Christina Philipstatt fra Dialogcentret:I det næste skriver I om uenighederne og disse vil jeg også gerne kommentere.
I skriver: Uenigheden ligger i, at vi ikke ser det som en statisk situation for mennesket, idet vi efter vor opfattelse udvikles både fysisk (Darwins evolutionslære) og åndeligt, hvilket vi kalder reanimation.
Det er her de sidste fyrre års forskning i frontallapfunktion spiller en afgørende rolle, for den peger på, at det rent faktisk er muligt for mennesket at skabe orden i tilsyneladende indre uorden. Og (hvad vi synes er vældig interessant i denne sammenhæng) at en betingelse for skabelse af denne orden ser ud til at have med ens intuitive formåen at gøre; man kan måske også kalde den ens bevidsthedssjæl eller tilgang til åndelighed.
Svar: Denne uenighed svarer til ovenstående, og måske snarere noget der ligner enighed. For I skriver netop ”at mennesket kan skabe orden i tilsyneladende indre uorden” – Betyder det at der i bund og grund er en uorden, men at vi kan skabe denne orden selv?! Vi kan som sagt sagtens et langt stykke af vejen skabe orden, ro og harmoni i vores og vores nærmestes liv(men det rokker ikke ved grundvilkåret, som for kirken ligger på et andet niveau og er noget fællesmenneskeligt hinsides individet).
Lisa v. Schmalensee Magnússon fra Det Belivende:
Svaret er nej til, at vi kan skabe orden selv. Men ja til at vi kan komme i kontakt med den.
Den tilsyneladende indre uorden, anser vi for at være udtryk for et sammensurium af delpersonligheder, som trækker i modstridende retninger, alt afhængigt af, hvad man nu har i sig af reminiscenser af oplevelser og dermed spejlinger især fra den tidlige barndom, og hvorved mennesket oplever sit eget indre som kaotisk.
Vi mener ikke, at man kan skabe ro selv. Vi mener, at man hinsides alle delpersonlighedernes ”støj” kan finde en indre stilhed, i kontemplation og meditation bl.a., hvori der er mulighed for en slags årvågenhed overfor en større universelt eksisterende orden. Når først vi har mærket denne specielle eksistensform i os selv, begynder vi at blive bevidste om, hvad det egentlig er vi længes efter, ønsker, vil. Når ”jeg” ved det, og ”jeg” skal her forstås som det i os, der er større end summen af delpersonligheder, og som kognitionsneurologerne kalder ”dirigenten”, eller ”zaren” eller ”kaptajnen”, som i kristen terminologi velsagtens er det sjælelige aspekt af mennesket, ja, så er kursen sat, og negative delpersonligheder får sværere ved at begå mytteri.
Præcis hvordan denne tumultagtige tilstand i delpersonlighedskomplekset kan overgå til orden har jeg nøje beskrevet i min bog Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontllapperne, så er man virkelig interesseret, kan man jo læse den; men kort fortalt er det væsentligste i processen, at man får givet diverse tilsyneladende negative delpersonligheder empati. Dette vil sige, at f.eks. ens jaloux delpersonlighed får optimal opmærksomhed. Hvem er det egentlig der er jaloux, spørger man sig, og vender blikket mod den tidlige barndom og forsøger at lade minder poppe op. Man vil altid nå frem til, at det er et lille indre barn, der ikke fik dækket et væsentligt primært og aldeles sundt behov for simpelthen at blive elsket ubetinget og uden nogen forbehold præcis som den, man var. Dette lille barn må man give grænseløs forståelse og empati. Der er ikke noget som helst i vejen med det. Men der var nogle voksne, som begik en fejltagelse overfor det ved ikke at dække dette behov. I stedet for at gøre disse voksne til fjendebillede, forstår vi, at det er vigtigt at tilgive dem, fordi de ikke vidste bedre (tynget af social/mental arv) – men vi bliver samtidig bevidste om, hvor vigtigt det er at gøre alt vi kan for at forhindre, at en sådan fejltagelse sker igen.
Hermed opstår der en ny form for orden i delpersonlighedskomplekset. For når det lille jaloux barn er set og er blevet givet empati, har det ikke brug for at gøre sig bemærket længere.
Vi siger altså, at mennesket gennem et meditativt sind (ved at slippe egoet) har mulighed for at benytte sig af potentialet i en allerede eksisterende kærlighedsfuld orden til at få ”ryddet op” i uhensigtsmæssige ”onde” vanemønstre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar