Hvad vil det sige at tilgive? Jeg kender til fire syn på tilgivelse med, for mig at se, stigende grad af visdom:
- Jeg tilgiver med egoet, hvilket indebærer, at jeg bruger tilgivelsen som en bekræftelse på, at jeg er bedre end den anden og i min "godhed" giver jeg tilgivelsen til den anden som en gave, hvorved jeg fastholder en karmisk ubalance, mens de negative følelser stadig sidder i kroppen og psyket, hvilket ultimativt kan føre til sygdom.
- Jeg overlader tilgivelsen til Gud. Hvis man har en monoteistisk tro (primært kristen, jødisk eller muslimsk), tror man måske på den tilgivelse som kommer fra Gud. Det er en form vi ikke helt er herre over, men den består jo i princippet i at bede Gud om (synds)forladelse. Der er visse forskelle mellem religionerne som jeg ikke vil komme ind på her, men generelt kan det siges, at disse religioner til stor del overlader tilgivelsen til Gud gennem bøn og løfter om bod og bedring (hos muslimerne afkræves desuden lydighed for at tilgivelsen kan opnås). I kristendommen er det jo ofringen af sin eneste søn Jesus, der symboliserer Guds tilgivelse af menneskenes arvesynd. Men desværre er det jo kun dem, der tror på Jesus som er tilgivet. Mange mennesker finder en stor lettelse i at overgive deres skyldfølelse til en så storsindet Gud, der kan tilgive alt bare du tror på ham og hans enborne søn (se bl.a. denne artikel). Der tales ikke så meget om at tilgive andre da dette jo primært er op til Gud, men vi har da sætningen "forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere" i Fadervor, så vi kan fra Gud opnå lige så meget tilgivelse som vi selv er i stand til at give andre. I mine øjne ligner denne form for tilgivelse en niveau 1 tilgivelse da Gud jo i den gængse udlægning ser os som syndige, men han ofrer sig (sin søn) i sin storhed for at tilgive sine stakkels syndige børn, men gør det ikke ubetinget - det er noget for noget.
- Jeg tilgiver følelsemæssigt, hvilket indebærer, at jeg giver fuldstændig slip på behovet for at bebrejde eller hævne og på opfattelsen af mig selv som offer. Herved foregår en frigørelse af stagneret energi og eventuelle symptomer kan forsvinde på mirakuløs vis.
- Jeg tilgiver slet ikke for jeg har ikke dømt i første omgang, idet der aldrig kan være noget at tilgive når jeg ved at alt er som det skal være...opfattelsen af at der er noget at tilgive forudsætter at der kan være tale om skyld og dette er blot en del af frygtens illusion. Der er en klar erkendelse af de karmiske love og et fokus på lærdommen i det, der er sket. Der sker ingen ophobning af negativ energi og kroppen belives konstant af de positive tanker og følelser.
Nogle mennsker har meget svært ved at tilgive sig selv eller andre. I vores kultur er det endda ofte betragtet som legitimt ikke at tilgive visse handlinger, idet vi frygter gentagelser og søger at lære vedkommende en lektie. Den gode intention er altså at forsøge undgå fremtidige gentagelser af ubehagelige oplevelser. Problemet er bare, at så længe vi ikke gør op med frygten helt fundamentalt, vil vi jo bære den med hele tiden og den ubehagelige oplevelse genopleves igen og igen i det indre, hvorved man langsomt men sikkert brydes ned både psykisk og fysisk.
At tilgivelse har en positiv indvirkning på helbredet er dokumenteret videnskabligt, se bl.a. denne side.
Derfor siger vi ikke undskyld, men uskyld!
Ja! Frygten er sjælens største væksthæmmer. Noget som jeg synes er så utrolig vigtigt er imidlertid, at en beslutning om ikke at ville have fjendebilleder ikke er ensbetydende med, at disse forsvinder. For vi har et hav af opstasede energier i os, som stammer fra gange, hvor vi oplevede frygt, og de forsvinder ikke, bare fordi vi ikke ønsker dem. Alle disse energiopstasninger, som udgør en slags dele af vor personlighed, ofte af arketypisk art (som f.eks. offeret og bødlen), er en slags klangbunde for energiudladninger hos andre, som "genkendes" i vor illusoriske tænkning som nogle der ligner noget tidligere hændt, og så kapres man af de neuronbanemønstre, som udspillede sig den gang disse begivenheder, som mindede vagt om det der opleves i øjeblikket, fandt sted.
SvarSletOg denne illusoriske tænkning forsvinder ikke af sig selv.
Vi ser den i ekstrem høj grad hos psykisk syge mennesker, men vi ser den også hos såkaldt normale, såsom visse af vore partiledere, og af disse i særlig høj grad oppositionens folk, der i stedet for at samarbejde for at løse eksisterende problemer fokuserer på at ville udpege skyldige.
Jeg anser egentlig mennesker, som overhovedet beskæftiger sig med at ville udpege skyldige for at høre til på det primitiveste af de af Jesper skildrede tilgivelseskategorier.
Det er en stor del af vort samfund. Og en ikke uvæsentlig del af vore politiske ledere. Helle Thorning med sit "Jeg kan slå!!!" så den ene og så den anden ligger for mig at se totalt underdrejet en sådan offer/bøddel tankegang. Det ligger i en sådan tankegangs natur, at bødlen har fortjent at blive slået. Men sålænge vi opererer med offer/bøddel-tankegang opererer vi med frygt, og så længe vi gør det er tilgivelsen i de to højeste nkategorier aldeles umulig.
De mennesker, som ikke ser nogen anden mulighed end at bekæmpe fjendebilleder, har imidlertid naturligvis en god grund hertil, forstået på den måde, at tilblivelsen af disse fjendebilleder har en årsag. I Det Belivende er det vigtigste at finde frem til disse årsager, se de fejl, som er blevet begået i rækken af årsagssammenhænge og finde frem til, hvad man selv kan gøre for at få årsag-og-virkningskæden ind i et egentlig frugtbart perspektiv. For at det kan være egentlig frugtbart må det naturligvis være det for både de illusoriske ofre og illusoriske bødler.
Pt betragter en stor del muslimer sig som ofre, der af gode grunde angriber på baggrund af en "retfærdig" vrede. Deres evne til at tilgive er ikke principielt anderledes, end når vore egne danske partier kan anse andre danske partier for fjendebilleder. Under normale forhold kommer disse fjendebilledopfattelser imidlertid ikke til grove fysiske voldsudøvelser. Det er mig bekendt kun Enhedslisten, der principielt går ind for sådanne. Ikke desto mindre er der tale om fuldstændig samme tilgivelsekategori, hvis man vender det hvide ud af øjenene som hvis man sender en kugle afsted; der er blot niveauforskelle.
Skulle man derfor forsøge at forstå, hvor danske politiske ledere og partier befinder sig i forhold til Jespers inddeling, vil jeg derfor anbefale, at man forsøger at orientere sig og reflektere i henhold til hvem, der opererer med fjendebilleder og hvem, der går efter forstående samarbejde med simpelthen hvem som helst - og det uden at være i følelsesmæssigt slaveri. Men følelsesmæssigt slaveri tror jeg, at jeg vil lave et helt selvstændigt indlæg om.
Tilgivelse betyder at give til. Det betyder at genoprette et tabt forhold, hvilket også som beskrevet ovenfor er den kristne tankegang.
SvarSletOrdet skyld betyder at skylde nogen noget. Hvis vi ikke skylder nogen noget, så er alt i princippet også tilladt.
Hvis man ikke pådrager sig nogen skyld ved at gøre et andet menneske fortræd, så er dette uværdigt både for den der er blevet krænket og krænkeren. Tilgivelse kan kun finde sted, hvis der er en person der er skyldig. Når et menneske har begået en forbrydelse og noget i tilværelsen er gået i stykker er det kun tilgivelsen der kan genoprette det ødelagte. Tilgivelse betyder at give til, hvilket vil sige at det som var taget væk bliver givet tilbage! Herefter må parterne leve sammen som om det ikke er fundet sted. Det er utrolig svært, men det er pointen med sand tilgivelse. Alt andet er hyklerisk. Og spørgsmålet er så om vi som mennesker formår at tilgive helt og fuldt!
Det formår Gud. Og ja har du ikke viljen til at tilgive mennesker her i livet, hvorfor i alverden skulle Gud så tilgive dig?! Det betyder ikke at han ikke kan tilgive hvis vi ikke med fuld overbevisning kan tilgive, for har vi villet det, så er tilgivelsen også tilstede med Guds hjælp. En kristen kan sige "Gud hjælp mig til at tilgive dette, for jeg kan ikke selv". Der findes heller ikke noget værre end når et menneske har begået en ugerning og så alle undskylder vedkommende. Det er det mest nedværdigende der findes. Og så er det helt sikkert at vedkommende vil erstatte det med skyldfølelese, hvis han/hun ikke må få lov til at være skyldig! Læs bogen "Manden der ville være skyldig" af Stangerup.
En anden vinkel på skyld er at hvis vi ikke har skyld i noget her i verden, så skylder vi som sagt heller ikke hinanden noget endsige heller ikke kærlighed og omsorg. HVad skulle så bevæge mig til at elske min næste udover dem der står mig nærmest. Og så kan vi ihvertfald med bedste samvittighed sige at en forbryder heller ikke er skyldig til fængsel, før han er fanget! Hvis ingen har set ugerningen kan han med god samvittighed leve sit liv videre - med mindre han oplever sig selv som skyldig!
Venligst
Christina Philipstatt Dialogcentret Århus
Når et menneske har begået en ugerning, og nogen lider derved, anser jeg det for at være højeste niveau af næstekærlighed at fokusere på, hvad der skal til, for at en sådan ugerning ikke kommer til at ske igen. Og det uanset om politiet har kendskab til ugerningen eller ej.
SvarSletI Det Belivende har vi den holdning, at enhver må stå til regnskab for enhver handling, man selv foretager. Men har man gjort noget, som nogen kommer til at lide under, uden at have haft som formål, at nogen skal lide derved, og altså som Jesu bødler har begået ugerningen, fordi de ikke ved, hvad de gør, så anser vi det for at være uhensigtsmæssigt at straffe. Vi mener, at det vil være mere hensigtsmæssigt at arbejde på forskellige tiltag, som gør, at de kommer til at vide, hvad det er, de gør. Altså kommer til bevidsthed om årsags- og virkningsprincippet.
I forbindelse med Lisas kommentar til Jespers indlæg vil jeg vælge et eksempel også fra den politiske verden, hvor en politiker udtaler sig på andres vegne , uden at have fuldmagt hertil.
SvarSletLars Løkke Rasmussen udtalte på et møde forud for klimakonferensen, at hvad der var regeringens mål, også er et krav fra den danske befolkning. Denne udtalelse var for mig overraskende og ubehagelig ,da jeg ikke vidste af noget krav fra min side, idet jeg opfatter krav som et ultimatum. Dette være skrevet selv om jeg stemmer liberal og at Lars Løkke Rasmussen således er ”min” statsminister, men da jeg har behov for at føle mig fri og ikke taget i pant pr. automatik, vil jeg anmode statsministeren om at betænke om ikke mennesket dybest set har behov for at fremsætte ønsker i stedet for krav. Selv gætter jeg på at have” ønsker” vil bringe os længst.