Sidevisninger i alt

mandag den 24. oktober 2011

Manu Sareens svar

Så svarede Manu Sareen på vort brev. Det gjorde han ved hjælp af en embedsmand, som oplyste, at det kun er folkekirken og ikke andre trossamfund, som hører under kirkeministeriet. Hun henviste til socialministeriet.
Jeg spørger mig selv, om det kan være sådan, at der i et radikalt ledet kirkeministerium hersker funktionel analfabetisme? Det var jo ikke ligefrem, hvad de radikale gik til valg på. Så vidt jeg kunne se, forsøgte de radikale politikere at signalere, at de var et parti med mennesker, der tænkte sig om.
At vi ikke er et trossamfund, og at vi ganske enkelt opfordrer til, at man begynder at skubbe lidt på, hjælpe lidt på vej, således at vi i fremtiden skal kunne lade kristendommen udvikle sig til et erkendelsesforum, det nægter vor nye kirke- og ligestillingsminister åbenbart pure at forholde sig til.
Det tegner ikke godt for bevidsthedsudviklingen her i landet.
Han ønsker ligestilling for mennesker med forskellige seksuelle orienteringer og ser det som noget helt naturligt, at man kan have forskellige platforme og lystniveauer at føle sig hjemme på, hvad det fysisk sanselige angår. Men kan du slet ikke, Manu Sareen, forestille dig, at mennesker også åndeligt kan føle sig hjemme forskellige steder, selvom de er rundet af en kristen fortid, og at nogle af disse som den naturligste ting i verden ikke er i stand til at tro? Ligesom nogle ikke er i stand til at føle sig tiltrukket af det modsatte køn.
Vi er nogle som rent faktisk føler os ubehageligt til mode ved trosreligioner. Ligesom vi i det hele taget har svært ved lydighed. Selv hvad mine hunde angår, har jeg det bedre med, at de handler grundet indre motivation end af lydighed, som jo ofte har sit udspring i frygt.
Ligesom der findes skabsbøsser, hvilket jeg er overbevist om, at du godt kan forstå for nogle betyder at deres talenter bruges sådan lidt småmeningsløst, så findes der også skabskosmologer. Vi ser, at der er en eller anden form for orden (kosmos), der trænger igennem i alle lukkede systemer, ikke mindst i form af årsags- og virkningsprincippet, og vi føler os overbeviste om, at forskning i dette har noget at bidrage med i det moderne menneskeliv. Vi ser også en vis sammenhæng mellem, hvad de gamle religioner har forsøgt at undervise det gammeldags lydige og troende menneske i, og hvad forskning i dette lovmæssighedsområde indenfor både det naturvidenskabelige og åndsvidenskabelige viser os.
Jeg læste forleden en udtalelse om, at forsøg på at reformere noget som helst i den danske folkekirke svarede til at sparke til Keops pyramiden. Man fik højst lidt ondt i sin tå.
Nu bruger vi ikke fysiske lemmer i vore forsøg, så vi håber da, at vi ikke ligefrem får ondt nogen steder af det, men jeg opfordrer stadig både kirke og kirke- og ligestillingsminister til at begynde at tænke med et fordomsfrit sind.
Og få så venligst tænkning om kognitiv åndelighed med ind i dit reformationsudvalg for kirkens fremtid.

Viden eller tro

Til Jakob Heidelberg.
OK. Hvis det er med den på, så forsøger jeg på en anden måde. Mindre nuanceret. Men måske så meget desto klarere.
Du opererer kun med, at man enten tror på guder og derfor er teist eller ikke tror på guder og derfor er ateist.
Jeg siger, at man kan vide. Man kan vide, at der gennem verden trænger et ordensprincip i form af bl.a. årsag og virkning, og jeg mener, at det er hensigtsmæssigt for menneskeheden at undersøge denne lovmæssighed istedet for at tro på det ene eller andet.
At kunne se og vide at der trænger en lovmæssighed gennem alt, og at denne lovmæssighed tilsyneladende giver mennesker erfaringer, som får os til at indse, at kærlighed er noget efterstræbelsesværdigt at kunne både give og modtage gør mig ikke til ateist.

torsdag den 6. oktober 2011

Opfordring til Manu Sareen

Nedenstående brev er lige blevet sendt til den nye minister for ligestilling og kirke:

Kære minister for ligestilling og kirke Manu Sareen.


Hjerteligt tillykke med udnævnelsen til minister for ligestilling, kirke og nordiske anliggender.


Jeg repræsenterer en forening, der hedder Det Belivende, som er et erkendelsesforum, og i forbindelse med informationer i pressen om jeres fremtidsplaner, har vi tænkt, om det mon ikke skulle kunne være umagen værd at kontakte dig. Ikke mindst grundet din baggrund som konfliktmægler forestiller vi os, at du kan se det hensigtsmæssige i vort sigte, som er at fremme det belivende aspekt i dagligdagen (i modsætning til det aflivende).

Vi har for et par års tid siden kontaktet den tidligere kirkeminister og meddelt, at vi anser en fornyelse, hvad det moderne menneskes åndelighed angår, for at være stærkt påtrængende, idet vi er mange som så at sige har mistet et trosgen, og som anser det for komplet meningsløst at sidde i kirkerne og høre præsterne fastholde dogmatiske udlægninger af arvesynd og frelse ved stedfortræder (ved troen på et andet væsen, Jesus). Ikke desto mindre er vi udmærket klar over, at vi ikke har skabt os selv. Som udgangspunkt mener vi, at der foregår en evolution både på det fysiske og det åndelige plan (vi kalder den åndelige evolution for reanimation), og vi mener, at tiden er inde til, at man tager sig af, at denne reanimation kan fremmes i kraft af forskellige former for erkendelsesmæssige og bevidsthedsudviklende processer.



Vi anser også, at tidens debat om homoseksualitet og kirkelige vielser i høj grad kunne vinde ved, at man inddrog de perspektiver, som kosmologien rummer angående den seksuelle polforvandling.


I det hele taget er det vort ønske, at debatten ikke forsat skal have højeste fællesnævner begrænset af de teologiske grænsesoldaters territorium, men at man udvider interesseområdet og inddrager ny forskning, ikke mindst den nyeste forskning i menneskets bevidsthedsmæssige udviklingsmuligheder (her tænker vi på kognitionsneurologien) og dermed logikken. Den har indtil nu været bandlyst, hvad angår åndelighed, og vi mener, at vi dermed mentalt bremser os selv unødigt på vejen mod et tolerant og fredeligt samfund.


Vi blev imidlertid afvist med den begrundelse, at vi ikke var et trossamfund, og at kirkeministeriet kun beskæftiger sig med trossamfund.


For lige at uddrage essensen i problematikken: Vi siger ”halloooo vi har et problem i det her land, idet vi er rigtig mange som ikke har evne til at tro men dog har behov for åndelig stimulans” og svaret er så ”det kan vi ikke tage os af, for vi beskæftiger os kun med tro”.


Vor hjemmeside har adressen www.detbelivende.dk og der kan man få alle relevante oplysninger om os. På sidens debatforum kan man endvidere læse de indlæg, som er skrevet i den forsøgte dialog med den danske folkekirke, hvor et par af biskopperne samt Christina Philipstatt fra Dialogcentret forsøger at forsvare dogmatikken.


Hvis vi har forstået jeres udmeldinger rigtigt, går I ikke ind for denne fortsatte udelukkelse af logisk tænkning indenfor fremadrettet kristendomsforståelse.


Det er ikke vor hensigt at ville kritisere eller nedbryde den kirke vi har. Det er alene vort formål at skabe en udvidelse af rammerne for åndelighed og åndsrigdom, således at de, som hverken er troende eller ateister, men så at sige er vokset fra begge disse bevidsthedsmæssige platforme, kan begynde at udvikle en ny slags åndeligt hjemsted.


Nu er vi udmærket klar over, at politikere ind imellem har en fin liste med nogle ting de siger ved festlige og officielle lejligheder og en anden praksis, som i højere grad er tilpasset magelighed og bekvemmelighed, og vi kan jo endnu ikke vide, om I i den nye regering mener , hvad I siger om nysgerrighed, nytænkning og åbenhed, så vi har vel ikke ligefrem store forhåbninger… Men netop fordi vi ved, at du kender til konfliktmægling, og hele vort koncept bygger på den ikke voldelige kommunikation, har vi faktisk et vist håb om, at du forstår, at denne gruppe mennesker, som ikke er troende og ikke er ateister, kan udvikle sig til at blive åndeligt rodløse, hvis ikke der er nogle kvalificerede alternativer for dem. Og det er faktisk ikke hensigtsmæssigt for vort samfund.


Helt konkret er det vort ønske, at der skabes mulighed for at kunne blive godkendt som en forening, der kan gøre brug af offentlige bygninger, få tilskud til aktiviteter etc. på lige fod med trossamfund.

Er du overhovedet åben for en drøftelse af noget, der går i den retning, vil vi fremsende en formel ansøgning med vore vedtægter (kan i øvrigt ses på http://www.detbelivende.dk/om_vedt.htm )og hvad der ellers måtte være brug for.


For god ordens skyld synes jeg du skal vide at jeg er forfatter til bogen Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne, hvor det teoretiske fundament for vort erkendelsesforum er grundigt beskrevet. Jeg sender dig gerne et eksemplar, hvis du er interesseret.


Vi håber at høre fra dig og sender vore venligste hilsner.


p.v.a. Det Belivende

Mag.art. Lisa von Schmalensee Magnússon

Strandagergårdsvej 5
4500 Nykøbing Sjælland

59462177/21666881
www.detbelivende.dk