CP:
I skriver til biskoppen: Du skriver, at der i arvesyndslæren absolut er mulighed for vækst, men at vi, på grund af en ”grundskade” aldrig kan virkeliggøre fuldkommen kærlighed i dette liv.
Svar: ”Dette liv” betyder livet på jorden. Som kristne tror vi på at vi engang efter den yderste dag, skal leve evigt med Gud i hans rige.
LVSM: 11:
Men Kristus siger jo også, at både han og Helligånden er i os, så hvorfor ikke forsøge at finde aktiveringsknappen og begynde dette liv her og nu?
CP:
I skriver: Vi ved ikke helt, hvad du mener med formuleringen ”dette liv”. Hvis du dermed tænker på dette ene menneskeliv, så er det min opfattelse, at vi er enige med dig. Vi ser jo netop, ligesom H.C. Ørsted i sin naturfilosofi i 1800-tallet og diverse kognitionspsykologer og -neurologer, det enkelte menneskeliv som led i en lang udviklingsproces, hvori det enkelte menneskes værdigrundlag langsomt udvikles, udvides og reanimeres i bestandigt højere spiralkredsløb. Hvad ”jeg” derfor gør i dette ene liv begrænses ikke af min fysiske død men har erfaringsmæssigt tillagt en del til menneskehedens samlede erfaringsmasse og kan derfor være af værdi for rejsen mod fuldkommenhed selvom ”jeg” kun nåede et par millimeter videre på kærlighedens vej i dette liv.
Svar: Kristendommen tror ikke at mennesket viderefører godhed i erfaringsmassen. Vi er som ovenfor beskrevet i praksis ikke blevet klogere på kærligheden og godheden, medfølelsen og tilgivelsen. Vi er blevet klogere på økonomi, velfærd og vækst, teknologi etc., hvilket ikke har en etisk dimension, men handler om menneskehedens evne til at optimere sine levevilkår.
LVSM: 12:
I dele af den gamle kristne mystik opererede man med hjertebønnen, (kyrie eleison - herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig) som dybest set, hvilket du naturligvis ved, videreført i ikontraditionen indebar et fokus på at kunne komme til at dobbeltrette sin empati. Munkene på Athos, som der for øvrigt er fokus på i disse år, fordi man har opdaget, at der blandt dem er bemærkelsesværdigt få tilfælde af kræft i forhold til alle andre steder i verden, har stadig netop dette fokus. De spiser bl.a. derfor ikke firbenede dyr, som er så langt fremme i evolutionen at de har frontallapfunktion, men mange grøntsager og fisk og skaldyr. I vor kultur fokuserer vi på deres føde som forklaring på, at de ikke rammes af kræftsygdomme som i resten af verden. Men mig forekommer det logisk, at det også har med deres forsøg på at praktisere dobbeltrettet empati at gøre.
Jeg skriver udførligt om deres "mystiske" praksis i min bog Belivelse - at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne, så der må man læse, hvis man er virkelig interesseret.
I denne sammenhæng vil jeg blot nævne den pointe, at den ikke voldelige kommunikationsform, som Marshall B. Rosenberg har beskrevet den indre lovmæssighed i, i mindste detalje rummer de samme overordnede mønstre, som munkene bruger i hjertebønnen og ikonarbejdet. Hos dem gælder det, at den hellige ikon (vinduet - vindøjet - til det hellige), når man virkelig fokuserer på den bliver til Guds nærvær i en selv gennem den hellige menneskesøn, Jesus (ikonen). Man betragter altså ikonen, indtil man i sig selv mærker det, som beliver ikonen. Dermed får man i denne mystiske tradition Kristus i sig. Et projekt, som de fleste af dem arbejder på et helt liv uden dermed måske at nå til at opleve Kristus i sig overhovedet eller højst i nogle glimt. Men selve længslen er for dem pantet på, at det de længes efter er til, så selve det at være aktiv i længslen er noget, de føler dyb taknemmelighed i.
I vor moderne og sekulære verden benytter Rosenberg sig af en helt anden terminologi. Han siger, at de fleste mennesker er nogle rigtige sjakaler (djævle, der dømmer og kritiserer og bebrejder og skælder ud - siger at vi er skyldige og syndere); men han påstår også, at vi alle både længes efter at være giraffer og være sammen med giraffer.
Giraffen er defineret som den, der ikke dømmer og i det hele taget udviser en næstekærlig adfærd. Han påstår endvidere, at samtlige sjakaler dybest set er giraffer med sprogproblemer. Det er derfor han peger på, hvilke love der tilsyneladende gælder for den ikke voldelige kommunikation, som skal til for at vi kan komme til at få fred på jord. Får vi disse kommunikationsmønstre integreret i os, mener han, at vi rent faktisk forvandles til mennesker, der kan kommunikere ordentligt med hinanden, d.v.s. se og høre og forstå hinanden i dybere forstand. Derfor siger han også, at den ikke voldelige kommunikation i sin yderste konsekvens er spirituel. Men det er noget man først forstår, når man begynder at praktisere den dobbeltrettede empati, hvilket vil sige lade giraffen i mig kommunikere med giraffen i dig, hvilket svarer til at lade det hellige i mig kommunikere med det hellige i dig.
Ikonen er i denne sekulariserede form blevet erstattet med medmennesket. I stedet for at dømme ham og sige, at der er noget i vejen med ham, fordi han har fejlet, iagttager jeg ham og spejler ham progressivt (forsøger at fornemme hvad han føler og har behov for), indtil vi når dertil, hvor vi finder frem til en løsning, således at vi undgår at fejlen gentages. Giraffen har ingen fjender og ser ingen sjakaler men udelukkende giraffer med sprogproblemer. Sjakalen kan have giraffen som fjende, men det er sjakalens eget ansvar. Giraffen har som opgave at forsøge at hjælpe mennesker med at finde ud af, at de er giraffer. Vil de gerne være fri for den hjælp, ja, så er det deres valg. - og deres ansvar.
Jeg peger i min bog på to tendenser, som er nyere end den ikke voldelige kommunikation. Den ene er A Course in Miracles, og den anden er den allernyeste forskning indenfor kognitionsneurologien. Men det bliver for omfattende at komme ind på i denne sammenhæng. Jeg henviser atter til min bog, hvor jeg underbygger min påstand om, at der finder en reanimation sted i vor menneskehed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar