Juleevangeliet i et belivende perspektiv.

Det er tankevækkende så mange forskellige betydninger vi mennesker lægger i juleevangeliet. Hvert eneste menneske har tilsyneladende sin helt egen opfattelse af, hvad der er det mest afgørende i det, og i en kultur som den danske er indfaldsvinklerne helt fantastisk forskellige. Vi læser det hver for sig tilsyneladende på en måde, som er karakteristisk ved at være en spejling af, hvad der bor i vort eget indre.
I Jyllands-Posten juleaftensdag (Puls, s. 6-7) kunne man læse samtaler med en række såkaldt moderne mennesker, som hver fortalte om, hvad de fandt mest værdifuldt i det. Det var vældig interessant, synes jeg.
Kirkens stemme blev præsenteret ved sognepræst Torben Tramm, og for ham var det essentielle egentlig den guddommelige inkarnation i mennesket som sådan, for han sagde
Tænk, hvis julegudstjenestens fortættede stemning giver anledning til, at Helligånden kommer på besøg og overskygger os, som den overskyggede Jomfru Maria! Så bliver vi på en måde åndeligt befrugtede. Hvis barnet i krybben på den måde fødes i vore hjerter juleaften, så har gudstjenesten nået sit mål.
Se, det synes jeg er en virkelig moderne udlægning af juleevangeliet. En belivende udlægning. For fødes kristusmentaliteten i vore hjerter, og vi hver for sig går ud fra gudstjenesten med den inkarneret i os, så er der da virkelig håb for verden... ikke sandt?
Den socialistiske kunstprovo (ja, sådan præsenteres han) kunstprofessor Bjørn Nørgaard mener, at juleevangeliet er et billede af uskyld, der bliver født ind i verden.
Med det lille barn, og det står ikke kun for Jesusbarnet, men for selve det nyfødte menneske, fødes et håb. Det er stadig den vigtigste betydning af juleaften. Håbet fødes. Igen og igen.
Også denne indfaldsvinkel er i henhold til vort livssyn yderst moderne. For så længe der fødes håb, er der jo også mulighed for udvikling, inspiration og reanimation, sågar mulighed for at det enkelte menneske kan blive fuldkomment, ikke sandt?
Den næste i rækken af interviewede er socialdemokraternes formand Helle Thorning Schmidt, som præsenteres som en, der stadig kan fremsige evangeliet på kommando. Og hos hende er det noget helt andet, der fokuseres på. Det hun godt kan lide ved juleevangeliet, siger hun, er
historien om den store kejser, der frygter det lille barn. Der er noget symbolsk i det.
Jeg kommer uvægerligt til at tænke på, at hun gjorde hvad hun kunne for at blive husket for ordene jeg kan slå Anders Fogh Rasmussen. Rent symbolsk tænker hun måske på sig selv som en slags kristusfigur, der skal slå den slemme Herodes. Men det kristne budskab er jo netop, at det nu skal være slut med at frygte (Frygt ikke, thi jeg forkynder jer en stor glæde ... fredsfyrstens komme, som bekendt), så selve den tanke, at julen kan handle om at glæde sig over, at der en der frygter en anden, illustrerer jo dybest set en forankring i den gamle verdensimpuls, skyldens og frygtens gamle impuls, storblomstrende i hedenskaben og endnu eksisterende, omend i aftagende i den gammeltesamentlige, og slet ikke glædens, fredens og håbets verdensimpuls, og dermed slet ikke kristen mentalitet.
Jeg har i min bog Belivelse peget på en sådan tilgang til politik som ufrugtbar, hvis man ønsker løsninger; for ethvert fjendebillede, ligemeget om det er Herodes eller Dalai Lama, fastfryser en i problemer i stedet for at hjælpe en med at finde vej ud af dem. Det er derfor partipolitisk adskillelsestænkning dybest set er ukristelig.
Lina Rafn, som jeg aldrig har hørt om før, men som åbenbart er kendt fra X-faktor og forsanger i bandet Infernal, præsenterer sig selv som ikke religiøs, men bruger bibelen som inspirationskilde til visdom og har i henhold til Det Belivendes perspektiv en virkelig praktisk frugtbar åndfuld og vis måde at gøre brug af juleevangeliet på, for hun siger
Hele juleevangeliets syndsforladelsesbegreb, synes jeg, er rigtig rigtig fint. Det er jo i virkeligheden en håndsrækning til os, der jokker i spinaten, om at vi ikke skal gå og slå os selv i hovedet med det. Det er måske nok banalt og formuleret med nogle ord, som ikke virker særlig nutidige. Men budskabet er, at "lad nu være med at køre dig selv ned for de fejl, du har begået. Tilgiv dig selv, eller bed om tilgivelse af Gud eller andre, og se at komme videre".
Hendes udlægning er simpelthen identisk med Det belivendes. For tjah, synd betyder jo, at træde ved siden af, at begå fejl, altså noget man gør og ikke noget man er, så det er de ting man gør, man beder om tilgivelse for. Man begår fejl, fordi man ikke vidste bedre, ikke fordi man er syndig og ville noget ondt. Hurra for hende.
Den næste er skuespilleren og TV-værten Dina Al-Erhayem, kendt fra bl.a. DR2 programmet Univers om eksistens og tro. Og hun præsenterer i højere grad den kristne mystiker, som i juletiden vælger at trække sig tilbage og bede og meditere og komme dybt ind i sig selv. Møde kristus i sig selv, kan man vel sige. Hun synes det vigtigste i julen er muligheden for at finde værdier i dybere lag end i den traditionelle karriere. Belivende for sig selv og på længere sigt vel også belivende for ens omgivelser.
Den sidste der tales med er filminstruktøren Nils Malmros. Han har det fint med juleevangeliet, synes det er smukt og noget sentimentalt, fordi det handler om et lille barn. Hans opfattelse minder mig om en præst, en kvindelig præst, som engang i en julegudstjeneste stod og talte om jesusbabyen. Det oplevede jeg absolut ingen indre fylde ved at høre. Og det taler Malmros da overhovedet heller ikke om er tilfældet for ham.
Vi har hos ham og Helle Thorning Schmidt en form for bogstavelig udlægning af nogle detaljer såsom den store kejsers frygt for den lille borger og det lille jesusbarn, som nærmest er "smukt" alene fordi det er et lille barn. Men hos de øvrige "moderne mennesker", er der rent faktisk en åndelig og abstrakt tilgang til juleevangeliet og på på forskellige individuelt baserede niveauer, hvilket vi i Det Belivende synes er en herlig ting ved vor kultur.
Personligt holder jeg mest af de abstrakte tilgange, som løfter julebudskabet op i en dimension, som jeg kan udvide forståelsesmæssigt til bedre at begribe min egen mærkværlige hverdag.
Allermest holder jeg af den tilgang, som findes i den mest abstrakte tilgang, jeg kender til: kosmologien. Her tolkes symbolikken i netop den kendsgerning, at frelseren skal findes svøbt og liggende i en krybbe således, at det rigtige fuldkomne næstekærlige menneske skal udspringe af dyreriget. Og dermed forstås den såkaldte menneskehed på den måde, at vi mennesker i højere grad er dyr end mennesker, indtil vi praktiserer den form for visdom, som Jesus underviste os i. Jesusbarnets fødsel symboliserer således en helt ny verdensimpuls, i hvilken en helt ny form for menneskelighed, en form for menneskelig menneskelighed, bliver mulig for os. Den er mulig for os, fordi han praktiserede den ud i sin yderste konsekvens...
Man kan sige, at muligheden for åndelig befrugtning, som sognepræst Torben Tramm taler om, hermed bliver mulig for menneskene.
Er det virkelig muligt for os at blive åndeligt befrugtede, er det imidlertid meget vanskeligt at forstå, hvorfor folkekirken i sin dogmatik fastholder sine udtalelser om, at mennesket uanset hvad vil være syndigt grundet arvesynden. Hvis sandheden er, at uskylden bliver født ind i verden i forbindelse med befrugtningen ved helligånden, hvordan kan vi så samtidig være skyldige uanset om dette sker eller ej? Eller er der nogle præster som mener, at det ikke kan ske?
Så skulle Jesus vel også være skyldig, hvilket jo må være det rene galimatias at påstå.
Betragter vi udtalelserne om den åndelige befrugtning af vore hjerter og uskylden, der fødes ind i verden i det kosmologiske perspektiv, har vi at gøre med poetiske formuleringer indenfor en forståelsesramme, som dybest set har at gøre med begrebet reanimation, altså en slags åndelig genfødsel i kød, som vel at mærke ikke har at gøre med tro på nogen som sådan, men derimod på tillid til, at en bestemt næstekærlig væremåde, aldeles fri for adskillelsestænkning, domme og frygt, og som er i overensstemmelse med de kosmiske love, kan være hensigtsmæssig og belivende for den ganske verden at praktisere, hvis det er fred på jorden og i menneskene velbehag man ønsker.
Jeg kan konkludere, at to tredjedele af de adspurgte, inklusive præsten, har den opfattelse, at menneskehedens fremtidige lykke hænger sammen med noget, som sker inde i mennesket selv, og at det er skønt, at det sker, og at vi ønsker at tage aktiv del i, at det sker; og det er da vidunderligt. Tænk hvis de tal er repræsentative for den danske befolkning... Det er da virkelig glædeligt, synes jeg. Men jeg kan så også konstatere, at kirkens svar fra biskop Steen Skovsgaard understreger, at mennesket ikke har mulighed for fuldkommenhed, og dermed er det vældig svært at se, hvorpå dette håb, i kirkeligt perspektiv, kan bygge, endsige vokse og udvide sig.
Noget tyder på, at vor kirke og vor kristendom er i splid med sig selv, og et hus i splid med sig selv, har det ikke godt, som vi ved. Det går under. Hvis håbet og uskylden i verden skal have gode kår, er første skridt vel at turde nære tillid til, at der er tale om bæredygtige og tilgængelige sandheder, som gælder for os alle sammen, eller hvad?

Pavens prædiken julenat.

Til alt held besluttede vi os sent juleaften for at tænde for fjernsynet og se om ikke der skulle være transmission af midnatsmessen i Peterskirken. Vi fik åbnet tilstrækkelig tidligt til at høre pavens prædiken, og hvilken lise det var for vore sjæle.
Pave Benedict byggede sin prædiken således op, at han fik det centrale tema til at være ønsket om, at vi mennesker opgav opfattelsen af at være adskilte og talte derfor også om det frugtbare i erkendelsen af, at vi alle er samhørende i et skaberværk.
Igen slog det mig, hvor holistisk et syn, den katolske kirke har i modsætning til det strengt dualistiske i lutheranismen.
Vi fejrede med paven det glædelige budskab, at gud inkarnerede (altså tog bolig i kød) og at det fuldkomne menneskeliv dermed blev muliggjort. Dermed også fred på jorden.
Hvor forhåbningsfuldt, hvor glædesfyldt ...
Så blev vi også atter engang mindet om, at katolikkerne i deres trosbekendelse ikke har et ord om djævlen med. De starter deres trosbekendelse med Credo (jeg tror på een gud), hvor vi i den danske folkekirke begynder med Jeg forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Man kan sige, at vi lutheranere begynder med at konstatere, at det onde er til, hvorimod katolikkerne tager udgangspunktet i det holistiske aspekt: At Gud er een og Gud er alt og kan alt (er omnipotent).
Alt andet må vi så håndtere derfra ... i fællesskab...
Hvad dette syn angår, oplever vi her i huset mere optimisme og belivelse i katolicismen end i lutheranismen.
Gad vide hvad katolikker synes om Det Belivende? Det skulle ikke undre mig, om deres rummelighed er større, og at de i højere grad ser os som en naturlig udvikling af trosreligion end lutheranere.
Måske skulle vi prøve at spørge dem...

Unge piger og selvmordsforsøg.

De sidste dages nyheder har bl.a. rummet oplysninger om, at antallet af unge piger, som forsøger at begå selvmord, er i voldsomt stigende.
Fra medicinalindustriens side foreslår man, at de forskellige typer piller, som tages i overdosis, panodil bl.a., pakkes i pakninger med færre piller.
En politiker mente, at der skulle tilbydes mere psykologhjælp.
Begge dele er da sikkert udmærkede tiltag. Men jeg tror, at det vil være mere belivende at spørge sig selv, hvorfor de unge piger mon er ulykkelige.
Alle der har forsket i emnet er enige om, at de unge piger, som forsøger selvmord, overhovedet ikke ønsker at dø. De ønsker tværtimod at leve, leve for alvor, på en sådan måde at de føler sig både set og hørt og imødekommet og hjulpet.
Selvmordsforsøgene er således et skrig om hjælp.
Jeg føler mig langt fra sikker på, at andre typer pakninger eller psykologhjælp kan hjælpe med det.
Jeg tror, at det er en helt anderledes type barndom og en helt anderledes type ungdom, der skal til, for at pigerne kan føle sig virkelig set og hørt og imødekommet præcis som de er.
Vi har i Det Belivende beskrevet et forskningsprojekt, som forsøger at tage højde for et sådant behov hvad de unge angår. Det kan ses på
http://www.detbelivende.dk/forsk_bel_livsb.htm

Svar på biskop Steen Skovsgaards bemærkninger.

Kære Steen Skovsgaard.



Mange tak for dit svar af 11. nov. på vor henvendelse af 1. okt. d.å. og ikke mindst de afklarende opfølgende bemærkninger af 19. nov., hvor du klart tilkendegiver, at du anser en dialog for ønskelig.


Vi har drøftet dine bemærkninger i bestyrelsen og vil gerne redegøre for vore holdninger til dem:







Ad 1: Vi er enige i, at næsten al spiritualitet i dag er af emotionel og sansende art, og at vi derfor er ret så marginaliserede. Det har vi det imidlertid også udmærket med, idet vi jo hverken er missionerende eller forkyndende og ikke har noget behov for at komme til at fylde. Så dette er i sig selv altså ikke noget, vi opfatter som et minus.



Når vi beder om et samarbejde, hvor folk, der har det som os, henvises til os, er det ikke fordi vi vil til at spille en hovedrolle, men for at være der for dem, der har brug for os, og som der ikke er andre steder for.



Du skriver så, at kirken ikke er til sinds at opgive sin dogmatik (arvesynd, synd, skyld, soning ved hjælp af stedfortræder), fordi der i den er redning for den, der ønsker at være kristen, men som nu engang ikke er til det sanselige. Endvidere at der i dogmatikken er et frirum, fordi den rummer det kaotiske og upålidelige indre liv og giver det en friplads.



Du udgår åbenbart fra, at det kaotiske og upålidelige indre liv er et grundvilkår for mennesket. For os at se, hænger det netop ikke sådan sammen. Som vi anfører i vor henvendelse til jer, tager vi os af den kendsgerning, som hjerneforskerne har peget på i fyrre års tid efterhånden, og som går ud på, at vor hjerne rent faktisk er en plastisk organisme, som, afhængigt af hvordan vi selv beslutter os for at ville forsøge at bruge den, kan udvikle sig til at blive et redskab for vor vilje til at arbejde for fred og harmoni. Det der kaotiske og upålidelige indre liv, som du taler om, er det, som kognitionsneurologerne kalder vore amygdalakapringer. Disse er identiske med såvel individuelle som kollektivt ubevidste vanemønstre, som overtager hjernefunktionen i situationer, hvor vi føler os truet på et eller andet niveau.



Det er dybest set denne mekanisme, som gør, at vi godt kan forstå, at mennesket har betragtet sig selv som et væsen, der i bund og grund må være syndigt og skyldigt, idet det jo gør dét, som det godt selv kan se er uhensigtsmæssigt. Det var netop det Paulus pegede på med de berømte ord for et par tusinde års tid siden.



Så vidt er vi altså enige.



Uenigheden ligger i, at vi ikke ser det som en statisk situation for mennesket, idet vi efter vor opfattelse udvikles både fysisk (Darwins evolutionslære) og åndeligt, hvilket vi kalder reanimation.



Det er her de sidste fyrre års forskning i frontallapfunktion spiller en afgørende rolle, for den peger på, at det rent faktisk er muligt for mennesket at skabe orden i tilsyneladende indre uorden. Og (hvad vi synes er vældig interessant i denne sammenhæng) at en betingelse for skabelse af denne orden ser ud til at have med ens intuitive formåen at gøre; man kan måske også kalde den ens bevidsthedssjæl eller tilgang til åndelighed.



Denne intuitive formåen lader sig udvikle, men bevisligt aldrig i lydighed. Det er en tankemæssig frontallapfrimodighed i en absolut universel tillid, der er forudsætningen for at kunne forstå substansen i den mere primitive krybdyrhjerne og dermed for at se det upålidelige indre (djævlen?) i et rent og klart lys, hvorved det ikke længere er djævelsk og ondt, men bare total instinktiv og i de fleste henseender forældet overlevelsesstrategi. Man kan sige, at vi anser det for at være uhyre frugtbart, hvis mennesket på denne måde kan gennemskue det tilsyneladende dæmoniske.







Ad 2: Du insisterer på, at det netop er Jesu Kristi inspirationskilde og hans forbilledlige liv, der gør det nødvendigt for os også at fastholde talen om skylden og syndernes forladelse. Din begrundelse er, at vi altid kommer til kort, når vi forsøger at efterleve hans forbillede. Jeg er enig i, at vi altid kommer til kort og at vi slet ikke slår til. Vi mener blot ikke, at der nødvendigvis behøver at være tale om en statisk situation. Hvorfor skulle Jesus ellers f.eks. sige til skøgen ”Gå bort kvinde og synd ikke mere”? Hvis vi under alle omstændigheder altid ville skulle synde, skulle budskabet vel have været: ”Du er elsket præcis som du er med din synd. Jeg skal nok sone den”. Han beder os jo om at korrigere vore fejltagelser.



Du skriver så, at man, hvis man tager kærlighedsbudet alvorligt, uvægerligt også kommer til at tage skylden alvorligt (her formår vi ganske enkelt ikke at begribe den indre logik), men at du godt kunne ønske dig en genopretning af sund tale om skyld som erstatning for forvreden og usund kirkelig tilgang til skyldsproblematikken.



Vi finder det umådelig interessant, at du efterlyser denne sunde tale om skyld og om evangeliet om syndernes forladelse, for det er netop det, som er det centrale i vor tilgang. Og det er netop derfor vi taler om fejltagelser i stedet for synd og skyld.



Vi peger på, at ordet f.eks. på engelsk er oversat med trespasses (overtrædelser), hvilket da også bruges i visse sammenhænge i danske bibeloversættelser. Se f.eks. Mat.6,15: ”Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser”.



Synd og skyld har at gøre med hvad man er. Man er syndig og man er skyldig, hvilket vil sige, at det er en selv som person, der er noget fundamentalt galt med. Overtrædelser og fejltagelser har derimod noget at gøre med handlinger, med noget man har gjort. Og dette understreges mange steder. F.eks. Mat. 5, 37: ”Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde”. Det er i vore handlinger at vi skal ændre os. Og om at dømme andre i Mat. 7, står det også vældig klart: ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: lad mig tage splinten ud af dit øje! Og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så du kan se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.”



Her er jo klare opfordringer til at korrigere i sit handlemønster. Det er dét, det drejer sig om, og ikke at tro, at man nu en gang har som grundvilkår at være syndig og derfor bare passivt skal affinde sig med, at sådan er man nu bare engang.



Vi kan pege på et væld af skriftsteder, som opfordrer til det vi med et moderne udtryk vel vil kalde selvudvikling, når selvudvikling vel at mærke forstås som en forædlingsproces og ikke en styrkelse af egoet.



I en artikelserie i Kristeligt Dagblad, ”Nordiske kirker i opbrud”, interviewes den populære finske forfatter Jaakko Heinimäki, som også er teolog og tidligere sognepræst. Han anser sig selv for at præsentere moderne kristendom, fordi han placerer kristendommen midt i storbyens travle hverdagsliv gennem både medier, foredragssale og kirker. Og denne moderne kristendom har det enkelte menneskes egen uforanderlige synd som det helt centrale tema. Han siger bl.a:



”Ja, men vi gør det aldrig (kommer ud over synden, lvsm). Vi forbliver syndere. Men retfærdiggjorte syndere. I virkeligheden er jeg ikke særlig liberal eller radikal som kristen. Jeg er dog heller ikke teologisk konservativ. Jeg er bare en traditionel luthersk kristen. Vi er ikke syndere, fordi Adam og Eva syndede. Adam og Eva syndede, fordi vi er syndere. Der er en forskel. Vi er ikke perfekte. Ingen af os. Der er et bæst i mig og i dig. Spørgsmålet er, om jeg fodrer dette bæst eller ej.” (4. dec. 2009)



Han peger endvidere på, at det er en nødvendighed at medregne den mørke side i mennesket og at det er vigtigt at forstå, at det at være kristen er noget, som handler om at være, ikke om at gøre.



Vi spørger så jer teologer om hvorfor I tror at Jesus i talen Om gengældelse, efter alle sine opfordringer til at korrigere fejltagelser afslutter med ordene ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!”







Ad 3) Du skriver, at der i arvesyndslæren absolut er mulighed for vækst, men at vi, på grund af en ”grundskade” aldrig kan virkeliggøre fuldkommen kærlighed i dette liv.



Vi ved ikke helt, hvad du mener med formuleringen ”dette liv”. Hvis du dermed tænker på dette ene menneskeliv, så er det min opfattelse, at vi er enige med dig. Vi ser jo netop, ligesom H.C. Ørsted i sin naturfilosofi i 1800-tallet og diverse kognitionspsykologer og -neurologer, det enkelte menneskeliv som led i en lang udviklingsproces, hvori det enkelte menneskes værdigrundlag langsomt udvikles, udvides og reanimeres i bestandigt højere spiralkredsløb. Hvad ”jeg” derfor gør i dette ene liv begrænses ikke af min fysiske død men har erfaringsmæssigt tillagt en del til menneskehedens samlede erfaringsmasse og kan derfor være af værdi for rejsen mod fuldkommenhed selvom ”jeg” kun nåede et par millimeter videre på kærlighedens vej i dette liv.



Jeg går ud fra, at du vil svare, at dette syn er dig fremmed, idet den luthersk evangeliske kirke ikke har integreret tanken om reinkarnation. Mit svar er, at det må den have; for hvordan skulle vi ellers kunne have noget som helst at gøre med handlinger, som Eva og Adam udførte for mange tusinde år siden? Hvorfor skulle vi dog ellers kunne have skæbnefællesskab med dem?



Går du derimod ud fra at ”dette liv” betyder vilkåret for alt liv som leves på det fysiske plan, er vi ikke enige. Vi ser en sådan udlægning som værende i modstrid med en klar opfordring til fuldkommenhed.



Vi anser slet ikke det vigtigste for at være, om vi kan blive det sådan her og nu; vi ser det snarere som en vældig udfordring til ikke at lade stå til overfor de problemer vi møder i jordelivet, ikke give op, ikke være dovne og magelige og lade men derimod komme mentalt op på dupperne og gå i gang med de der korrektioner i så mange sammenhænge som overhovedet muligt.



Vi har erfaring med, at det er langt lettere, ja, at det kan være ligefrem lystigt og oplivende, for ikke at sige belivende, at korrigere fejltagelser, når bare man slipper for samtidigt at skulle tænke på sig selv som ond og syndig og skyldig. Tænker man sådan, kan man nemlig nemt opleve, at en slags ”syndefælde” er klappet.



Jeg tillader mig at lægge svaret ind på vor blog og opfordrer til, at den fremtidige dialog kommer til at foregå der.

Adressen er: http://detbelivende.blogspot.com/



I øvrigt synes jeg at du skal vide, at min mand Gudmundur Magnússon, som dels var formand for menighedsrådet i Neskirkja i Reykjavik i 16 år og i en årrække derudover også medlem af såvel Kirkerådet som Kirketinget, har besluttet sig for også at invitere den islandske biskop til at deltage i dialogen.



Og så vil jeg på bestyrelsens vegne også gerne udtrykke dyb taknemmelighed for din imødekommenhed. Vi ser frem til et frugtbart samarbejde, som forhåbentlig kan resultere i, at vi kan gå i kirke og føle os hjemme i stedet for som nu udskældte som "kættere".




De venligste hilsner



Lisa v. S. Magnússon

(formand for Det Belivende)

Aflivende kommunikation i klimadebatten

Var der nogen der så klimadebat på DR1 i aften?
Jeg gjorde. Indtil et vist tidspunkt. Indtil en professor på den forkerte siden i klimadebatten faldt om med et hjerteanfald. Da havde jeg forinden hørt ham sige, at nejnej, han følte sig skam ikke mobbet, selvom man ikke refererer til hans forskning, idet han fandt det tilfredsstillende at have sin forskning i fred...
Den klimadebat og det CO2udslip er som jeg ser det totalt ligegyldigt, hvis ikke vi kan kommunikere ordentligt med hinanden, og med ordentligt mener jeg belivende ... dermed mener jeg, at vi må til at lytte til hinanden og forsøge at forstå hinanden ... og ikke bare jonglere så elegant som muligt med manipulerende formuleringer.
Det er længe siden, at jeg er blevet følelsesmæssigt berørt af politikere og aktivister. Men i aften blev jeg det ... af skam over at være menneske.

Offentliggørelse af foreningen Det Belivende

nedenstående pressemeddelelse er i dag udsendt til de største dagblade plus Univers på DR2


I denne adventstid, hvor vi opfordres til at vende blikket indad og fordybe os, anser vi det for passende at offentliggøre nedenstående



Grøde i en ny kognitiv form for åndelighed.

Vi har dannet en forening som står for kognitiv kristendom. Foreningens formål er:

• At være et belivende alternativ og/eller supplement til folkekirken og religioner i det hele taget for moderne etisk funderede såkaldt "kulturkristne", som ikke har berøringsangst overfor hverken naturvidenskab eller åndsvidenskab og opfatter essensen i kristendommen såvel som jødedommen og buddhismen som bevidst empatisk praksis.
• At fremme selvstændig erkendelse hos dem, der ikke vil betegne sig selv som ateister, selvom de er fri tænkere.
• I stedet for skyld at operere med den tanke, at der alene er tale om fejltagelser, vi har som opgave at korrigere og fordomsfrit at undersøge, hvordan vi kan blive medskabere af en mentalt bæredygtig verden.
• At udvikle tidssvarende rammer for begivenheder som dåb, konfirmation, vielse og begravelse samt for meditativ tænkning, kontemplation, tænkning i krise og generel åndelig vækst.

Den hedder i sin facebokgruppeversion For et belivende alternativ til folkekirken, men kalder sig som nydannet forening nu blot Det Belivende, idet det vigtigste for den er at være en modpol til det aflivende i tilværelsen.

Lad det være slået fast med syvtommersøm med det samme, at Det Belivende intet har at gøre med det engelske ord believe. Her er tale om et dansk ord, der glimrer ved sit fravær i de almindelige ordbøger, men som dog findes i visse esoteriske skrifter som åndelig modsætning til den aflivende kritiserende tilgang til livet.

Mon ikke alle kender forskellen? Mon ikke vi alle kender til at blive både aflivet og belivet?

Aflivelse er når man oplever sig hverken set eller hørt, men derimod nedgjort (måske ved sarkasme), mobbet og slukket for. Belivelse derimod er en oplevelse af glædesfyldt liv, som går gennem hud og hår og marv og ben. Den forekommer i situationer, hvor vi føler os totalt, og dermed mener vi ikke kun fysisk og psykisk, men også sjæleligt/åndeligt, set og hørt og forstået og imødekommet … når det er som om der bliver tændt for ens organisme på en ny og oplivende måde, som man får inspiration og skaberkraft og glædesfyldt overskud ved. De to måder at være på, den slukkede og den tændte, svarer rent faktisk til vore to stresshormonsystemer, hvor det negative, som man bliver syg i, både psykisk og fysisk, er aflivende og det positive er belivende og sundhedsbefordrende.
I stedet for at fokusere så meget på, hvad man kan gøre når skaden er sket, når man er halvvejs aflivet, har vi som formål at fokusere på det, der gør, at skaderne ikke sker.
Derfor er vi vældig interesserede i overblik, og vi tager udgangspunkt i, at mennesket ikke blot er et væsen, der fødes, skal leve en bestemt tid og så dø, men derimod en væsentlig brik med sin helt egen selvstændige funktion i vor mentale evolution, hvilket gør, at vi altid forsøger at forstå os selv ikke blot i vor egen biografis perspektiv men også i menneskehedens mentalitetshistoriske perspektiv.

Vi mistrives i kirkelige sammenhænge, fordi vi slet ikke kan klare dens dogmatik vedrørende arvesynd, skyld og soningslære og mangler nok både et trosgear og et lydighedsgen. Vi ser mennesket som et totalt uskyldigt væsen, der begår fejl, fordi det ikke ved bedre og kalder derfor den såkaldte djævel for vor tilsyneladende tøjlesløse krybdyrhjerne, synd for fejltagelser, vi har til opgave at korrigere, og nadveren udtryk for vort store behov for selv at kunne komme til at dobbeltrette vor empati.

Vi har derfor udviklet en stribe koncepter for kognitiv-åndelig tilgang til alternativer til de store livsbegivenheder som dåb, konfirmation, vielse og begravelse samt til vejledning i krisesituationer af forskellig karakter. Vi har ingen ritualer, ingen kultiske islæt, ingen magi, ingen karismatikere, ingen dogmer, men vi tager mennesket alvorligt, og alle koncepter er i bestandig udvikling på baggrund af de til enhver tid eksisterende behov.
Da vi ser os selv som en naturlig fremtidig udvikling af kristendommen, en slags praktisk kognitiv kristendom, har vi inviteret landets biskopper til dialog. Indtil videre har biskop Steen Skovsgaard erklæret sig positiv.
Invitationen er vedhæftet til orientering.


Man kan se nærmere om hvem vi er på vor hjemmeside www.detbelivende.dk og deltage i vort debatforum på vor helt nye blog detbelivende.blogspot.com




Med venlig hilsen
På vegne af bestyrelsen


Lisa v. S. Magnússon


DET BELIVENDE
Strandagergaard
Strandagergårdsvej 5, Gelstrup
4500 Nykøbing Sjælland
59462177, mob. 21666881
www.detbelivende.dk

Tilgivelse i henhold til Desmond Tutu

Læg mærke til, at Desmond Tutu i dette videoklip ikke bruger begrebet synd eller skyld, men istedet taler om at begå fejl som noget helt naturligt og menneskeligt. Han slutter af med at sige: "Uden tilgivelse er der ingen fremtid"





Denne video er med tak lånt herfra

Et belivende juleeventyr

julen 2509

ET BELIVENDE JULEEVENTYR

Den gamle sad ved vinduet mod vest, lige der hvor solen havde udset sig sin seng for natten . På det lille bord ved hans venstre side var der 4 tændte lys i adventskransen, hvilket betød at juleaften var nær. I en halvcirkel foran ham sad børnebørnene på gulvet og lyttede til den gamles fortællinger om fortiden. Endnu var der kun lyset fra den nedadgående sol og adventskransen der oplyste stuen, men det var godt og trygt samt varmt da der var tændt op i brændeovnen .Børnene vidste at man på denne måde holdt mørkning i gamle dage ,og at der samtidig blev sparet på strømmen .Nutildags havde alle adgang til den strøm og energi der var brug for ,idet man blot lånte den fra energioceanet, der bl . a. består af stående kvantefluktuationer, som automatisk bliver tilbageleveret, men alt dette vidste børnene godt.
Pludselig opdagede de at fortællingen var gået i stå, men de var endnu ikke mætte, og det lykkedes dem at lokke den gamle til endnu en historie , dog måtte alle love at så skulle det også være den sidste for i dag .Nogle af de ældste havde hørt den før , men huskede ikke det hele, dog vidste de at det havde noget at gøre med et bid af et æble, hvilket fik en af de mellemste til at nævne navnet Wilhelm Thell , men blev korrigeret af den ældste der vidste at det var noget ned Adam og Eva . Ifølge historien, havde de spist af et æble fra kundskabets træ medens de var i Edens have hvilket var forbudt, altså ikke at være i haven, men at spise af æblet og af den grund var alle mennesker skyldige og syndige allerede fra de blev født ,ja sagde den gamle og fortsatte -,og denne opfattelse varede i mange tusind år.
De mindste kikkede spørgende på hinanden og spurgte som med een stemme, hvad betyder syndig og skyldig , da de aldrig havde hørt disse ord før . Åh, sagde den gamle, det er det vi kalder fejltagelser .Børnene så lettede ud, men spurgte alligevel om hvor længe det var siden man ændrede opfattelse ,--den mindste mente at det måske var tusind millioner år siden, men den gamle smilede og fortsatte, jo-, der var vist en lille gruppe af mennesker som startede , og siden gled ordene skyld og synd ud af sproget, da de ikke mere blev brugt og det er nu 500 år siden. De kaldte sig det belivende, men hvad disse mennesker hed ved jeg ikke hvilket også er uden betydning. Dette fik den ældste til at stille et sidste spørgsmål til den gamle. Hvad mon de mennesker i det belivende tænkte om dem der forsøgte at holde fast i arvesynden . Jo---ser du !Jeg har ladet mig fortælle at de tænkte..---Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.!!!

Kærlig hilsen og glædelig jul ønskes alle af FREMTIDEN.

Velfærd og belivelse

Velfærd står i følge mange undersøgelser øverst på danskernes ønskeliste. Øget velfærd står derfor også højest på de politiske partiers programmer. Der er ikke den store forskel på regeringen og oppositionen i den sammenhæng. Alle de store politiske partier vender sig mod medianvælgeren, dvs. tyngdepunktet hos de stemmeberettigede. Omtrent tre fjerde dele af vælgerne vil have de høje skatter for at sikre velfærden. Det forekommer mig, at de fleste tror at den eneste vej til mere velfærd går genom skattefinansierede offentlige tjenester. Kan dette være rigtigt? Kan man ikke dels købe private tjenester, dels gøre noget selv for at sikre ens velstand og velvære?
Et eksempel på såkaldt velfærd som koster skatteborgerne mange penge og samfundet stort produktionstab er efterlønsordningen. Som jeg forstår det hviler ordningen nu på et kompromis mellem både regeringspartierne og en stor del af oppositionen.
Den danske drøm er i følge statsministeren at Danmark skal komme til at tilhøre de ti rigeste lande i verden i 2020. Mange økonomer siger at dette kun kan lade sig gøre hvis man afskaffer efterlønsordningen. Politikerne har pillet lidt ved ordningen og indført ændringer som skal gælde fra og med 2019. (De færreste af disse politikere vil stadigvæk være medlemmer af Folketinget til 2020!) Lyder dette ikke paradoksalt?
Men det var ikke dette som jeg egentlig skulle skrive om, idet der ikke er noget nyt i det.

Det spørgsmål som jeg vil drøfte er om det er belivende ikke at arbejde efter de 60?
Er det den store lykke at ikke være arbejdsløs som ung men uden arbejde når man er omkring de 60?
Nu er pensionsalderen hos de fleste 67 - 70. Det var nok i Bismarks tid, at det blev besluttet at pensionsalderen skulle være ved 70 års alder. Den gang var levealderen betydeligt lavere end nu, hvorfor det i og for sig ville være logisk at forhøje pensionsalderen, hvilket man da også har set forslag om i nogle lande. Der er også mange som vil og kan arbejde højere op i alderen men ikke får lov til det. Hos de fleste er også pensionsordningen selvfinansieret genom opsparing, så det er ikke er på bekostning af ens næste hvis man går på pension. Derimod er efterlønsordningen ikke selvfinansieret.
Det er klart at der findes mennesker som er nedslidte eller syge og har det svært med at arbejde op i høj alder – også til de 60. De skal naturligvis få hjælp af os andre. Men hvad med dem, som ikke fejler noget og som enten keder sig på arbejde eller drømmer om at lave ingenting? Er det lykken i livet og skal vi andre betale for det?
Er jeg havnet i et arbejde som jeg ikke kan lide, skal jeg vel gøre noget selv for at omskole mig eller skifte arbejde? Og vil jeg holde op med at arbejde ved de 60 for at læse bøger og spille musik, skal jeg vel spare op og planlægge for at kunde gøre det? Eller skal andre betale for det?
Jeg kommer at tænke på JFKs berømte ord i hans tiltrædelsestale som USAs præsident i 1961:

Spørg ikke hvad det offentlige kan gøre for jer men hvad I kan gøre for det offentlige.

Jeg tror at det er belivende at leve efter de tres uden skyld både i forhold til Gud og mennesker og at beskæftige sig med det som giver mening i livet uden at belaste sine medborgere. På den måde bidrager vi ikke kun til vor egen velfærd men også til helhedens. Mon ikke dette er en analogi til essensen i Adam Smiths læresætning om folkets maksimale velstand. Der er bare ved det, at det er vanskeligere at måle velfærd, som er ofte personlig, end velstand, som kan måles med penge.

Vi rummer alle potentialet

En af de afgørende forskelle mellem Det Belivende og Folkekirken er opfattelsen af om det er muligt for mennesket at opnå den fuldkomne kærlihedsfuldhed i Jesus forbillede (jfr Steen Skovsgaards svar under emnet "Tungen - den uregerlige muskel - er der faktisk håb for!")

Jeg syntes dette videoklip med hjerneforskeren Jill Bolte Taylor, viser at i hvert fald potentialet findes der:



Om vi i fremtiden vil kunne finde måder at udleve potentialet eller om evolutionen åbner dette potentiale op kan ikke vides pt., men at det er en umulighed vil være svært at påstå efter at have set klippet. Også forskning i hjernes plasticitet er lovende for fremtiden syntes jeg. Det viser sig mod traditionel opfattelse af hjernen at den faktisk kan ændres blot vi træner den tilstrækkeligt meget. Se følgende News week artiel "The Lotus and the Synapse:

Hvad er Personlig Udvikling?

Personlig udvikling er meget oppe i tiden og har været det i mange år. Men opfattelsen af hvad det egentlig betyder er ikke helt entydigt. Ligesom når det gælder tilgivelse, findes der flere opfattelser af hvad det vil sige at bedrive personlig udvikling med, for mig at se, stigende grader af visdomsindhold:

1. For nogle mennesker handler personlig udvikling om at gå fra en eller anden grad af ufrihed og følelsesmæssigt slaveri, hvor man ikke kan mærke egne følelser og behov, men udelukkende navigerer efter andres signaler, for at undgå at blive dømt, til en tilstand hvor man er i stand til at begynde sætte grænser ud fra en vis erkendelse af egne følelser og en gryende anerkendelse af legitimiteten af ens egne behov. En anden måde at opfatte denne proces på er at se det som at gå fra en tilstand hvor egoet eller selvopfattelsen ikke er udviklet til en tilstand hvor egoet og personligheden begynder at tage form. Under normale, sunde omstændigheder vil denne proces finde sted i løbet af barndommen, men for nogle mennesker, hvor barndommen f.eks. har været præget af voldelige voksne, er dette en proces, der kan tage hele livet og måske aldrig helt afsluttes. Udviklings processer af denne art foregår som oftest med hjælp af en professionel terapeut.
   
2. For andre handler personlig udvikling om at blive bedre til at opnå de resultater man ønsker sig i livet. Et ønske om at blive endnu mere effektiv, endnu mere fokuseret, endnu bedre til at skabe den virkelighed man opfatter som optimal. Her taler man ofte om at udnytte sit fulde potentiale og om at realisere sig selv. Selvudvikling bliver opfattet som noget man gør for sig selv, fordi man måske i tidligere faser har tilsidesat sig selv. Man er her utrolig fokuseret på egne behov og på at finde veje til at få dem opfyldt og det kan tom. virke legitimt at dette sker på andres bekostning eller vha. manipulation. Mange selvhjælpsbøger og teknikker er udviklet med denne gruppe for øje og desværre er der også en del værktøjer til selvudvikling, der brugt ukritisk i denne fase bliver til våben for manipulation. Her er der tale om en fase hvor egoet kommer i fuld blomst og hvor det søger at vokse sig stærkt og uovervindeligt. Igen, under normalt sunde forhold vil denne udviklingsfase være en helt naturlig del af puberteten og det er fuldstændigt sundt og normalt for en teenager at dyrke sit ego. Problemerne opstår når denne fase ikke afsluttes, men bliver en permanent tilstand af umættelig selvoptagethed og egoisme eller narcissisme, hvor livet kommer til at handle om at få bekræftelse fra andre for alt det man kan og har.
   
3. Når man på et eller andet tidspunkt indser at lykken ikke er gods eller guld, vil man som regel begynde at opfatte personlig udvikling som en proces væk fra afhængighed af andres anerkendelse for alt det man kan og har og hen imod en tilstand hvor man dybest set anerkender (og elsker) sig selv for den man er , altså en grad af autonomi. Der sker altså et skift i hvordan man opfatter sig selv; ens identitet ændrer sig fra at være knyttet op omkring de ydre faktorer til at være knyttet til indre værdier - fra forgængelige ting til uforgængelige kvaliteter. Samtidig sker der typisk det at man indser, at det man er på det dybeste plan, er noget man har til fælles med alle andre mennesker..... Herved kan der også opstå en åndelig eller spirituel åbning, idet man indser at man er en del af noget, der er større end en selv og man begynder måske at dyrke de sider af en selv, der ikke har med præstation at gøre og som ikke kan måles og vejes. I denne fase begynder de fleste at blive meget søgende udi alt fra traditionelle trosretninger til mere eller mindre lødige alternative tilbud til den søgende sjæl. Hvis man ikke passer på at holde egoet i skak i denne fase, er det meget let at ryge ind i en udviklingsmæssig regression, idet egoet nu iklæder sig en ny identitet som ”mere spirituel end de andre”, som værende et bedre menneske, med flere spirituelle symboler, udmærkelser og præstationer end andre.
   
4. Hvis man styrer fri af egoets konstante træng til selvhævdelse (og frygt for destruktion), kan næste fase af personlig udvikling komme til at handle om at vikle sig ud af personligheden (”personlig afvikling”). I denne fase handler det mere om at bryde ud af de begrænsninger vores personlighed sætter for os. At blive opmærksomme på hvordan vores ego og vores krybdyrshjerne konstant forsøger at stå i vejen for lykken. Indsigten om, at det man er på det dybeste plan, er noget man har til fælles med alle andre mennesker, fordybes til en erkendelse af, at denne essens er fælles med alt andet i universet (en erkendelse som kvantefysikken opererer med). Herved opløses grænsen mellem dig og mig, jeget og detet, subjekt og objekt…konsekvensen af denne erkendelse er omfattende. Næstekærligheden smelter sammen med kærligheden til dig selv og begrænses tilsvarende af din evne til at elske dig selv. I denne fase vil det personlige udviklingsfokus uvægerligt gå i retning af at udvikle vores kapacitet for kærlighed – og med ovenstående forståelse af altings sammenhæng og udelelighed skal ”elsk din næste” måske forstås som en opfordring til at elske alt der opfattes som udenfor dig selv og altså en opfordring til at smelte sammen med altet og udviske det mentale filter, der forsøger at opdele verden i godt og ondt – eller ud fra et neurologisk perspektiv: stræbe efter at overskrive vores Thalamos’ tendens til antipati og sympati og arbejde målrettet på at reducere det halve sekund hvor vi ubevidst dømmer alt og alle.

Måske er det en utopisk ambition at opnå den grad af kærlighedsfuldhed i denne livstid som fjerde fase omhandler, men jeg mener personligt at det er en meget værdig ambition, og så vidt jeg ved en ambition jeg deler med alle, der er medlemmer i Det Belivende. Man siger jo "Sigt på stjernerne så når du måske træets top"… og det er da bedre end at hænge fast i rødderne er det ikke?

Billedet af livets træ er lånt herfra

Tilgivelse frigiver energi

Hvad vil det sige at tilgive? Jeg kender til fire syn på tilgivelse med, for mig at se, stigende grad af visdom:

1. Jeg tilgiver med egoet, hvilket indebærer, at jeg bruger tilgivelsen som en bekræftelse på, at jeg er bedre end den anden og i min "godhed" giver jeg tilgivelsen til den anden som en gave, hvorved jeg fastholder en karmisk ubalance, mens de negative følelser stadig sidder i kroppen og psyket, hvilket ultimativt kan føre til sygdom.
   
2. Jeg overlader tilgivelsen til Gud. Hvis man har en monoteistisk tro (primært kristen, jødisk eller muslimsk), tror man måske på den tilgivelse som kommer fra Gud. Det er en form vi ikke helt er herre over, men den består jo i princippet i at bede Gud om (synds)forladelse. Der er visse forskelle mellem religionerne som jeg ikke vil komme ind på her, men generelt kan det siges, at disse religioner til stor del overlader tilgivelsen til Gud gennem bøn og løfter om bod og bedring (hos muslimerne afkræves desuden lydighed for at tilgivelsen kan opnås). I kristendommen er det jo ofringen af sin eneste søn Jesus, der symboliserer Guds tilgivelse af menneskenes arvesynd. Men desværre er det jo kun dem, der tror på Jesus som er tilgivet. Mange mennesker finder en stor lettelse i at overgive deres skyldfølelse til en så storsindet Gud, der kan tilgive alt bare du tror på ham og hans enborne søn (se bl.a. denne artikel). Der tales ikke så meget om at tilgive andre da dette jo primært er op til Gud, men vi har da sætningen "forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere" i Fadervor, så vi kan fra Gud opnå lige så meget tilgivelse som vi selv er i stand til at give andre. I mine øjne ligner denne form for tilgivelse en niveau 1 tilgivelse da Gud jo i den gængse udlægning ser os som syndige, men han ofrer sig (sin søn) i sin storhed for at tilgive sine stakkels syndige børn, men gør det ikke ubetinget - det er noget for noget.
   
3. Jeg tilgiver følelsemæssigt, hvilket indebærer, at jeg giver fuldstændig slip på behovet for at bebrejde eller hævne og på opfattelsen af mig selv som offer. Herved foregår en frigørelse af stagneret energi og eventuelle symptomer kan forsvinde på mirakuløs vis.
   
4. Jeg tilgiver slet ikke for jeg har ikke dømt i første omgang, idet der aldrig kan være noget at tilgive når jeg ved at alt er som det skal være...opfattelsen af at der er noget at tilgive forudsætter at der kan være tale om skyld og dette er blot en del af frygtens illusion. Der er en klar erkendelse af de karmiske love og et fokus på lærdommen i det, der er sket. Der sker ingen ophobning af negativ energi og kroppen belives konstant af de positive tanker og følelser.
   

Nogle mennsker har meget svært ved at tilgive sig selv eller andre. I vores kultur er det endda ofte betragtet som legitimt ikke at tilgive visse handlinger, idet vi frygter gentagelser og søger at lære vedkommende en lektie. Den gode intention er altså at forsøge undgå fremtidige gentagelser af ubehagelige oplevelser. Problemet er bare, at så længe vi ikke gør op med frygten helt fundamentalt, vil vi jo bære den med hele tiden og den ubehagelige oplevelse genopleves igen og igen i det indre, hvorved man langsomt men sikkert brydes ned både psykisk og fysisk.
At tilgivelse har en positiv indvirkning på helbredet er dokumenteret videnskabligt, se bl.a. denne side.

Derfor siger vi ikke undskyld, men uskyld!

Hvad betyder det mon, at danskere tror?

I radioavisen kl. 8 i dag blev det sagt, at en ny undersøgelse til manges forbavselse har vist, at 60-70 % af danskerne tror på Gud. Man oplever det som besynderligt, fordi der samtidig er mange, der melder sig ud af folkekirken.
Nu afhænger svar jo ofte af de spørgsmål, der bliver stillet, og således måske også her. Hvis man kun har haft muligheden for at svare ja eller nej til spørgsmålet, om man tror på Gud, vil man måske være tilbøjelig til at svare ja, også selvom sandheden måtte være, at man ikke tror i egentlig forstand, men snarere finder det logisk, at der må være en sammenhængskraft af guddommelig art i skaberværket. Formuleringen "tror på Gud" vil opleves som rigtigere end formuleringen "tror ikke på Gud".
Jeg ville vist også selv have svaret "tror på Gud" (selvom det sådan set ikke er rigtigt) hvis jeg kun havde de to muligheder "ja eller nej". Vi fik imidlertid ikke at vide, hvordan spørgsmålet lød.
Det forekommer mig logisk, at vi er en del af en guddommelig orden, og i Det Belivende anser vi det for at være af stor betydning, at vi får undersøgt denne lovmæssighed, så vi kan komme til at gebærde os mere hensigtsmæssigt.
Det er ikke ordkløveri!!!
Forskellen på at være troende i evangelisk-luthersk forstand og på at opleve det guddommelige som et grundvilkår er kolossal stor.
I det første tilfælde er der nemlig tale om at skulle leve med nogle dogmer, såsom arvesynden som eksistensbetingelse og soning i kraft af en anden (Jesus Kristus), hvorimod der i det andet tilfælde er tale om ren og skær progressiv tillid og nysgerrighed.
Måske er det af afgørende betydning for freden i verden, at vi giver mere plads til en form for kognitiv åndelighed, som i højere grad bygger på at undersøge, hvordan vi selv kan hjælpe orden med at indfinde sig.
Set fra vort ståsted i verden ser det ud som om trosreligionerne har taget patent på åndelighed. Den nævnte undersøgelse kan imidlertid godt tyde på, at der er mange udenfor den danske folkekirke, som rent faktisk ikke er ateister men har forskellige andre tilgange.
Vi har tillid til, at det kan være frugtbart at lade disse forskellige åndelige indfaldsvinkler spille en meget større rolle i vor menneske- og samfundsforståelse. De kan måske endda være netop det, som der er brug for, hvis statsminister Lars Løkke Rasmussens netop formulerede ti mål, som ingen vist er uenig med ham i er udmærkede, skal nås.

Homoseksualitet og Det Belivende.

På facebookgruppens væg blev vi igår spurgt om, hvordan Det belivende alternativ til folkekirken ser på homoseksualitet. Vi svarede naturligvis, at det forholder sig sådan, at for os er kærlighed kærlighed, uanset om den er mellem homoseksuelle eller heteroseksuelle. Derfor har vi også på Det Belivendes hjemmeside beskrevet et koncept, som går ud på, at man indgår en belivende pagt som erstatning for den kirkelige vielse.
Og den er i princippet ens for homoseksuelle og heteroseksuelle.
Det vigtigste i denne pagt er imidlertid de forskellige indbyrdes aftaler man indgår for at give grundvilkårene så gode betingelser som muligt.
Man kan sige, at det vigtigste er den rent åndelige tilgang til dyb forbundethed på en måde som forebygger, at vi ikke kommer til at gentage fejltagelser - og at vi er fuldt bevidste om vort eget ansvar, hvis vort mål om at forblive lykkelige sammen skal nås.
Man kan se forslaget på http://www.detbelivende.dk/ist_vielse.htm

Tungen - den uregerlige muskel - er der faktisk håb for!

Jeg hørte lige morgenandagten her til morgen. Og sandelig om ikke der blev læst højt fra Jakobs brev kap. 3 v. 1 - 11. Det kan jeg godt anbefale at læse. Her tales om det faktum, at vi mennesker nu engang begår fejl, og at det ikke mindst skyldes denne uregerlige muskel, tungen, som tilsyneladende har mere magt over os end godt er. Og vi opfordres til at forsøge at få magt over den og nå til erkendelse af, at kritik og forståelse ikke kan komme af samme kilde. I et mentalitetshistorisk perspektiv er der jo her en iagttagelse af konsekvensen af amygdalakapringens lovmæssighed. Netop det, vi i Det Belivende anmoder kirken om at reflektere over ...
Vi fik i øvrigt følgende svar fra en af biskopperne, nemlig Steen Skovsgaard:

Kære Lisa Magnusson
Tak for jeres henvendelse vedr. invitation til dialog om kognitiv kristendom, som I har sendt til alle biskopper med kopi til kirkeministeren i mail af 1.10.2009

Jeg har flg. bemærkninger til jeres henvendelse og anliggende:

1. Det Belivende påpeger et vigtigt og ofte upåagtet problemfelt: at ikke alle mennesker har en spirituel eller religiøs disposition; og det gælder både mennesker indenfor og i omegnen af traditionel og kirkelig kristendom. Det er en stor udfordring at åbne det kristne fællesskab for den mere kognitive religiøsitet - ikke mindst fordi næsten al spiritualitet i dag er af sansende og emotionel art, hvilket kan marginalisere den mere kognitivt indstillede.
Jeg vil dog understrege, at dette er netop en grund til, at folkekirken og dens ledelse ikke er til sinds at opgive "den dogmatik, som nu engang er den luthersk-evangeliske", som I formulerer det. For denne dogmatik er netop en redning for den, der ønsker at være kristen, men som har vanskeligt ved at følge tidens meget sansende, individuelle og emotionelle spiritualitet. Dogmatikken understreger, at kristendom ikke står og falder med den individuelle og øjeblikkelige oplevelse. Den er derfor et frirum, fordi den netop rummer det kaotiske og upålidelige indre liv og giver det en hvileplads. Den rummer både tvivlen og vandringen. Den gør det netop muligt for mennesker, der "mangler et trosgear", som du formulerer det, alligevel at være kristne.

2. Jeg kan fuldt ud følge jer i glæden over Fadervor og over den inspirationskilde, som Jesu Kristi person udgør, og kan kun ønske jer det bedste i efterfølgelsen af denne inspiration. Jeg anerkender også værdien i inspirationen fra andre store forbilleder i verdenshistorien, også i andre religioner.
Jeg vil dog understrege, at det netop er denne Jesu Kristi inspirationskilde og hans forbilledlige liv, der gør det nødvendigt for os også at fastholde talen om skylden og om syndernes forladelse. Tager man fx Bjergprædikenen og Kristi lære om kærlighed til fjenden for pålydende (og ikke blot nedskriver den til en overkommelig rarhed), vil det uvægerligt lede til en erkendelse af, i hvor høj grad man kommer til kort og ikke slår til.
Jeg erkender, at talen om skyld ofte har været forvreden og usund, også i folkekirken, og har pålagt mennesker en skam, som hverken har været psykisk sund eller kristeligt sand. Men mit svar herpå ville ikke være en opgivelse af talen om skyld; det vil simpelt hen ikke være realistisk. Tager man kærlighedsbudet alvorligt, kommer man uvægerligt også til at tage skylden alvorligt; og dertil kan kun ordet om syndernes forladelse gøres gældende. Så mit svar på den forvredne og usunde tale om skyld vil i stedet være en besindelse på og en genopretning af en sund tale om skyld og om evangeliet om syndernes forladelse. Først derefter, på dette grundlag, bliver det muligt og giver mening på ny at vandre i efterfølgelsen af Kristi lære og inspiration, hvis ikke man skal gå i stykker under den erkendte skyld.

3. Vi arbejder i folkekirken til stadighed med formuleringerne omkring forsoningslæren og om arvesynden. Og vi byder enhver udfordring velkommen, som kan hjælpe i dette arbejde. Ikke mindst fordi nogle klassiske formuleringer faktisk indbyder til misforståelse. Jeg forstår også din henvendelse således, at det delvist er uheldige formuleringer og misforståelser i kirkens formidling af forsoningslæren og arvesynden, du reagerer imod. For eksempel indebærer arvesyndslæren bestemt ikke, at mennesket er underlagt en skæbne, noget statisk, uden mulighed for vækst. Vi beder i kirkebønnen ikke blot om vækst i tro og håb, men også om vækst i kærlighed. Kærlighed er mulig!
Selv så centrale lærepunkter som forsoningslæren og arvesynden kræver derfor en bestandig nyformulering. Selve ordet arvesynd er jo blot et forsøg på - med en ikkebibelsk term - at sammenfatte en side af det kristne menneskesyn.
Jeg vil dog understrege, at selve kernen og substansen i disse to lærepunkter hører til de søjler, hvorpå den kristne tro hviler, og uden hvilke den ville falde sammen. Uden arvesyndslæren (i en eller anden form) måtte man principielt kunne forestille sig et menneskeliv, der kunne udleves i fuldendt kærlighed. Men det hører til det kristne menneskesyn, at ud over Guds egen søn er intet menneske født med denne mulighed, men har arvet (eller hvad man nu skal kalde det) en grundskade, der gør, at fuldkommen kærlighed aldrig kan virkeliggøres i dette liv. Verdenshistorien viser da også med al ønskelig tydelighed, hvilke rædsler der kan komme af et overoptimistisk og urealistisk menneskesyn, hvor man tiltror mennesket evnen til at skabe paradis på jord.
Og uden forsoningslæren (i en eller anden form) ville det påhvile ethvert menneske selv at sone eller gøre bod for denne grundskade, hvilket er lige så håbløst. Derfor indeholder Fadervor, som I sætter så højt, netop ikke blot en bøn om forbedring og vækst, men også en bøn om syndernes forladelse. Og dåbsbekendelsen bekender ikke blot troen på Kristus som forbillede, men bekender ham som korsfæstet, død og opstanden for vore synders skyld.

Sammenfattende kan det siges, at du ser ganske rigtigt, når du beskriver en reel kløft mellem Det Belivendes og det kristne trosindhold. Og Det Belivendes bygger indlysende lige så meget på en religiøs, ikkebeviselig overbevisning, som den kristne tro gør det. Det er to uforenelige verdensbilleder.



Med venlig hilsen

Steen Skovsgaard
biskop
Østre Alle 2
4800 Nykøbing F
tlf 20415311


Som det fremgår, afvises vor holdning gående ud på, at synd og skyld i virkeligheden er fejltagelser, som vi har til opgave at korrigere. Der konkluderes, at vort syn er uforeneligt med den kristne tro, idet skylden og synden, ikke mindst arvesynden, er en af kirkens væsentligste søjler (jeg troede ellers, at vor kirke hvilede på en klippe - nemlig petrus, Peter, - og at det var islam, der byggede på søjler - nå, lad nu det være)men, men, men, lyttede man til morgenandagten i morges, har selv en sådan mand som Jakob, der i Det nye Testamente betegnes som Guds og Herren Jesu Kristi rent faktisk det aldeles selvsamme syn, som vi har. læs det bare i sin helhed. Og i de føgende vers, som ikke blev læst, nemlig Visdommen fra oven peges der endvidere på logikken i årsags- og virkningsprincippet, eller karmaloven, som den også kaldes. Der står nemlig:
"Men visdommen fra oven er først og fremmest ren, og desuden er den fredselskende, mild, omgængelig, fuld af barmhjertighed og gode frugter, upartisk og oprigtig. Retfærdighed er en frugt af det, der sås i fred, og den tilfalder dem, der stifter fred." (17-18).
Så længe vi (kirken)holder fast i, at vi alle er onde og skyldige (grundet arvesynden)gør vi det vel meget vanskeligt for os at være fredselskende, idet vi jo så som fundament har en kampplads, som vi er i strid med os selv på...
Det er muligt, at de fleste af os har en sådan kampplads i vort indre, og at det er den SS refererer til, når han taler om vort indre kaos. Men det er jo også muligt, at det er derfor vi bliver så syge som vi bliver i vor menneskehed både i krop og sind, og at der netop derfor er en meget god grund til at forsøge at skabe ro der. Det tror vi er umuligt, sålænge vi holder fast i, at det er en uomtvistelig kendsgerning, at det er et livsvilkår for os at have en stridsplads der.
Kognitionsneurologerne har peget på, at denne i vort første indlæg omtalte amygdalakapring har været uhensigtsmæssig for os i de sidste 30.000 år. Det har den, siger de, fordi dens funktion, som gør at vi handler (lader den uregerlige tungemuskel boltre sig) et halvt sekund inden vi overhovedet er bevidste om, hvad det er vi siger, fastholder os i et angrebs/forsvarsmønster, som skaber akkumulerende ufred både udadtil og indadtil.
Vi opfordrer til at afskaffe skyld og synd. Bare tanken om at skulle identificere sig med noget så grusomt afliver jo al glæde. Og vi opfordrer til i vor bevidsthed at erstatte disse illusioner med begrebet fejltagelser, ligesom vor gode ven Jakob. Og så opfordrer vi også til, at vi hjælpes ad med at få korrigeret, således at belivelsen kan få bedre kår end aflivelsen.
De sidste fyrre års forskning i følelsesmæssig og social intelligens samt lovmæssighed i kognitive processer har afstedkommet adskillige hjælperedskaber, hvor den ikke voldelige kommunikation spiller en uvurderlig rolle. Man kan tilegne sig den i mange forskellige regier. Men vi vil da også godt opfordre kirken til at inddrage den som en del af sit nye moderne image. Det er noget mere krævende at give sig i kast med en en spaghettigudstjeneste, men vi garanterer for, at resultatet også er endnu mere fredsskabende.

Invitation til folkekirken

Kære biskopper, provster, præster, teologer og menighedsråd i den danske folkekirke.

Baggrunden for denne henvendelse er at finde i den kendsgerning, at vi er mange såkaldt kulturkristne i Danmark, som ikke føler os hjemme i folkekirken. Nogle af os føler os endog meget kristne og beder f.eks. fadervor hver dag og oplever Jesus Kristus som vor allerstørste inspirationskilde.
Hvorfor føler vi os så ikke hjemme i den danske folkekirke?
Det gør vi ikke af den grund, at vi i det væsentlige er kognitivt funderede, hvilket vil sige, at vi ikke har nogen evne til at tro og heller ingen evne til at være lydige men derimod trives i erkendende bevidsthedsfremmende tankemiljøer, hvor fordomsfri udforskning af livets store eksistentielle spørgsmål som noget helt naturligt er i fokus.
Når vi henvender os og indbyder til samtale skyldes det ikke, at vi er i opposition til den danske folkekirke. Vor grundholdning er den, at folkekirken er et fantastisk værdifuldt element i livet for de kristne mennesker, som føler sig hjemme i den dogmatik, som nu engang er den luthersk-evangeliske.
Vi er elskere af bønnen fadervor, som jo er den bøn Jesus Kristus bad os om at bede (om end vi måske tolker den på et mere abstrakt plan end det, der hører barnetroen til); vi er elskere af mange af vore salmer, og vi er elskere af evangeliernes inspiration til eftertanke og forædling af det menneskelige sind og den menneskelige væremåde.
Det er alene grundet den gældende udlægning og fortolkning af det helligt levede liv, at vi er nogle, som ikke kan se andet end, at det er umuligt for os nogensinde at kunne komme til at føle os hjemme i kirken. Vi mangler simpelthen et trosgear.
Men vi har som antydet et andet, som det er vort håb på en eller anden måde vil kunne indgå i en slags samarbejde med den danske folkekirke. Og det er et kognitionsgear, et gear for erkendelse og bevidsthed.
Selvom vi godt kan forstå, at I måske nu helst vil lægge denne skrivelse fra jer, beder vi jer om at læse videre. I kan jo forsøge at betragte os som sådan en slags fortabt søn, der vender tilbage, om end frimodigt og uden anger. 
Vi vil gerne fortælle jer, hvad præcis det er, vi har det svært med.
For det første har vi det meget svært med jeres definition af arvesynden, som i sin konsekvens indebærer, at vi alle skal opfatte os selv som syndige og skyldige. Men vi forstår godt, at det har måttet udlægges sådan i mange hundrede år.
Det, at der, som Paulus siger, er noget ondt, som vi ikke vil gøre men kommer til at gøre alligevel, og noget godt, som vi gerne vil gøre, men ikke gør, det kan vi jo godt se er rigtigt, ja, vi anser det faktisk for at være det væsentligste dilemma for menneskeheden overhovedet.
Men årsagen til, at vi ikke gør det gode, vi gerne vil, finder vi ikke i arvesynden. Vi finder den derimod i den kendsgerning, at vi i vor mentale evolution stadig lider under det handicap, som man i kognitionsneurologien kalder det halve sekunds forsinkelse, og som kan beskrives som en kapring i hjernen, en amygdalakapring, hvor der hver eneste gang vi føler os den mindste smule truede, sker det, at facitterne fra alle erindringer om gange, vi har følt os truet, helt tilbage til krybdyrstadiet, popper op som trold af en æske og indtager styringen et halvt sekund inden vi har mulighed for at blive bevidste om situationen. Det betyder, at vi aldeles ubevidst går til angreb, går i forsvar, flygter eller trækker os ind i os selv hver gang vi føler os truede, selvom det mest hensigtsmæssige for os ville være stille og roligt at iagttage en situation og forsøge at udvise netop den form for empati, som Jesus forsøgte at undervise os i.
Er det så ikke bare netop det, der i den traditionelle kristendoms udlægning kaldes for arvesynden? Jo, det er det. Men er vi så i virkeligheden ikke inde i en pedantisk gang ordkløveri?
Nej, det er vi ikke. Den store forskel på arvesynden og det ovenfor beskrevne, som vi kalder amygdalakapring (kapring af reminiscenser fra krybdyrhjernen), er nemlig, at amygdalakapringen er noget, som vi har mulighed for at arbejde aktivt på at komme til at undgå at være underlagt, hvorimod arvesynden er en absolut livsbetingelse. Vor hjerne, og dermed bevidsthed, er jo ikke statisk men plastisk.
Og hermed er vi allerede på vej ind i det andet dogme, som vi har det svært med: Nemlig at Jesus er død for vore synders skyld. Soningslæren.
Soningslæren fordrer dels evnen til at tro på, at jeg er syndig, dels til at tro på at en anden har ofret sig for mine synders skyld, hvorved jeg på et tidspunkt skal blive frelst.
Soningslæren er dels i modstrid med loven for årsag og virkning og dels i modstrid med vore idealer, som går i retning af at tage det fulde ansvar for vore fejltagelser, lære af dem, korrigere og praktisere dobbeltrettet empati.
Vi anser Jesus Kristus for at være et ideal, som vi gerne efter bedste evne vil forsøge at lade os inspirere af, såvel som vi anser Buddha for at have levet og Dalai Lama for at leve en form for helligt og idealt liv, som vi også gerne lader os inspirere af. Vi lader os i det hele taget inspirere af enhver, som har bidraget til forædling af det menneskelige sind.
Det væsentlige i denne sammenhæng er, at vi gerne vil leve et liv, hvor vi selv forsøger aktivt at nå frem til at kunne træffe beslutninger, som kommer så tæt på det ideale, som nu engang er muligt på det stadium, vi befinder os i vor udvikling (vi kalder det reanimation, altså den del af vor evolution som angår fornyelsen i ånden), og at vi ikke kan se andet, end at soningslæren præsenterer idoldyrkelsen, hvor jeg skulle blive frelst i kraft af at forholde mig kognitivt passivt.
Helt firkantet: Vi ser snarere Jesus som et ideal end et idol.
Vi tolker ordene Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør på den måde, at det væsentlige for os er at forstå, at alt er tilgiveligt, fordi vi, når vi begår fejltagelser, alene gør det, fordi vi ikke ved bedre; men at målet, vi må stræbe efter, hvis vi vil have fred på jord, er at komme til at vide (så godt vi nu kan). Vi kan derfor heller ikke se andet end, at det væsentligste i denne sammenhæng er at lære af sine fejltagelser (gå bort kvinde og synd ikke mere). Altså at lære at korrigere, så ens fejltagelsesmargin kommer i aftagende.
Vi oplever ikke, at vor måde at opfatte Jesu Kristi liv på er den rigtige, og jeres forkert. Vi fortæller bare, at vi ikke rent kognitivt formår at tænke som I prædiker, og altså dog betragter os selv som en af mange helt naturlige og sunde frugter på livets træ.
Vi vil gerne vokse på det træ i god forståelse med jer og har derfor nogle ideer, som vi gerne vil drøfte med jer. 
Udgangspunktet for disse drøftelser er, at der pt er en stigning i antallet af udmeldelser af folkekirken, og at der dertil ses aktiviteter i samfundet, som opfordrer til endnu flere udmeldelser. Således deler VU’ere i landets største byer udmeldelsesblanketter ud på gader og stræder i disse dage, har jeg netop læst i Kristeligt Dagblad. Dertil kommer, at der hvert år bliver færre konfirmander, for ikke at tale om, at adskillige præster har det skidt med, at såvel dåb som konfirmation og bryllup har mistet det åndelige tag i en ikke ringe del af brugerne.
Vi vil gerne opfordre til en slags samarbejde, som går ud på, at I som noget ganske naturligt henviser til os
· når folk vil melde sig ud grundet betragtninger, som minder om vore
· når konfirmander afbryder konfirmationsforberedelsen eller ikke vil konfirmeres, efter at have gennemgået konfirmationsforberedelsen
· når der ved begravelsesforberedelse opstår problemer mellem efterladte og præst i forbindelse med ligprædikener, fordi afdøde har haft et livssyn, som bygger på reinkarnationsprincippet, sådan som det fremlægges i martinuskosmologien.
 Man kan spørge sig, hvad folkekirken får ud af det.
Set fra vort ståsted i livet vil kristendommen på denne måde stadfæste, at der i min fars hus er mange boliger, og at der også er så rummeligt, at dens præster kan indgå i et venskabeligt samarbejde med de mennesker, der på livets vej har mistet deres trosgear, men i deres kognitionsgear styrer mod samme mål, nemlig fred på jord og i alle mennesker velbehag.
Som vi ser det, vil den hermed udvise den slags overlegenhed, som sand åndelighed nødvendigvis må og vinde respekt hos tænkende modne mennesker.
Dertil er det vort håb, at det kristne ideal ikke svækkes, samtidig med at folk melder sig ud af kirken, men at det styrkes om end på en anden måde end i teologisk forstand: I gerning og udvikling mere end i tilbedelse og lydighed, så at sige.
Findes der dokumentation for vor seriøsitet?
Det teoretiske fundament, som Det Belivende hviler på, om end dette fundament må forstås som et, der hele tiden er i udvikling, omfatter bl.a. den nyeste hjerneforskning, den ikke voldelige kommunikation, antroposofiens biografiforståelse, mentalitetshistorien og martinuskosmologien og er beskrevet i min bog Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne.
Til orientering kan vi derudover oplyse, at vi er ved at udfærdige diverse forskningsprojekter, hvor det første er et studium i, hvad der sker i udviklingen hos tre forskellige grupper i alderen 14 – 17.
1) en gruppe, som gennemgår almindelig konfirmationsforberedelse og afslutter med konfirmation
2) en gruppe, som gennemgår vort koncept Belivende livsbekræftelse (kan ses på vor hjemmeside) og
3) en gruppe, som nonfirmeres eller på anden måde ikke gennemfører noget alternativ til konfirmationen.
Vi vil undersøge, hvordan de unges livskvalitet er under de forskellige forhold og i hvilket omfang de unge finder hjælp til udvikling af sund identitet og selvrealisation i de forskellige kategorier. Herunder i hvilket omfang de kommer ind i diverse former for afsporinger (misbrug, kriminalitet, seksuel promiskuitet, psykiske sygdomme).
 For så vidt I ønsker at overveje invitationen og sætte jer bedre ind i, hvem vi er, kan vi henvise til vor hjemmeside www.detbelivende.dk
 Vi vil gerne lægge lokaler til på Strandagergaard, men skulle I ønske mødet afholdt i eget regi, kommer vi gerne til jer.
I kan selv bestemme, om I ønsker mødet offentligt eller som en aldeles uformel drøftelse. Vi er ikke selv synderligt interesserede i at få mediedækning på indeværende tidspunkt, da vi er bange for, at diverse medier vil bruge en sådan begivenhed til at signalere noget dramatisk, hvilket er ganske imod vore intentioner. Vi hælder snarere til det lyriske.
Men vurderer I anderledes, vil vi lade det være op til jer, såvel som vi er åbne for deltagelse af andre, som I måtte ønske.
Selv vil vi måske også gerne invitere et af vore medlemmer, som er politiker og udmeldt af folkekirken, men det kan vi tage stilling til i fællesskab, hvis I ønsker at tage det næste skridt i retning af denne ønskede dialog.
 Vi vil foreslå et tidspunkt i sidste halvdel af november eller begyndelsen af december, og hvert bestyrelsesmedlem står naturligvis til rådighed for opklarende spørgsmål når som helst. Der er link til os alle på hjemmesiden.
For god ordens skyld vil jeg afslutningsvis oplyse, at vi har kontaktet kirkeministeren angående tilladelse til at benytte nogle af landets kirker i forbindelse med eventuelle begravelser og bryllupper og af hende blev henvist til jer, som havende den endelige afgørelse i sådanne sager. Ansøgningen såvel som svaret kan ses på vor hjemmeside.
Da vi imidlertid ikke er et trossamfund, har vi skrinlagt dette ønske. Vi anser perspektiverne i det foreslåede samarbejde for væsentligere.
Med venlig hilsen og håb om et frugtbart fremtidigt samarbejde
 på vegne af bestyrelsen
mag.art. Lisa v. S. Magnússon
(formand)

Det Belivende har lavet en blog.

Den 21. nov. har vi oprettet denne blog. Man kan se mere om hvem vi er på www.detbelivende.dk