Vázlav Havel er moderne julelæsning

Så døde Vazlav Havel. Vel den mærkeligste politiker verden har set. Og mest intellektuelle, om end aldrig forstået af danske såkaldt venstreintellektuelle.



Ingen politiker har vel skilt sig mere ud fra mængden end netop han. Dels fordi han aldrig var i magtkamp med nogen, dels fordi han prædikede kosmologi. Hvad for noget? Ja.

Han har således flere gange i forskellige sammenhænge udtalt, at han egentlig kun kan træffe en beslutning han er tilfreds med, når den træffes i et kosmologisk perspektiv, og at hele hans indstilling til livet og til sit ansvar som præsident i Tjekkiet tog sit udgangspunkt i en kosmologisk verdensanskuelse. Han er citeret for sådanne udtalelser i den almindelige dagspresse, men det er mig bekendt aldrig blevet uddybet, hvad det betyder. Udtalelserne er tilsyneladende ikke rigtig blevet begrebet; har vel mest haft den funktion at placere ham som en eksotisk intellektuel. Jeg har i det mindste aldrig hørt nogen nedgøre ham, selvom martinuskosmologien, som var Havels kosmologi, herhjemme vist anses for lige så lidt stueren som DF. Der var da også bifald, da han i et foredrag på Stanford Universitet i september 1994 bl.a. pointerede: ”Demokrati uden spiritualitet er håbløst umodent. Vi behøver en spirituel renæssance for at afværge konflikter mellem civilisationerne.”

Det er skæbnens ironi, at mange såkaldt intellektuelle, som kun har lovord tilovers for Vázlav Havel, i samtiden udtrykte fjendsk hård kritik og dyb skepsis overfor en politisk praksis, som han netop har opfordret til.

Jeg tænker ikke mindst på talen han holdt i Wien på Europarådets topmøde i 1994 samt til talen han holdt i Independence Hall den 4. juli samme år, hvor han pointerede, at hvis den vestlige verdens politikere mente noget med deres formulerede ambitioner om at ville gøre en indsats for at få fred på jorden, måtte de nødvendigvis påtage sig ansvaret for ganske enkelt at arrestere diktatorerne og fjerne dem. Han foreslog konkret, at det nye verdenssamfund tog dem i sin varetægt og isolerede dem sammen med deres proselytter i Sibirien, således at de pågældende landes befolkninger kunne nå til en sådan gennemsnitsudvikling, at demokrati blev en naturlig ting at leve i for dem.

Hans synspunkt var, at befolkningerne ikke ville have mulighed for at udvikle sig og nå til et bevidsthedstrin, hvori demokrati overhovedet indgik som en realitetsbetonet mulighed, som de kunne turde ville vælge, så længe diktatorerne og disses proselytter kunne holde befolkningen i en mentalt begrænsende tilstand af frygt. Vi ville så vedblive at have lydige og ikke frie befolkningsgrupper, og dermed vedblivende udsætte såvel dem selv såvel som resten af verden for den fare, der altid er forbundet med at befolkninger holdes i slaveri.

Han var også inde på, at han opfattede det som medansvar fra vor side, når vi indgik kompromisser med diktatorerne, f.eks. indgik aftaler om, at de i en given periode kun måtte udføre halvdelen af den slags forbrydelser, som de udførte nu, idet vi hermed stemplede diktaturet som i et begrænset omfang acceptabelt. Han talte om, at vi hermed bidrog til at forlænge pinen for dem, der blev holdt i den undertrykte tilstand.

Han gik ikke ind for straf, men ønskede i stedet en bevidsthedsmæssig konfrontation, afklaring og efterfølgende korrektion af en art, som i sin dybeste konsekvens er en parallel til det kristne begreb soning, d.v.s. i den betydning, at hver soner egen brøde, og der altså ikke er tale om soning ved stedfortræder gennem tilbedelse af nogen. Det er årsags- og virkningsprincippet han opfordrede verden til at konfrontere sig med.

Da jeg læste hans tale i en dansk avis umiddelbart efter konferencen, blev jeg slået af den klare logik i talen. Er der en tyran i en familie, som forpester livet for samtlige familiemedlemmer, eller en psykopat i ledelsen på en virksomhed, er der jo heller ikke andet at gøre end at fjerne den pågældende. Enhver der arbejder med socialpolitik eller personalepolitik ved det. I familiepolitik er det ofte den svageste, som der begås overgreb på, nemlig barnet, der tvangsfjernes, men er det en stor del af befolkningen, der begås overgreb på, er det naturligvis nemmere at fjerne den, der begår overgrebet, end alle dem, der er offer for overgrebet: Alle dem, der er flygtninge, eller er på vej til at blive potentielle flygtninge.

Havels pointe, som i sin overordnede enkelhed går ud på at bidrage til, at der kommer sådanne tilstande i de enkelte lande, at ingen har behov for at skulle flygte, rummede uden tvivl for ethvert logisk tænkende menneske løsningen. Men hans opfordring blev ikke fulgt op i den offentlige debat. Man kan spørge sig hvorfor…

Selv tror jeg, at de tilstedeværende ledende politikere fra den vestlige verden følte sig meget ilde berørt ved tanken om at skulle effektuere den foreslåede plan. For for det første måtte suverænitetsprincippet tilsidesættes, og for det andet, kan jeg også forestille mig, at de nærede tvivl om, hvorvidt befolkningerne ville kunne forstå den dybere mening i det – forstå, at der ikke var tale om at besætte et andet land for at få magt over det men om at bidrage til fred på jorden ved at højne bevidsthedsniveauet i tilbagestående befolkninger.

Især vil jeg kunne forstå, at tyskerne, med den historie de har, ville have en vældig berøringsangst overfor tanken om at tage del i en sådan praksis. For hvordan gøre begribeligt, at det kan være udtryk for løft til et højere og fredeligere bevidsthedsniveau at afskaffe suverænitetsbegrebet, når vi i det eksisterende gamle paradigme netop hylder suverænitetsprincippet som noget, der udgør en betingelse for de enkelte landes selvstændige ret. Det ville være nemt for i forvejen kritisk eller manipulatorisk indstillede befolkningsgrupper at få det til at se ud, som om der nu var aggressorer, der havde gang i et eller andet mistænkeligt.

Latterliggørelse ville nemt kunne følge én, sådan som det skete for Karen Jespersen, da hun foreslog at placere kriminelle på en øde ø. Forslaget blev forstået i det gamle paradigme og derfor betragtet som hørende middelalderen til. Var det blevet forstået i den nye verdensordens, Havels, paradigme, ville der derimod være tale om et yderst brugbart fremadrettet pædagogisk redskab.



Med andre ord kunne den, der tænkte helt overordnet, når han hørte Vázlav Havels forslag, måske godt se, at det ud fra en logisk betragtning var dét, der skulle gøres. Men med i vedkommendes betragtninger indgik så formentlig den kendsgerning, at størstedelen af befolkningen ”jo” ikke tænkte overordnet, hvorfor man ikke turde nære forhåbning om, at dette forehavende ville kunne forstås i det sande perspektiv.

Hans tale fik tilsyneladende ingen konsekvenser for udviklingen af den praktiske politik. I hvert fald indgik tankerne aldrig i TV-aviser eller paneldiskussioner. Der var ingen offentlig fordomsfri drøftelse af hans tænkning.

Talen blev tværtimod i offentligheden tiet ihjel. Som en slags offentlig hemmelighed ser den imidlertid ud til at have haft virkning som en boomerang, der kom tilbage til de statsledere, der rent faktisk udførte politiske aktioner, ganske som Havel foreslog i sin tale, men uden fra begyndelsen af at sende klart signal angående årsagen til handlingen.

Jeg tænker naturligvis på den hjælpeaktion, som Bush, Blair og Fogh indledte overfor Irak.

Formentlig grundtet frygt for befolkningens manglende mentale forståelse for tingenes rette sammenhæng, kom det argument frem, at man måtte invadere Irak, da man var i besiddelse af information om, at Irak var tæt på at kunne producere atomvåben, og at denne kendsgerning var en trussel mod verdensfreden.

Måske har spindoktorer påstået, at det ville være politisk selvmord at tro, at masserne skulle kunne forstå det. Måske har de sagt, at masserne kun forstår at bakke op omkring en sådan aktion, hvis der er fjendebilleder, som truer deres personlige integritet.

Det kunne jeg forestille mig, fordi det er sådan man tænker i den gamle verdensorden. Men det var ikke sådan, Havel tænkte. Han ville korrigere fejltagelser for at bane vej for fred. Værd at mindes. Tak gode mand!

Grundtvigs juleutopi - en nutidig esoterisk forståelse

Forleden hørte jeg en mand sige, at han syntes, at julen var noget rigtig lort.

Jeg kunne ikke lade være med at le. Så ekstremt komisk var det i min optik, at der var ikke andet at gøre. Jeg kunne selvfølgelig være begyndt at fortælle ham om, hvordan jeg opfattede julen, men det opgav jeg på forhånd, idet jeg ikke anså ham for at være parat til at lytte. Julen var noget lort. Basta. For den rummede ikke andet end stress.

Hånden på hjertet, så har jeg gennem mit liv set en hel del mennesker, som lider i juletiden af mange forskellige grunde. Især kvinder, som ikke orker den store arbejdsbyrde. Men i disse tider, hvor mændene er kommet med i køkkenet og rengøringsarbejdet, er der tilsyneladende også mænd, som synes, at det er et stressende præstationsræs på mange forskellige måder. Og kan man nu finde en gave, som konen bliver glad for? O.s.v . o.s.v.

Mon det var det Grundtvig tænkte på, da han sluttede salmen ”Velkommen igen Guds engle små” med bønnen ”lad julesorgen slukkes”? Nej, ganske afgjort ikke, tænker man mig bekendt indenfor teologien. Jeg derimod ja, det tror jeg faktisk, og lidt til. Men for at forstå det, må man til at kigge anderledes på juleevangeliet, og hele det nye testamente i det hele taget, end vi er vant til.

Vi, som overhovedet ulejliger os med hans ord, er vant til at tænke, at denne julesorg jo ikke kan have noget med selve fredsfyrstens og verdensfrelseren Jesu fødsel at gøre, men derimod med, at han er født til en skæbne, som indebærer, at han skal korsfæstes. Julesorgen forstås således som den kendsgerning, at dette lille uskyldige Guds barn skal blive så misforstået og forhadt, at han af sine egne klynges op til lidelse på korset. Det store glade budskab, som tidsmæssigt kulminerer samtidig med, at mørket kulminerer og vi går mod lysere tider, budskabet om, at der skal være fred på jord og i mennesker velbehag, forstyrres således i det kloge menneske Grundvigs tænkning af bevidstheden om, at han skal så grumme meget ondt igennem.

Grundvig ved godt, at det rent historisk skete, at han blev korsfæstet, Jesus, og at man ikke sådan kan lave om på historieskrivningen. Når han alligevel beder om, at det skete må være usket, at det vi har gjort må være ugjort, er det fordi Grundtvig i denne bøn har en dybt esoterisk tilgang til julemysteriet. Sorgen i julen er korsfæstelsen, og det, Grundtvig beder om, er, at den ikke længere skal være aktiv. At sorgen slukkes betyder jo, at den billedligt ikke længere hverken brænder eller ulmer. For noget der er slukket er ikke længere.

Men så er det jo en bøn om en utopi, vil nogen nok indvende. Det kan vel være; men lad os så lige først blive enige om, hvad vi mener med dette ord. De fleste mennesker forstår ordet utopi som noget, der er umuligt. Men dybest set betyder det et sted, som ikke er, men som vi længes efter. Og med den kloge digter William Heinesens ord om, at selve længslen er pant på, at det, vi længes efter, er til, kan man jo så sige, at jo, det er rigtigt: Grundtvig beder om en utopi. Han beder dybest set om en kristendomsforståelse, hvor korsfæstelsen er fraværende, og hvor det i stedet for almindelige menneskers uvidenhed er vidende Guds engle små fra høje himmelsale, der befordrer tankeklimaet. I traditionel kristendomsforståelse er himlen noget der hører til, når vi er døde (og i moderne teologi så vidt jeg forstår ikke engang da), men i denne salme er der klart fokus på, at himlen er noget, som vi skal have til at indfinde sig her på jorden. For når englene vandrer ”op og ned på salmens tonestige”, er kommunikationskanalen mellem Gud og os åben, Herren byder på fred til dem, der higer efter den; himlens borgeled åbner sig, og da kommer ret Guds rige. Når han i næste vers beder om, at dette må ske ”før vore øjne lukkes” er der naturligvis tale om, at det er noget der skal ske, mens vi lever dette liv på jord. Her er således tale om, at vi kan komme til at aktivere et link til et liv i kærlighed og fred, et liv, hvor der ikke længere er nogen smerte. Han beder faktisk om, at den åndelige dimension må blive så aktiv i mennesker, at vi higer efter den form for liv, som nærer ånden.

Kruset kan være af ler og kagen tør, deri sig engle finde. Altså: Det er revnende ligegyldigt med det materielle arvesølv og om vi har nået at bage tolv slags julebag. Der er intet at stresse over. Det, mange oplever som en daglig lidelse, korsfæstelse i symbolsk forstand, er noget vi kan komme ud af, hvis vi virkelig vil.

Korsfæstelsen er ikke noget at stresse over. Det ved Grundtvig i dette inspirerede øjeblik. Den er der kun, så længe vi ikke higer efter Guds fred. Og Guds fred er der kun en vej til, nemlig ved selv at kunne kommunikere på salmens tonestige. Ved at have freden i sig selv.

Det egentlige julebudskab handler i esoterisk forstand således ikke så meget om et historisk jesusbarn der blev født og senere desværre korsfæstet. Det handler om, at vi på jorden, symboliseret ved betlehemsstjernen, modtog en kosmisk impuls, som Jesus udlevede kærligheden og visdommen i på det fysiske plan. Det gamle testamentes profetier om fredsfyrsten, der skal komme, og det nye testamentes evangelier, som fortæller om hans komme og liv, er esoterisk betragtet derfor ikke hovedsagelig en historie om et enkelt guddommeligt menneske, som vi så ved juletid fejrer fødslen af, men derimod om en mulighed for menneskeheden. En mulighed for virkeliggørelse af en utopi, som handler om at få et himmelsk liv på jord, forbilledligt legemliggjort som realitet ved Jesus Kristus. Denne utopi inviterer Grundvig os til sammen med ham at bede om at få virkeliggjort med ordene ”Vor Fader i Himlen! Lad det ske! Lad julesorgen slukkes!

Lad os altså komme ud af vor daglige korsfæstelse.



Er der så noget vi kan gøre selv?

Ja! Higer man efter freden, så lader man være med at være så skråsikker og dømme om både den ene og den anden. Så tilstår man, at man faktisk selv ikke ved andet, end hvad man har erfaret og læst sig til, hvilket jo ifølge sagens natur må være betydeligt mindre end summen af alt, hvad der er erfaret af de 7 miiliarder mennesker, der lever pt og endnu flere dyr samt summen af al bearbejdning af tænkning gennem tiderne. Det er faktisk yderst begrænset, hvad man kan vide. Og det man mener at vide, er måske i virkeligheden mestendels blændværk. Noget man tror eller bilder sig ind. Men man har muligheden for at lade være med at udgå fra, at sandheden for alle andre må være forkert, hvis den ikke er som lige præcis ens egen, altså simpelthen slippe ens egne forudfattede meninger, eller fortidstænkning, som en kognitionsneurolog vil kalde det, og bevæge sig ind på ”salmens tonestige”, bevæge sig derind, hvor egoet holder kæft, og hvor man har mulighed for at blive inspireret, og så vente… Så skal inspirationen nok komme inden øjnene lukkes.

Ifølge esoterikken er der imidlertid tale om et udviklingsprojekt, som strækker sig over flere tusinde år. Rent symbolsk er krybben i stalden, som Jesusbarnet begynder sit jordeliv i, i virkeligheden at forstå som det dyrerige, mennesket udvikles af, og de vise mænd, som bringer gaver, er de store verdensreligioner. Nogle vil måske synes, at det er en underlig udlægning, idet det er modsigelsesfyldt, at de eksisterende verdensreligioner skulle byde en ny velkommen. Men det skyldes, at der slet ikke er tale om en ny verdensreligion, men at der er tale et nyt bevidsthedsparadigme, som består i, at det enkelte menneske kan opfatte sig selv som et Guds barn, hvilket vil sige i højere grad et åndeligt end et fysisk væsen, eller i højere grad et kærligheds- og fredshigende menneske-menneske end et dominanstrængende dyremenneske. Altså: Ikke et pattedyr med lidt følelser og intelligens og hunger efter magt, men kærlighedsfuld og vis ånd, som benytter det fysiske legeme som et redskab til at skabe himmelsk liv på jord. Det er på den måde livet esoterisk betragtet er evigt. Og det er derfor, vi kan have historien om, at Kristus genopstod fra de døde. Han var aldrig død, og vi vil aldrig være døde. Vore kroppe kan korsfæstes, ligesom Jesu krop, men det dør det sande menneskebarn eller ånden i os ikke af. Og den bevidsthed har det mulighed for at have i levende live, hvorved frygten naturligvis vil forgå. Religioner ligeså. Og en kristen praksis vil tage over. Det er esoterisk betragtet deri det messianske projekt består, som er fælles for alle religioner. Som sådan rummer samtlige religioner esoterisk betragtet den grundtvigske juleutopi i sig, nemlig at vi vedgår os vor åndelige arv, som er det egentlige arvesølv.

Rent praktisk må der samtidig være en higen ud af tankeklimaer, som har med ihjelslagning at gøre. Vore kroppe holder op med at stræbe hinanden efter livet. Buddet ”Du må ikke slå ihjel”, er således aktivt i vort hjerte som empati med levende væsener på et sådant niveau, at vi ikke kan nænne at ihjelslå andre. Vi holder også op med at kritisere hinanden og dømme hinanden og skælde ud. Det vi har lært at kalde for de syv dødssynders tankeklima, hovmod, griskhed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab er noget, der degenererer. Vor fysiske krop og vort seksuelle begær vil aftage, og vi vil få nye højintellektuelle erogene zoner. Den kunst vi kender til vil ikke længere være. Kunst vil alene være af en art, hvor kreativiteten stimulerer den højere livslyst.

Jeg kender mennesker, der tænker Vorherrebevares ved tanken om et sådant himmelsk liv på jord. Boris Jeltsin skulle således efter sigende, da han besøgte de skandinaviske lande, som i virkeligheden hvad enkelte områder angår er godt på vej ind i himmeriget, have sagt, at det da var meget pæne og velfungerende lande, men at her også var ekstremt kedeligt, da her aldrig ville kunne udbryde en eneste lille krig eller revolution. Nu er netop Jeltsin måske et noget outreret eksempel, da enhver har haft mulighed for at se ham som en kluntet fyldebøtte. Men mange tendenser i vort samfund går faktisk i retning af besynderlige former for følelsesmæssigt forrående og afstumpende retninger. Eksempler? Pornografi og prostitution er f.eks. legalt. Problemet med pædofili er i tiltagende. Filmproduktionen går i den grad efter pirring af voldelig og seksuel art, at der for sådanne følsomme sjæle som mig snart ikke er en ærlig film at se. TV’2 familiejulekalender heldigvis endnu undtaget. Der udgives snart ikke andre bøger end krimier, i hvilke perversiteterne efter anmeldelserne at dømme skal ud i det totalt makabre for at være interessante. Og flere af vore politikere opfører sig mere som Herodes og Pilatusser end som Jesus. En ikke uvæsentlig del af medierne med.

Den virkelige julesorg er måske derfor, at mange af os simpelthen ikke ønsker at julesorgen skal slukkes. Mange af os får måske stadig et kick ud af korsfæstelsen, af den daglige lidelse? Jeg vil vel ikke ligefrem kalde det sadomasochisme, men det lugter i den retning.

Jeg gad egentlig vide, hvad folk tænker i kirken juleaften, når de synger ”Velkommen igen Guds engle små”?

Vorherrebevares?

Mon ikke vi misforstår det der med at skulle vende den anden kind til?

Når kristendommen fremstår så svækket, som den gør, i denne tid, kan det måske have noget at gøre med, at vi tager udtalelsen om, at vi, når nogen slår os på den ene kind så skal vende den anden til, for bogstaveligt.

Mon ikke den også kan betyde, at vi, hvis nogen går til angreb på os, så i stedet for selv at gøre det samme, skal stoppe op og reflektere og forsøge at finde inspiration til at reagere sådan, at der vil være så lidt sandsynlighed som muligt for at volden vil fortsætte.

Det er vist en mere farbar vej end bare at lade sig slagte.

Hvis vi også forholder os til Jesu måde at tilgive på, som netop lyder ”Gå bort og synd ikke mere”, er der jo noget der tyder på, at vi i høj grad bliver undervist i at skulle korrigere fejl, ikke bare passivt lade stå til.

Jaja, jeg tænker på hende den kristne i Londons Heathrow-lufthavn, som blev fyret fordi muslimer var vrede over, at hun ikke ville læse koranen. Og jeg tænker også på alle de blinde øjne der vendes til problemet med alt for mange børn, der bliver født til og socialiseret i dyb elendighed i dette land. Disse problemer kan slet ikke løses med penge. De kan kun løses ved at vi bruger tænkepausen til at konfrontere os med de egentlige problemer… men det er som om de er tabu …