Det Belivende

Den ny belivende pædagogik er en konfronterende pædagogik.

2012-02-02T13:36:00.000+01:00

I forbindelse med meddelelsen om, at vi påtænker at starte en ny skole, den vi indtil videre kalder belx&y-skolen, som tager udgangspunkt i martinuskosmologien og den konstruktive og belivende kommunikation, er jeg blevet kontaktet af en del mennesker, som tilbyder at ville undervise i martinuskosmologi. Jeg er meget taknemmelig for interessen og imødekommenheden, men jeg ser også nødvendigheden af at præcisere, hvorfor alle, der er involverede i skolens dagligliv, skal beherske den konstruktive og belivende kommunikation.

Nogle vil måske indvende, at eftersom Martinus jo ikke kendte til den, kan den vel ikke have noget med hans kosmologiske analyser at gøre. Nej, er svaret. Det har den heller ikke på den måde. Den har imidlertid med dem at gøre på en anden måde.

Lad os huske på, at Martinus’ analyser alene peger på en lovmæssighed, som virker gennem alt i universet. Den rummer overhovedet ikke en pædagogisk praksis. Som alle, der kender bare en smule til Martinus vil vide, har han sågar udtalt, at han hellere vil være sammen med en glad kødspiser end en sur vegetar, og jeg har da også mødt tilstrækkelig mange bitre mennesker, som hører til under ”sagen” til at jeg giver ham ret. Det er altid mere belivende at være sammen med glade og taknemmelige end sure og bitre mennesker. Men der var aldrig fordømmelse af nogen art fra hans side, for han forstod jo, at enhver handling havde en årsag, og at intet menneske i sig selv var ophav til nogen som helst ”ond” gerning.

Man kan sagtens kende til samtlige analyser og alligevel ikke have essensen af konsekvenserne i rygmarven så at sige. Ikke have dem implementeret. Ikke have dem som automatfunktion. Og det er jo også helt naturligt og helt forståeligt. Derfor kan man sagtens kende til analyserne og alligevel dømme andre mennesker. Når man gør det, oplever man ikke disse menneskers handlinger som ubehagelige goder, man har for som lektie.

Den pædagogik, som vi vil forsøge at praktisere på belx&y-skolen, tager udgangspunkt i, at alt hvad der sker i vort liv, er noget, vi kan lære af. Oplever vi ubehag ved noget, ja, så er der et eller andet, som skal korrigeres, og vi må finde ud af hvad og hvordan. Opleves der omvendt behag, ja, så er der noget, som vi kan gøre meget klogt i at udvikle og komme til at gøre meget mere af.

Martinus skriver i sine analyser, at vi på vej til det rigtige menneskerige, altså i reanimationsprocessen, hvor vi fornyer os selv rent åndeligt i bestræbelserne på at opnå fred på jord, vil komme til at se mange forskellige slags nye pædagogiske redskaber blive udviklet.

Den belivende pædagogik er et af disse, og den har som udgangspunkt det pædagogiske formål at fremme alle processer, som skaber FLOW i vort stresshormonsystem. De eksisterende pædagogiske metoder gør det ikke i tilstrækkeligt omfang.

Hvis vi kigger på, hvad der er af pædagogiske metoder, kan vi inddele dem i to hoveblokke, hvoraf den ene som udgangspunkt fordrer lydighed og den anden lader stå til. Man kan egentlig sige, at den ene har sin inspiration rent mentalitetshistorisk fra det gammeltestamentlige eller endog prægammeltestamentlige, altså hedenske, ”du må ikke”-paradigme, hvor der er straf i vente til den skyldige, (et paradigme vort retsvæsen i en vis udstrækning også baserer sig på, således taler mange jo om, at der, for at ens retsbevidsthed kan være intakt, må falde straf over de skyldige) og så et nytestamentligt, hvor vi i princippet skal elske vor næste, men hvor det pædagogiske redskab består i at vende den anden kind til og tilgive. Man kan sige, at det udmunder sig i den henholdsvis straffende pædagogik og den anerkendende pædagogik.

Hvor ser vi dem? Hvor som helst der fordres lydighed, har vi den prætestamentlige bevidsthed og ældste gammeltestamentlige bevidsthed, hvor som helst der tilgives og lades stå til den nyere gammeltestamentlige og nytestamentlige bevidsthed. Begge varianter findes her i landet, hvor lydighedsdimensionen vel er størst i de muslimske koranskoler og det anerkendende princip i de moderne folkeskoler. Nå muslimer således hellere vil have deres børn i en katolsk friskole end en almindelig folkeskole, er årsagen således altid, at der i disse er mere af det, de kalder disciplin, men det er et udtryk der dækker over lydighed.

Den belivende pædagogik tager sit udgangspunkt i det tredje testamentes forståelse af, at ordene på korset ”Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør” giver os en oplysning om, at det går gruelig galt, når man ikke ved, hvad man gør, for vi bliver jo korsfæstet af det, vi kommer til at lide under det, hvorfor det naturligvis er en stor lise for den menneskelige sjæl at komme til at vide, hvad det egentlig er, vi går rundt og gør. Derfor skal alle, der arbejder på skolen, hver gang vedkommende kommunikerer, vide, hvad det, man tænker, siger og gør kan have af virkning, og om denne virkning er gunstig for opnåelse af fred på jord, så at sige.

Til dette brug er den ikke voldelige kommunikation enormt anvendelig. Men min erfaring er, at den ikke kan stå alene. Den bliver hjælpeløs og kan virke afstumpet, hvis ikke den bruges i en dybere psykologisk og kosmologisk forståelse.

Den ikke voldelige kommunikation opererer med, at man har en indre sjakal og en indre giraf, og formålet er at få aktiveret og brugt giraffen, den forstående og kærlige med overblik, så meget som muligt. Efter at have arbejdet med konceptet nogle år, kunne jeg se, at det ikke gik bare at operere med, at man har denne indre sjakal. Man er nødt til at forstå, at denne såkaldt indre sjakal er reminiscenser af dele af oplevelser langt tilbage i barndommen. Oplevelser som har aflejret sig som delpersonligheder, hvilket Jung har arbejdet dybtgående med og Ole Vedfelt herhjemme også har beskæftiget sig med på yderst seriøs vis. Det basale i disse delpersonligheder dannes, mens vi er børn, og eftersom børn, når de er helt små, ganske enkelt spejler deres omgivelser, er formålet med pædagogikken i børnehaven at få børnene til at spejle en mangfoldighed af begivenheder, som imidlertid har det til fælles, at de alle ender godt, således at børnene får nogle indre facitter af at føle sig velkomne i denne verden og af, at man altid kan nære tillid til, at alt ender godt. Er de kommet ud af denne første barndomsperiode med disse facitter, vil de være i stand til at gå den næste fase, som er grundskoleniveauet, igennem med stor appetit på indlæring.

I denne periode er det vigtigt, at barnets indre forestillingsevne får lov til at udvikle sig optimalt. Steiner har gjort sig mange tanker om måder dette kan ske på, og jeg er dybt inspireret af dem og ser hvor fantastiske redskaber, der ligger i hans indsigter. Men han har hovedsagelig fokuseret på børn, der så at sige er inkarneret med svækkede talentkerner, og han har ikke taget højde for, at børn gennemgår forskellige temaer i denne repetitionsfase, selvom de har samme alder. Afhængigt af hvorledes de tidligere inkarnationer har været, har man jo, i henhold til logikken i kosmologien, forskellige niveauer af talenter med sig i sjælens rejsekuffert. Nogle børn er ganske enkelt mere mentale end andre fra barnsben af, og jeg tror det er overmåde vigtigt at forstå, at mentale eller det man i gamle dage kaldte boglige evner, rent faktisk også kan være yderst kreative, hvis man stimulerer dem rigtigt. Min egen datter, som gik på Bernadotteskolen i de første grundskoleår og var meget glad for det, viste sig at blomstre helt ekstraordinært tankevækkende, da hun som 11-årig kom i en såkaldt sort boglig skole i et helt fremmed land med et helt fremmed sprog (islandsk), alene fordi hendes mentale evner pludselig blev set og mødt og stimuleret. Jeg kan også huske at en af lektorerne på dansk, Pil Dahlerup, på et tidspunkt fortalte, at Bernadotteskolen havde været det helt rigtige for søsteren Ulla, happeningpigen, der ikke var så mental, men slet ikke havde været rar for hende selv, der var hovedsagelig mentalt funderet.

Når man kender martinuskosmologien ved man, at nye erogene zoner på et tidspunkt opstår i det mentale område. Det vil altså på et tidspunkt blive sjovt også for børn at tænke. Ikke bare dagdrømme følelsesmæssige fantasier, men tænke. Bliver barnet imidlertid ikke hørt og set som netop det barn det er, med det det nu engang har med sig i sin helt særlige rygsæk, og med et bevidsthedsniveau, som det ikke på nogen måde selv kan tage ansvaret for, ja, så vil det uanset hvad komme til at lære enten under det ældste gammeltestamentlige paradigme (lydighedsparadigmet) eller nytestamentlige (laden stå til).

Det er det jeg mener med, at barnet må opleve at meningen tager til. Meningen for det enkelte barn af at være lige præcis på dette sted og gøre netop disse ting.

For et kunne møde børn tilstrækkelig klart, er det vigtigt, at man kender sig selv krystalklart, og at man kender de andre voksne på skolen krystalklart. Dermed kan samarbejdet komme til at foregå på en måde, hvor noget aldrig fejes under gulvtæppet, men hvor ethvert ubehageligt gode til enhver tid tages alvorligt som en kosmisk meningsfuld udfordring, der har en årsag, som har med os selv at gøre, og som vi egentlig anser det for at være vor hellige pligt at korrigere så godt vi kan.

Derfor vil et sådant begreb som sladder heller ikke eksistere på skolen. Det befinder sig i samme bevidsthedsparadigme som lydighed. Når det er blevet anset for ufint at sladre om andre børn, skyldes det, at man derved har kunnet komme til at sætte andre i et dårligt lys, som undertiden kunne påføre dem straf. Men i bel&x-skolen er det straffende univers ikke-eksisterende.

Vi tager det alvorligt, at når nogen har gjort noget, som et barn på skolen har det dårligt med, så er det rigtigt at fortælle om den iagttagelse man har gjort til en voksen – og om sine følelser, og om sine behov, og om hvad der skal til for at få det dækket. Så lytter vi også til den anden part. Det er godt at fortælle om, så det ubehagelige gode kan komme i lyset og blive undersøgt nøje, så man kan forhindre at det sker igen. Det, der er ubehageligt for en i fællesskabet, er ubehageligt for alle i fællesskabet. Så det drejer sig om at finde løsninger, som alle i fællesskabet kan have det godt med.

Det er på den måde, at vi kan hjælpe begyndelsen til det homokratiske samfund på vej rent pædagogisk.

Det er også grunden til, at vi vil arbejde i ad hoc grupper. Da børn er forskellige, oplever de ikke alle højst grad af behag ved nødvendigvis at være sammen med de samme i alle fag. Nogle er interesserede i hvor langt der er til månen og til Solen allerede i 2. klasse, andre har endnu ikke for alvor forstået hvad en kilometer er.

På denne måde kan man sige, at belivende pædagogik er en yderst konfronterende pædagogik og meget forskellig fra både den straffende og den anerkendende. Ethvert ubehageligt gode behandles nemlig præcis som den nihovedede hydra i herkulesmyten. Det nytter hverken at hugge et hoved af, for så kommer der bare to nye i stedet, eller at ignorere den, for så bliver man ved at tro, at den er der og derfor også med at frygte den. Nej. Den må op i lyset, så man kan se, at der bare er tale om virkninger af årsager, som ingen dybest set ønsker, men som bare er resultatet af gentagelser af fejltagelser grundet misforståelser, og så skvatter den sammen og viser sig bare at være summen af de ønsker, som lige nu er nul. Og ubehaget er væk, for så er der intet at frygte mere.

Det er en pædagogisk praksis, som kræver stor erfaring af lærere og pædagoger. Det teoretiske grundlag er beskrevet i min bog ”Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne”.

Prisen vi betaler for at leve med hemmeligheder

2012-01-26T13:31:00.006+01:00

I Dallas Morning News, Sept. 12, 2004, kan man læse følgende udtalelse fra Dr. Eric Nessler, Southwestern Medical Center, "Source of disease = cellular memories."

Da jeg i 2005 blev diagnosticeret med brystkræft, sagde min homeopat til mig, at

kræften jo ikke kom i går, den begyndte allerede for 30 år siden.

Hans ord var uden mening for mig, men jeg begyndte alligevel at tænke på, hvad

skete der i mit liv for 30 år siden.

Først for nylig forbandt jeg det med, at det var året, jeg blev gift.

Hvordan kunne det, at jeg giftede mig have noget med min kræft at gøre?

Jo, her var min første store energisugende og aflivende hemmelighed. Jeg havde inviteret utroskab, og uærlighed ind i mit liv. Min stolthed gjorde, at jeg i den grad overskred mine egne grænser. Jeg har betalt prisen herfor lige siden i form af et liv med hemmeligheder og hvad det bringer med sig.

Det blev den cellulære hukommelse, der lagde grunden til min kræft.

Tænker vi i hverdagen på, at vore tanker og handlinger går lige ind i vores

cellehukommelse? Og vores cellehukommelse ligger til grund for vores fysiske helbred.

Jeg vidste, at han havde være utro bare få dage før brylluppet, og jeg giftede mig alligevel

med ham, på trods af, at jeg vidste det var forkert. Jeg giftede mig med ham af

forkerte grunde: "Hvad ville folk sige, hvis brylluppet blev afslyst i sidste øjeblik?"

og mange andre tanker, der ikke kom fra Gud.

I dag kender jeg formålet med mit liv, det er at leve et liv i sandhed, et liv, der kan tåle

lyset i alle henseender. Kærlighed og tilgivelse er mit livs formål.

Hvert eneste øjeblik i mit liv må jeg være tilstede i nuet. Jeg begynder dagen med bøn, jeg

beder Gud om at være ved min side hele tiden, alene kan jeg ikke leve det liv,

der er sand og ren kærlighed, sådan som jeg oplever det gennem konstant tilgivelse og uden fordømmelse.

Jeg er hele tiden bevidst om, hvad der er rigtigt og sandt for mig. Jeg får mere og mere mod til at leve et liv i sandhed. Jeg lytter og respekterer mig selv, jeg tager mig selv alvorlig, og

jeg handler herefter. Et liv i sandhed kender ikke til energisugende hemmeligheder, det er der ikke længere behov for, når jeg tager mig selv og mit liv seriøst. Jeg må hver dag bede til, at Guds vilje også er min vilje.

Så snart jeg overskrider mine egne grænser, går det galt. Så må jeg igen tilgive mig selv og

andre, og huske at min eneste funktion er kærlighed og tilgivelse.

Jeg har i dag modet til at lytte til min indre stemme, ellers ville jeg ikke have haft modet til at stå her foran jer.

Mit formål med at være her i dag er at dele med jer, hvor vigtigt det er for os Bedstemødre og for de næste generationer, at vi lever et liv i sandhed, i ubetinget kærlighed. Det er vores generation, der må løfte sløret for de hemmeligheder, vi lever med og lader gå videre i næste generationer. Vi må holde op med at leve liv, der er mindre end sand og ubetinget kærlighed.

Mit nye liv kræver mod og tillid, tillid til at Gud hele tiden vil mig det bedste, selvom det ikke lige

i øjeblikket ser sådan ud, men Gud har det store billede, og det har altid vist sig, at med Gud går

alting bedre. Det jeg ser som uløselige problemer blegner og bliver transformeret til kærlighed.

Midlet er tilgivelse, og ingen fordømmelse.

Mit liv har været fuldt af fordømmelse og fornægtelse af Gud.

Når vi ikke længere har behov for at fordømme andre og os selv, så begynder kroppen at give slip.

Vi kan ligefrem mærke, hvordan vores cellevæv strammes op, når vi er i angrebshumør, og hvordan vævet slapper af så snart vi giver slip. Prøv at lægge mærke til det næste gang, du er i angreb eller fordømmer. Der frigives en masse energi, når vi giver slip og lader Gud komme til.

Herefter har I chancen for at blive klar over, hvor meget vi spænder i kroppen, hver gang

vi bevidst eller ubevidst fordømmer et menneske, en situation etc.

Det her er en livsstil, som kræver mod. Denne her livsstil medfører store livsændringer

for os, der lever med store usagte hemmeligheder. Men bevidstheden om, at vi gør det her for os selv, og dermed for de næste generationer, gør, at vi ved, der er ingen vej udenom. Vi vil ikke, at vores

børnebørn skal fortsætte dette liv i lidelse.

Gjort på den rigtige måde, dvs. med Guds velsignelse, sker der kun gode forandringer, og vi

vil begynde at lære, at livet er godt; der begynder at indfinde sig en indre ro og en lille

boblende kilde af glæde dukker frem nu og da. Jeg lærer stadig at tro på, at sådan kan livet

også være. Et liv i glæde, taknemmelighed og fred. Vi begynder at se og opleve hvert menneske, hvert dyr, hvert levende væsen som en af Guds skabninger og som værende en del af os selv. Der er ikke længere den konstante "væren-på-vagt" spænding i kroppen. Den spænding, der hvis den bliver ved, skaber kroniske sygdomme.

Jeg møder verden i fred og tillid, fordi jeg nu kender min Gud og Skaber.

Jeg ved, når mine bønner ikke bliver besvaret, så er de også blevet besvaret,

for så har jeg bedt om noget, der ikke er i min egen eller andres bedste interesse.

Jeg har tillid til, at Gud ved bedre end mit ego. Jeg har tillid til, at vi Bedstemødre kan gøre en forskel og være med til at udrydde vold og misbrug i familierne.

Den dag jeg valgte at træde ind i Guds verden

2012-01-26T11:25:00.001+01:00

Mørket viger for et sandt vidunder af gule,orange og violette farver i alle nuancer. Himlen er svimlende smuk, jeg kanslet ikke beskrive det. Nej, det er ikke himlen, det er fjorden, og jo det erhimlen, himlen og fjorden går ud i et. Mørket viger så ganske sagte og et lysende farvespil udløser sig,større, klarere og smukkere end noget lærred kan gengive det. Der er simpelthen ikke alle de nuanceraf farver i min kurv med farver. Det er en veritable åbenbaring. Jeg er blændetaf synet, som et blændværk, der ruller op for mine øjne, er det mon rigtigt?Drømmer jeg stadig, der var jo lige mørkt, men så ser jeg den klare gloendeopgående sol mellem de silhuetterede træstammer på Grethes grund. Så ER det rigtigt, det er den gryende morgen.

Der er grund til, at vi synger “Morgenstundhar guld i mund” – det her er så smukt et skue, at jeg må være med i det. Jegtager tre par bukser og ligeså mange trøjer og en jakke på, for der erfrostgrader derude. Men jeg må være et med det, der sker lige nu. Jeg griber mit kamera i farten. Jeg stårbare der, takker min Gud for det han viser mig, nemlig Guds verden,

denverden Gud har skabt.

Det er ikke en menneskeskabt verden, det erGuds verden, som han deler med mig. Tænk, at jeg er en del af den. Guldet flyder snart i en lang strøm henover fjorden, og nu er der så meget guld, at guldet og solen bliver et for mineøjne, jeg kan simpelthen ikke skelne, hvad er Sol, og hvad er Guld, det eret. Spejlningen er et med solen,eller er den?

En flok svaner flyver hen over hovedet påmig, jeg har hørt deres vingesus for lang tid siden, men jeg kunne ikke se dem.De kommer fra øst, fra denopgående sols verden, og flyver mod sydvest. Her i vest er farverne blå og mere kølige, men også så flotte, bare et helt andetfarvespil. Jeg kan ikke se dembegge to samtidig, dog eksisterer de begge to samtidig, selvom jeg ikke serdem. Hele panoramaet her er Gudsgave til mig, og jeg tager imod Hans gave. Det er så smukt, så fuld af fred og kærlighed, at mit hjertegør ondt. Jeg lader min stemmehjælpe mig til at tage denne herlighed ind, så jeg begynder at AUMe, detletter, og jeg kan igen trække vejret frit. Her er friskt og klart, vandet er klart, meget klart, ogflere svaner flyver forbi, vores svaner. Så må klokken snart være 9. Jeg ser på uret, klokken er 9.03.De er præcise de svaner, hver morgen kl. 9 flyver de forbi, lavt over fjordensvande, og i dag er der mange flere, og de kommer i flere og større flokke. Mine “egne 3 par” viser sig ikke i dag.

I dag er en ganske særlig dag. Jeg har nemlig åbnet døren ind til Gudsverden. Det må væreHimmeriget. Solens genspejlendelys leger med bølgerne, der igen afspejler sig i stenstæningerne ned adskråningen, så hele skråningen bliver levende, den bølger sig i et dansendelysshow, som jeg er betaget af. Jeg vil gerne danse med, men må nøjes med at leve mig ind istenene, der er legeplads for lyset. Jeg prøver at fotograferedet der sker for mine øjne, men det kan ikke fotograferes, det kan kunopleves. Guds verden kan ikkefotograferes, den er bare. Hvergang jeg forsøger at tage et billede, så træder jeg udenfor dette Himmerige,alligevel fotografere jeg på livet løs. Jeg kommer altid hurtigt tilbage i Guds verden. Alt eranderledes i dag, der er ikke en bølge på vandet, her er blikstille, her er Gud,og alt ånder fred med ubeskriveligskønhed. Min krop har svært ved attage Guds skønhed ind, jeg må bruge min stemme, men her er total stilhed. Jeg prøver alligevel at stemme i mednaturens stilhed for at kunne være i denne skønhed, i denne lyksalighed, denneGuds verden. Denne dybe stilhed, farverne er klare ogskarpe og alle farver klæder hinanden på en made, der gør denne verdenubeskrivelig for mig, så jeg er bare. Sådan er Guds verden. Hele vejen rundt ihorisonten ser jeg jorden og himlen spejle sig i Fjorden, jeg ved de er et, jegved det er altsammen Gudsverden.

Jeg går ind i huset fuld af taknemmelighed over denneoplevelse, som jeg deler med fuglene derude. Jeg hælder resten af mit vand ud i Fjorden, for jeg ved, jeger et med Altet, jeg vil se, at også det vand jeg drikker er et med Fjorden, atjeg selv er et med Fjorden, det er denne Oneness, jeg har behov for at bekræfte. Jeg ser, hvordan ringene i vandetbreder sig langt ud i fjorden og helt ind til strandbredden. Her ser jeg en kvarts, som jeg samlerop, et par små tomme sneglehuse, en sten med en tangplante og lige derhenne enhvid fjer, lagt der for mig. Jegved, det er uskyden og renheden, for fjeren er helt hvid. Nu ligger den på mit alter, stenene liggerpå Arikkis alter, det er hans legeplads der for en morgenstund blev forvandlettil Guds rige. Jeg var i Guds rige, jeg oplevede Gudsrige, min krop og sjæl kunne rumme denne herlighed, som er ren salighed.Tilbage sidder jeg med saligheden. NU ved jeg, at der er en anden verden end den, jeg har skabt, nemlig denverden Gud har skabt.

Jeg tror, jeg var derude 5 min, men jeg sernu, at jeg har været derude lige fra solopgang til næsten middag. Tiden stårstille i Guds verden.

Jeg træder ind i min stue, den erforvandlet, min verden er forvandlet, men jeg ved, jeg var bare nede vedvandkanten, for jeg har stenene og fjeren. Jeg sætter mig for at læse dagens meditation, lesson 130 –It is impossible to see two worlds. TAK GUD.

Jeg laver meditationen, jeg beder om Gudsstyrke til at se og genkende det jeg søger. Jeg vil ikke længere se min egenverden, den jeg har lavet og som består af mine illusioner. Jeg sidder i meditationen,ser ud over vandet og beder Gud give mig styrke langt ud over min egen styrke,og jeg er igen i Guds verden. Derer ingen Judas verden, der er ingen Jesus verden, Judas og Jesus er densamme, deres mødre elsker deressønner, de sørger begge to over en tabt søn. Og de glædes begge to over en genopstanden søn.

Hvad siger Judas moder og Jesus moder i mødet med hinanden? Er det den samme moder? Jeg glider ud af meditationen og op i hovedet. Jeg ser på Guds skaberværk, jeg ser påHimmeriget lige der udenfor mine vinduer, men jeg er ikke længere en del afGuds verden. Jeg kan ikke seto verdener, jeg er tilbage i minegen verden og beskuer en verden, jeg engang har besøgt, og nu har jeg valgtmin egen illusoriske verden. Selvom “the world I see holds nothingthat I want” og selvom jeg nu ved,at “Beyond this world there is aworld I want”- den verden jegbesøgte her til morgen.

Jeg takker Gud for at give mig et glimt af den sande verden, nu ved jeg den er der. Jeg skal bare skifte mit perspektiv……. Bare……… T

Hvorfor denne panik over tanken om et ministerium for livsanskuelser?

2012-01-24T13:02:00.000+01:00

SF’s gruppeformand og kirkeordfører, Pernille Vigsø Bagge har stillet et lovforslag om, at kirkeministeriet skal have en ny funktion som ministerium for livsanskuelser, og alle er i oprør. Hånlatteren gungrer af sted i medierne, og frygten for at miste stemmer får så vidt jeg er orienteret samtlige politikere til at håne med. For åhhh, hvor latterligt man dog synes, at det er.

Jeg tror imidlertid ikke på, at alle politikere virkelig mener, at det er en dårlig ide. Jeg nægter at tro, at det kan være sandt! Og jeg gør det heller ikke. Jeg synes faktisk, at det er et ualmindelig intelligent og perspektivrigt forslag. Hvorfor så det?

Ja. Blandt andet fordi jeg kender mange, som vil kunne få glæde af det.

Hvem? Muslimerne? Det ved jeg ikke, og det interesserer mig ikke. Trosreligioner interesserer mig ikke. PVB siger endvidere, at hun ikke har nævnt muslimerne med et ord. Jeg hæfter mig ved, at der ikke er tale om et ministerium for religioner eller trossamfund, men et ministerium for netop livsanskuelser. Det er da det, et fremtidsorienteret fredselskende samfund har brug for som redskab, hvis den åndelige udvikling ikke skal gå totalt i stå. Derved er det jo et ministerium for både dem, der kan tro, og dem der har mistet evnen til at tro i traditionel forstand. Dem der har mistet deres barnetro så at sige. Men som jo rummer evne til logisk tænkning og kan have en erkendelse af, at der virker en slags logos, et ordnende princip, kosmiske love, en guddommelig kraft, man kan kalde det så meget (ord er dybest set noget billigt skidt, fordi de lader sig manipulere med), som man gerne på en fordomsfri måde vil kunne studere i fred og ro og i et meningsfuldt fællesskab. Og som i øvrigt også finder stor inspiration i kristusmentaliteten, som den er beskrevet i evangelierne.

Som formand for en forening, der hedder Det Belivende, og som ikke er et trossamfund, men et erkendelsesforum, har jeg flere gange kontaktet kirkeministeriet i ønske om at få en dialog angående såkaldt kulturkristne, som er medlemmer af folkekirken, men som ikke kommer i den eller bruger den, da de ikke føler sig hjemme der. Både Birthe Rønn Hornbech og Manu Sareen har afvist vore ønsker. Birthe Rønn Hornbech af den grund, at vi ikke er et trossamfund, og Manu Sareen af den grund, at alle andre trossamfund end kirken hører til andre steder. Birthe Rønn Hornbech, som jeg af venner, der er venstrefolk, havde fået at vide var et skarpt intellektuelt og åbent hoved, sendte jeg endvidere noget litteratur, så hun fik mulighed for at sætte sig ind i tankegangen bag den type kulturkristne, som har det svært med det kultiske i folkekirkens ritualer og ceremonier. Den returnerede hun imidlertid ulæst.

At afvise mennesker, som har en kristen livsanskuelse, men som i højere grad betragter Kristus som et ideal end et idol, altså i højere grad som en inspirationskilde end en guru, der skal tilbedes, anser jeg så til gengæld for ikke bare komisk men også tragisk, al den stund at både ateister og kulturkristne, som ganske vist har mistet barnetroen og ved for meget om hvordan hjernen fungerer til at vi kan stå og tale om djævelen i trosbekendelsen eller tro på frelse via stedfortræder, dog også dør og skal begraves. Også vi gifter os. Nogle af os endog indtil flere gange. Og også vi har behov for sammenhænge, hvori der er fællesskaber af åndelig karakter.

Hvorfor vi, fordi vi mener at vide noget om hjernen ikke kan afsige trosbekendelsen? Af den enkle grund, såmænd, at vi anser den eneste djævel der findes for at være mangel på bevidsthed om vor egen krybdyrhjernes magt. Den eneste hornede der findes er vor egen primitivitet, alle den slags adfærdsmønstre, der kommer frem som det man også kalder de syv dødssynder. Den såkaldte djævel er en amygdalakapring. Hånlatter er en sådan amygdalakapring. Den er aktiv, når man føler sig truet. Da går man til angreb eller forsvarer sig eller flygter eller går død (bliver deprimeret). Og den har intet at gøre med tænkning i egentlig forstand. Man kan faktisk godt arbejde med sit tankemønster, med sin bevidsthed, på en sådan måde, at amygdalakapringerne tager af. Samtidig med at det sker, tager evnen til at finde løsninger til.

Hvis mediernes repræsentanter og politikerne med virkelig ville tænke, når de hørte et nyt lovforslag som Pernilles, så skulle de jo spørge hende ud om hvad hun egentlig mente, hvad hun havde tænkt sig at det skulle føre i retning af o.s.v. Men det gør man ikke. Man slår med halen som en krokodille og griner ondskabsfuldt. Og hvad gør Pernille? Ja, hun forstår åbenbart på sine chefer, at alle ler hende ud på grund af et selvmål.

På længere sigt kan det dog meget vel tænkes, at vor frygt for muslimernes overtagelse af den vesteuropæiske kultur meget vel kan vise sig at være en forhindring i at tænke i egentlig forstand og dermed løse det muslimske problem. Vi løser det ikke ved at låse vor egen åndelige udvikling fast i de dogmer, som pt afgør, hvad der er kristelighed her til lands eller ej. Dermed inviterer vi dybest set til fætter-kusine-fest med det muslimske broderskab.

Velbekomme. Selv melder jeg afbud.

Vázlav Havel er moderne julelæsning

2011-12-27T13:48:00.000+01:00

Så døde Vazlav Havel. Vel den mærkeligste politiker verden har set. Og mest intellektuelle, om end aldrig forstået af danske såkaldt venstreintellektuelle.

Ingen politiker har vel skilt sig mere ud fra mængden end netop han. Dels fordi han aldrig var i magtkamp med nogen, dels fordi han prædikede kosmologi. Hvad for noget? Ja.

Han har således flere gange i forskellige sammenhænge udtalt, at han egentlig kun kan træffe en beslutning han er tilfreds med, når den træffes i et kosmologisk perspektiv, og at hele hans indstilling til livet og til sit ansvar som præsident i Tjekkiet tog sit udgangspunkt i en kosmologisk verdensanskuelse. Han er citeret for sådanne udtalelser i den almindelige dagspresse, men det er mig bekendt aldrig blevet uddybet, hvad det betyder. Udtalelserne er tilsyneladende ikke rigtig blevet begrebet; har vel mest haft den funktion at placere ham som en eksotisk intellektuel. Jeg har i det mindste aldrig hørt nogen nedgøre ham, selvom martinuskosmologien, som var Havels kosmologi, herhjemme vist anses for lige så lidt stueren som DF. Der var da også bifald, da han i et foredrag på Stanford Universitet i september 1994 bl.a. pointerede: ”Demokrati uden spiritualitet er håbløst umodent. Vi behøver en spirituel renæssance for at afværge konflikter mellem civilisationerne.”

Det er skæbnens ironi, at mange såkaldt intellektuelle, som kun har lovord tilovers for Vázlav Havel, i samtiden udtrykte fjendsk hård kritik og dyb skepsis overfor en politisk praksis, som han netop har opfordret til.

Jeg tænker ikke mindst på talen han holdt i Wien på Europarådets topmøde i 1994 samt til talen han holdt i Independence Hall den 4. juli samme år, hvor han pointerede, at hvis den vestlige verdens politikere mente noget med deres formulerede ambitioner om at ville gøre en indsats for at få fred på jorden, måtte de nødvendigvis påtage sig ansvaret for ganske enkelt at arrestere diktatorerne og fjerne dem. Han foreslog konkret, at det nye verdenssamfund tog dem i sin varetægt og isolerede dem sammen med deres proselytter i Sibirien, således at de pågældende landes befolkninger kunne nå til en sådan gennemsnitsudvikling, at demokrati blev en naturlig ting at leve i for dem.

Hans synspunkt var, at befolkningerne ikke ville have mulighed for at udvikle sig og nå til et bevidsthedstrin, hvori demokrati overhovedet indgik som en realitetsbetonet mulighed, som de kunne turde ville vælge, så længe diktatorerne og disses proselytter kunne holde befolkningen i en mentalt begrænsende tilstand af frygt. Vi ville så vedblive at have lydige og ikke frie befolkningsgrupper, og dermed vedblivende udsætte såvel dem selv såvel som resten af verden for den fare, der altid er forbundet med at befolkninger holdes i slaveri.

Han var også inde på, at han opfattede det som medansvar fra vor side, når vi indgik kompromisser med diktatorerne, f.eks. indgik aftaler om, at de i en given periode kun måtte udføre halvdelen af den slags forbrydelser, som de udførte nu, idet vi hermed stemplede diktaturet som i et begrænset omfang acceptabelt. Han talte om, at vi hermed bidrog til at forlænge pinen for dem, der blev holdt i den undertrykte tilstand.

Han gik ikke ind for straf, men ønskede i stedet en bevidsthedsmæssig konfrontation, afklaring og efterfølgende korrektion af en art, som i sin dybeste konsekvens er en parallel til det kristne begreb soning, d.v.s. i den betydning, at hver soner egen brøde, og der altså ikke er tale om soning ved stedfortræder gennem tilbedelse af nogen. Det er årsags- og virkningsprincippet han opfordrede verden til at konfrontere sig med.

Da jeg læste hans tale i en dansk avis umiddelbart efter konferencen, blev jeg slået af den klare logik i talen. Er der en tyran i en familie, som forpester livet for samtlige familiemedlemmer, eller en psykopat i ledelsen på en virksomhed, er der jo heller ikke andet at gøre end at fjerne den pågældende. Enhver der arbejder med socialpolitik eller personalepolitik ved det. I familiepolitik er det ofte den svageste, som der begås overgreb på, nemlig barnet, der tvangsfjernes, men er det en stor del af befolkningen, der begås overgreb på, er det naturligvis nemmere at fjerne den, der begår overgrebet, end alle dem, der er offer for overgrebet: Alle dem, der er flygtninge, eller er på vej til at blive potentielle flygtninge.

Havels pointe, som i sin overordnede enkelhed går ud på at bidrage til, at der kommer sådanne tilstande i de enkelte lande, at ingen har behov for at skulle flygte, rummede uden tvivl for ethvert logisk tænkende menneske løsningen. Men hans opfordring blev ikke fulgt op i den offentlige debat. Man kan spørge sig hvorfor…

Selv tror jeg, at de tilstedeværende ledende politikere fra den vestlige verden følte sig meget ilde berørt ved tanken om at skulle effektuere den foreslåede plan. For for det første måtte suverænitetsprincippet tilsidesættes, og for det andet, kan jeg også forestille mig, at de nærede tvivl om, hvorvidt befolkningerne ville kunne forstå den dybere mening i det – forstå, at der ikke var tale om at besætte et andet land for at få magt over det men om at bidrage til fred på jorden ved at højne bevidsthedsniveauet i tilbagestående befolkninger.

Især vil jeg kunne forstå, at tyskerne, med den historie de har, ville have en vældig berøringsangst overfor tanken om at tage del i en sådan praksis. For hvordan gøre begribeligt, at det kan være udtryk for løft til et højere og fredeligere bevidsthedsniveau at afskaffe suverænitetsbegrebet, når vi i det eksisterende gamle paradigme netop hylder suverænitetsprincippet som noget, der udgør en betingelse for de enkelte landes selvstændige ret. Det ville være nemt for i forvejen kritisk eller manipulatorisk indstillede befolkningsgrupper at få det til at se ud, som om der nu var aggressorer, der havde gang i et eller andet mistænkeligt.

Latterliggørelse ville nemt kunne følge én, sådan som det skete for Karen Jespersen, da hun foreslog at placere kriminelle på en øde ø. Forslaget blev forstået i det gamle paradigme og derfor betragtet som hørende middelalderen til. Var det blevet forstået i den nye verdensordens, Havels, paradigme, ville der derimod være tale om et yderst brugbart fremadrettet pædagogisk redskab.

Med andre ord kunne den, der tænkte helt overordnet, når han hørte Vázlav Havels forslag, måske godt se, at det ud fra en logisk betragtning var dét, der skulle gøres. Men med i vedkommendes betragtninger indgik så formentlig den kendsgerning, at størstedelen af befolkningen ”jo” ikke tænkte overordnet, hvorfor man ikke turde nære forhåbning om, at dette forehavende ville kunne forstås i det sande perspektiv.

Hans tale fik tilsyneladende ingen konsekvenser for udviklingen af den praktiske politik. I hvert fald indgik tankerne aldrig i TV-aviser eller paneldiskussioner. Der var ingen offentlig fordomsfri drøftelse af hans tænkning.

Talen blev tværtimod i offentligheden tiet ihjel. Som en slags offentlig hemmelighed ser den imidlertid ud til at have haft virkning som en boomerang, der kom tilbage til de statsledere, der rent faktisk udførte politiske aktioner, ganske som Havel foreslog i sin tale, men uden fra begyndelsen af at sende klart signal angående årsagen til handlingen.

Jeg tænker naturligvis på den hjælpeaktion, som Bush, Blair og Fogh indledte overfor Irak.

Formentlig grundtet frygt for befolkningens manglende mentale forståelse for tingenes rette sammenhæng, kom det argument frem, at man måtte invadere Irak, da man var i besiddelse af information om, at Irak var tæt på at kunne producere atomvåben, og at denne kendsgerning var en trussel mod verdensfreden.

Måske har spindoktorer påstået, at det ville være politisk selvmord at tro, at masserne skulle kunne forstå det. Måske har de sagt, at masserne kun forstår at bakke op omkring en sådan aktion, hvis der er fjendebilleder, som truer deres personlige integritet.

Det kunne jeg forestille mig, fordi det er sådan man tænker i den gamle verdensorden. Men det var ikke sådan, Havel tænkte. Han ville korrigere fejltagelser for at bane vej for fred. Værd at mindes. Tak gode mand!

Grundtvigs juleutopi - en nutidig esoterisk forståelse

2011-12-16T16:53:00.004+01:00

Forleden hørte jeg en mand sige, at han syntes, at julen var noget rigtig lort.

Jeg kunne ikke lade være med at le. Så ekstremt komisk var det i min optik, at der var ikke andet at gøre. Jeg kunne selvfølgelig være begyndt at fortælle ham om, hvordan jeg opfattede julen, men det opgav jeg på forhånd, idet jeg ikke anså ham for at være parat til at lytte. Julen var noget lort. Basta. For den rummede ikke andet end stress.

Hånden på hjertet, så har jeg gennem mit liv set en hel del mennesker, som lider i juletiden af mange forskellige grunde. Især kvinder, som ikke orker den store arbejdsbyrde. Men i disse tider, hvor mændene er kommet med i køkkenet og rengøringsarbejdet, er der tilsyneladende også mænd, som synes, at det er et stressende præstationsræs på mange forskellige måder. Og kan man nu finde en gave, som konen bliver glad for? O.s.v . o.s.v.

Mon det var det Grundtvig tænkte på, da han sluttede salmen ”Velkommen igen Guds engle små” med bønnen ”lad julesorgen slukkes”? Nej, ganske afgjort ikke, tænker man mig bekendt indenfor teologien. Jeg derimod ja, det tror jeg faktisk, og lidt til. Men for at forstå det, må man til at kigge anderledes på juleevangeliet, og hele det nye testamente i det hele taget, end vi er vant til.

Vi, som overhovedet ulejliger os med hans ord, er vant til at tænke, at denne julesorg jo ikke kan have noget med selve fredsfyrstens og verdensfrelseren Jesu fødsel at gøre, men derimod med, at han er født til en skæbne, som indebærer, at han skal korsfæstes. Julesorgen forstås således som den kendsgerning, at dette lille uskyldige Guds barn skal blive så misforstået og forhadt, at han af sine egne klynges op til lidelse på korset. Det store glade budskab, som tidsmæssigt kulminerer samtidig med, at mørket kulminerer og vi går mod lysere tider, budskabet om, at der skal være fred på jord og i mennesker velbehag, forstyrres således i det kloge menneske Grundvigs tænkning af bevidstheden om, at han skal så grumme meget ondt igennem.

Grundvig ved godt, at det rent historisk skete, at han blev korsfæstet, Jesus, og at man ikke sådan kan lave om på historieskrivningen. Når han alligevel beder om, at det skete må være usket, at det vi har gjort må være ugjort, er det fordi Grundtvig i denne bøn har en dybt esoterisk tilgang til julemysteriet. Sorgen i julen er korsfæstelsen, og det, Grundtvig beder om, er, at den ikke længere skal være aktiv. At sorgen slukkes betyder jo, at den billedligt ikke længere hverken brænder eller ulmer. For noget der er slukket er ikke længere.

Men så er det jo en bøn om en utopi, vil nogen nok indvende. Det kan vel være; men lad os så lige først blive enige om, hvad vi mener med dette ord. De fleste mennesker forstår ordet utopi som noget, der er umuligt. Men dybest set betyder det et sted, som ikke er, men som vi længes efter. Og med den kloge digter William Heinesens ord om, at selve længslen er pant på, at det, vi længes efter, er til, kan man jo så sige, at jo, det er rigtigt: Grundtvig beder om en utopi. Han beder dybest set om en kristendomsforståelse, hvor korsfæstelsen er fraværende, og hvor det i stedet for almindelige menneskers uvidenhed er vidende Guds engle små fra høje himmelsale, der befordrer tankeklimaet. I traditionel kristendomsforståelse er himlen noget der hører til, når vi er døde (og i moderne teologi så vidt jeg forstår ikke engang da), men i denne salme er der klart fokus på, at himlen er noget, som vi skal have til at indfinde sig her på jorden. For når englene vandrer ”op og ned på salmens tonestige”, er kommunikationskanalen mellem Gud og os åben, Herren byder på fred til dem, der higer efter den; himlens borgeled åbner sig, og da kommer ret Guds rige. Når han i næste vers beder om, at dette må ske ”før vore øjne lukkes” er der naturligvis tale om, at det er noget der skal ske, mens vi lever dette liv på jord. Her er således tale om, at vi kan komme til at aktivere et link til et liv i kærlighed og fred, et liv, hvor der ikke længere er nogen smerte. Han beder faktisk om, at den åndelige dimension må blive så aktiv i mennesker, at vi higer efter den form for liv, som nærer ånden.

Kruset kan være af ler og kagen tør, deri sig engle finde. Altså: Det er revnende ligegyldigt med det materielle arvesølv og om vi har nået at bage tolv slags julebag. Der er intet at stresse over. Det, mange oplever som en daglig lidelse, korsfæstelse i symbolsk forstand, er noget vi kan komme ud af, hvis vi virkelig vil.

Korsfæstelsen er ikke noget at stresse over. Det ved Grundtvig i dette inspirerede øjeblik. Den er der kun, så længe vi ikke higer efter Guds fred. Og Guds fred er der kun en vej til, nemlig ved selv at kunne kommunikere på salmens tonestige. Ved at have freden i sig selv.

Det egentlige julebudskab handler i esoterisk forstand således ikke så meget om et historisk jesusbarn der blev født og senere desværre korsfæstet. Det handler om, at vi på jorden, symboliseret ved betlehemsstjernen, modtog en kosmisk impuls, som Jesus udlevede kærligheden og visdommen i på det fysiske plan. Det gamle testamentes profetier om fredsfyrsten, der skal komme, og det nye testamentes evangelier, som fortæller om hans komme og liv, er esoterisk betragtet derfor ikke hovedsagelig en historie om et enkelt guddommeligt menneske, som vi så ved juletid fejrer fødslen af, men derimod om en mulighed for menneskeheden. En mulighed for virkeliggørelse af en utopi, som handler om at få et himmelsk liv på jord, forbilledligt legemliggjort som realitet ved Jesus Kristus. Denne utopi inviterer Grundvig os til sammen med ham at bede om at få virkeliggjort med ordene ”Vor Fader i Himlen! Lad det ske! Lad julesorgen slukkes!

Lad os altså komme ud af vor daglige korsfæstelse.

Er der så noget vi kan gøre selv?

Ja! Higer man efter freden, så lader man være med at være så skråsikker og dømme om både den ene og den anden. Så tilstår man, at man faktisk selv ikke ved andet, end hvad man har erfaret og læst sig til, hvilket jo ifølge sagens natur må være betydeligt mindre end summen af alt, hvad der er erfaret af de 7 miiliarder mennesker, der lever pt og endnu flere dyr samt summen af al bearbejdning af tænkning gennem tiderne. Det er faktisk yderst begrænset, hvad man kan vide. Og det man mener at vide, er måske i virkeligheden mestendels blændværk. Noget man tror eller bilder sig ind. Men man har muligheden for at lade være med at udgå fra, at sandheden for alle andre må være forkert, hvis den ikke er som lige præcis ens egen, altså simpelthen slippe ens egne forudfattede meninger, eller fortidstænkning, som en kognitionsneurolog vil kalde det, og bevæge sig ind på ”salmens tonestige”, bevæge sig derind, hvor egoet holder kæft, og hvor man har mulighed for at blive inspireret, og så vente… Så skal inspirationen nok komme inden øjnene lukkes.

Ifølge esoterikken er der imidlertid tale om et udviklingsprojekt, som strækker sig over flere tusinde år. Rent symbolsk er krybben i stalden, som Jesusbarnet begynder sit jordeliv i, i virkeligheden at forstå som det dyrerige, mennesket udvikles af, og de vise mænd, som bringer gaver, er de store verdensreligioner. Nogle vil måske synes, at det er en underlig udlægning, idet det er modsigelsesfyldt, at de eksisterende verdensreligioner skulle byde en ny velkommen. Men det skyldes, at der slet ikke er tale om en ny verdensreligion, men at der er tale et nyt bevidsthedsparadigme, som består i, at det enkelte menneske kan opfatte sig selv som et Guds barn, hvilket vil sige i højere grad et åndeligt end et fysisk væsen, eller i højere grad et kærligheds- og fredshigende menneske-menneske end et dominanstrængende dyremenneske. Altså: Ikke et pattedyr med lidt følelser og intelligens og hunger efter magt, men kærlighedsfuld og vis ånd, som benytter det fysiske legeme som et redskab til at skabe himmelsk liv på jord. Det er på den måde livet esoterisk betragtet er evigt. Og det er derfor, vi kan have historien om, at Kristus genopstod fra de døde. Han var aldrig død, og vi vil aldrig være døde. Vore kroppe kan korsfæstes, ligesom Jesu krop, men det dør det sande menneskebarn eller ånden i os ikke af. Og den bevidsthed har det mulighed for at have i levende live, hvorved frygten naturligvis vil forgå. Religioner ligeså. Og en kristen praksis vil tage over. Det er esoterisk betragtet deri det messianske projekt består, som er fælles for alle religioner. Som sådan rummer samtlige religioner esoterisk betragtet den grundtvigske juleutopi i sig, nemlig at vi vedgår os vor åndelige arv, som er det egentlige arvesølv.

Rent praktisk må der samtidig være en higen ud af tankeklimaer, som har med ihjelslagning at gøre. Vore kroppe holder op med at stræbe hinanden efter livet. Buddet ”Du må ikke slå ihjel”, er således aktivt i vort hjerte som empati med levende væsener på et sådant niveau, at vi ikke kan nænne at ihjelslå andre. Vi holder også op med at kritisere hinanden og dømme hinanden og skælde ud. Det vi har lært at kalde for de syv dødssynders tankeklima, hovmod, griskhed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab er noget, der degenererer. Vor fysiske krop og vort seksuelle begær vil aftage, og vi vil få nye højintellektuelle erogene zoner. Den kunst vi kender til vil ikke længere være. Kunst vil alene være af en art, hvor kreativiteten stimulerer den højere livslyst.

Jeg kender mennesker, der tænker Vorherrebevares ved tanken om et sådant himmelsk liv på jord. Boris Jeltsin skulle således efter sigende, da han besøgte de skandinaviske lande, som i virkeligheden hvad enkelte områder angår er godt på vej ind i himmeriget, have sagt, at det da var meget pæne og velfungerende lande, men at her også var ekstremt kedeligt, da her aldrig ville kunne udbryde en eneste lille krig eller revolution. Nu er netop Jeltsin måske et noget outreret eksempel, da enhver har haft mulighed for at se ham som en kluntet fyldebøtte. Men mange tendenser i vort samfund går faktisk i retning af besynderlige former for følelsesmæssigt forrående og afstumpende retninger. Eksempler? Pornografi og prostitution er f.eks. legalt. Problemet med pædofili er i tiltagende. Filmproduktionen går i den grad efter pirring af voldelig og seksuel art, at der for sådanne følsomme sjæle som mig snart ikke er en ærlig film at se. TV’2 familiejulekalender heldigvis endnu undtaget. Der udgives snart ikke andre bøger end krimier, i hvilke perversiteterne efter anmeldelserne at dømme skal ud i det totalt makabre for at være interessante. Og flere af vore politikere opfører sig mere som Herodes og Pilatusser end som Jesus. En ikke uvæsentlig del af medierne med.

Den virkelige julesorg er måske derfor, at mange af os simpelthen ikke ønsker at julesorgen skal slukkes. Mange af os får måske stadig et kick ud af korsfæstelsen, af den daglige lidelse? Jeg vil vel ikke ligefrem kalde det sadomasochisme, men det lugter i den retning.

Jeg gad egentlig vide, hvad folk tænker i kirken juleaften, når de synger ”Velkommen igen Guds engle små”?

Vorherrebevares?

Mon ikke vi misforstår det der med at skulle vende den anden kind til?

2011-12-06T11:50:00.000+01:00

Når kristendommen fremstår så svækket, som den gør, i denne tid, kan det måske have noget at gøre med, at vi tager udtalelsen om, at vi, når nogen slår os på den ene kind så skal vende den anden til, for bogstaveligt.

Mon ikke den også kan betyde, at vi, hvis nogen går til angreb på os, så i stedet for selv at gøre det samme, skal stoppe op og reflektere og forsøge at finde inspiration til at reagere sådan, at der vil være så lidt sandsynlighed som muligt for at volden vil fortsætte.

Det er vist en mere farbar vej end bare at lade sig slagte.

Hvis vi også forholder os til Jesu måde at tilgive på, som netop lyder ”Gå bort og synd ikke mere”, er der jo noget der tyder på, at vi i høj grad bliver undervist i at skulle korrigere fejl, ikke bare passivt lade stå til.

Jaja, jeg tænker på hende den kristne i Londons Heathrow-lufthavn, som blev fyret fordi muslimer var vrede over, at hun ikke ville læse koranen. Og jeg tænker også på alle de blinde øjne der vendes til problemet med alt for mange børn, der bliver født til og socialiseret i dyb elendighed i dette land. Disse problemer kan slet ikke løses med penge. De kan kun løses ved at vi bruger tænkepausen til at konfrontere os med de egentlige problemer… men det er som om de er tabu …

Breivik er selvfølgelig sindssyg

2011-11-29T19:39:00.000+01:00

Hvordan kan det dog gå til, at nogen kan tro, at en mand som Anders Breivik, der skyder over 70 mennesker, fordi han vil have opmærksomhed på et indvandringsproblem, ikke er sindssyg? Det er mig ubegribeligt, at der findes psykiatere, som siger, at det kommer bag på dem, at han vurderes på denne måde, da han jo gennem længere tid havde planlagt begivenheden. Som om det at være intelligent og være dygtig til at manipulere skulle være ensbetydende med, at man har en sund hjerne eller et sundt sind.

Det allermest uhyggelige ved hele denne sag, synes jeg faktisk er, at ”normaliteten” i vort samfund tilsyneladende er af den opfattelse, at han er normal, men ond, og derfor skal straffes.
Det er sygt at tro, at ondskab findes. Men vi har i massevis af sindssygdom.

Han er syg. Og han skal have hjælp. Og det er der vist en hel del psykiatere og andre, der også trænger til.

Inspiration til moderne kristendom

2011-11-29T10:15:00.000+01:00

Hvad angår ”Et Kursus i Mirakler”, Foundation for inner peace, (Sphinx), dansk oversættelse ved Karl Boysen, 2001, er det blevet totalt ignoreret af den danske folkekirke. Men måske gør den sig selv en bjørnetjeneste ved ikke at åbne sit sind for den tidssvarende type kristen kognitiv meditation, som der er vejledning til i dette værk.

Gennem de 21 år jeg har arbejdet med Et kursus i Mirakler, har jeg ofte oplevet, når jeg har fortalt om det til nogen, at folk slår øjnene ned eller kigger den anden vej. Som om det nærmest er lidt pinligt. I det mindste spurgte jeg ofte mig selv, om de oplevede det som pinligt. Gennem de sidste års tid har jeg også spurgt folk selv om det, når jeg har oplevet forbindelsen i en samtale pludselig blive afbrudt, når mirakelkurset blev bragt på banen. "Har du det ikke så godt med mirakelkurset?", spørger jeg måske, og adskillige, især folk der er funderet i martinuskosmologien eller antroposofien, mennesker, der tilstræber det at vide, at være bevidst, i stedet for at tro, svarer sådan direkte adspurgt: NEJ. Og de fortæller mig, at årsagen er, at de anser det for at høre til under den såkaldt gamle verdensimpuls. Høre til den impuls, der bygger på tro og ikke viden. De nævner også, at de oplever nogle energier eller grundstemninger, som de fornemmer som stærkt autoritære. Det har jeg tænkt meget over. Og jeg er nået til det resultat, at jeg godt kan forstå det. Det skyldes ikke mindst følgende, som er at finde i indledningen til arbejdsbogen: "Nogle af de ideer arbejdsbogen præsenterer, vil du finde det vanskeligt at tro på, og andre vil muligvis synes ret foruroligende. Dette betyder ikke noget. Du bliver kun bedt om at anvende ideerne som det anvises dig at gøre det. Du bliver ikke bedt om at dømme dem overhovedet. Du bliver kun bedt om at anvende dem. Det er anvendelsen af dem der vil give dem mening for dig, og som vil vise dig at de er sande. Husk kun dette: Du behøver ikke at tro på ideerne, du behøver ikke at acceptere dem, og du behøver end ikke modtage dem velvilligt. Nogle af dem vil du muligvis aktivt modsætte dig. Intet af dette betyder noget, eller nedsætter deres effektivitet. Men tillad ikke dig selv at gøre undtagelser i anvendelsen af de ideer arbejdsbogen indeholder, og uanset hvad dine reaktioner på ideerne måtte være - brug dem. Intet mere end det er nødvendigt." (Arbejdsbogen dI.in.8,9) Det kunne jo lyde som noget i retning af: "Spørg ikke hvorfor, gør det bare. Udtvær dit ego og gør ikke hvad du vil, men underkast dig mig". Jeg tror i det mindste, at nogen hører det sådan. Og jeg forstår, at nogen hører det sådan. Og jeg forstår også, at nogen har det ualmindelig dårligt med at høre det sådan. For det er jo, som om man skal være villig til at lade ens egen fri vilje feje af bordet. Det er mildest talt heller ikke noget for mig. Spørgsmålet er så, om der er en anden måde at høre det på. Det er der for mig. Jeg hører i mirakelkurset et tilbud om konsekvente og effektive tankekoncentrerende øvelser, som kan hjælpe den, der af hele sit hjerte ønsker at leve så nær som muligt en kristen meditativ praksis. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den situation Martinus befandt sig i, inden han begyndte at meditere. Han betragtede, som bekendt, sig selv som en, der følte sig beriget af Kristi nærvær, og fortæller, at han havde for vane, hvis der var et eller andet han var usikker på, hvordan han skulle forholde sig til, at spørge sig selv, hvad mon Jesus Kristus ville have gjort i denne situation. Og så plejede svaret at melde sig. Allerede første gang han mediterede, skete der så det, at han oplevede en indvielse via kristi lys, en illumination, en dåb ind i en energi, der var større end ham selv, og som gjorde, at han derefter til ethvert tidspunkt kunne stille sig et hvilket som helst spørgsmål og opleve, at svaret meldte sig. Han fik også svar, som gjorde, at han kunne se de kosmiske love helt klart, og dermed se, hvorledes den måde kristendommen blev opfattet af almenheden i tiden på kun var et naturligt udtryk for et bestemt udviklingstrin. Martinus var ikke bange for gennemlysningen og -strømningen af kristusenergi. Han var ikke bange for at miste sig selv eller sit jeg. For ham var der tydeligvis ikke tale om at forsvinde i en trosreligion; der var, i det mindste ud fra hvad jeg kan læse af forfatterskabet, i højere grad tale om at give sig lov til at opleve en eksistensform, som han i overbevidstheden var bevidst om at høre hjemme i. For ham var der således ikke tale om at miste sig selv - men om at udvide sig til at kunne føle sig hjemme i et "verdenshjem" i kosmos. Har man det på en måde, som er beslægtet hermed - nærer man et dybt og inderligt ønske om at kunne komme til at forstå og til at kunne handle i overensstemmelse med ønsket om udelukkende at gøre det, som er godt for helheden og dermed også en selv - ja, så vil jeg anbefale, at man til at begynde med gør sig den ulejlighed at læse hele kurset, tekstbog, arbejdsbog og manual for lærere igennem og gør sig nogle overvejelser i retning af, hvad det egentlig er, der er lagt frem. Kender man noget til den nyere hjerneforskning, vil man vide, at vi mennesker har mulighed for at befinde os i to forskellige biologiske systemer: 1) Det cortisole biologiske system: Et aflivende (sygdomsbefordrende) system, som vi befinder os i, når vi er i situationer, hvor vi føler os angrebet, i forsvar, på flugt eller lammede (trækker os ind i os selv), og som på det fysiske plan lader sig måle ved at hjernen sender signaler til binyrerne om at udskille stresshormonet cortisol, der har en forgiftende funktion i cellerne. Vi er i dette system blot vi foretager domme. Enhver disharmonisk følelse, fortæller os, at vi er i dette system. Føler vi således trang til at bebrejde, kritisere, er vi kede af det, deprimerede, småirriterede o.s.v. kan vi være sikre på, at vi er i dette system. Kigger vi på Martinus såkaldte "slipsesymbol", symbolet der perspektiverer de dyriske og menneskelige tankeklimaer, ser vi, at det hører med til menneskehedens nuværende udviklingstrin at befinde sig her, men også at "energisystemet" er i aftagende. 2) Det pyrokatechine biologiske system: Et belivende og sundhedsbefordrende system, som vi er i, når vi oplever en tilstand af FLOW, oftest i forbindelse med at føle sig som en del af noget som er større end en selv, via meditation, sport, musiske oplevelser og lign. - men som også kan opleves i samvær med mennesker, når man føler sig hørt. Her registreres tilstanden på det fysiske plan ved at hjernen sender signaler til binyrerne om at udskille stresshormonet pyrokatechiner, der er karakteristiske ved at elektrificere cellerne i deres inderste kerne. Jeg er overbevist om, at enhver så vil kunne se, at det ærinde mirakelkurset er ude i er at hjælpe os med at komme til at foretage det store mirakel med os selv, og som består i at bevæge sig fra det aflivende til det belivende system. At bevæge sig fra det cortisole til det pyrokatechine. Dybest set er der således tale om på det fysiske plan at ændre på hjernens kemi og elektromagnetiske aktivitetspoler - men vel at mærke gennem ændringer i måderne at tænke og føle på. Jeg har i løbet af de tyve år jeg har undervist i kurset adskillige gange oplevet, at en person fortæller mig, at hun har svært ved at forstå ideerne og de filosofisk teoretiske udredelser - og har svært ved at se hvordan øvelserne kan føre til harmoni, når hun føler sig direkte irriteret over at skulle foretage dem - og så nogle måneder senere med klare øjne, rank ryg, en udstråling som man føler sig tryg i, fortæller, at livet er blevet som forvandlet. At hun ikke oplever at kunne lade sig irritere mere, heller ikke bliver ked eller sur - men på besynderlig vis oplever inspiration i situationer, der tidligere var forbundet med kval, således at hun nu får idéer til helt andre måder at gribe "problemer" an på. Hun opdager på et eller andet tidspunkt, så sikkert som amen i kirken, også, at hun er holdt op med at tage noget som helst personligt. Og hvordan kan det så lade sig gøre? Lad mig illustrere det ved hjælp af et eksempel, f.eks. lektion nr. 46 "Gud er den Kærlighed jeg tilgiver i". Nu er det i følge kursets selvforståelse dybest set sådan at Gud aldrig tilgiver, fordi han aldrig har dømt. Enhver dom er derfor illusorisk og blot mulig, fordi vi i vor forestillingsverden opererer med domme (ligesom i buddhismen). Men eftersom vi nu opererer med den tanke, at noget overhovedet kan være kritisabelt, må vi nødvendigvis over en omvej af tilgivelse for at få harmoni oprettet i vort indre. Da der findes bestanddele i vor erfarings- og erindringsverden, som det er helt umuligt for de følelser, der hører til i krybdyrhjernen og pattedyrdelen af hjernen (amygdalasystemet og det limbiske system) at forlige sig med, er det nødvendigt, at vi for en kort stund hæver os fuldstændig over disse følelser, medens vi foretager tilgivelsen. Lad os sige, at der er en eller anden person, som har foretaget en handling, du har følt dig dybt såret ved. Du kan så f.eks. sige, at dit intellekt gerne vil tilgive hende, men at dine følelser ikke kan. Hvad så? Ja, så er du fanget af dine følelser. Neurologerne kalder det amygdalakapret, fordi det er de dyriske følelser, der overtager styringen. I det øjeblik jeg siger "Gud er den Kærlighed jeg tilgiver i", vedkender jeg mig ikke selv at være i stand til det (selv" forstået som, at mit ego ikke er i stand til det). Jeg kan altså sidde der bevidst med modstanden mod tilgivelse i mig og sige: Jeg kan ikke tilgive, men jeg har tillid til at Gud er Kærlighed, og nu afprøver jeg den idé, at jeg kan tilgive i hans kærlighed. D.v.s. at jeg samtidig med at jeg siger ordene: Gud er den Kærlighed jeg tilgiver dig, Bin Laden, i (eller mig selv i) både er bevidst om, at "jeg" ikke er i stand til at gøre det, men at det dog er muligt. Netop denne begivenhed skaber en form for omstrukturering i min hjerne, som på længere sigt, hvis en sådan begivenhed indtræffer ofte, betyder, at jeg kommer til at føle mig mindre truet - og dermed mindre urolig, mindre disharmonisk, mere tillidsfuld og derfor også mere modig og kreativ i tanke såvel som handling. Hjerneforskningen peger på, at det er i sådanne situationer, at det intuitive center i hjernen tager til; at det er da den grå zone aktiveres, hvorved vi tilslutter os en form for universel tænkning. Samtidig tager talentkernerne i amygdala og det limbiske system af, fordi de ikke bruges, og talentkernerne knyttet til den præfrontale cortex, i pandeforlapperne, tager til, fordi de bruges. Denne universelle tænkning kan kun forekomme i situationer, hvor vi er selvforglemmende. Enhver ved, at det er ekstremt svært at være selvforglemmende, hvis vi føler os truede. Det mirakelkurset gør er at tilbyde os nogle tankekoncentrationer, som bringer os ud af faretilstanden. Vore konkrete problemer løses på et abstrakt plan via øvelser, der går ud på at afkode os selv alle vore forudfattede meninger - og når vi på et tidspunkt kommer ud på den anden side, hvilket jeg vil vove den påstand at sige, at alle kan, ja, så inspireres vi på forskellige planer til at handle uden at være kapret af vore følelser men i henhold til, hvorledes harmoni i overensstemmelse med en højere grad af universel tænkning, end vort ego kan foretage, kan opstå. Stille og roligt bliver det at tilslutte sig et niveau af tænkning, der er større end ens personligheds, til automatfunktion - oftere og oftere inspireres man af den universelle tænkning. Martinus var et menneske af en sådan beskaffenhed, at han kom i forbindelse med kristusenergien første gang han mediterede. Det er nok ikke mange af os beskåret. Mirakelkurset fortæller også at have Kristus som kilde, men er et tilbud til dem, som vedkender sig tyngdeenergi i nervesystemet, og som ønsker at få ryddet op i de primitive følelsescentre med henblik på at kunne komme til at leve et liv i fred og kærlighed og komme til at overgå fra karma til dharma - fra et liv, der føles som en forbandelse til et liv der føles som velsignelse. Jeg har hørt fra oversætter og forlag, at mirakelkurset i visse kredse har fået status af hellig skrift, hvorfor udgaven også trykkes på bibelpapir og hvorfor der er verslinjer, ligesom i bibelen. Der er så vidt jeg har forstået også en del andre restriktioner i forhold til hvordan det må udgives. Det kan vel være, at der er noget hensigtsmæssigt heri. Ikke desto mindre føler jeg behov for et forord, f.eks. skrevet af neurologer og psykologer, som kunne forklare, hvorledes vi i dette tankekoncentrerende meditationskursus faktisk har et praktisk øveprogram med henblik på overgang fra at føle sig adskilt fra livets kilde og uden adgang til den til at forbinde sig med livets kilde og kunne øse af den - eller: Et anvendeligt omprogrammeringskursus i at bevæge sig fra det cortisole stresshormonsystem til det pyrokatechine - fra det aflivende liv til det belivende liv. Jeg har i mange år tænkt på, hvor hensigtsmæssigt det kunne være at benytte på såvel fængsler som hospitaler. Jeg er slet ikke i tvivl om, at livskvaliteten derved ville få et enormt løft; men så skulle der nok foreligge en introduktion, som afmystificerede kurset, så det ikke kunne opfattes som … sådan lettere gammeldags, hvilket jeg har hørt nogle antyde, at de regner det for.

Idéen er hermed videregivet som debatoplæg.

Kristendommen som sekulariserende religion

2011-11-22T10:46:00.001+01:00

Hvis den italienske filosof Gianni Vattimo, som er en af Niels Grønkjærs ”helte” i bogen ”Den nye Gud”, har ret i sin påstand om, at kristendommen er sekulariserende, og at den moderne verdsliggørelse er en udløber heraf, kan der være sund fornuft i at se på dogmerne ud fra vor tids bevidsthed.

Niels Grønkjær (NG), bl.a. præst for Vartov, tager et syvmileskridt i den retning i den nævnte bog. Han får peget på, at der eksisterer en eller anden slags mulighed for gudsopfattelse hinsides fundamentalisme og ateisme, og han når i bogens slutning frem til den påstand at sandheden er processuel, og at det er alt det, som beredes os gennem et opmærksomt forhold til tingene og binder os i indbyrdes omsorg, der er vejen til gudsriget.

Han slutter med ordene, at den levende Gud til stadighed har mere at sige, fordi der altid er mere at sige.

Som kulturkristen føler jeg mig hvad netop dette angår godt hjemme og kommer til at tænke på en af mine yndlingshistorier om læreren, som en elev ikke kunne forstå blev ved med at stille de samme spørgsmål i sine eksamensopgaver, og som svarede, at det da var ganske naturligt, da svarene jo blev ved med at ændre sig.

Om end der tages store skridt ud af den dogmatiske tænkning, hvorved begrebet Gud forstås som en størrelse, der er i bestandig forandring, peger NG ikke på afgørende ændringer, hvad den menneskelige selvforståelse angår. Denne forklares nemlig gennem en teologisk og ikke en mentalitetshistorisk brille, og det synes jeg begrænser den unødigt. Især hvad angår oplevelsen af kristendommen som en måde for det enkelte menneske at skulle erkende på, at lidelsen er en livsbetingelse, og at den har sit udspring i en grundfejl i os, som symbolsk blev til i syndefaldet, der for evigt udrustede os med arvesynden.

NG begrunder denne permanente lidelse ud fra urmyten om Abraham og Isak. Det er der en stærk tradition for. I ”Frygt og bæven” gennemgår Kierkegaard således også Abrahams mulige sindstilstande, da han var på vej til Moriabjerget velvidende, at han skulle ofre sin søn, den første og eneste ægtefødte søn han fik som hundredårig i nådegave af Gud.

Selv blev jeg skræmt, da jeg som barn stiftede bekendtskab med historien, for jeg havde jo kun min egen psyke at forstå historien ud fra. Her er tale om en Gud, der først giver et menneske det, som han så inderligt ønsker sig og for længst har opgivet (fordi han er blevet så gammel og konen med), en ægtefødt arving, og han får oven i købet af Guds sendebud, englene, besked om, at han skal kalde ham Isak, som betyder ”den der ler”. Alt skulle jo sådan set fra dette øjeblik være lutter glæde. Men så beder Gud ham om at ofre ham.

Dette giver jo ikke mening.

Men den eneste grund til, at det ikke giver mening er, at man anskuer historien psykologisk. Man sætter sig, som jeg selv gjorde, da jeg var barn, i Abrahams eller Isaks sted og forsøger at gætte på, hvordan de mon kan have haft det. Fordi man selv ville have haft det aldeles rædselsfuldt, går man ud fra, at det samme skulle gælde Abraham og Isak. Men det, der gør Abraham til hellig stamfader, får vi at vide, er netop hans grænseløse tillid til, at Gud vidste bedst, og at alt nok skulle gå godt, hvis bare han gjorde, som han ville. I den kristne teologi, og også i NG’s tankeverden, befinder det meningsgivende sig i selve denne tro, forstået som dyb tillid. FAITH på engelsk.

Man skal lide! Ja. Man skal være villig til at ofre det allerkæreste man ejer. Ja. Sådan er det. Der er altså en slags mening i, at livet er en jammerdal, for det er et grundvilkår vi deler med vor stamfader Abraham.

Set ud fra en mentalitetshistorisk brille, er der en helt anden lære at uddrage.

Den mentalitet, der var fremherskende blandt mennesker inden Abrahams tid, over 2000 år f. Kr., rummede et ekstremt højt niveau af lydighed over for et væld af forskellige guder, der hver krævede sit. Naturkatastrofer m.m. blev betragtet som gudernes straf, og det gjaldt derfor om at være guderne tilfreds og gøre det, som man forestillede sig, at de ønskede. Eftersom man ikke kan forestille sig guder på et højere bevidsthedsniveau end man selv er på, forestillede man sig derfor, at de ville have ditten og datten. Ofre. Her hjemme levede vi som bekendt i en sådan forestillingsverden indtil næsten 1000 år e.Kr.

Som menneskets frontallapper langsomt udviklede sig, begyndte vi at kunne overskue større kompleksiteter, tænke mere logisk og vor evne til at udvise empati tog til. Man kan tale om en slags gradvis fornyelse i ånden; vi kalder det reanimation. Derfor tog forestillingen om én guddom, som var i alt uden undtagelse, til. Abraham er symbolsk for mennesket, der kunne tænke denne nye svimlende tanke, at én hensigt med sammenhængskraft gennemstrømmede hele skaberværket. Men gudsfrygten var stadig så stor, at det var helt og aldeles normalt at få den tanke, at en sådan guddom naturligvis for at prøve ens lydighed ville fordre det kostbareste offer. Mentalitetshistorisk betragtet er den tanke, at den monoteistiske Gud skulle fordre Isak ofret, derfor helt naturlig. Den har sit udspring i vanefrygten. Helt som børn, der i dagligdagen har oplevet og affundet sig med ydmygelse, også i voksenlivet ser ydmygelse som noget normalt og nærmest trygt. Uhyggeligt, synes vi vel … men ganske naturligt i henhold til hvordan vor hjerne fungerer.

At en engel byder Abraham ikke at skulle ofre sit barn, men en vædder i stedet, er derfor aldeles uhørt og nyt. Myten illustrerer en mentalitetshistorisk overgang fra børneofring til dyreofring og som sådan et kolossalt kvantespring i den menneskelige evne til empatiafgivelse. Vi begynder at kunne forestille os en empatisk Gud, fordi vi selv har udviklet empatiske evner. Forestillingen om, at Gud er god og kærlig, begynder, og den udvikler sig gradvist, hvilket man tydeligt ser, når man læser mosebøgerne. For hver gang Moses oplever, at Gud taler til ham, bliver han jo nemlig mindre frygtindgydende og mere kærlig.

Mentalitetshistorisk betragtet gemmer der sig også en vigtig pointe i oplysningen om, at Sara bliver gravid med Isak, efter at det er holdt op med at gå hende ”på kvinders vis”. Isak er nemlig slet ikke et biologisk barn. Hverken fysisk befrugtning eller kloning ville kunne frembringe ham. Isak er derimod en ny reanimeret mennesketype, prædisponeret til at være ”den der ler”, til at være glad og til at være uden frygt. Han er så at sige det første beskyttede menneske. Myten om Isak er derfor symbolsk for overgangen fra at leve som et truet og udsat væsen til at leve som et beskyttet væsen.

I mytens næste led har vi Jakob, som er tvilling med Esau. Forstået psykologisk, er der her tale om, at den kloge narrer den mindre kloge og bliver belønnet for det, idet Jakob jo franarrer Esau både sin førstefødselsret og faderens velsignelse. Psykologisk betragtet kan man derfor også her indvende, at Gud jo ikke er retfærdig, idet det var Esau, der var født først og som var den retmæssige arving. Der er altså noget galt. Gud kan åbenbart ikke finde ud af at te sig som et ordentligt menneske. (Og mon ikke det er derfor nogle mennesker føler antipati overfor jøder?). Men også her er noget andet på spil. For mentalitetshistorisk betragtet er der også her tale om et skift til en ny måde at være menneske på. Vi får jo fortalt, at den retmæssige arving til pagten med Gud ikke er den, der er skåret efter den materialistiske eller fysiske læst, men derimod faktisk den, der repræsenterer degenerationen af det dyriske i mennesket. Esau er jo den behårede, den der går på jagt og skyder dyr og den der tager flere koner. Esau er altså et instinktmenneske. Jakob derimod er ikke behåret, han tilbereder linser (vegetarisk tilgang) i stedet for at gå på jagt, og han venter med at tage til ægte indtil hans forældre råder ham til at tage til hjemlandet og finde sig en kone af egen æt (kan foretage behovsudsættelse). Han er mindre dyr. Han er mere kultiveret.

Set i et mentalitetshistorisk perspektiv fortæller det gamle testamentes historier om vor menneskeheds pagt med Gud således, at mennesket er i forandring, og at vilkårene for mennesket også er i forandring.

At begrunde et af kristendommens store dogmer, nemlig vor medfødte synd, ud fra vore fortolkninger af, at lidelsen også var grundvilkår i mosebøgerne, giver derfor ingen mening.

Det giver derimod mening at se kristendommen som et bestemt udviklingstrin i den menneskelige bevidsthed, med både muligheden for og tilladelsen til erkendelse. Kristendommen rummer nemlig også muligheden for tænkning. Den er ikke bare en trosreligion.

Mange vil sikkert spørge sig, hvor i alverden jeg har det fra, da præster generelt forfægter det synspunkt, at tro og videnskab ikke må sammenblandes. Det er i det mindste sådanne synspunkter der er kommet frem fra kirkelig side i den dialog vi har inviteret til og som kan læses på Det Belivendes hjemmeside. Men der findes heldigvis mere fornuftsprægede teologer. Johannes Værge refererer til en af dem i sin nyeste bog ”Det betroede menneske. Opgør med forvreden kristendom” og peger på, at der kan være god grund til at gå tilbage til nogle af de gamle kirkefædre som f.eks. Tertullian, der fremhæver den logiske sammenhæng i den kristne lære og erklærer den i overensstemmelse med den universelle fornuft.

Det er altså ikke en entydig kristen lov, at man skal skrue hovedet af, inden man går ind i kirkerummet. Det er bare teologers forvrængning af diverse evangelieudlægninger, som har ført os i den retning.

Hvad sker der så med kristendommen, hvis man kigger på den med en sekulær og mentalitetshistorisk brille? Bliver den mindre betydningsfuld? Devalueres den ?

Nej. Overhovedet ikke. Julebudskabet kommer derimod pludselig til at give endnu større mening.

Som det er nu, er der en sorg indlagt i juleglæden, fordi vi ved, at denne person, som er født som fredsfyrste og verdens frelser, får vor dødsdom eksekveret på korset ved påsketid. Historien indebærer jo et dybest set rædselsvækkende bøddel-offermønster. Dybt omsorgssvigt. Men afstår vi fra at tænke konkret ud fra vor fragmenterede viden om, hvad der står i de hellige skrifter og i stedet forholder os til alle disse kilder ud fra abstrakt tænkning, hæver dem til ideplan og ser teksterne som poetiske beskrivelser af temaer i projektet at blive menneske i kristen forstand, så sker der noget helt nyt. Så vil vi nemlig se, at der trænger sig budskaber om et fælles messiansk projekt gennem vore inspirerede kilder.

En sekulær tilgang til julebudskabet insisterer faktisk på, at vi tager det alvorligt! Får os til at se en opfordring til handling. Til at gakke hen og gøre ligeså for at komme fri af dette skrækindjagende bøddel-offer-mønster.

Insisterer på at vi siger til os selv, at vi i vor bevidsthedsmæssige udvikling er nået dertil, at vi ligesom Jesus Kristus uanset hvad nogen finder på at gøre mod os har det frie valg til at tilgive, fordi vi ved, at de ikke egentlig ved hvad de gør. Intelligensmæssigt ved de det selvfølgelig. Men ikke egentligt. Ikke intuitivt, ikke åndeligt. De kan ikke gennemskue de egentlige konsekvenser i kæden af årsag og virkning. Det kan vi heller ikke selv, og derfor kan vi også tilgive os selv alle vore fejltagelser.

Men der kommer en ny drivkraft ind, som den traditionelle kristendom mangler, nemlig viljen til at ville forandre sig selv, blive ”changed”, som vi snart traller med på i Händels Messias. Vi skal ud af elendigheden, og derfor må omsorgen for hinanden, som Jesus prædikede, i fokus. Han fortalte os, at hvad vi gør mod vore brødre, gør vi mod ham.

At han er død for vore synders skyld, at der altså nærmest er noget godt i, at han blev pint og plaget, fordi vi derved fik det evige liv, ser vi som en reminiscens af forne tiders tankegods med offermentalitet, som er flere tusinde år gammel. En sekulær forståelse indebærer en erkendelse af, at vi må hjælpe hinanden ud af hele denne offermentalitet, hvilket fordrer hidtil nye tilgange til løsning af i massevis af vore sociale problemer, som vi må til at forstå ikke i en slags tossegodhed men i næstekærlighed i kosmisk forstand, hvor vi træffer beslutninger ud fra hvad der bidrager til at skabe fred for menneskeheden som helhed. Det betyder, at alt som i sig rummer globalt ufredelige løsninger er noget vi må konfrontere os konstruktivt med.

En sekulær julebudskabsforståelse indebærer således, at vi aktivt udelukker enhver form for lydighed og gør alt, hvad vi kan, for at ethvert nyfødt barn kan få en lige så beskyttet tilværelse, som den Jesus taler om vil være tilfældet, når vi er ”changed” og offer-bøddelmentaliteten borte. Vi skal forstå og handle ud fra erkendelse af årsags- og virkningsloven i stedet for at dømme. Det betyder også, at vi skal forhindre enhver socialisering, som fremmer tænkning ved sværd, uanset hos hvem den dukker op.

Tager vi os af det, vil vi kunne finde ny mening i at synge halleluja, og der vil være en konstruktiv konfrontation i ønsket om en glædelig advent.

Lisa von Schmalensee Magnússon

SLUT MED DE NEDBRYDENDE HEMMELIGE FAMILIEMØNSTRE!

2011-11-08T11:11:00.000+01:00

Vi har netop indgået en aftale med sognepræst Michael Nissen, Egebjerg Kirke, om at stå for en søndagscafe i umiddelbar forlængelse af en gudstjeneste i marts,2012.

Det vil blive annonceret således i det næste kirkeblad:

Temacafe, hvor bedstemødre siger SLUT MED DE NEDBRYDENDE HEMMELIGE FAMILIEMØNSTRE!
Endelig er det som om, at voksne mennesker, der har levet i uhensigtsmæssige, nedbrydende og energisugende FAMILIEHEMMELIGHEDER, begynder at turde stå frem og sige fra.
Zoneterapeuten Alis Buhler er en af dem. Hun ved af egen erfaring, hvad frygten for ikke at blive troet eller forstået betyder, og hvordan den kan hæmme en og på længere sigt gøre en syg.
Denne aften tilegner hun og bevidsthedsforskeren Lisa Schmalensee kvinder, som gennem mange år har gået med familiehemmeligheder af en art, som egentlig har været ubærlige, og som man netop derfor har fortrængt eller i det mindste ignoreret. Det kan være f.eks. vold, utroskab, seksuelt misbrug eller incest, alt med efterfølgende skyld, had, skam.
Aftenen har fokus på en helt ny livsstil.
Ud fra egen erfaring siger Alis: ”Det her er en livsstil, som kræver mod. Denne her livsstil medfører store livsændringer for os, der lever med store usagte hemmeligheder. Men bevidstheden om, at vi ikke bare gør det her for os selv, men også for de næste generationer, gør, at vi ved, at der ingen vej er udenom. Vi vil jo ikke, at vores børnebørn skal fortsætte dette liv i lidelse.”
Vi har fokus på
1) Prisen vi betaler for at leve med hemmelighederne
2) Den stressende frygt
3) Dialogen med plads til alle de ubesvarede spørgsmål
4) At turde konfrontere sig og korrigere fejltagelser
5) Bedstemødres specielle ansvar
Alle som har en seriøs interesse i dette tema er velkomne. Tilmelding en forudsætning.

Vi er utroligt glade for dette samarbejde i netop Egebjerg, da man for tiden efterforsker en sag, hvor en kvinde fortæller, at hendes far har myrdet et spædbarn, som hun har født, og som han er faderen til. Et incestuøst forhold skulle have stået på gennem mange år.
Det er næsten utænkeligt, at ingen nogensinde skulle have fattet mistanke.
For os at se ville det bedste være at få et sådant arrangement afholdt snarest muligt, men da præsten lige har lavet det nyeste kirkeblad, må det vente til det næste.
Vi forsøger at få det samme arrangement gennemført andre steder på Sjælland.

Spøgelsesjournalistik.

2011-11-01T10:34:00.000+01:00

Nedenstående blev trykt som læserbrev i Nordvestnyt i torsdags:

Da der i en artikel under overskriften ”Åndelig hånd til præsterne” i denne avis den 5. okt. var en stribe usande og besynderlige oplysninger, vil jeg for god ordens skyld gerne dementere disse.
1) Det gratis samtaletilbud, som der er tale om, er ikke blevet til, fordi jeg mener, at præsterne ikke selv kan klare samtalerne. Det er noget præster ifølge artikler i Berlingske og Kristeligt Dagblad selv mener.
2) Det er ikke mig, der tilbyder at gøre præsternes arbejde. Derimod er der en gruppe samtaleterapeuter, som jeg har uddannet, der i form af frivilligt arbejde stiller sig til rådighed nogle timer om ugen med henblik på empatisk samtale med folk, der af forskellige grunde er i krise. Det er mennesker, som er trænede i at tage de svære samtaler.
3) At præsten Henning F. Hansen ikke forstår henvendelsen fra mig, kan heller ikke være sandt, idet han i forbindelse med præsentationen af projektet oplyste en fra samtalegruppen, som oven i købet er hans egen tidligere menighedsrådsformand, at han fandt projektet yderst interessant, gav udtryk for meget gerne at ville have projektbeskrivelsen tilsendt og yderligere spurgte, om de også kunne stå for samtalegrupper .
4) Så påstår samme præst, at sjælesorgssamtaler ikke kan uddelegeres. Det er ganske enkelt noget vrøvl. Der findes uddannelser indenfor den kristne kirke i diakoni. Den uddannelse, som jeg står for er en tidssvarende ikke fundamentalistisk og ikke religiøs parallel, hvilket tydeligt fremgår, hvis man læser kursusbeskrivelsen for konstruktiv og belivende kommunikation eller hvis man læser min bog Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne. Jeg finder det i øvrigt tankevækkende, at Henning F. Hansen både i anmeldelsen af min bog i 2007 og i den nævnte artikel påstår, at min tænkning ikke har noget med kristendom at gøre, og den tanke slår mig da, at han måske mest er imod projektet, fordi han er imod åben dialog hvad de kristne dogmer såsom arvesynd og skyld og frelse ved stedfortræder angår.
5) Artiklen indledes med oplysning om, at der på det sted, hvor jeg har mit Akademi for Åndsvidenskab, engang for et halvt hundrede års tid siden har boet en kvinde, som senere blev pornostjerne. Denne introduktion til vort tema har hverken noget med akademiets, min eller samtalegruppens dagsorden at gøre. Det er præstens eller journalistens dagsorden og rent åndemaneri. Så kan man jo spørge sig, om det er kristendom…

Manu Sareens svar

2011-10-24T12:13:00.000+02:00

Så svarede Manu Sareen på vort brev. Det gjorde han ved hjælp af en embedsmand, som oplyste, at det kun er folkekirken og ikke andre trossamfund, som hører under kirkeministeriet. Hun henviste til socialministeriet.
Jeg spørger mig selv, om det kan være sådan, at der i et radikalt ledet kirkeministerium hersker funktionel analfabetisme? Det var jo ikke ligefrem, hvad de radikale gik til valg på. Så vidt jeg kunne se, forsøgte de radikale politikere at signalere, at de var et parti med mennesker, der tænkte sig om.
At vi ikke er et trossamfund, og at vi ganske enkelt opfordrer til, at man begynder at skubbe lidt på, hjælpe lidt på vej, således at vi i fremtiden skal kunne lade kristendommen udvikle sig til et erkendelsesforum, det nægter vor nye kirke- og ligestillingsminister åbenbart pure at forholde sig til.
Det tegner ikke godt for bevidsthedsudviklingen her i landet.
Han ønsker ligestilling for mennesker med forskellige seksuelle orienteringer og ser det som noget helt naturligt, at man kan have forskellige platforme og lystniveauer at føle sig hjemme på, hvad det fysisk sanselige angår. Men kan du slet ikke, Manu Sareen, forestille dig, at mennesker også åndeligt kan føle sig hjemme forskellige steder, selvom de er rundet af en kristen fortid, og at nogle af disse som den naturligste ting i verden ikke er i stand til at tro? Ligesom nogle ikke er i stand til at føle sig tiltrukket af det modsatte køn.
Vi er nogle som rent faktisk føler os ubehageligt til mode ved trosreligioner. Ligesom vi i det hele taget har svært ved lydighed. Selv hvad mine hunde angår, har jeg det bedre med, at de handler grundet indre motivation end af lydighed, som jo ofte har sit udspring i frygt.
Ligesom der findes skabsbøsser, hvilket jeg er overbevist om, at du godt kan forstå for nogle betyder at deres talenter bruges sådan lidt småmeningsløst, så findes der også skabskosmologer. Vi ser, at der er en eller anden form for orden (kosmos), der trænger igennem i alle lukkede systemer, ikke mindst i form af årsags- og virkningsprincippet, og vi føler os overbeviste om, at forskning i dette har noget at bidrage med i det moderne menneskeliv. Vi ser også en vis sammenhæng mellem, hvad de gamle religioner har forsøgt at undervise det gammeldags lydige og troende menneske i, og hvad forskning i dette lovmæssighedsområde indenfor både det naturvidenskabelige og åndsvidenskabelige viser os.
Jeg læste forleden en udtalelse om, at forsøg på at reformere noget som helst i den danske folkekirke svarede til at sparke til Keops pyramiden. Man fik højst lidt ondt i sin tå.
Nu bruger vi ikke fysiske lemmer i vore forsøg, så vi håber da, at vi ikke ligefrem får ondt nogen steder af det, men jeg opfordrer stadig både kirke og kirke- og ligestillingsminister til at begynde at tænke med et fordomsfrit sind.
Og få så venligst tænkning om kognitiv åndelighed med ind i dit reformationsudvalg for kirkens fremtid.

Viden eller tro

2011-10-24T11:49:00.001+02:00

Til Jakob Heidelberg.
OK. Hvis det er med den på, så forsøger jeg på en anden måde. Mindre nuanceret. Men måske så meget desto klarere.
Du opererer kun med, at man enten tror på guder og derfor er teist eller ikke tror på guder og derfor er ateist.
Jeg siger, at man kan vide. Man kan vide, at der gennem verden trænger et ordensprincip i form af bl.a. årsag og virkning, og jeg mener, at det er hensigtsmæssigt for menneskeheden at undersøge denne lovmæssighed istedet for at tro på det ene eller andet.
At kunne se og vide at der trænger en lovmæssighed gennem alt, og at denne lovmæssighed tilsyneladende giver mennesker erfaringer, som får os til at indse, at kærlighed er noget efterstræbelsesværdigt at kunne både give og modtage gør mig ikke til ateist.

Opfordring til Manu Sareen

2011-10-06T13:34:00.000+02:00

Nedenstående brev er lige blevet sendt til den nye minister for ligestilling og kirke:

Kære minister for ligestilling og kirke Manu Sareen.

Hjerteligt tillykke med udnævnelsen til minister for ligestilling, kirke og nordiske anliggender.

Jeg repræsenterer en forening, der hedder Det Belivende, som er et erkendelsesforum, og i forbindelse med informationer i pressen om jeres fremtidsplaner, har vi tænkt, om det mon ikke skulle kunne være umagen værd at kontakte dig. Ikke mindst grundet din baggrund som konfliktmægler forestiller vi os, at du kan se det hensigtsmæssige i vort sigte, som er at fremme det belivende aspekt i dagligdagen (i modsætning til det aflivende).

Vi har for et par års tid siden kontaktet den tidligere kirkeminister og meddelt, at vi anser en fornyelse, hvad det moderne menneskes åndelighed angår, for at være stærkt påtrængende, idet vi er mange som så at sige har mistet et trosgen, og som anser det for komplet meningsløst at sidde i kirkerne og høre præsterne fastholde dogmatiske udlægninger af arvesynd og frelse ved stedfortræder (ved troen på et andet væsen, Jesus). Ikke desto mindre er vi udmærket klar over, at vi ikke har skabt os selv. Som udgangspunkt mener vi, at der foregår en evolution både på det fysiske og det åndelige plan (vi kalder den åndelige evolution for reanimation), og vi mener, at tiden er inde til, at man tager sig af, at denne reanimation kan fremmes i kraft af forskellige former for erkendelsesmæssige og bevidsthedsudviklende processer.

Vi anser også, at tidens debat om homoseksualitet og kirkelige vielser i høj grad kunne vinde ved, at man inddrog de perspektiver, som kosmologien rummer angående den seksuelle polforvandling.

I det hele taget er det vort ønske, at debatten ikke forsat skal have højeste fællesnævner begrænset af de teologiske grænsesoldaters territorium, men at man udvider interesseområdet og inddrager ny forskning, ikke mindst den nyeste forskning i menneskets bevidsthedsmæssige udviklingsmuligheder (her tænker vi på kognitionsneurologien) og dermed logikken. Den har indtil nu været bandlyst, hvad angår åndelighed, og vi mener, at vi dermed mentalt bremser os selv unødigt på vejen mod et tolerant og fredeligt samfund.

Vi blev imidlertid afvist med den begrundelse, at vi ikke var et trossamfund, og at kirkeministeriet kun beskæftiger sig med trossamfund.

For lige at uddrage essensen i problematikken: Vi siger ”halloooo vi har et problem i det her land, idet vi er rigtig mange som ikke har evne til at tro men dog har behov for åndelig stimulans” og svaret er så ”det kan vi ikke tage os af, for vi beskæftiger os kun med tro”.

Vor hjemmeside har adressen www.detbelivende.dk og der kan man få alle relevante oplysninger om os. På sidens debatforum kan man endvidere læse de indlæg, som er skrevet i den forsøgte dialog med den danske folkekirke, hvor et par af biskopperne samt Christina Philipstatt fra Dialogcentret forsøger at forsvare dogmatikken.

Hvis vi har forstået jeres udmeldinger rigtigt, går I ikke ind for denne fortsatte udelukkelse af logisk tænkning indenfor fremadrettet kristendomsforståelse.

Det er ikke vor hensigt at ville kritisere eller nedbryde den kirke vi har. Det er alene vort formål at skabe en udvidelse af rammerne for åndelighed og åndsrigdom, således at de, som hverken er troende eller ateister, men så at sige er vokset fra begge disse bevidsthedsmæssige platforme, kan begynde at udvikle en ny slags åndeligt hjemsted.

Nu er vi udmærket klar over, at politikere ind imellem har en fin liste med nogle ting de siger ved festlige og officielle lejligheder og en anden praksis, som i højere grad er tilpasset magelighed og bekvemmelighed, og vi kan jo endnu ikke vide, om I i den nye regering mener , hvad I siger om nysgerrighed, nytænkning og åbenhed, så vi har vel ikke ligefrem store forhåbninger… Men netop fordi vi ved, at du kender til konfliktmægling, og hele vort koncept bygger på den ikke voldelige kommunikation, har vi faktisk et vist håb om, at du forstår, at denne gruppe mennesker, som ikke er troende og ikke er ateister, kan udvikle sig til at blive åndeligt rodløse, hvis ikke der er nogle kvalificerede alternativer for dem. Og det er faktisk ikke hensigtsmæssigt for vort samfund.

Helt konkret er det vort ønske, at der skabes mulighed for at kunne blive godkendt som en forening, der kan gøre brug af offentlige bygninger, få tilskud til aktiviteter etc. på lige fod med trossamfund.

Er du overhovedet åben for en drøftelse af noget, der går i den retning, vil vi fremsende en formel ansøgning med vore vedtægter (kan i øvrigt ses på http://www.detbelivende.dk/om_vedt.htm )og hvad der ellers måtte være brug for.

For god ordens skyld synes jeg du skal vide at jeg er forfatter til bogen Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne, hvor det teoretiske fundament for vort erkendelsesforum er grundigt beskrevet. Jeg sender dig gerne et eksemplar, hvis du er interesseret.

Vi håber at høre fra dig og sender vore venligste hilsner.

p.v.a. Det Belivende

Mag.art. Lisa von Schmalensee Magnússon

Strandagergårdsvej 5
4500 Nykøbing Sjælland

59462177/21666881
www.detbelivende.dk

Moderne kosmologisk pave

2010-12-26T11:09:00.000+01:00

Normalt betragter protestanter katolicismen og paven som gammeldags og med en forældet tankegang. Men katolisicmen rummer rent faktisk en esoterik, som jeg dybest set anser for at være udtryk for kosmisk sandhed.
En intellektuel esoterik. Der er bare ikke mange der kender den.
F.eks. kan man i en samtalebog, der beskriver Joseph Ratzingers forhold til Gud, læse, at han ikke anser "det onde", det protestanterne kalder djævlen, for at være et selvstændigt væsen, "men blot en negation af den positive selvudfoldelses rum, der kan eksistere, fordi Gud tillader friheden i det skabte. Også mennesket lever i denne frihed, hvor vi mødes både af Guds kærlighed og modsigelse af det bekvemme selvbekræftende rum, vi så gerne vil blive i."
Det kunne Martinus vist også have skrevet.
Og det ligger helt på linje med min egen opfattelse.

Tidssvarende kristendom kan også rumme nisser - og gryler

2010-12-01T15:30:00.001+01:00

Joakim Stender er i sit indlæg i Jyllands-Posten forleden af den opfattelse, at man ikke kan være at betragte som seriøs kristen, hvis man i juletiden også pynter op med nisser og alfer og juletræer. Synspunktet er dybest set udtryk for en fragmenteret form for tænkning, som har det kendetegn, at der i den er en overbevisning om, at udsynet fra netop ens eget trappetrin på udviklingsstigen er det eneste rigtige. Og fred være med den, der tænker sådan, men rigtigere kan det ikke blive af den grund!

Næstekærlighedsbudet, som vel er kernen i kristendommen, må enten være sandt eller falskt. Er det falskt, ja, så er verden jo nok midt i en veritabel selvdestruktionsproces, og det er da også muligt. Men er det sandt, og det er vel, hvad man må formode, at en præst anser for sandsynligt, så må denne næstekærlighed naturligvis gælde alt og alle, og dermed også nisser og alfer og andet, som vi ikke kan begribe. Stender mener så, at de slet ikke eksisterer, og at det derfor er hedensk at tro på dem.

Men kære Stender; jeg tror ikke at folk hænger nisser op, fordi de “tror” på dem. De er derimod en del af vor mentale arv, som vi har det ganske udmærket med.

Alt, som har eksisteret af væsener i vore tankeforestillinger, på mentale og følelsesmæssige planer, er jo dybest set at regne for en del af hele skaberværket, og hvis vi ikke kan medtage disse forestillinger i den verden, hvori vi har som bud at udvise næstekærlighed, forbryder vi os mod dette bud.

Stender påstår at vide, hvad der er rigtig kristendom, og at denne ikke kan rumme nisser. Jeg påstår, at Stenders kristendom slet ikke kan være kristendom, når den ikke kan opfylde næstekærlighedsbudet på en sådan måde, at det også gælder alt det, vi ikke kan se og forstå såsom nisser og alfer og livet, som leves gennem en stedsegrøn gran.

Når mange af os i denne tid pynter op med nisser, stjerner, julemænd, engle, krybber med jesusbarn og Jomfru Maria og Josef, og andre mærkelige ting, ja, selv har jeg sågar Gryla hængende (den islandske troldkælling som lever på det islandske fjeld Esja og lader sine drenge komme ned til husene og snuppe alle de uartige børn de sidste dage inden jul, så hun kan få næring til sin ondskab). Disse figurer repræsenterer fantasi med masser af moral. Denne Gryla, som jeg selv hænger op, hænger jeg jo ikke op fordi jeg tror på hende eller dyrker hende, men fordi der i hendes figur mindes om, at engang for lang tid siden, var det frygten, der gjorde, at menneskebørnene lod være med at være uartige. Hahah … nogle skønne fortællinger at give de børn, som kommer her på besøg. Godt at man ikke behøver at frygte troldkællinger eller andet længere. Det er jo det julen handler om: Der er intet at frygte!

I julen er vi netop ikke smålige. For det er det store kærlighedsbudskab, der fødtes med Jesus, som gør, at vor rummelighed kan tage til. Derfor giver vi jo også nisserne (den gamle gårdbo) grød til jul. Man kan sige, at det er symbolsk for, at vi tilgiver os selv som menneskehed vor egen ubevidste fortid.

Der er en underfundig plads til alskens gods, til alt det skæve og mærkelige, til næsten, som netop er både dyr og planter og mennesker og alt det, vi ikke kan se med vore fysiske øjne, netop i julebudskabet. Det er jo det, det handler om. Næsten er det hele omkring os. Det er derfor, vi i den kristne forestillingsverden ikke operer med fjendebilleder netop julenat. Der er ikke plads til dem, fordi hele universet denne mærkelige nat emmer af Guds kærlighed. For nu skal der jo netop være plads til alle i herberget, ikke sandt? Og selvfølgelig også Stender.

Jeg vil gerne bede dig om som præst at udvise denne kristne rummelighed. Opererer du med fjendebilleder, om så der er tale om nisser eller dem, der hænger dem op, prædiker du vel netop selv hedensk snak?

Dette indlæg var indsendt den onsdag, december 1st, 2010 kl. 14:16 og gemt under Kognitiv kristendom, Nisser og Stender. Du kan følge alle svar på dette indlæg via RSS 2.0 feed'et. Du kan indsende en kommentar, eller linke tilbage fra din egen side. Rediger dette indlæg.

Lisa von Schmalensee Magnússon

Det fik Vibeke Riget ud af at bruge belivende kommunikation.

2010-11-22T13:44:00.000+01:00

Jeg modtog her i november nedenstående rapport fra Vibeke Riget, og jeg synes den er så spændende at læse, at jeg har bedt hende om lov til at lægge den ind her på bloggen. Det fik jeg og ønsker bare god læselyst:

"Jeg fik muligheden for at deltage i et week-endkursus, der havde den 3.biografifase som tema, nemlig 14-21 år, realisationsfasen.
Ar jeg var særlig obs på netop denne fase, hænger sammen med, at jeg aldrig har realiseret mig selv af frygt for at miste mine forældres kærlighed, en kærlighed, som jeg altid har tvivlet på. Jeg frygtede, at hvis jeg var utålelig, ville mine forældre måske slå hånden af mig, og det turde jeg ikke risikere.
Når det nu er så galt, hænger det sammen med, at jeg i første fase, fra 0-7 år, ikke har fået oplevelsen af at være velkommen, ikke har følt mig ubetinget elsket, og det hængeparti vil uvægerlig præge mit liv, indtil - - - - - jeg tager handsken op.
Hvordan kan jeg da rette op på noget, som er gået så grundlæggende skævt? Den kølighed og reservation, jeg har måttet leve med som barn og ung, er det, jeg har givet videre i forhold til mine relationer, nære som fjerne. Og netop distancen, som jeg har lagt til alt af betydning i mit liv, begyndte at røre på sig som et savn efter nærvær og nærhed, en længsel efter at være 100% til stede i de ting, jeg engagerede mig i – ikke kun betragter på sidelinien; et ønske om at skære en flænge i slørene omkring mig og bryde igennem, komme ud i det rum, hvor livet leves og opleves.
”Det du savner, er det du selv mangler at give!”, siger Lars Muhl. Men hvordan skal jeg kunne give det, jeg ikke selv har? Det store spørgsmål for mig har længe været: hvordan kan jeg elske andre, når jeg ikke elsker mig selv? Hvordan skal jeg kunne opfylde Kristi bud ”elsk din næste som dig selv!” når jeg ikke elsker mig selv?
Martinus viser med sit symbol ’Evighedslegemet’, hvordan enhver linie, fordi den krummer, ALTID vil vende tilbage til sit udgangspunkt, før eller senere, i dette sekund eller i næste liv måske; det betyder,at konsekvensen af en hvilken som helst tanke, følelse eller handling altid vil vende tilbage til sit udgangspunkt, f.eks.mig. Det vil sige, at her kræves der en beslutning og en viljesakt af mig, en beslutning om at give kærlighed og en viljesakt om at gøre det. Så vil himlen falde ned – før eller siden.
Den store visdom ligger altså i at indse, at det ikke nytter noget at sidde med hænderne i skødet og vente på kærligheden, jeg må selv ’go for it’!
Årsagen til savnet efter kærlighed ligger i 1.biografifase, så det er her, helingen skal ske. Under en meditation i en meditationsretræte, hvor jeg søgte et mål, så jeg en mulig løsning: jeg har 6 oldebørn fra 0-3½ år, altså alle i 1.fase. Så ved at gøre, hvad jeg kan for at de kan føle sig ubetinget elsket og velkomne, set og hørt, giver jeg det, jeg selv har manglet, nemlig kærligt nærvær, og vil gennem dette modtage det samme, som jeg giver. På den måde har jeg mulighed for at hele mit eget savn efter ubetinget kærlighed. Opskriften hedder nærvær ved progressiv spejling.
På week-endkurset prøvede vi at se mønstre i vores eget liv, og gik derefter med dobbeltrettet empati tæt på vores forældres liv, for at se, om der var sammenfald. Hvordan havde deres opvækst været? Havde de haft gode vækstbetingelser, var der kærlighed og nærvær, overskud? Eller måske det modsatte.
Jeg fortalte om min mor, og ved at fortælle til gruppen blev de faktuelle forhold omkring hendes liv, som jeg hidtil bare havde betragtet som kolde facts, nu pludselig meget nærværende , og jeg selv meget berørt ved at mærke den lille pige, der som 9-årig mister sin far, hvorved hendes mor, min mormor, nu alene må klare dagen og vejen med 3 piger og en lille enkepension. Og hvordan var så mors chancer for at realisere sig selv i puberteten? Vel nærmest lig nul – så der har vi et mønster, der er til at tage og føle på. Et sted slap jeg min anklage og hån over, at facaden i forhold til omverdenen var vigtigere for hende, end at vi børn trivedes. Hun har måske altid måttet opleve at skulle slide sine søstres aflagte tøj og se en mor, der måtte være mere end opfindsom for at få enderne til at nå sammen. Mor har måske med sit lyse og optimistiske sind været en lille solstråle for min mormor. Hun har med fryd i stemmen fortalt mig, hvordan hun kunne begejstres, når hendes ældste søster efter en månedsgages udbetaling kom hjem og præsenterede sin ’gave’ til sig selv, et nyt stykke tøj som regel, uden at forvente bare en pose bolscher .
Jeg gik fra week-endkurset glad og fortrøstningsfuld. Hjemme lå der en telefonbesked fra min mor (årgang 1909); hun havde problemer med et ur og var helt ude af den. Jeg ringede hende straks op og fik hende beroliget. Vi snakkede lidt om andre ting, og hun var åbenlyst glad for lidt kontakt med en af sine egne og sluttede samtalen med at sige ”jeg elsker dig!” Jeg var ved at falde ned af stolen! De 3 ord og alt hvad de rummer af belivende følelser, som jeg har hungret efter bevidst som ubevidst, får jeg pludselig som 70-årig kvinde af min 100-årige mor! Jeg svarede hende ”jeg elsker også dig” stadig meget overrasket, lidt tvivlende, men oprigtig glad.
Ugen efter besøgte jeg min mor på plejehjemmet, spændt på hvordan det ville opleves. At vi er kommet hinanden nærmere følelsesmæssigt er uomtvisteligt. KIM beskriver det som ’Himlen er trådt stille ind, for alle illusioner er blidt blevet bragt frem for sandheden i dig, og kærligheden har skinnet på dig og velsignet dit forhold med sandhed.’
Jeg føler, jeg har fået kontakt til noget essentielt, men forudsætningen for, at det vil vokse, er min bevidste medleven. Jeg har taget min første oldebørnsturne til alles glæde, oplever jeg, og på Lisas opfordring inviteret rollingerne til granhentning sammen med deres forældre, mine børnebørn, i oldefars granskov!
Jeg nærer en dyb taknemmelighed til alle mine ’medspillere’ i meditationsretræterne og omtalte week-endkursus – i særdeleshed til Lisa – for at have fået muligheden for disse indsigter gennem den belivende kommunikation. TAK!!!
10.november 2010.
Vibeke Riget.

Opfordring til statsministeren

2010-10-29T11:11:00.000+02:00

Kære venner.
Jeg kunne ikke rigtig undgå at bemærke, at der ikke var særlig megen aktivitet på denne blog. Derfor besluttede jeg mig i aftes for at markere vort synspunkt et sted, hvor der var lidt mere aktivitet, nemlig på statsministerens facebookside.
Jeg opfordrede de liberale partiledere i Europa til at tage en modernisering af kristendommen på dagsordenen, kom i dialog med nogle andre brugere af siden, som mente at politik & religion var en sprængfarlig cocktail. Jeg gav denne person ret men fortalte, at det var det, jeg mente vi havde, i og med at folkekirken jo netop er politisk bestemt som folkekirke, og sådan fortsatte det på en vældig positiv måde, synes jeg, hvor et par brugere af siden faktisk ønskede os held og lykke og var yderst enige med os i vore synspunkter.
Sidste indlæg fra mig lyder således:
"Og også mange tak til Søren Egeskjold. Det kan behøves. Jeg begyndte med at invitere Birthe Rønn Hornbech til dialog om sagen, men hun afviste forespørgslen med den begrundelse, at vi jo ikke er et trossamfund. Jeg synes, at moderne liberalisme nødvendigvis må være mental og derfor i højere grad knytte an til viden end til tro. Tør man ikke stille frimodige spørgsmål, fordi man er bange for, hvad der så skal ske med "troen" er der for en liberal kristen som mig slet ikke tale om et kristent værdigrundlag men derimod ren og skær lydighed, hvilket vel er netop det, vi tager afstand fra i islam?"
Hvis I vil se de øvrige indlæg i deres helhed - for ikke at tale om kontekst - kan I blot tilmelde jer Lars Løkke Rasmussens side og kigge der. Det er under indlægget igår, hvor han fortæller, at han netop har holdt forberedende møde med sine liberale europæiske kolleger.

Er vi misundelige på jøderne?

2010-06-03T10:33:00.000+02:00

Det tilsyneladende problem mellem palæstinensere og israelere har sin rod i en begivenhed, som foregik på Abrahams tid. Det er en slags parallel til den type problem, som det enkelte menneske kan tage med sig fra barndommen og langt ind i alderdommen. Ja, dø med for den sags skyld.
Vi skal flere tusinde år tilbage i tiden. Til da jødedommen overhovedet blev til.
Da Abraham og Sara ifølge myten ikke kunne få børn, avlede Abraham nemlig en søn med sin tjenestepige. Denne dreng fik navnet Ismael. Nogle år efter kom imidlertid en engel og meddelte, at Abraham ville blive velsignet med en ægtefødt søn via sin ægtefælle Sara. En der skulle føre velsignelsen af Abraham videre.
Dette barn blev virkelig født og fik navnet Isak, som betyder "den der ler", fordi der vitterligt var meget at le af. Isak blev ikke bare født af Sara, som var en gammel kone, for hvem det ikke længere gik "på kvinders vis", han symboliserede fortsættelsen af pagten mellem Gud og det menneske, som faldt i hans smag, Abraham. Og hvorfor lige Abraham? Fordi Abraham altid valgte fredens vej og i øvrigt var bevidst om altings sammenhæng, hvilket i religiøs terminologi er ensbetydende med en gud.
Da denne ægtefødte søn var blevet født, forårsagede Sara, at Abraham fordrev tjenestepigen med den "uægte" og ikke velsignede søn Ismael. De vandrede ud i ørkenen, som blev deres, og deres efterkommere er ørkenfolket, palæstinenserne.
Der ligger således en flere tusinde år gammel jalousi i denne ørkenstamme, som etnisk dybest set er af samme oprindelse som jøderne, men rent åndeligt og mentalt bærer på et ældgammelt nag og oplevelse af uretfærdighed. Når de siger, at "vi er et fordrevet folk" er der således tale om en nedarvet erfaring, som har en vældig magt i den del af hjerneaktiviteten, som kaldes amygdala, hvor gamle primitive følelser er lagret. Følelser som har at gøre med at være angrebet, måtte forsvare sig, flygte og gå død/være i chok.
Hvis ikke vi forstår denne kollektive misundelse på et folk, der vitterligt adskiller sig fra andre ved at være velsignet med forskellige former for begavelser, der har ført menneskehedens udvikling langt videre end menneskesønner af anden oprindelse har formået, ja, så er der ingen mulighed for at løse konflikten. Så vil jøderne som fjendebillede meget vel kunne vedblive at være fjendebillede.
Mon ikke det er en god ide at stille spørgsmålet, om vi, når vi støtter bestræbelser, som ignorerer denne misundelse, er med til at forringe betingelserne for menneskehedens videnskabelige og kunstneriske elite? Og dermed menneskeheden i det hele taget?
Hvorfor tør vi ikke tage os af, at jøderne tilsyneladende rummer et mentalt og kreativt forspring, og at de øvrige arabiske grupper såvel som vi mere gumpetunge nordboere i højere grad fungerer som om vi er undfanget i søvne end ved hjælp af en engel?
Jeg tror det skyldes, at vi er druknet i en detalje. Vore hjerner fungerer i det kognitionsneurologerne kalder en feltafhængig form for tænkning, som betyder, at vi ikke formår at se problematikken i en overordnet sammenhæng. Vi kan slet ikke overskue den mentalitetshistoriske kompleksitet, så vi taler om, at der skal kunne komme nødhjælpskonvojer til Gaza. At alt andet er umenneskeligt. Og selvfølgelig skal disse nødhjælpsforsyninger komme frem. Det er slet ikke det, der er strid om. Israelerne ønsker bare at sikre sig, at der ikke samtidig kommer raketter og andre våben til Gaza, fordi de forståeligvis ikke bryder sig om som en del af dagligdagen at blive angrebet af raketter.
Det, der virkelig er umenneskeligt, er denne dybtgående misundelse og vrede. Nogle vil måske sige, at det er menneskeligt at blive vred, når man udsættes for en uretfærdighed, men tiden er inde til at skelne mellem, hvad der er dyremenneskeligt og menneskemenneskeligt. Der er stor forskel på at føle vrede mod personer og ville hævne sig på dem, hvilket er tilfældet hos pattedyr med intelligens, dyremennesker, som vi ser både blandt almindelige kriminelle, politikere og erhvervsfolk og så på at føle afsky for begivenheder og ville korrigere, så sådanne ikke opstår igen, hvilket er tilfældet for intelligente og næstekærlige mennesker i pattedyrkroppe. Vil vi gerne leve i en menneskelig verden, som stræber efter fred på jord, må vi droppe disse amygdalakapringer, og simpelthen turde iagttage en situation uden forudindtagethed.
Også palæstinensere.
For det store spørgsmål er vel, hvilke muligheder de har for at få et godt liv, og om den største forhindring for at opnå det ikke er dette frygtelige had...
Vi må vide hvori problemet består, førend vi kan løse det, og det er først når vi tør drøfte sådanne ting i den offentlige debat, at egentlig løsningsfokusering kan finde sted.

Redaktionsgruppe for vort planlagte tidsskrift.

2010-05-16T21:49:00.000+02:00

Vi holdt første planlægningsmøde for et nyt belivende tidsskrift torsdag den 13. maj.

Ansvarsfordelingen for stoffet ser nu sådan ud:

Lisa v. Schmalensee Magnússon, mag.art i litt.:
Overordnet redaktionelt ansvar med områderne åndelighed uden religion og politik uden amygdalakapringer, hvilket vil sige behandling af alt stof indenfor disse felter som har kurs mod homokrati.

Marianne Søgaard, jurist:
Mediation i stedet for jura indenfor retssystem og erhverv.

Gudmundur Magnússon, nationaløkonom, prof. emer.:
Kognitiv økonomi – risikostyring.

Louise Norbye, sanger og komponist:
Børn og unge musikområdet og i det hele taget musiske rytmiske tendenser, som går i retning af det belivende.
(DABOING – hverdagspoesi for børn) undergrundsmusik – behandler de nye destruktive tendenser (vi skal jo forsøge at se det skjulte potentiale i det tilsyneladende destruktive).

Grethe Lindberg:
Undervisningsområdet for børn og unge. Herunder vor tids vurderingssystem i relation til en IVK-bevidstheds tilgang til brug af tests m.h.p. at finde skræddersyede og til enhver tid ultimative løsninger.

Kurt Ligaard:
Følger med i den nyeste forskning på krop/sind-området gennem Det Holistiske Universitet (v. Alex Riel, som Kurt varetager kontakt til ang. artikler), Kosmos, ved læsning af bladet, og Claus Richter ang. nyeste forskning indenfor Fødevare og Erhverv.

Melinda Magyari, speciallæge i neurologi:
Selvallergiske sygdomme som udslag af bl.a. uhensigtsmæssige psykiske tilstande. (Holder øje med den nyeste forskning indenfor området).

Helle Lindberg:
Sundhedsområdet (fra patientsiden). Korrekturlæsning.

Lennart Raaholt, modeskaber, trendforsker:
Modeområdet. Nye vinkler i en overordnet åndssnobbet og spirituel sammenhæng.

Vibeke Riget og Finn Bay Jørgensen, indretningsarkitekter:
Det æstetiske ansvar for layout. Lennart Raaholter også med i denne proces i et eller andet indtil videre ikke defineret omfang.. men vil gerne med i illustrationssammenhænge.

Mikael Ligaard, teknisk konstruktør:
Det tekniske ansvar for layoutet.

Døden - en illusion

2010-04-22T15:33:00.000+02:00

Generalsekretæren for Dialogcentret Christina Philipstatt bad mig om at skrive om mit syn på døden til det næste nummer af Den nye Dialog. Det skulle helst ikke fylde mere end 30 linjer. Det blev til nedenstående:

Mit syn på døden er i tråd med den esoteriske tradition og harmonerer også med kosmologien.
Derfor anser jeg helt overordnet den såkaldte død for at være en illusion. I min optik sker følgende:
I selve dødsøjeblikket adskilles ens æteriske legeme, som dybest set er et belivende elektromagnetisk felt, fra kroppen. Den grovere del af de æteriske lag i dette felt, følelseslegemet, løsnes gradvist og kan derfor fornemmes som tilstedeværende omkring liget i nogle dage. Følelseslegemet består af de lavere niveauer af sindet, hvori indgår sympatier og antipatier og bindinger til ting og begivenheder fra det levede liv. Det er denne del af én, som herpå oplever det, som man i den kristne terminologi kalder for skærsilden. I denne skærsild konfronteres man med de begivenheder i ens liv, hvor man har handlet i uoverensstemmelse med de kosmiske love og bevidsthedsmæssigt har mulighed for at lære af dem. Helt konkret konfronteres man med den smerte, man unødigt har forvoldt andre ved at opleve den gennem disse. Dette vil pågå indtil man ikke længere kan nænne at handle, som man gjorde. Her er således tale om en renselse af den del af ens sind, som udgøres af egoet. Er egoet stort og stædigt og stærkt bundet til anliggender, der har med det jordiske liv at gøre, kan denne proces vare i lang tid og vil kunne opfattes af andre følelsesmæssigt åbne væsener som spøgelsesagtige energier. Først når denne proces er slut, når man altså er lutret, er man klar til ”himlen”.
Er man i dødsøjeblikket uden frygt og uden bindinger til det jordiske, således at der ingen angrebstanker og ingen adskillelsestanker er i ens sind, ja, så er man allerede aktiv i de højere energier i æterlegemet og opdager knapt, at man dør, men går så at sige lige ind i himlen forstået som et åndeligt eksistensplan med kærligheden som grundtone. Der er en bolig i vor faders himmel til hvert bevidsthedsmæssige udviklingstrin, og jo mere abstrakt, altså overordnet, åndeligt, man kan tænke, jo mere abstrakt vil kærligheden i denne paradistilstand opleves. Det, man i sin lutrede form oplever mest kærlighed ved, vil man opleve.
Om nu det lykkeligste øjeblik i ens liv var, da man vandt x-factor ved at synge en popmelodi, eller var til dronningens fødselsdag i Riddersalen, gennemskuede konsekvensen af, at der findes hastigheder højere end lyspartiklens, og at der derfor er en ikke-lokal sammenhæng, hvorfor der må herske kosmos og ikke kaos her i verden, eller man oplevede som dybt retarderet at blive kigget kærlighedsfyldt i øjnene mens man fik tørret mundvandet, som løb ned over hagen og helt ned på halsen, ja, så er det det niveau, man oplever på. For den enkelte kan saligheden føles som ”det bedste”. Det at der er mange boliger i vor faders hus ser jeg som udtryk for, at vi som forskellige er lykkelige ved forskellige slags begivenheder og ikke kommer de samme steder hen i himlen.
Har man f.eks. ingen homoseksuelle tilbøjeligheder, vil homoseksualitet ikke findes i ”den himmel” man oplever. Men derfor kan man godt møde en kær ven, som er homoseksuel, i himlen. Der er vedkommende bare menneske og ikke køn.
Når man er blevet mæt af al denne kærlighed, vil man, alt afhængigt af hvor høj en grad af intellektualitet og intuition man har erhvervet sig i den mentale evolution, også være aktiv i disse dimensioner og endelig afslutningsvis se hele ens livsforløb i et perspektiv, der også rummer fortiden og hvor alle erfaringer begribes som meningsfulde i en årsags og virkningssammenhæng. Mæt af al denne salighed vil man komme til at længes efter, at der skal ske noget og inkarnerer med samtlige erhvervede facitter - og med præcis de talenter man havde i dødsøjeblikket - et sted, hvor der er mulighed for at ens elektromagnetiske felt kan virke.
Man fornyer sig så igen åndeligt i kraft af erfaringer på det fysiske plan ved hjælp af det jeg i min bog Belivelse kalder reanimation. Således udgør mennesket en aktiv del af en åndelig evolution, som pågår i henhold til samme principper som den fysiske darwinistiske.
Og hvad betyder det så for det enkelte menneske, som måske har dødsangst?
Rent praktisk betyder dette, at man, hvis man i sit ægteskab har haft et åndeligt fællesskab, så også vil have det efter kroppens død, hvorfor ægtefæller, som er åndsfæller, ikke vil kunne have dødsangst, idet de ved, at adskillelse er umulig.
I Et Kursus i Mirakler kaldes et sådant forhold et helligt forhold. Sandhedsværdien kan nemt afprøves.

Jeg opgiver at forsøge at samarbejde med folkekirken

2010-03-22T17:55:00.000+01:00

Som I har kunnet se, har vi i Det Belivende forsøgt at kommunikere med folkekirken. Vor tanke var, at vi ville kunne bidrage til, at
1) den fik et løft i retning af det kognitive, således at vi ikke skulle behøve at skrue hovedet af, når vi gik i kirke
og 2) at vi kunne blive en slags moderne udvidelse af den, således at det i højere grad kom til at dreje sig om vor måde at være menneske på end religionsdyrkelse (for dem der nu havde det sådan).
Personligt har jeg nu mistet troen på, at det vil kunne ske. Præsterne har ytret sig, især gennem tidsskriftet Den nye Dialog, hvor Christina Philipstatt er kirkens talerør, og på bloggen i Kristeligt Dagblad: lvsm.eftertanke. Det karakteristiske i denne debat er, at ingen forholder sig til forslaget og perspektiverne i det men i stedet "irettesætter" os for ikke at acceptere skylden og arvesynden som et grundvilkår.
Jeg må tilstå, at jeg ikke længere kan finde nogen motivation til at fortsætte forsøget på samarbejde. Personligt har jeg besluttet mig for at melde mig ud af kirken.
Noget, som jeg synes er virkelig tankevækkende, er, at der findes præster, som i debatten har skrevet, at vi ikke skal tro, at præsterne personligt står inde for hvad der siges under en almindelig gudstjeneste. Jeg forstår godt, at de ikke kan stå inde for det. Det er ikke det, som jeg synes er tankevækkende. Men det er tankevækkende, synes jeg, at de kan være bevidste om, at de står og siger noget, som de ikke kan stå inde for og vælge at fortsætte med at gøre det.
At bidrage til at holde liv i noget sådant er set fra mit ståsted i livet dybest set identisk med at vælge sindssygen.
Hvad gør vi så?
Tjah. Synes I ikke, at vi skal forsøge at finde samarbejdspartnere udenfor folkekirken?
Jeg ved at Humanistisk Samfund, hvor medlemmerne er ateister, forsøger at påvirke kommuner til at opføre bygninger, som kan være ramme for livsbegivenheder der fordrer en vis æstetik og højtidelighed. Jeg overvejer, om ikke vi skulle kontakte dem, for vi har, hvad bygninger og meget andet angår, måske noget at tale med dem om.
Hvad synes I?
KH
Lisa

Religioner udgør kun en del af det åndelige liv

2010-03-03T12:05:00.000+01:00

Nedenstående kronik blev fremsendt til Jyllands-Posten den 25. febr. men ikke trykt.

Der er for tiden et vældigt fokus på religioner. Kristne biskopper og præster kommer til orde som aldrig før med synspunkter, som, selvom der er visse varianter i dem, har en skæbnesvanger og insisterende fællesnævner. Den består i, at der kun er én rigtig måde at være et ordentligt menneske på, og det er som medlem af en religion.
Der er dertil hvad etniske danskere angår en centrering omkring den danske folkekirke som den eneste rigtige måde at være kristen på, og den går igen hos alle præster jeg har kendskab til fra Johannes Møllehave til biskop Elisabeth Dons Christensen.
Især står de kulturkristne for skud. Det er meget svært at finde ud af, om I folkekirkerepræsentanter overhovedet anser jer for beslægtede med os. I forholder jer nemlig hyppigt lidt sarkastisk til os, og så er det jo, at man kan blive usikker. Lad mig bare give et enkelt eksempel, som var at finde i denne avis 21/2 i 7 om en søndag:
”Jeg er dansker. Jeg er kristen. En troende kristen endda, ikke bare kulturkristen, som nogen ynder at betegne sig. Jeg beder mit fadervor, inden jeg lukker mine øjne.” (biskop Elisabeth Dons Christensen).”
Kras. Der fik vi en med grovfilen. Så kan vi lære det: Kulturkristne er nogen, som ikke beder fadervor.
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor I præster og biskopper ved det fra? Har I nogensinde spurgt os? Det tror jeg ikke I har.
Der er helt sikkert mange slags kulturkristne, og heldigvis da, men en del af os henvendte sig faktisk til hele den danske folkekirke for nogle måneder siden og inviterede til dialog angående den kendsgerning, at vi var nogle i dette land, som havde mistet vort trosgear men oplevede stor etisk inspiration fra Jesu Kristi liv. Kirkeministeren, biskopperne, præsteforeningen og menighedsrådsforeningen fik alle en invitation, som i øvrigt kan ses på www.detbelivende.dk hvor vi bl.a. redegjorde for en kosmisk/kognitiv forståelse af fadervor. Vi har da også fået et par svar, som i det væsentligste går ud på, at selve den kendsgerning, at vi anser syndsbegrebet for totalt forældet og soning ved stedfortræder (altså den påstand, at Jesus skulle være død for vore synders skyld) ligeså, indebærer, at vi ikke, i hvert fald ikke sådan uden videre, kan forvente, at kirken vil samarbejde med os. Til spørgsmålet om det så ikke er det bedste, at vi bare melder os ud af folkekirken har svaret lydt, at nej, det synes man bestemt ikke. Så der er nu en løbende dialog, hvor det hovedsagelig er Christina Philipstatt, generalsekretær i Dialogcentret, der står for kommunikationen. Jeg synes, at der er noget konstruktivt i den. Vi lytter til hinanden og får klargjort, hvad vi er enige om, og hvor vi er uenige.
Det har vist sig, at vi rent faktisk er enige om, at det er af yderste betydning, at vi mennesker påtager os et medansvar i det daglige for den verden vi lever i. Det var dejligt at få fastslået. Og selvom det kun kan læses på vor hjemmeside, vor blog og i tidsskriftet Den nye Dialog (Dialogcentrets tidsskrift nr. 19), så vil jeg opfordre alle jer præster og teologer til at tage sig af det. For det er vældig trættende igen og igen at se disse angreb på os med formuleringer som, at vi skulle være nogen der altid kun kan ”se på sin egen næsetips øjeblikkelige velbefindende”, som EDC skriver samme sted.
Biskoppen dømmer os jo uden at kende os. Det er ikke kristen praksis.
Inspirationen til artiklen, skriver du, ligger i den kendsgerning, at du har læst en rapport, hvori det fremgår, at det skulle gå fremad med integrationen i Danmark, fordi religionen ”fylder mindre og andelen af indvandrere der føler sig danske stiger”. Du påstår så, at du ved, at ”det hele”, stammer fra frygten for islam. Jeg gad dog vide, om der ikke her er tale om din egen frygt for, at noget du anser for at være værdifuldt skal miste sin karakter af absolut sandhed…
For mit eget og Det Belivendes vedkommende, kan jeg sige, at det ikke gælder os. Vi frygter ikke islam og heller ikke andre religioner. Hverken monoteistiske eller hedenske. Heller ikke X-factor eller hvad nu mennesker i vor civilisation ellers tilbeder i af fora. Idoldyrkning kan andre udøve som de vil, men vi føler os ikke hjemme i den, og ønsker ikke at støtte sådant. Jo mere lydighed der fordres, jo mere frastødt føler jeg mig … og lige nu melder selvcensuren sig på en sådan måde, at jeg ikke rigtig ved om jeg tør sige, at jeg af samme grund føler mig mest frastødt af islam. Gisp, nu gjorde jeg det.
Men jeres sarkasme overfor os er jo udtryk for samme ønske om ensartethed, som vi finder i islam, blot mere subtilt.
Vi foretrækker tillid frem for tro.
Vi har tillid til, at der er et ordnende princip, som hersker i denne verden, og at dette princip ikke er et vi selv har skabt. Det er et grundvilkår. For min skyld kan vi godt kalde det Gud.
At Jesus skulle være død for 2000 år siden for vore synders skyld er det rene volapyk for sådan en som mig. At vi er født syndige på grund af fortidige handlinger (syndefaldet), og samtidig først er til fra vi bliver født er også volapyk for os. Og når noget forekommer én totalt ulogisk, er det umuligt at have tillid til det. Med mindre man altså er meget autoritetstro.
Vi kulturkristne har nok et degenereret lydighedsgen. Til gengæld er vi søgende og vil gerne lære, hvordan vi kan gøre det gode for fremtiden. En del af os går ud fra, at vi oven i købet selv kommer til at være en del af den. Vi finder enorm inspiration i ordene ”Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør”. For deri ligger jo implicit, at vi må til at finde ud af at blive bevidste om, hvad det er vi gør. En opfordring til at finde ud af hvad det er vi gør forkert, og hvordan vi kan korrigere.
Den nyeste forskning i kognitionsneurologi har vist os, at jo større kompleksitet vi kan overskue, desto mere hensigtsmæssig bliver konsekvensen af vore beslutninger for helheden. Desto mere vi udvikler vor evne til at kunne tænke overordnet, desto mere abstrakt tænker vi naturligvis, og dermed kommer vi netop ud over vor egen ”næsetip”. Det er egentlig i denne helt abstrakte og upersonlige overordnede tænkning, at vi nærmer os en brug af hjernen, som har med inspiration at gøre, altså tænkning, som er iblandet åndeligt input --- spiritualitet, kan man også kalde det. Kirke eller ej.
Men når man har det sådan, krymper man sig lidt, når man står i kirken og skal fremsige trosbekendelsen, der jo begynder med ordene Vi forsager djævelen; for vi ser ”djævelen” som en projektion og derfor en illusion. Selv står jeg og oversætter det i mit indre til: ”Jeg vil gøre hvad jeg kan for ikke at tænke feltafhængigt og lade mig amygdalakapre af antipatier og sympatier”. Og nadverens ord ”dette er Jesu Kristi legeme og dette er Jesu Kristi blod”, bliver til ”lad den universelle sandhedsånd gennemstrømme mit sind og min krop”.
Vi er nogle som ikke er til det kultiske, magiske og rituelle, så vi føler os kejtede i sådanne sammenhænge. Vi er simpelthen mere kognitivt anlagte. Alligevel kan vi føle sammenhængskraft med alle andre mennesker af god vilje, uanset hvilken religion eller type ateisme de befinder sig i. Så spørgsmålet er, som vi ser det, om der virkelig er grund til tage afstand fra os som gudløse og ukristelige. Man kan faktisk leve et åndfuldt liv uden at være del af en religion.

Svar fra en glad kulturkristen

2010-03-01T13:06:00.000+01:00

Kronikforslag til Kristeligt Dagblad 18/2, endnu ikke publiceret pr. 1/3-2010

I kronikken Dialog og debat og kritik (10/2) stiller pastor emer. John W. Hørbo spørgsmålet, om ”du muslim eller du selvglade humanist eller selvbevidste ateist eller glade kulturkristen, vil du mødes med de andre på det sted, hvor I står på lige fod i usandheden og retsløse og ikke har andet håb end syndernes forladelse over jer selv og alt det, I går og laver og kalder sandhed, men ikke er andet end fortvivlet selvhævdelse?”
Som glad kulturkristen og dermed en, der bliver stillet spørgsmålet, vil jeg gerne forsøge at give et svar. Jeg føler mig så meget desto mere forpligtet til at forsøge at give dette svar, fordi jeg hører til blandt dem, der insisterer på dialogen (den dialog, som du i samme kronik afviser det som urkomisk at opfordre til) og sågar på vegne af Det Belivende har inviteret hele den danske folkekirke (kirkeminister, biskopper, præster, menighedsråd) til at tage del i for at få drøftet, om tiden ikke er inde til at få den kognitive indfaldsvinkel ind i vor kristendomsforståelse.
Svaret fra vor side er nej tak.
Vi føler afsky ved tanken om at mødes et sted, hvor der ikke skulle være andet håb end syndernes forladelse, og hvor der i forvejen er faldet den dom over os, at lige meget hvad vi gør, så er det ”fortvivlet selvhævdelse”.
I henhold til vort ståsted i livet, er et sådant sted vederstyggeligt og har intet med kristen praksis at gøre overhovedet. Som vi ser det, er en sådan opfattelse udtryk for, at vi intet har lært af Kristi lidelseshistorie, og at han jo derfor er død forgæves på korset.
Men hvorfor ønsker vi ikke at blive tilgivet vore synder?
Fordi vi anser synd for at være en illusion. I vor forestillingsverden synder mennesker ikke. De begår derimod fejltagelser, fordi de ikke ved bedre.
Skal vi dokumentere nytestamentligt belæg for en sådan indfaldsvinkel, kan vi vist nøjes med nogle af de mest citerede ord, nemlig: ”Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør.” Jesus sagde ikke i sin lidende tilstand på korset, at vi skulle tilgive dem, selvom de var onde og syndige.
Som vi ser det, ligger der i bydeformen en vældig opfordring til os om at komme til at vide, hvad vi gør.
Tager man sig af, hvad kognitionsneurologerne har påpeget i snart et halvt hundrede år, er det et grundvilkår for vor hjernefunktion, at vi nærmest aldrig ved, hvad vi gør. Vi tror vi ved det. Men vi ved det ikke. Vi er fortidskaprede.
I teologien kalder man vor synd en grundskade, som skete i forbindelse med syndefaldet, hvor vi blev smidt ud af paradisets have, fordi vi ville kende forskel på godt og ondt.
Dette ønske er imidlertid, som vi ser det, hverken en syndig handling eller en fejltagelse men blot et paradigmeskift. Myten anser vi for at være en symbolsk måde at berette på, at vi har udviklet os fra en bevidstløs tilstand til langsom opvågnen i en dimension af ansvar og samvittighed. Som vi ser det er der således ikke tale om en begivenhed, der fik os til at falde, men derimod en som satte skred i udviklingen. Ikke desto mindre forstår vi godt at man i et mentalitetshistorisk perspektiv har fortolket det som et fald, da det jo afstedkom muligheden for kainsmærket.
En ræv mærker ikke til noget kainsmærke i panden, selvom den dræber. Der er ingen dårlig samvittighed der. Den handler rent instinktivt. Anderledes med os. Kain var mærket af sit broderdrab…
Det vi beder jer kirkefolk om at overveje er, om det I kalder ”vor jordiske virkelighed, hvor der kun gælder en sandhed: Syndernes forladelse” ikke i virkeligheden er jeres egen hjemmestrikkede dom over os alle; en dom som dybest set er i modstrid med den opfordring der ligger fra Jesus selv om netop ikke at dømme.
Hvis vi nu giver os lov til at eksperimentere med den tanke, at vi dybest set handler ilde mod nogen grundet uvidenhed, og at det derfor drejer sig om at komme til at vide, kunne vi jo til at begynde med kaste hele den jordiske virkelighed op i luften og kigge på den på ny som den daler ned for vore øjne. Kigge uden nogen som helst forudindtagethed. Foretage ren iagttagelse og efterfølgende forsøge at forstå det vi ser i et perspektiv, som dels retter sig så langt tilbage som til evolutionens begyndelse og dels fremad til dét, der er vor utopi fred på jord og i mennesker velbehag. Gør vi det, har vi tillid til, at vi i stedet for disse ufrugtbare magtkampe, som JWH ser i stort set alle sammenhænge, og som vi også ser og er enig med ham i er destruktive, vil blive inspireret til at finde løsninger.
Selve den kendsgerning at vi opererer med tanken om synd og skyld amputerer imidlertid et sådant forsøg. For er der noget i vejen med mig, hvilket der jo må være, hvis jeg som udgangspunkt er syndig, ja, så rummer jeg vel ikke evnen til at kunne skabe løsninger?
Tænker vi imidlertid på os selv som mennesker, der selvfølgelig begår fejltagelser, fordi vi nu engang ikke er fuldkomne, men til gengæld kan være sikre på at al opmærksomhed, når vi har fejlet, er på at finde løsninger, så disse fejltagelser ikke gentager sig, ja, så vil modet til at turde udvise frimodighed uden tvivl tage til og dermed også en konstruktiv opfindsomhed i retning af at løse de problemer vi har. Ikke mindst problemet med vrede og had i vor verden.
Der sker noget forløsende i det menneske, der når til bevidsthed om årsagen til dets vrede og had. At der er en årsag indebærer jo, at det ikke er én selv, der er skabt vred og hadefuld, men at følelserne opstod, fordi der skete noget ganske bestemt. Dermed er det logisk, at de selvfølgelig også kan forsvinde igen, når faren for at dette samme kan ske ikke længere eksisterer.
I den belivende måde at arbejde med kommunikation på, ser vi igen og igen at vrede og had ganske enkelt forsvinder, når man iagttager disse følelser i et perspektiv af årsag og virkning. Opererer jeg med skyld og synd som et grundvilkår, vil jeg til stadighed være i et angrebs/forsvarsmønster, idet bøddel/offer tankegangen så er den jordiske virkelighed. Så skal nogen tilstå, at de er skyldige (onde) og sige undskyld!
Opererer jeg derimod med den tanke, at ingen er skyldige (onde) men begår frygtelige fejltagelser af uvidenhed, får jeg et frugtbart fokus på, hvad jeg kan gøre for at undgå repetition af denne fejltagelse.
Vi foretrækker denne sidstnævnte platform at mødes på. Og vi vil da også gerne invitere muslimerne med på denne platform.
Jøderne befinder sig der tilsyneladende allerede. I det mindste slog den tanke mig, da jeg læste Shimon Peres tale i forbindelse med den internationale Holocaust-mindedag. Det var især ordene måtte hans rige opstå i vor levetid og i vore dage, der slog mig.
I den dialog vi indtil nu har haft med den danske folkekirke, lyder svarene, at Guds rige ikke er noget vi skal have her på jord. Det er noget der hører det hinsidige til, efter dommedag, og at vi, som gerne vil gøre hvad vi kan for at få generel fred og velstand her på jord, ifølge biskop Steen Skovsgaard er aldeles urealistiske.
Men definerer vi os selv som mennesker, der altid har været, er og altid, så længe vi overhovedet lever, vil være syndige, så er der jo intet håb tilbage om at kunne komme til at opleve egentlig lykke her på jord, og en sådan tankegang anser vi for at være aflivende. For hvad skal noget så til for?
Vi tror, at en beslutning om i vor bevidsthed at operere med uskyld i stedet for skyld er betingelse for belivende dialog, og så i øvrigt fokusere på at have som fælles projekt at korrigere fejltagelser.

Invitation til Birgitte Stoklund Larsen

2010-02-14T10:08:00.000+01:00

I Kristeligt Dagblad den 5. febr. er der en artikel (s.5) af Birgitte Stoklund Larsen, som er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør for Dansk Kirketidende. Overskriften lyder Rigtige danskere er da ikke religiøse og er ment lidt ironisk og polemisk, så vidt jeg forstår.
Hun citerer en amerikansk sociolog Phil Zuckerman, som har gjort feltstudier i vort land og rubricerer Danmark som et "samfund uden Gud". Han påstår, at rigtige danskere ikke er voldsomt artikulerede om deres tro og ikke går i kirke.
Birgitte Stoklund Larsen mener, at der er noget om snakken, men at det er farligt at "købe" sammenhængen mellem "jo mindre religiøs, desto mere dansker". "Fordi", skriver hun, "man samtidig kommer til at marginalisere religionen fra det fælles, fra samfundet og det offentlige rum. Og så er det for alvor, at religion kan blive samfundsnedbrydende. Udfordringen er med andre ord at gentænke sammenhængen mellem religion og kultur, så det ikke bliver muslimforskrækkelse og ateisme, der kommer til at sætte præmisserne. For lige så lidt som det går an at hævde, at rigtige danskere er kristne - lige så problematisk er det at gå ud fra, at rigtige danskere ikke er religiøse". (Mine fremhævelser).
Ja. Det er i det hele taget problematisk at hævde, at ens egen vurdering er den sande, eftersom vi er over 6 milliarder mennesker på denne planet og i princippet alle nok har lidt varianter i vore vurderinger. Men jeg mener faktisk, at Birgitte Stoklund Larsen ser helt rigtigt, når hun ser os fernisere os selv op i et hjørne, hvis vi køber Zuckermans påstand.
Vi i Det Belivende kender til mange mennesker, som ikke oplever det som et sandt udsagn, at de er ateister, selvom de ikke trives i kirkelige sammenhænge.
Jeg tror, at mange danskere svarer nej på spørgsmålet om de er religiøse, fordi de føler sig frastødt af sammenhænge, hvor man tilbeder en Gud eller dyrker en bestemt form for gudstro i kultiske og mere eller mindre magiske sammenhænge. De hører ikke til i en religion. Men derfor kan de jo, som jeg selv og de øvrige medlemmer af Det belivende, være bevidste om, at de ikke har skabt sig selv, se et altgennemtrængende ordensprincip virke gennem verden og i øvrigt anse Jesus for et fuldkomment menneske og guddommeligt ideal.
Noget som gør sig gældende for mange af os, der ikke kommer i kirkerne, er, at vi slet ikke kan udholde at høre om arvesynd, skyld og soning ved stedfortræder (at Jesus er død for vore synders skyld). Det er for ulogisk, og vi opfatter det også som bagstræberisk, forstået på den måde, at der jo derved kommer et fjendebillede ind ad bagdøren som en medfødt livsbetingelse. Nogle projicerer så dette fjendebillede udad, hvorved f.eks. jøderne, som korsfæstede Jesus, bliver fjendebillede (tænk bare på den diskussion, der blussede op i kølvandet på Mel Gibsons film Passion), og andre projicerer det indad og tror, at de uanset hvad aldrig nogensinde kan komme til at blive rigtig lykkelige her på jord, fordi de har denne grundskade i deres indre hidrørende fra arvesynden. Denne projicering kan være så voldsom og så angstfremkaldende, at moderne mennesker i stedet totalt ignorerer, at de har et indre eller en åndelig dimension og kaster al opmærksomhed på x-factor, saltvand i diverse legemsdele etc.
Det er i en sådan åndsforskrækkelse, at vi for alvor ferniserer os op i en krog.
Men skal sådan nogle som os, der i øvrigt ikke bryder os om at blive slået i hartkorn med hele den tendens, der under et kaldes new age, og rummer alt fra numerologi til håndaflæsning, stå frem og fortælle om hvorfor vi ikke er ateister, selvom vi ikke er religiøse, så fordrer det, at der er nogen at drøfte disse sager med.
Vi har i Det Belivende inviteret landets biskopper plus samtlige præster og menighedsråd til en dialog om en slags gentænkning af sammenhæng mellem religion og kultur – med henblik på en kognitiv modernisering af kristendommen. Vi har sågar foreslået et helt konkret samarbejde, således at disse mennesker, disse såkaldt kulturkristne, som ikke bryder sig om at være i kirken og dog ikke er ateister kan tilbydes et alternativ med kognitivt funderede koncepter for livsbegivenheder.
Indtil nu er det fra kirkeligt hold udelukkende biskop Steen Skovsgaard og Christina Philipstatt fra Dialogcentret, som er gået ind i dialogen. Men vi vil da meget gerne indbyde Birgitte Stoklund Larsen også og henviser dels til vor hjemmeside www.detbelivende.dk samt til vor blog http://detbelivende.blogspot.com/ Derudover er der en facebookgruppe ved navn For et belivende alternativ til folkekirken.

Mag.art. Lisa von Schmalensee Magnússon, formand for Det Belivende.

Kirken peger på relevant udfordring - og vi er her jo allerede.

2010-02-06T16:37:00.000+01:00

I Kristeligt Dagblad den 5. febr. er der en artikel (s.5) af Birgitte Stoklund Larsen, som er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør for Dansk Kirketidende. Overskriften lyder Rigtige danskere er da ikke religiøse og er ment lidt ironisk og polemisk, så vidt jeg forstår.
Hun citerer en amerikansk sociolog Phil Zuckerman, som har gjort feltstudier i vort land og rubricerer Danmark som et "samfund uden Gud". Han påstår, at rigtige danskere ikke er voldsomt artikulerede om deres tro og ikke går i kirke.
Birgitte Stoklund Larsen mener, at der er noget om snakken, men at det er farligt at "købe" sammenhængen mellem "jo mindre religiøs, desto mere dansker". "Fordi", skriver hun, "man samtidig kommer til at marginalisere religionen fra det fælles, fra samfundet og det offentlige rum. Og så er det for alvor, at religion kan blive samfundsnedbrydende. Udfordringen er med andre ord at gentænke sammenhængen mellem religion og kultur, så det ikke bliver muslimforskrækkelse og ateisme, der kommer til at sætte præmisserne. For lige så lidt som det går an at hævde, at rigtige danskere er kristne - lige så problematisk er det at gå ud fra, at rigtige danskere ikke er religiøse". (Mine fremhævelser).
Ja. Det er i det hele taget problematisk at hævde, at ens egen vurdering er den sande, eftersom vi er over 6 milliarder mennesker på denne planet og i princippet alle nok har lidt varianter i vore vurderinger. Men jeg mener faktisk, at Birgitte Stoklund Larsen ser helt rigtigt, når hun ser os fernisere os selv op i et hjørne, hvis vi køber Zuckermans påstand.
Vi i Det Belivende kender til mange mennesker, som ikke oplever det som et sandt udsagn, at de er ateister, selvom de ikke trives i kirkelige sammenhænge.
Jeg tror, at mange danskere svarer nej på spørgsmålet om de er religiøse, fordi de føler sig frastødt af sammenhænge, hvor man tilbeder en Gud eller dyrker en bestemt form for gudstro i kultiske og mere eller mindre magiske sammenhænge. De hører ikke til i en religion. Men derfor kan de jo, som jeg selv og de øvrige medlemmer af Det belivende, være bevidste om, at de ikke har skabt sig selv, se et altgennemtrængende ordensprincip virke gennem verden og i øvrigt anse Jesus for et fuldkomment menneske og guddommeligt ideal.
Noget som gør sig gældende for mange af os, der ikke kommer i kirkerne, er, at vi slet ikke kan udholde at høre om arvesynd, skyld og soning ved stedfortræder (at Jesus er død for vore synders skyld). Det er for ulogisk, og vi opfatter det også som bagstræberisk, forstået på den måde, at der jo derved kommer et fjendebillede ind ad bagdøren som en medfødt livsbetingelse. Nogle projicerer så dette fjendebillede udad, hvorved f.eks. jøderne, som korsfæstede Jesus, bliver fjendebillede (tænk bare på den diskussion, der blussede op i kølvandet på Mel Gibsons film Passion), og andre projicerer det indad og tror, at de uanset hvad aldrig nogensinde kan komme til at blive rigtig lykkelige her på jord, fordi de har denne grundskade i deres indre hidrørende fra arvesynden. Denne projicering kan være så voldsom og så angstfremkaldende, at moderne mennesker i stedet totalt ignorerer, at de har et indre eller en åndelig dimension og kaster al opmærksomhed på x-factor, saltvand i diverse legemsdele etc.
Det er i en sådan åndsforskrækkelse, at vi for alvor ferniserer os op i en krog.
Men skal sådan nogle som os, der i øvrigt ikke bryder os om at blive slået i hartkorn med hele den tendens, der under et kaldes new age, og rummer alt fra astrologi til håndaflæsning, stå frem og fortælle om hvorfor vi ikke er ateister, selvom vi ikke er religiøse, så fordrer det, at der er nogen at drøfte disse sager med.
Vi har i Det Belivende inviteret landets biskopper plus samtlige præster og menighedsråd til en dialog om en slags gentænkning af sammenhæng mellem religion og kultur – med henblik på en kognitiv modernisering af kristendommen. Vi har sågar foreslået et helt konkret samarbejde, således at disse mennesker, disse såkaldt kulturkristne, som ikke bryder sig om at være i kirken og dog ikke er ateister kan tilbydes et alternativ med kognitivt funderede koncepter for livsbegivenheder.
Indtil nu er det fra kirkeligt hold udelukkende biskop Steen Skovsgaard og Christina Philipstatt fra Dialogcentret, som er gået ind i dialogen. Men vi vil da også meget gerne indbyde Birgitte Stoklund Larsen og alle andre og henviser dels til vor hjemmeside www.detbelivende.dk samt til vor facebookgruppe ved navn For et belivende alternativ til folkekirken.

Dialog mellem Dialogcentret og os. 14 og 15. Er vi enige nok til at kunne samarbejde?

2010-02-02T15:39:00.000+01:00

CP:
I skriver: Vi anser slet ikke det vigtigste for at være, om vi kan blive det sådan her og nu; vi ser det snarere som en vældig udfordring til ikke at lade stå til overfor de problemer vi møder i jordelivet, ikke give op, ikke være dovne og magelige og lade men derimod komme mentalt op på dupperne og gå i gang med de der korrektioner i så mange sammenhænge som overhovedet muligt..

Svar: Helt enig.

LVSM:14:
Det synes vi er en god ting at være enige om.

CP:
I skriver: Vi har erfaring med, at det er langt lettere, ja, at det kan være ligefrem lystigt og oplivende, for ikke at sige belivende, at korrigere fejltagelser, når bare man slipper for samtidigt at skulle tænke på sig selv som ond og syndig og skyldig. Tænker man sådan, kan man nemlig nemt opleve, at en slags ”syndefælde” er klappet.

Svar: Hvordan det? Har i mulighed for at uddybe det?!

LVSM:15:
Det har helt essentielt at gøre med af skelne mellem handlinger og væren, hvilket jeg har givet eksempler på i flere af de forudgående kommentarer, se specielt 3, 4 og 5, og komme ud af kapringsmønstre ved at transformere negative delpersonligheder. Man kan også sige, for nu at bruge en kognitionsneurologisk terminologi, at det drejer sig om at overgå fra det cortisole til det pyrokatechine stresshormonsystem, fra det aflivende til det belivende stresshormonsystem. Men det er ikke noget der sker ved indtagelse af piller eller anden form for manipulation med det materielle. Det er noget der sker ved det, som Paulus kaldte at blive omskåret i hjertet, hvilket igen har at gøre med at kunne dobbeltrette sin empati, hvilket i sin yderste konsekvens er en moderne omskrivning af "hvad du gør mod din næste, gør du mod mig".
Når man når dertil at kunne se sin egen biografi i et større mentalitetshistorisk reanimationsprojekt, ophører man med at have antipatier og sympatier; så fokuserer man i stedet på at finde løsninger for helheden, som også altid må være det for de enkelte dele, selvom der er tale om noget helt andet end øjeblikkelig behovstilfredsstillelse. Og det er der stor forløsning i.
Det hele er uddybet i min bog Belivelse - at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne.

Dialog mellem Dialogcentret og os. 13. Myter er menneskeskabte.

2010-02-02T15:34:00.000+01:00

CP:
Og I skriver endvidere: Jeg går ud fra, at du vil svare, at dette syn er dig fremmed, idet den luthersk evangeliske kirke ikke har integreret tanken om reinkarnation. Mit svar er, at det må den have; for hvordan skulle vi ellers kunne have noget som helst at gøre med handlinger, som Eva og Adam udførte for mange tusinde år siden? Hvorfor skulle vi dog ellers kunne have skæbnefællesskab med dem?

Svar: Mener I reanimation her og ikke reinkarnation? Adam og Eva er for de fleste teologer mytiske skikkelser, der skal forklare hvorfor synden og ondskaben er kommet ind i verden. Men Den evangeliske lutherske kirke tror at synden engang er kommet ind i verden, fordi mennesket valgte at sætte sig op imod Gud igennem ”posse pecare”, altså muligheden for at synde, fordi Gud havde udstyret mennesket med en fri vilje. Det er hverken reanimation eller reinkarnation, men en ”egenskab” som mennesket fra da af og altid indtil engang i evigheden ville besidde. Man kan så at sige at synden blev en del af den naturlige ”arvemasse”.

LVSM: 13:
Nu er myter jo skabt af mennesker, omend inspirationen til dem ifølge sagens natur ikke er. En myte er at forstå som en udlægning af en inspiration. En udlægning er det samme som fortolkning, og en menneskelig fortolkning anser vi det for at være absurd at have som grundvilkår.
Her er tale om et anliggende, hvor vi er virkelig uenige. For dybest set anser vi det ikke for noget skrækkeligt at ville kende forskel på godt og ondt. Vi anser det for godt at kende forskel på godt og ondt. Hvordan skal jeg vel kunne gøre det gode, hvis jeg ikke ved, hvad der er godt? Og hvordan skal jeg kunne lade være med at gøre det "onde", hvis jeg ikke ved, hvad der er "ondt"?
Vi betragter i højere grad myten som et skift fra et paradigme, i hvilket vi befandt os i en form for bevidstløshed til et paradigme, hvori bevidstheden langsomt vågnede. På det fysiske plan i det evolutionære perspektiv kan det jo for den sags skyld være i form af skift fra planterige til dyrerige.
Reanimationstanken rummer det perspektiv, at skabelsesmyten nødvendigvis vil blive omfortolket igen og igen i takt med, at menneskehedens bevidsthed udvikler sig. Derfor vil der på ethvert givent tidspunkt være mange forskellige tolkninger. Jeres og vor påberåber sig begge at være kristne. I siger så, at vor ikke er den rigtige måde at fortolke på. Vi siger, at naturligvis er der mange forskellige tolkninger, fordi vi mennesker nu engang er forskellige, men spørger, om I, selvom vi måske er beslægtet med jer helt tilbage til i halvfjerdsindstyvetusinde led, så alligevel vil vedstå jer slægtskabet, sådan at vi kan samarbejde.
I denne sammenhæng er det vigtigste for os at se ikke, at vi er enige i vore fortolkninger, men at vi netop kan se, at kristendommen giver mulighed for menneskeforståelse og gudsforståelse på forskellige planer og har et fælles mål, fred på jord og i mennesker velbehag, som vi vil kunne støtte hinanden i at virke for.
Jeg vil da også gerne minde om, at Jesus jo siger, at der i hans faders hus er mange boliger, og at det i sig selv kan indikere, at der er flere forskellige paradigmer at have hjemme i i kristen sammenhæng.
Hvad angår egenskaben "synd", som vi vil besidde "indtil engang i evigheden", giver udsagnet ingen mening. Evighed er noget, som aldrig slutter. At skulle være syndig "til engang i evigheden", må nødvendigvis betyde, at denne synd skal ophøre. Den må således være tidsmæssigt bestemt. For evighed er pr definition noget, som aldrig ender. Rent matematisk har uendelighedstegnet derfor ikke et tal at slutte med. Altid indtil engang i evigheden betyder derfor til et eller andet givent tidspunkt i tiden.

Dialog mellem Dialogcentret og os. 11 og 12. IVK som moderne kristendom.

2010-02-02T15:30:00.000+01:00

CP:
I skriver til biskoppen: Du skriver, at der i arvesyndslæren absolut er mulighed for vækst, men at vi, på grund af en ”grundskade” aldrig kan virkeliggøre fuldkommen kærlighed i dette liv.

Svar: ”Dette liv” betyder livet på jorden. Som kristne tror vi på at vi engang efter den yderste dag, skal leve evigt med Gud i hans rige.

LVSM: 11:
Men Kristus siger jo også, at både han og Helligånden er i os, så hvorfor ikke forsøge at finde aktiveringsknappen og begynde dette liv her og nu?

CP:
I skriver: Vi ved ikke helt, hvad du mener med formuleringen ”dette liv”. Hvis du dermed tænker på dette ene menneskeliv, så er det min opfattelse, at vi er enige med dig. Vi ser jo netop, ligesom H.C. Ørsted i sin naturfilosofi i 1800-tallet og diverse kognitionspsykologer og -neurologer, det enkelte menneskeliv som led i en lang udviklingsproces, hvori det enkelte menneskes værdigrundlag langsomt udvikles, udvides og reanimeres i bestandigt højere spiralkredsløb. Hvad ”jeg” derfor gør i dette ene liv begrænses ikke af min fysiske død men har erfaringsmæssigt tillagt en del til menneskehedens samlede erfaringsmasse og kan derfor være af værdi for rejsen mod fuldkommenhed selvom ”jeg” kun nåede et par millimeter videre på kærlighedens vej i dette liv.

Svar: Kristendommen tror ikke at mennesket viderefører godhed i erfaringsmassen. Vi er som ovenfor beskrevet i praksis ikke blevet klogere på kærligheden og godheden, medfølelsen og tilgivelsen. Vi er blevet klogere på økonomi, velfærd og vækst, teknologi etc., hvilket ikke har en etisk dimension, men handler om menneskehedens evne til at optimere sine levevilkår.

LVSM: 12:
I dele af den gamle kristne mystik opererede man med hjertebønnen, (kyrie eleison - herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig) som dybest set, hvilket du naturligvis ved, videreført i ikontraditionen indebar et fokus på at kunne komme til at dobbeltrette sin empati. Munkene på Athos, som der for øvrigt er fokus på i disse år, fordi man har opdaget, at der blandt dem er bemærkelsesværdigt få tilfælde af kræft i forhold til alle andre steder i verden, har stadig netop dette fokus. De spiser bl.a. derfor ikke firbenede dyr, som er så langt fremme i evolutionen at de har frontallapfunktion, men mange grøntsager og fisk og skaldyr. I vor kultur fokuserer vi på deres føde som forklaring på, at de ikke rammes af kræftsygdomme som i resten af verden. Men mig forekommer det logisk, at det også har med deres forsøg på at praktisere dobbeltrettet empati at gøre.
Jeg skriver udførligt om deres "mystiske" praksis i min bog Belivelse - at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne, så der må man læse, hvis man er virkelig interesseret.
I denne sammenhæng vil jeg blot nævne den pointe, at den ikke voldelige kommunikationsform, som Marshall B. Rosenberg har beskrevet den indre lovmæssighed i, i mindste detalje rummer de samme overordnede mønstre, som munkene bruger i hjertebønnen og ikonarbejdet. Hos dem gælder det, at den hellige ikon (vinduet - vindøjet - til det hellige), når man virkelig fokuserer på den bliver til Guds nærvær i en selv gennem den hellige menneskesøn, Jesus (ikonen). Man betragter altså ikonen, indtil man i sig selv mærker det, som beliver ikonen. Dermed får man i denne mystiske tradition Kristus i sig. Et projekt, som de fleste af dem arbejder på et helt liv uden dermed måske at nå til at opleve Kristus i sig overhovedet eller højst i nogle glimt. Men selve længslen er for dem pantet på, at det de længes efter er til, så selve det at være aktiv i længslen er noget, de føler dyb taknemmelighed i.
I vor moderne og sekulære verden benytter Rosenberg sig af en helt anden terminologi. Han siger, at de fleste mennesker er nogle rigtige sjakaler (djævle, der dømmer og kritiserer og bebrejder og skælder ud - siger at vi er skyldige og syndere); men han påstår også, at vi alle både længes efter at være giraffer og være sammen med giraffer.
Giraffen er defineret som den, der ikke dømmer og i det hele taget udviser en næstekærlig adfærd. Han påstår endvidere, at samtlige sjakaler dybest set er giraffer med sprogproblemer. Det er derfor han peger på, hvilke love der tilsyneladende gælder for den ikke voldelige kommunikation, som skal til for at vi kan komme til at få fred på jord. Får vi disse kommunikationsmønstre integreret i os, mener han, at vi rent faktisk forvandles til mennesker, der kan kommunikere ordentligt med hinanden, d.v.s. se og høre og forstå hinanden i dybere forstand. Derfor siger han også, at den ikke voldelige kommunikation i sin yderste konsekvens er spirituel. Men det er noget man først forstår, når man begynder at praktisere den dobbeltrettede empati, hvilket vil sige lade giraffen i mig kommunikere med giraffen i dig, hvilket svarer til at lade det hellige i mig kommunikere med det hellige i dig.
Ikonen er i denne sekulariserede form blevet erstattet med medmennesket. I stedet for at dømme ham og sige, at der er noget i vejen med ham, fordi han har fejlet, iagttager jeg ham og spejler ham progressivt (forsøger at fornemme hvad han føler og har behov for), indtil vi når dertil, hvor vi finder frem til en løsning, således at vi undgår at fejlen gentages. Giraffen har ingen fjender og ser ingen sjakaler men udelukkende giraffer med sprogproblemer. Sjakalen kan have giraffen som fjende, men det er sjakalens eget ansvar. Giraffen har som opgave at forsøge at hjælpe mennesker med at finde ud af, at de er giraffer. Vil de gerne være fri for den hjælp, ja, så er det deres valg. - og deres ansvar.
Jeg peger i min bog på to tendenser, som er nyere end den ikke voldelige kommunikation. Den ene er A Course in Miracles, og den anden er den allernyeste forskning indenfor kognitionsneurologien. Men det bliver for omfattende at komme ind på i denne sammenhæng. Jeg henviser atter til min bog, hvor jeg underbygger min påstand om, at der finder en reanimation sted i vor menneskehed.

Dialog mellem Dialogcentret og os. 10. Fejllæsning af Matt. 5.

2010-02-02T15:26:00.000+01:00

CP:
I skriver: Vi spørger så jer teologer om hvorfor I tror at Jesus i talen Om gengældelse, efter alle sine opfordringer til at korrigere fejltagelser afslutter med ordene ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!”

Svar: Det er fordi, det er hvad Jesus fordrer af os og det er hvad vi skal stræbe efter, selvom det er umuligt! – det er altså et absolut udsagn, der er nødvendigt fordi der er det der skal være vores udgangspunkt. Men det er som sagt umuligt – og var det ikke det, var Kristi død og opstandelse, fuldstændig overflødig. Og så var han blot en blandt mange, der har talt for en bedre verden gennem kærlighed og fred og tilgivelse.

Et eksempel på at det for mennesket er umuligt hører vi blandt andet i Bjergprædikenen i Matt. Kap.5-7; Jesus talte ind i en tid, hvor der var stor forskel på hvor frelste folk var. Dem der overholdt budene var tættere på Gud end dem ikke kunne holde dem. De mente at man kunne være mere eller mindre fuldkommen og være bedre eller dårligere som menneske, hvilket netop afspejlede sig i folks gerninger. Ham der f.eks. ikke var konen utro, var et klart bedre menneske end ham der var utro. Det kunne man jo se. Men da understreger Kristus i Bjergprædikenen at der ikke er forskel på de to personer, for ham der ikke har været konen utro har drømt om det, men har bare haft en stærkere vilje til at modstå! De to er altså lige syndige! Og der kommer der noget helt fundamentalt ind nemlig talen om at alle er syndere, uanset hvordan vi ellers opfører os. Og dermed har alle det samme udgangspunkt og den samme mulighed for frelse ved Jesus Kristus.

LVSM: 10:
Der står rent faktisk ikke dét, som du skriver. Det er mildest talt en overfortolkning.
Ja, uskyld mig min frimodighed, men jeg tror da, at min gamle folkeskoleinspektør, som underviste os i kristendom, om denne udlægning ville have sagt, at man da skulle tro, at det var fanden selv, der læste bibelen.
Jeg håber du kan tage ovenstående som en morsomhed... Men din udlægning stemmer hverken overens med hvad der står eller for den sags skyld med min børnelærdom. Hvor kommer den fra? Er det virkelig blevet sådan comme il faut indenfor teologien at have det syn?
Der står i det pågældende kap. v. 27-29.
"I har hørt, at det er sagt: 'Du må ikke bryde et ægteskab.' Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte."
Der står ikke, "I kaster alle lystne blikke på en andens hustru."
Begærer du din næstes hustru, ja, så har du det i dig at begære hende. Begærer du hende ikke, ja, så har du det ikke i dig.
Hvis nu vi siger, at vi ved, at alle gør det, dømmer vi så ikke alle andre mennesker? Og er det dybest set ikke ukristeligt?
Det er et håbløst deprimerende grundvilkår at have, at uanset hvad du gør, er der noget i vejen med dig. Det er dybest set et syn, som latent rummer stor fare for selvhad, og der er ikke dækning for det engang i skriftstedet du henviser til.
Noget helt andet er så, som Gudmundur påpeger, og som vel egentlig udgør den lutherske pointe, at vi, fordi vi ikke begærer næstens hustru, så ikke af den grund skal tro, at vi er bedre mennesker. Men det er en helt anden drøftelse.
Tanken om, at ingen er bedre end andre, og at jeg i hvert fald ikke skal tro, at jeg er bedre eller mere værdifuld end andre, bare fordi jeg ikke begår f.eks. ægteskabsbrud, hænger i vor bevidsthed sammen med, at vi, som ikke gør det, bare har lært af vore fejltagelser. Nogle af os i dette liv, andre tidligere i menneskehedens historie, hvorfor vi selvfølgelig ikke kan huske det.
For os er det et grundvilkår, at vi alle har begået fejltagelser i massevis - og stadig gør det. Nogle af os har lært noget af disse fejltagelser og vil til stadighed gerne lære og korrigere, og for sådanne kommer der så nye typer af prøvelser, problemer eller udfordringer. Vi kalder det "virkelighedens modstand".
Men der er nogle handlemønstre, som er mere hensigtsmæssige, hvis det er fred og harmoni man ønsker, end andre, og dem mener vi, at vi gør klogt i at forsøge at sætte os ind i og udvikle.

Dialog mellem Dialogcentret og os. 9. Kulturkristne ateister.

2010-02-02T15:23:00.000+01:00

CP:
I skriver: Vi kan pege på et væld af skriftsteder, som opfordrer til det vi med et moderne udtryk vel vil kalde selvudvikling, når selvudvikling vel at mærke forstås som en forædlingsproces og ikke en styrkelse af egoet.

I en artikelserie i Kristeligt Dagblad, ”Nordiske kirker i opbrud”, interviewes den populære finske forfatter Jaakko Heinimäki, som også er teolog og tidligere sognepræst. Han anser sig selv for at præsentere moderne kristendom, fordi han placerer kristendommen midt i storbyens travle hverdagsliv gennem både medier, foredragssale og kirker. Og denne moderne kristendom har det enkelte menneskes egen uforanderlige synd som det helt centrale tema. Han siger bl.a.: ”Ja, men vi gør det aldrig (kommer ud over synden, lvsm). Vi forbliver syndere. Men retfærdiggjorte syndere. I virkeligheden er jeg ikke særlig liberal eller radikal som kristen. Jeg er dog heller ikke teologisk konservativ. Jeg er bare en traditionel luthersk kristen. Vi er ikke syndere, fordi Adam og Eva syndede. Adam og Eva syndede, fordi vi er syndere. Der er en forskel. Vi er ikke perfekte. Ingen af os. Der er et bæst i mig og i dig. Spørgsmålet er, om jeg fodrer dette bæst eller ej.” (4. dec. 2009)

Han peger endvidere på, at det er en nødvendighed at medregne den mørke side i mennesket og at det er vigtigt at forstå, at det at være kristen er noget, som handler om at være, ikke om at gøre.

Svar: Hvis I er uenige i ovenstående, hvilket jeg forudsætter i følgende svar, så betyder det ”at være” , at et menneske er sine holdninger og ikke sine handlinger; men at holdningerne som regel afspejles i handlingerne – dog ikke altid. Er din holdning at meningen med livet er Kristus og hans bud, så vil det også være din holdning til dine medmennesker og også oftest det du handler ud fra.

Der findes mennesker, der gør en masse gode gerninger, men gør det for at blive set og værdsat, eller fordi de har gået i ”flinkeskolen” og egentlig når det kommer til stykket ikke bekymrer sig særligt om deres medmennesker som sådan. Det er at ”gøre”..

At ”være” er at tilhøre Kristus og derfor også have en holdning der afspejler det. Og i praksis er det i langt højere grad at udvise en kærlig holdning, medfølelse, barmhjertighed og tilgivelse og egentlig ikke så meget at gøre en hel masse gode og velmenende ting for andre, selvom det kan være godt og fint!

LVSM: 9:
Jeg er aldeles uenig med dig i denne udlægning.
Selvfølgelig eksisterer der sådanne mennesker, som du omtaler. De har en adfærd, som i vor terminologi kaldes kapret.
Men jeg kender mennesker, hvem Kristus ikke siger noget som helst, og som nødig kommer i kirke, men som jeg aldrig har hørt dømme nogen eller tale dårligt om nogen, som altid forsøger at forstå; er de advokater satser de på mediation i stedet for retssag, er de pædagoger udviser de kærlighed overfor ethvert barn i institutionen, er de lærere foregår de som gode eksempler i form af rollemodeller, der altid konfronterer sig på en sådan måde, at der kommer harmoni ud af det, er de sygeplejersker har de en kærlig hånd og en mild stemme til hvem som helst de finder i en miserabel forfatning med behov for netop det, og er i det hele taget bare ansvarlige mennesker overfor naboer såvel som andre, de kommer i berøring med. Jeg kunne blive ved og ved... Ingen af dem hviler i Kristus. De hviler i sig selv, sig Selv med stort S. Og de har tillid til, at alt nok skal gå godt, fordi de selv har som naturligt grundvilkår at gøre det, som til enhver tid skaber mest behag for helheden.
Disse mennesker gør absolut ikke gode gerninger for at blive lagt mærke til. De er slet ikke narcissister. De gør det bare, fordi det er det eneste naturlige for dem. De ville hverken kunne holde sig selv ud eller have selvrespekt, hvis ikke de havde denne altruistiske indstilling. For dem er udgangspunktet, hvad de selv ville have brug for, hvis de var i den situation.
Det er det, vi mener med kulturkristenhed. Jeg kender mange sådanne mennesker. Vi i Det Belivende kender rigtig mange af dem.

Dialog mellem Dialogcentret og os. 7 og 8. "Posse non pecare"

2010-02-02T15:17:00.000+01:00

CP:
I skriver til biskoppen: Du skriver så, at man, hvis man tager kærlighedsbudet alvorligt, uvægerligt også kommer til at tage skylden alvorligt (her formår vi ganske enkelt ikke at begribe den indre logik)

Svar: Hvis vi ikke har nogen skyld for noget, er der ikke noget der naturligt bevæger os til at elske vores næste, udover dem vi står nærmest! Vi skylder på den måde ikke nogen at elske dem!

LVSM: 7:
Jeg kan ikke se andet end, at det I kalder skyld, er det, vi kalder ansvar og henvise til ovenstående.

CP:
Og videre til biskoppen:… men at du godt kunne ønske dig en genopretning af sund tale om skyld som erstatning for vreden og usund kirkelig tilgang til skyldsproblematikken. Vi finder det umådelig interessant, at du efterlyser denne sunde tale om skyld og om evangeliet om syndernes forladelse, For det er netop det, som er det centrale i vor tilgang. Og det er netop derfor vi taler om fejltagelser i stedet for synd og skyld. Vi peger på, at ordet f.eks. på engelsk er oversat med trepasses (overtrædelser), hvilket da også bruges i visse sammenhænge i danske bibeloversættelser. Se f.eks. Mat.6,15: ”Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser”.

Synd og skyld har at gøre med hvad man er. Man er syndig og man er skyldig, hvilket vil sige, at det er en selv som person, der er noget fundamentalt galt med. Overtrædelser og fejltagelser har derimod noget at gøre med handlinger, med noget man har gjort. Og dette understreges mange steder.. F.eks. Mat. 5, 37: ”Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde”. Det er i vore handlinger at vi skal ændre os. Og om at dømme andre i Mat. 7, står det også vældig klart: ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: lad mig tage splinten ud af dit øje! Og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så du kan se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.”

Her er jo klare opfordringer til at korrigere i sit handlemønster. Det er dét, det drejer sig om, og ikke at tro, at man nu en gang har som grundvilkår at være syndig og derfor bare passivt skal affinde sig med, at sådan er man nu bare engang.

Svar: Passivitet er selvfølgelig ukristeligt, da det at være kristen netop er at forsøge at leve med Kristus i sit hjerte og udvise medfølelse, barmhjertighed og tilgivelse. Men det er her vigtigt at skelne imellem den fundamentale skyld, som er det i vores natur der ”vil” det dårlige, altså det der går forud for den konkrete overtrædelse.

I den evangelisk-lutherske dogmatik hedder det at vi i paradistilstanden havde det der hedder ”posse pecare” og betyder ”muligheden for at synde”, da mennesket så syndede og faldt, havde vi det der på latin hedder ”non posse, non pecare” og betyder ”ingen mulighed for ikke at synde”. Men efter at Kristus har frelst verden hedder det så ”posse non pecare” som er ”muligheden for ikke at synde”. Det betyder at efter at synden er kommet ind i verden, er det et grundvilkår vi må leve med, men at vi med Kristus har muligheden for at lade være. Dog når det sker, har vi vores synders nådige forladelse, når vi beder Kristus om det.

LVSM: 8:
Denne "posse non pecare", denne mulighed for ikke at synde er for os det allervæsentligste i kristendommen. Og hvis ikke vi tager os af den, mener vi faktisk, at Kristus døde forgæves.
Ordene på korset "tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør", opfatter vi som en opfordring til at komme til at vide og hjælpe andre i det omfang, vi kan, med at komme til at vide, sådan at vi ikke kommer til at gentage den frygtelige fejltagelse det var at slå et så fuldkomment menneske som Jesus Kristus ihjel. For os er det en opfordring til at kunne leve i fred med vore brødre (hvad I gør mod mine brødre, gør I mod mig).
Og helt vidunderligt er det jo så, at der er nåde for os, når vi begår fejltagelser. Det er derfor, at vi nu som grundvilkår har ikke at behøve at frygte noget mere, ikke sandt?

Dialog mellem Dialogcentret og os. 6. Udvikler empatien sig?

2010-02-02T12:03:00.000+01:00

CP:
I skriver til biskoppen: Du insisterer på, at det netop er Jesu Kristi inspirationskilde og hans forbilledlige liv, der gør det nødvendigt for os også at fastholde talen om skylden og syndernes forladelse. Din begrundelse er, at vi altid kommer til kort, når vi forsøger at efterleve hans forbillede. Jeg er enig i, at vi altid kommer til kort og at vi slet ikke slår til. Vi mener blot ikke, at der nødvendigvis behøver at være tale om en statisk situation. Hvorfor skulle Jesus ellers f.eks. sige til skøgen ”Gå bort kvinde og synd ikke mere”? Hvis vi under alle omstændigheder altid ville skulle synde, skulle budskabet vel have været: ”Du er elsket præcis som du er med din synd. Jeg skal nok sone den”. Han beder os jo om at korrigere vore fejltagelser.
Svar: Naturligvis skal vi hele tiden arbejde på at ændre adfærd. Luther siger også at ”man ikke bliver kristen af at gøre gode gerninger, men at en kristen mand gør gode gerninger”. Det betyder at hvis vi tror på Jesus og, så vil vi naturligvis også forsøge at leve efter hans bud om kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse, at undgå at såre andre, at opføre os, så andre mennesker kan holde os ud, og i det hele taget ”at bære Kristus i hjertet”. Men fordi vi er mennesker der på en gang er frelste som kristne og forsøger at leve som sådan, og på samme tid igen og igen handler uforståeligt negativt også hinsides krybdyrhjernen, er der altid tilgivelse at finde hos Kristus. Vi er ikke statiske, og vi udvikler os hele tiden, men menneskeheden bliver ikke langsomt bedre og bedre. Udviklingen har som bekendt endnu ikke ført verden et bedre sted hen. Vi begår nøjagtigt ligeså mange beskidte handlinger som i tidernes morgen, dog måske lidt mere avanceret – og dette måske netop fordi vi langsomt opnår et højere og højere bevidsthedsniveau! Men større bevidsthed fører på ingen måde til mere kærlighed. I hvert fald har historien ikke bevist det!
LVSM: 6:
Jeg forstår godt, når man kigger på verden og al den ufordragelighed, der er i den, at det kan se ud, som om der ingen mental og kærlighedsmæssig evolution finder sted. Betragter du et ordentligt spand af tid, er der imidlertid nogle interessante ting at reflektere lidt over.
Lad os som eksempel kigge på vor egen kultur, den vestlige verdens kultur. Vi har bevæget os fra stammementalitet over nationalisme til på idéplanet at have fællesskabet som ideal. I vor kultur anses en leder ikke for en god leder, hvis han vil gå til angreb på et andet land for at gøre sig til herre over det. De Forenede Nationer oprettedes af mennesker, som ønskede at undgå krige. Det europæiske fællesskab har også som grundidé at arbejde for velstand og fredeliggørelse.
Vestens ledere har derudover givet udtryk for bevidsthed om, at vi, hvis vi ønsker fred i verden, må sørge for at hjælpe ulandene på en sådan måde, at de udvikles til at kunne have velstand i en sådan målestok, at de ikke føler sig vrede. De er helt bevidste om, at vrede og had altid har en årsag, og at man må forholde sig til årsagen, altså hjælpe med udvikling. Invasionen i Irak og Afghanistan tjener dybest set dette formål. Man ønsker at hjælpe befolkningerne i retning af større frihed for den enkelte. Derfor tilbydes f.eks. talebanere (som i det gamle paradigme ville være at betragte som fjendebilleder) også helt nye biografimuligheder i form af arbejde, uddannelse etc., hvis de vil samarbejde.
Her er på ideplanet tale om en vældig udvikling i retning af evne til at praktisere empati, sammenlignet med for blot et par tusinde år siden, ja, visse steder mindre, da vi brugte krigsbytte i form af menneskelige ressourcer som slaver. Når mennesker generelt ikke ser det, men taler om, at vi er i krig, anser vi årsagen for at være den mistillid, som så mange af os nærer overfor autoriteter.

Syndefælden

2010-01-28T12:10:00.000+01:00

Når syndefælden klapper.

Hvad betyder det for et menneske at være eller føle sig syndig og i så fald skyldig?
Hvad med arvesynden, hvis den ifølge den danske Folkekirke skal tages alvorligt, hvor vi fødes som syndige, altså noget vi er og altid vil være, et grundvilkår? Hvilke fastlåste vilkår at fødes under for et menneske der øver sig evt. sammen med andre i at være til gavn og glæde for fællesskabet og dermed også sig selv.
At føle sig skyldig er en ubærlig byrde at bringe med sig igennem livet,hvilket er gammel viden som, f. eks. myten om Atlas og Hercules, men også fortællingen om syndebukken synes at vise. Selv om vore biografier er forskellige, er der en følelse der ofte opstår, nemlig angsten for ikke at være ”god nok”, der, hvis den etableres tidlig i barndommen, er i stand til at vokse sig så stor og uoverskuelig, at den i perioder kan overtage styringen af et menneskes liv. Her kan man så føle sig fanget i en syndefælde, hvor tanken om egen skyld ofte følger i kølvandet, ikke mindst når det drejer sig om noget, man gentagne gange har hørt fra voksenverdenen,”og så passer det jo nok”....
Skyldsfølelsen anser jeg for at have hindret mange sjæle i at vokse. Jeg ser den som en form for sjælelig væksthæmmer, men også hæmmende for en udvikling af et næstekærligt samfund. For et barn er det at være elsket, præcis som det er, essentielt, men ikke opfyldt, hvis evner og udvikling ikke harmonerer med de krav og forventninger de omkringværende voksne stiller. Hos børn der opvokser i hjem med alkohol,stoffer, forskellige former for overgreb samt voldelig kommunikation og indoktrinering, vil følelser som angst og skyld ofte være at finde. At kunne nære tillid igennem livet er noget fundamentalt for store og små, hvilket er i modstrid med fastholdelse af arvesynden. Hvordan kan der opstå tillid til en fader, der har skabt sine børn som syndige og hvorledes er det muligt at tilføre det syndige, hvis skaberen er almægtig, alvidende og alkærlig? At vi ikke er fejlfrie er en ganske anden sag, men at erkende sine fejl og rette dem så de ikke gentages, mener jeg alle har et ønske om, hvortil der ofte kan være brug for andres hjælp. I Kristeligt Dagblad fra den 19 .01 .2010 var der et citat af Nietzsche.” Den kristne forudsætning om,at verden er frastødende og ussel, har gjort verden frastødende og ussel.” Dette er hans udlægning, men det interessante i denne forbindelse er, at det af videnskaben er bevist gennem bevidsthedsforskning af kognitionsneurologerne gennem de sidste 30-40 år at forskellige tanker og følelser har deres egne elektromagnetiske energifunktioner i hjernen , og at disse vokser i styrke hver gang de bruges,på samme måde som en fysisk krop påvirkes ved brug. Skulle vi ikke ud fra denne viden prøve at se vores klode som mulighedernes verden og ikke som statisk, og f. eks. tage udgangspunkt i Kristus ord på korset om tilgivelse og forståelse. Videnskaben har vist os, at det vi bruger styrkes, så hvad med at have næstekærlighed og altruisme som overordnede mål, det er muligt at der er nogle sten på vejen der skal fjernes, men lad os starte med focus på bevidstheden om tankens kraft som en forudsætning for paradis på jord, og ikke stivne i forudfattede meninger.

Dialog med Dialogcentret. 5. Skyldserkendelse versus indsigt og ansvar.

2010-01-27T14:59:00.000+01:00

Skyldserkendelse versus indsigt og ansvar.

Christina Philipstatt fra Dialogcentret:
I Skriver: Denne intuitive formåen lader sig udvikle, men bevisligt aldrig i lydighed. Det er en tankemæssig frontallapfrimodighed i en absolut universel tillid, der er forudsætningen for at kunne forstå substansen i den mere primitive krybdyrhjerne og dermed for at se det upålidelige indre (djævlen?) i et rent og klart lys, hvorved det ikke længere er djævelsk og ondt, men bare total instinktiv og i de fleste henseender forældet overlevelsesstrategi. Man kan sige, at vi anser det for at være uhyre frugtbart, hvis mennesket på denne måde kan gennemskue det tilsyneladende dæmoniske.
Svar: Der er ingen tvivl om at rigtig mange reaktioner fra mennesket stammer fra krybdyrhjernen, der netop beskæftiger sig med overlevelse og derfor er at finde i det instinktive. Og det kan vi arbejde rigtig meget med og nok uden tvivl også ændre på, jo længere vi kommer i forskningen. Vi har ofte svært ved at skelne vores reaktioner, og når vi arbejder med dem og opdager hvor mange af dem, der rent faktisk stammer fra den instinktive forsvars hjerne, kan mange af de negative reaktioner undgås! Et meget interessant eksempel på hvordan krybdyrhjernen virker er f.eks. hos børn med opmærksomhedsforstyrrelser(efter foredrag af psykolog John Zeuthen og observation af eget barn). Disse børn som har en lav frustrations og traumetærskel, reagerer i langt tydeligere grad end almindeligt tilpassede mennesker med deres krybdyrhjerne, når de bliver frustrerede. Disse børn reagerer aggressivt, hvilket kan virke både ondskabsfuldt og ”næsten dæmonisk” på udenforstående. Men det er det ikke, det er forsvarsmekanismer, der træder i kraft.
Og indenfor denne kategori ligger vel (til dels) både jalousi med vold og drab til følge, drab ved stærke uoverensstemmelser, drab ved selvforsvar og følelsen af at være truet, selvhævdelse på grund af dårligt selvværd og meget andet.
Men når det så er sagt, så er der rigtig mange af menneskets handlinger, der ligger et ganske andet sted end i krybdyrhjernen og det er når vi med forsæt beslutter os for nedrige ting, såsom frydefuld bagtalelse af andre, mord for penge, magt over og undertrykkelse af andre, økonomisk udbytning, begær efter materielle ting, popularitet på bekostning af andre, misundelse og meget andet. Ikke fordi disse ting er noget vi ikke kan arbejde med, men det vil folkekirken sige kræver en skyldserkendelse, hvor mennesket når det har forsonet sig med disse dårlige sider og erkendt sig skyldig i besiddelsen af dem, rent faktisk også er i stand til at ændre på dette. Men hvis skyldserkendelsen ikke er til stede, fordi der ikke er en skaber at stå til ansvar overfor længere, vil der altid være mulighed for at argumentere positivt for nogle af de ovenstående egenskaber og så vil vi som mennesker aldrig opnå konsensus omkring en ændring af sådanne former for adfærd.

Lisa v. S. Magnússon fra Det Belivende:
Jeg vil gerne med det samme slå fast, at vi i Det Belivende absolut ikke har en sådan holdning, at vi på nogen som helst måde vil argumentere positivt for nogle af de ting du nævner. Tværtimod. Hvad det angår, er vi aldeles enige. Der er intet positivt overhovedet i sådan adfærd. Den er ganske enkelt samfundsnedbrydende og aldeles uværdig for mennesker, sådan som vi definerer mennesker. Personligt anser jeg det for et kosmisk fald, forstået som mentalt evolutionært tilbageskridt, for menneskeheden, hvis vi argumenterer positivt for destruktive gerninger.
I løbet af de mange år, snart fyrre, jeg har arbejdet med mennesker i forbindelse med såvel undervisning som mere terapeutiske sammenhænge, er det imidlertid gået op for mig, at ingen mennesker er skyldige. Det er gået op for mig, som jeg beskrev i svar 3 og 4, at mennesker, når de får indsigt i, hvordan deres tilsyneladende egne negative vanemønstre slet ikke er deres egne, men ubevidste spejlinger, så rent faktisk har meget lettere ved at blive forløst fra mønstrenes magt. Adskiller man med andre ord væren og gøren, forløses man for alvor fra mønstrene.
Når du taler om, at nogle med fortsæt kan gøre nedrige ting, forstår jeg godt, at det kan se ud, som om nogen har gjort det i fuld bevidsthed. For de kan måske selv fortælle, hvordan de har planlagt det i mindste detalje. Alle disse økonomisk grådige personer, som har spekuleret og forårsaget elendighed på mange niveauer gennem bankverdenen, har også tilsyneladende vidst, hvad de har gjort, inden finanskrisen brød ud på det for alle synlige plan.
Men vor påstand er, at også de har været kaprede. Vor pointe er, at et menneske dybest set kan leve et helt liv uden nogensinde at være bevidst om, hvem det egentlig er. Alligevel kan det gøre stor succes karrieremæssigt og af samfundet vurderes som værende meget intelligent. Det har at gøre med, hvad man indenfor kognitionsneurologien kalder feltafhængig tænkning. Jeg redegør nøje for det i min bog Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontllapperne.
Også islamistiske terrorister anser vi for at være kaprede.
Det betyder ikke, at vi på nogen som helst måde argumenterer positivt for terroren, hverken den økonomiske eller den mindre subtile.
Vi anser dybest set problemet for at have med lydighed at gøre.
Hvordan?
Tjah. Hvis vi nu for en stund tænker den tanke, at mænd og kvinder har i massevis af delpersonligheder, og at der blandt disse delpersonligheder også er nogle, som er reminiscenser fra oplevelser, hvor der faldt brænde ned (at forstå som det rene ragnarok), når man ikke var lydig, så vil man være i fare for at kunne blive kapret af en energi, som er bange for noget, som er stærkere end én selv. Det vil med andre ord sige, at én af ens delpersonligheder(f.eks. den der har behov for respekt, som dybest set er en sund og naturlig delpersonlighed) kan blive kapret af en anden af ens delpersonligheder (den der er lydig i henhold til paradigmet ”klæder skaber folk”, altså at det er den materielle rigdom, der er afgørende). Har man en stærk delpersonlighed, som er bange for hvad der kan ske, hvis man ikke er lydig (er som det i ens tankeverden gældende paradigme foreskriver), er der stor sandsynlighed for, at man ofte kapres af den. F.eks. bedrager som Stein Bagger, der, betragtet i dette perspektiv, har været kapret af en delpersonlighed, som var bange for ingen værdi at have, hvis ikke han havde materiel magt.
Betragtet i menneskehedens mentalitetshistoriske perspektiv, vil vi rent arketypisk have en sådan kollektiv reminiscens fra tiden, hvor vi var hedninge, og altså dyrkede flere guder, som netop var karakteristiske ved at straffe os, hvis vi ikke gjorde det, de ville, at vi skulle gøre. Men også i begyndelsen af den monoteistiske periode, var der en frygt for Gud. Hos nogle mennesker, er der stadig en frygt for Gud, selvom vi både i mosebøgerne og ikke mindst i forbindelse med det nye testamente får at vide, at Gud er kærlighed og tilgivende. Vi kan altså se, at vi undertiden, selv som kristne, med et grundfacit som er, at Gud er kærlighed, kan opleve at blive kapret af den arketypiske delpersonlighed som frygter Gud, om end det jo er aldeles vanvittig en tanke, at man skulle frygte kærligheden. For i kærligheden er der jo netop intet at frygte. Hele menneskeheden har således denne virkelighed at forholde sig til, at en del af den er kapret af fortidsfrygt.
Og hvad det enkelte menneske angår, vil faren for at blive kapret af den lydige være stærkere, jo mere straf, der har været i barndommen. Og her er det vigtigt at huske, at straf er straf, også når den udøves på de meget subtile psykologiske planer.
I denne sammenhæng er det vigtigt at notere sig, at man, når man er kapret af en sådan delpersonlighed, kan opleve det som om at det er ”mig”, selvom der reelt er tale om spejling, et bestemt handlemønster, der ligger som et elektromagnetisk felt og koder ens adfærd. Hvis man tror, at man selv er denne delpersonlighed, svarer det til, at man erkender, at man er skyldig, men man vil så skulle leve hele sit liv velvidende at man er f.eks. morder eller terrorist.
Hvis man imidlertid ikke længere er i stand til at begå den pågældende udåd, er det jo meningsløst at sige og yderligere forkert. Det svarer til afvænningsmetoden, som man bruger i AA, hvor folk, der har haft et stort og destruktivt alkoholproblem, og som er kommet ud af det, i al fremtid skal præsentere sig som: ”Goddag, mit navn er XX, og jeg er alkoholiker.”
I AA siger man, en gang alkoholiker altid alkoholiker, altså: Én gang trang til ”det dårlige”, altid trang til ”det dårlige”.
I Det Belivende benytter vi os af koncepter også i forbindelse med afvænning, hvor man som udgangspunkt er, som Gud har skabt en, nemlig som det væsen, der forfærdelig gerne vil være lykkelig (hvilket er et grundvilkår for alle mennesker)og gør alt, som er en muligt, for at korrigere fejltagelser i en sådan målestok, at man kan blive det.
Jeg vil også gerne bruge eksemplet en vegetar. En vegetar præsenterer sig ikke ved at sige: ”Goddag, jeg er rovdyr, men spiser i øvrigt ikke kød og fisk”.
Et rovdyr er defineret som et væsen, der lever af at spise andre dyr. Altså er påstanden noget vrøvl.
Sætningen er udtryk for, at den, der siger sådan, er kapret af en lydig delpersonlighed, som tror, han er, hvad andre påstår, han er.
For os drejer det sig om, hvad vi inderst inde er.
Vi mener, at vi inderst inde er som skaberen har skabt os, ren uskyld, men at vort redskab, vor fysiske krop og vor tilhørende psyke, er præget af, hvad det har været udsat for, hvad det er kommet til at spejle, og hvordan det er blevet brugt og gennem delpersonlighederne har brugt sig selv.
Selve reanimationstanken rummer den mulighed, at vi ved hjælp af inspiration (åndelig fornyelse) kan ændre vort redskab, vort vehikel (transportmiddel), som man siger i teosofien, til i højere grad at samarbejde med kosmos (med ordensprincippet i verden, eller for at bruge kristen terminologi Guds vilje), som vi er en del af.
Derfor er her ikke tale om ansvarsforflygtigelse på nogen måde. Her er tværtimod tale om at bruge indsigten til i højere grad at kunne opføre sig ansvarligt.

Dialog mellem Dialogcentret og os. 4. Orden eller uorden som grundvilkår?

2010-01-26T14:02:00.000+01:00

Christina Philipstatt fra Dialogcentret:I det næste skriver I om uenighederne og disse vil jeg også gerne kommentere.
I skriver: Uenigheden ligger i, at vi ikke ser det som en statisk situation for mennesket, idet vi efter vor opfattelse udvikles både fysisk (Darwins evolutionslære) og åndeligt, hvilket vi kalder reanimation.
Det er her de sidste fyrre års forskning i frontallapfunktion spiller en afgørende rolle, for den peger på, at det rent faktisk er muligt for mennesket at skabe orden i tilsyneladende indre uorden. Og (hvad vi synes er vældig interessant i denne sammenhæng) at en betingelse for skabelse af denne orden ser ud til at have med ens intuitive formåen at gøre; man kan måske også kalde den ens bevidsthedssjæl eller tilgang til åndelighed.
Svar: Denne uenighed svarer til ovenstående, og måske snarere noget der ligner enighed. For I skriver netop ”at mennesket kan skabe orden i tilsyneladende indre uorden” – Betyder det at der i bund og grund er en uorden, men at vi kan skabe denne orden selv?! Vi kan som sagt sagtens et langt stykke af vejen skabe orden, ro og harmoni i vores og vores nærmestes liv(men det rokker ikke ved grundvilkåret, som for kirken ligger på et andet niveau og er noget fællesmenneskeligt hinsides individet).

Lisa v. Schmalensee Magnússon fra Det Belivende:
Svaret er nej til, at vi kan skabe orden selv. Men ja til at vi kan komme i kontakt med den.
Den tilsyneladende indre uorden, anser vi for at være udtryk for et sammensurium af delpersonligheder, som trækker i modstridende retninger, alt afhængigt af, hvad man nu har i sig af reminiscenser af oplevelser og dermed spejlinger især fra den tidlige barndom, og hvorved mennesket oplever sit eget indre som kaotisk.
Vi mener ikke, at man kan skabe ro selv. Vi mener, at man hinsides alle delpersonlighedernes ”støj” kan finde en indre stilhed, i kontemplation og meditation bl.a., hvori der er mulighed for en slags årvågenhed overfor en større universelt eksisterende orden. Når først vi har mærket denne specielle eksistensform i os selv, begynder vi at blive bevidste om, hvad det egentlig er vi længes efter, ønsker, vil. Når ”jeg” ved det, og ”jeg” skal her forstås som det i os, der er større end summen af delpersonligheder, og som kognitionsneurologerne kalder ”dirigenten”, eller ”zaren” eller ”kaptajnen”, som i kristen terminologi velsagtens er det sjælelige aspekt af mennesket, ja, så er kursen sat, og negative delpersonligheder får sværere ved at begå mytteri.
Præcis hvordan denne tumultagtige tilstand i delpersonlighedskomplekset kan overgå til orden har jeg nøje beskrevet i min bog Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontllapperne, så er man virkelig interesseret, kan man jo læse den; men kort fortalt er det væsentligste i processen, at man får givet diverse tilsyneladende negative delpersonligheder empati. Dette vil sige, at f.eks. ens jaloux delpersonlighed får optimal opmærksomhed. Hvem er det egentlig der er jaloux, spørger man sig, og vender blikket mod den tidlige barndom og forsøger at lade minder poppe op. Man vil altid nå frem til, at det er et lille indre barn, der ikke fik dækket et væsentligt primært og aldeles sundt behov for simpelthen at blive elsket ubetinget og uden nogen forbehold præcis som den, man var. Dette lille barn må man give grænseløs forståelse og empati. Der er ikke noget som helst i vejen med det. Men der var nogle voksne, som begik en fejltagelse overfor det ved ikke at dække dette behov. I stedet for at gøre disse voksne til fjendebillede, forstår vi, at det er vigtigt at tilgive dem, fordi de ikke vidste bedre (tynget af social/mental arv) – men vi bliver samtidig bevidste om, hvor vigtigt det er at gøre alt vi kan for at forhindre, at en sådan fejltagelse sker igen.
Hermed opstår der en ny form for orden i delpersonlighedskomplekset. For når det lille jaloux barn er set og er blevet givet empati, har det ikke brug for at gøre sig bemærket længere.
Vi siger altså, at mennesket gennem et meditativt sind (ved at slippe egoet) har mulighed for at benytte sig af potentialet i en allerede eksisterende kærlighedsfuld orden til at få ”ryddet op” i uhensigtsmæssige ”onde” vanemønstre.

Dialog mellem Dialogcentret og os. 3. Trangen til det dårlige.

2010-01-26T12:42:00.000+01:00

Christina Philipstatt fra Dialogcentret:
I skriver følgende: Det er dybest set denne mekanisme(altså oplevelsen af kaos), som gør, at vi godt kan forstå, at mennesket har betragtet sig selv som et væsen, der i bund og grund må være syndigt og skyldigt, idet det jo gør dét, som det godt selv kan se er uhensigtsmæssigt. Det var netop det Paulus pegede på med de berømte ord for et par tusinde års tid siden.
Svar: Mennesket kan sagtens arbejde for fred og harmoni, selvom det indeholder trangen til det dårlige og også gør det. Ingen psykologer eller videnskabsmænd har heller ej afdækket den gåde at mennesket uanset hvor kærligt og harmonisk det ellers er pludselig kan begå en uforståelig forbrydelse, ligesom forbryderen pludselig kan vise en næstekærlighed som er lige så uforståelig. Menneskesindet rummer nogle dybder som ingen psykolog har afdækket. Forfatteren Fjodor Dostojevskij, som bl.a. nærer stor anerkendelse indenfor moderne psykologi, beskæftigede sig hele livet med denne gåde.

Lisa v. S. Magnússon fra Det Belivende:
Den jungianske kybernetik, hvis udvikling Ole Vedfelt præsenterer herhjemme, peger rent faktisk på, at mennesket består af mange delpersonligheder, og at disse delpersonligheder alle har en eller anden årsag. Det er ikke alle, vi sådan helt konkret kan finde frem til, og slet ikke de arketypiske, de såkaldt kollektivt ubevidste, men der er mange overvejelser at gøre sig i forbindelse med denne forskning, især hvis man også sætter disse delpersonligheders aktivitetsmønstre i perspektiv til den tilsyneladende lovmæssighed i den menneskelige biografi og menneskehedens mentalitetshistoriske biografi/evolution. Her tænker jeg ikke mindst på den kendsgerning, som enhver psykolog kan skrive under på, nemlig at enhver form for omsorgssvigt af et barn, resulterer i delpersonligheder, som vil rumme væsentlige elementer af mistillid.
Et livsmønster, hvori der er meget mistillid, kan meget nemt fremstå på en sådan måde, at vi oplever personen, som rummer mistilliden, som ond. Hvad vi oplever som helt utroligt væsentligt og perspektivrigt er imidlertid, hvad der sker, når en voksen person oplever erkendelse omkring situationen. For når en given voksen person, som rummer mistillid, ser tilbage på sin egen biografi, og ser, at han som lille har spejlet en virkelighed, i hvilken han og hans behov ikke er blevet set og hørt, og at der derfor vil være en reminiscens af denne begivenhed tilbage i hans erindringsmasse, der så meget nemt kommer til at kapre ham på en sådan måde, at han får en adfærd, hvori han udelukker, at egentlige behov kan opfyldes, ja, så forstår han, hvorfor han dybest set opfatter sin omverden som impotent og naturligvis også skaberen som impotent. Han forstår hvorfor han fremstår som en person aldeles uden universel tillid.
Har man ingen universel tillid, vil der altid være et niveau af frygt. Er der frygt, vil man befinde sig i det cortisole stresshormonsystem, hvor mønstrene angreb/forsvar, flugt og trækken sig ind i sig selv/død udgør virkeligheden.
Men han kan samtidig i denne erkendelse vide, at han ønsker at kunne nære tillid. Dette kan lade sig gøre, fordi han har en ”dirigent”, som kognitionsneurologerne kalder det, i sin hjerne, og at denne dirigent er mere end summen af alle delpersonligheder. I kristen terminologi, er det så vidt jeg kan se, hvad der kaldes sjæl. Og det er i denne bemærkelsesværdige situation, at man for alvor kan skelne mellem handlinger, der er foregået, som man spejler i de såkaldte amygdalakapringstilstande, og hvad man reelt er. Det er en stor lettelse at erkende, at man jo umuligt kan være handlinger, som er sket i fortiden. Erkendelse af forskellen på handlinger, der er foregået (social arv), og hvad man er, er så utroligt vigtig. I denne erkendelse kan der ske en forløsning, således at ens negative delpersonligheder mister deres dæmoniske (jalousi, irritation, vrede, depression etc.) magt over en.
Læser man Dostojevskij med en sådan tilgang, vil man få nogle helt nye analyser, som jeg er sikker på vil konkludere, at det kriminelle sind dybest set ikke er ondt, men kapret, og at det ikke er et grundvilkår, at det skal være sådan. Jeg er sikker på, at enhver af Dostojevskijs fiktive delpersonligheder rigtigt forstået vil kunne blive et konstruktivt og belivende væsen.

Dialog mellem Dialogcentret og os. 2. Det kaotiske som grundvilkår?

2010-01-25T13:20:00.000+01:00

Christina Philipstatt (herefter CP):
I Skriver : Du udgår åbenbart fra, at det kaotiske og upålidelige indre liv er et grundvilkår for mennesket. For os at se, hænger det netop ikke sådan sammen. Som vi anfører i vor henvendelse til jer, tager vi os af den kendsgerning, som hjerneforskerne har peget på i fyrre års tid efterhånden, og som går ud på, at vor hjerne rent faktisk er en plastisk organisme, som, afhængigt af hvordan vi selv beslutter os for at ville forsøge at bruge den, kan udvikle sig til at blive et redskab for vor vilje til at arbejde for fred og harmoni. Det der kaotiske og upålidelige indre liv, som du taler om, er det, som kognitionsneurologerne kalder vore amygdalakapringer. Disse er identiske med såvel individuelle som kollektivt ubevidste vanemønstre, som overtager hjernefunktionen i situationer, hvor vi føler os truet på et eller andet niveau.
Svar: Den lutherske kirke kan godt følge tanken om at mennesket kan udvikle sig til at blive et redskab for viljen til at arbejde for harmoni og fred. Men det ændrer ikke på at menneskets grundvilkår er kaotisk, da vi ikke forstår hvorfor vi er her og hvorfor vi skal dø. Herimellem kan vi sagtens finde ro og harmoni, men dette ligger netop i det vi kalder for vanemønstre og de kan naturligvis brydes.
Søren Kierkegaard siger at menneskets sagtens kan være lykkeligt og leve et godt og harmonisk og eftertænksomt liv, men at selve grundvilkåret er fortvivlelse og det ligger altså ”under” alt det andet og beskæftiger sig kun med dette ene – ”meningen”. Og det har ingen, hverken videnskabsmænd, psykologer eller filosoffer nogensinde formået at afdække!

Lisa v. Schmalensee Magnússon(herefter LVSM) fra Det Belivende:
Angående hvorvidt ”det kaotiske og upålidelige indre liv er et grundvilkår” eller ej.
Du siger, at eftersom vi ikke forstår hvorfor vi er her og hvorfor vi skal dø, er grundvilkåret kaotisk. Du bruger også Søren Kierkegaard som sandhedsvidne og citerer ham for at have sagt, at fortvivlelse er et grundvilkår, og at ingen videnskabsmænd, psykologer eller andre har kunnet afdække ”meningen”.
Jeg vil gerne forsøge at nuancere det lidt.
For det første kan det vel godt tænkes, at man ikke kan sætte helt præcise ord på hvorfor man er her uden af den grund at have et kaotisk og upålideligt indre liv. Og for det andet er vi da nogle i denne kultur, som ikke oplever døden som død, men blot som kroppens undergang. Selv har jeg haft som grundvilkår i min bevidsthed siden jeg var under seks år, at jeg ikke var identisk med min krop. Jeg har meget tydelige erindringer om at opleve det som besynderligt at være i denne lille pigekrop. Jeg var helt på det rene med, at det, som trak vejret gennem ”mig”, var af en helt anden kaliber end ”mig” og mine hverdagstanker. Men det sagde jeg aldrig til nogen. For jeg var også helt på det rene med, at jeg ville være blevet opfattet som ”mærkelig”, hvis jeg fortalte, at jeg vidste det. Jeg ved, at der er andre end mig, som har det sådan. Og vi har sådan set behov for, vor anderledeshed til trods, at blive betragtet som mennesker.
Hvad Søren Kierkegaard angår, så har han sagt så meget. Han har også sagt, at det religiøse paradoks består i at kunne befinde sig på de halvfjerdsindstyve tusinde favnes dyb og dog have tillid. Det kan måske oversættes til at have en følelse af universel tillid. Og så opererede han i øvrigt med et kinesis begreb, som i det væsentlige gik ud på at se bevægelighed og det processuelle som håbets princip i tilværelsen. Det var derfor, at han var så aldeles betaget af Thomasine Gyllembourgs Hverdagshistorier. At bevægeligheden og foranderligheden i høj grad var knyttet til det ekstremt autonome, kommer meget tydeligt frem i hans behandling af hendes roman To Tidsaldre.
Jeg vil anbefale, at vi ikke glemmer, at Kierkegaard rent faktisk fastholdt en søgen efter mening – en mening, hvor der på et absolut plan er overensstemmelse mellem rationalitet og irrationalitet – og mellem ideen og strategien, altså mellem forholdet til ånd (guddommelighed) og sin egen adfærd som eksisterende individ på jorden. Det var denne søgen der tiltrak mig, da jeg i 1982 skrev afhandlingen ”Bevægelse som ide hos Kierkegaard – i hjemveen efter det ubegribelige” (særligt studeret område til konferens i nordisk litteratur, 52 s. Københavns Universitet).
Det er netop denne søgen, som vi anser det for formålstjenligt for kirken at integrere.
Og så er der påstanden om, at ingen har kunnet afdække meningen.
I den forbindelse anser jeg det for at være virkelig oplagt at bringe den danske intuitionstænker Martinus på bordet. Han udviklede på baggrund af inspiration et verdensbillede, hvori de kosmiske love blev afdækket – og dermed meningen.
Jeg har jo kendskab til, at der er danske sognepræster som kender ham og finder hans tankegang aldeles logisk. Så vidt jeg husker var der endog en præst der for en årrække siden (pastor Twiggy ??? eller noget i den retning) måtte skrive en redegørelse for sin kristusopfattelse på baggrund af netop martinuskosmologien, fordi man fra kirkens side frygtede, at der var tale om vranglære. Afhandlingen blev så vidt jeg husker accepteret som almindelig god latin, men præsten gik vist på efterløn.
Da jeg som 37 årig ved et såkaldt tilfælde stødte ind i Martinus på et folkebibliotek og begyndte at studere ham og fandt ud af, hvad det var, jeg havde fået fingre i, troede jeg knap mine egne øjne. Jeg begreb ikke, hvorfor man ikke underviste i martinuskosmologien i både folkeskoler, gymnasier og på bibliotek, og hvorfor man ikke talte om ham i kirkerne. Jeg begreb ikke, hvordan det kunne gå til, at intet menneske i mit liv nogensinde havde talt om ham. Og jeg var magister i nordisk litteratur og havde papir på at være ekspert i hvad der var værd at læse fra denne del af verden.
Inden I fra kirkens side fælder den dom, at ingen har afdækket nogen "mening", vil jeg da opfordre til, at I studerer denne "offentlige hemmeligheds" verdenssyn.
Selv forsøger jeg at sætte det i perspektiv til kristendommen og mentalitetshistorien i det hele taget i bogen Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne.

Dialog mellem Dialogcentret og Det Belivende 1

2010-01-25T13:08:00.000+01:00

Christina Philipstatt, generalsekretær i Dialogcentret, biskop Steen Skovsgaard og Lisa v. S. Magnússon, formand for Det Belivende, er i en løbende dialog angående et eventuelt samarbejde mellem Det Belivende og folkekirken.

Hermed første afdeling, som handler om, hvorvidt kirken skulle kunne henvise ikke troende kulturkristne til Det Belivende.

CP: I det første afsnit herunder, har I skrevet at I er enige med folkekirken, hvilket jeg ikke tror. Derfor vil jeg gerne kommentere det. Jeg håber at det er i orden!
I Skriver: Når vi beder om et samarbejde, hvor folk, der har det som os, henvises til os, er det ikke fordi vi vil til at spille en hovedrolle, men for at være der for dem, der har brug for os, og som der ikke er andre steder for.
Svar: Men hvis folkekirken skulle henvise til jer, skulle den også henvise til andre kirkesamfund, eller trosretninger som falder uden for folkekirken, hvis de ikke fandt den traditionelle kirke vedkommende nok. Folkekirken kan ikke henvise til noget andet, hvis den ikke kan efterkomme menneskers forventninger.

Svar fra LVSM:
Det kan den naturligvis godt, hvis den vil. Folkekirkens ledelse har jo en fri vilje til at udvikle sit eget koncept i henhold til, hvad den oplever som gavnligst for det messianske projekt. Den har muligheden for at træffe et helt overordnet valg angående hvorvidt den vil definere sig selv i forhold til de mentale klimaer, den er udsprunget af eller i henhold til, hvad den gerne vil være.
Og her er det, at vi spørger, om ikke I vil være med til at tænke den tanke, at I godt kan være beslægtede med os, selvom vi har et helt anderledes syn på skyld, arvesynd og soningslære, end I har…
Biskop Steen Skovsgaard har meldt ud, at han ikke synes, at vi skal melde os ud af folkekirken. Det tolker vi som udtryk for, at denne beslægtethedsfølelse eksisterer - også hos jer. Og at du, Christina Philipstatt fra Dialogcentret, gør sig den ulejlighed at indgå i dialogen med os, tolker vi på samme måde.
Det er få mennesker, der finder frem til os, og jeg er overbevist om, at det også er yderst få mennesker, som vil føle sig hjemme hos os. Men disse få er til gengæld mennesker, som oplever en enorm glæde, berigelse og belivelse ved at indgå i vor sammenhæng, hvor det er selve korrektionen af fejltagelser, der er det essentielle. Der er tale om en ganske speciel kategori af mennesker, som aktiverer åndeligheden i sig selv ved at praktisere en tankegang, som, set fra vort ståsted i verden, stimulerer mentalt bæredygtige nye tilgange til livsbegivenheder såvel som hverdagsliv.
For knap hundrede år siden, tillod den katolske kirke Opus Dei at virke. Man kan måske, hvis man tør tænke lidt abstrakt, se Det Belivende som en moderne parallel hertil indenfor den luthersk-evangeliske retning.

Synden på vej ud af kirken?

2010-01-12T14:16:00.000+01:00

Præsten og salmedigteren Holger Lissner har skrevet en helt ny samling af bønner til både gudstjenestens to tekstrækker og til samtlige kirkelige handlinger.
Set fra vort ståsted i verden er der noget meget tankevækkende ved denne samling af bønner, og det er, at han helt bevidst har undladt at bruge ordet synd.
Han siger i et interview til Kristeligt Dagblad (lø. d. 9. jan. 2010,s. 7), at han har ønsket at "finde et sprog, som mennesker i dag kan gå ind i, og hvor de kan genkende sig selv".
Journalisten Claus Vincents skriver: "Han er udmærket klar over, at det ikke er alle præster eller menigheder, der sætter pris på hans enkle, forståelige, men også personlige kirkesprog. Således bruger Holger Lissner aldrig ordet synd, men sagen og begrebet findes der".
Han ønsker ikke at sige, Holger Lissner, at vi er syndere hele tiden, men at vi er det somme tider, står der.
Hvis vi ikke er det hele tiden, men somme tider, kan det vel imidlertid næppe være et nedarvet grundvilkår, og er tiden så ikke inde til i stedet at sige, at vi somme tider begår nogle handlinger, som dybest set er fejltagelser, og droppe begrebet synd?
Man kunne jo også vise mennesker så stor respekt, at man tog det alvorligt, at de ikke kan genkende sig selv som "syndere"... Man kunne jo tænke den tankerække til ende, hvad der ville ske, hvis man brugte begrebet fejltagelse (at træde ved siden af, overtrædelser, altså noget man gør) i stedet for syndig, som er noget man er. Måske vil det ikke betyde ragnarok for kirken, måske vil det tværtimod betyde, at folk i højere grad vil kunne genkende sig selv... Og måske vil vi i denne nye genkendelse få øje på noget, som i højere grad afstedkommer visdom end religion, men hvad så? Måske viser visdom sig at være en god og farbar vej, som også fører til målet fred på jord og i mennesker velbehag
Under alle omstændigheder synes jeg, at selve dette eksempel illustrerer, hvordan man ikke kalder tingene ved deres rette navn. Begrebet synd er der, siger salmedigteren og præsten Holger Lissner jo, men han vil ikke bruge ordet, da han er bange for, at folk så ikke forstår meningen.
Det er ikke konstruktiv kommunikation. Det er meget meget kryptisk. Og faren for manipulation er nu engang altid til stede, når man siger noget andet end man mener.
Det er nye ord til gamle bønner, og man forsøger at lade det tage sig ud som modernisering, men det er kun i formaspektet og slet ikke i indholdet.
Det er jo naturligvis også helt i orden, bare kirkegængerne er klare over, at kirken bevidst forsøger at fastholde synden i vore sjæles rejsekufferter, selvom de kalder den noget andet.

Tegning og illusion

2010-01-05T10:46:00.000+01:00

Hvordan kunne islamisterne se at det var profeten - og ikke nogen anden - som Kurt Westergaard havde tegnet?

Island og årsags- og virkningsloven.

2010-01-03T11:57:00.000+01:00

I disse timer sidder Islands præsident og klør sig i nakken. Skal han sige ja eller nej til regeringens anbefaling af at tilbagebetale gælden, der er så stor, at den svarer til at hver eneste islænding efter sigende skal afdrage næsten 90.000 DKR.
Samtidig sidder de hårde bananer, de unge finansdrenge, ham der for lånte penge købte Magasin m.m.m.m.m. og alle de andre, rundt omkring i udlandet med formuer gemt væk og ser ligesom Stein Bagger en økonomisk lys fremtid i møde.
Der er et par forunderlige elementer i situationen.
Det første er skyld. For hvem har skylden? De fleste er enige om, at det er dem, der sidder tilbage med en masse penge, som er de skyldige. De er tilsyneladende imidlertid for spekulativt intelligente til at betale tilbage. Og lader sig heller ikke dømme, fordi der tilsyneladende er juridiske smuthuller for enhver af deres transaktioner... Hvad så?
Set i det belivende perspektiv er skyld som sådan en illusion. Der er derimod begået en masse fejltagelser, som har været årsager til virkninger, der igen har fungeret som årsager til nye virkninger og så fremdeles i en lang perlerække, hvor den sidste perle nu sidder på tråden som en enorm gæld.
Det store spørgsmål er egentlig, hvad man gerne vil have, at den næste perle skal bestå af. Ønsker man en fremtid, hvori man oplever sig selv som ansvarlig for enhver fejltagelse, man begår, i søvne såvel som i fuld bevidsthed, og hvor man lever i gensidig respekt? Eller ønsker man en perle, hvori ingredienserne er offer/bøddel mentalitet, og hvor man på skift selv er det ene og det andet?
Lige nu er der ingen tvivl om, at de, som ikke vil tilbagebetale, betragter sig selv som ofre ("For det var jo ikke os, der fløj i private jetfly"). Nej nej, men jeg synes, at jeg så noget stolthed og småforgudelse, mens det stod på...
Bon appetit, siger jeg bare, selvom jeg vel dybest set synes, at det er tragisk, for en sådan tænkning udgør den sikre vej til mere fra offer/bøddel-skuffen.
Tragikomisk ... fordi det ser ud til at forholde sig sådan, at en del af os mennesker stadig får en slags kick ud af skiftevis at være bøddel og offer!
Det andet element er magtkamp.
Det ser ud som noget af en naturlov, at enhver siddende regering har en opposition, som uanset hvad den gør, vil være uenig og tale imod, også selvom den er enig og selv ville have gjort det samme, hvis det var den der sad med regeringsmagten. Dybest set har denne mekanisme også noget med offer/bøddel mønstret at gøre. De partier, som ikke har magten, forsøger at indgive omverdenen den tanke, at de, sammen med befolkningen, er offer for overgreb fra en uduelig og måske sågar ond eller i det mindste småstupid bøddel.
Sådan er de barske og enkle ingredienser i den manipulerende magtkamp.
I demokratier som de vestlige forholder det sig imidlertid sådan, at vi har de regeringer, som vi nu engang har valgt. Vi har også det økonomiske system og det bankvæsen, som et flertal af os nu engang vil have.
Men man kan selvfølgelig vælge sig et andet mål. Der er altid mulighed for at skifte hest ved vadestedet.
Derfor er det tredje element kvalitativ forandring.
Hvis man vil have, at den næste perle på snoren skal være en perle med fortsat offer/bøddel virkelighed, ja, så vil det være effektivt at sige nej til tilbagebetaling, men ønsker man i stedet at den næste perle skal kunne have sådanne kvaliteter, at den vil kunne belive de fremtidige, tjah, så må man bare betale tilbage, og sige til sig selv, at man åbenbart begik nogle skæbnesvangre fejl, da man valgte de politikere man gjorde og hyldede de bankdirektører man hyldede. Man begik måske også en fejl ved at tro, at ens generelle værdi var forbundet med materiel overflod.
Og så få det ud af verden og se at komme videre.
Det er her, i den personlige ansvarlighed, at den kvalitative forandring kommer ind i billedet. Men den indebærer faktisk, hvor mærkeligt det end lyder, at jeg må slippe al tanke om adskillelse.
Det belivende består i, at jeg, hvis jeg ser grådighed i verden, forsøger selv at frigøre mig fra den og hjælper andre med at gøre det også, for på den måde kan jeg umuligt gøre mig selv til årsag til en virkning af grådighed, og dermed vil jeg hele tiden befinde mig på en parallel perlerække uden grådighed, også selvom der sikkert mange år endnu vil være magtfulde banarepublikker og diktaturstater.
Jamen adskiller jeg mig så netop ikke, kan man spørge sig. Hvis jeg oplever mig som på en anden perlerække end den med offer og bødler?
Nej. For jeg ved, at de slet ikke er offer og bødler. De er bare fanger af deres egne illusioner. I virkeligheden er de på samme perlekæde som jeg er på. Men de tror de ikke vil være der. Ligesom den fortabte søn, der rejste hjemmefra men dog hele tiden havde hjemme hos sin far.
Alle anklager hører til i denne form for forvildelse.
Forståelse er noget helt andet. Forståelse er belivende fordi der i den hverken kan være skyldige end sige nogen at bebrejde. Der er alene fokusering på, hvad der skal til for at undgå at fejltagelsen skal kunne gentage sig.
Og mon ikke det første skridt så er at betale for den frokost?

Lars Løkke Rasmussens nytårstale.

2010-01-02T19:48:00.001+01:00

Alle er tilsyneladende utilfredse med talen. Den er ikke tilstrækkelig konkret, siger oppositionen og det yderste højre. Han udstikker ikke tilstrækkelig klare meldinger om, hvordan præcis man skal nå de der visionære mål, lyder det fra mange kanter.
Det er umådelig tankevækkende, at præcis denne type kritik er, hvad man normalt hører i forbindelse med fusioneringer af selskaber, hvori decentral ledelse er udset som den nye metode.
Specielt halvgamle koner og mænd, som kun har en kort uddannelsesmæssig baggrund og har brugt hjernen på samme måde i mange mange år, har brugt den på den måde, som kognitionsneurologerne kalder feltafhængigt, går helt i baglås ved tanken om kun at få stukket nogle mål ud og så selv blive bedt om at finde ud af, hvordan man når dem. De kalder det ekstrem dårlig ledelse. De vil have at vide præcis hvordan tingene skal gøres og så parere ordre. De tror, at det er det, som er karakteristisk ved god ledelse.
Men det er det ikke. Det er ihvertfald ikke god ledelse i en virkelighed, hvor der er tillid til at alle har noget at bidrage med.
Og ønsker om den detaljeorienterede bydende form for ledelse hører dybest set en tankegang til, som kunne trives under stavnsbåndet, og måske også under kommunisme eller andre totalitære regimer, men absolut ikke en liberal samfundsorden.
Hvis nu vi er enige om målene, kunne vi jo i stedet spørge os selv om hvordan vi så hver for sig kunne bidrage optimalt med henblik på at nå dem.
Det er sådan noget, der kan komme udvikling af. Og så kan vi jo til gengæld insistere på, at han og hans medarbejdere lytter. Sker det, skal vi nok få en bedre fremtid end fortid.
For vi har vel tillid til os selv, ikke? Eller hvad???

Juleevangeliet i et belivende perspektiv.

2009-12-29T12:24:00.000+01:00

Det er tankevækkende så mange forskellige betydninger vi mennesker lægger i juleevangeliet. Hvert eneste menneske har tilsyneladende sin helt egen opfattelse af, hvad der er det mest afgørende i det, og i en kultur som den danske er indfaldsvinklerne helt fantastisk forskellige. Vi læser det hver for sig tilsyneladende på en måde, som er karakteristisk ved at være en spejling af, hvad der bor i vort eget indre.
I Jyllands-Posten juleaftensdag (Puls, s. 6-7) kunne man læse samtaler med en række såkaldt moderne mennesker, som hver fortalte om, hvad de fandt mest værdifuldt i det. Det var vældig interessant, synes jeg.
Kirkens stemme blev præsenteret ved sognepræst Torben Tramm, og for ham var det essentielle egentlig den guddommelige inkarnation i mennesket som sådan, for han sagde
Tænk, hvis julegudstjenestens fortættede stemning giver anledning til, at Helligånden kommer på besøg og overskygger os, som den overskyggede Jomfru Maria! Så bliver vi på en måde åndeligt befrugtede. Hvis barnet i krybben på den måde fødes i vore hjerter juleaften, så har gudstjenesten nået sit mål.
Se, det synes jeg er en virkelig moderne udlægning af juleevangeliet. En belivende udlægning. For fødes kristusmentaliteten i vore hjerter, og vi hver for sig går ud fra gudstjenesten med den inkarneret i os, så er der da virkelig håb for verden... ikke sandt?
Den socialistiske kunstprovo (ja, sådan præsenteres han) kunstprofessor Bjørn Nørgaard mener, at juleevangeliet er et billede af uskyld, der bliver født ind i verden.
Med det lille barn, og det står ikke kun for Jesusbarnet, men for selve det nyfødte menneske, fødes et håb. Det er stadig den vigtigste betydning af juleaften. Håbet fødes. Igen og igen.
Også denne indfaldsvinkel er i henhold til vort livssyn yderst moderne. For så længe der fødes håb, er der jo også mulighed for udvikling, inspiration og reanimation, sågar mulighed for at det enkelte menneske kan blive fuldkomment, ikke sandt?
Den næste i rækken af interviewede er socialdemokraternes formand Helle Thorning Schmidt, som præsenteres som en, der stadig kan fremsige evangeliet på kommando. Og hos hende er det noget helt andet, der fokuseres på. Det hun godt kan lide ved juleevangeliet, siger hun, er
historien om den store kejser, der frygter det lille barn. Der er noget symbolsk i det.
Jeg kommer uvægerligt til at tænke på, at hun gjorde hvad hun kunne for at blive husket for ordene jeg kan slå Anders Fogh Rasmussen. Rent symbolsk tænker hun måske på sig selv som en slags kristusfigur, der skal slå den slemme Herodes. Men det kristne budskab er jo netop, at det nu skal være slut med at frygte (Frygt ikke, thi jeg forkynder jer en stor glæde ... fredsfyrstens komme, som bekendt), så selve den tanke, at julen kan handle om at glæde sig over, at der en der frygter en anden, illustrerer jo dybest set en forankring i den gamle verdensimpuls, skyldens og frygtens gamle impuls, storblomstrende i hedenskaben og endnu eksisterende, omend i aftagende i den gammeltesamentlige, og slet ikke glædens, fredens og håbets verdensimpuls, og dermed slet ikke kristen mentalitet.
Jeg har i min bog Belivelse peget på en sådan tilgang til politik som ufrugtbar, hvis man ønsker løsninger; for ethvert fjendebillede, ligemeget om det er Herodes eller Dalai Lama, fastfryser en i problemer i stedet for at hjælpe en med at finde vej ud af dem. Det er derfor partipolitisk adskillelsestænkning dybest set er ukristelig.
Lina Rafn, som jeg aldrig har hørt om før, men som åbenbart er kendt fra X-faktor og forsanger i bandet Infernal, præsenterer sig selv som ikke religiøs, men bruger bibelen som inspirationskilde til visdom og har i henhold til Det Belivendes perspektiv en virkelig praktisk frugtbar åndfuld og vis måde at gøre brug af juleevangeliet på, for hun siger
Hele juleevangeliets syndsforladelsesbegreb, synes jeg, er rigtig rigtig fint. Det er jo i virkeligheden en håndsrækning til os, der jokker i spinaten, om at vi ikke skal gå og slå os selv i hovedet med det. Det er måske nok banalt og formuleret med nogle ord, som ikke virker særlig nutidige. Men budskabet er, at "lad nu være med at køre dig selv ned for de fejl, du har begået. Tilgiv dig selv, eller bed om tilgivelse af Gud eller andre, og se at komme videre".
Hendes udlægning er simpelthen identisk med Det belivendes. For tjah, synd betyder jo, at træde ved siden af, at begå fejl, altså noget man gør og ikke noget man er, så det er de ting man gør, man beder om tilgivelse for. Man begår fejl, fordi man ikke vidste bedre, ikke fordi man er syndig og ville noget ondt. Hurra for hende.
Den næste er skuespilleren og TV-værten Dina Al-Erhayem, kendt fra bl.a. DR2 programmet Univers om eksistens og tro. Og hun præsenterer i højere grad den kristne mystiker, som i juletiden vælger at trække sig tilbage og bede og meditere og komme dybt ind i sig selv. Møde kristus i sig selv, kan man vel sige. Hun synes det vigtigste i julen er muligheden for at finde værdier i dybere lag end i den traditionelle karriere. Belivende for sig selv og på længere sigt vel også belivende for ens omgivelser.
Den sidste der tales med er filminstruktøren Nils Malmros. Han har det fint med juleevangeliet, synes det er smukt og noget sentimentalt, fordi det handler om et lille barn. Hans opfattelse minder mig om en præst, en kvindelig præst, som engang i en julegudstjeneste stod og talte om jesusbabyen. Det oplevede jeg absolut ingen indre fylde ved at høre. Og det taler Malmros da overhovedet heller ikke om er tilfældet for ham.
Vi har hos ham og Helle Thorning Schmidt en form for bogstavelig udlægning af nogle detaljer såsom den store kejsers frygt for den lille borger og det lille jesusbarn, som nærmest er "smukt" alene fordi det er et lille barn. Men hos de øvrige "moderne mennesker", er der rent faktisk en åndelig og abstrakt tilgang til juleevangeliet og på på forskellige individuelt baserede niveauer, hvilket vi i Det Belivende synes er en herlig ting ved vor kultur.
Personligt holder jeg mest af de abstrakte tilgange, som løfter julebudskabet op i en dimension, som jeg kan udvide forståelsesmæssigt til bedre at begribe min egen mærkværlige hverdag.
Allermest holder jeg af den tilgang, som findes i den mest abstrakte tilgang, jeg kender til: kosmologien. Her tolkes symbolikken i netop den kendsgerning, at frelseren skal findes svøbt og liggende i en krybbe således, at det rigtige fuldkomne næstekærlige menneske skal udspringe af dyreriget. Og dermed forstås den såkaldte menneskehed på den måde, at vi mennesker i højere grad er dyr end mennesker, indtil vi praktiserer den form for visdom, som Jesus underviste os i. Jesusbarnets fødsel symboliserer således en helt ny verdensimpuls, i hvilken en helt ny form for menneskelighed, en form for menneskelig menneskelighed, bliver mulig for os. Den er mulig for os, fordi han praktiserede den ud i sin yderste konsekvens...
Man kan sige, at muligheden for åndelig befrugtning, som sognepræst Torben Tramm taler om, hermed bliver mulig for menneskene.
Er det virkelig muligt for os at blive åndeligt befrugtede, er det imidlertid meget vanskeligt at forstå, hvorfor folkekirken i sin dogmatik fastholder sine udtalelser om, at mennesket uanset hvad vil være syndigt grundet arvesynden. Hvis sandheden er, at uskylden bliver født ind i verden i forbindelse med befrugtningen ved helligånden, hvordan kan vi så samtidig være skyldige uanset om dette sker eller ej? Eller er der nogle præster som mener, at det ikke kan ske?
Så skulle Jesus vel også være skyldig, hvilket jo må være det rene galimatias at påstå.
Betragter vi udtalelserne om den åndelige befrugtning af vore hjerter og uskylden, der fødes ind i verden i det kosmologiske perspektiv, har vi at gøre med poetiske formuleringer indenfor en forståelsesramme, som dybest set har at gøre med begrebet reanimation, altså en slags åndelig genfødsel i kød, som vel at mærke ikke har at gøre med tro på nogen som sådan, men derimod på tillid til, at en bestemt næstekærlig væremåde, aldeles fri for adskillelsestænkning, domme og frygt, og som er i overensstemmelse med de kosmiske love, kan være hensigtsmæssig og belivende for den ganske verden at praktisere, hvis det er fred på jorden og i menneskene velbehag man ønsker.
Jeg kan konkludere, at to tredjedele af de adspurgte, inklusive præsten, har den opfattelse, at menneskehedens fremtidige lykke hænger sammen med noget, som sker inde i mennesket selv, og at det er skønt, at det sker, og at vi ønsker at tage aktiv del i, at det sker; og det er da vidunderligt. Tænk hvis de tal er repræsentative for den danske befolkning... Det er da virkelig glædeligt, synes jeg. Men jeg kan så også konstatere, at kirkens svar fra biskop Steen Skovsgaard understreger, at mennesket ikke har mulighed for fuldkommenhed, og dermed er det vældig svært at se, hvorpå dette håb, i kirkeligt perspektiv, kan bygge, endsige vokse og udvide sig.
Noget tyder på, at vor kirke og vor kristendom er i splid med sig selv, og et hus i splid med sig selv, har det ikke godt, som vi ved. Det går under. Hvis håbet og uskylden i verden skal have gode kår, er første skridt vel at turde nære tillid til, at der er tale om bæredygtige og tilgængelige sandheder, som gælder for os alle sammen, eller hvad?

Pavens prædiken julenat.

2009-12-25T16:44:00.000+01:00

Til alt held besluttede vi os sent juleaften for at tænde for fjernsynet og se om ikke der skulle være transmission af midnatsmessen i Peterskirken. Vi fik åbnet tilstrækkelig tidligt til at høre pavens prædiken, og hvilken lise det var for vore sjæle.
Pave Benedict byggede sin prædiken således op, at han fik det centrale tema til at være ønsket om, at vi mennesker opgav opfattelsen af at være adskilte og talte derfor også om det frugtbare i erkendelsen af, at vi alle er samhørende i et skaberværk.
Igen slog det mig, hvor holistisk et syn, den katolske kirke har i modsætning til det strengt dualistiske i lutheranismen.
Vi fejrede med paven det glædelige budskab, at gud inkarnerede (altså tog bolig i kød) og at det fuldkomne menneskeliv dermed blev muliggjort. Dermed også fred på jorden.
Hvor forhåbningsfuldt, hvor glædesfyldt ...
Så blev vi også atter engang mindet om, at katolikkerne i deres trosbekendelse ikke har et ord om djævlen med. De starter deres trosbekendelse med Credo (jeg tror på een gud), hvor vi i den danske folkekirke begynder med Jeg forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Man kan sige, at vi lutheranere begynder med at konstatere, at det onde er til, hvorimod katolikkerne tager udgangspunktet i det holistiske aspekt: At Gud er een og Gud er alt og kan alt (er omnipotent).
Alt andet må vi så håndtere derfra ... i fællesskab...
Hvad dette syn angår, oplever vi her i huset mere optimisme og belivelse i katolicismen end i lutheranismen.
Gad vide hvad katolikker synes om Det Belivende? Det skulle ikke undre mig, om deres rummelighed er større, og at de i højere grad ser os som en naturlig udvikling af trosreligion end lutheranere.
Måske skulle vi prøve at spørge dem...

Unge piger og selvmordsforsøg.

2009-12-15T14:15:00.000+01:00

De sidste dages nyheder har bl.a. rummet oplysninger om, at antallet af unge piger, som forsøger at begå selvmord, er i voldsomt stigende.
Fra medicinalindustriens side foreslår man, at de forskellige typer piller, som tages i overdosis, panodil bl.a., pakkes i pakninger med færre piller.
En politiker mente, at der skulle tilbydes mere psykologhjælp.
Begge dele er da sikkert udmærkede tiltag. Men jeg tror, at det vil være mere belivende at spørge sig selv, hvorfor de unge piger mon er ulykkelige.
Alle der har forsket i emnet er enige om, at de unge piger, som forsøger selvmord, overhovedet ikke ønsker at dø. De ønsker tværtimod at leve, leve for alvor, på en sådan måde at de føler sig både set og hørt og imødekommet og hjulpet.
Selvmordsforsøgene er således et skrig om hjælp.
Jeg føler mig langt fra sikker på, at andre typer pakninger eller psykologhjælp kan hjælpe med det.
Jeg tror, at det er en helt anderledes type barndom og en helt anderledes type ungdom, der skal til, for at pigerne kan føle sig virkelig set og hørt og imødekommet præcis som de er.
Vi har i Det Belivende beskrevet et forskningsprojekt, som forsøger at tage højde for et sådant behov hvad de unge angår. Det kan ses på
http://www.detbelivende.dk/forsk_bel_livsb.htm

Svar på biskop Steen Skovsgaards bemærkninger.

2009-12-14T11:22:00.000+01:00

Kære Steen Skovsgaard.

Mange tak for dit svar af 11. nov. på vor henvendelse af 1. okt. d.å. og ikke mindst de afklarende opfølgende bemærkninger af 19. nov., hvor du klart tilkendegiver, at du anser en dialog for ønskelig.

Vi har drøftet dine bemærkninger i bestyrelsen og vil gerne redegøre for vore holdninger til dem:

Ad 1: Vi er enige i, at næsten al spiritualitet i dag er af emotionel og sansende art, og at vi derfor er ret så marginaliserede. Det har vi det imidlertid også udmærket med, idet vi jo hverken er missionerende eller forkyndende og ikke har noget behov for at komme til at fylde. Så dette er i sig selv altså ikke noget, vi opfatter som et minus.

Når vi beder om et samarbejde, hvor folk, der har det som os, henvises til os, er det ikke fordi vi vil til at spille en hovedrolle, men for at være der for dem, der har brug for os, og som der ikke er andre steder for.

Du skriver så, at kirken ikke er til sinds at opgive sin dogmatik (arvesynd, synd, skyld, soning ved hjælp af stedfortræder), fordi der i den er redning for den, der ønsker at være kristen, men som nu engang ikke er til det sanselige. Endvidere at der i dogmatikken er et frirum, fordi den rummer det kaotiske og upålidelige indre liv og giver det en friplads.

Du udgår åbenbart fra, at det kaotiske og upålidelige indre liv er et grundvilkår for mennesket. For os at se, hænger det netop ikke sådan sammen. Som vi anfører i vor henvendelse til jer, tager vi os af den kendsgerning, som hjerneforskerne har peget på i fyrre års tid efterhånden, og som går ud på, at vor hjerne rent faktisk er en plastisk organisme, som, afhængigt af hvordan vi selv beslutter os for at ville forsøge at bruge den, kan udvikle sig til at blive et redskab for vor vilje til at arbejde for fred og harmoni. Det der kaotiske og upålidelige indre liv, som du taler om, er det, som kognitionsneurologerne kalder vore amygdalakapringer. Disse er identiske med såvel individuelle som kollektivt ubevidste vanemønstre, som overtager hjernefunktionen i situationer, hvor vi føler os truet på et eller andet niveau.

Det er dybest set denne mekanisme, som gør, at vi godt kan forstå, at mennesket har betragtet sig selv som et væsen, der i bund og grund må være syndigt og skyldigt, idet det jo gør dét, som det godt selv kan se er uhensigtsmæssigt. Det var netop det Paulus pegede på med de berømte ord for et par tusinde års tid siden.

Så vidt er vi altså enige.

Uenigheden ligger i, at vi ikke ser det som en statisk situation for mennesket, idet vi efter vor opfattelse udvikles både fysisk (Darwins evolutionslære) og åndeligt, hvilket vi kalder reanimation.

Det er her de sidste fyrre års forskning i frontallapfunktion spiller en afgørende rolle, for den peger på, at det rent faktisk er muligt for mennesket at skabe orden i tilsyneladende indre uorden. Og (hvad vi synes er vældig interessant i denne sammenhæng) at en betingelse for skabelse af denne orden ser ud til at have med ens intuitive formåen at gøre; man kan måske også kalde den ens bevidsthedssjæl eller tilgang til åndelighed.

Denne intuitive formåen lader sig udvikle, men bevisligt aldrig i lydighed. Det er en tankemæssig frontallapfrimodighed i en absolut universel tillid, der er forudsætningen for at kunne forstå substansen i den mere primitive krybdyrhjerne og dermed for at se det upålidelige indre (djævlen?) i et rent og klart lys, hvorved det ikke længere er djævelsk og ondt, men bare total instinktiv og i de fleste henseender forældet overlevelsesstrategi. Man kan sige, at vi anser det for at være uhyre frugtbart, hvis mennesket på denne måde kan gennemskue det tilsyneladende dæmoniske.

Ad 2: Du insisterer på, at det netop er Jesu Kristi inspirationskilde og hans forbilledlige liv, der gør det nødvendigt for os også at fastholde talen om skylden og syndernes forladelse. Din begrundelse er, at vi altid kommer til kort, når vi forsøger at efterleve hans forbillede. Jeg er enig i, at vi altid kommer til kort og at vi slet ikke slår til. Vi mener blot ikke, at der nødvendigvis behøver at være tale om en statisk situation. Hvorfor skulle Jesus ellers f.eks. sige til skøgen ”Gå bort kvinde og synd ikke mere”? Hvis vi under alle omstændigheder altid ville skulle synde, skulle budskabet vel have været: ”Du er elsket præcis som du er med din synd. Jeg skal nok sone den”. Han beder os jo om at korrigere vore fejltagelser.

Du skriver så, at man, hvis man tager kærlighedsbudet alvorligt, uvægerligt også kommer til at tage skylden alvorligt (her formår vi ganske enkelt ikke at begribe den indre logik), men at du godt kunne ønske dig en genopretning af sund tale om skyld som erstatning for forvreden og usund kirkelig tilgang til skyldsproblematikken.

Vi finder det umådelig interessant, at du efterlyser denne sunde tale om skyld og om evangeliet om syndernes forladelse, for det er netop det, som er det centrale i vor tilgang. Og det er netop derfor vi taler om fejltagelser i stedet for synd og skyld.

Vi peger på, at ordet f.eks. på engelsk er oversat med trespasses (overtrædelser), hvilket da også bruges i visse sammenhænge i danske bibeloversættelser. Se f.eks. Mat.6,15: ”Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser”.

Synd og skyld har at gøre med hvad man er. Man er syndig og man er skyldig, hvilket vil sige, at det er en selv som person, der er noget fundamentalt galt med. Overtrædelser og fejltagelser har derimod noget at gøre med handlinger, med noget man har gjort. Og dette understreges mange steder. F.eks. Mat. 5, 37: ”Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde”. Det er i vore handlinger at vi skal ændre os. Og om at dømme andre i Mat. 7, står det også vældig klart: ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: lad mig tage splinten ud af dit øje! Og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så du kan se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.”

Her er jo klare opfordringer til at korrigere i sit handlemønster. Det er dét, det drejer sig om, og ikke at tro, at man nu en gang har som grundvilkår at være syndig og derfor bare passivt skal affinde sig med, at sådan er man nu bare engang.

Vi kan pege på et væld af skriftsteder, som opfordrer til det vi med et moderne udtryk vel vil kalde selvudvikling, når selvudvikling vel at mærke forstås som en forædlingsproces og ikke en styrkelse af egoet.

I en artikelserie i Kristeligt Dagblad, ”Nordiske kirker i opbrud”, interviewes den populære finske forfatter Jaakko Heinimäki, som også er teolog og tidligere sognepræst. Han anser sig selv for at præsentere moderne kristendom, fordi han placerer kristendommen midt i storbyens travle hverdagsliv gennem både medier, foredragssale og kirker. Og denne moderne kristendom har det enkelte menneskes egen uforanderlige synd som det helt centrale tema. Han siger bl.a:

”Ja, men vi gør det aldrig (kommer ud over synden, lvsm). Vi forbliver syndere. Men retfærdiggjorte syndere. I virkeligheden er jeg ikke særlig liberal eller radikal som kristen. Jeg er dog heller ikke teologisk konservativ. Jeg er bare en traditionel luthersk kristen. Vi er ikke syndere, fordi Adam og Eva syndede. Adam og Eva syndede, fordi vi er syndere. Der er en forskel. Vi er ikke perfekte. Ingen af os. Der er et bæst i mig og i dig. Spørgsmålet er, om jeg fodrer dette bæst eller ej.” (4. dec. 2009)

Han peger endvidere på, at det er en nødvendighed at medregne den mørke side i mennesket og at det er vigtigt at forstå, at det at være kristen er noget, som handler om at være, ikke om at gøre.

Vi spørger så jer teologer om hvorfor I tror at Jesus i talen Om gengældelse, efter alle sine opfordringer til at korrigere fejltagelser afslutter med ordene ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!”

Ad 3) Du skriver, at der i arvesyndslæren absolut er mulighed for vækst, men at vi, på grund af en ”grundskade” aldrig kan virkeliggøre fuldkommen kærlighed i dette liv.

Vi ved ikke helt, hvad du mener med formuleringen ”dette liv”. Hvis du dermed tænker på dette ene menneskeliv, så er det min opfattelse, at vi er enige med dig. Vi ser jo netop, ligesom H.C. Ørsted i sin naturfilosofi i 1800-tallet og diverse kognitionspsykologer og -neurologer, det enkelte menneskeliv som led i en lang udviklingsproces, hvori det enkelte menneskes værdigrundlag langsomt udvikles, udvides og reanimeres i bestandigt højere spiralkredsløb. Hvad ”jeg” derfor gør i dette ene liv begrænses ikke af min fysiske død men har erfaringsmæssigt tillagt en del til menneskehedens samlede erfaringsmasse og kan derfor være af værdi for rejsen mod fuldkommenhed selvom ”jeg” kun nåede et par millimeter videre på kærlighedens vej i dette liv.

Jeg går ud fra, at du vil svare, at dette syn er dig fremmed, idet den luthersk evangeliske kirke ikke har integreret tanken om reinkarnation. Mit svar er, at det må den have; for hvordan skulle vi ellers kunne have noget som helst at gøre med handlinger, som Eva og Adam udførte for mange tusinde år siden? Hvorfor skulle vi dog ellers kunne have skæbnefællesskab med dem?

Går du derimod ud fra at ”dette liv” betyder vilkåret for alt liv som leves på det fysiske plan, er vi ikke enige. Vi ser en sådan udlægning som værende i modstrid med en klar opfordring til fuldkommenhed.

Vi anser slet ikke det vigtigste for at være, om vi kan blive det sådan her og nu; vi ser det snarere som en vældig udfordring til ikke at lade stå til overfor de problemer vi møder i jordelivet, ikke give op, ikke være dovne og magelige og lade men derimod komme mentalt op på dupperne og gå i gang med de der korrektioner i så mange sammenhænge som overhovedet muligt.

Vi har erfaring med, at det er langt lettere, ja, at det kan være ligefrem lystigt og oplivende, for ikke at sige belivende, at korrigere fejltagelser, når bare man slipper for samtidigt at skulle tænke på sig selv som ond og syndig og skyldig. Tænker man sådan, kan man nemlig nemt opleve, at en slags ”syndefælde” er klappet.

Jeg tillader mig at lægge svaret ind på vor blog og opfordrer til, at den fremtidige dialog kommer til at foregå der.

Adressen er: http://detbelivende.blogspot.com/

I øvrigt synes jeg at du skal vide, at min mand Gudmundur Magnússon, som dels var formand for menighedsrådet i Neskirkja i Reykjavik i 16 år og i en årrække derudover også medlem af såvel Kirkerådet som Kirketinget, har besluttet sig for også at invitere den islandske biskop til at deltage i dialogen.

Og så vil jeg på bestyrelsens vegne også gerne udtrykke dyb taknemmelighed for din imødekommenhed. Vi ser frem til et frugtbart samarbejde, som forhåbentlig kan resultere i, at vi kan gå i kirke og føle os hjemme i stedet for som nu udskældte som "kættere".

De venligste hilsner

Lisa v. S. Magnússon

(formand for Det Belivende)

Aflivende kommunikation i klimadebatten

2009-12-13T22:42:00.000+01:00

Var der nogen der så klimadebat på DR1 i aften?
Jeg gjorde. Indtil et vist tidspunkt. Indtil en professor på den forkerte siden i klimadebatten faldt om med et hjerteanfald. Da havde jeg forinden hørt ham sige, at nejnej, han følte sig skam ikke mobbet, selvom man ikke refererer til hans forskning, idet han fandt det tilfredsstillende at have sin forskning i fred...
Den klimadebat og det CO2udslip er som jeg ser det totalt ligegyldigt, hvis ikke vi kan kommunikere ordentligt med hinanden, og med ordentligt mener jeg belivende ... dermed mener jeg, at vi må til at lytte til hinanden og forsøge at forstå hinanden ... og ikke bare jonglere så elegant som muligt med manipulerende formuleringer.
Det er længe siden, at jeg er blevet følelsesmæssigt berørt af politikere og aktivister. Men i aften blev jeg det ... af skam over at være menneske.

Offentliggørelse af foreningen Det Belivende

2009-12-04T14:59:00.000+01:00

nedenstående pressemeddelelse er i dag udsendt til de største dagblade plus Univers på DR2

I denne adventstid, hvor vi opfordres til at vende blikket indad og fordybe os, anser vi det for passende at offentliggøre nedenstående

Grøde i en ny kognitiv form for åndelighed.

Vi har dannet en forening som står for kognitiv kristendom. Foreningens formål er:

• At være et belivende alternativ og/eller supplement til folkekirken og religioner i det hele taget for moderne etisk funderede såkaldt "kulturkristne", som ikke har berøringsangst overfor hverken naturvidenskab eller åndsvidenskab og opfatter essensen i kristendommen såvel som jødedommen og buddhismen som bevidst empatisk praksis.
• At fremme selvstændig erkendelse hos dem, der ikke vil betegne sig selv som ateister, selvom de er fri tænkere.
• I stedet for skyld at operere med den tanke, at der alene er tale om fejltagelser, vi har som opgave at korrigere og fordomsfrit at undersøge, hvordan vi kan blive medskabere af en mentalt bæredygtig verden.
• At udvikle tidssvarende rammer for begivenheder som dåb, konfirmation, vielse og begravelse samt for meditativ tænkning, kontemplation, tænkning i krise og generel åndelig vækst.

Den hedder i sin facebokgruppeversion For et belivende alternativ til folkekirken, men kalder sig som nydannet forening nu blot Det Belivende, idet det vigtigste for den er at være en modpol til det aflivende i tilværelsen.

Lad det være slået fast med syvtommersøm med det samme, at Det Belivende intet har at gøre med det engelske ord believe. Her er tale om et dansk ord, der glimrer ved sit fravær i de almindelige ordbøger, men som dog findes i visse esoteriske skrifter som åndelig modsætning til den aflivende kritiserende tilgang til livet.

Mon ikke alle kender forskellen? Mon ikke vi alle kender til at blive både aflivet og belivet?

Aflivelse er når man oplever sig hverken set eller hørt, men derimod nedgjort (måske ved sarkasme), mobbet og slukket for. Belivelse derimod er en oplevelse af glædesfyldt liv, som går gennem hud og hår og marv og ben. Den forekommer i situationer, hvor vi føler os totalt, og dermed mener vi ikke kun fysisk og psykisk, men også sjæleligt/åndeligt, set og hørt og forstået og imødekommet … når det er som om der bliver tændt for ens organisme på en ny og oplivende måde, som man får inspiration og skaberkraft og glædesfyldt overskud ved. De to måder at være på, den slukkede og den tændte, svarer rent faktisk til vore to stresshormonsystemer, hvor det negative, som man bliver syg i, både psykisk og fysisk, er aflivende og det positive er belivende og sundhedsbefordrende.
I stedet for at fokusere så meget på, hvad man kan gøre når skaden er sket, når man er halvvejs aflivet, har vi som formål at fokusere på det, der gør, at skaderne ikke sker.
Derfor er vi vældig interesserede i overblik, og vi tager udgangspunkt i, at mennesket ikke blot er et væsen, der fødes, skal leve en bestemt tid og så dø, men derimod en væsentlig brik med sin helt egen selvstændige funktion i vor mentale evolution, hvilket gør, at vi altid forsøger at forstå os selv ikke blot i vor egen biografis perspektiv men også i menneskehedens mentalitetshistoriske perspektiv.

Vi mistrives i kirkelige sammenhænge, fordi vi slet ikke kan klare dens dogmatik vedrørende arvesynd, skyld og soningslære og mangler nok både et trosgear og et lydighedsgen. Vi ser mennesket som et totalt uskyldigt væsen, der begår fejl, fordi det ikke ved bedre og kalder derfor den såkaldte djævel for vor tilsyneladende tøjlesløse krybdyrhjerne, synd for fejltagelser, vi har til opgave at korrigere, og nadveren udtryk for vort store behov for selv at kunne komme til at dobbeltrette vor empati.

Vi har derfor udviklet en stribe koncepter for kognitiv-åndelig tilgang til alternativer til de store livsbegivenheder som dåb, konfirmation, vielse og begravelse samt til vejledning i krisesituationer af forskellig karakter. Vi har ingen ritualer, ingen kultiske islæt, ingen magi, ingen karismatikere, ingen dogmer, men vi tager mennesket alvorligt, og alle koncepter er i bestandig udvikling på baggrund af de til enhver tid eksisterende behov.
Da vi ser os selv som en naturlig fremtidig udvikling af kristendommen, en slags praktisk kognitiv kristendom, har vi inviteret landets biskopper til dialog. Indtil videre har biskop Steen Skovsgaard erklæret sig positiv.
Invitationen er vedhæftet til orientering.

Man kan se nærmere om hvem vi er på vor hjemmeside www.detbelivende.dk og deltage i vort debatforum på vor helt nye blog detbelivende.blogspot.com

Med venlig hilsen
På vegne af bestyrelsen

Lisa v. S. Magnússon

DET BELIVENDE
Strandagergaard
Strandagergårdsvej 5, Gelstrup
4500 Nykøbing Sjælland
59462177, mob. 21666881
www.detbelivende.dk

Tilgivelse i henhold til Desmond Tutu

2009-12-03T20:18:00.000+01:00

Læg mærke til, at Desmond Tutu i dette videoklip ikke bruger begrebet synd eller skyld, men istedet taler om at begå fejl som noget helt naturligt og menneskeligt. Han slutter af med at sige: "Uden tilgivelse er der ingen fremtid"

Denne video er med tak lånt herfra

Et belivende juleeventyr

2009-12-03T11:48:00.000+01:00

julen 2509

ET BELIVENDE JULEEVENTYR

Den gamle sad ved vinduet mod vest, lige der hvor solen havde udset sig sin seng for natten . På det lille bord ved hans venstre side var der 4 tændte lys i adventskransen, hvilket betød at juleaften var nær. I en halvcirkel foran ham sad børnebørnene på gulvet og lyttede til den gamles fortællinger om fortiden. Endnu var der kun lyset fra den nedadgående sol og adventskransen der oplyste stuen, men det var godt og trygt samt varmt da der var tændt op i brændeovnen .Børnene vidste at man på denne måde holdt mørkning i gamle dage ,og at der samtidig blev sparet på strømmen .Nutildags havde alle adgang til den strøm og energi der var brug for ,idet man blot lånte den fra energioceanet, der bl . a. består af stående kvantefluktuationer, som automatisk bliver tilbageleveret, men alt dette vidste børnene godt.
Pludselig opdagede de at fortællingen var gået i stå, men de var endnu ikke mætte, og det lykkedes dem at lokke den gamle til endnu en historie , dog måtte alle love at så skulle det også være den sidste for i dag .Nogle af de ældste havde hørt den før , men huskede ikke det hele, dog vidste de at det havde noget at gøre med et bid af et æble, hvilket fik en af de mellemste til at nævne navnet Wilhelm Thell , men blev korrigeret af den ældste der vidste at det var noget ned Adam og Eva . Ifølge historien, havde de spist af et æble fra kundskabets træ medens de var i Edens have hvilket var forbudt, altså ikke at være i haven, men at spise af æblet og af den grund var alle mennesker skyldige og syndige allerede fra de blev født ,ja sagde den gamle og fortsatte -,og denne opfattelse varede i mange tusind år.
De mindste kikkede spørgende på hinanden og spurgte som med een stemme, hvad betyder syndig og skyldig , da de aldrig havde hørt disse ord før . Åh, sagde den gamle, det er det vi kalder fejltagelser .Børnene så lettede ud, men spurgte alligevel om hvor længe det var siden man ændrede opfattelse ,--den mindste mente at det måske var tusind millioner år siden, men den gamle smilede og fortsatte, jo-, der var vist en lille gruppe af mennesker som startede , og siden gled ordene skyld og synd ud af sproget, da de ikke mere blev brugt og det er nu 500 år siden. De kaldte sig det belivende, men hvad disse mennesker hed ved jeg ikke hvilket også er uden betydning. Dette fik den ældste til at stille et sidste spørgsmål til den gamle. Hvad mon de mennesker i det belivende tænkte om dem der forsøgte at holde fast i arvesynden . Jo---ser du !Jeg har ladet mig fortælle at de tænkte..---Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.!!!

Kærlig hilsen og glædelig jul ønskes alle af FREMTIDEN.

Velfærd og belivelse

2009-12-03T11:00:00.000+01:00

Velfærd står i følge mange undersøgelser øverst på danskernes ønskeliste. Øget velfærd står derfor også højest på de politiske partiers programmer. Der er ikke den store forskel på regeringen og oppositionen i den sammenhæng. Alle de store politiske partier vender sig mod medianvælgeren, dvs. tyngdepunktet hos de stemmeberettigede. Omtrent tre fjerde dele af vælgerne vil have de høje skatter for at sikre velfærden. Det forekommer mig, at de fleste tror at den eneste vej til mere velfærd går genom skattefinansierede offentlige tjenester. Kan dette være rigtigt? Kan man ikke dels købe private tjenester, dels gøre noget selv for at sikre ens velstand og velvære?
Et eksempel på såkaldt velfærd som koster skatteborgerne mange penge og samfundet stort produktionstab er efterlønsordningen. Som jeg forstår det hviler ordningen nu på et kompromis mellem både regeringspartierne og en stor del af oppositionen.
Den danske drøm er i følge statsministeren at Danmark skal komme til at tilhøre de ti rigeste lande i verden i 2020. Mange økonomer siger at dette kun kan lade sig gøre hvis man afskaffer efterlønsordningen. Politikerne har pillet lidt ved ordningen og indført ændringer som skal gælde fra og med 2019. (De færreste af disse politikere vil stadigvæk være medlemmer af Folketinget til 2020!) Lyder dette ikke paradoksalt?
Men det var ikke dette som jeg egentlig skulle skrive om, idet der ikke er noget nyt i det.

Det spørgsmål som jeg vil drøfte er om det er belivende ikke at arbejde efter de 60?
Er det den store lykke at ikke være arbejdsløs som ung men uden arbejde når man er omkring de 60?
Nu er pensionsalderen hos de fleste 67 - 70. Det var nok i Bismarks tid, at det blev besluttet at pensionsalderen skulle være ved 70 års alder. Den gang var levealderen betydeligt lavere end nu, hvorfor det i og for sig ville være logisk at forhøje pensionsalderen, hvilket man da også har set forslag om i nogle lande. Der er også mange som vil og kan arbejde højere op i alderen men ikke får lov til det. Hos de fleste er også pensionsordningen selvfinansieret genom opsparing, så det er ikke er på bekostning af ens næste hvis man går på pension. Derimod er efterlønsordningen ikke selvfinansieret.
Det er klart at der findes mennesker som er nedslidte eller syge og har det svært med at arbejde op i høj alder – også til de 60. De skal naturligvis få hjælp af os andre. Men hvad med dem, som ikke fejler noget og som enten keder sig på arbejde eller drømmer om at lave ingenting? Er det lykken i livet og skal vi andre betale for det?
Er jeg havnet i et arbejde som jeg ikke kan lide, skal jeg vel gøre noget selv for at omskole mig eller skifte arbejde? Og vil jeg holde op med at arbejde ved de 60 for at læse bøger og spille musik, skal jeg vel spare op og planlægge for at kunde gøre det? Eller skal andre betale for det?
Jeg kommer at tænke på JFKs berømte ord i hans tiltrædelsestale som USAs præsident i 1961:

Spørg ikke hvad det offentlige kan gøre for jer men hvad I kan gøre for det offentlige.

Jeg tror at det er belivende at leve efter de tres uden skyld både i forhold til Gud og mennesker og at beskæftige sig med det som giver mening i livet uden at belaste sine medborgere. På den måde bidrager vi ikke kun til vor egen velfærd men også til helhedens. Mon ikke dette er en analogi til essensen i Adam Smiths læresætning om folkets maksimale velstand. Der er bare ved det, at det er vanskeligere at måle velfærd, som er ofte personlig, end velstand, som kan måles med penge.

Vi rummer alle potentialet

2009-12-01T13:05:00.001+01:00

En af de afgørende forskelle mellem Det Belivende og Folkekirken er opfattelsen af om det er muligt for mennesket at opnå den fuldkomne kærlihedsfuldhed i Jesus forbillede (jfr Steen Skovsgaards svar under emnet "Tungen - den uregerlige muskel - er der faktisk håb for!")

Jeg syntes dette videoklip med hjerneforskeren Jill Bolte Taylor, viser at i hvert fald potentialet findes der:

Om vi i fremtiden vil kunne finde måder at udleve potentialet eller om evolutionen åbner dette potentiale op kan ikke vides pt., men at det er en umulighed vil være svært at påstå efter at have set klippet. Også forskning i hjernes plasticitet er lovende for fremtiden syntes jeg. Det viser sig mod traditionel opfattelse af hjernen at den faktisk kan ændres blot vi træner den tilstrækkeligt meget. Se følgende News week artiel "The Lotus and the Synapse:

Hvad er Personlig Udvikling?

2009-11-30T15:29:00.000+01:00

Personlig udvikling er meget oppe i tiden og har været det i mange år. Men opfattelsen af hvad det egentlig betyder er ikke helt entydigt. Ligesom når det gælder tilgivelse, findes der flere opfattelser af hvad det vil sige at bedrive personlig udvikling med, for mig at se, stigende grader af visdomsindhold:

For nogle mennesker handler personlig udvikling om at gå fra en eller anden grad af ufrihed og følelsesmæssigt slaveri, hvor man ikke kan mærke egne følelser og behov, men udelukkende navigerer efter andres signaler, for at undgå at blive dømt, til en tilstand hvor man er i stand til at begynde sætte grænser ud fra en vis erkendelse af egne følelser og en gryende anerkendelse af legitimiteten af ens egne behov. En anden måde at opfatte denne proces på er at se det som at gå fra en tilstand hvor egoet eller selvopfattelsen ikke er udviklet til en tilstand hvor egoet og personligheden begynder at tage form. Under normale, sunde omstændigheder vil denne proces finde sted i løbet af barndommen, men for nogle mennesker, hvor barndommen f.eks. har været præget af voldelige voksne, er dette en proces, der kan tage hele livet og måske aldrig helt afsluttes. Udviklings processer af denne art foregår som oftest med hjælp af en professionel terapeut.
For andre handler personlig udvikling om at blive bedre til at opnå de resultater man ønsker sig i livet. Et ønske om at blive endnu mere effektiv, endnu mere fokuseret, endnu bedre til at skabe den virkelighed man opfatter som optimal. Her taler man ofte om at udnytte sit fulde potentiale og om at realisere sig selv. Selvudvikling bliver opfattet som noget man gør for sig selv, fordi man måske i tidligere faser har tilsidesat sig selv. Man er her utrolig fokuseret på egne behov og på at finde veje til at få dem opfyldt og det kan tom. virke legitimt at dette sker på andres bekostning eller vha. manipulation. Mange selvhjælpsbøger og teknikker er udviklet med denne gruppe for øje og desværre er der også en del værktøjer til selvudvikling, der brugt ukritisk i denne fase bliver til våben for manipulation. Her er der tale om en fase hvor egoet kommer i fuld blomst og hvor det søger at vokse sig stærkt og uovervindeligt. Igen, under normalt sunde forhold vil denne udviklingsfase være en helt naturlig del af puberteten og det er fuldstændigt sundt og normalt for en teenager at dyrke sit ego. Problemerne opstår når denne fase ikke afsluttes, men bliver en permanent tilstand af umættelig selvoptagethed og egoisme eller narcissisme, hvor livet kommer til at handle om at få bekræftelse fra andre for alt det man kan og har.
Når man på et eller andet tidspunkt indser at lykken ikke er gods eller guld, vil man som regel begynde at opfatte personlig udvikling som en proces væk fra afhængighed af andres anerkendelse for alt det man kan og har og hen imod en tilstand hvor man dybest set anerkender (og elsker) sig selv for den man er , altså en grad af autonomi. Der sker altså et skift i hvordan man opfatter sig selv; ens identitet ændrer sig fra at være knyttet op omkring de ydre faktorer til at være knyttet til indre værdier - fra forgængelige ting til uforgængelige kvaliteter. Samtidig sker der typisk det at man indser, at det man er på det dybeste plan, er noget man har til fælles med alle andre mennesker..... Herved kan der også opstå en åndelig eller spirituel åbning, idet man indser at man er en del af noget, der er større end en selv og man begynder måske at dyrke de sider af en selv, der ikke har med præstation at gøre og som ikke kan måles og vejes. I denne fase begynder de fleste at blive meget søgende udi alt fra traditionelle trosretninger til mere eller mindre lødige alternative tilbud til den søgende sjæl. Hvis man ikke passer på at holde egoet i skak i denne fase, er det meget let at ryge ind i en udviklingsmæssig regression, idet egoet nu iklæder sig en ny identitet som ”mere spirituel end de andre”, som værende et bedre menneske, med flere spirituelle symboler, udmærkelser og præstationer end andre.
Hvis man styrer fri af egoets konstante træng til selvhævdelse (og frygt for destruktion), kan næste fase af personlig udvikling komme til at handle om at vikle sig ud af personligheden (”personlig afvikling”). I denne fase handler det mere om at bryde ud af de begrænsninger vores personlighed sætter for os. At blive opmærksomme på hvordan vores ego og vores krybdyrshjerne konstant forsøger at stå i vejen for lykken. Indsigten om, at det man er på det dybeste plan, er noget man har til fælles med alle andre mennesker, fordybes til en erkendelse af, at denne essens er fælles med alt andet i universet (en erkendelse som kvantefysikken opererer med). Herved opløses grænsen mellem dig og mig, jeget og detet, subjekt og objekt…konsekvensen af denne erkendelse er omfattende. Næstekærligheden smelter sammen med kærligheden til dig selv og begrænses tilsvarende af din evne til at elske dig selv. I denne fase vil det personlige udviklingsfokus uvægerligt gå i retning af at udvikle vores kapacitet for kærlighed – og med ovenstående forståelse af altings sammenhæng og udelelighed skal ”elsk din næste” måske forstås som en opfordring til at elske alt der opfattes som udenfor dig selv og altså en opfordring til at smelte sammen med altet og udviske det mentale filter, der forsøger at opdele verden i godt og ondt – eller ud fra et neurologisk perspektiv: stræbe efter at overskrive vores Thalamos’ tendens til antipati og sympati og arbejde målrettet på at reducere det halve sekund hvor vi ubevidst dømmer alt og alle.

Måske er det en utopisk ambition at opnå den grad af kærlighedsfuldhed i denne livstid som fjerde fase omhandler, men jeg mener personligt at det er en meget værdig ambition, og så vidt jeg ved en ambition jeg deler med alle, der er medlemmer i Det Belivende. Man siger jo "Sigt på stjernerne så når du måske træets top"… og det er da bedre end at hænge fast i rødderne er det ikke?

Billedet af livets træ er lånt herfra

Tilgivelse frigiver energi

2009-11-26T11:11:00.000+01:00

Hvad vil det sige at tilgive? Jeg kender til fire syn på tilgivelse med, for mig at se, stigende grad af visdom:

Jeg tilgiver med egoet, hvilket indebærer, at jeg bruger tilgivelsen som en bekræftelse på, at jeg er bedre end den anden og i min "godhed" giver jeg tilgivelsen til den anden som en gave, hvorved jeg fastholder en karmisk ubalance, mens de negative følelser stadig sidder i kroppen og psyket, hvilket ultimativt kan føre til sygdom.
Jeg overlader tilgivelsen til Gud. Hvis man har en monoteistisk tro (primært kristen, jødisk eller muslimsk), tror man måske på den tilgivelse som kommer fra Gud. Det er en form vi ikke helt er herre over, men den består jo i princippet i at bede Gud om (synds)forladelse. Der er visse forskelle mellem religionerne som jeg ikke vil komme ind på her, men generelt kan det siges, at disse religioner til stor del overlader tilgivelsen til Gud gennem bøn og løfter om bod og bedring (hos muslimerne afkræves desuden lydighed for at tilgivelsen kan opnås). I kristendommen er det jo ofringen af sin eneste søn Jesus, der symboliserer Guds tilgivelse af menneskenes arvesynd. Men desværre er det jo kun dem, der tror på Jesus som er tilgivet. Mange mennesker finder en stor lettelse i at overgive deres skyldfølelse til en så storsindet Gud, der kan tilgive alt bare du tror på ham og hans enborne søn (se bl.a. denne artikel). Der tales ikke så meget om at tilgive andre da dette jo primært er op til Gud, men vi har da sætningen "forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere" i Fadervor, så vi kan fra Gud opnå lige så meget tilgivelse som vi selv er i stand til at give andre. I mine øjne ligner denne form for tilgivelse en niveau 1 tilgivelse da Gud jo i den gængse udlægning ser os som syndige, men han ofrer sig (sin søn) i sin storhed for at tilgive sine stakkels syndige børn, men gør det ikke ubetinget - det er noget for noget.
Jeg tilgiver følelsemæssigt, hvilket indebærer, at jeg giver fuldstændig slip på behovet for at bebrejde eller hævne og på opfattelsen af mig selv som offer. Herved foregår en frigørelse af stagneret energi og eventuelle symptomer kan forsvinde på mirakuløs vis.
Jeg tilgiver slet ikke for jeg har ikke dømt i første omgang, idet der aldrig kan være noget at tilgive når jeg ved at alt er som det skal være...opfattelsen af at der er noget at tilgive forudsætter at der kan være tale om skyld og dette er blot en del af frygtens illusion. Der er en klar erkendelse af de karmiske love og et fokus på lærdommen i det, der er sket. Der sker ingen ophobning af negativ energi og kroppen belives konstant af de positive tanker og følelser.

Nogle mennsker har meget svært ved at tilgive sig selv eller andre. I vores kultur er det endda ofte betragtet som legitimt ikke at tilgive visse handlinger, idet vi frygter gentagelser og søger at lære vedkommende en lektie. Den gode intention er altså at forsøge undgå fremtidige gentagelser af ubehagelige oplevelser. Problemet er bare, at så længe vi ikke gør op med frygten helt fundamentalt, vil vi jo bære den med hele tiden og den ubehagelige oplevelse genopleves igen og igen i det indre, hvorved man langsomt men sikkert brydes ned både psykisk og fysisk.
At tilgivelse har en positiv indvirkning på helbredet er dokumenteret videnskabligt, se bl.a. denne side.

Derfor siger vi ikke undskyld, men uskyld!

Hvad betyder det mon, at danskere tror?

2009-11-25T10:44:00.000+01:00

I radioavisen kl. 8 i dag blev det sagt, at en ny undersøgelse til manges forbavselse har vist, at 60-70 % af danskerne tror på Gud. Man oplever det som besynderligt, fordi der samtidig er mange, der melder sig ud af folkekirken.
Nu afhænger svar jo ofte af de spørgsmål, der bliver stillet, og således måske også her. Hvis man kun har haft muligheden for at svare ja eller nej til spørgsmålet, om man tror på Gud, vil man måske være tilbøjelig til at svare ja, også selvom sandheden måtte være, at man ikke tror i egentlig forstand, men snarere finder det logisk, at der må være en sammenhængskraft af guddommelig art i skaberværket. Formuleringen "tror på Gud" vil opleves som rigtigere end formuleringen "tror ikke på Gud".
Jeg ville vist også selv have svaret "tror på Gud" (selvom det sådan set ikke er rigtigt) hvis jeg kun havde de to muligheder "ja eller nej". Vi fik imidlertid ikke at vide, hvordan spørgsmålet lød.
Det forekommer mig logisk, at vi er en del af en guddommelig orden, og i Det Belivende anser vi det for at være af stor betydning, at vi får undersøgt denne lovmæssighed, så vi kan komme til at gebærde os mere hensigtsmæssigt.
Det er ikke ordkløveri!!!
Forskellen på at være troende i evangelisk-luthersk forstand og på at opleve det guddommelige som et grundvilkår er kolossal stor.
I det første tilfælde er der nemlig tale om at skulle leve med nogle dogmer, såsom arvesynden som eksistensbetingelse og soning i kraft af en anden (Jesus Kristus), hvorimod der i det andet tilfælde er tale om ren og skær progressiv tillid og nysgerrighed.
Måske er det af afgørende betydning for freden i verden, at vi giver mere plads til en form for kognitiv åndelighed, som i højere grad bygger på at undersøge, hvordan vi selv kan hjælpe orden med at indfinde sig.
Set fra vort ståsted i verden ser det ud som om trosreligionerne har taget patent på åndelighed. Den nævnte undersøgelse kan imidlertid godt tyde på, at der er mange udenfor den danske folkekirke, som rent faktisk ikke er ateister men har forskellige andre tilgange.
Vi har tillid til, at det kan være frugtbart at lade disse forskellige åndelige indfaldsvinkler spille en meget større rolle i vor menneske- og samfundsforståelse. De kan måske endda være netop det, som der er brug for, hvis statsminister Lars Løkke Rasmussens netop formulerede ti mål, som ingen vist er uenig med ham i er udmærkede, skal nås.

Homoseksualitet og Det Belivende.

2009-11-25T10:12:00.001+01:00

På facebookgruppens væg blev vi igår spurgt om, hvordan Det belivende alternativ til folkekirken ser på homoseksualitet. Vi svarede naturligvis, at det forholder sig sådan, at for os er kærlighed kærlighed, uanset om den er mellem homoseksuelle eller heteroseksuelle. Derfor har vi også på Det Belivendes hjemmeside beskrevet et koncept, som går ud på, at man indgår en belivende pagt som erstatning for den kirkelige vielse.
Og den er i princippet ens for homoseksuelle og heteroseksuelle.
Det vigtigste i denne pagt er imidlertid de forskellige indbyrdes aftaler man indgår for at give grundvilkårene så gode betingelser som muligt.
Man kan sige, at det vigtigste er den rent åndelige tilgang til dyb forbundethed på en måde som forebygger, at vi ikke kommer til at gentage fejltagelser - og at vi er fuldt bevidste om vort eget ansvar, hvis vort mål om at forblive lykkelige sammen skal nås.
Man kan se forslaget på http://www.detbelivende.dk/ist_vielse.htm

Tungen - den uregerlige muskel - er der faktisk håb for!

2009-11-23T10:47:00.000+01:00

Jeg hørte lige morgenandagten her til morgen. Og sandelig om ikke der blev læst højt fra Jakobs brev kap. 3 v. 1 - 11. Det kan jeg godt anbefale at læse. Her tales om det faktum, at vi mennesker nu engang begår fejl, og at det ikke mindst skyldes denne uregerlige muskel, tungen, som tilsyneladende har mere magt over os end godt er. Og vi opfordres til at forsøge at få magt over den og nå til erkendelse af, at kritik og forståelse ikke kan komme af samme kilde. I et mentalitetshistorisk perspektiv er der jo her en iagttagelse af konsekvensen af amygdalakapringens lovmæssighed. Netop det, vi i Det Belivende anmoder kirken om at reflektere over ...
Vi fik i øvrigt følgende svar fra en af biskopperne, nemlig Steen Skovsgaard:

Kære Lisa Magnusson
Tak for jeres henvendelse vedr. invitation til dialog om kognitiv kristendom, som I har sendt til alle biskopper med kopi til kirkeministeren i mail af 1.10.2009

Jeg har flg. bemærkninger til jeres henvendelse og anliggende:

1. Det Belivende påpeger et vigtigt og ofte upåagtet problemfelt: at ikke alle mennesker har en spirituel eller religiøs disposition; og det gælder både mennesker indenfor og i omegnen af traditionel og kirkelig kristendom. Det er en stor udfordring at åbne det kristne fællesskab for den mere kognitive religiøsitet - ikke mindst fordi næsten al spiritualitet i dag er af sansende og emotionel art, hvilket kan marginalisere den mere kognitivt indstillede.
Jeg vil dog understrege, at dette er netop en grund til, at folkekirken og dens ledelse ikke er til sinds at opgive "den dogmatik, som nu engang er den luthersk-evangeliske", som I formulerer det. For denne dogmatik er netop en redning for den, der ønsker at være kristen, men som har vanskeligt ved at følge tidens meget sansende, individuelle og emotionelle spiritualitet. Dogmatikken understreger, at kristendom ikke står og falder med den individuelle og øjeblikkelige oplevelse. Den er derfor et frirum, fordi den netop rummer det kaotiske og upålidelige indre liv og giver det en hvileplads. Den rummer både tvivlen og vandringen. Den gør det netop muligt for mennesker, der "mangler et trosgear", som du formulerer det, alligevel at være kristne.

2. Jeg kan fuldt ud følge jer i glæden over Fadervor og over den inspirationskilde, som Jesu Kristi person udgør, og kan kun ønske jer det bedste i efterfølgelsen af denne inspiration. Jeg anerkender også værdien i inspirationen fra andre store forbilleder i verdenshistorien, også i andre religioner.
Jeg vil dog understrege, at det netop er denne Jesu Kristi inspirationskilde og hans forbilledlige liv, der gør det nødvendigt for os også at fastholde talen om skylden og om syndernes forladelse. Tager man fx Bjergprædikenen og Kristi lære om kærlighed til fjenden for pålydende (og ikke blot nedskriver den til en overkommelig rarhed), vil det uvægerligt lede til en erkendelse af, i hvor høj grad man kommer til kort og ikke slår til.
Jeg erkender, at talen om skyld ofte har været forvreden og usund, også i folkekirken, og har pålagt mennesker en skam, som hverken har været psykisk sund eller kristeligt sand. Men mit svar herpå ville ikke være en opgivelse af talen om skyld; det vil simpelt hen ikke være realistisk. Tager man kærlighedsbudet alvorligt, kommer man uvægerligt også til at tage skylden alvorligt; og dertil kan kun ordet om syndernes forladelse gøres gældende. Så mit svar på den forvredne og usunde tale om skyld vil i stedet være en besindelse på og en genopretning af en sund tale om skyld og om evangeliet om syndernes forladelse. Først derefter, på dette grundlag, bliver det muligt og giver mening på ny at vandre i efterfølgelsen af Kristi lære og inspiration, hvis ikke man skal gå i stykker under den erkendte skyld.

3. Vi arbejder i folkekirken til stadighed med formuleringerne omkring forsoningslæren og om arvesynden. Og vi byder enhver udfordring velkommen, som kan hjælpe i dette arbejde. Ikke mindst fordi nogle klassiske formuleringer faktisk indbyder til misforståelse. Jeg forstår også din henvendelse således, at det delvist er uheldige formuleringer og misforståelser i kirkens formidling af forsoningslæren og arvesynden, du reagerer imod. For eksempel indebærer arvesyndslæren bestemt ikke, at mennesket er underlagt en skæbne, noget statisk, uden mulighed for vækst. Vi beder i kirkebønnen ikke blot om vækst i tro og håb, men også om vækst i kærlighed. Kærlighed er mulig!
Selv så centrale lærepunkter som forsoningslæren og arvesynden kræver derfor en bestandig nyformulering. Selve ordet arvesynd er jo blot et forsøg på - med en ikkebibelsk term - at sammenfatte en side af det kristne menneskesyn.
Jeg vil dog understrege, at selve kernen og substansen i disse to lærepunkter hører til de søjler, hvorpå den kristne tro hviler, og uden hvilke den ville falde sammen. Uden arvesyndslæren (i en eller anden form) måtte man principielt kunne forestille sig et menneskeliv, der kunne udleves i fuldendt kærlighed. Men det hører til det kristne menneskesyn, at ud over Guds egen søn er intet menneske født med denne mulighed, men har arvet (eller hvad man nu skal kalde det) en grundskade, der gør, at fuldkommen kærlighed aldrig kan virkeliggøres i dette liv. Verdenshistorien viser da også med al ønskelig tydelighed, hvilke rædsler der kan komme af et overoptimistisk og urealistisk menneskesyn, hvor man tiltror mennesket evnen til at skabe paradis på jord.
Og uden forsoningslæren (i en eller anden form) ville det påhvile ethvert menneske selv at sone eller gøre bod for denne grundskade, hvilket er lige så håbløst. Derfor indeholder Fadervor, som I sætter så højt, netop ikke blot en bøn om forbedring og vækst, men også en bøn om syndernes forladelse. Og dåbsbekendelsen bekender ikke blot troen på Kristus som forbillede, men bekender ham som korsfæstet, død og opstanden for vore synders skyld.

Sammenfattende kan det siges, at du ser ganske rigtigt, når du beskriver en reel kløft mellem Det Belivendes og det kristne trosindhold. Og Det Belivendes bygger indlysende lige så meget på en religiøs, ikkebeviselig overbevisning, som den kristne tro gør det. Det er to uforenelige verdensbilleder.

Med venlig hilsen

Steen Skovsgaard
biskop
Østre Alle 2
4800 Nykøbing F
tlf 20415311

Som det fremgår, afvises vor holdning gående ud på, at synd og skyld i virkeligheden er fejltagelser, som vi har til opgave at korrigere. Der konkluderes, at vort syn er uforeneligt med den kristne tro, idet skylden og synden, ikke mindst arvesynden, er en af kirkens væsentligste søjler (jeg troede ellers, at vor kirke hvilede på en klippe - nemlig petrus, Peter, - og at det var islam, der byggede på søjler - nå, lad nu det være)men, men, men, lyttede man til morgenandagten i morges, har selv en sådan mand som Jakob, der i Det nye Testamente betegnes som Guds og Herren Jesu Kristi rent faktisk det aldeles selvsamme syn, som vi har. læs det bare i sin helhed. Og i de føgende vers, som ikke blev læst, nemlig Visdommen fra oven peges der endvidere på logikken i årsags- og virkningsprincippet, eller karmaloven, som den også kaldes. Der står nemlig:
"Men visdommen fra oven er først og fremmest ren, og desuden er den fredselskende, mild, omgængelig, fuld af barmhjertighed og gode frugter, upartisk og oprigtig. Retfærdighed er en frugt af det, der sås i fred, og den tilfalder dem, der stifter fred." (17-18).
Så længe vi (kirken)holder fast i, at vi alle er onde og skyldige (grundet arvesynden)gør vi det vel meget vanskeligt for os at være fredselskende, idet vi jo så som fundament har en kampplads, som vi er i strid med os selv på...
Det er muligt, at de fleste af os har en sådan kampplads i vort indre, og at det er den SS refererer til, når han taler om vort indre kaos. Men det er jo også muligt, at det er derfor vi bliver så syge som vi bliver i vor menneskehed både i krop og sind, og at der netop derfor er en meget god grund til at forsøge at skabe ro der. Det tror vi er umuligt, sålænge vi holder fast i, at det er en uomtvistelig kendsgerning, at det er et livsvilkår for os at have en stridsplads der.
Kognitionsneurologerne har peget på, at denne i vort første indlæg omtalte amygdalakapring har været uhensigtsmæssig for os i de sidste 30.000 år. Det har den, siger de, fordi dens funktion, som gør at vi handler (lader den uregerlige tungemuskel boltre sig) et halvt sekund inden vi overhovedet er bevidste om, hvad det er vi siger, fastholder os i et angrebs/forsvarsmønster, som skaber akkumulerende ufred både udadtil og indadtil.
Vi opfordrer til at afskaffe skyld og synd. Bare tanken om at skulle identificere sig med noget så grusomt afliver jo al glæde. Og vi opfordrer til i vor bevidsthed at erstatte disse illusioner med begrebet fejltagelser, ligesom vor gode ven Jakob. Og så opfordrer vi også til, at vi hjælpes ad med at få korrigeret, således at belivelsen kan få bedre kår end aflivelsen.
De sidste fyrre års forskning i følelsesmæssig og social intelligens samt lovmæssighed i kognitive processer har afstedkommet adskillige hjælperedskaber, hvor den ikke voldelige kommunikation spiller en uvurderlig rolle. Man kan tilegne sig den i mange forskellige regier. Men vi vil da også godt opfordre kirken til at inddrage den som en del af sit nye moderne image. Det er noget mere krævende at give sig i kast med en en spaghettigudstjeneste, men vi garanterer for, at resultatet også er endnu mere fredsskabende.

Invitation til folkekirken

2009-11-22T16:35:00.000+01:00

Kære biskopper, provster, præster, teologer og menighedsråd i den danske folkekirke.

Baggrunden for denne henvendelse er at finde i den kendsgerning, at vi er mange såkaldt kulturkristne i Danmark, som ikke føler os hjemme i folkekirken. Nogle af os føler os endog meget kristne og beder f.eks. fadervor hver dag og oplever Jesus Kristus som vor allerstørste inspirationskilde.
Hvorfor føler vi os så ikke hjemme i den danske folkekirke?
Det gør vi ikke af den grund, at vi i det væsentlige er kognitivt funderede, hvilket vil sige, at vi ikke har nogen evne til at tro og heller ingen evne til at være lydige men derimod trives i erkendende bevidsthedsfremmende tankemiljøer, hvor fordomsfri udforskning af livets store eksistentielle spørgsmål som noget helt naturligt er i fokus.
Når vi henvender os og indbyder til samtale skyldes det ikke, at vi er i opposition til den danske folkekirke. Vor grundholdning er den, at folkekirken er et fantastisk værdifuldt element i livet for de kristne mennesker, som føler sig hjemme i den dogmatik, som nu engang er den luthersk-evangeliske.
Vi er elskere af bønnen fadervor, som jo er den bøn Jesus Kristus bad os om at bede (om end vi måske tolker den på et mere abstrakt plan end det, der hører barnetroen til); vi er elskere af mange af vore salmer, og vi er elskere af evangeliernes inspiration til eftertanke og forædling af det menneskelige sind og den menneskelige væremåde.
Det er alene grundet den gældende udlægning og fortolkning af det helligt levede liv, at vi er nogle, som ikke kan se andet end, at det er umuligt for os nogensinde at kunne komme til at føle os hjemme i kirken. Vi mangler simpelthen et trosgear.
Men vi har som antydet et andet, som det er vort håb på en eller anden måde vil kunne indgå i en slags samarbejde med den danske folkekirke. Og det er et kognitionsgear, et gear for erkendelse og bevidsthed.
Selvom vi godt kan forstå, at I måske nu helst vil lægge denne skrivelse fra jer, beder vi jer om at læse videre. I kan jo forsøge at betragte os som sådan en slags fortabt søn, der vender tilbage, om end frimodigt og uden anger.
Vi vil gerne fortælle jer, hvad præcis det er, vi har det svært med.
For det første har vi det meget svært med jeres definition af arvesynden, som i sin konsekvens indebærer, at vi alle skal opfatte os selv som syndige og skyldige. Men vi forstår godt, at det har måttet udlægges sådan i mange hundrede år.
Det, at der, som Paulus siger, er noget ondt, som vi ikke vil gøre men kommer til at gøre alligevel, og noget godt, som vi gerne vil gøre, men ikke gør, det kan vi jo godt se er rigtigt, ja, vi anser det faktisk for at være det væsentligste dilemma for menneskeheden overhovedet.
Men årsagen til, at vi ikke gør det gode, vi gerne vil, finder vi ikke i arvesynden. Vi finder den derimod i den kendsgerning, at vi i vor mentale evolution stadig lider under det handicap, som man i kognitionsneurologien kalder det halve sekunds forsinkelse, og som kan beskrives som en kapring i hjernen, en amygdalakapring, hvor der hver eneste gang vi føler os den mindste smule truede, sker det, at facitterne fra alle erindringer om gange, vi har følt os truet, helt tilbage til krybdyrstadiet, popper op som trold af en æske og indtager styringen et halvt sekund inden vi har mulighed for at blive bevidste om situationen. Det betyder, at vi aldeles ubevidst går til angreb, går i forsvar, flygter eller trækker os ind i os selv hver gang vi føler os truede, selvom det mest hensigtsmæssige for os ville være stille og roligt at iagttage en situation og forsøge at udvise netop den form for empati, som Jesus forsøgte at undervise os i.
Er det så ikke bare netop det, der i den traditionelle kristendoms udlægning kaldes for arvesynden? Jo, det er det. Men er vi så i virkeligheden ikke inde i en pedantisk gang ordkløveri?
Nej, det er vi ikke. Den store forskel på arvesynden og det ovenfor beskrevne, som vi kalder amygdalakapring (kapring af reminiscenser fra krybdyrhjernen), er nemlig, at amygdalakapringen er noget, som vi har mulighed for at arbejde aktivt på at komme til at undgå at være underlagt, hvorimod arvesynden er en absolut livsbetingelse. Vor hjerne, og dermed bevidsthed, er jo ikke statisk men plastisk.
Og hermed er vi allerede på vej ind i det andet dogme, som vi har det svært med: Nemlig at Jesus er død for vore synders skyld. Soningslæren.
Soningslæren fordrer dels evnen til at tro på, at jeg er syndig, dels til at tro på at en anden har ofret sig for mine synders skyld, hvorved jeg på et tidspunkt skal blive frelst.
Soningslæren er dels i modstrid med loven for årsag og virkning og dels i modstrid med vore idealer, som går i retning af at tage det fulde ansvar for vore fejltagelser, lære af dem, korrigere og praktisere dobbeltrettet empati.
Vi anser Jesus Kristus for at være et ideal, som vi gerne efter bedste evne vil forsøge at lade os inspirere af, såvel som vi anser Buddha for at have levet og Dalai Lama for at leve en form for helligt og idealt liv, som vi også gerne lader os inspirere af. Vi lader os i det hele taget inspirere af enhver, som har bidraget til forædling af det menneskelige sind.
Det væsentlige i denne sammenhæng er, at vi gerne vil leve et liv, hvor vi selv forsøger aktivt at nå frem til at kunne træffe beslutninger, som kommer så tæt på det ideale, som nu engang er muligt på det stadium, vi befinder os i vor udvikling (vi kalder det reanimation, altså den del af vor evolution som angår fornyelsen i ånden), og at vi ikke kan se andet, end at soningslæren præsenterer idoldyrkelsen, hvor jeg skulle blive frelst i kraft af at forholde mig kognitivt passivt.
Helt firkantet: Vi ser snarere Jesus som et ideal end et idol.
Vi tolker ordene Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør på den måde, at det væsentlige for os er at forstå, at alt er tilgiveligt, fordi vi, når vi begår fejltagelser, alene gør det, fordi vi ikke ved bedre; men at målet, vi må stræbe efter, hvis vi vil have fred på jord, er at komme til at vide (så godt vi nu kan). Vi kan derfor heller ikke se andet end, at det væsentligste i denne sammenhæng er at lære af sine fejltagelser (gå bort kvinde og synd ikke mere). Altså at lære at korrigere, så ens fejltagelsesmargin kommer i aftagende.
Vi oplever ikke, at vor måde at opfatte Jesu Kristi liv på er den rigtige, og jeres forkert. Vi fortæller bare, at vi ikke rent kognitivt formår at tænke som I prædiker, og altså dog betragter os selv som en af mange helt naturlige og sunde frugter på livets træ.
Vi vil gerne vokse på det træ i god forståelse med jer og har derfor nogle ideer, som vi gerne vil drøfte med jer.
Udgangspunktet for disse drøftelser er, at der pt er en stigning i antallet af udmeldelser af folkekirken, og at der dertil ses aktiviteter i samfundet, som opfordrer til endnu flere udmeldelser. Således deler VU’ere i landets største byer udmeldelsesblanketter ud på gader og stræder i disse dage, har jeg netop læst i Kristeligt Dagblad. Dertil kommer, at der hvert år bliver færre konfirmander, for ikke at tale om, at adskillige præster har det skidt med, at såvel dåb som konfirmation og bryllup har mistet det åndelige tag i en ikke ringe del af brugerne.
Vi vil gerne opfordre til en slags samarbejde, som går ud på, at I som noget ganske naturligt henviser til os
· når folk vil melde sig ud grundet betragtninger, som minder om vore
· når konfirmander afbryder konfirmationsforberedelsen eller ikke vil konfirmeres, efter at have gennemgået konfirmationsforberedelsen
· når der ved begravelsesforberedelse opstår problemer mellem efterladte og præst i forbindelse med ligprædikener, fordi afdøde har haft et livssyn, som bygger på reinkarnationsprincippet, sådan som det fremlægges i martinuskosmologien.
Man kan spørge sig, hvad folkekirken får ud af det.
Set fra vort ståsted i livet vil kristendommen på denne måde stadfæste, at der i min fars hus er mange boliger, og at der også er så rummeligt, at dens præster kan indgå i et venskabeligt samarbejde med de mennesker, der på livets vej har mistet deres trosgear, men i deres kognitionsgear styrer mod samme mål, nemlig fred på jord og i alle mennesker velbehag.
Som vi ser det, vil den hermed udvise den slags overlegenhed, som sand åndelighed nødvendigvis må og vinde respekt hos tænkende modne mennesker.
Dertil er det vort håb, at det kristne ideal ikke svækkes, samtidig med at folk melder sig ud af kirken, men at det styrkes om end på en anden måde end i teologisk forstand: I gerning og udvikling mere end i tilbedelse og lydighed, så at sige.
Findes der dokumentation for vor seriøsitet?
Det teoretiske fundament, som Det Belivende hviler på, om end dette fundament må forstås som et, der hele tiden er i udvikling, omfatter bl.a. den nyeste hjerneforskning, den ikke voldelige kommunikation, antroposofiens biografiforståelse, mentalitetshistorien og martinuskosmologien og er beskrevet i min bog Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne.
Til orientering kan vi derudover oplyse, at vi er ved at udfærdige diverse forskningsprojekter, hvor det første er et studium i, hvad der sker i udviklingen hos tre forskellige grupper i alderen 14 – 17.
1) en gruppe, som gennemgår almindelig konfirmationsforberedelse og afslutter med konfirmation
2) en gruppe, som gennemgår vort koncept Belivende livsbekræftelse (kan ses på vor hjemmeside) og
3) en gruppe, som nonfirmeres eller på anden måde ikke gennemfører noget alternativ til konfirmationen.
Vi vil undersøge, hvordan de unges livskvalitet er under de forskellige forhold og i hvilket omfang de unge finder hjælp til udvikling af sund identitet og selvrealisation i de forskellige kategorier. Herunder i hvilket omfang de kommer ind i diverse former for afsporinger (misbrug, kriminalitet, seksuel promiskuitet, psykiske sygdomme).
For så vidt I ønsker at overveje invitationen og sætte jer bedre ind i, hvem vi er, kan vi henvise til vor hjemmeside www.detbelivende.dk
Vi vil gerne lægge lokaler til på Strandagergaard, men skulle I ønske mødet afholdt i eget regi, kommer vi gerne til jer.
I kan selv bestemme, om I ønsker mødet offentligt eller som en aldeles uformel drøftelse. Vi er ikke selv synderligt interesserede i at få mediedækning på indeværende tidspunkt, da vi er bange for, at diverse medier vil bruge en sådan begivenhed til at signalere noget dramatisk, hvilket er ganske imod vore intentioner. Vi hælder snarere til det lyriske.
Men vurderer I anderledes, vil vi lade det være op til jer, såvel som vi er åbne for deltagelse af andre, som I måtte ønske.
Selv vil vi måske også gerne invitere et af vore medlemmer, som er politiker og udmeldt af folkekirken, men det kan vi tage stilling til i fællesskab, hvis I ønsker at tage det næste skridt i retning af denne ønskede dialog.
Vi vil foreslå et tidspunkt i sidste halvdel af november eller begyndelsen af december, og hvert bestyrelsesmedlem står naturligvis til rådighed for opklarende spørgsmål når som helst. Der er link til os alle på hjemmesiden.
For god ordens skyld vil jeg afslutningsvis oplyse, at vi har kontaktet kirkeministeren angående tilladelse til at benytte nogle af landets kirker i forbindelse med eventuelle begravelser og bryllupper og af hende blev henvist til jer, som havende den endelige afgørelse i sådanne sager. Ansøgningen såvel som svaret kan ses på vor hjemmeside.
Da vi imidlertid ikke er et trossamfund, har vi skrinlagt dette ønske. Vi anser perspektiverne i det foreslåede samarbejde for væsentligere.
Med venlig hilsen og håb om et frugtbart fremtidigt samarbejde
på vegne af bestyrelsen
mag.art. Lisa v. S. Magnússon
(formand)

Det Belivende har lavet en blog.

2009-11-21T17:46:00.000+01:00

Den 21. nov. har vi oprettet denne blog. Man kan se mere om hvem vi er på www.detbelivende.dk