Velfærd og belivelse

Velfærd står i følge mange undersøgelser øverst på danskernes ønskeliste. Øget velfærd står derfor også højest på de politiske partiers programmer. Der er ikke den store forskel på regeringen og oppositionen i den sammenhæng. Alle de store politiske partier vender sig mod medianvælgeren, dvs. tyngdepunktet hos de stemmeberettigede. Omtrent tre fjerde dele af vælgerne vil have de høje skatter for at sikre velfærden. Det forekommer mig, at de fleste tror at den eneste vej til mere velfærd går genom skattefinansierede offentlige tjenester. Kan dette være rigtigt? Kan man ikke dels købe private tjenester, dels gøre noget selv for at sikre ens velstand og velvære?
Et eksempel på såkaldt velfærd som koster skatteborgerne mange penge og samfundet stort produktionstab er efterlønsordningen. Som jeg forstår det hviler ordningen nu på et kompromis mellem både regeringspartierne og en stor del af oppositionen.
Den danske drøm er i følge statsministeren at Danmark skal komme til at tilhøre de ti rigeste lande i verden i 2020. Mange økonomer siger at dette kun kan lade sig gøre hvis man afskaffer efterlønsordningen. Politikerne har pillet lidt ved ordningen og indført ændringer som skal gælde fra og med 2019. (De færreste af disse politikere vil stadigvæk være medlemmer af Folketinget til 2020!) Lyder dette ikke paradoksalt?
Men det var ikke dette som jeg egentlig skulle skrive om, idet der ikke er noget nyt i det.

Det spørgsmål som jeg vil drøfte er om det er belivende ikke at arbejde efter de 60?
Er det den store lykke at ikke være arbejdsløs som ung men uden arbejde når man er omkring de 60?
Nu er pensionsalderen hos de fleste 67 - 70. Det var nok i Bismarks tid, at det blev besluttet at pensionsalderen skulle være ved 70 års alder. Den gang var levealderen betydeligt lavere end nu, hvorfor det i og for sig ville være logisk at forhøje pensionsalderen, hvilket man da også har set forslag om i nogle lande. Der er også mange som vil og kan arbejde højere op i alderen men ikke får lov til det. Hos de fleste er også pensionsordningen selvfinansieret genom opsparing, så det er ikke er på bekostning af ens næste hvis man går på pension. Derimod er efterlønsordningen ikke selvfinansieret.
Det er klart at der findes mennesker som er nedslidte eller syge og har det svært med at arbejde op i høj alder – også til de 60. De skal naturligvis få hjælp af os andre. Men hvad med dem, som ikke fejler noget og som enten keder sig på arbejde eller drømmer om at lave ingenting? Er det lykken i livet og skal vi andre betale for det?
Er jeg havnet i et arbejde som jeg ikke kan lide, skal jeg vel gøre noget selv for at omskole mig eller skifte arbejde? Og vil jeg holde op med at arbejde ved de 60 for at læse bøger og spille musik, skal jeg vel spare op og planlægge for at kunde gøre det? Eller skal andre betale for det?
Jeg kommer at tænke på JFKs berømte ord i hans tiltrædelsestale som USAs præsident i 1961:

Spørg ikke hvad det offentlige kan gøre for jer men hvad I kan gøre for det offentlige.

Jeg tror at det er belivende at leve efter de tres uden skyld både i forhold til Gud og mennesker og at beskæftige sig med det som giver mening i livet uden at belaste sine medborgere. På den måde bidrager vi ikke kun til vor egen velfærd men også til helhedens. Mon ikke dette er en analogi til essensen i Adam Smiths læresætning om folkets maksimale velstand. Der er bare ved det, at det er vanskeligere at måle velfærd, som er ofte personlig, end velstand, som kan måles med penge.