Juleevangeliet i et belivende perspektiv.

Det er tankevækkende så mange forskellige betydninger vi mennesker lægger i juleevangeliet. Hvert eneste menneske har tilsyneladende sin helt egen opfattelse af, hvad der er det mest afgørende i det, og i en kultur som den danske er indfaldsvinklerne helt fantastisk forskellige. Vi læser det hver for sig tilsyneladende på en måde, som er karakteristisk ved at være en spejling af, hvad der bor i vort eget indre.
I Jyllands-Posten juleaftensdag (Puls, s. 6-7) kunne man læse samtaler med en række såkaldt moderne mennesker, som hver fortalte om, hvad de fandt mest værdifuldt i det. Det var vældig interessant, synes jeg.
Kirkens stemme blev præsenteret ved sognepræst Torben Tramm, og for ham var det essentielle egentlig den guddommelige inkarnation i mennesket som sådan, for han sagde
Tænk, hvis julegudstjenestens fortættede stemning giver anledning til, at Helligånden kommer på besøg og overskygger os, som den overskyggede Jomfru Maria! Så bliver vi på en måde åndeligt befrugtede. Hvis barnet i krybben på den måde fødes i vore hjerter juleaften, så har gudstjenesten nået sit mål.
Se, det synes jeg er en virkelig moderne udlægning af juleevangeliet. En belivende udlægning. For fødes kristusmentaliteten i vore hjerter, og vi hver for sig går ud fra gudstjenesten med den inkarneret i os, så er der da virkelig håb for verden... ikke sandt?
Den socialistiske kunstprovo (ja, sådan præsenteres han) kunstprofessor Bjørn Nørgaard mener, at juleevangeliet er et billede af uskyld, der bliver født ind i verden.
Med det lille barn, og det står ikke kun for Jesusbarnet, men for selve det nyfødte menneske, fødes et håb. Det er stadig den vigtigste betydning af juleaften. Håbet fødes. Igen og igen.
Også denne indfaldsvinkel er i henhold til vort livssyn yderst moderne. For så længe der fødes håb, er der jo også mulighed for udvikling, inspiration og reanimation, sågar mulighed for at det enkelte menneske kan blive fuldkomment, ikke sandt?
Den næste i rækken af interviewede er socialdemokraternes formand Helle Thorning Schmidt, som præsenteres som en, der stadig kan fremsige evangeliet på kommando. Og hos hende er det noget helt andet, der fokuseres på. Det hun godt kan lide ved juleevangeliet, siger hun, er
historien om den store kejser, der frygter det lille barn. Der er noget symbolsk i det.
Jeg kommer uvægerligt til at tænke på, at hun gjorde hvad hun kunne for at blive husket for ordene jeg kan slå Anders Fogh Rasmussen. Rent symbolsk tænker hun måske på sig selv som en slags kristusfigur, der skal slå den slemme Herodes. Men det kristne budskab er jo netop, at det nu skal være slut med at frygte (Frygt ikke, thi jeg forkynder jer en stor glæde ... fredsfyrstens komme, som bekendt), så selve den tanke, at julen kan handle om at glæde sig over, at der en der frygter en anden, illustrerer jo dybest set en forankring i den gamle verdensimpuls, skyldens og frygtens gamle impuls, storblomstrende i hedenskaben og endnu eksisterende, omend i aftagende i den gammeltesamentlige, og slet ikke glædens, fredens og håbets verdensimpuls, og dermed slet ikke kristen mentalitet.
Jeg har i min bog Belivelse peget på en sådan tilgang til politik som ufrugtbar, hvis man ønsker løsninger; for ethvert fjendebillede, ligemeget om det er Herodes eller Dalai Lama, fastfryser en i problemer i stedet for at hjælpe en med at finde vej ud af dem. Det er derfor partipolitisk adskillelsestænkning dybest set er ukristelig.
Lina Rafn, som jeg aldrig har hørt om før, men som åbenbart er kendt fra X-faktor og forsanger i bandet Infernal, præsenterer sig selv som ikke religiøs, men bruger bibelen som inspirationskilde til visdom og har i henhold til Det Belivendes perspektiv en virkelig praktisk frugtbar åndfuld og vis måde at gøre brug af juleevangeliet på, for hun siger
Hele juleevangeliets syndsforladelsesbegreb, synes jeg, er rigtig rigtig fint. Det er jo i virkeligheden en håndsrækning til os, der jokker i spinaten, om at vi ikke skal gå og slå os selv i hovedet med det. Det er måske nok banalt og formuleret med nogle ord, som ikke virker særlig nutidige. Men budskabet er, at "lad nu være med at køre dig selv ned for de fejl, du har begået. Tilgiv dig selv, eller bed om tilgivelse af Gud eller andre, og se at komme videre".
Hendes udlægning er simpelthen identisk med Det belivendes. For tjah, synd betyder jo, at træde ved siden af, at begå fejl, altså noget man gør og ikke noget man er, så det er de ting man gør, man beder om tilgivelse for. Man begår fejl, fordi man ikke vidste bedre, ikke fordi man er syndig og ville noget ondt. Hurra for hende.
Den næste er skuespilleren og TV-værten Dina Al-Erhayem, kendt fra bl.a. DR2 programmet Univers om eksistens og tro. Og hun præsenterer i højere grad den kristne mystiker, som i juletiden vælger at trække sig tilbage og bede og meditere og komme dybt ind i sig selv. Møde kristus i sig selv, kan man vel sige. Hun synes det vigtigste i julen er muligheden for at finde værdier i dybere lag end i den traditionelle karriere. Belivende for sig selv og på længere sigt vel også belivende for ens omgivelser.
Den sidste der tales med er filminstruktøren Nils Malmros. Han har det fint med juleevangeliet, synes det er smukt og noget sentimentalt, fordi det handler om et lille barn. Hans opfattelse minder mig om en præst, en kvindelig præst, som engang i en julegudstjeneste stod og talte om jesusbabyen. Det oplevede jeg absolut ingen indre fylde ved at høre. Og det taler Malmros da overhovedet heller ikke om er tilfældet for ham.
Vi har hos ham og Helle Thorning Schmidt en form for bogstavelig udlægning af nogle detaljer såsom den store kejsers frygt for den lille borger og det lille jesusbarn, som nærmest er "smukt" alene fordi det er et lille barn. Men hos de øvrige "moderne mennesker", er der rent faktisk en åndelig og abstrakt tilgang til juleevangeliet og på på forskellige individuelt baserede niveauer, hvilket vi i Det Belivende synes er en herlig ting ved vor kultur.
Personligt holder jeg mest af de abstrakte tilgange, som løfter julebudskabet op i en dimension, som jeg kan udvide forståelsesmæssigt til bedre at begribe min egen mærkværlige hverdag.
Allermest holder jeg af den tilgang, som findes i den mest abstrakte tilgang, jeg kender til: kosmologien. Her tolkes symbolikken i netop den kendsgerning, at frelseren skal findes svøbt og liggende i en krybbe således, at det rigtige fuldkomne næstekærlige menneske skal udspringe af dyreriget. Og dermed forstås den såkaldte menneskehed på den måde, at vi mennesker i højere grad er dyr end mennesker, indtil vi praktiserer den form for visdom, som Jesus underviste os i. Jesusbarnets fødsel symboliserer således en helt ny verdensimpuls, i hvilken en helt ny form for menneskelighed, en form for menneskelig menneskelighed, bliver mulig for os. Den er mulig for os, fordi han praktiserede den ud i sin yderste konsekvens...
Man kan sige, at muligheden for åndelig befrugtning, som sognepræst Torben Tramm taler om, hermed bliver mulig for menneskene.
Er det virkelig muligt for os at blive åndeligt befrugtede, er det imidlertid meget vanskeligt at forstå, hvorfor folkekirken i sin dogmatik fastholder sine udtalelser om, at mennesket uanset hvad vil være syndigt grundet arvesynden. Hvis sandheden er, at uskylden bliver født ind i verden i forbindelse med befrugtningen ved helligånden, hvordan kan vi så samtidig være skyldige uanset om dette sker eller ej? Eller er der nogle præster som mener, at det ikke kan ske?
Så skulle Jesus vel også være skyldig, hvilket jo må være det rene galimatias at påstå.
Betragter vi udtalelserne om den åndelige befrugtning af vore hjerter og uskylden, der fødes ind i verden i det kosmologiske perspektiv, har vi at gøre med poetiske formuleringer indenfor en forståelsesramme, som dybest set har at gøre med begrebet reanimation, altså en slags åndelig genfødsel i kød, som vel at mærke ikke har at gøre med tro på nogen som sådan, men derimod på tillid til, at en bestemt næstekærlig væremåde, aldeles fri for adskillelsestænkning, domme og frygt, og som er i overensstemmelse med de kosmiske love, kan være hensigtsmæssig og belivende for den ganske verden at praktisere, hvis det er fred på jorden og i menneskene velbehag man ønsker.
Jeg kan konkludere, at to tredjedele af de adspurgte, inklusive præsten, har den opfattelse, at menneskehedens fremtidige lykke hænger sammen med noget, som sker inde i mennesket selv, og at det er skønt, at det sker, og at vi ønsker at tage aktiv del i, at det sker; og det er da vidunderligt. Tænk hvis de tal er repræsentative for den danske befolkning... Det er da virkelig glædeligt, synes jeg. Men jeg kan så også konstatere, at kirkens svar fra biskop Steen Skovsgaard understreger, at mennesket ikke har mulighed for fuldkommenhed, og dermed er det vældig svært at se, hvorpå dette håb, i kirkeligt perspektiv, kan bygge, endsige vokse og udvide sig.
Noget tyder på, at vor kirke og vor kristendom er i splid med sig selv, og et hus i splid med sig selv, har det ikke godt, som vi ved. Det går under. Hvis håbet og uskylden i verden skal have gode kår, er første skridt vel at turde nære tillid til, at der er tale om bæredygtige og tilgængelige sandheder, som gælder for os alle sammen, eller hvad?