Sidevisninger i alt

mandag den 24. oktober 2011

Manu Sareens svar

Så svarede Manu Sareen på vort brev. Det gjorde han ved hjælp af en embedsmand, som oplyste, at det kun er folkekirken og ikke andre trossamfund, som hører under kirkeministeriet. Hun henviste til socialministeriet.
Jeg spørger mig selv, om det kan være sådan, at der i et radikalt ledet kirkeministerium hersker funktionel analfabetisme? Det var jo ikke ligefrem, hvad de radikale gik til valg på. Så vidt jeg kunne se, forsøgte de radikale politikere at signalere, at de var et parti med mennesker, der tænkte sig om.
At vi ikke er et trossamfund, og at vi ganske enkelt opfordrer til, at man begynder at skubbe lidt på, hjælpe lidt på vej, således at vi i fremtiden skal kunne lade kristendommen udvikle sig til et erkendelsesforum, det nægter vor nye kirke- og ligestillingsminister åbenbart pure at forholde sig til.
Det tegner ikke godt for bevidsthedsudviklingen her i landet.
Han ønsker ligestilling for mennesker med forskellige seksuelle orienteringer og ser det som noget helt naturligt, at man kan have forskellige platforme og lystniveauer at føle sig hjemme på, hvad det fysisk sanselige angår. Men kan du slet ikke, Manu Sareen, forestille dig, at mennesker også åndeligt kan føle sig hjemme forskellige steder, selvom de er rundet af en kristen fortid, og at nogle af disse som den naturligste ting i verden ikke er i stand til at tro? Ligesom nogle ikke er i stand til at føle sig tiltrukket af det modsatte køn.
Vi er nogle som rent faktisk føler os ubehageligt til mode ved trosreligioner. Ligesom vi i det hele taget har svært ved lydighed. Selv hvad mine hunde angår, har jeg det bedre med, at de handler grundet indre motivation end af lydighed, som jo ofte har sit udspring i frygt.
Ligesom der findes skabsbøsser, hvilket jeg er overbevist om, at du godt kan forstå for nogle betyder at deres talenter bruges sådan lidt småmeningsløst, så findes der også skabskosmologer. Vi ser, at der er en eller anden form for orden (kosmos), der trænger igennem i alle lukkede systemer, ikke mindst i form af årsags- og virkningsprincippet, og vi føler os overbeviste om, at forskning i dette har noget at bidrage med i det moderne menneskeliv. Vi ser også en vis sammenhæng mellem, hvad de gamle religioner har forsøgt at undervise det gammeldags lydige og troende menneske i, og hvad forskning i dette lovmæssighedsområde indenfor både det naturvidenskabelige og åndsvidenskabelige viser os.
Jeg læste forleden en udtalelse om, at forsøg på at reformere noget som helst i den danske folkekirke svarede til at sparke til Keops pyramiden. Man fik højst lidt ondt i sin tå.
Nu bruger vi ikke fysiske lemmer i vore forsøg, så vi håber da, at vi ikke ligefrem får ondt nogen steder af det, men jeg opfordrer stadig både kirke og kirke- og ligestillingsminister til at begynde at tænke med et fordomsfrit sind.
Og få så venligst tænkning om kognitiv åndelighed med ind i dit reformationsudvalg for kirkens fremtid.

0 kommentarer:

Send en kommentar