Til alt held besluttede vi os sent juleaften for at tænde for fjernsynet og se om ikke der skulle være transmission af midnatsmessen i Peterskirken. Vi fik åbnet tilstrækkelig tidligt til at høre pavens prædiken, og hvilken lise det var for vore sjæle.
Pave Benedict byggede sin prædiken således op, at han fik det centrale tema til at være ønsket om, at vi mennesker opgav opfattelsen af at være adskilte og talte derfor også om det frugtbare i erkendelsen af, at vi alle er samhørende i et skaberværk.
Igen slog det mig, hvor holistisk et syn, den katolske kirke har i modsætning til det strengt dualistiske i lutheranismen.
Vi fejrede med paven det glædelige budskab, at gud inkarnerede (altså tog bolig i kød) og at det fuldkomne menneskeliv dermed blev muliggjort. Dermed også fred på jorden.
Hvor forhåbningsfuldt, hvor glædesfyldt ...
Så blev vi også atter engang mindet om, at katolikkerne i deres trosbekendelse ikke har et ord om djævlen med. De starter deres trosbekendelse med Credo (jeg tror på een gud), hvor vi i den danske folkekirke begynder med Jeg forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Man kan sige, at vi lutheranere begynder med at konstatere, at det onde er til, hvorimod katolikkerne tager udgangspunktet i det holistiske aspekt: At Gud er een og Gud er alt og kan alt (er omnipotent).
Alt andet må vi så håndtere derfra ... i fællesskab...
Hvad dette syn angår, oplever vi her i huset mere optimisme og belivelse i katolicismen end i lutheranismen.
Gad vide hvad katolikker synes om Det Belivende? Det skulle ikke undre mig, om deres rummelighed er større, og at de i højere grad ser os som en naturlig udvikling af trosreligion end lutheranere.
Måske skulle vi prøve at spørge dem...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar