i vor erfarings- og erindringsverden, som det er helt umuligt for de følelser, der hører til i krybdyrhjernen og pattedyrdelen af hjernen (amygdalasystemet og det limbiske system) at forlige sig med, er det nødvendigt, at vi for en kort stund hæver os fuldstændig over disse følelser, medens vi foretager tilgivelsen. Lad os sige, at der er en eller anden person, som har foretaget en handling, du har følt dig dybt såret ved. Du kan så f.eks. sige, at dit intellekt gerne vil tilgive hende, men at dine følelser ikke kan. Hvad så? Ja, så er du fanget af dine følelser. Neurologerne kalder det amygdalakapret, fordi det er de dyriske følelser, der overtager styringen. I det øjeblik jeg siger "Gud er den Kærlighed jeg tilgiver i", vedkender jeg mig ikke selv at være i stand til det (selv" forstået som, at mit ego ikke er i stand til det). Jeg kan altså sidde der bevidst med modstanden mod tilgivelse i mig og sige: Jeg kan ikke tilgive, men jeg har tillid til at Gud er Kærlighed, og nu afprøver jeg den idé, at jeg kan tilgive i hans kærlighed. D.v.s. at jeg samtidig med at jeg siger ordene: Gud er den Kærlighed jeg tilgiver dig, Bin Laden, i (eller mig selv i) både er bevidst om, at "jeg" ikke er i stand til at gøre det, men at det dog er muligt. Netop denne begivenhed skaber en form for omstrukturering i min hjerne, som på længere sigt, hvis en sådan begivenhed indtræffer ofte, betyder, at jeg kommer til at føle mig mindre truet - og dermed mindre urolig, mindre disharmonisk, mere tillidsfuld og derfor også mere modig og kreativ i tanke såvel som handling. Hjerneforskningen peger på, at det er i sådanne situationer, at det intuitive center i hjernen tager til; at det er da den grå zone aktiveres, hvorved vi tilslutter os en form for universel tænkning. Samtidig tager talentkernerne i amygdala og det limbiske system af, fordi de ikke bruges, og talentkernerne knyttet til den præfrontale cortex, i pandeforlapperne, tager til, fordi de bruges. Denne universelle tænkning kan kun forekomme i situationer, hvor vi er selvforglemmende. Enhver ved, at det er ekstremt svært at være selvforglemmende, hvis vi føler os truede. Det mirakelkurset gør er at tilbyde os nogle tankekoncentrationer, som bringer os ud af faretilstanden. Vore konkrete problemer løses på et abstrakt plan via øvelser, der går ud på at afkode os selv alle vore forudfattede meninger - og når vi på et tidspunkt kommer ud på den anden side, hvilket jeg vil vove den påstand at sige, at alle kan, ja, så inspireres vi på forskellige planer til at handle uden at være kapret af vore følelser men i henhold til, hvorledes harmoni i overensstemmelse med en højere grad af universel tænkning, end vort ego kan foretage, kan opstå. Stille og roligt bliver det at tilslutte sig et niveau af tænkning, der er større end ens personligheds, til automatfunktion - oftere og oftere inspireres man af den universelle tænkning. Martinus var et menneske af en sådan beskaffenhed, at han kom i forbindelse med kristusenergien første gang han mediterede. Det er nok ikke mange af os beskåret. Mirakelkurset fortæller også at have Kristus som kilde, men er et tilbud til dem, som vedkender sig tyngdeenergi i nervesystemet, og som ønsker at få ryddet op i de primitive følelsescentre med henblik på at kunne komme til at leve et liv i fred og kærlighed og komme til at overgå fra karma til dharma - fra et liv, der føles som en forbandelse til et liv der føles som velsignelse. Jeg har hørt fra oversætter og forlag, at mirakelkurset i visse kredse har fået status af hellig skrift, hvorfor udgaven også trykkes på bibelpapir og hvorfor der er verslinjer, ligesom i bibelen. Der er så vidt jeg har forstået også en del andre restriktioner i forhold til hvordan det må udgives. Det kan vel være, at der er noget hensigtsmæssigt heri. Ikke desto mindre føler jeg behov for et forord, f.eks. skrevet af neurologer og psykologer, som kunne forklare, hvorledes vi i dette tankekoncentrerende meditationskursus faktisk har et praktisk øveprogram med henblik på overgang fra at føle sig adskilt fra livets kilde og uden adgang til den til at forbinde sig med livets kilde og kunne øse af den - eller: Et anvendeligt omprogrammeringskursus i at bevæge sig fra det cortisole stresshormonsystem til det pyrokatechine - fra det aflivende liv til det belivende liv. Jeg har i mange år tænkt på, hvor hensigtsmæssigt det kunne være at benytte på såvel fængsler som hospitaler. Jeg er slet ikke i tvivl om, at livskvaliteten derved ville få et enormt løft; men så skulle der nok foreligge en introduktion, som afmystificerede kurset, så det ikke kunne opfattes som … sådan lettere gammeldags, hvilket jeg har hørt nogle antyde, at de regner det for.
Idéen er hermed videregivet som debatoplæg.
Gennem de 21 år jeg har arbejdet med Et kursus i Mirakler, har jeg ofte oplevet, når jeg har fortalt om det til nogen, at folk slår øjnene ned eller kigger den anden vej. Som om det nærmest er lidt pinligt. I det mindste spurgte jeg ofte mig selv, om de oplevede det som pinligt. Gennem de sidste års tid har jeg også spurgt folk selv om det, når jeg har oplevet forbindelsen i en samtale pludselig blive afbrudt, når mirakelkurset blev bragt på banen. "Har du det ikke så godt med mirakelkurset?", spørger jeg måske, og adskillige, især folk der er funderet i martinuskosmologien eller antroposofien, mennesker, der tilstræber det at vide, at være bevidst, i stedet for at tro, svarer sådan direkte adspurgt: NEJ. Og de fortæller mig, at årsagen er, at de anser det for at høre til under den såkaldt gamle verdensimpuls. Høre til den impuls, der bygger på tro og ikke viden. De nævner også, at de oplever nogle energier eller grundstemninger, som de fornemmer som stærkt autoritære. Det har jeg tænkt meget over. Og jeg er nået til det resultat, at jeg godt kan forstå det. Det skyldes ikke mindst følgende, som er at finde i indledningen til arbejdsbogen: "Nogle af de ideer arbejdsbogen præsenterer, vil du finde det vanskeligt at tro på, og andre vil muligvis synes ret foruroligende. Dette betyder ikke noget. Du bliver kun bedt om at anvende ideerne som det anvises dig at gøre det. Du bliver ikke bedt om at dømme dem overhovedet. Du bliver kun bedt om at anvende dem. Det er anvendelsen af dem der vil give dem mening for dig, og som vil vise dig at de er sande. Husk kun dette: Du behøver ikke at tro på ideerne, du behøver ikke at acceptere dem, og du behøver end ikke modtage dem velvilligt. Nogle af dem vil du muligvis aktivt modsætte dig. Intet af dette betyder noget, eller nedsætter deres effektivitet. Men tillad ikke dig selv at gøre undtagelser i anvendelsen af de ideer arbejdsbogen indeholder, og uanset hvad dine reaktioner på ideerne måtte være - brug dem. Intet mere end det er nødvendigt." (Arbejdsbogen dI.in.8,9) Det kunne jo lyde som noget i retning af: "Spørg ikke hvorfor, gør det bare. Udtvær dit ego og gør ikke hvad du vil, men underkast dig mig". Jeg tror i det mindste, at nogen hører det sådan. Og jeg forstår, at nogen hører det sådan. Og jeg forstår også, at nogen har det ualmindelig dårligt med at høre det sådan. For det er jo, som om man skal være villig til at lade ens egen fri vilje feje af bordet. Det er mildest talt heller ikke noget for mig. Spørgsmålet er så, om der er en anden måde at høre det på. Det er der for mig. Jeg hører i mirakelkurset et tilbud om konsekvente og effektive tankekoncentrerende øvelser, som kan hjælpe den, der af hele sit hjerte ønsker at leve så nær som muligt en kristen meditativ praksis. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den situation Martinus befandt sig i, inden han begyndte at meditere. Han betragtede, som bekendt, sig selv som en, der følte sig beriget af Kristi nærvær, og fortæller, at han havde for vane, hvis der var et eller andet han var usikker på, hvordan han skulle forholde sig til, at spørge sig selv, hvad mon Jesus Kristus ville have gjort i denne situation. Og så plejede svaret at melde sig. Allerede første gang han mediterede, skete der så det, at han oplevede en indvielse via kristi lys, en illumination, en dåb ind i en energi, der var større end ham selv, og som gjorde, at han derefter til ethvert tidspunkt kunne stille sig et hvilket som helst spørgsmål og opleve, at svaret meldte sig. Han fik også svar, som gjorde, at han kunne se de kosmiske love helt klart, og dermed se, hvorledes den måde kristendommen blev opfattet af almenheden i tiden på kun var et naturligt udtryk for et bestemt udviklingstrin. Martinus var ikke bange for gennemlysningen og -strømningen af kristusenergi. Han var ikke bange for at miste sig selv eller sit jeg. For ham var der tydeligvis ikke tale om at forsvinde i en trosreligion; der var, i det mindste ud fra hvad jeg kan læse af forfatterskabet, i højere grad tale om at give sig lov til at opleve en eksistensform, som han i overbevidstheden var bevidst om at høre hjemme i. For ham var der således ikke tale om at miste sig selv - men om at udvide sig til at kunne føle sig hjemme i et "verdenshjem" i kosmos. Har man det på en måde, som er beslægtet hermed - nærer man et dybt og inderligt ønske om at kunne komme til at forstå og til at kunne handle i overensstemmelse med ønsket om udelukkende at gøre det, som er godt for helheden og dermed også en selv - ja, så vil jeg anbefale, at man til at begynde med gør sig den ulejlighed at læse hele kurset, tekstbog, arbejdsbog og manual for lærere igennem og gør sig nogle overvejelser i retning af, hvad det egentlig er, der er lagt frem. Kender man noget til den nyere hjerneforskning, vil man vide, at vi mennesker har mulighed for at befinde os i to forskellige biologiske systemer: 1) Det cortisole biologiske system: Et aflivende (sygdomsbefordrende) system, som vi befinder os i, når vi er i situationer, hvor vi føler os angrebet, i forsvar, på flugt eller lammede (trækker os ind i os selv), og som på det fysiske plan lader sig måle ved at hjernen sender signaler til binyrerne om at udskille stresshormonet cortisol, der har en forgiftende funktion i cellerne. Vi er i dette system blot vi foretager domme. Enhver disharmonisk følelse, fortæller os, at vi er i dette system. Føler vi således trang til at bebrejde, kritisere, er vi kede af det, deprimerede, småirriterede o.s.v. kan vi være sikre på, at vi er i dette system. Kigger vi på Martinus såkaldte "slipsesymbol", symbolet der perspektiverer de dyriske og menneskelige tankeklimaer, ser vi, at det hører med til menneskehedens nuværende udviklingstrin at befinde sig her, men også at "energisystemet" er i aftagende. 2) Det pyrokatechine biologiske system: Et belivende og sundhedsbefordrende system, som vi er i, når vi oplever en tilstand af FLOW, oftest i forbindelse med at føle sig som en del af noget som er større end en selv, via meditation, sport, musiske oplevelser og lign. - men som også kan opleves i samvær med mennesker, når man føler sig hørt. Her registreres tilstanden på det fysiske plan ved at hjernen sender signaler til binyrerne om at udskille stresshormonet pyrokatechiner, der er karakteristiske ved at elektrificere cellerne i deres inderste kerne. Jeg er overbevist om, at enhver så vil kunne se, at det ærinde mirakelkurset er ude i er at hjælpe os med at komme til at foretage det store mirakel med os selv, og som består i at bevæge sig fra det aflivende til det belivende system. At bevæge sig fra det cortisole til det pyrokatechine. Dybest set er der således tale om på det fysiske plan at ændre på hjernens kemi og elektromagnetiske aktivitetspoler - men vel at mærke gennem ændringer i måderne at tænke og føle på. Jeg har i løbet af de tyve år jeg har undervist i kurset adskillige gange oplevet, at en person fortæller mig, at hun har svært ved at forstå ideerne og de filosofisk teoretiske udredelser - og har svært ved at se hvordan øvelserne kan føre til harmoni, når hun føler sig direkte irriteret over at skulle foretage dem - og så nogle måneder senere med klare øjne, rank ryg, en udstråling som man føler sig tryg i, fortæller, at livet er blevet som forvandlet. At hun ikke oplever at kunne lade sig irritere mere, heller ikke bliver ked eller sur - men på besynderlig vis oplever inspiration i situationer, der tidligere var forbundet med kval, således at hun nu får idéer til helt andre måder at gribe "problemer" an på. Hun opdager på et eller andet tidspunkt, så sikkert som amen i kirken, også, at hun er holdt op med at tage noget som helst personligt. Og hvordan kan det så lade sig gøre? Lad mig illustrere det ved hjælp af et eksempel, f.eks. lektion nr. 46 "Gud er den Kærlighed jeg tilgiver i". Nu er det i følge kursets selvforståelse dybest set sådan at Gud aldrig tilgiver, fordi han aldrig har dømt. Enhver dom er derfor illusorisk og blot mulig, fordi vi i vor forestillingsverden opererer med domme (ligesom i buddhismen). Men eftersom vi nu opererer med den tanke, at noget overhovedet kan være kritisabelt, må vi nødvendigvis over en omvej af tilgivelse for at få harmoni oprettet i vort indre. Da der findes bestanddele i vor erfarings- og erindringsverden, som det er helt umuligt for de følelser, der hører til i krybdyrhjernen og pattedyrdelen af hjernen (amygdalasystemet og det limbiske system) at forlige sig med, er det nødvendigt, at vi for en kort stund hæver os fuldstændig over disse følelser, medens vi foretager tilgivelsen. Lad os sige, at der er en eller anden person, som har foretaget en handling, du har følt dig dybt såret ved. Du kan så f.eks. sige, at dit intellekt gerne vil tilgive hende, men at dine følelser ikke kan. Hvad så? Ja, så er du fanget af dine følelser. Neurologerne kalder det amygdalakapret, fordi det er de dyriske følelser, der overtager styringen. I det øjeblik jeg siger "Gud er den Kærlighed jeg tilgiver i", vedkender jeg mig ikke selv at være i stand til det (selv" forstået som, at mit ego ikke er i stand til det). Jeg kan altså sidde der bevidst med modstanden mod tilgivelse i mig og sige: Jeg kan ikke tilgive, men jeg har tillid til at Gud er Kærlighed, og nu afprøver jeg den idé, at jeg kan tilgive i hans kærlighed. D.v.s. at jeg samtidig med at jeg siger ordene: Gud er den Kærlighed jeg tilgiver dig, Bin Laden, i (eller mig selv i) både er bevidst om, at "jeg" ikke er i stand til at gøre det, men at det dog er muligt. Netop denne begivenhed skaber en form for omstrukturering i min hjerne, som på længere sigt, hvis en sådan begivenhed indtræffer ofte, betyder, at jeg kommer til at føle mig mindre truet - og dermed mindre urolig, mindre disharmonisk, mere tillidsfuld og derfor også mere modig og kreativ i tanke såvel som handling. Hjerneforskningen peger på, at det er i sådanne situationer, at det intuitive center i hjernen tager til; at det er da den grå zone aktiveres, hvorved vi tilslutter os en form for universel tænkning. Samtidig tager talentkernerne i amygdala og det limbiske system af, fordi de ikke bruges, og talentkernerne knyttet til den præfrontale cortex, i pandeforlapperne, tager til, fordi de bruges. Denne universelle tænkning kan kun forekomme i situationer, hvor vi er selvforglemmende. Enhver ved, at det er ekstremt svært at være selvforglemmende, hvis vi føler os truede. Det mirakelkurset gør er at tilbyde os nogle tankekoncentrationer, som bringer os ud af faretilstanden. Vore konkrete problemer løses på et abstrakt plan via øvelser, der går ud på at afkode os selv alle vore forudfattede meninger - og når vi på et tidspunkt kommer ud på den anden side, hvilket jeg vil vove den påstand at sige, at alle kan, ja, så inspireres vi på forskellige planer til at handle uden at være kapret af vore følelser men i henhold til, hvorledes harmoni i overensstemmelse med en højere grad af universel tænkning, end vort ego kan foretage, kan opstå. Stille og roligt bliver det at tilslutte sig et niveau af tænkning, der er større end ens personligheds, til automatfunktion - oftere og oftere inspireres man af den universelle tænkning. Martinus var et menneske af en sådan beskaffenhed, at han kom i forbindelse med kristusenergien første gang han mediterede. Det er nok ikke mange af os beskåret. Mirakelkurset fortæller også at have Kristus som kilde, men er et tilbud til dem, som vedkender sig tyngdeenergi i nervesystemet, og som ønsker at få ryddet op i de primitive følelsescentre med henblik på at kunne komme til at leve et liv i fred og kærlighed og komme til at overgå fra karma til dharma - fra et liv, der føles som en forbandelse til et liv der føles som velsignelse. Jeg har hørt fra oversætter og forlag, at mirakelkurset i visse kredse har fået status af hellig skrift, hvorfor udgaven også trykkes på bibelpapir og hvorfor der er verslinjer, ligesom i bibelen. Der er så vidt jeg har forstået også en del andre restriktioner i forhold til hvordan det må udgives. Det kan vel være, at der er noget hensigtsmæssigt heri. Ikke desto mindre føler jeg behov for et forord, f.eks. skrevet af neurologer og psykologer, som kunne forklare, hvorledes vi i dette tankekoncentrerende meditationskursus faktisk har et praktisk øveprogram med henblik på overgang fra at føle sig adskilt fra livets kilde og uden adgang til den til at forbinde sig med livets kilde og kunne øse af den - eller: Et anvendeligt omprogrammeringskursus i at bevæge sig fra det cortisole stresshormonsystem til det pyrokatechine - fra det aflivende liv til det belivende liv. Jeg har i mange år tænkt på, hvor hensigtsmæssigt det kunne være at benytte på såvel fængsler som hospitaler. Jeg er slet ikke i tvivl om, at livskvaliteten derved ville få et enormt løft; men så skulle der nok foreligge en introduktion, som afmystificerede kurset, så det ikke kunne opfattes som … sådan lettere gammeldags, hvilket jeg har hørt nogle antyde, at de regner det for.
Idéen er hermed videregivet som debatoplæg.
tirsdag den 22. november 2011
Kristendommen som sekulariserende religion
Hvis den italienske filosof Gianni Vattimo, som er en af Niels Grønkjærs ”helte” i bogen ”Den nye Gud”, har ret i sin påstand om, at kristendommen er sekulariserende, og at den moderne verdsliggørelse er en udløber heraf, kan der være sund fornuft i at se på dogmerne ud fra vor tids bevidsthed.
Niels Grønkjær (NG), bl.a. præst for Vartov, tager et syvmileskridt i den retning i den nævnte bog. Han får peget på, at der eksisterer en eller anden slags mulighed for gudsopfattelse hinsides fundamentalisme og ateisme, og han når i bogens slutning frem til den påstand at sandheden er processuel, og at det er alt det, som beredes os gennem et opmærksomt forhold til tingene og binder os i indbyrdes omsorg, der er vejen til gudsriget.
Han slutter med ordene, at den levende Gud til stadighed har mere at sige, fordi der altid er mere at sige.
Som kulturkristen føler jeg mig hvad netop dette angår godt hjemme og kommer til at tænke på en af mine yndlingshistorier om læreren, som en elev ikke kunne forstå blev ved med at stille de samme spørgsmål i sine eksamensopgaver, og som svarede, at det da var ganske naturligt, da svarene jo blev ved med at ændre sig.
Om end der tages store skridt ud af den dogmatiske tænkning, hvorved begrebet Gud forstås som en størrelse, der er i bestandig forandring, peger NG ikke på afgørende ændringer, hvad den menneskelige selvforståelse angår. Denne forklares nemlig gennem en teologisk og ikke en mentalitetshistorisk brille, og det synes jeg begrænser den unødigt. Især hvad angår oplevelsen af kristendommen som en måde for det enkelte menneske at skulle erkende på, at lidelsen er en livsbetingelse, og at den har sit udspring i en grundfejl i os, som symbolsk blev til i syndefaldet, der for evigt udrustede os med arvesynden.
NG begrunder denne permanente lidelse ud fra urmyten om Abraham og Isak. Det er der en stærk tradition for. I ”Frygt og bæven” gennemgår Kierkegaard således også Abrahams mulige sindstilstande, da han var på vej til Moriabjerget velvidende, at han skulle ofre sin søn, den første og eneste ægtefødte søn han fik som hundredårig i nådegave af Gud.
Selv blev jeg skræmt, da jeg som barn stiftede bekendtskab med historien, for jeg havde jo kun min egen psyke at forstå historien ud fra. Her er tale om en Gud, der først giver et menneske det, som han så inderligt ønsker sig og for længst har opgivet (fordi han er blevet så gammel og konen med), en ægtefødt arving, og han får oven i købet af Guds sendebud, englene, besked om, at han skal kalde ham Isak, som betyder ”den der ler”. Alt skulle jo sådan set fra dette øjeblik være lutter glæde. Men så beder Gud ham om at ofre ham.
Dette giver jo ikke mening.
Men den eneste grund til, at det ikke giver mening er, at man anskuer historien psykologisk. Man sætter sig, som jeg selv gjorde, da jeg var barn, i Abrahams eller Isaks sted og forsøger at gætte på, hvordan de mon kan have haft det. Fordi man selv ville have haft det aldeles rædselsfuldt, går man ud fra, at det samme skulle gælde Abraham og Isak. Men det, der gør Abraham til hellig stamfader, får vi at vide, er netop hans grænseløse tillid til, at Gud vidste bedst, og at alt nok skulle gå godt, hvis bare han gjorde, som han ville. I den kristne teologi, og også i NG’s tankeverden, befinder det meningsgivende sig i selve denne tro, forstået som dyb tillid. FAITH på engelsk.
Man skal lide! Ja. Man skal være villig til at ofre det allerkæreste man ejer. Ja. Sådan er det. Der er altså en slags mening i, at livet er en jammerdal, for det er et grundvilkår vi deler med vor stamfader Abraham.
Set ud fra en mentalitetshistorisk brille, er der en helt anden lære at uddrage.
Den mentalitet, der var fremherskende blandt mennesker inden Abrahams tid, over 2000 år f. Kr., rummede et ekstremt højt niveau af lydighed over for et væld af forskellige guder, der hver krævede sit. Naturkatastrofer m.m. blev betragtet som gudernes straf, og det gjaldt derfor om at være guderne tilfreds og gøre det, som man forestillede sig, at de ønskede. Eftersom man ikke kan forestille sig guder på et højere bevidsthedsniveau end man selv er på, forestillede man sig derfor, at de ville have ditten og datten. Ofre. Her hjemme levede vi som bekendt i en sådan forestillingsverden indtil næsten 1000 år e.Kr.
Som menneskets frontallapper langsomt udviklede sig, begyndte vi at kunne overskue større kompleksiteter, tænke mere logisk og vor evne til at udvise empati tog til. Man kan tale om en slags gradvis fornyelse i ånden; vi kalder det reanimation. Derfor tog forestillingen om én guddom, som var i alt uden undtagelse, til. Abraham er symbolsk for mennesket, der kunne tænke denne nye svimlende tanke, at én hensigt med sammenhængskraft gennemstrømmede hele skaberværket. Men gudsfrygten var stadig så stor, at det var helt og aldeles normalt at få den tanke, at en sådan guddom naturligvis for at prøve ens lydighed ville fordre det kostbareste offer. Mentalitetshistorisk betragtet er den tanke, at den monoteistiske Gud skulle fordre Isak ofret, derfor helt naturlig. Den har sit udspring i vanefrygten. Helt som børn, der i dagligdagen har oplevet og affundet sig med ydmygelse, også i voksenlivet ser ydmygelse som noget normalt og nærmest trygt. Uhyggeligt, synes vi vel … men ganske naturligt i henhold til hvordan vor hjerne fungerer.
At en engel byder Abraham ikke at skulle ofre sit barn, men en vædder i stedet, er derfor aldeles uhørt og nyt. Myten illustrerer en mentalitetshistorisk overgang fra børneofring til dyreofring og som sådan et kolossalt kvantespring i den menneskelige evne til empatiafgivelse. Vi begynder at kunne forestille os en empatisk Gud, fordi vi selv har udviklet empatiske evner. Forestillingen om, at Gud er god og kærlig, begynder, og den udvikler sig gradvist, hvilket man tydeligt ser, når man læser mosebøgerne. For hver gang Moses oplever, at Gud taler til ham, bliver han jo nemlig mindre frygtindgydende og mere kærlig.
Mentalitetshistorisk betragtet gemmer der sig også en vigtig pointe i oplysningen om, at Sara bliver gravid med Isak, efter at det er holdt op med at gå hende ”på kvinders vis”. Isak er nemlig slet ikke et biologisk barn. Hverken fysisk befrugtning eller kloning ville kunne frembringe ham. Isak er derimod en ny reanimeret mennesketype, prædisponeret til at være ”den der ler”, til at være glad og til at være uden frygt. Han er så at sige det første beskyttede menneske. Myten om Isak er derfor symbolsk for overgangen fra at leve som et truet og udsat væsen til at leve som et beskyttet væsen.
I mytens næste led har vi Jakob, som er tvilling med Esau. Forstået psykologisk, er der her tale om, at den kloge narrer den mindre kloge og bliver belønnet for det, idet Jakob jo franarrer Esau både sin førstefødselsret og faderens velsignelse. Psykologisk betragtet kan man derfor også her indvende, at Gud jo ikke er retfærdig, idet det var Esau, der var født først og som var den retmæssige arving. Der er altså noget galt. Gud kan åbenbart ikke finde ud af at te sig som et ordentligt menneske. (Og mon ikke det er derfor nogle mennesker føler antipati overfor jøder?). Men også her er noget andet på spil. For mentalitetshistorisk betragtet er der også her tale om et skift til en ny måde at være menneske på. Vi får jo fortalt, at den retmæssige arving til pagten med Gud ikke er den, der er skåret efter den materialistiske eller fysiske læst, men derimod faktisk den, der repræsenterer degenerationen af det dyriske i mennesket. Esau er jo den behårede, den der går på jagt og skyder dyr og den der tager flere koner. Esau er altså et instinktmenneske. Jakob derimod er ikke behåret, han tilbereder linser (vegetarisk tilgang) i stedet for at gå på jagt, og han venter med at tage til ægte indtil hans forældre råder ham til at tage til hjemlandet og finde sig en kone af egen æt (kan foretage behovsudsættelse). Han er mindre dyr. Han er mere kultiveret.
Set i et mentalitetshistorisk perspektiv fortæller det gamle testamentes historier om vor menneskeheds pagt med Gud således, at mennesket er i forandring, og at vilkårene for mennesket også er i forandring.
At begrunde et af kristendommens store dogmer, nemlig vor medfødte synd, ud fra vore fortolkninger af, at lidelsen også var grundvilkår i mosebøgerne, giver derfor ingen mening.
Det giver derimod mening at se kristendommen som et bestemt udviklingstrin i den menneskelige bevidsthed, med både muligheden for og tilladelsen til erkendelse. Kristendommen rummer nemlig også muligheden for tænkning. Den er ikke bare en trosreligion.
Mange vil sikkert spørge sig, hvor i alverden jeg har det fra, da præster generelt forfægter det synspunkt, at tro og videnskab ikke må sammenblandes. Det er i det mindste sådanne synspunkter der er kommet frem fra kirkelig side i den dialog vi har inviteret til og som kan læses på Det Belivendes hjemmeside. Men der findes heldigvis mere fornuftsprægede teologer. Johannes Værge refererer til en af dem i sin nyeste bog ”Det betroede menneske. Opgør med forvreden kristendom” og peger på, at der kan være god grund til at gå tilbage til nogle af de gamle kirkefædre som f.eks. Tertullian, der fremhæver den logiske sammenhæng i den kristne lære og erklærer den i overensstemmelse med den universelle fornuft.
Det er altså ikke en entydig kristen lov, at man skal skrue hovedet af, inden man går ind i kirkerummet. Det er bare teologers forvrængning af diverse evangelieudlægninger, som har ført os i den retning.
Hvad sker der så med kristendommen, hvis man kigger på den med en sekulær og mentalitetshistorisk brille? Bliver den mindre betydningsfuld? Devalueres den ?
Nej. Overhovedet ikke. Julebudskabet kommer derimod pludselig til at give endnu større mening.
Som det er nu, er der en sorg indlagt i juleglæden, fordi vi ved, at denne person, som er født som fredsfyrste og verdens frelser, får vor dødsdom eksekveret på korset ved påsketid. Historien indebærer jo et dybest set rædselsvækkende bøddel-offermønster. Dybt omsorgssvigt. Men afstår vi fra at tænke konkret ud fra vor fragmenterede viden om, hvad der står i de hellige skrifter og i stedet forholder os til alle disse kilder ud fra abstrakt tænkning, hæver dem til ideplan og ser teksterne som poetiske beskrivelser af temaer i projektet at blive menneske i kristen forstand, så sker der noget helt nyt. Så vil vi nemlig se, at der trænger sig budskaber om et fælles messiansk projekt gennem vore inspirerede kilder.
En sekulær tilgang til julebudskabet insisterer faktisk på, at vi tager det alvorligt! Får os til at se en opfordring til handling. Til at gakke hen og gøre ligeså for at komme fri af dette skrækindjagende bøddel-offer-mønster.
Insisterer på at vi siger til os selv, at vi i vor bevidsthedsmæssige udvikling er nået dertil, at vi ligesom Jesus Kristus uanset hvad nogen finder på at gøre mod os har det frie valg til at tilgive, fordi vi ved, at de ikke egentlig ved hvad de gør. Intelligensmæssigt ved de det selvfølgelig. Men ikke egentligt. Ikke intuitivt, ikke åndeligt. De kan ikke gennemskue de egentlige konsekvenser i kæden af årsag og virkning. Det kan vi heller ikke selv, og derfor kan vi også tilgive os selv alle vore fejltagelser.
Men der kommer en ny drivkraft ind, som den traditionelle kristendom mangler, nemlig viljen til at ville forandre sig selv, blive ”changed”, som vi snart traller med på i Händels Messias. Vi skal ud af elendigheden, og derfor må omsorgen for hinanden, som Jesus prædikede, i fokus. Han fortalte os, at hvad vi gør mod vore brødre, gør vi mod ham.
At han er død for vore synders skyld, at der altså nærmest er noget godt i, at han blev pint og plaget, fordi vi derved fik det evige liv, ser vi som en reminiscens af forne tiders tankegods med offermentalitet, som er flere tusinde år gammel. En sekulær forståelse indebærer en erkendelse af, at vi må hjælpe hinanden ud af hele denne offermentalitet, hvilket fordrer hidtil nye tilgange til løsning af i massevis af vore sociale problemer, som vi må til at forstå ikke i en slags tossegodhed men i næstekærlighed i kosmisk forstand, hvor vi træffer beslutninger ud fra hvad der bidrager til at skabe fred for menneskeheden som helhed. Det betyder, at alt som i sig rummer globalt ufredelige løsninger er noget vi må konfrontere os konstruktivt med.
En sekulær julebudskabsforståelse indebærer således, at vi aktivt udelukker enhver form for lydighed og gør alt, hvad vi kan, for at ethvert nyfødt barn kan få en lige så beskyttet tilværelse, som den Jesus taler om vil være tilfældet, når vi er ”changed” og offer-bøddelmentaliteten borte. Vi skal forstå og handle ud fra erkendelse af årsags- og virkningsloven i stedet for at dømme. Det betyder også, at vi skal forhindre enhver socialisering, som fremmer tænkning ved sværd, uanset hos hvem den dukker op.
Tager vi os af det, vil vi kunne finde ny mening i at synge halleluja, og der vil være en konstruktiv konfrontation i ønsket om en glædelig advent.
Lisa von Schmalensee Magnússon
Han slutter med ordene, at den levende Gud til stadighed har mere at sige, fordi der altid er mere at sige.
Som kulturkristen føler jeg mig hvad netop dette angår godt hjemme og kommer til at tænke på en af mine yndlingshistorier om læreren, som en elev ikke kunne forstå blev ved med at stille de samme spørgsmål i sine eksamensopgaver, og som svarede, at det da var ganske naturligt, da svarene jo blev ved med at ændre sig.
Om end der tages store skridt ud af den dogmatiske tænkning, hvorved begrebet Gud forstås som en størrelse, der er i bestandig forandring, peger NG ikke på afgørende ændringer, hvad den menneskelige selvforståelse angår. Denne forklares nemlig gennem en teologisk og ikke en mentalitetshistorisk brille, og det synes jeg begrænser den unødigt. Især hvad angår oplevelsen af kristendommen som en måde for det enkelte menneske at skulle erkende på, at lidelsen er en livsbetingelse, og at den har sit udspring i en grundfejl i os, som symbolsk blev til i syndefaldet, der for evigt udrustede os med arvesynden.
NG begrunder denne permanente lidelse ud fra urmyten om Abraham og Isak. Det er der en stærk tradition for. I ”Frygt og bæven” gennemgår Kierkegaard således også Abrahams mulige sindstilstande, da han var på vej til Moriabjerget velvidende, at han skulle ofre sin søn, den første og eneste ægtefødte søn han fik som hundredårig i nådegave af Gud.
Selv blev jeg skræmt, da jeg som barn stiftede bekendtskab med historien, for jeg havde jo kun min egen psyke at forstå historien ud fra. Her er tale om en Gud, der først giver et menneske det, som han så inderligt ønsker sig og for længst har opgivet (fordi han er blevet så gammel og konen med), en ægtefødt arving, og han får oven i købet af Guds sendebud, englene, besked om, at han skal kalde ham Isak, som betyder ”den der ler”. Alt skulle jo sådan set fra dette øjeblik være lutter glæde. Men så beder Gud ham om at ofre ham.
Dette giver jo ikke mening.
Men den eneste grund til, at det ikke giver mening er, at man anskuer historien psykologisk. Man sætter sig, som jeg selv gjorde, da jeg var barn, i Abrahams eller Isaks sted og forsøger at gætte på, hvordan de mon kan have haft det. Fordi man selv ville have haft det aldeles rædselsfuldt, går man ud fra, at det samme skulle gælde Abraham og Isak. Men det, der gør Abraham til hellig stamfader, får vi at vide, er netop hans grænseløse tillid til, at Gud vidste bedst, og at alt nok skulle gå godt, hvis bare han gjorde, som han ville. I den kristne teologi, og også i NG’s tankeverden, befinder det meningsgivende sig i selve denne tro, forstået som dyb tillid. FAITH på engelsk.
Man skal lide! Ja. Man skal være villig til at ofre det allerkæreste man ejer. Ja. Sådan er det. Der er altså en slags mening i, at livet er en jammerdal, for det er et grundvilkår vi deler med vor stamfader Abraham.
Set ud fra en mentalitetshistorisk brille, er der en helt anden lære at uddrage.
Den mentalitet, der var fremherskende blandt mennesker inden Abrahams tid, over 2000 år f. Kr., rummede et ekstremt højt niveau af lydighed over for et væld af forskellige guder, der hver krævede sit. Naturkatastrofer m.m. blev betragtet som gudernes straf, og det gjaldt derfor om at være guderne tilfreds og gøre det, som man forestillede sig, at de ønskede. Eftersom man ikke kan forestille sig guder på et højere bevidsthedsniveau end man selv er på, forestillede man sig derfor, at de ville have ditten og datten. Ofre. Her hjemme levede vi som bekendt i en sådan forestillingsverden indtil næsten 1000 år e.Kr.
Som menneskets frontallapper langsomt udviklede sig, begyndte vi at kunne overskue større kompleksiteter, tænke mere logisk og vor evne til at udvise empati tog til. Man kan tale om en slags gradvis fornyelse i ånden; vi kalder det reanimation. Derfor tog forestillingen om én guddom, som var i alt uden undtagelse, til. Abraham er symbolsk for mennesket, der kunne tænke denne nye svimlende tanke, at én hensigt med sammenhængskraft gennemstrømmede hele skaberværket. Men gudsfrygten var stadig så stor, at det var helt og aldeles normalt at få den tanke, at en sådan guddom naturligvis for at prøve ens lydighed ville fordre det kostbareste offer. Mentalitetshistorisk betragtet er den tanke, at den monoteistiske Gud skulle fordre Isak ofret, derfor helt naturlig. Den har sit udspring i vanefrygten. Helt som børn, der i dagligdagen har oplevet og affundet sig med ydmygelse, også i voksenlivet ser ydmygelse som noget normalt og nærmest trygt. Uhyggeligt, synes vi vel … men ganske naturligt i henhold til hvordan vor hjerne fungerer.
At en engel byder Abraham ikke at skulle ofre sit barn, men en vædder i stedet, er derfor aldeles uhørt og nyt. Myten illustrerer en mentalitetshistorisk overgang fra børneofring til dyreofring og som sådan et kolossalt kvantespring i den menneskelige evne til empatiafgivelse. Vi begynder at kunne forestille os en empatisk Gud, fordi vi selv har udviklet empatiske evner. Forestillingen om, at Gud er god og kærlig, begynder, og den udvikler sig gradvist, hvilket man tydeligt ser, når man læser mosebøgerne. For hver gang Moses oplever, at Gud taler til ham, bliver han jo nemlig mindre frygtindgydende og mere kærlig.
Mentalitetshistorisk betragtet gemmer der sig også en vigtig pointe i oplysningen om, at Sara bliver gravid med Isak, efter at det er holdt op med at gå hende ”på kvinders vis”. Isak er nemlig slet ikke et biologisk barn. Hverken fysisk befrugtning eller kloning ville kunne frembringe ham. Isak er derimod en ny reanimeret mennesketype, prædisponeret til at være ”den der ler”, til at være glad og til at være uden frygt. Han er så at sige det første beskyttede menneske. Myten om Isak er derfor symbolsk for overgangen fra at leve som et truet og udsat væsen til at leve som et beskyttet væsen.
I mytens næste led har vi Jakob, som er tvilling med Esau. Forstået psykologisk, er der her tale om, at den kloge narrer den mindre kloge og bliver belønnet for det, idet Jakob jo franarrer Esau både sin førstefødselsret og faderens velsignelse. Psykologisk betragtet kan man derfor også her indvende, at Gud jo ikke er retfærdig, idet det var Esau, der var født først og som var den retmæssige arving. Der er altså noget galt. Gud kan åbenbart ikke finde ud af at te sig som et ordentligt menneske. (Og mon ikke det er derfor nogle mennesker føler antipati overfor jøder?). Men også her er noget andet på spil. For mentalitetshistorisk betragtet er der også her tale om et skift til en ny måde at være menneske på. Vi får jo fortalt, at den retmæssige arving til pagten med Gud ikke er den, der er skåret efter den materialistiske eller fysiske læst, men derimod faktisk den, der repræsenterer degenerationen af det dyriske i mennesket. Esau er jo den behårede, den der går på jagt og skyder dyr og den der tager flere koner. Esau er altså et instinktmenneske. Jakob derimod er ikke behåret, han tilbereder linser (vegetarisk tilgang) i stedet for at gå på jagt, og han venter med at tage til ægte indtil hans forældre råder ham til at tage til hjemlandet og finde sig en kone af egen æt (kan foretage behovsudsættelse). Han er mindre dyr. Han er mere kultiveret.
Set i et mentalitetshistorisk perspektiv fortæller det gamle testamentes historier om vor menneskeheds pagt med Gud således, at mennesket er i forandring, og at vilkårene for mennesket også er i forandring.
At begrunde et af kristendommens store dogmer, nemlig vor medfødte synd, ud fra vore fortolkninger af, at lidelsen også var grundvilkår i mosebøgerne, giver derfor ingen mening.
Det giver derimod mening at se kristendommen som et bestemt udviklingstrin i den menneskelige bevidsthed, med både muligheden for og tilladelsen til erkendelse. Kristendommen rummer nemlig også muligheden for tænkning. Den er ikke bare en trosreligion.
Mange vil sikkert spørge sig, hvor i alverden jeg har det fra, da præster generelt forfægter det synspunkt, at tro og videnskab ikke må sammenblandes. Det er i det mindste sådanne synspunkter der er kommet frem fra kirkelig side i den dialog vi har inviteret til og som kan læses på Det Belivendes hjemmeside. Men der findes heldigvis mere fornuftsprægede teologer. Johannes Værge refererer til en af dem i sin nyeste bog ”Det betroede menneske. Opgør med forvreden kristendom” og peger på, at der kan være god grund til at gå tilbage til nogle af de gamle kirkefædre som f.eks. Tertullian, der fremhæver den logiske sammenhæng i den kristne lære og erklærer den i overensstemmelse med den universelle fornuft.
Det er altså ikke en entydig kristen lov, at man skal skrue hovedet af, inden man går ind i kirkerummet. Det er bare teologers forvrængning af diverse evangelieudlægninger, som har ført os i den retning.
Hvad sker der så med kristendommen, hvis man kigger på den med en sekulær og mentalitetshistorisk brille? Bliver den mindre betydningsfuld? Devalueres den ?
Nej. Overhovedet ikke. Julebudskabet kommer derimod pludselig til at give endnu større mening.
Som det er nu, er der en sorg indlagt i juleglæden, fordi vi ved, at denne person, som er født som fredsfyrste og verdens frelser, får vor dødsdom eksekveret på korset ved påsketid. Historien indebærer jo et dybest set rædselsvækkende bøddel-offermønster. Dybt omsorgssvigt. Men afstår vi fra at tænke konkret ud fra vor fragmenterede viden om, hvad der står i de hellige skrifter og i stedet forholder os til alle disse kilder ud fra abstrakt tænkning, hæver dem til ideplan og ser teksterne som poetiske beskrivelser af temaer i projektet at blive menneske i kristen forstand, så sker der noget helt nyt. Så vil vi nemlig se, at der trænger sig budskaber om et fælles messiansk projekt gennem vore inspirerede kilder.
En sekulær tilgang til julebudskabet insisterer faktisk på, at vi tager det alvorligt! Får os til at se en opfordring til handling. Til at gakke hen og gøre ligeså for at komme fri af dette skrækindjagende bøddel-offer-mønster.
Insisterer på at vi siger til os selv, at vi i vor bevidsthedsmæssige udvikling er nået dertil, at vi ligesom Jesus Kristus uanset hvad nogen finder på at gøre mod os har det frie valg til at tilgive, fordi vi ved, at de ikke egentlig ved hvad de gør. Intelligensmæssigt ved de det selvfølgelig. Men ikke egentligt. Ikke intuitivt, ikke åndeligt. De kan ikke gennemskue de egentlige konsekvenser i kæden af årsag og virkning. Det kan vi heller ikke selv, og derfor kan vi også tilgive os selv alle vore fejltagelser.
Men der kommer en ny drivkraft ind, som den traditionelle kristendom mangler, nemlig viljen til at ville forandre sig selv, blive ”changed”, som vi snart traller med på i Händels Messias. Vi skal ud af elendigheden, og derfor må omsorgen for hinanden, som Jesus prædikede, i fokus. Han fortalte os, at hvad vi gør mod vore brødre, gør vi mod ham.
At han er død for vore synders skyld, at der altså nærmest er noget godt i, at han blev pint og plaget, fordi vi derved fik det evige liv, ser vi som en reminiscens af forne tiders tankegods med offermentalitet, som er flere tusinde år gammel. En sekulær forståelse indebærer en erkendelse af, at vi må hjælpe hinanden ud af hele denne offermentalitet, hvilket fordrer hidtil nye tilgange til løsning af i massevis af vore sociale problemer, som vi må til at forstå ikke i en slags tossegodhed men i næstekærlighed i kosmisk forstand, hvor vi træffer beslutninger ud fra hvad der bidrager til at skabe fred for menneskeheden som helhed. Det betyder, at alt som i sig rummer globalt ufredelige løsninger er noget vi må konfrontere os konstruktivt med.
En sekulær julebudskabsforståelse indebærer således, at vi aktivt udelukker enhver form for lydighed og gør alt, hvad vi kan, for at ethvert nyfødt barn kan få en lige så beskyttet tilværelse, som den Jesus taler om vil være tilfældet, når vi er ”changed” og offer-bøddelmentaliteten borte. Vi skal forstå og handle ud fra erkendelse af årsags- og virkningsloven i stedet for at dømme. Det betyder også, at vi skal forhindre enhver socialisering, som fremmer tænkning ved sværd, uanset hos hvem den dukker op.
Tager vi os af det, vil vi kunne finde ny mening i at synge halleluja, og der vil være en konstruktiv konfrontation i ønsket om en glædelig advent.
Lisa von Schmalensee Magnússon
tirsdag den 8. november 2011
SLUT MED DE NEDBRYDENDE HEMMELIGE FAMILIEMØNSTRE!
Vi har netop indgået en aftale med sognepræst Michael Nissen, Egebjerg Kirke, om at stå for en søndagscafe i umiddelbar forlængelse af en gudstjeneste i marts,2012.
Det vil blive annonceret således i det næste kirkeblad:
Temacafe, hvor bedstemødre siger SLUT MED DE NEDBRYDENDE HEMMELIGE FAMILIEMØNSTRE!
Endelig er det som om, at voksne mennesker, der har levet i uhensigtsmæssige, nedbrydende og energisugende FAMILIEHEMMELIGHEDER, begynder at turde stå frem og sige fra.
Zoneterapeuten Alis Buhler er en af dem. Hun ved af egen erfaring, hvad frygten for ikke at blive troet eller forstået betyder, og hvordan den kan hæmme en og på længere sigt gøre en syg.
Denne aften tilegner hun og bevidsthedsforskeren Lisa Schmalensee kvinder, som gennem mange år har gået med familiehemmeligheder af en art, som egentlig har været ubærlige, og som man netop derfor har fortrængt eller i det mindste ignoreret. Det kan være f.eks. vold, utroskab, seksuelt misbrug eller incest, alt med efterfølgende skyld, had, skam.
Aftenen har fokus på en helt ny livsstil.
Ud fra egen erfaring siger Alis: ”Det her er en livsstil, som kræver mod. Denne her livsstil medfører store livsændringer for os, der lever med store usagte hemmeligheder. Men bevidstheden om, at vi ikke bare gør det her for os selv, men også for de næste generationer, gør, at vi ved, at der ingen vej er udenom. Vi vil jo ikke, at vores børnebørn skal fortsætte dette liv i lidelse.”
Vi har fokus på
1) Prisen vi betaler for at leve med hemmelighederne
2) Den stressende frygt
3) Dialogen med plads til alle de ubesvarede spørgsmål
4) At turde konfrontere sig og korrigere fejltagelser
5) Bedstemødres specielle ansvar
Alle som har en seriøs interesse i dette tema er velkomne. Tilmelding en forudsætning.
Vi er utroligt glade for dette samarbejde i netop Egebjerg, da man for tiden efterforsker en sag, hvor en kvinde fortæller, at hendes far har myrdet et spædbarn, som hun har født, og som han er faderen til. Et incestuøst forhold skulle have stået på gennem mange år.
Det er næsten utænkeligt, at ingen nogensinde skulle have fattet mistanke.
For os at se ville det bedste være at få et sådant arrangement afholdt snarest muligt, men da præsten lige har lavet det nyeste kirkeblad, må det vente til det næste.
Vi forsøger at få det samme arrangement gennemført andre steder på Sjælland.
Det vil blive annonceret således i det næste kirkeblad:
Temacafe, hvor bedstemødre siger SLUT MED DE NEDBRYDENDE HEMMELIGE FAMILIEMØNSTRE!
Endelig er det som om, at voksne mennesker, der har levet i uhensigtsmæssige, nedbrydende og energisugende FAMILIEHEMMELIGHEDER, begynder at turde stå frem og sige fra.
Zoneterapeuten Alis Buhler er en af dem. Hun ved af egen erfaring, hvad frygten for ikke at blive troet eller forstået betyder, og hvordan den kan hæmme en og på længere sigt gøre en syg.
Denne aften tilegner hun og bevidsthedsforskeren Lisa Schmalensee kvinder, som gennem mange år har gået med familiehemmeligheder af en art, som egentlig har været ubærlige, og som man netop derfor har fortrængt eller i det mindste ignoreret. Det kan være f.eks. vold, utroskab, seksuelt misbrug eller incest, alt med efterfølgende skyld, had, skam.
Aftenen har fokus på en helt ny livsstil.
Ud fra egen erfaring siger Alis: ”Det her er en livsstil, som kræver mod. Denne her livsstil medfører store livsændringer for os, der lever med store usagte hemmeligheder. Men bevidstheden om, at vi ikke bare gør det her for os selv, men også for de næste generationer, gør, at vi ved, at der ingen vej er udenom. Vi vil jo ikke, at vores børnebørn skal fortsætte dette liv i lidelse.”
Vi har fokus på
1) Prisen vi betaler for at leve med hemmelighederne
2) Den stressende frygt
3) Dialogen med plads til alle de ubesvarede spørgsmål
4) At turde konfrontere sig og korrigere fejltagelser
5) Bedstemødres specielle ansvar
Alle som har en seriøs interesse i dette tema er velkomne. Tilmelding en forudsætning.
Vi er utroligt glade for dette samarbejde i netop Egebjerg, da man for tiden efterforsker en sag, hvor en kvinde fortæller, at hendes far har myrdet et spædbarn, som hun har født, og som han er faderen til. Et incestuøst forhold skulle have stået på gennem mange år.
Det er næsten utænkeligt, at ingen nogensinde skulle have fattet mistanke.
For os at se ville det bedste være at få et sådant arrangement afholdt snarest muligt, men da præsten lige har lavet det nyeste kirkeblad, må det vente til det næste.
Vi forsøger at få det samme arrangement gennemført andre steder på Sjælland.
tirsdag den 1. november 2011
Spøgelsesjournalistik.
Nedenstående blev trykt som læserbrev i Nordvestnyt i torsdags:
Da der i en artikel under overskriften ”Åndelig hånd til præsterne” i denne avis den 5. okt. var en stribe usande og besynderlige oplysninger, vil jeg for god ordens skyld gerne dementere disse.
1) Det gratis samtaletilbud, som der er tale om, er ikke blevet til, fordi jeg mener, at præsterne ikke selv kan klare samtalerne. Det er noget præster ifølge artikler i Berlingske og Kristeligt Dagblad selv mener.
2) Det er ikke mig, der tilbyder at gøre præsternes arbejde. Derimod er der en gruppe samtaleterapeuter, som jeg har uddannet, der i form af frivilligt arbejde stiller sig til rådighed nogle timer om ugen med henblik på empatisk samtale med folk, der af forskellige grunde er i krise. Det er mennesker, som er trænede i at tage de svære samtaler.
3) At præsten Henning F. Hansen ikke forstår henvendelsen fra mig, kan heller ikke være sandt, idet han i forbindelse med præsentationen af projektet oplyste en fra samtalegruppen, som oven i købet er hans egen tidligere menighedsrådsformand, at han fandt projektet yderst interessant, gav udtryk for meget gerne at ville have projektbeskrivelsen tilsendt og yderligere spurgte, om de også kunne stå for samtalegrupper .
4) Så påstår samme præst, at sjælesorgssamtaler ikke kan uddelegeres. Det er ganske enkelt noget vrøvl. Der findes uddannelser indenfor den kristne kirke i diakoni. Den uddannelse, som jeg står for er en tidssvarende ikke fundamentalistisk og ikke religiøs parallel, hvilket tydeligt fremgår, hvis man læser kursusbeskrivelsen for konstruktiv og belivende kommunikation eller hvis man læser min bog Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne. Jeg finder det i øvrigt tankevækkende, at Henning F. Hansen både i anmeldelsen af min bog i 2007 og i den nævnte artikel påstår, at min tænkning ikke har noget med kristendom at gøre, og den tanke slår mig da, at han måske mest er imod projektet, fordi han er imod åben dialog hvad de kristne dogmer såsom arvesynd og skyld og frelse ved stedfortræder angår.
5) Artiklen indledes med oplysning om, at der på det sted, hvor jeg har mit Akademi for Åndsvidenskab, engang for et halvt hundrede års tid siden har boet en kvinde, som senere blev pornostjerne. Denne introduktion til vort tema har hverken noget med akademiets, min eller samtalegruppens dagsorden at gøre. Det er præstens eller journalistens dagsorden og rent åndemaneri. Så kan man jo spørge sig, om det er kristendom…
Da der i en artikel under overskriften ”Åndelig hånd til præsterne” i denne avis den 5. okt. var en stribe usande og besynderlige oplysninger, vil jeg for god ordens skyld gerne dementere disse.
1) Det gratis samtaletilbud, som der er tale om, er ikke blevet til, fordi jeg mener, at præsterne ikke selv kan klare samtalerne. Det er noget præster ifølge artikler i Berlingske og Kristeligt Dagblad selv mener.
2) Det er ikke mig, der tilbyder at gøre præsternes arbejde. Derimod er der en gruppe samtaleterapeuter, som jeg har uddannet, der i form af frivilligt arbejde stiller sig til rådighed nogle timer om ugen med henblik på empatisk samtale med folk, der af forskellige grunde er i krise. Det er mennesker, som er trænede i at tage de svære samtaler.
3) At præsten Henning F. Hansen ikke forstår henvendelsen fra mig, kan heller ikke være sandt, idet han i forbindelse med præsentationen af projektet oplyste en fra samtalegruppen, som oven i købet er hans egen tidligere menighedsrådsformand, at han fandt projektet yderst interessant, gav udtryk for meget gerne at ville have projektbeskrivelsen tilsendt og yderligere spurgte, om de også kunne stå for samtalegrupper .
4) Så påstår samme præst, at sjælesorgssamtaler ikke kan uddelegeres. Det er ganske enkelt noget vrøvl. Der findes uddannelser indenfor den kristne kirke i diakoni. Den uddannelse, som jeg står for er en tidssvarende ikke fundamentalistisk og ikke religiøs parallel, hvilket tydeligt fremgår, hvis man læser kursusbeskrivelsen for konstruktiv og belivende kommunikation eller hvis man læser min bog Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne. Jeg finder det i øvrigt tankevækkende, at Henning F. Hansen både i anmeldelsen af min bog i 2007 og i den nævnte artikel påstår, at min tænkning ikke har noget med kristendom at gøre, og den tanke slår mig da, at han måske mest er imod projektet, fordi han er imod åben dialog hvad de kristne dogmer såsom arvesynd og skyld og frelse ved stedfortræder angår.
5) Artiklen indledes med oplysning om, at der på det sted, hvor jeg har mit Akademi for Åndsvidenskab, engang for et halvt hundrede års tid siden har boet en kvinde, som senere blev pornostjerne. Denne introduktion til vort tema har hverken noget med akademiets, min eller samtalegruppens dagsorden at gøre. Det er præstens eller journalistens dagsorden og rent åndemaneri. Så kan man jo spørge sig, om det er kristendom…
mandag den 24. oktober 2011
Manu Sareens svar
Så svarede Manu Sareen på vort brev. Det gjorde han ved hjælp af en embedsmand, som oplyste, at det kun er folkekirken og ikke andre trossamfund, som hører under kirkeministeriet. Hun henviste til socialministeriet.
Jeg spørger mig selv, om det kan være sådan, at der i et radikalt ledet kirkeministerium hersker funktionel analfabetisme? Det var jo ikke ligefrem, hvad de radikale gik til valg på. Så vidt jeg kunne se, forsøgte de radikale politikere at signalere, at de var et parti med mennesker, der tænkte sig om.
At vi ikke er et trossamfund, og at vi ganske enkelt opfordrer til, at man begynder at skubbe lidt på, hjælpe lidt på vej, således at vi i fremtiden skal kunne lade kristendommen udvikle sig til et erkendelsesforum, det nægter vor nye kirke- og ligestillingsminister åbenbart pure at forholde sig til.
Det tegner ikke godt for bevidsthedsudviklingen her i landet.
Han ønsker ligestilling for mennesker med forskellige seksuelle orienteringer og ser det som noget helt naturligt, at man kan have forskellige platforme og lystniveauer at føle sig hjemme på, hvad det fysisk sanselige angår. Men kan du slet ikke, Manu Sareen, forestille dig, at mennesker også åndeligt kan føle sig hjemme forskellige steder, selvom de er rundet af en kristen fortid, og at nogle af disse som den naturligste ting i verden ikke er i stand til at tro? Ligesom nogle ikke er i stand til at føle sig tiltrukket af det modsatte køn.
Vi er nogle som rent faktisk føler os ubehageligt til mode ved trosreligioner. Ligesom vi i det hele taget har svært ved lydighed. Selv hvad mine hunde angår, har jeg det bedre med, at de handler grundet indre motivation end af lydighed, som jo ofte har sit udspring i frygt.
Ligesom der findes skabsbøsser, hvilket jeg er overbevist om, at du godt kan forstå for nogle betyder at deres talenter bruges sådan lidt småmeningsløst, så findes der også skabskosmologer. Vi ser, at der er en eller anden form for orden (kosmos), der trænger igennem i alle lukkede systemer, ikke mindst i form af årsags- og virkningsprincippet, og vi føler os overbeviste om, at forskning i dette har noget at bidrage med i det moderne menneskeliv. Vi ser også en vis sammenhæng mellem, hvad de gamle religioner har forsøgt at undervise det gammeldags lydige og troende menneske i, og hvad forskning i dette lovmæssighedsområde indenfor både det naturvidenskabelige og åndsvidenskabelige viser os.
Jeg læste forleden en udtalelse om, at forsøg på at reformere noget som helst i den danske folkekirke svarede til at sparke til Keops pyramiden. Man fik højst lidt ondt i sin tå.
Nu bruger vi ikke fysiske lemmer i vore forsøg, så vi håber da, at vi ikke ligefrem får ondt nogen steder af det, men jeg opfordrer stadig både kirke og kirke- og ligestillingsminister til at begynde at tænke med et fordomsfrit sind.
Og få så venligst tænkning om kognitiv åndelighed med ind i dit reformationsudvalg for kirkens fremtid.
Jeg spørger mig selv, om det kan være sådan, at der i et radikalt ledet kirkeministerium hersker funktionel analfabetisme? Det var jo ikke ligefrem, hvad de radikale gik til valg på. Så vidt jeg kunne se, forsøgte de radikale politikere at signalere, at de var et parti med mennesker, der tænkte sig om.
At vi ikke er et trossamfund, og at vi ganske enkelt opfordrer til, at man begynder at skubbe lidt på, hjælpe lidt på vej, således at vi i fremtiden skal kunne lade kristendommen udvikle sig til et erkendelsesforum, det nægter vor nye kirke- og ligestillingsminister åbenbart pure at forholde sig til.
Det tegner ikke godt for bevidsthedsudviklingen her i landet.
Han ønsker ligestilling for mennesker med forskellige seksuelle orienteringer og ser det som noget helt naturligt, at man kan have forskellige platforme og lystniveauer at føle sig hjemme på, hvad det fysisk sanselige angår. Men kan du slet ikke, Manu Sareen, forestille dig, at mennesker også åndeligt kan føle sig hjemme forskellige steder, selvom de er rundet af en kristen fortid, og at nogle af disse som den naturligste ting i verden ikke er i stand til at tro? Ligesom nogle ikke er i stand til at føle sig tiltrukket af det modsatte køn.
Vi er nogle som rent faktisk føler os ubehageligt til mode ved trosreligioner. Ligesom vi i det hele taget har svært ved lydighed. Selv hvad mine hunde angår, har jeg det bedre med, at de handler grundet indre motivation end af lydighed, som jo ofte har sit udspring i frygt.
Ligesom der findes skabsbøsser, hvilket jeg er overbevist om, at du godt kan forstå for nogle betyder at deres talenter bruges sådan lidt småmeningsløst, så findes der også skabskosmologer. Vi ser, at der er en eller anden form for orden (kosmos), der trænger igennem i alle lukkede systemer, ikke mindst i form af årsags- og virkningsprincippet, og vi føler os overbeviste om, at forskning i dette har noget at bidrage med i det moderne menneskeliv. Vi ser også en vis sammenhæng mellem, hvad de gamle religioner har forsøgt at undervise det gammeldags lydige og troende menneske i, og hvad forskning i dette lovmæssighedsområde indenfor både det naturvidenskabelige og åndsvidenskabelige viser os.
Jeg læste forleden en udtalelse om, at forsøg på at reformere noget som helst i den danske folkekirke svarede til at sparke til Keops pyramiden. Man fik højst lidt ondt i sin tå.
Nu bruger vi ikke fysiske lemmer i vore forsøg, så vi håber da, at vi ikke ligefrem får ondt nogen steder af det, men jeg opfordrer stadig både kirke og kirke- og ligestillingsminister til at begynde at tænke med et fordomsfrit sind.
Og få så venligst tænkning om kognitiv åndelighed med ind i dit reformationsudvalg for kirkens fremtid.
Viden eller tro
Til Jakob Heidelberg.
OK. Hvis det er med den på, så forsøger jeg på en anden måde. Mindre nuanceret. Men måske så meget desto klarere.
Du opererer kun med, at man enten tror på guder og derfor er teist eller ikke tror på guder og derfor er ateist.
Jeg siger, at man kan vide. Man kan vide, at der gennem verden trænger et ordensprincip i form af bl.a. årsag og virkning, og jeg mener, at det er hensigtsmæssigt for menneskeheden at undersøge denne lovmæssighed istedet for at tro på det ene eller andet.
At kunne se og vide at der trænger en lovmæssighed gennem alt, og at denne lovmæssighed tilsyneladende giver mennesker erfaringer, som får os til at indse, at kærlighed er noget efterstræbelsesværdigt at kunne både give og modtage gør mig ikke til ateist.
OK. Hvis det er med den på, så forsøger jeg på en anden måde. Mindre nuanceret. Men måske så meget desto klarere.
Du opererer kun med, at man enten tror på guder og derfor er teist eller ikke tror på guder og derfor er ateist.
Jeg siger, at man kan vide. Man kan vide, at der gennem verden trænger et ordensprincip i form af bl.a. årsag og virkning, og jeg mener, at det er hensigtsmæssigt for menneskeheden at undersøge denne lovmæssighed istedet for at tro på det ene eller andet.
At kunne se og vide at der trænger en lovmæssighed gennem alt, og at denne lovmæssighed tilsyneladende giver mennesker erfaringer, som får os til at indse, at kærlighed er noget efterstræbelsesværdigt at kunne både give og modtage gør mig ikke til ateist.
torsdag den 6. oktober 2011
Opfordring til Manu Sareen
Nedenstående brev er lige blevet sendt til den nye minister for ligestilling og kirke:
Kære minister for ligestilling og kirke Manu Sareen.
Hjerteligt tillykke med udnævnelsen til minister for ligestilling, kirke og nordiske anliggender.
Jeg repræsenterer en forening, der hedder Det Belivende, som er et erkendelsesforum, og i forbindelse med informationer i pressen om jeres fremtidsplaner, har vi tænkt, om det mon ikke skulle kunne være umagen værd at kontakte dig. Ikke mindst grundet din baggrund som konfliktmægler forestiller vi os, at du kan se det hensigtsmæssige i vort sigte, som er at fremme det belivende aspekt i dagligdagen (i modsætning til det aflivende).
Vi har for et par års tid siden kontaktet den tidligere kirkeminister og meddelt, at vi anser en fornyelse, hvad det moderne menneskes åndelighed angår, for at være stærkt påtrængende, idet vi er mange som så at sige har mistet et trosgen, og som anser det for komplet meningsløst at sidde i kirkerne og høre præsterne fastholde dogmatiske udlægninger af arvesynd og frelse ved stedfortræder (ved troen på et andet væsen, Jesus). Ikke desto mindre er vi udmærket klar over, at vi ikke har skabt os selv. Som udgangspunkt mener vi, at der foregår en evolution både på det fysiske og det åndelige plan (vi kalder den åndelige evolution for reanimation), og vi mener, at tiden er inde til, at man tager sig af, at denne reanimation kan fremmes i kraft af forskellige former for erkendelsesmæssige og bevidsthedsudviklende processer.
Vi anser også, at tidens debat om homoseksualitet og kirkelige vielser i høj grad kunne vinde ved, at man inddrog de perspektiver, som kosmologien rummer angående den seksuelle polforvandling.
I det hele taget er det vort ønske, at debatten ikke forsat skal have højeste fællesnævner begrænset af de teologiske grænsesoldaters territorium, men at man udvider interesseområdet og inddrager ny forskning, ikke mindst den nyeste forskning i menneskets bevidsthedsmæssige udviklingsmuligheder (her tænker vi på kognitionsneurologien) og dermed logikken. Den har indtil nu været bandlyst, hvad angår åndelighed, og vi mener, at vi dermed mentalt bremser os selv unødigt på vejen mod et tolerant og fredeligt samfund.
Vi blev imidlertid afvist med den begrundelse, at vi ikke var et trossamfund, og at kirkeministeriet kun beskæftiger sig med trossamfund.
For lige at uddrage essensen i problematikken: Vi siger ”halloooo vi har et problem i det her land, idet vi er rigtig mange som ikke har evne til at tro men dog har behov for åndelig stimulans” og svaret er så ”det kan vi ikke tage os af, for vi beskæftiger os kun med tro”.
Vor hjemmeside har adressen www.detbelivende.dk og der kan man få alle relevante oplysninger om os. På sidens debatforum kan man endvidere læse de indlæg, som er skrevet i den forsøgte dialog med den danske folkekirke, hvor et par af biskopperne samt Christina Philipstatt fra Dialogcentret forsøger at forsvare dogmatikken.
Hvis vi har forstået jeres udmeldinger rigtigt, går I ikke ind for denne fortsatte udelukkelse af logisk tænkning indenfor fremadrettet kristendomsforståelse.
Det er ikke vor hensigt at ville kritisere eller nedbryde den kirke vi har. Det er alene vort formål at skabe en udvidelse af rammerne for åndelighed og åndsrigdom, således at de, som hverken er troende eller ateister, men så at sige er vokset fra begge disse bevidsthedsmæssige platforme, kan begynde at udvikle en ny slags åndeligt hjemsted.
Nu er vi udmærket klar over, at politikere ind imellem har en fin liste med nogle ting de siger ved festlige og officielle lejligheder og en anden praksis, som i højere grad er tilpasset magelighed og bekvemmelighed, og vi kan jo endnu ikke vide, om I i den nye regering mener , hvad I siger om nysgerrighed, nytænkning og åbenhed, så vi har vel ikke ligefrem store forhåbninger… Men netop fordi vi ved, at du kender til konfliktmægling, og hele vort koncept bygger på den ikke voldelige kommunikation, har vi faktisk et vist håb om, at du forstår, at denne gruppe mennesker, som ikke er troende og ikke er ateister, kan udvikle sig til at blive åndeligt rodløse, hvis ikke der er nogle kvalificerede alternativer for dem. Og det er faktisk ikke hensigtsmæssigt for vort samfund.
Helt konkret er det vort ønske, at der skabes mulighed for at kunne blive godkendt som en forening, der kan gøre brug af offentlige bygninger, få tilskud til aktiviteter etc. på lige fod med trossamfund.
Er du overhovedet åben for en drøftelse af noget, der går i den retning, vil vi fremsende en formel ansøgning med vore vedtægter (kan i øvrigt ses på http://www.detbelivende.dk/om_vedt.htm )og hvad der ellers måtte være brug for.
For god ordens skyld synes jeg du skal vide at jeg er forfatter til bogen Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne, hvor det teoretiske fundament for vort erkendelsesforum er grundigt beskrevet. Jeg sender dig gerne et eksemplar, hvis du er interesseret.
Vi håber at høre fra dig og sender vore venligste hilsner.
p.v.a. Det Belivende
Mag.art. Lisa von Schmalensee Magnússon
Strandagergårdsvej 5
4500 Nykøbing Sjælland
59462177/21666881
www.detbelivende.dk
Kære minister for ligestilling og kirke Manu Sareen.
Hjerteligt tillykke med udnævnelsen til minister for ligestilling, kirke og nordiske anliggender.
Jeg repræsenterer en forening, der hedder Det Belivende, som er et erkendelsesforum, og i forbindelse med informationer i pressen om jeres fremtidsplaner, har vi tænkt, om det mon ikke skulle kunne være umagen værd at kontakte dig. Ikke mindst grundet din baggrund som konfliktmægler forestiller vi os, at du kan se det hensigtsmæssige i vort sigte, som er at fremme det belivende aspekt i dagligdagen (i modsætning til det aflivende).
Vi har for et par års tid siden kontaktet den tidligere kirkeminister og meddelt, at vi anser en fornyelse, hvad det moderne menneskes åndelighed angår, for at være stærkt påtrængende, idet vi er mange som så at sige har mistet et trosgen, og som anser det for komplet meningsløst at sidde i kirkerne og høre præsterne fastholde dogmatiske udlægninger af arvesynd og frelse ved stedfortræder (ved troen på et andet væsen, Jesus). Ikke desto mindre er vi udmærket klar over, at vi ikke har skabt os selv. Som udgangspunkt mener vi, at der foregår en evolution både på det fysiske og det åndelige plan (vi kalder den åndelige evolution for reanimation), og vi mener, at tiden er inde til, at man tager sig af, at denne reanimation kan fremmes i kraft af forskellige former for erkendelsesmæssige og bevidsthedsudviklende processer.
Vi anser også, at tidens debat om homoseksualitet og kirkelige vielser i høj grad kunne vinde ved, at man inddrog de perspektiver, som kosmologien rummer angående den seksuelle polforvandling.
I det hele taget er det vort ønske, at debatten ikke forsat skal have højeste fællesnævner begrænset af de teologiske grænsesoldaters territorium, men at man udvider interesseområdet og inddrager ny forskning, ikke mindst den nyeste forskning i menneskets bevidsthedsmæssige udviklingsmuligheder (her tænker vi på kognitionsneurologien) og dermed logikken. Den har indtil nu været bandlyst, hvad angår åndelighed, og vi mener, at vi dermed mentalt bremser os selv unødigt på vejen mod et tolerant og fredeligt samfund.
Vi blev imidlertid afvist med den begrundelse, at vi ikke var et trossamfund, og at kirkeministeriet kun beskæftiger sig med trossamfund.
For lige at uddrage essensen i problematikken: Vi siger ”halloooo vi har et problem i det her land, idet vi er rigtig mange som ikke har evne til at tro men dog har behov for åndelig stimulans” og svaret er så ”det kan vi ikke tage os af, for vi beskæftiger os kun med tro”.
Vor hjemmeside har adressen www.detbelivende.dk og der kan man få alle relevante oplysninger om os. På sidens debatforum kan man endvidere læse de indlæg, som er skrevet i den forsøgte dialog med den danske folkekirke, hvor et par af biskopperne samt Christina Philipstatt fra Dialogcentret forsøger at forsvare dogmatikken.
Hvis vi har forstået jeres udmeldinger rigtigt, går I ikke ind for denne fortsatte udelukkelse af logisk tænkning indenfor fremadrettet kristendomsforståelse.
Det er ikke vor hensigt at ville kritisere eller nedbryde den kirke vi har. Det er alene vort formål at skabe en udvidelse af rammerne for åndelighed og åndsrigdom, således at de, som hverken er troende eller ateister, men så at sige er vokset fra begge disse bevidsthedsmæssige platforme, kan begynde at udvikle en ny slags åndeligt hjemsted.
Nu er vi udmærket klar over, at politikere ind imellem har en fin liste med nogle ting de siger ved festlige og officielle lejligheder og en anden praksis, som i højere grad er tilpasset magelighed og bekvemmelighed, og vi kan jo endnu ikke vide, om I i den nye regering mener , hvad I siger om nysgerrighed, nytænkning og åbenhed, så vi har vel ikke ligefrem store forhåbninger… Men netop fordi vi ved, at du kender til konfliktmægling, og hele vort koncept bygger på den ikke voldelige kommunikation, har vi faktisk et vist håb om, at du forstår, at denne gruppe mennesker, som ikke er troende og ikke er ateister, kan udvikle sig til at blive åndeligt rodløse, hvis ikke der er nogle kvalificerede alternativer for dem. Og det er faktisk ikke hensigtsmæssigt for vort samfund.
Helt konkret er det vort ønske, at der skabes mulighed for at kunne blive godkendt som en forening, der kan gøre brug af offentlige bygninger, få tilskud til aktiviteter etc. på lige fod med trossamfund.
Er du overhovedet åben for en drøftelse af noget, der går i den retning, vil vi fremsende en formel ansøgning med vore vedtægter (kan i øvrigt ses på http://www.detbelivende.dk/om_vedt.htm )og hvad der ellers måtte være brug for.
For god ordens skyld synes jeg du skal vide at jeg er forfatter til bogen Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne, hvor det teoretiske fundament for vort erkendelsesforum er grundigt beskrevet. Jeg sender dig gerne et eksemplar, hvis du er interesseret.
Vi håber at høre fra dig og sender vore venligste hilsner.
p.v.a. Det Belivende
Mag.art. Lisa von Schmalensee Magnússon
Strandagergårdsvej 5
4500 Nykøbing Sjælland
59462177/21666881
www.detbelivende.dk
Abonner på:
Opslag (Atom)