Dialog mellem Dialogcentret og os. 7 og 8. "Posse non pecare"

CP:
I skriver til biskoppen: Du skriver så, at man, hvis man tager kærlighedsbudet alvorligt, uvægerligt også kommer til at tage skylden alvorligt (her formår vi ganske enkelt ikke at begribe den indre logik)

Svar: Hvis vi ikke har nogen skyld for noget, er der ikke noget der naturligt bevæger os til at elske vores næste, udover dem vi står nærmest! Vi skylder på den måde ikke nogen at elske dem!

LVSM: 7:
Jeg kan ikke se andet end, at det I kalder skyld, er det, vi kalder ansvar og henvise til ovenstående.

CP:
Og videre til biskoppen:… men at du godt kunne ønske dig en genopretning af sund tale om skyld som erstatning for vreden og usund kirkelig tilgang til skyldsproblematikken. Vi finder det umådelig interessant, at du efterlyser denne sunde tale om skyld og om evangeliet om syndernes forladelse, For det er netop det, som er det centrale i vor tilgang. Og det er netop derfor vi taler om fejltagelser i stedet for synd og skyld. Vi peger på, at ordet f.eks. på engelsk er oversat med trepasses (overtrædelser), hvilket da også bruges i visse sammenhænge i danske bibeloversættelser. Se f.eks. Mat.6,15: ”Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser”.

Synd og skyld har at gøre med hvad man er. Man er syndig og man er skyldig, hvilket vil sige, at det er en selv som person, der er noget fundamentalt galt med. Overtrædelser og fejltagelser har derimod noget at gøre med handlinger, med noget man har gjort. Og dette understreges mange steder.. F.eks. Mat. 5, 37: ”Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde”. Det er i vore handlinger at vi skal ændre os. Og om at dømme andre i Mat. 7, står det også vældig klart: ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: lad mig tage splinten ud af dit øje! Og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så du kan se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.”

Her er jo klare opfordringer til at korrigere i sit handlemønster. Det er dét, det drejer sig om, og ikke at tro, at man nu en gang har som grundvilkår at være syndig og derfor bare passivt skal affinde sig med, at sådan er man nu bare engang.

Svar: Passivitet er selvfølgelig ukristeligt, da det at være kristen netop er at forsøge at leve med Kristus i sit hjerte og udvise medfølelse, barmhjertighed og tilgivelse. Men det er her vigtigt at skelne imellem den fundamentale skyld, som er det i vores natur der ”vil” det dårlige, altså det der går forud for den konkrete overtrædelse.

I den evangelisk-lutherske dogmatik hedder det at vi i paradistilstanden havde det der hedder ”posse pecare” og betyder ”muligheden for at synde”, da mennesket så syndede og faldt, havde vi det der på latin hedder ”non posse, non pecare” og betyder ”ingen mulighed for ikke at synde”. Men efter at Kristus har frelst verden hedder det så ”posse non pecare” som er ”muligheden for ikke at synde”. Det betyder at efter at synden er kommet ind i verden, er det et grundvilkår vi må leve med, men at vi med Kristus har muligheden for at lade være. Dog når det sker, har vi vores synders nådige forladelse, når vi beder Kristus om det.

LVSM: 8:
Denne "posse non pecare", denne mulighed for ikke at synde er for os det allervæsentligste i kristendommen. Og hvis ikke vi tager os af den, mener vi faktisk, at Kristus døde forgæves.
Ordene på korset "tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør", opfatter vi som en opfordring til at komme til at vide og hjælpe andre i det omfang, vi kan, med at komme til at vide, sådan at vi ikke kommer til at gentage den frygtelige fejltagelse det var at slå et så fuldkomment menneske som Jesus Kristus ihjel. For os er det en opfordring til at kunne leve i fred med vore brødre (hvad I gør mod mine brødre, gør I mod mig).
Og helt vidunderligt er det jo så, at der er nåde for os, når vi begår fejltagelser. Det er derfor, at vi nu som grundvilkår har ikke at behøve at frygte noget mere, ikke sandt?