Referat af andet åbne møde om "martinusskolen"

Referat af 2. åbne møde om ”martinusskolen” den 26. juli på Strandagergaard.






Til stede var: Mads, Mathias, Lykke, Hans, Per, Søs, Nicco, Kaj, Karsten, Pia, Lisa og Gudmundur.


Afbud fra Sara Sofia og Steffen. Referent Lisa von Schmalensee Magnússon, 28. juli, 2012. med tilføjelser fra Hans og Karsten.














1)


Lisa begyndte med at fortælle, hvorfor hun fandt kommunikationen så vigtig, og der var bred enighed om, at en dyb forståelse af Martinus’ kosmologi indebærer bestræbelser på ikke voldelig og konstruktiv og belivende kommunikation: Kort sagt primært at prøve at forstå, sekundært at forsøge at blive forstået.


Der var også enighed om, at det altid er børnene der skal forstås, og vi, som skal forstå dem. Karsten citerede endvidere Martinus for selv at have udtalt, at pædagogik, som skal være i overensstemmelse med kosmologien, altid må tage udgangspunkt i børnene.


Nej det var faktisk ikke Karsten,det var Ole Terkelsen, nej det var Martinus i forbindelse med en spørgetime på Klint på et spørgsmål fra Jonas, om hvorledes Martinus havde udtalt sig om pædagogiske spørgsmål: at man altid skal tage afsæt i barnets interesser og talenter. (Karsten). 






2)


Angående måden kosmologien skal indgå på:


Vi drøftede, hvorvidt børn kunne være i stand til at profitere på svar fra kosmologien, og der blev givet en del eksempler og formidlet en del erfaringer, som illustrerede, at børn med stor fordel kan have gavn og glæde af sådanne svar, når blot de formidles individuelt gennem optimalt nærvær overfor børnene, sådan at svarene er umiddelbart forståelige.


Vi besluttede endvidere, at formidling af kosmologi aldrig må fremstå som sandhed, ud fra den kosmologiske betragtning, at der er lige så mange ”sandheder” som mennesker, hvorfor ingen af disse ”sandheder” kan være sandheder men derimod er synsmåder, og at børnene blot præsenteres for den kendsgerning, at et givent svar er et, som nu engang er hentet fra den måde, man selv ser tingene på, men at der er mange andre svar, og sågar nævne nogle af dem. Vi forholder os aldrig til, om disse andre svar er gode eller dårlige (vi vurderer dem ikke), men oplyser blot, hvilket svar der forekommer os selv logisk.


Grunden til, at vi valgte denne praksis som noget helt naturligt, er, at vi alle anså en sådan tilgang for at være den eneste logiske, idet den ikke kan skabe ”partiskhed” men derimod fremme harmoni.


Det er også en naturlig måde i praksis at indføre forståelse for årsags- og virkningsprincippet på, idet det på denne måde bliver naturligt for børnene, at folk tænker helt forskelligt om mange ting, fordi de har forskellige erfaringer. Ikke fordi de er gode eller onde.


3)


Autonomi:


Dette førte til en drøftelse af autonomibegrebet, som både Mathias og Lisa arbejder meget aktivt med.


Vi var enige om, at det skulle fremstå som noget yderst centralt i skolens pædagogik. Når forudgående drøftelse som noget naturligt ledte til dette, skyldes det, at selve den kendsgerning, at de voksne lærere og pædagoger altid selv tager ansvaret for den holdning de har og den synsmåde de har, udelukker frygt, og da frygt på ethvert niveau har funktion som sjælelig væksthæmmer, vil den også være den farligste hæmmer for autonomi, forstået som forankring i sit Selvs kerne eller ens Jeg: Eller med andre ord Selvstændighed, hvor selvstændigheden har fællesmængde med det menneskelige fællesskab.


Lisa pegede på, at det man i ikke voldelig kommunikation kalder giraffen dybest set er identisk med det autonome jeg, noget hun har beskrevet grundigt i sin bog Belivelse.


4)


Konkrete metoder:


Vi tog hul på nogle drøftelser af helt konkrete måder at fremelske denne autonome kvalitet på og fik bl.a. følgende på tapetet:


1) Daglig morgensamling, hvor børn og lærere og pædagoger synkroniseres i ønsker om at få nogle givende og kærlige oplevelser sammen i løbet af dagen. Måske give hinanden hånden derpå. Dette kan foregå på mange forskellige måder. Musisk, meditativt… Forskellige erfaringer blev nævnt.


2) Vi talte om, at en-til-en funktionen måske kunne indgå på den måde, at der var ”en som er virkelig god at snakke med”, som er til rådighed i skoletiden, sådan at en lærer/pædagog altid kan føle sig tryg ved, at han/hun i en presset situation kan overlade den elev, der måtte have behovet, til vedkommende. Lisa nævnte metoden i en variant brugt af en af hendes diplom kommunikationsterapeuter, Grethe Lindbjerg Sørensen på en efterskole. Hun har kaldt funktionen ”Brevkassen”. Interesserede kan læse om den på hendes hjemmeside www.giraff.dk


3) At lærere og forældre udvikler sig sammen i en form for studiekredse eller på temadage, og at lærerne arbejder på at få et egentligt fællesskab gennem godt og kærligt kendskab til hinanden.


4) Det rullende optag, som gør, at børn altid kommer ind i en allerede velfungerende gruppe.


5) Hest-føl ordning


6) At maden tilberedes af børnene og lærerne selv i diverse turnusordninger.






5)


Samarbejdspartnere med forsynet?


Vi var også alle enige med Hans i, at det er overmåde vigtigt at vi er bevidste om at vi som "de voksne" også er elever og er ved at blive uddannet i at være "forsynsgruppe" for børn. Vi udgår altså fra, at der må findes en forsynsgruppe på det åndelige plan, der vejleder os til at hjælpe børn videre (og som sikkert også, som Hans sagde, synes det er rigtig skægt ). Hans pegede på, at det giver vores arbejde en ekstra dimension af åbenhed overfor Forsynet som gør at vi voksne ikke forfalder til at tro, at vi ved alting og også på, at denne bevidsthed om at være fordomsfri og åbne overfor impulser fra lige netop Forsynet måske er en ting der viser en forskel fra andre skoler?


Jeg synes (og dette står for egen regning) at der bredte sig en vældig ligesom ”fortættet” harmoni i rummet, efter at Hans kom med dette indlæg, og vi alle samtykkede.






6)


Fuldkomne mennesker som lærere???????????????????????????


Søs pegede på, at det i oplægget kunne lyde, som om skolens lærere skulle være fuldkomne, og at hun mente, at det var umuligt at forestille sig, at man som lærer ikke ind i mellem ville blive irriteret.


Vi blev enige om, at betegnelsen fuldkomne mennesker var at skyde noget over mål men besluttede os også for som ideal og grundregel at have en praksis uden at blive kapret af negative følelser.


Helt konkret må hver eneste ansat lærer derfor i den grad arbejde med den ikke voldelige kommunikation, at man når hinsides en sådan amygdalakapret hjernefunktion. Lisa påstod, at enhver kan lære det, og samtlige tilstedeværende erklærede at være i gang med projektet på et eller andet niveau   


Vi talte også i denne forbindelse om, at der på skolen skulle kunne være hjælp at hente, hvis man mod sit ønske blev kapret.






7)


Ressourcekrævende børn:


Karsten og andre påpegede belært af erfaringer vigtigheden af at kontrollere tilgangen af ressourcekrævende børn, da et for stort antal af disse vil gå ud over de andre såkaldte normale børn!!






8)


Skolens navn


Der er lidt forskellige holdninger til skolens navn. Men helt overordnet erklærede man sig enige i, at et navn, som ikke er skabt i en stemning af strid, er at foretrække.


Da vi pt har en arbejdstitel for skolen som er ”martinusskolen”, og vi er blevet opfordret af Søren Hahn til at søge rådet om tilladelse til at bruge dette navn, besluttedes det at sende en sådan ansøgning til rådet (Lisa har påtaget sig opgaven). Og får vi afslag, ophører vi med det samme med at bruge betegnelsen. Får vi tilladelsen til at bruge betegnelsen, vil vi efterfølgende, når den tid kommer, tage stilling til, om det nu også er det rigtige navn.


9)


Fortsættelse:


Vi besluttede os for at mødes igen lørdag den 8. september kl. 14 på Akademi for Åndsvidenskab hos undertegnede. Denne dag er tilegnet fordybelse i fagligt-pædagogiske metoder med henblik på udvikling af præsentationsmateriale for skolen.