Christina Philipstatt (herefter CP):
I Skriver : Du udgår åbenbart fra, at det kaotiske og upålidelige indre liv er et grundvilkår for mennesket. For os at se, hænger det netop ikke sådan sammen. Som vi anfører i vor henvendelse til jer, tager vi os af den kendsgerning, som hjerneforskerne har peget på i fyrre års tid efterhånden, og som går ud på, at vor hjerne rent faktisk er en plastisk organisme, som, afhængigt af hvordan vi selv beslutter os for at ville forsøge at bruge den, kan udvikle sig til at blive et redskab for vor vilje til at arbejde for fred og harmoni. Det der kaotiske og upålidelige indre liv, som du taler om, er det, som kognitionsneurologerne kalder vore amygdalakapringer. Disse er identiske med såvel individuelle som kollektivt ubevidste vanemønstre, som overtager hjernefunktionen i situationer, hvor vi føler os truet på et eller andet niveau.
Svar: Den lutherske kirke kan godt følge tanken om at mennesket kan udvikle sig til at blive et redskab for viljen til at arbejde for harmoni og fred. Men det ændrer ikke på at menneskets grundvilkår er kaotisk, da vi ikke forstår hvorfor vi er her og hvorfor vi skal dø. Herimellem kan vi sagtens finde ro og harmoni, men dette ligger netop i det vi kalder for vanemønstre og de kan naturligvis brydes.
Søren Kierkegaard siger at menneskets sagtens kan være lykkeligt og leve et godt og harmonisk og eftertænksomt liv, men at selve grundvilkåret er fortvivlelse og det ligger altså ”under” alt det andet og beskæftiger sig kun med dette ene – ”meningen”. Og det har ingen, hverken videnskabsmænd, psykologer eller filosoffer nogensinde formået at afdække!
Lisa v. Schmalensee Magnússon(herefter LVSM) fra Det Belivende:
Angående hvorvidt ”det kaotiske og upålidelige indre liv er et grundvilkår” eller ej.
Du siger, at eftersom vi ikke forstår hvorfor vi er her og hvorfor vi skal dø, er grundvilkåret kaotisk. Du bruger også Søren Kierkegaard som sandhedsvidne og citerer ham for at have sagt, at fortvivlelse er et grundvilkår, og at ingen videnskabsmænd, psykologer eller andre har kunnet afdække ”meningen”.
Jeg vil gerne forsøge at nuancere det lidt.
For det første kan det vel godt tænkes, at man ikke kan sætte helt præcise ord på hvorfor man er her uden af den grund at have et kaotisk og upålideligt indre liv. Og for det andet er vi da nogle i denne kultur, som ikke oplever døden som død, men blot som kroppens undergang. Selv har jeg haft som grundvilkår i min bevidsthed siden jeg var under seks år, at jeg ikke var identisk med min krop. Jeg har meget tydelige erindringer om at opleve det som besynderligt at være i denne lille pigekrop. Jeg var helt på det rene med, at det, som trak vejret gennem ”mig”, var af en helt anden kaliber end ”mig” og mine hverdagstanker. Men det sagde jeg aldrig til nogen. For jeg var også helt på det rene med, at jeg ville være blevet opfattet som ”mærkelig”, hvis jeg fortalte, at jeg vidste det. Jeg ved, at der er andre end mig, som har det sådan. Og vi har sådan set behov for, vor anderledeshed til trods, at blive betragtet som mennesker.
Hvad Søren Kierkegaard angår, så har han sagt så meget. Han har også sagt, at det religiøse paradoks består i at kunne befinde sig på de halvfjerdsindstyve tusinde favnes dyb og dog have tillid. Det kan måske oversættes til at have en følelse af universel tillid. Og så opererede han i øvrigt med et kinesis begreb, som i det væsentlige gik ud på at se bevægelighed og det processuelle som håbets princip i tilværelsen. Det var derfor, at han var så aldeles betaget af Thomasine Gyllembourgs Hverdagshistorier. At bevægeligheden og foranderligheden i høj grad var knyttet til det ekstremt autonome, kommer meget tydeligt frem i hans behandling af hendes roman To Tidsaldre.
Jeg vil anbefale, at vi ikke glemmer, at Kierkegaard rent faktisk fastholdt en søgen efter mening – en mening, hvor der på et absolut plan er overensstemmelse mellem rationalitet og irrationalitet – og mellem ideen og strategien, altså mellem forholdet til ånd (guddommelighed) og sin egen adfærd som eksisterende individ på jorden. Det var denne søgen der tiltrak mig, da jeg i 1982 skrev afhandlingen ”Bevægelse som ide hos Kierkegaard – i hjemveen efter det ubegribelige” (særligt studeret område til konferens i nordisk litteratur, 52 s. Københavns Universitet).
Det er netop denne søgen, som vi anser det for formålstjenligt for kirken at integrere.
Og så er der påstanden om, at ingen har kunnet afdække meningen.
I den forbindelse anser jeg det for at være virkelig oplagt at bringe den danske intuitionstænker Martinus på bordet. Han udviklede på baggrund af inspiration et verdensbillede, hvori de kosmiske love blev afdækket – og dermed meningen.
Jeg har jo kendskab til, at der er danske sognepræster som kender ham og finder hans tankegang aldeles logisk. Så vidt jeg husker var der endog en præst der for en årrække siden (pastor Twiggy ??? eller noget i den retning) måtte skrive en redegørelse for sin kristusopfattelse på baggrund af netop martinuskosmologien, fordi man fra kirkens side frygtede, at der var tale om vranglære. Afhandlingen blev så vidt jeg husker accepteret som almindelig god latin, men præsten gik vist på efterløn.
Da jeg som 37 årig ved et såkaldt tilfælde stødte ind i Martinus på et folkebibliotek og begyndte at studere ham og fandt ud af, hvad det var, jeg havde fået fingre i, troede jeg knap mine egne øjne. Jeg begreb ikke, hvorfor man ikke underviste i martinuskosmologien i både folkeskoler, gymnasier og på bibliotek, og hvorfor man ikke talte om ham i kirkerne. Jeg begreb ikke, hvordan det kunne gå til, at intet menneske i mit liv nogensinde havde talt om ham. Og jeg var magister i nordisk litteratur og havde papir på at være ekspert i hvad der var værd at læse fra denne del af verden.
Inden I fra kirkens side fælder den dom, at ingen har afdækket nogen "mening", vil jeg da opfordre til, at I studerer denne "offentlige hemmeligheds" verdenssyn.
Selv forsøger jeg at sætte det i perspektiv til kristendommen og mentalitetshistorien i det hele taget i bogen Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar