Hvordan kan det dog gå til, at nogen kan tro, at en mand som Anders Breivik, der skyder over 70 mennesker, fordi han vil have opmærksomhed på et indvandringsproblem, ikke er sindssyg? Det er mig ubegribeligt, at der findes psykiatere, som siger, at det kommer bag på dem, at han vurderes på denne måde, da han jo gennem længere tid havde planlagt begivenheden. Som om det at være intelligent og være dygtig til at manipulere skulle være ensbetydende med, at man har en sund hjerne eller et sundt sind.
Det allermest uhyggelige ved hele denne sag, synes jeg faktisk er, at ”normaliteten” i vort samfund tilsyneladende er af den opfattelse, at han er normal, men ond, og derfor skal straffes.
Det er sygt at tro, at ondskab findes. Men vi har i massevis af sindssygdom.
Han er syg. Og han skal have hjælp. Og det er der vist en hel del psykiatere og andre, der også trænger til.
tirsdag den 29. november 2011
Inspiration til moderne kristendom
Hvad angår ”Et Kursus i Mirakler”, Foundation for inner peace, (Sphinx), dansk oversættelse ved Karl Boysen, 2001, er det blevet totalt ignoreret af den danske folkekirke. Men måske gør den sig selv en bjørnetjeneste ved ikke at åbne sit sind for den tidssvarende type kristen kognitiv meditation, som der er vejledning til i dette værk.
Gennem de 21 år jeg har arbejdet med Et kursus i Mirakler, har jeg ofte oplevet, når jeg har fortalt om det til nogen, at folk slår øjnene ned eller kigger den anden vej. Som om det nærmest er lidt pinligt. I det mindste spurgte jeg ofte mig selv, om de oplevede det som pinligt. Gennem de sidste års tid har jeg også spurgt folk selv om det, når jeg har oplevet forbindelsen i en samtale pludselig blive afbrudt, når mirakelkurset blev bragt på banen. "Har du det ikke så godt med mirakelkurset?", spørger jeg måske, og adskillige, især folk der er funderet i martinuskosmologien eller antroposofien, mennesker, der tilstræber det at vide, at være bevidst, i stedet for at tro, svarer sådan direkte adspurgt: NEJ. Og de fortæller mig, at årsagen er, at de anser det for at høre til under den såkaldt gamle verdensimpuls. Høre til den impuls, der bygger på tro og ikke viden. De nævner også, at de oplever nogle energier eller grundstemninger, som de fornemmer som stærkt autoritære. Det har jeg tænkt meget over. Og jeg er nået til det resultat, at jeg godt kan forstå det. Det skyldes ikke mindst følgende, som er at finde i indledningen til arbejdsbogen: "Nogle af de ideer arbejdsbogen præsenterer, vil du finde det vanskeligt at tro på, og andre vil muligvis synes ret foruroligende. Dette betyder ikke noget. Du bliver kun bedt om at anvende ideerne som det anvises dig at gøre det. Du bliver ikke bedt om at dømme dem overhovedet. Du bliver kun bedt om at anvende dem. Det er anvendelsen af dem der vil give dem mening for dig, og som vil vise dig at de er sande. Husk kun dette: Du behøver ikke at tro på ideerne, du behøver ikke at acceptere dem, og du behøver end ikke modtage dem velvilligt. Nogle af dem vil du muligvis aktivt modsætte dig. Intet af dette betyder noget, eller nedsætter deres effektivitet. Men tillad ikke dig selv at gøre undtagelser i anvendelsen af de ideer arbejdsbogen indeholder, og uanset hvad dine reaktioner på ideerne måtte være - brug dem. Intet mere end det er nødvendigt." (Arbejdsbogen dI.in.8,9) Det kunne jo lyde som noget i retning af: "Spørg ikke hvorfor, gør det bare. Udtvær dit ego og gør ikke hvad du vil, men underkast dig mig". Jeg tror i det mindste, at nogen hører det sådan. Og jeg forstår, at nogen hører det sådan. Og jeg forstår også, at nogen har det ualmindelig dårligt med at høre det sådan. For det er jo, som om man skal være villig til at lade ens egen fri vilje feje af bordet. Det er mildest talt heller ikke noget for mig. Spørgsmålet er så, om der er en anden måde at høre det på. Det er der for mig. Jeg hører i mirakelkurset et tilbud om konsekvente og effektive tankekoncentrerende øvelser, som kan hjælpe den, der af hele sit hjerte ønsker at leve så nær som muligt en kristen meditativ praksis. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den situation Martinus befandt sig i, inden han begyndte at meditere. Han betragtede, som bekendt, sig selv som en, der følte sig beriget af Kristi nærvær, og fortæller, at han havde for vane, hvis der var et eller andet han var usikker på, hvordan han skulle forholde sig til, at spørge sig selv, hvad mon Jesus Kristus ville have gjort i denne situation. Og så plejede svaret at melde sig. Allerede første gang han mediterede, skete der så det, at han oplevede en indvielse via kristi lys, en illumination, en dåb ind i en energi, der var større end ham selv, og som gjorde, at han derefter til ethvert tidspunkt kunne stille sig et hvilket som helst spørgsmål og opleve, at svaret meldte sig. Han fik også svar, som gjorde, at han kunne se de kosmiske love helt klart, og dermed se, hvorledes den måde kristendommen blev opfattet af almenheden i tiden på kun var et naturligt udtryk for et bestemt udviklingstrin. Martinus var ikke bange for gennemlysningen og -strømningen af kristusenergi. Han var ikke bange for at miste sig selv eller sit jeg. For ham var der tydeligvis ikke tale om at forsvinde i en trosreligion; der var, i det mindste ud fra hvad jeg kan læse af forfatterskabet, i højere grad tale om at give sig lov til at opleve en eksistensform, som han i overbevidstheden var bevidst om at høre hjemme i. For ham var der således ikke tale om at miste sig selv - men om at udvide sig til at kunne føle sig hjemme i et "verdenshjem" i kosmos. Har man det på en måde, som er beslægtet hermed - nærer man et dybt og inderligt ønske om at kunne komme til at forstå og til at kunne handle i overensstemmelse med ønsket om udelukkende at gøre det, som er godt for helheden og dermed også en selv - ja, så vil jeg anbefale, at man til at begynde med gør sig den ulejlighed at læse hele kurset, tekstbog, arbejdsbog og manual for lærere igennem og gør sig nogle overvejelser i retning af, hvad det egentlig er, der er lagt frem. Kender man noget til den nyere hjerneforskning, vil man vide, at vi mennesker har mulighed for at befinde os i to forskellige biologiske systemer: 1) Det cortisole biologiske system: Et aflivende (sygdomsbefordrende) system, som vi befinder os i, når vi er i situationer, hvor vi føler os angrebet, i forsvar, på flugt eller lammede (trækker os ind i os selv), og som på det fysiske plan lader sig måle ved at hjernen sender signaler til binyrerne om at udskille stresshormonet cortisol, der har en forgiftende funktion i cellerne. Vi er i dette system blot vi foretager domme. Enhver disharmonisk følelse, fortæller os, at vi er i dette system. Føler vi således trang til at bebrejde, kritisere, er vi kede af det, deprimerede, småirriterede o.s.v. kan vi være sikre på, at vi er i dette system. Kigger vi på Martinus såkaldte "slipsesymbol", symbolet der perspektiverer de dyriske og menneskelige tankeklimaer, ser vi, at det hører med til menneskehedens nuværende udviklingstrin at befinde sig her, men også at "energisystemet" er i aftagende. 2) Det pyrokatechine biologiske system: Et belivende og sundhedsbefordrende system, som vi er i, når vi oplever en tilstand af FLOW, oftest i forbindelse med at føle sig som en del af noget som er større end en selv, via meditation, sport, musiske oplevelser og lign. - men som også kan opleves i samvær med mennesker, når man føler sig hørt. Her registreres tilstanden på det fysiske plan ved at hjernen sender signaler til binyrerne om at udskille stresshormonet pyrokatechiner, der er karakteristiske ved at elektrificere cellerne i deres inderste kerne. Jeg er overbevist om, at enhver så vil kunne se, at det ærinde mirakelkurset er ude i er at hjælpe os med at komme til at foretage det store mirakel med os selv, og som består i at bevæge sig fra det aflivende til det belivende system. At bevæge sig fra det cortisole til det pyrokatechine. Dybest set er der således tale om på det fysiske plan at ændre på hjernens kemi og elektromagnetiske aktivitetspoler - men vel at mærke gennem ændringer i måderne at tænke og føle på. Jeg har i løbet af de tyve år jeg har undervist i kurset adskillige gange oplevet, at en person fortæller mig, at hun har svært ved at forstå ideerne og de filosofisk teoretiske udredelser - og har svært ved at se hvordan øvelserne kan føre til harmoni, når hun føler sig direkte irriteret over at skulle foretage dem - og så nogle måneder senere med klare øjne, rank ryg, en udstråling som man føler sig tryg i, fortæller, at livet er blevet som forvandlet. At hun ikke oplever at kunne lade sig irritere mere, heller ikke bliver ked eller sur - men på besynderlig vis oplever inspiration i situationer, der tidligere var forbundet med kval, således at hun nu får idéer til helt andre måder at gribe "problemer" an på. Hun opdager på et eller andet tidspunkt, så sikkert som amen i kirken, også, at hun er holdt op med at tage noget som helst personligt. Og hvordan kan det så lade sig gøre? Lad mig illustrere det ved hjælp af et eksempel, f.eks. lektion nr. 46 "Gud er den Kærlighed jeg tilgiver i". Nu er det i følge kursets selvforståelse dybest set sådan at Gud aldrig tilgiver, fordi han aldrig har dømt. Enhver dom er derfor illusorisk og blot mulig, fordi vi i vor forestillingsverden opererer med domme (ligesom i buddhismen). Men eftersom vi nu opererer med den tanke, at noget overhovedet kan være kritisabelt, må vi nødvendigvis over en omvej af tilgivelse for at få harmoni oprettet i vort indre. Da der findes bestanddele i vor erfarings- og erindringsverden, som det er helt umuligt for de følelser, der hører til i krybdyrhjernen og pattedyrdelen af hjernen (amygdalasystemet og det limbiske system) at forlige sig med, er det nødvendigt, at vi for en kort stund hæver os fuldstændig over disse følelser, medens vi foretager tilgivelsen. Lad os sige, at der er en eller anden person, som har foretaget en handling, du har følt dig dybt såret ved. Du kan så f.eks. sige, at dit intellekt gerne vil tilgive hende, men at dine følelser ikke kan. Hvad så? Ja, så er du fanget af dine følelser. Neurologerne kalder det amygdalakapret, fordi det er de dyriske følelser, der overtager styringen. I det øjeblik jeg siger "Gud er den Kærlighed jeg tilgiver i", vedkender jeg mig ikke selv at være i stand til det (selv" forstået som, at mit ego ikke er i stand til det). Jeg kan altså sidde der bevidst med modstanden mod tilgivelse i mig og sige: Jeg kan ikke tilgive, men jeg har tillid til at Gud er Kærlighed, og nu afprøver jeg den idé, at jeg kan tilgive i hans kærlighed. D.v.s. at jeg samtidig med at jeg siger ordene: Gud er den Kærlighed jeg tilgiver dig, Bin Laden, i (eller mig selv i) både er bevidst om, at "jeg" ikke er i stand til at gøre det, men at det dog er muligt. Netop denne begivenhed skaber en form for omstrukturering i min hjerne, som på længere sigt, hvis en sådan begivenhed indtræffer ofte, betyder, at jeg kommer til at føle mig mindre truet - og dermed mindre urolig, mindre disharmonisk, mere tillidsfuld og derfor også mere modig og kreativ i tanke såvel som handling. Hjerneforskningen peger på, at det er i sådanne situationer, at det intuitive center i hjernen tager til; at det er da den grå zone aktiveres, hvorved vi tilslutter os en form for universel tænkning. Samtidig tager talentkernerne i amygdala og det limbiske system af, fordi de ikke bruges, og talentkernerne knyttet til den præfrontale cortex, i pandeforlapperne, tager til, fordi de bruges. Denne universelle tænkning kan kun forekomme i situationer, hvor vi er selvforglemmende. Enhver ved, at det er ekstremt svært at være selvforglemmende, hvis vi føler os truede. Det mirakelkurset gør er at tilbyde os nogle tankekoncentrationer, som bringer os ud af faretilstanden. Vore konkrete problemer løses på et abstrakt plan via øvelser, der går ud på at afkode os selv alle vore forudfattede meninger - og når vi på et tidspunkt kommer ud på den anden side, hvilket jeg vil vove den påstand at sige, at alle kan, ja, så inspireres vi på forskellige planer til at handle uden at være kapret af vore følelser men i henhold til, hvorledes harmoni i overensstemmelse med en højere grad af universel tænkning, end vort ego kan foretage, kan opstå. Stille og roligt bliver det at tilslutte sig et niveau af tænkning, der er større end ens personligheds, til automatfunktion - oftere og oftere inspireres man af den universelle tænkning. Martinus var et menneske af en sådan beskaffenhed, at han kom i forbindelse med kristusenergien første gang han mediterede. Det er nok ikke mange af os beskåret. Mirakelkurset fortæller også at have Kristus som kilde, men er et tilbud til dem, som vedkender sig tyngdeenergi i nervesystemet, og som ønsker at få ryddet op i de primitive følelsescentre med henblik på at kunne komme til at leve et liv i fred og kærlighed og komme til at overgå fra karma til dharma - fra et liv, der føles som en forbandelse til et liv der føles som velsignelse. Jeg har hørt fra oversætter og forlag, at mirakelkurset i visse kredse har fået status af hellig skrift, hvorfor udgaven også trykkes på bibelpapir og hvorfor der er verslinjer, ligesom i bibelen. Der er så vidt jeg har forstået også en del andre restriktioner i forhold til hvordan det må udgives. Det kan vel være, at der er noget hensigtsmæssigt heri. Ikke desto mindre føler jeg behov for et forord, f.eks. skrevet af neurologer og psykologer, som kunne forklare, hvorledes vi i dette tankekoncentrerende meditationskursus faktisk har et praktisk øveprogram med henblik på overgang fra at føle sig adskilt fra livets kilde og uden adgang til den til at forbinde sig med livets kilde og kunne øse af den - eller: Et anvendeligt omprogrammeringskursus i at bevæge sig fra det cortisole stresshormonsystem til det pyrokatechine - fra det aflivende liv til det belivende liv. Jeg har i mange år tænkt på, hvor hensigtsmæssigt det kunne være at benytte på såvel fængsler som hospitaler. Jeg er slet ikke i tvivl om, at livskvaliteten derved ville få et enormt løft; men så skulle der nok foreligge en introduktion, som afmystificerede kurset, så det ikke kunne opfattes som … sådan lettere gammeldags, hvilket jeg har hørt nogle antyde, at de regner det for.
Idéen er hermed videregivet som debatoplæg.
Gennem de 21 år jeg har arbejdet med Et kursus i Mirakler, har jeg ofte oplevet, når jeg har fortalt om det til nogen, at folk slår øjnene ned eller kigger den anden vej. Som om det nærmest er lidt pinligt. I det mindste spurgte jeg ofte mig selv, om de oplevede det som pinligt. Gennem de sidste års tid har jeg også spurgt folk selv om det, når jeg har oplevet forbindelsen i en samtale pludselig blive afbrudt, når mirakelkurset blev bragt på banen. "Har du det ikke så godt med mirakelkurset?", spørger jeg måske, og adskillige, især folk der er funderet i martinuskosmologien eller antroposofien, mennesker, der tilstræber det at vide, at være bevidst, i stedet for at tro, svarer sådan direkte adspurgt: NEJ. Og de fortæller mig, at årsagen er, at de anser det for at høre til under den såkaldt gamle verdensimpuls. Høre til den impuls, der bygger på tro og ikke viden. De nævner også, at de oplever nogle energier eller grundstemninger, som de fornemmer som stærkt autoritære. Det har jeg tænkt meget over. Og jeg er nået til det resultat, at jeg godt kan forstå det. Det skyldes ikke mindst følgende, som er at finde i indledningen til arbejdsbogen: "Nogle af de ideer arbejdsbogen præsenterer, vil du finde det vanskeligt at tro på, og andre vil muligvis synes ret foruroligende. Dette betyder ikke noget. Du bliver kun bedt om at anvende ideerne som det anvises dig at gøre det. Du bliver ikke bedt om at dømme dem overhovedet. Du bliver kun bedt om at anvende dem. Det er anvendelsen af dem der vil give dem mening for dig, og som vil vise dig at de er sande. Husk kun dette: Du behøver ikke at tro på ideerne, du behøver ikke at acceptere dem, og du behøver end ikke modtage dem velvilligt. Nogle af dem vil du muligvis aktivt modsætte dig. Intet af dette betyder noget, eller nedsætter deres effektivitet. Men tillad ikke dig selv at gøre undtagelser i anvendelsen af de ideer arbejdsbogen indeholder, og uanset hvad dine reaktioner på ideerne måtte være - brug dem. Intet mere end det er nødvendigt." (Arbejdsbogen dI.in.8,9) Det kunne jo lyde som noget i retning af: "Spørg ikke hvorfor, gør det bare. Udtvær dit ego og gør ikke hvad du vil, men underkast dig mig". Jeg tror i det mindste, at nogen hører det sådan. Og jeg forstår, at nogen hører det sådan. Og jeg forstår også, at nogen har det ualmindelig dårligt med at høre det sådan. For det er jo, som om man skal være villig til at lade ens egen fri vilje feje af bordet. Det er mildest talt heller ikke noget for mig. Spørgsmålet er så, om der er en anden måde at høre det på. Det er der for mig. Jeg hører i mirakelkurset et tilbud om konsekvente og effektive tankekoncentrerende øvelser, som kan hjælpe den, der af hele sit hjerte ønsker at leve så nær som muligt en kristen meditativ praksis. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den situation Martinus befandt sig i, inden han begyndte at meditere. Han betragtede, som bekendt, sig selv som en, der følte sig beriget af Kristi nærvær, og fortæller, at han havde for vane, hvis der var et eller andet han var usikker på, hvordan han skulle forholde sig til, at spørge sig selv, hvad mon Jesus Kristus ville have gjort i denne situation. Og så plejede svaret at melde sig. Allerede første gang han mediterede, skete der så det, at han oplevede en indvielse via kristi lys, en illumination, en dåb ind i en energi, der var større end ham selv, og som gjorde, at han derefter til ethvert tidspunkt kunne stille sig et hvilket som helst spørgsmål og opleve, at svaret meldte sig. Han fik også svar, som gjorde, at han kunne se de kosmiske love helt klart, og dermed se, hvorledes den måde kristendommen blev opfattet af almenheden i tiden på kun var et naturligt udtryk for et bestemt udviklingstrin. Martinus var ikke bange for gennemlysningen og -strømningen af kristusenergi. Han var ikke bange for at miste sig selv eller sit jeg. For ham var der tydeligvis ikke tale om at forsvinde i en trosreligion; der var, i det mindste ud fra hvad jeg kan læse af forfatterskabet, i højere grad tale om at give sig lov til at opleve en eksistensform, som han i overbevidstheden var bevidst om at høre hjemme i. For ham var der således ikke tale om at miste sig selv - men om at udvide sig til at kunne føle sig hjemme i et "verdenshjem" i kosmos. Har man det på en måde, som er beslægtet hermed - nærer man et dybt og inderligt ønske om at kunne komme til at forstå og til at kunne handle i overensstemmelse med ønsket om udelukkende at gøre det, som er godt for helheden og dermed også en selv - ja, så vil jeg anbefale, at man til at begynde med gør sig den ulejlighed at læse hele kurset, tekstbog, arbejdsbog og manual for lærere igennem og gør sig nogle overvejelser i retning af, hvad det egentlig er, der er lagt frem. Kender man noget til den nyere hjerneforskning, vil man vide, at vi mennesker har mulighed for at befinde os i to forskellige biologiske systemer: 1) Det cortisole biologiske system: Et aflivende (sygdomsbefordrende) system, som vi befinder os i, når vi er i situationer, hvor vi føler os angrebet, i forsvar, på flugt eller lammede (trækker os ind i os selv), og som på det fysiske plan lader sig måle ved at hjernen sender signaler til binyrerne om at udskille stresshormonet cortisol, der har en forgiftende funktion i cellerne. Vi er i dette system blot vi foretager domme. Enhver disharmonisk følelse, fortæller os, at vi er i dette system. Føler vi således trang til at bebrejde, kritisere, er vi kede af det, deprimerede, småirriterede o.s.v. kan vi være sikre på, at vi er i dette system. Kigger vi på Martinus såkaldte "slipsesymbol", symbolet der perspektiverer de dyriske og menneskelige tankeklimaer, ser vi, at det hører med til menneskehedens nuværende udviklingstrin at befinde sig her, men også at "energisystemet" er i aftagende. 2) Det pyrokatechine biologiske system: Et belivende og sundhedsbefordrende system, som vi er i, når vi oplever en tilstand af FLOW, oftest i forbindelse med at føle sig som en del af noget som er større end en selv, via meditation, sport, musiske oplevelser og lign. - men som også kan opleves i samvær med mennesker, når man føler sig hørt. Her registreres tilstanden på det fysiske plan ved at hjernen sender signaler til binyrerne om at udskille stresshormonet pyrokatechiner, der er karakteristiske ved at elektrificere cellerne i deres inderste kerne. Jeg er overbevist om, at enhver så vil kunne se, at det ærinde mirakelkurset er ude i er at hjælpe os med at komme til at foretage det store mirakel med os selv, og som består i at bevæge sig fra det aflivende til det belivende system. At bevæge sig fra det cortisole til det pyrokatechine. Dybest set er der således tale om på det fysiske plan at ændre på hjernens kemi og elektromagnetiske aktivitetspoler - men vel at mærke gennem ændringer i måderne at tænke og føle på. Jeg har i løbet af de tyve år jeg har undervist i kurset adskillige gange oplevet, at en person fortæller mig, at hun har svært ved at forstå ideerne og de filosofisk teoretiske udredelser - og har svært ved at se hvordan øvelserne kan føre til harmoni, når hun føler sig direkte irriteret over at skulle foretage dem - og så nogle måneder senere med klare øjne, rank ryg, en udstråling som man føler sig tryg i, fortæller, at livet er blevet som forvandlet. At hun ikke oplever at kunne lade sig irritere mere, heller ikke bliver ked eller sur - men på besynderlig vis oplever inspiration i situationer, der tidligere var forbundet med kval, således at hun nu får idéer til helt andre måder at gribe "problemer" an på. Hun opdager på et eller andet tidspunkt, så sikkert som amen i kirken, også, at hun er holdt op med at tage noget som helst personligt. Og hvordan kan det så lade sig gøre? Lad mig illustrere det ved hjælp af et eksempel, f.eks. lektion nr. 46 "Gud er den Kærlighed jeg tilgiver i". Nu er det i følge kursets selvforståelse dybest set sådan at Gud aldrig tilgiver, fordi han aldrig har dømt. Enhver dom er derfor illusorisk og blot mulig, fordi vi i vor forestillingsverden opererer med domme (ligesom i buddhismen). Men eftersom vi nu opererer med den tanke, at noget overhovedet kan være kritisabelt, må vi nødvendigvis over en omvej af tilgivelse for at få harmoni oprettet i vort indre. Da der findes bestanddele i vor erfarings- og erindringsverden, som det er helt umuligt for de følelser, der hører til i krybdyrhjernen og pattedyrdelen af hjernen (amygdalasystemet og det limbiske system) at forlige sig med, er det nødvendigt, at vi for en kort stund hæver os fuldstændig over disse følelser, medens vi foretager tilgivelsen. Lad os sige, at der er en eller anden person, som har foretaget en handling, du har følt dig dybt såret ved. Du kan så f.eks. sige, at dit intellekt gerne vil tilgive hende, men at dine følelser ikke kan. Hvad så? Ja, så er du fanget af dine følelser. Neurologerne kalder det amygdalakapret, fordi det er de dyriske følelser, der overtager styringen. I det øjeblik jeg siger "Gud er den Kærlighed jeg tilgiver i", vedkender jeg mig ikke selv at være i stand til det (selv" forstået som, at mit ego ikke er i stand til det). Jeg kan altså sidde der bevidst med modstanden mod tilgivelse i mig og sige: Jeg kan ikke tilgive, men jeg har tillid til at Gud er Kærlighed, og nu afprøver jeg den idé, at jeg kan tilgive i hans kærlighed. D.v.s. at jeg samtidig med at jeg siger ordene: Gud er den Kærlighed jeg tilgiver dig, Bin Laden, i (eller mig selv i) både er bevidst om, at "jeg" ikke er i stand til at gøre det, men at det dog er muligt. Netop denne begivenhed skaber en form for omstrukturering i min hjerne, som på længere sigt, hvis en sådan begivenhed indtræffer ofte, betyder, at jeg kommer til at føle mig mindre truet - og dermed mindre urolig, mindre disharmonisk, mere tillidsfuld og derfor også mere modig og kreativ i tanke såvel som handling. Hjerneforskningen peger på, at det er i sådanne situationer, at det intuitive center i hjernen tager til; at det er da den grå zone aktiveres, hvorved vi tilslutter os en form for universel tænkning. Samtidig tager talentkernerne i amygdala og det limbiske system af, fordi de ikke bruges, og talentkernerne knyttet til den præfrontale cortex, i pandeforlapperne, tager til, fordi de bruges. Denne universelle tænkning kan kun forekomme i situationer, hvor vi er selvforglemmende. Enhver ved, at det er ekstremt svært at være selvforglemmende, hvis vi føler os truede. Det mirakelkurset gør er at tilbyde os nogle tankekoncentrationer, som bringer os ud af faretilstanden. Vore konkrete problemer løses på et abstrakt plan via øvelser, der går ud på at afkode os selv alle vore forudfattede meninger - og når vi på et tidspunkt kommer ud på den anden side, hvilket jeg vil vove den påstand at sige, at alle kan, ja, så inspireres vi på forskellige planer til at handle uden at være kapret af vore følelser men i henhold til, hvorledes harmoni i overensstemmelse med en højere grad af universel tænkning, end vort ego kan foretage, kan opstå. Stille og roligt bliver det at tilslutte sig et niveau af tænkning, der er større end ens personligheds, til automatfunktion - oftere og oftere inspireres man af den universelle tænkning. Martinus var et menneske af en sådan beskaffenhed, at han kom i forbindelse med kristusenergien første gang han mediterede. Det er nok ikke mange af os beskåret. Mirakelkurset fortæller også at have Kristus som kilde, men er et tilbud til dem, som vedkender sig tyngdeenergi i nervesystemet, og som ønsker at få ryddet op i de primitive følelsescentre med henblik på at kunne komme til at leve et liv i fred og kærlighed og komme til at overgå fra karma til dharma - fra et liv, der føles som en forbandelse til et liv der føles som velsignelse. Jeg har hørt fra oversætter og forlag, at mirakelkurset i visse kredse har fået status af hellig skrift, hvorfor udgaven også trykkes på bibelpapir og hvorfor der er verslinjer, ligesom i bibelen. Der er så vidt jeg har forstået også en del andre restriktioner i forhold til hvordan det må udgives. Det kan vel være, at der er noget hensigtsmæssigt heri. Ikke desto mindre føler jeg behov for et forord, f.eks. skrevet af neurologer og psykologer, som kunne forklare, hvorledes vi i dette tankekoncentrerende meditationskursus faktisk har et praktisk øveprogram med henblik på overgang fra at føle sig adskilt fra livets kilde og uden adgang til den til at forbinde sig med livets kilde og kunne øse af den - eller: Et anvendeligt omprogrammeringskursus i at bevæge sig fra det cortisole stresshormonsystem til det pyrokatechine - fra det aflivende liv til det belivende liv. Jeg har i mange år tænkt på, hvor hensigtsmæssigt det kunne være at benytte på såvel fængsler som hospitaler. Jeg er slet ikke i tvivl om, at livskvaliteten derved ville få et enormt løft; men så skulle der nok foreligge en introduktion, som afmystificerede kurset, så det ikke kunne opfattes som … sådan lettere gammeldags, hvilket jeg har hørt nogle antyde, at de regner det for.
Idéen er hermed videregivet som debatoplæg.
tirsdag den 22. november 2011
Kristendommen som sekulariserende religion
Hvis den italienske filosof Gianni Vattimo, som er en af Niels Grønkjærs ”helte” i bogen ”Den nye Gud”, har ret i sin påstand om, at kristendommen er sekulariserende, og at den moderne verdsliggørelse er en udløber heraf, kan der være sund fornuft i at se på dogmerne ud fra vor tids bevidsthed.
Niels Grønkjær (NG), bl.a. præst for Vartov, tager et syvmileskridt i den retning i den nævnte bog. Han får peget på, at der eksisterer en eller anden slags mulighed for gudsopfattelse hinsides fundamentalisme og ateisme, og han når i bogens slutning frem til den påstand at sandheden er processuel, og at det er alt det, som beredes os gennem et opmærksomt forhold til tingene og binder os i indbyrdes omsorg, der er vejen til gudsriget.
Han slutter med ordene, at den levende Gud til stadighed har mere at sige, fordi der altid er mere at sige.
Som kulturkristen føler jeg mig hvad netop dette angår godt hjemme og kommer til at tænke på en af mine yndlingshistorier om læreren, som en elev ikke kunne forstå blev ved med at stille de samme spørgsmål i sine eksamensopgaver, og som svarede, at det da var ganske naturligt, da svarene jo blev ved med at ændre sig.
Om end der tages store skridt ud af den dogmatiske tænkning, hvorved begrebet Gud forstås som en størrelse, der er i bestandig forandring, peger NG ikke på afgørende ændringer, hvad den menneskelige selvforståelse angår. Denne forklares nemlig gennem en teologisk og ikke en mentalitetshistorisk brille, og det synes jeg begrænser den unødigt. Især hvad angår oplevelsen af kristendommen som en måde for det enkelte menneske at skulle erkende på, at lidelsen er en livsbetingelse, og at den har sit udspring i en grundfejl i os, som symbolsk blev til i syndefaldet, der for evigt udrustede os med arvesynden.
NG begrunder denne permanente lidelse ud fra urmyten om Abraham og Isak. Det er der en stærk tradition for. I ”Frygt og bæven” gennemgår Kierkegaard således også Abrahams mulige sindstilstande, da han var på vej til Moriabjerget velvidende, at han skulle ofre sin søn, den første og eneste ægtefødte søn han fik som hundredårig i nådegave af Gud.
Selv blev jeg skræmt, da jeg som barn stiftede bekendtskab med historien, for jeg havde jo kun min egen psyke at forstå historien ud fra. Her er tale om en Gud, der først giver et menneske det, som han så inderligt ønsker sig og for længst har opgivet (fordi han er blevet så gammel og konen med), en ægtefødt arving, og han får oven i købet af Guds sendebud, englene, besked om, at han skal kalde ham Isak, som betyder ”den der ler”. Alt skulle jo sådan set fra dette øjeblik være lutter glæde. Men så beder Gud ham om at ofre ham.
Dette giver jo ikke mening.
Men den eneste grund til, at det ikke giver mening er, at man anskuer historien psykologisk. Man sætter sig, som jeg selv gjorde, da jeg var barn, i Abrahams eller Isaks sted og forsøger at gætte på, hvordan de mon kan have haft det. Fordi man selv ville have haft det aldeles rædselsfuldt, går man ud fra, at det samme skulle gælde Abraham og Isak. Men det, der gør Abraham til hellig stamfader, får vi at vide, er netop hans grænseløse tillid til, at Gud vidste bedst, og at alt nok skulle gå godt, hvis bare han gjorde, som han ville. I den kristne teologi, og også i NG’s tankeverden, befinder det meningsgivende sig i selve denne tro, forstået som dyb tillid. FAITH på engelsk.
Man skal lide! Ja. Man skal være villig til at ofre det allerkæreste man ejer. Ja. Sådan er det. Der er altså en slags mening i, at livet er en jammerdal, for det er et grundvilkår vi deler med vor stamfader Abraham.
Set ud fra en mentalitetshistorisk brille, er der en helt anden lære at uddrage.
Den mentalitet, der var fremherskende blandt mennesker inden Abrahams tid, over 2000 år f. Kr., rummede et ekstremt højt niveau af lydighed over for et væld af forskellige guder, der hver krævede sit. Naturkatastrofer m.m. blev betragtet som gudernes straf, og det gjaldt derfor om at være guderne tilfreds og gøre det, som man forestillede sig, at de ønskede. Eftersom man ikke kan forestille sig guder på et højere bevidsthedsniveau end man selv er på, forestillede man sig derfor, at de ville have ditten og datten. Ofre. Her hjemme levede vi som bekendt i en sådan forestillingsverden indtil næsten 1000 år e.Kr.
Som menneskets frontallapper langsomt udviklede sig, begyndte vi at kunne overskue større kompleksiteter, tænke mere logisk og vor evne til at udvise empati tog til. Man kan tale om en slags gradvis fornyelse i ånden; vi kalder det reanimation. Derfor tog forestillingen om én guddom, som var i alt uden undtagelse, til. Abraham er symbolsk for mennesket, der kunne tænke denne nye svimlende tanke, at én hensigt med sammenhængskraft gennemstrømmede hele skaberværket. Men gudsfrygten var stadig så stor, at det var helt og aldeles normalt at få den tanke, at en sådan guddom naturligvis for at prøve ens lydighed ville fordre det kostbareste offer. Mentalitetshistorisk betragtet er den tanke, at den monoteistiske Gud skulle fordre Isak ofret, derfor helt naturlig. Den har sit udspring i vanefrygten. Helt som børn, der i dagligdagen har oplevet og affundet sig med ydmygelse, også i voksenlivet ser ydmygelse som noget normalt og nærmest trygt. Uhyggeligt, synes vi vel … men ganske naturligt i henhold til hvordan vor hjerne fungerer.
At en engel byder Abraham ikke at skulle ofre sit barn, men en vædder i stedet, er derfor aldeles uhørt og nyt. Myten illustrerer en mentalitetshistorisk overgang fra børneofring til dyreofring og som sådan et kolossalt kvantespring i den menneskelige evne til empatiafgivelse. Vi begynder at kunne forestille os en empatisk Gud, fordi vi selv har udviklet empatiske evner. Forestillingen om, at Gud er god og kærlig, begynder, og den udvikler sig gradvist, hvilket man tydeligt ser, når man læser mosebøgerne. For hver gang Moses oplever, at Gud taler til ham, bliver han jo nemlig mindre frygtindgydende og mere kærlig.
Mentalitetshistorisk betragtet gemmer der sig også en vigtig pointe i oplysningen om, at Sara bliver gravid med Isak, efter at det er holdt op med at gå hende ”på kvinders vis”. Isak er nemlig slet ikke et biologisk barn. Hverken fysisk befrugtning eller kloning ville kunne frembringe ham. Isak er derimod en ny reanimeret mennesketype, prædisponeret til at være ”den der ler”, til at være glad og til at være uden frygt. Han er så at sige det første beskyttede menneske. Myten om Isak er derfor symbolsk for overgangen fra at leve som et truet og udsat væsen til at leve som et beskyttet væsen.
I mytens næste led har vi Jakob, som er tvilling med Esau. Forstået psykologisk, er der her tale om, at den kloge narrer den mindre kloge og bliver belønnet for det, idet Jakob jo franarrer Esau både sin førstefødselsret og faderens velsignelse. Psykologisk betragtet kan man derfor også her indvende, at Gud jo ikke er retfærdig, idet det var Esau, der var født først og som var den retmæssige arving. Der er altså noget galt. Gud kan åbenbart ikke finde ud af at te sig som et ordentligt menneske. (Og mon ikke det er derfor nogle mennesker føler antipati overfor jøder?). Men også her er noget andet på spil. For mentalitetshistorisk betragtet er der også her tale om et skift til en ny måde at være menneske på. Vi får jo fortalt, at den retmæssige arving til pagten med Gud ikke er den, der er skåret efter den materialistiske eller fysiske læst, men derimod faktisk den, der repræsenterer degenerationen af det dyriske i mennesket. Esau er jo den behårede, den der går på jagt og skyder dyr og den der tager flere koner. Esau er altså et instinktmenneske. Jakob derimod er ikke behåret, han tilbereder linser (vegetarisk tilgang) i stedet for at gå på jagt, og han venter med at tage til ægte indtil hans forældre råder ham til at tage til hjemlandet og finde sig en kone af egen æt (kan foretage behovsudsættelse). Han er mindre dyr. Han er mere kultiveret.
Set i et mentalitetshistorisk perspektiv fortæller det gamle testamentes historier om vor menneskeheds pagt med Gud således, at mennesket er i forandring, og at vilkårene for mennesket også er i forandring.
At begrunde et af kristendommens store dogmer, nemlig vor medfødte synd, ud fra vore fortolkninger af, at lidelsen også var grundvilkår i mosebøgerne, giver derfor ingen mening.
Det giver derimod mening at se kristendommen som et bestemt udviklingstrin i den menneskelige bevidsthed, med både muligheden for og tilladelsen til erkendelse. Kristendommen rummer nemlig også muligheden for tænkning. Den er ikke bare en trosreligion.
Mange vil sikkert spørge sig, hvor i alverden jeg har det fra, da præster generelt forfægter det synspunkt, at tro og videnskab ikke må sammenblandes. Det er i det mindste sådanne synspunkter der er kommet frem fra kirkelig side i den dialog vi har inviteret til og som kan læses på Det Belivendes hjemmeside. Men der findes heldigvis mere fornuftsprægede teologer. Johannes Værge refererer til en af dem i sin nyeste bog ”Det betroede menneske. Opgør med forvreden kristendom” og peger på, at der kan være god grund til at gå tilbage til nogle af de gamle kirkefædre som f.eks. Tertullian, der fremhæver den logiske sammenhæng i den kristne lære og erklærer den i overensstemmelse med den universelle fornuft.
Det er altså ikke en entydig kristen lov, at man skal skrue hovedet af, inden man går ind i kirkerummet. Det er bare teologers forvrængning af diverse evangelieudlægninger, som har ført os i den retning.
Hvad sker der så med kristendommen, hvis man kigger på den med en sekulær og mentalitetshistorisk brille? Bliver den mindre betydningsfuld? Devalueres den ?
Nej. Overhovedet ikke. Julebudskabet kommer derimod pludselig til at give endnu større mening.
Som det er nu, er der en sorg indlagt i juleglæden, fordi vi ved, at denne person, som er født som fredsfyrste og verdens frelser, får vor dødsdom eksekveret på korset ved påsketid. Historien indebærer jo et dybest set rædselsvækkende bøddel-offermønster. Dybt omsorgssvigt. Men afstår vi fra at tænke konkret ud fra vor fragmenterede viden om, hvad der står i de hellige skrifter og i stedet forholder os til alle disse kilder ud fra abstrakt tænkning, hæver dem til ideplan og ser teksterne som poetiske beskrivelser af temaer i projektet at blive menneske i kristen forstand, så sker der noget helt nyt. Så vil vi nemlig se, at der trænger sig budskaber om et fælles messiansk projekt gennem vore inspirerede kilder.
En sekulær tilgang til julebudskabet insisterer faktisk på, at vi tager det alvorligt! Får os til at se en opfordring til handling. Til at gakke hen og gøre ligeså for at komme fri af dette skrækindjagende bøddel-offer-mønster.
Insisterer på at vi siger til os selv, at vi i vor bevidsthedsmæssige udvikling er nået dertil, at vi ligesom Jesus Kristus uanset hvad nogen finder på at gøre mod os har det frie valg til at tilgive, fordi vi ved, at de ikke egentlig ved hvad de gør. Intelligensmæssigt ved de det selvfølgelig. Men ikke egentligt. Ikke intuitivt, ikke åndeligt. De kan ikke gennemskue de egentlige konsekvenser i kæden af årsag og virkning. Det kan vi heller ikke selv, og derfor kan vi også tilgive os selv alle vore fejltagelser.
Men der kommer en ny drivkraft ind, som den traditionelle kristendom mangler, nemlig viljen til at ville forandre sig selv, blive ”changed”, som vi snart traller med på i Händels Messias. Vi skal ud af elendigheden, og derfor må omsorgen for hinanden, som Jesus prædikede, i fokus. Han fortalte os, at hvad vi gør mod vore brødre, gør vi mod ham.
At han er død for vore synders skyld, at der altså nærmest er noget godt i, at han blev pint og plaget, fordi vi derved fik det evige liv, ser vi som en reminiscens af forne tiders tankegods med offermentalitet, som er flere tusinde år gammel. En sekulær forståelse indebærer en erkendelse af, at vi må hjælpe hinanden ud af hele denne offermentalitet, hvilket fordrer hidtil nye tilgange til løsning af i massevis af vore sociale problemer, som vi må til at forstå ikke i en slags tossegodhed men i næstekærlighed i kosmisk forstand, hvor vi træffer beslutninger ud fra hvad der bidrager til at skabe fred for menneskeheden som helhed. Det betyder, at alt som i sig rummer globalt ufredelige løsninger er noget vi må konfrontere os konstruktivt med.
En sekulær julebudskabsforståelse indebærer således, at vi aktivt udelukker enhver form for lydighed og gør alt, hvad vi kan, for at ethvert nyfødt barn kan få en lige så beskyttet tilværelse, som den Jesus taler om vil være tilfældet, når vi er ”changed” og offer-bøddelmentaliteten borte. Vi skal forstå og handle ud fra erkendelse af årsags- og virkningsloven i stedet for at dømme. Det betyder også, at vi skal forhindre enhver socialisering, som fremmer tænkning ved sværd, uanset hos hvem den dukker op.
Tager vi os af det, vil vi kunne finde ny mening i at synge halleluja, og der vil være en konstruktiv konfrontation i ønsket om en glædelig advent.
Lisa von Schmalensee Magnússon
Han slutter med ordene, at den levende Gud til stadighed har mere at sige, fordi der altid er mere at sige.
Som kulturkristen føler jeg mig hvad netop dette angår godt hjemme og kommer til at tænke på en af mine yndlingshistorier om læreren, som en elev ikke kunne forstå blev ved med at stille de samme spørgsmål i sine eksamensopgaver, og som svarede, at det da var ganske naturligt, da svarene jo blev ved med at ændre sig.
Om end der tages store skridt ud af den dogmatiske tænkning, hvorved begrebet Gud forstås som en størrelse, der er i bestandig forandring, peger NG ikke på afgørende ændringer, hvad den menneskelige selvforståelse angår. Denne forklares nemlig gennem en teologisk og ikke en mentalitetshistorisk brille, og det synes jeg begrænser den unødigt. Især hvad angår oplevelsen af kristendommen som en måde for det enkelte menneske at skulle erkende på, at lidelsen er en livsbetingelse, og at den har sit udspring i en grundfejl i os, som symbolsk blev til i syndefaldet, der for evigt udrustede os med arvesynden.
NG begrunder denne permanente lidelse ud fra urmyten om Abraham og Isak. Det er der en stærk tradition for. I ”Frygt og bæven” gennemgår Kierkegaard således også Abrahams mulige sindstilstande, da han var på vej til Moriabjerget velvidende, at han skulle ofre sin søn, den første og eneste ægtefødte søn han fik som hundredårig i nådegave af Gud.
Selv blev jeg skræmt, da jeg som barn stiftede bekendtskab med historien, for jeg havde jo kun min egen psyke at forstå historien ud fra. Her er tale om en Gud, der først giver et menneske det, som han så inderligt ønsker sig og for længst har opgivet (fordi han er blevet så gammel og konen med), en ægtefødt arving, og han får oven i købet af Guds sendebud, englene, besked om, at han skal kalde ham Isak, som betyder ”den der ler”. Alt skulle jo sådan set fra dette øjeblik være lutter glæde. Men så beder Gud ham om at ofre ham.
Dette giver jo ikke mening.
Men den eneste grund til, at det ikke giver mening er, at man anskuer historien psykologisk. Man sætter sig, som jeg selv gjorde, da jeg var barn, i Abrahams eller Isaks sted og forsøger at gætte på, hvordan de mon kan have haft det. Fordi man selv ville have haft det aldeles rædselsfuldt, går man ud fra, at det samme skulle gælde Abraham og Isak. Men det, der gør Abraham til hellig stamfader, får vi at vide, er netop hans grænseløse tillid til, at Gud vidste bedst, og at alt nok skulle gå godt, hvis bare han gjorde, som han ville. I den kristne teologi, og også i NG’s tankeverden, befinder det meningsgivende sig i selve denne tro, forstået som dyb tillid. FAITH på engelsk.
Man skal lide! Ja. Man skal være villig til at ofre det allerkæreste man ejer. Ja. Sådan er det. Der er altså en slags mening i, at livet er en jammerdal, for det er et grundvilkår vi deler med vor stamfader Abraham.
Set ud fra en mentalitetshistorisk brille, er der en helt anden lære at uddrage.
Den mentalitet, der var fremherskende blandt mennesker inden Abrahams tid, over 2000 år f. Kr., rummede et ekstremt højt niveau af lydighed over for et væld af forskellige guder, der hver krævede sit. Naturkatastrofer m.m. blev betragtet som gudernes straf, og det gjaldt derfor om at være guderne tilfreds og gøre det, som man forestillede sig, at de ønskede. Eftersom man ikke kan forestille sig guder på et højere bevidsthedsniveau end man selv er på, forestillede man sig derfor, at de ville have ditten og datten. Ofre. Her hjemme levede vi som bekendt i en sådan forestillingsverden indtil næsten 1000 år e.Kr.
Som menneskets frontallapper langsomt udviklede sig, begyndte vi at kunne overskue større kompleksiteter, tænke mere logisk og vor evne til at udvise empati tog til. Man kan tale om en slags gradvis fornyelse i ånden; vi kalder det reanimation. Derfor tog forestillingen om én guddom, som var i alt uden undtagelse, til. Abraham er symbolsk for mennesket, der kunne tænke denne nye svimlende tanke, at én hensigt med sammenhængskraft gennemstrømmede hele skaberværket. Men gudsfrygten var stadig så stor, at det var helt og aldeles normalt at få den tanke, at en sådan guddom naturligvis for at prøve ens lydighed ville fordre det kostbareste offer. Mentalitetshistorisk betragtet er den tanke, at den monoteistiske Gud skulle fordre Isak ofret, derfor helt naturlig. Den har sit udspring i vanefrygten. Helt som børn, der i dagligdagen har oplevet og affundet sig med ydmygelse, også i voksenlivet ser ydmygelse som noget normalt og nærmest trygt. Uhyggeligt, synes vi vel … men ganske naturligt i henhold til hvordan vor hjerne fungerer.
At en engel byder Abraham ikke at skulle ofre sit barn, men en vædder i stedet, er derfor aldeles uhørt og nyt. Myten illustrerer en mentalitetshistorisk overgang fra børneofring til dyreofring og som sådan et kolossalt kvantespring i den menneskelige evne til empatiafgivelse. Vi begynder at kunne forestille os en empatisk Gud, fordi vi selv har udviklet empatiske evner. Forestillingen om, at Gud er god og kærlig, begynder, og den udvikler sig gradvist, hvilket man tydeligt ser, når man læser mosebøgerne. For hver gang Moses oplever, at Gud taler til ham, bliver han jo nemlig mindre frygtindgydende og mere kærlig.
Mentalitetshistorisk betragtet gemmer der sig også en vigtig pointe i oplysningen om, at Sara bliver gravid med Isak, efter at det er holdt op med at gå hende ”på kvinders vis”. Isak er nemlig slet ikke et biologisk barn. Hverken fysisk befrugtning eller kloning ville kunne frembringe ham. Isak er derimod en ny reanimeret mennesketype, prædisponeret til at være ”den der ler”, til at være glad og til at være uden frygt. Han er så at sige det første beskyttede menneske. Myten om Isak er derfor symbolsk for overgangen fra at leve som et truet og udsat væsen til at leve som et beskyttet væsen.
I mytens næste led har vi Jakob, som er tvilling med Esau. Forstået psykologisk, er der her tale om, at den kloge narrer den mindre kloge og bliver belønnet for det, idet Jakob jo franarrer Esau både sin førstefødselsret og faderens velsignelse. Psykologisk betragtet kan man derfor også her indvende, at Gud jo ikke er retfærdig, idet det var Esau, der var født først og som var den retmæssige arving. Der er altså noget galt. Gud kan åbenbart ikke finde ud af at te sig som et ordentligt menneske. (Og mon ikke det er derfor nogle mennesker føler antipati overfor jøder?). Men også her er noget andet på spil. For mentalitetshistorisk betragtet er der også her tale om et skift til en ny måde at være menneske på. Vi får jo fortalt, at den retmæssige arving til pagten med Gud ikke er den, der er skåret efter den materialistiske eller fysiske læst, men derimod faktisk den, der repræsenterer degenerationen af det dyriske i mennesket. Esau er jo den behårede, den der går på jagt og skyder dyr og den der tager flere koner. Esau er altså et instinktmenneske. Jakob derimod er ikke behåret, han tilbereder linser (vegetarisk tilgang) i stedet for at gå på jagt, og han venter med at tage til ægte indtil hans forældre råder ham til at tage til hjemlandet og finde sig en kone af egen æt (kan foretage behovsudsættelse). Han er mindre dyr. Han er mere kultiveret.
Set i et mentalitetshistorisk perspektiv fortæller det gamle testamentes historier om vor menneskeheds pagt med Gud således, at mennesket er i forandring, og at vilkårene for mennesket også er i forandring.
At begrunde et af kristendommens store dogmer, nemlig vor medfødte synd, ud fra vore fortolkninger af, at lidelsen også var grundvilkår i mosebøgerne, giver derfor ingen mening.
Det giver derimod mening at se kristendommen som et bestemt udviklingstrin i den menneskelige bevidsthed, med både muligheden for og tilladelsen til erkendelse. Kristendommen rummer nemlig også muligheden for tænkning. Den er ikke bare en trosreligion.
Mange vil sikkert spørge sig, hvor i alverden jeg har det fra, da præster generelt forfægter det synspunkt, at tro og videnskab ikke må sammenblandes. Det er i det mindste sådanne synspunkter der er kommet frem fra kirkelig side i den dialog vi har inviteret til og som kan læses på Det Belivendes hjemmeside. Men der findes heldigvis mere fornuftsprægede teologer. Johannes Værge refererer til en af dem i sin nyeste bog ”Det betroede menneske. Opgør med forvreden kristendom” og peger på, at der kan være god grund til at gå tilbage til nogle af de gamle kirkefædre som f.eks. Tertullian, der fremhæver den logiske sammenhæng i den kristne lære og erklærer den i overensstemmelse med den universelle fornuft.
Det er altså ikke en entydig kristen lov, at man skal skrue hovedet af, inden man går ind i kirkerummet. Det er bare teologers forvrængning af diverse evangelieudlægninger, som har ført os i den retning.
Hvad sker der så med kristendommen, hvis man kigger på den med en sekulær og mentalitetshistorisk brille? Bliver den mindre betydningsfuld? Devalueres den ?
Nej. Overhovedet ikke. Julebudskabet kommer derimod pludselig til at give endnu større mening.
Som det er nu, er der en sorg indlagt i juleglæden, fordi vi ved, at denne person, som er født som fredsfyrste og verdens frelser, får vor dødsdom eksekveret på korset ved påsketid. Historien indebærer jo et dybest set rædselsvækkende bøddel-offermønster. Dybt omsorgssvigt. Men afstår vi fra at tænke konkret ud fra vor fragmenterede viden om, hvad der står i de hellige skrifter og i stedet forholder os til alle disse kilder ud fra abstrakt tænkning, hæver dem til ideplan og ser teksterne som poetiske beskrivelser af temaer i projektet at blive menneske i kristen forstand, så sker der noget helt nyt. Så vil vi nemlig se, at der trænger sig budskaber om et fælles messiansk projekt gennem vore inspirerede kilder.
En sekulær tilgang til julebudskabet insisterer faktisk på, at vi tager det alvorligt! Får os til at se en opfordring til handling. Til at gakke hen og gøre ligeså for at komme fri af dette skrækindjagende bøddel-offer-mønster.
Insisterer på at vi siger til os selv, at vi i vor bevidsthedsmæssige udvikling er nået dertil, at vi ligesom Jesus Kristus uanset hvad nogen finder på at gøre mod os har det frie valg til at tilgive, fordi vi ved, at de ikke egentlig ved hvad de gør. Intelligensmæssigt ved de det selvfølgelig. Men ikke egentligt. Ikke intuitivt, ikke åndeligt. De kan ikke gennemskue de egentlige konsekvenser i kæden af årsag og virkning. Det kan vi heller ikke selv, og derfor kan vi også tilgive os selv alle vore fejltagelser.
Men der kommer en ny drivkraft ind, som den traditionelle kristendom mangler, nemlig viljen til at ville forandre sig selv, blive ”changed”, som vi snart traller med på i Händels Messias. Vi skal ud af elendigheden, og derfor må omsorgen for hinanden, som Jesus prædikede, i fokus. Han fortalte os, at hvad vi gør mod vore brødre, gør vi mod ham.
At han er død for vore synders skyld, at der altså nærmest er noget godt i, at han blev pint og plaget, fordi vi derved fik det evige liv, ser vi som en reminiscens af forne tiders tankegods med offermentalitet, som er flere tusinde år gammel. En sekulær forståelse indebærer en erkendelse af, at vi må hjælpe hinanden ud af hele denne offermentalitet, hvilket fordrer hidtil nye tilgange til løsning af i massevis af vore sociale problemer, som vi må til at forstå ikke i en slags tossegodhed men i næstekærlighed i kosmisk forstand, hvor vi træffer beslutninger ud fra hvad der bidrager til at skabe fred for menneskeheden som helhed. Det betyder, at alt som i sig rummer globalt ufredelige løsninger er noget vi må konfrontere os konstruktivt med.
En sekulær julebudskabsforståelse indebærer således, at vi aktivt udelukker enhver form for lydighed og gør alt, hvad vi kan, for at ethvert nyfødt barn kan få en lige så beskyttet tilværelse, som den Jesus taler om vil være tilfældet, når vi er ”changed” og offer-bøddelmentaliteten borte. Vi skal forstå og handle ud fra erkendelse af årsags- og virkningsloven i stedet for at dømme. Det betyder også, at vi skal forhindre enhver socialisering, som fremmer tænkning ved sværd, uanset hos hvem den dukker op.
Tager vi os af det, vil vi kunne finde ny mening i at synge halleluja, og der vil være en konstruktiv konfrontation i ønsket om en glædelig advent.
Lisa von Schmalensee Magnússon
tirsdag den 8. november 2011
SLUT MED DE NEDBRYDENDE HEMMELIGE FAMILIEMØNSTRE!
Vi har netop indgået en aftale med sognepræst Michael Nissen, Egebjerg Kirke, om at stå for en søndagscafe i umiddelbar forlængelse af en gudstjeneste i marts,2012.
Det vil blive annonceret således i det næste kirkeblad:
Temacafe, hvor bedstemødre siger SLUT MED DE NEDBRYDENDE HEMMELIGE FAMILIEMØNSTRE!
Endelig er det som om, at voksne mennesker, der har levet i uhensigtsmæssige, nedbrydende og energisugende FAMILIEHEMMELIGHEDER, begynder at turde stå frem og sige fra.
Zoneterapeuten Alis Buhler er en af dem. Hun ved af egen erfaring, hvad frygten for ikke at blive troet eller forstået betyder, og hvordan den kan hæmme en og på længere sigt gøre en syg.
Denne aften tilegner hun og bevidsthedsforskeren Lisa Schmalensee kvinder, som gennem mange år har gået med familiehemmeligheder af en art, som egentlig har været ubærlige, og som man netop derfor har fortrængt eller i det mindste ignoreret. Det kan være f.eks. vold, utroskab, seksuelt misbrug eller incest, alt med efterfølgende skyld, had, skam.
Aftenen har fokus på en helt ny livsstil.
Ud fra egen erfaring siger Alis: ”Det her er en livsstil, som kræver mod. Denne her livsstil medfører store livsændringer for os, der lever med store usagte hemmeligheder. Men bevidstheden om, at vi ikke bare gør det her for os selv, men også for de næste generationer, gør, at vi ved, at der ingen vej er udenom. Vi vil jo ikke, at vores børnebørn skal fortsætte dette liv i lidelse.”
Vi har fokus på
1) Prisen vi betaler for at leve med hemmelighederne
2) Den stressende frygt
3) Dialogen med plads til alle de ubesvarede spørgsmål
4) At turde konfrontere sig og korrigere fejltagelser
5) Bedstemødres specielle ansvar
Alle som har en seriøs interesse i dette tema er velkomne. Tilmelding en forudsætning.
Vi er utroligt glade for dette samarbejde i netop Egebjerg, da man for tiden efterforsker en sag, hvor en kvinde fortæller, at hendes far har myrdet et spædbarn, som hun har født, og som han er faderen til. Et incestuøst forhold skulle have stået på gennem mange år.
Det er næsten utænkeligt, at ingen nogensinde skulle have fattet mistanke.
For os at se ville det bedste være at få et sådant arrangement afholdt snarest muligt, men da præsten lige har lavet det nyeste kirkeblad, må det vente til det næste.
Vi forsøger at få det samme arrangement gennemført andre steder på Sjælland.
Det vil blive annonceret således i det næste kirkeblad:
Temacafe, hvor bedstemødre siger SLUT MED DE NEDBRYDENDE HEMMELIGE FAMILIEMØNSTRE!
Endelig er det som om, at voksne mennesker, der har levet i uhensigtsmæssige, nedbrydende og energisugende FAMILIEHEMMELIGHEDER, begynder at turde stå frem og sige fra.
Zoneterapeuten Alis Buhler er en af dem. Hun ved af egen erfaring, hvad frygten for ikke at blive troet eller forstået betyder, og hvordan den kan hæmme en og på længere sigt gøre en syg.
Denne aften tilegner hun og bevidsthedsforskeren Lisa Schmalensee kvinder, som gennem mange år har gået med familiehemmeligheder af en art, som egentlig har været ubærlige, og som man netop derfor har fortrængt eller i det mindste ignoreret. Det kan være f.eks. vold, utroskab, seksuelt misbrug eller incest, alt med efterfølgende skyld, had, skam.
Aftenen har fokus på en helt ny livsstil.
Ud fra egen erfaring siger Alis: ”Det her er en livsstil, som kræver mod. Denne her livsstil medfører store livsændringer for os, der lever med store usagte hemmeligheder. Men bevidstheden om, at vi ikke bare gør det her for os selv, men også for de næste generationer, gør, at vi ved, at der ingen vej er udenom. Vi vil jo ikke, at vores børnebørn skal fortsætte dette liv i lidelse.”
Vi har fokus på
1) Prisen vi betaler for at leve med hemmelighederne
2) Den stressende frygt
3) Dialogen med plads til alle de ubesvarede spørgsmål
4) At turde konfrontere sig og korrigere fejltagelser
5) Bedstemødres specielle ansvar
Alle som har en seriøs interesse i dette tema er velkomne. Tilmelding en forudsætning.
Vi er utroligt glade for dette samarbejde i netop Egebjerg, da man for tiden efterforsker en sag, hvor en kvinde fortæller, at hendes far har myrdet et spædbarn, som hun har født, og som han er faderen til. Et incestuøst forhold skulle have stået på gennem mange år.
Det er næsten utænkeligt, at ingen nogensinde skulle have fattet mistanke.
For os at se ville det bedste være at få et sådant arrangement afholdt snarest muligt, men da præsten lige har lavet det nyeste kirkeblad, må det vente til det næste.
Vi forsøger at få det samme arrangement gennemført andre steder på Sjælland.
tirsdag den 1. november 2011
Spøgelsesjournalistik.
Nedenstående blev trykt som læserbrev i Nordvestnyt i torsdags:
Da der i en artikel under overskriften ”Åndelig hånd til præsterne” i denne avis den 5. okt. var en stribe usande og besynderlige oplysninger, vil jeg for god ordens skyld gerne dementere disse.
1) Det gratis samtaletilbud, som der er tale om, er ikke blevet til, fordi jeg mener, at præsterne ikke selv kan klare samtalerne. Det er noget præster ifølge artikler i Berlingske og Kristeligt Dagblad selv mener.
2) Det er ikke mig, der tilbyder at gøre præsternes arbejde. Derimod er der en gruppe samtaleterapeuter, som jeg har uddannet, der i form af frivilligt arbejde stiller sig til rådighed nogle timer om ugen med henblik på empatisk samtale med folk, der af forskellige grunde er i krise. Det er mennesker, som er trænede i at tage de svære samtaler.
3) At præsten Henning F. Hansen ikke forstår henvendelsen fra mig, kan heller ikke være sandt, idet han i forbindelse med præsentationen af projektet oplyste en fra samtalegruppen, som oven i købet er hans egen tidligere menighedsrådsformand, at han fandt projektet yderst interessant, gav udtryk for meget gerne at ville have projektbeskrivelsen tilsendt og yderligere spurgte, om de også kunne stå for samtalegrupper .
4) Så påstår samme præst, at sjælesorgssamtaler ikke kan uddelegeres. Det er ganske enkelt noget vrøvl. Der findes uddannelser indenfor den kristne kirke i diakoni. Den uddannelse, som jeg står for er en tidssvarende ikke fundamentalistisk og ikke religiøs parallel, hvilket tydeligt fremgår, hvis man læser kursusbeskrivelsen for konstruktiv og belivende kommunikation eller hvis man læser min bog Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne. Jeg finder det i øvrigt tankevækkende, at Henning F. Hansen både i anmeldelsen af min bog i 2007 og i den nævnte artikel påstår, at min tænkning ikke har noget med kristendom at gøre, og den tanke slår mig da, at han måske mest er imod projektet, fordi han er imod åben dialog hvad de kristne dogmer såsom arvesynd og skyld og frelse ved stedfortræder angår.
5) Artiklen indledes med oplysning om, at der på det sted, hvor jeg har mit Akademi for Åndsvidenskab, engang for et halvt hundrede års tid siden har boet en kvinde, som senere blev pornostjerne. Denne introduktion til vort tema har hverken noget med akademiets, min eller samtalegruppens dagsorden at gøre. Det er præstens eller journalistens dagsorden og rent åndemaneri. Så kan man jo spørge sig, om det er kristendom…
Da der i en artikel under overskriften ”Åndelig hånd til præsterne” i denne avis den 5. okt. var en stribe usande og besynderlige oplysninger, vil jeg for god ordens skyld gerne dementere disse.
1) Det gratis samtaletilbud, som der er tale om, er ikke blevet til, fordi jeg mener, at præsterne ikke selv kan klare samtalerne. Det er noget præster ifølge artikler i Berlingske og Kristeligt Dagblad selv mener.
2) Det er ikke mig, der tilbyder at gøre præsternes arbejde. Derimod er der en gruppe samtaleterapeuter, som jeg har uddannet, der i form af frivilligt arbejde stiller sig til rådighed nogle timer om ugen med henblik på empatisk samtale med folk, der af forskellige grunde er i krise. Det er mennesker, som er trænede i at tage de svære samtaler.
3) At præsten Henning F. Hansen ikke forstår henvendelsen fra mig, kan heller ikke være sandt, idet han i forbindelse med præsentationen af projektet oplyste en fra samtalegruppen, som oven i købet er hans egen tidligere menighedsrådsformand, at han fandt projektet yderst interessant, gav udtryk for meget gerne at ville have projektbeskrivelsen tilsendt og yderligere spurgte, om de også kunne stå for samtalegrupper .
4) Så påstår samme præst, at sjælesorgssamtaler ikke kan uddelegeres. Det er ganske enkelt noget vrøvl. Der findes uddannelser indenfor den kristne kirke i diakoni. Den uddannelse, som jeg står for er en tidssvarende ikke fundamentalistisk og ikke religiøs parallel, hvilket tydeligt fremgår, hvis man læser kursusbeskrivelsen for konstruktiv og belivende kommunikation eller hvis man læser min bog Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne. Jeg finder det i øvrigt tankevækkende, at Henning F. Hansen både i anmeldelsen af min bog i 2007 og i den nævnte artikel påstår, at min tænkning ikke har noget med kristendom at gøre, og den tanke slår mig da, at han måske mest er imod projektet, fordi han er imod åben dialog hvad de kristne dogmer såsom arvesynd og skyld og frelse ved stedfortræder angår.
5) Artiklen indledes med oplysning om, at der på det sted, hvor jeg har mit Akademi for Åndsvidenskab, engang for et halvt hundrede års tid siden har boet en kvinde, som senere blev pornostjerne. Denne introduktion til vort tema har hverken noget med akademiets, min eller samtalegruppens dagsorden at gøre. Det er præstens eller journalistens dagsorden og rent åndemaneri. Så kan man jo spørge sig, om det er kristendom…
Abonner på:
Opslag (Atom)