Dialog mellem Dialogcentret og os. 3. Trangen til det dårlige.

Christina Philipstatt fra Dialogcentret:
I skriver følgende: Det er dybest set denne mekanisme(altså oplevelsen af kaos), som gør, at vi godt kan forstå, at mennesket har betragtet sig selv som et væsen, der i bund og grund må være syndigt og skyldigt, idet det jo gør dét, som det godt selv kan se er uhensigtsmæssigt. Det var netop det Paulus pegede på med de berømte ord for et par tusinde års tid siden.
Svar: Mennesket kan sagtens arbejde for fred og harmoni, selvom det indeholder trangen til det dårlige og også gør det. Ingen psykologer eller videnskabsmænd har heller ej afdækket den gåde at mennesket uanset hvor kærligt og harmonisk det ellers er pludselig kan begå en uforståelig forbrydelse, ligesom forbryderen pludselig kan vise en næstekærlighed som er lige så uforståelig. Menneskesindet rummer nogle dybder som ingen psykolog har afdækket. Forfatteren Fjodor Dostojevskij, som bl.a. nærer stor anerkendelse indenfor moderne psykologi, beskæftigede sig hele livet med denne gåde.

Lisa v. S. Magnússon fra Det Belivende:
Den jungianske kybernetik, hvis udvikling Ole Vedfelt præsenterer herhjemme, peger rent faktisk på, at mennesket består af mange delpersonligheder, og at disse delpersonligheder alle har en eller anden årsag. Det er ikke alle, vi sådan helt konkret kan finde frem til, og slet ikke de arketypiske, de såkaldt kollektivt ubevidste, men der er mange overvejelser at gøre sig i forbindelse med denne forskning, især hvis man også sætter disse delpersonligheders aktivitetsmønstre i perspektiv til den tilsyneladende lovmæssighed i den menneskelige biografi og menneskehedens mentalitetshistoriske biografi/evolution. Her tænker jeg ikke mindst på den kendsgerning, som enhver psykolog kan skrive under på, nemlig at enhver form for omsorgssvigt af et barn, resulterer i delpersonligheder, som vil rumme væsentlige elementer af mistillid.
Et livsmønster, hvori der er meget mistillid, kan meget nemt fremstå på en sådan måde, at vi oplever personen, som rummer mistilliden, som ond. Hvad vi oplever som helt utroligt væsentligt og perspektivrigt er imidlertid, hvad der sker, når en voksen person oplever erkendelse omkring situationen. For når en given voksen person, som rummer mistillid, ser tilbage på sin egen biografi, og ser, at han som lille har spejlet en virkelighed, i hvilken han og hans behov ikke er blevet set og hørt, og at der derfor vil være en reminiscens af denne begivenhed tilbage i hans erindringsmasse, der så meget nemt kommer til at kapre ham på en sådan måde, at han får en adfærd, hvori han udelukker, at egentlige behov kan opfyldes, ja, så forstår han, hvorfor han dybest set opfatter sin omverden som impotent og naturligvis også skaberen som impotent. Han forstår hvorfor han fremstår som en person aldeles uden universel tillid.
Har man ingen universel tillid, vil der altid være et niveau af frygt. Er der frygt, vil man befinde sig i det cortisole stresshormonsystem, hvor mønstrene angreb/forsvar, flugt og trækken sig ind i sig selv/død udgør virkeligheden.
Men han kan samtidig i denne erkendelse vide, at han ønsker at kunne nære tillid. Dette kan lade sig gøre, fordi han har en ”dirigent”, som kognitionsneurologerne kalder det, i sin hjerne, og at denne dirigent er mere end summen af alle delpersonligheder. I kristen terminologi, er det så vidt jeg kan se, hvad der kaldes sjæl. Og det er i denne bemærkelsesværdige situation, at man for alvor kan skelne mellem handlinger, der er foregået, som man spejler i de såkaldte amygdalakapringstilstande, og hvad man reelt er. Det er en stor lettelse at erkende, at man jo umuligt kan være handlinger, som er sket i fortiden. Erkendelse af forskellen på handlinger, der er foregået (social arv), og hvad man er, er så utroligt vigtig. I denne erkendelse kan der ske en forløsning, således at ens negative delpersonligheder mister deres dæmoniske (jalousi, irritation, vrede, depression etc.) magt over en.
Læser man Dostojevskij med en sådan tilgang, vil man få nogle helt nye analyser, som jeg er sikker på vil konkludere, at det kriminelle sind dybest set ikke er ondt, men kapret, og at det ikke er et grundvilkår, at det skal være sådan. Jeg er sikker på, at enhver af Dostojevskijs fiktive delpersonligheder rigtigt forstået vil kunne blive et konstruktivt og belivende væsen.