Dialog mellem Dialogcentret og os. 14 og 15. Er vi enige nok til at kunne samarbejde?

CP:
I skriver: Vi anser slet ikke det vigtigste for at være, om vi kan blive det sådan her og nu; vi ser det snarere som en vældig udfordring til ikke at lade stå til overfor de problemer vi møder i jordelivet, ikke give op, ikke være dovne og magelige og lade men derimod komme mentalt op på dupperne og gå i gang med de der korrektioner i så mange sammenhænge som overhovedet muligt..

Svar: Helt enig.

LVSM:14:
Det synes vi er en god ting at være enige om.

CP:
I skriver: Vi har erfaring med, at det er langt lettere, ja, at det kan være ligefrem lystigt og oplivende, for ikke at sige belivende, at korrigere fejltagelser, når bare man slipper for samtidigt at skulle tænke på sig selv som ond og syndig og skyldig. Tænker man sådan, kan man nemlig nemt opleve, at en slags ”syndefælde” er klappet.

Svar: Hvordan det? Har i mulighed for at uddybe det?!

LVSM:15:
Det har helt essentielt at gøre med af skelne mellem handlinger og væren, hvilket jeg har givet eksempler på i flere af de forudgående kommentarer, se specielt 3, 4 og 5, og komme ud af kapringsmønstre ved at transformere negative delpersonligheder. Man kan også sige, for nu at bruge en kognitionsneurologisk terminologi, at det drejer sig om at overgå fra det cortisole til det pyrokatechine stresshormonsystem, fra det aflivende til det belivende stresshormonsystem. Men det er ikke noget der sker ved indtagelse af piller eller anden form for manipulation med det materielle. Det er noget der sker ved det, som Paulus kaldte at blive omskåret i hjertet, hvilket igen har at gøre med at kunne dobbeltrette sin empati, hvilket i sin yderste konsekvens er en moderne omskrivning af "hvad du gør mod din næste, gør du mod mig".
Når man når dertil at kunne se sin egen biografi i et større mentalitetshistorisk reanimationsprojekt, ophører man med at have antipatier og sympatier; så fokuserer man i stedet på at finde løsninger for helheden, som også altid må være det for de enkelte dele, selvom der er tale om noget helt andet end øjeblikkelig behovstilfredsstillelse. Og det er der stor forløsning i.
Det hele er uddybet i min bog Belivelse - at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne.