Syndefælden

Når syndefælden klapper.

Hvad betyder det for et menneske at være eller føle sig syndig og i så fald skyldig?
Hvad med arvesynden, hvis den ifølge den danske Folkekirke skal tages alvorligt, hvor vi fødes som syndige, altså noget vi er og altid vil være, et grundvilkår? Hvilke fastlåste vilkår at fødes under for et menneske der øver sig evt. sammen med andre i at være til gavn og glæde for fællesskabet og dermed også sig selv.
At føle sig skyldig er en ubærlig byrde at bringe med sig igennem livet,hvilket er gammel viden som, f. eks. myten om Atlas og Hercules, men også fortællingen om syndebukken synes at vise. Selv om vore biografier er forskellige, er der en følelse der ofte opstår, nemlig angsten for ikke at være ”god nok”, der, hvis den etableres tidlig i barndommen, er i stand til at vokse sig så stor og uoverskuelig, at den i perioder kan overtage styringen af et menneskes liv. Her kan man så føle sig fanget i en syndefælde, hvor tanken om egen skyld ofte følger i kølvandet, ikke mindst når det drejer sig om noget, man gentagne gange har hørt fra voksenverdenen,”og så passer det jo nok”....
Skyldsfølelsen anser jeg for at have hindret mange sjæle i at vokse. Jeg ser den som en form for sjælelig væksthæmmer, men også hæmmende for en udvikling af et næstekærligt samfund. For et barn er det at være elsket, præcis som det er, essentielt, men ikke opfyldt, hvis evner og udvikling ikke harmonerer med de krav og forventninger de omkringværende voksne stiller. Hos børn der opvokser i hjem med alkohol,stoffer, forskellige former for overgreb samt voldelig kommunikation og indoktrinering, vil følelser som angst og skyld ofte være at finde. At kunne nære tillid igennem livet er noget fundamentalt for store og små, hvilket er i modstrid med fastholdelse af arvesynden. Hvordan kan der opstå tillid til en fader, der har skabt sine børn som syndige og hvorledes er det muligt at tilføre det syndige, hvis skaberen er almægtig, alvidende og alkærlig? At vi ikke er fejlfrie er en ganske anden sag, men at erkende sine fejl og rette dem så de ikke gentages, mener jeg alle har et ønske om, hvortil der ofte kan være brug for andres hjælp. I Kristeligt Dagblad fra den 19 .01 .2010 var der et citat af Nietzsche.” Den kristne forudsætning om,at verden er frastødende og ussel, har gjort verden frastødende og ussel.” Dette er hans udlægning, men det interessante i denne forbindelse er, at det af videnskaben er bevist gennem bevidsthedsforskning af kognitionsneurologerne gennem de sidste 30-40 år at forskellige tanker og følelser har deres egne elektromagnetiske energifunktioner i hjernen , og at disse vokser i styrke hver gang de bruges,på samme måde som en fysisk krop påvirkes ved brug. Skulle vi ikke ud fra denne viden prøve at se vores klode som mulighedernes verden og ikke som statisk, og f. eks. tage udgangspunkt i Kristus ord på korset om tilgivelse og forståelse. Videnskaben har vist os, at det vi bruger styrkes, så hvad med at have næstekærlighed og altruisme som overordnede mål, det er muligt at der er nogle sten på vejen der skal fjernes, men lad os starte med focus på bevidstheden om tankens kraft som en forudsætning for paradis på jord, og ikke stivne i forudfattede meninger.