Som I har kunnet se, har vi i Det Belivende forsøgt at kommunikere med folkekirken. Vor tanke var, at vi ville kunne bidrage til, at
1) den fik et løft i retning af det kognitive, således at vi ikke skulle behøve at skrue hovedet af, når vi gik i kirke
og 2) at vi kunne blive en slags moderne udvidelse af den, således at det i højere grad kom til at dreje sig om vor måde at være menneske på end religionsdyrkelse (for dem der nu havde det sådan).
Personligt har jeg nu mistet troen på, at det vil kunne ske. Præsterne har ytret sig, især gennem tidsskriftet Den nye Dialog, hvor Christina Philipstatt er kirkens talerør, og på bloggen i Kristeligt Dagblad: lvsm.eftertanke. Det karakteristiske i denne debat er, at ingen forholder sig til forslaget og perspektiverne i det men i stedet "irettesætter" os for ikke at acceptere skylden og arvesynden som et grundvilkår.
Jeg må tilstå, at jeg ikke længere kan finde nogen motivation til at fortsætte forsøget på samarbejde. Personligt har jeg besluttet mig for at melde mig ud af kirken.
Noget, som jeg synes er virkelig tankevækkende, er, at der findes præster, som i debatten har skrevet, at vi ikke skal tro, at præsterne personligt står inde for hvad der siges under en almindelig gudstjeneste. Jeg forstår godt, at de ikke kan stå inde for det. Det er ikke det, som jeg synes er tankevækkende. Men det er tankevækkende, synes jeg, at de kan være bevidste om, at de står og siger noget, som de ikke kan stå inde for og vælge at fortsætte med at gøre det.
At bidrage til at holde liv i noget sådant er set fra mit ståsted i livet dybest set identisk med at vælge sindssygen.
Hvad gør vi så?
Tjah. Synes I ikke, at vi skal forsøge at finde samarbejdspartnere udenfor folkekirken?
Jeg ved at Humanistisk Samfund, hvor medlemmerne er ateister, forsøger at påvirke kommuner til at opføre bygninger, som kan være ramme for livsbegivenheder der fordrer en vis æstetik og højtidelighed. Jeg overvejer, om ikke vi skulle kontakte dem, for vi har, hvad bygninger og meget andet angår, måske noget at tale med dem om.
Hvad synes I?
KH
Lisa
mandag den 22. marts 2010
onsdag den 3. marts 2010
Religioner udgør kun en del af det åndelige liv
Nedenstående kronik blev fremsendt til Jyllands-Posten den 25. febr. men ikke trykt.
Der er for tiden et vældigt fokus på religioner. Kristne biskopper og præster kommer til orde som aldrig før med synspunkter, som, selvom der er visse varianter i dem, har en skæbnesvanger og insisterende fællesnævner. Den består i, at der kun er én rigtig måde at være et ordentligt menneske på, og det er som medlem af en religion.
Der er dertil hvad etniske danskere angår en centrering omkring den danske folkekirke som den eneste rigtige måde at være kristen på, og den går igen hos alle præster jeg har kendskab til fra Johannes Møllehave til biskop Elisabeth Dons Christensen.
Især står de kulturkristne for skud. Det er meget svært at finde ud af, om I folkekirkerepræsentanter overhovedet anser jer for beslægtede med os. I forholder jer nemlig hyppigt lidt sarkastisk til os, og så er det jo, at man kan blive usikker. Lad mig bare give et enkelt eksempel, som var at finde i denne avis 21/2 i 7 om en søndag:
”Jeg er dansker. Jeg er kristen. En troende kristen endda, ikke bare kulturkristen, som nogen ynder at betegne sig. Jeg beder mit fadervor, inden jeg lukker mine øjne.” (biskop Elisabeth Dons Christensen).”
Kras. Der fik vi en med grovfilen. Så kan vi lære det: Kulturkristne er nogen, som ikke beder fadervor.
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor I præster og biskopper ved det fra? Har I nogensinde spurgt os? Det tror jeg ikke I har.
Der er helt sikkert mange slags kulturkristne, og heldigvis da, men en del af os henvendte sig faktisk til hele den danske folkekirke for nogle måneder siden og inviterede til dialog angående den kendsgerning, at vi var nogle i dette land, som havde mistet vort trosgear men oplevede stor etisk inspiration fra Jesu Kristi liv. Kirkeministeren, biskopperne, præsteforeningen og menighedsrådsforeningen fik alle en invitation, som i øvrigt kan ses på www.detbelivende.dk hvor vi bl.a. redegjorde for en kosmisk/kognitiv forståelse af fadervor. Vi har da også fået et par svar, som i det væsentligste går ud på, at selve den kendsgerning, at vi anser syndsbegrebet for totalt forældet og soning ved stedfortræder (altså den påstand, at Jesus skulle være død for vore synders skyld) ligeså, indebærer, at vi ikke, i hvert fald ikke sådan uden videre, kan forvente, at kirken vil samarbejde med os. Til spørgsmålet om det så ikke er det bedste, at vi bare melder os ud af folkekirken har svaret lydt, at nej, det synes man bestemt ikke. Så der er nu en løbende dialog, hvor det hovedsagelig er Christina Philipstatt, generalsekretær i Dialogcentret, der står for kommunikationen. Jeg synes, at der er noget konstruktivt i den. Vi lytter til hinanden og får klargjort, hvad vi er enige om, og hvor vi er uenige.
Det har vist sig, at vi rent faktisk er enige om, at det er af yderste betydning, at vi mennesker påtager os et medansvar i det daglige for den verden vi lever i. Det var dejligt at få fastslået. Og selvom det kun kan læses på vor hjemmeside, vor blog og i tidsskriftet Den nye Dialog (Dialogcentrets tidsskrift nr. 19), så vil jeg opfordre alle jer præster og teologer til at tage sig af det. For det er vældig trættende igen og igen at se disse angreb på os med formuleringer som, at vi skulle være nogen der altid kun kan ”se på sin egen næsetips øjeblikkelige velbefindende”, som EDC skriver samme sted.
Biskoppen dømmer os jo uden at kende os. Det er ikke kristen praksis.
Inspirationen til artiklen, skriver du, ligger i den kendsgerning, at du har læst en rapport, hvori det fremgår, at det skulle gå fremad med integrationen i Danmark, fordi religionen ”fylder mindre og andelen af indvandrere der føler sig danske stiger”. Du påstår så, at du ved, at ”det hele”, stammer fra frygten for islam. Jeg gad dog vide, om der ikke her er tale om din egen frygt for, at noget du anser for at være værdifuldt skal miste sin karakter af absolut sandhed…
For mit eget og Det Belivendes vedkommende, kan jeg sige, at det ikke gælder os. Vi frygter ikke islam og heller ikke andre religioner. Hverken monoteistiske eller hedenske. Heller ikke X-factor eller hvad nu mennesker i vor civilisation ellers tilbeder i af fora. Idoldyrkning kan andre udøve som de vil, men vi føler os ikke hjemme i den, og ønsker ikke at støtte sådant. Jo mere lydighed der fordres, jo mere frastødt føler jeg mig … og lige nu melder selvcensuren sig på en sådan måde, at jeg ikke rigtig ved om jeg tør sige, at jeg af samme grund føler mig mest frastødt af islam. Gisp, nu gjorde jeg det.
Men jeres sarkasme overfor os er jo udtryk for samme ønske om ensartethed, som vi finder i islam, blot mere subtilt.
Vi foretrækker tillid frem for tro.
Vi har tillid til, at der er et ordnende princip, som hersker i denne verden, og at dette princip ikke er et vi selv har skabt. Det er et grundvilkår. For min skyld kan vi godt kalde det Gud.
At Jesus skulle være død for 2000 år siden for vore synders skyld er det rene volapyk for sådan en som mig. At vi er født syndige på grund af fortidige handlinger (syndefaldet), og samtidig først er til fra vi bliver født er også volapyk for os. Og når noget forekommer én totalt ulogisk, er det umuligt at have tillid til det. Med mindre man altså er meget autoritetstro.
Vi kulturkristne har nok et degenereret lydighedsgen. Til gengæld er vi søgende og vil gerne lære, hvordan vi kan gøre det gode for fremtiden. En del af os går ud fra, at vi oven i købet selv kommer til at være en del af den. Vi finder enorm inspiration i ordene ”Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør”. For deri ligger jo implicit, at vi må til at finde ud af at blive bevidste om, hvad det er vi gør. En opfordring til at finde ud af hvad det er vi gør forkert, og hvordan vi kan korrigere.
Den nyeste forskning i kognitionsneurologi har vist os, at jo større kompleksitet vi kan overskue, desto mere hensigtsmæssig bliver konsekvensen af vore beslutninger for helheden. Desto mere vi udvikler vor evne til at kunne tænke overordnet, desto mere abstrakt tænker vi naturligvis, og dermed kommer vi netop ud over vor egen ”næsetip”. Det er egentlig i denne helt abstrakte og upersonlige overordnede tænkning, at vi nærmer os en brug af hjernen, som har med inspiration at gøre, altså tænkning, som er iblandet åndeligt input --- spiritualitet, kan man også kalde det. Kirke eller ej.
Men når man har det sådan, krymper man sig lidt, når man står i kirken og skal fremsige trosbekendelsen, der jo begynder med ordene Vi forsager djævelen; for vi ser ”djævelen” som en projektion og derfor en illusion. Selv står jeg og oversætter det i mit indre til: ”Jeg vil gøre hvad jeg kan for ikke at tænke feltafhængigt og lade mig amygdalakapre af antipatier og sympatier”. Og nadverens ord ”dette er Jesu Kristi legeme og dette er Jesu Kristi blod”, bliver til ”lad den universelle sandhedsånd gennemstrømme mit sind og min krop”.
Vi er nogle som ikke er til det kultiske, magiske og rituelle, så vi føler os kejtede i sådanne sammenhænge. Vi er simpelthen mere kognitivt anlagte. Alligevel kan vi føle sammenhængskraft med alle andre mennesker af god vilje, uanset hvilken religion eller type ateisme de befinder sig i. Så spørgsmålet er, som vi ser det, om der virkelig er grund til tage afstand fra os som gudløse og ukristelige. Man kan faktisk leve et åndfuldt liv uden at være del af en religion.
Der er for tiden et vældigt fokus på religioner. Kristne biskopper og præster kommer til orde som aldrig før med synspunkter, som, selvom der er visse varianter i dem, har en skæbnesvanger og insisterende fællesnævner. Den består i, at der kun er én rigtig måde at være et ordentligt menneske på, og det er som medlem af en religion.
Der er dertil hvad etniske danskere angår en centrering omkring den danske folkekirke som den eneste rigtige måde at være kristen på, og den går igen hos alle præster jeg har kendskab til fra Johannes Møllehave til biskop Elisabeth Dons Christensen.
Især står de kulturkristne for skud. Det er meget svært at finde ud af, om I folkekirkerepræsentanter overhovedet anser jer for beslægtede med os. I forholder jer nemlig hyppigt lidt sarkastisk til os, og så er det jo, at man kan blive usikker. Lad mig bare give et enkelt eksempel, som var at finde i denne avis 21/2 i 7 om en søndag:
”Jeg er dansker. Jeg er kristen. En troende kristen endda, ikke bare kulturkristen, som nogen ynder at betegne sig. Jeg beder mit fadervor, inden jeg lukker mine øjne.” (biskop Elisabeth Dons Christensen).”
Kras. Der fik vi en med grovfilen. Så kan vi lære det: Kulturkristne er nogen, som ikke beder fadervor.
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor I præster og biskopper ved det fra? Har I nogensinde spurgt os? Det tror jeg ikke I har.
Der er helt sikkert mange slags kulturkristne, og heldigvis da, men en del af os henvendte sig faktisk til hele den danske folkekirke for nogle måneder siden og inviterede til dialog angående den kendsgerning, at vi var nogle i dette land, som havde mistet vort trosgear men oplevede stor etisk inspiration fra Jesu Kristi liv. Kirkeministeren, biskopperne, præsteforeningen og menighedsrådsforeningen fik alle en invitation, som i øvrigt kan ses på www.detbelivende.dk hvor vi bl.a. redegjorde for en kosmisk/kognitiv forståelse af fadervor. Vi har da også fået et par svar, som i det væsentligste går ud på, at selve den kendsgerning, at vi anser syndsbegrebet for totalt forældet og soning ved stedfortræder (altså den påstand, at Jesus skulle være død for vore synders skyld) ligeså, indebærer, at vi ikke, i hvert fald ikke sådan uden videre, kan forvente, at kirken vil samarbejde med os. Til spørgsmålet om det så ikke er det bedste, at vi bare melder os ud af folkekirken har svaret lydt, at nej, det synes man bestemt ikke. Så der er nu en løbende dialog, hvor det hovedsagelig er Christina Philipstatt, generalsekretær i Dialogcentret, der står for kommunikationen. Jeg synes, at der er noget konstruktivt i den. Vi lytter til hinanden og får klargjort, hvad vi er enige om, og hvor vi er uenige.
Det har vist sig, at vi rent faktisk er enige om, at det er af yderste betydning, at vi mennesker påtager os et medansvar i det daglige for den verden vi lever i. Det var dejligt at få fastslået. Og selvom det kun kan læses på vor hjemmeside, vor blog og i tidsskriftet Den nye Dialog (Dialogcentrets tidsskrift nr. 19), så vil jeg opfordre alle jer præster og teologer til at tage sig af det. For det er vældig trættende igen og igen at se disse angreb på os med formuleringer som, at vi skulle være nogen der altid kun kan ”se på sin egen næsetips øjeblikkelige velbefindende”, som EDC skriver samme sted.
Biskoppen dømmer os jo uden at kende os. Det er ikke kristen praksis.
Inspirationen til artiklen, skriver du, ligger i den kendsgerning, at du har læst en rapport, hvori det fremgår, at det skulle gå fremad med integrationen i Danmark, fordi religionen ”fylder mindre og andelen af indvandrere der føler sig danske stiger”. Du påstår så, at du ved, at ”det hele”, stammer fra frygten for islam. Jeg gad dog vide, om der ikke her er tale om din egen frygt for, at noget du anser for at være værdifuldt skal miste sin karakter af absolut sandhed…
For mit eget og Det Belivendes vedkommende, kan jeg sige, at det ikke gælder os. Vi frygter ikke islam og heller ikke andre religioner. Hverken monoteistiske eller hedenske. Heller ikke X-factor eller hvad nu mennesker i vor civilisation ellers tilbeder i af fora. Idoldyrkning kan andre udøve som de vil, men vi føler os ikke hjemme i den, og ønsker ikke at støtte sådant. Jo mere lydighed der fordres, jo mere frastødt føler jeg mig … og lige nu melder selvcensuren sig på en sådan måde, at jeg ikke rigtig ved om jeg tør sige, at jeg af samme grund føler mig mest frastødt af islam. Gisp, nu gjorde jeg det.
Men jeres sarkasme overfor os er jo udtryk for samme ønske om ensartethed, som vi finder i islam, blot mere subtilt.
Vi foretrækker tillid frem for tro.
Vi har tillid til, at der er et ordnende princip, som hersker i denne verden, og at dette princip ikke er et vi selv har skabt. Det er et grundvilkår. For min skyld kan vi godt kalde det Gud.
At Jesus skulle være død for 2000 år siden for vore synders skyld er det rene volapyk for sådan en som mig. At vi er født syndige på grund af fortidige handlinger (syndefaldet), og samtidig først er til fra vi bliver født er også volapyk for os. Og når noget forekommer én totalt ulogisk, er det umuligt at have tillid til det. Med mindre man altså er meget autoritetstro.
Vi kulturkristne har nok et degenereret lydighedsgen. Til gengæld er vi søgende og vil gerne lære, hvordan vi kan gøre det gode for fremtiden. En del af os går ud fra, at vi oven i købet selv kommer til at være en del af den. Vi finder enorm inspiration i ordene ”Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør”. For deri ligger jo implicit, at vi må til at finde ud af at blive bevidste om, hvad det er vi gør. En opfordring til at finde ud af hvad det er vi gør forkert, og hvordan vi kan korrigere.
Den nyeste forskning i kognitionsneurologi har vist os, at jo større kompleksitet vi kan overskue, desto mere hensigtsmæssig bliver konsekvensen af vore beslutninger for helheden. Desto mere vi udvikler vor evne til at kunne tænke overordnet, desto mere abstrakt tænker vi naturligvis, og dermed kommer vi netop ud over vor egen ”næsetip”. Det er egentlig i denne helt abstrakte og upersonlige overordnede tænkning, at vi nærmer os en brug af hjernen, som har med inspiration at gøre, altså tænkning, som er iblandet åndeligt input --- spiritualitet, kan man også kalde det. Kirke eller ej.
Men når man har det sådan, krymper man sig lidt, når man står i kirken og skal fremsige trosbekendelsen, der jo begynder med ordene Vi forsager djævelen; for vi ser ”djævelen” som en projektion og derfor en illusion. Selv står jeg og oversætter det i mit indre til: ”Jeg vil gøre hvad jeg kan for ikke at tænke feltafhængigt og lade mig amygdalakapre af antipatier og sympatier”. Og nadverens ord ”dette er Jesu Kristi legeme og dette er Jesu Kristi blod”, bliver til ”lad den universelle sandhedsånd gennemstrømme mit sind og min krop”.
Vi er nogle som ikke er til det kultiske, magiske og rituelle, så vi føler os kejtede i sådanne sammenhænge. Vi er simpelthen mere kognitivt anlagte. Alligevel kan vi føle sammenhængskraft med alle andre mennesker af god vilje, uanset hvilken religion eller type ateisme de befinder sig i. Så spørgsmålet er, som vi ser det, om der virkelig er grund til tage afstand fra os som gudløse og ukristelige. Man kan faktisk leve et åndfuldt liv uden at være del af en religion.
mandag den 1. marts 2010
Svar fra en glad kulturkristen
Kronikforslag til Kristeligt Dagblad 18/2, endnu ikke publiceret pr. 1/3-2010
I kronikken Dialog og debat og kritik (10/2) stiller pastor emer. John W. Hørbo spørgsmålet, om ”du muslim eller du selvglade humanist eller selvbevidste ateist eller glade kulturkristen, vil du mødes med de andre på det sted, hvor I står på lige fod i usandheden og retsløse og ikke har andet håb end syndernes forladelse over jer selv og alt det, I går og laver og kalder sandhed, men ikke er andet end fortvivlet selvhævdelse?”
Som glad kulturkristen og dermed en, der bliver stillet spørgsmålet, vil jeg gerne forsøge at give et svar. Jeg føler mig så meget desto mere forpligtet til at forsøge at give dette svar, fordi jeg hører til blandt dem, der insisterer på dialogen (den dialog, som du i samme kronik afviser det som urkomisk at opfordre til) og sågar på vegne af Det Belivende har inviteret hele den danske folkekirke (kirkeminister, biskopper, præster, menighedsråd) til at tage del i for at få drøftet, om tiden ikke er inde til at få den kognitive indfaldsvinkel ind i vor kristendomsforståelse.
Svaret fra vor side er nej tak.
Vi føler afsky ved tanken om at mødes et sted, hvor der ikke skulle være andet håb end syndernes forladelse, og hvor der i forvejen er faldet den dom over os, at lige meget hvad vi gør, så er det ”fortvivlet selvhævdelse”.
I henhold til vort ståsted i livet, er et sådant sted vederstyggeligt og har intet med kristen praksis at gøre overhovedet. Som vi ser det, er en sådan opfattelse udtryk for, at vi intet har lært af Kristi lidelseshistorie, og at han jo derfor er død forgæves på korset.
Men hvorfor ønsker vi ikke at blive tilgivet vore synder?
Fordi vi anser synd for at være en illusion. I vor forestillingsverden synder mennesker ikke. De begår derimod fejltagelser, fordi de ikke ved bedre.
Skal vi dokumentere nytestamentligt belæg for en sådan indfaldsvinkel, kan vi vist nøjes med nogle af de mest citerede ord, nemlig: ”Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør.” Jesus sagde ikke i sin lidende tilstand på korset, at vi skulle tilgive dem, selvom de var onde og syndige.
Som vi ser det, ligger der i bydeformen en vældig opfordring til os om at komme til at vide, hvad vi gør.
Tager man sig af, hvad kognitionsneurologerne har påpeget i snart et halvt hundrede år, er det et grundvilkår for vor hjernefunktion, at vi nærmest aldrig ved, hvad vi gør. Vi tror vi ved det. Men vi ved det ikke. Vi er fortidskaprede.
I teologien kalder man vor synd en grundskade, som skete i forbindelse med syndefaldet, hvor vi blev smidt ud af paradisets have, fordi vi ville kende forskel på godt og ondt.
Dette ønske er imidlertid, som vi ser det, hverken en syndig handling eller en fejltagelse men blot et paradigmeskift. Myten anser vi for at være en symbolsk måde at berette på, at vi har udviklet os fra en bevidstløs tilstand til langsom opvågnen i en dimension af ansvar og samvittighed. Som vi ser det er der således ikke tale om en begivenhed, der fik os til at falde, men derimod en som satte skred i udviklingen. Ikke desto mindre forstår vi godt at man i et mentalitetshistorisk perspektiv har fortolket det som et fald, da det jo afstedkom muligheden for kainsmærket.
En ræv mærker ikke til noget kainsmærke i panden, selvom den dræber. Der er ingen dårlig samvittighed der. Den handler rent instinktivt. Anderledes med os. Kain var mærket af sit broderdrab…
Det vi beder jer kirkefolk om at overveje er, om det I kalder ”vor jordiske virkelighed, hvor der kun gælder en sandhed: Syndernes forladelse” ikke i virkeligheden er jeres egen hjemmestrikkede dom over os alle; en dom som dybest set er i modstrid med den opfordring der ligger fra Jesus selv om netop ikke at dømme.
Hvis vi nu giver os lov til at eksperimentere med den tanke, at vi dybest set handler ilde mod nogen grundet uvidenhed, og at det derfor drejer sig om at komme til at vide, kunne vi jo til at begynde med kaste hele den jordiske virkelighed op i luften og kigge på den på ny som den daler ned for vore øjne. Kigge uden nogen som helst forudindtagethed. Foretage ren iagttagelse og efterfølgende forsøge at forstå det vi ser i et perspektiv, som dels retter sig så langt tilbage som til evolutionens begyndelse og dels fremad til dét, der er vor utopi fred på jord og i mennesker velbehag. Gør vi det, har vi tillid til, at vi i stedet for disse ufrugtbare magtkampe, som JWH ser i stort set alle sammenhænge, og som vi også ser og er enig med ham i er destruktive, vil blive inspireret til at finde løsninger.
Selve den kendsgerning at vi opererer med tanken om synd og skyld amputerer imidlertid et sådant forsøg. For er der noget i vejen med mig, hvilket der jo må være, hvis jeg som udgangspunkt er syndig, ja, så rummer jeg vel ikke evnen til at kunne skabe løsninger?
Tænker vi imidlertid på os selv som mennesker, der selvfølgelig begår fejltagelser, fordi vi nu engang ikke er fuldkomne, men til gengæld kan være sikre på at al opmærksomhed, når vi har fejlet, er på at finde løsninger, så disse fejltagelser ikke gentager sig, ja, så vil modet til at turde udvise frimodighed uden tvivl tage til og dermed også en konstruktiv opfindsomhed i retning af at løse de problemer vi har. Ikke mindst problemet med vrede og had i vor verden.
Der sker noget forløsende i det menneske, der når til bevidsthed om årsagen til dets vrede og had. At der er en årsag indebærer jo, at det ikke er én selv, der er skabt vred og hadefuld, men at følelserne opstod, fordi der skete noget ganske bestemt. Dermed er det logisk, at de selvfølgelig også kan forsvinde igen, når faren for at dette samme kan ske ikke længere eksisterer.
I den belivende måde at arbejde med kommunikation på, ser vi igen og igen at vrede og had ganske enkelt forsvinder, når man iagttager disse følelser i et perspektiv af årsag og virkning. Opererer jeg med skyld og synd som et grundvilkår, vil jeg til stadighed være i et angrebs/forsvarsmønster, idet bøddel/offer tankegangen så er den jordiske virkelighed. Så skal nogen tilstå, at de er skyldige (onde) og sige undskyld!
Opererer jeg derimod med den tanke, at ingen er skyldige (onde) men begår frygtelige fejltagelser af uvidenhed, får jeg et frugtbart fokus på, hvad jeg kan gøre for at undgå repetition af denne fejltagelse.
Vi foretrækker denne sidstnævnte platform at mødes på. Og vi vil da også gerne invitere muslimerne med på denne platform.
Jøderne befinder sig der tilsyneladende allerede. I det mindste slog den tanke mig, da jeg læste Shimon Peres tale i forbindelse med den internationale Holocaust-mindedag. Det var især ordene måtte hans rige opstå i vor levetid og i vore dage, der slog mig.
I den dialog vi indtil nu har haft med den danske folkekirke, lyder svarene, at Guds rige ikke er noget vi skal have her på jord. Det er noget der hører det hinsidige til, efter dommedag, og at vi, som gerne vil gøre hvad vi kan for at få generel fred og velstand her på jord, ifølge biskop Steen Skovsgaard er aldeles urealistiske.
Men definerer vi os selv som mennesker, der altid har været, er og altid, så længe vi overhovedet lever, vil være syndige, så er der jo intet håb tilbage om at kunne komme til at opleve egentlig lykke her på jord, og en sådan tankegang anser vi for at være aflivende. For hvad skal noget så til for?
Vi tror, at en beslutning om i vor bevidsthed at operere med uskyld i stedet for skyld er betingelse for belivende dialog, og så i øvrigt fokusere på at have som fælles projekt at korrigere fejltagelser.
I kronikken Dialog og debat og kritik (10/2) stiller pastor emer. John W. Hørbo spørgsmålet, om ”du muslim eller du selvglade humanist eller selvbevidste ateist eller glade kulturkristen, vil du mødes med de andre på det sted, hvor I står på lige fod i usandheden og retsløse og ikke har andet håb end syndernes forladelse over jer selv og alt det, I går og laver og kalder sandhed, men ikke er andet end fortvivlet selvhævdelse?”
Som glad kulturkristen og dermed en, der bliver stillet spørgsmålet, vil jeg gerne forsøge at give et svar. Jeg føler mig så meget desto mere forpligtet til at forsøge at give dette svar, fordi jeg hører til blandt dem, der insisterer på dialogen (den dialog, som du i samme kronik afviser det som urkomisk at opfordre til) og sågar på vegne af Det Belivende har inviteret hele den danske folkekirke (kirkeminister, biskopper, præster, menighedsråd) til at tage del i for at få drøftet, om tiden ikke er inde til at få den kognitive indfaldsvinkel ind i vor kristendomsforståelse.
Svaret fra vor side er nej tak.
Vi føler afsky ved tanken om at mødes et sted, hvor der ikke skulle være andet håb end syndernes forladelse, og hvor der i forvejen er faldet den dom over os, at lige meget hvad vi gør, så er det ”fortvivlet selvhævdelse”.
I henhold til vort ståsted i livet, er et sådant sted vederstyggeligt og har intet med kristen praksis at gøre overhovedet. Som vi ser det, er en sådan opfattelse udtryk for, at vi intet har lært af Kristi lidelseshistorie, og at han jo derfor er død forgæves på korset.
Men hvorfor ønsker vi ikke at blive tilgivet vore synder?
Fordi vi anser synd for at være en illusion. I vor forestillingsverden synder mennesker ikke. De begår derimod fejltagelser, fordi de ikke ved bedre.
Skal vi dokumentere nytestamentligt belæg for en sådan indfaldsvinkel, kan vi vist nøjes med nogle af de mest citerede ord, nemlig: ”Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør.” Jesus sagde ikke i sin lidende tilstand på korset, at vi skulle tilgive dem, selvom de var onde og syndige.
Som vi ser det, ligger der i bydeformen en vældig opfordring til os om at komme til at vide, hvad vi gør.
Tager man sig af, hvad kognitionsneurologerne har påpeget i snart et halvt hundrede år, er det et grundvilkår for vor hjernefunktion, at vi nærmest aldrig ved, hvad vi gør. Vi tror vi ved det. Men vi ved det ikke. Vi er fortidskaprede.
I teologien kalder man vor synd en grundskade, som skete i forbindelse med syndefaldet, hvor vi blev smidt ud af paradisets have, fordi vi ville kende forskel på godt og ondt.
Dette ønske er imidlertid, som vi ser det, hverken en syndig handling eller en fejltagelse men blot et paradigmeskift. Myten anser vi for at være en symbolsk måde at berette på, at vi har udviklet os fra en bevidstløs tilstand til langsom opvågnen i en dimension af ansvar og samvittighed. Som vi ser det er der således ikke tale om en begivenhed, der fik os til at falde, men derimod en som satte skred i udviklingen. Ikke desto mindre forstår vi godt at man i et mentalitetshistorisk perspektiv har fortolket det som et fald, da det jo afstedkom muligheden for kainsmærket.
En ræv mærker ikke til noget kainsmærke i panden, selvom den dræber. Der er ingen dårlig samvittighed der. Den handler rent instinktivt. Anderledes med os. Kain var mærket af sit broderdrab…
Det vi beder jer kirkefolk om at overveje er, om det I kalder ”vor jordiske virkelighed, hvor der kun gælder en sandhed: Syndernes forladelse” ikke i virkeligheden er jeres egen hjemmestrikkede dom over os alle; en dom som dybest set er i modstrid med den opfordring der ligger fra Jesus selv om netop ikke at dømme.
Hvis vi nu giver os lov til at eksperimentere med den tanke, at vi dybest set handler ilde mod nogen grundet uvidenhed, og at det derfor drejer sig om at komme til at vide, kunne vi jo til at begynde med kaste hele den jordiske virkelighed op i luften og kigge på den på ny som den daler ned for vore øjne. Kigge uden nogen som helst forudindtagethed. Foretage ren iagttagelse og efterfølgende forsøge at forstå det vi ser i et perspektiv, som dels retter sig så langt tilbage som til evolutionens begyndelse og dels fremad til dét, der er vor utopi fred på jord og i mennesker velbehag. Gør vi det, har vi tillid til, at vi i stedet for disse ufrugtbare magtkampe, som JWH ser i stort set alle sammenhænge, og som vi også ser og er enig med ham i er destruktive, vil blive inspireret til at finde løsninger.
Selve den kendsgerning at vi opererer med tanken om synd og skyld amputerer imidlertid et sådant forsøg. For er der noget i vejen med mig, hvilket der jo må være, hvis jeg som udgangspunkt er syndig, ja, så rummer jeg vel ikke evnen til at kunne skabe løsninger?
Tænker vi imidlertid på os selv som mennesker, der selvfølgelig begår fejltagelser, fordi vi nu engang ikke er fuldkomne, men til gengæld kan være sikre på at al opmærksomhed, når vi har fejlet, er på at finde løsninger, så disse fejltagelser ikke gentager sig, ja, så vil modet til at turde udvise frimodighed uden tvivl tage til og dermed også en konstruktiv opfindsomhed i retning af at løse de problemer vi har. Ikke mindst problemet med vrede og had i vor verden.
Der sker noget forløsende i det menneske, der når til bevidsthed om årsagen til dets vrede og had. At der er en årsag indebærer jo, at det ikke er én selv, der er skabt vred og hadefuld, men at følelserne opstod, fordi der skete noget ganske bestemt. Dermed er det logisk, at de selvfølgelig også kan forsvinde igen, når faren for at dette samme kan ske ikke længere eksisterer.
I den belivende måde at arbejde med kommunikation på, ser vi igen og igen at vrede og had ganske enkelt forsvinder, når man iagttager disse følelser i et perspektiv af årsag og virkning. Opererer jeg med skyld og synd som et grundvilkår, vil jeg til stadighed være i et angrebs/forsvarsmønster, idet bøddel/offer tankegangen så er den jordiske virkelighed. Så skal nogen tilstå, at de er skyldige (onde) og sige undskyld!
Opererer jeg derimod med den tanke, at ingen er skyldige (onde) men begår frygtelige fejltagelser af uvidenhed, får jeg et frugtbart fokus på, hvad jeg kan gøre for at undgå repetition af denne fejltagelse.
Vi foretrækker denne sidstnævnte platform at mødes på. Og vi vil da også gerne invitere muslimerne med på denne platform.
Jøderne befinder sig der tilsyneladende allerede. I det mindste slog den tanke mig, da jeg læste Shimon Peres tale i forbindelse med den internationale Holocaust-mindedag. Det var især ordene måtte hans rige opstå i vor levetid og i vore dage, der slog mig.
I den dialog vi indtil nu har haft med den danske folkekirke, lyder svarene, at Guds rige ikke er noget vi skal have her på jord. Det er noget der hører det hinsidige til, efter dommedag, og at vi, som gerne vil gøre hvad vi kan for at få generel fred og velstand her på jord, ifølge biskop Steen Skovsgaard er aldeles urealistiske.
Men definerer vi os selv som mennesker, der altid har været, er og altid, så længe vi overhovedet lever, vil være syndige, så er der jo intet håb tilbage om at kunne komme til at opleve egentlig lykke her på jord, og en sådan tankegang anser vi for at være aflivende. For hvad skal noget så til for?
Vi tror, at en beslutning om i vor bevidsthed at operere med uskyld i stedet for skyld er betingelse for belivende dialog, og så i øvrigt fokusere på at have som fælles projekt at korrigere fejltagelser.
Abonner på:
Opslag (Atom)