Mørket viger for et sandt vidunder af gule,
orange og violette farver i alle nuancer. Himlen er svimlende smuk, jeg kan
slet ikke beskrive det. Nej, det er ikke himlen, det er fjorden, og jo det er
himlen, himlen og fjorden går ud i et. Mørket viger så ganske sagte og et lysende farvespil udløser sig,
større, klarere og smukkere end noget lærred kan gengive det. Der er simpelthen ikke alle de nuancer
af farver i min kurv med farver. Det er en veritable åbenbaring. Jeg er blændet
af synet, som et blændværk, der ruller op for mine øjne, er det mon rigtigt?
Drømmer jeg stadig, der var jo lige mørkt, men så ser jeg den klare gloende
opgående sol mellem de silhuetterede træstammer på Grethes grund. Så ER det rigtigt, det er den gryende morgen.
Der er grund til, at vi synger “Morgenstund
har guld i mund” – det her er så smukt et skue, at jeg må være med i det. Jeg
tager tre par bukser og ligeså mange trøjer og en jakke på, for der er
frostgrader derude. Men jeg må være et med det, der sker lige nu. Jeg griber mit kamera i farten. Jeg står
bare der, takker min Gud for det han viser mig, nemlig Guds verden,
den
verden Gud har skabt.
Det er ikke en menneskeskabt verden, det er
Guds verden, som han deler med mig.
Tænk, at jeg er en del af den. Guldet flyder snart i en lang strøm hen
over fjorden, og nu er der så meget guld, at guldet og solen bliver et for mine
øjne, jeg kan simpelthen ikke skelne, hvad er Sol, og hvad er Guld, det er
et. Spejlningen er et med solen,
eller er den?
En flok svaner flyver hen over hovedet på
mig, jeg har hørt deres vingesus for lang tid siden, men jeg kunne ikke se dem.
De kommer fra øst, fra den
opgående sols verden, og flyver mod sydvest. Her i vest er farverne blå og mere kølige, men også så flotte, bare et helt andet
farvespil. Jeg kan ikke se dem
begge to samtidig, dog eksisterer de begge to samtidig, selvom jeg ikke ser
dem. Hele panoramaet her er Guds
gave til mig, og jeg tager imod Hans gave. Det er så smukt, så fuld af fred og kærlighed, at mit hjerte
gør ondt. Jeg lader min stemme
hjælpe mig til at tage denne herlighed ind, så jeg begynder at AUMe, det
letter, og jeg kan igen trække vejret frit. Her er friskt og klart, vandet er klart, meget klart, og
flere svaner flyver forbi, vores svaner. Så må klokken snart være 9. Jeg ser på uret, klokken er 9.03.
De er præcise de svaner, hver morgen kl. 9 flyver de forbi, lavt over fjordens
vande, og i dag er der mange flere, og de kommer i flere og større flokke. Mine “egne 3 par” viser sig ikke i dag.
I dag er en ganske særlig dag. Jeg har nemlig åbnet døren ind til Guds
verden. Det må være
Himmeriget. Solens genspejlende
lys leger med bølgerne, der igen afspejler sig i stenstæningerne ned ad
skråningen, så hele skråningen bliver levende, den bølger sig i et dansende
lysshow, som jeg er betaget af. Jeg vil gerne danse med, men må nøjes med at leve mig ind i
stenene, der er legeplads for lyset.
Jeg prøver at fotografere
det der sker for mine øjne, men det kan ikke fotograferes, det kan kun
opleves. Guds verden kan ikke
fotograferes, den er bare. Hver
gang jeg forsøger at tage et billede, så træder jeg udenfor dette Himmerige,
alligevel fotografere jeg på livet løs. Jeg kommer altid hurtigt tilbage i Guds verden. Alt er
anderledes i dag, der er ikke en bølge på vandet, her er blikstille, her er Gud,
og alt ånder fred med ubeskrivelig
skønhed. Min krop har svært ved at
tage Guds skønhed ind, jeg må bruge min stemme, men her er total stilhed. Jeg prøver alligevel at stemme i med
naturens stilhed for at kunne være i denne skønhed, i denne lyksalighed, denne
Guds verden. Denne dybe stilhed, farverne er klare og
skarpe og alle farver klæder hinanden på en made, der gør denne verden
ubeskrivelig for mig, så jeg er bare. Sådan er Guds verden. Hele vejen rundt i
horisonten ser jeg jorden og himlen spejle sig i Fjorden, jeg ved de er et, jeg
ved det er altsammen Guds
verden.
Jeg går ind i huset fuld af taknemmelighed over denne
oplevelse, som jeg deler med fuglene derude. Jeg hælder resten af mit vand ud i Fjorden, for jeg ved, jeg
er et med Altet, jeg vil se, at også det vand jeg drikker er et med Fjorden, at
jeg selv er et med Fjorden, det er denne Oneness, jeg har behov for at bekræfte. Jeg ser, hvordan ringene i vandet
breder sig langt ud i fjorden og helt ind til strandbredden. Her ser jeg en kvarts, som jeg samler
op, et par små tomme sneglehuse, en sten med en tangplante og lige derhenne en
hvid fjer, lagt der for mig. Jeg
ved, det er uskyden og renheden, for fjeren er helt hvid. Nu ligger den på mit alter, stenene ligger
på Arikkis alter, det er hans legeplads der for en morgenstund blev forvandlet
til Guds rige. Jeg var i Guds rige, jeg oplevede Guds
rige, min krop og sjæl kunne rumme denne herlighed, som er ren salighed.
Tilbage sidder jeg med saligheden.
NU ved jeg, at der er en anden verden end den, jeg har skabt, nemlig den
verden Gud har skabt.
Jeg tror, jeg var derude 5 min, men jeg ser
nu, at jeg har været derude lige fra solopgang til næsten middag. Tiden står
stille i Guds verden.
Jeg træder ind i min stue, den er
forvandlet, min verden er forvandlet, men jeg ved, jeg var bare nede ved
vandkanten, for jeg har stenene og fjeren. Jeg sætter mig for at læse dagens meditation, lesson 130 –
It is impossible to see two worlds.
TAK GUD.
Jeg laver meditationen, jeg beder om Guds
styrke til at se og genkende det jeg søger. Jeg vil ikke længere se min egen
verden, den jeg har lavet og som består af mine illusioner.
Jeg sidder i meditationen,
ser ud over vandet og beder Gud give mig styrke langt ud over min egen styrke,
og jeg er igen i Guds verden. Der
er ingen Judas verden, der er ingen Jesus verden, Judas og Jesus er den
samme, deres mødre elsker deres
sønner, de sørger begge to over en tabt søn. Og de glædes begge to over en genopstanden søn.
Hvad siger Judas moder og Jesus moder i mødet med hinanden? Er det den samme moder? Jeg glider ud af meditationen og op i hovedet. Jeg ser på Guds skaberværk, jeg ser på
Himmeriget lige der udenfor mine vinduer, men jeg er ikke længere en del af
Guds verden. Jeg kan ikke se
to verdener, jeg er tilbage i min
egen verden og beskuer en verden, jeg engang har besøgt, og nu har jeg valgt
min egen illusoriske verden. Selvom “the world I see holds nothing
that I want” og selvom jeg nu ved,
at “Beyond this world there is a
world I want”- den verden jeg
besøgte her til morgen.
Kære Alis.
SvarSletTak for at du ville dele denne uendelig smukke oplevelse med os. Jeg følger dig langt hen ad vejen; jeg bor jo også ved fjorden, og den verden, der er lige uden for mine vindever er som oftest det, der rammer bevidstheden først, når jeg vågner. Naturen er Guds stemme for mig, her blir jeg ydmyg og taknemmelig, og de lysvæld, vi får lov at opleve ind i mellem bekræfter kun, hvor små vi er i det store kosmos, som sandskorn - men ikke uden betydning; der er en plan og et mål for hvert og et og os.
Hjertelig tak, Alis.
Vibe.