Skyldserkendelse versus indsigt og ansvar.
Christina Philipstatt fra Dialogcentret:
I Skriver: Denne intuitive formåen lader sig udvikle, men bevisligt aldrig i lydighed. Det er en tankemæssig frontallapfrimodighed i en absolut universel tillid, der er forudsætningen for at kunne forstå substansen i den mere primitive krybdyrhjerne og dermed for at se det upålidelige indre (djævlen?) i et rent og klart lys, hvorved det ikke længere er djævelsk og ondt, men bare total instinktiv og i de fleste henseender forældet overlevelsesstrategi. Man kan sige, at vi anser det for at være uhyre frugtbart, hvis mennesket på denne måde kan gennemskue det tilsyneladende dæmoniske.
Svar: Der er ingen tvivl om at rigtig mange reaktioner fra mennesket stammer fra krybdyrhjernen, der netop beskæftiger sig med overlevelse og derfor er at finde i det instinktive. Og det kan vi arbejde rigtig meget med og nok uden tvivl også ændre på, jo længere vi kommer i forskningen. Vi har ofte svært ved at skelne vores reaktioner, og når vi arbejder med dem og opdager hvor mange af dem, der rent faktisk stammer fra den instinktive forsvars hjerne, kan mange af de negative reaktioner undgås! Et meget interessant eksempel på hvordan krybdyrhjernen virker er f.eks. hos børn med opmærksomhedsforstyrrelser(efter foredrag af psykolog John Zeuthen og observation af eget barn). Disse børn som har en lav frustrations og traumetærskel, reagerer i langt tydeligere grad end almindeligt tilpassede mennesker med deres krybdyrhjerne, når de bliver frustrerede. Disse børn reagerer aggressivt, hvilket kan virke både ondskabsfuldt og ”næsten dæmonisk” på udenforstående. Men det er det ikke, det er forsvarsmekanismer, der træder i kraft.
Og indenfor denne kategori ligger vel (til dels) både jalousi med vold og drab til følge, drab ved stærke uoverensstemmelser, drab ved selvforsvar og følelsen af at være truet, selvhævdelse på grund af dårligt selvværd og meget andet.
Men når det så er sagt, så er der rigtig mange af menneskets handlinger, der ligger et ganske andet sted end i krybdyrhjernen og det er når vi med forsæt beslutter os for nedrige ting, såsom frydefuld bagtalelse af andre, mord for penge, magt over og undertrykkelse af andre, økonomisk udbytning, begær efter materielle ting, popularitet på bekostning af andre, misundelse og meget andet. Ikke fordi disse ting er noget vi ikke kan arbejde med, men det vil folkekirken sige kræver en skyldserkendelse, hvor mennesket når det har forsonet sig med disse dårlige sider og erkendt sig skyldig i besiddelsen af dem, rent faktisk også er i stand til at ændre på dette. Men hvis skyldserkendelsen ikke er til stede, fordi der ikke er en skaber at stå til ansvar overfor længere, vil der altid være mulighed for at argumentere positivt for nogle af de ovenstående egenskaber og så vil vi som mennesker aldrig opnå konsensus omkring en ændring af sådanne former for adfærd.
Lisa v. S. Magnússon fra Det Belivende:
Jeg vil gerne med det samme slå fast, at vi i Det Belivende absolut ikke har en sådan holdning, at vi på nogen som helst måde vil argumentere positivt for nogle af de ting du nævner. Tværtimod. Hvad det angår, er vi aldeles enige. Der er intet positivt overhovedet i sådan adfærd. Den er ganske enkelt samfundsnedbrydende og aldeles uværdig for mennesker, sådan som vi definerer mennesker. Personligt anser jeg det for et kosmisk fald, forstået som mentalt evolutionært tilbageskridt, for menneskeheden, hvis vi argumenterer positivt for destruktive gerninger.
I løbet af de mange år, snart fyrre, jeg har arbejdet med mennesker i forbindelse med såvel undervisning som mere terapeutiske sammenhænge, er det imidlertid gået op for mig, at ingen mennesker er skyldige. Det er gået op for mig, som jeg beskrev i svar 3 og 4, at mennesker, når de får indsigt i, hvordan deres tilsyneladende egne negative vanemønstre slet ikke er deres egne, men ubevidste spejlinger, så rent faktisk har meget lettere ved at blive forløst fra mønstrenes magt. Adskiller man med andre ord væren og gøren, forløses man for alvor fra mønstrene.
Når du taler om, at nogle med fortsæt kan gøre nedrige ting, forstår jeg godt, at det kan se ud, som om nogen har gjort det i fuld bevidsthed. For de kan måske selv fortælle, hvordan de har planlagt det i mindste detalje. Alle disse økonomisk grådige personer, som har spekuleret og forårsaget elendighed på mange niveauer gennem bankverdenen, har også tilsyneladende vidst, hvad de har gjort, inden finanskrisen brød ud på det for alle synlige plan.
Men vor påstand er, at også de har været kaprede. Vor pointe er, at et menneske dybest set kan leve et helt liv uden nogensinde at være bevidst om, hvem det egentlig er. Alligevel kan det gøre stor succes karrieremæssigt og af samfundet vurderes som værende meget intelligent. Det har at gøre med, hvad man indenfor kognitionsneurologien kalder feltafhængig tænkning. Jeg redegør nøje for det i min bog Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontllapperne.
Også islamistiske terrorister anser vi for at være kaprede.
Det betyder ikke, at vi på nogen som helst måde argumenterer positivt for terroren, hverken den økonomiske eller den mindre subtile.
Vi anser dybest set problemet for at have med lydighed at gøre.
Hvordan?
Tjah. Hvis vi nu for en stund tænker den tanke, at mænd og kvinder har i massevis af delpersonligheder, og at der blandt disse delpersonligheder også er nogle, som er reminiscenser fra oplevelser, hvor der faldt brænde ned (at forstå som det rene ragnarok), når man ikke var lydig, så vil man være i fare for at kunne blive kapret af en energi, som er bange for noget, som er stærkere end én selv. Det vil med andre ord sige, at én af ens delpersonligheder(f.eks. den der har behov for respekt, som dybest set er en sund og naturlig delpersonlighed) kan blive kapret af en anden af ens delpersonligheder (den der er lydig i henhold til paradigmet ”klæder skaber folk”, altså at det er den materielle rigdom, der er afgørende). Har man en stærk delpersonlighed, som er bange for hvad der kan ske, hvis man ikke er lydig (er som det i ens tankeverden gældende paradigme foreskriver), er der stor sandsynlighed for, at man ofte kapres af den. F.eks. bedrager som Stein Bagger, der, betragtet i dette perspektiv, har været kapret af en delpersonlighed, som var bange for ingen værdi at have, hvis ikke han havde materiel magt.
Betragtet i menneskehedens mentalitetshistoriske perspektiv, vil vi rent arketypisk have en sådan kollektiv reminiscens fra tiden, hvor vi var hedninge, og altså dyrkede flere guder, som netop var karakteristiske ved at straffe os, hvis vi ikke gjorde det, de ville, at vi skulle gøre. Men også i begyndelsen af den monoteistiske periode, var der en frygt for Gud. Hos nogle mennesker, er der stadig en frygt for Gud, selvom vi både i mosebøgerne og ikke mindst i forbindelse med det nye testamente får at vide, at Gud er kærlighed og tilgivende. Vi kan altså se, at vi undertiden, selv som kristne, med et grundfacit som er, at Gud er kærlighed, kan opleve at blive kapret af den arketypiske delpersonlighed som frygter Gud, om end det jo er aldeles vanvittig en tanke, at man skulle frygte kærligheden. For i kærligheden er der jo netop intet at frygte. Hele menneskeheden har således denne virkelighed at forholde sig til, at en del af den er kapret af fortidsfrygt.
Og hvad det enkelte menneske angår, vil faren for at blive kapret af den lydige være stærkere, jo mere straf, der har været i barndommen. Og her er det vigtigt at huske, at straf er straf, også når den udøves på de meget subtile psykologiske planer.
I denne sammenhæng er det vigtigt at notere sig, at man, når man er kapret af en sådan delpersonlighed, kan opleve det som om at det er ”mig”, selvom der reelt er tale om spejling, et bestemt handlemønster, der ligger som et elektromagnetisk felt og koder ens adfærd. Hvis man tror, at man selv er denne delpersonlighed, svarer det til, at man erkender, at man er skyldig, men man vil så skulle leve hele sit liv velvidende at man er f.eks. morder eller terrorist.
Hvis man imidlertid ikke længere er i stand til at begå den pågældende udåd, er det jo meningsløst at sige og yderligere forkert. Det svarer til afvænningsmetoden, som man bruger i AA, hvor folk, der har haft et stort og destruktivt alkoholproblem, og som er kommet ud af det, i al fremtid skal præsentere sig som: ”Goddag, mit navn er XX, og jeg er alkoholiker.”
I AA siger man, en gang alkoholiker altid alkoholiker, altså: Én gang trang til ”det dårlige”, altid trang til ”det dårlige”.
I Det Belivende benytter vi os af koncepter også i forbindelse med afvænning, hvor man som udgangspunkt er, som Gud har skabt en, nemlig som det væsen, der forfærdelig gerne vil være lykkelig (hvilket er et grundvilkår for alle mennesker)og gør alt, som er en muligt, for at korrigere fejltagelser i en sådan målestok, at man kan blive det.
Jeg vil også gerne bruge eksemplet en vegetar. En vegetar præsenterer sig ikke ved at sige: ”Goddag, jeg er rovdyr, men spiser i øvrigt ikke kød og fisk”.
Et rovdyr er defineret som et væsen, der lever af at spise andre dyr. Altså er påstanden noget vrøvl.
Sætningen er udtryk for, at den, der siger sådan, er kapret af en lydig delpersonlighed, som tror, han er, hvad andre påstår, han er.
For os drejer det sig om, hvad vi inderst inde er.
Vi mener, at vi inderst inde er som skaberen har skabt os, ren uskyld, men at vort redskab, vor fysiske krop og vor tilhørende psyke, er præget af, hvad det har været udsat for, hvad det er kommet til at spejle, og hvordan det er blevet brugt og gennem delpersonlighederne har brugt sig selv.
Selve reanimationstanken rummer den mulighed, at vi ved hjælp af inspiration (åndelig fornyelse) kan ændre vort redskab, vort vehikel (transportmiddel), som man siger i teosofien, til i højere grad at samarbejde med kosmos (med ordensprincippet i verden, eller for at bruge kristen terminologi Guds vilje), som vi er en del af.
Derfor er her ikke tale om ansvarsforflygtigelse på nogen måde. Her er tværtimod tale om at bruge indsigten til i højere grad at kunne opføre sig ansvarligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar