Når syndefælden klapper.
Hvad betyder det for et menneske at være eller føle sig syndig og i så fald skyldig?
Hvad med arvesynden, hvis den ifølge den danske Folkekirke skal tages alvorligt, hvor vi fødes som syndige, altså noget vi er og altid vil være, et grundvilkår? Hvilke fastlåste vilkår at fødes under for et menneske der øver sig evt. sammen med andre i at være til gavn og glæde for fællesskabet og dermed også sig selv.
At føle sig skyldig er en ubærlig byrde at bringe med sig igennem livet,hvilket er gammel viden som, f. eks. myten om Atlas og Hercules, men også fortællingen om syndebukken synes at vise. Selv om vore biografier er forskellige, er der en følelse der ofte opstår, nemlig angsten for ikke at være ”god nok”, der, hvis den etableres tidlig i barndommen, er i stand til at vokse sig så stor og uoverskuelig, at den i perioder kan overtage styringen af et menneskes liv. Her kan man så føle sig fanget i en syndefælde, hvor tanken om egen skyld ofte følger i kølvandet, ikke mindst når det drejer sig om noget, man gentagne gange har hørt fra voksenverdenen,”og så passer det jo nok”....
Skyldsfølelsen anser jeg for at have hindret mange sjæle i at vokse. Jeg ser den som en form for sjælelig væksthæmmer, men også hæmmende for en udvikling af et næstekærligt samfund. For et barn er det at være elsket, præcis som det er, essentielt, men ikke opfyldt, hvis evner og udvikling ikke harmonerer med de krav og forventninger de omkringværende voksne stiller. Hos børn der opvokser i hjem med alkohol,stoffer, forskellige former for overgreb samt voldelig kommunikation og indoktrinering, vil følelser som angst og skyld ofte være at finde. At kunne nære tillid igennem livet er noget fundamentalt for store og små, hvilket er i modstrid med fastholdelse af arvesynden. Hvordan kan der opstå tillid til en fader, der har skabt sine børn som syndige og hvorledes er det muligt at tilføre det syndige, hvis skaberen er almægtig, alvidende og alkærlig? At vi ikke er fejlfrie er en ganske anden sag, men at erkende sine fejl og rette dem så de ikke gentages, mener jeg alle har et ønske om, hvortil der ofte kan være brug for andres hjælp. I Kristeligt Dagblad fra den 19 .01 .2010 var der et citat af Nietzsche.” Den kristne forudsætning om,at verden er frastødende og ussel, har gjort verden frastødende og ussel.” Dette er hans udlægning, men det interessante i denne forbindelse er, at det af videnskaben er bevist gennem bevidsthedsforskning af kognitionsneurologerne gennem de sidste 30-40 år at forskellige tanker og følelser har deres egne elektromagnetiske energifunktioner i hjernen , og at disse vokser i styrke hver gang de bruges,på samme måde som en fysisk krop påvirkes ved brug. Skulle vi ikke ud fra denne viden prøve at se vores klode som mulighedernes verden og ikke som statisk, og f. eks. tage udgangspunkt i Kristus ord på korset om tilgivelse og forståelse. Videnskaben har vist os, at det vi bruger styrkes, så hvad med at have næstekærlighed og altruisme som overordnede mål, det er muligt at der er nogle sten på vejen der skal fjernes, men lad os starte med focus på bevidstheden om tankens kraft som en forudsætning for paradis på jord, og ikke stivne i forudfattede meninger.
torsdag den 28. januar 2010
onsdag den 27. januar 2010
Dialog med Dialogcentret. 5. Skyldserkendelse versus indsigt og ansvar.
Skyldserkendelse versus indsigt og ansvar.
Christina Philipstatt fra Dialogcentret:
I Skriver: Denne intuitive formåen lader sig udvikle, men bevisligt aldrig i lydighed. Det er en tankemæssig frontallapfrimodighed i en absolut universel tillid, der er forudsætningen for at kunne forstå substansen i den mere primitive krybdyrhjerne og dermed for at se det upålidelige indre (djævlen?) i et rent og klart lys, hvorved det ikke længere er djævelsk og ondt, men bare total instinktiv og i de fleste henseender forældet overlevelsesstrategi. Man kan sige, at vi anser det for at være uhyre frugtbart, hvis mennesket på denne måde kan gennemskue det tilsyneladende dæmoniske.
Svar: Der er ingen tvivl om at rigtig mange reaktioner fra mennesket stammer fra krybdyrhjernen, der netop beskæftiger sig med overlevelse og derfor er at finde i det instinktive. Og det kan vi arbejde rigtig meget med og nok uden tvivl også ændre på, jo længere vi kommer i forskningen. Vi har ofte svært ved at skelne vores reaktioner, og når vi arbejder med dem og opdager hvor mange af dem, der rent faktisk stammer fra den instinktive forsvars hjerne, kan mange af de negative reaktioner undgås! Et meget interessant eksempel på hvordan krybdyrhjernen virker er f.eks. hos børn med opmærksomhedsforstyrrelser(efter foredrag af psykolog John Zeuthen og observation af eget barn). Disse børn som har en lav frustrations og traumetærskel, reagerer i langt tydeligere grad end almindeligt tilpassede mennesker med deres krybdyrhjerne, når de bliver frustrerede. Disse børn reagerer aggressivt, hvilket kan virke både ondskabsfuldt og ”næsten dæmonisk” på udenforstående. Men det er det ikke, det er forsvarsmekanismer, der træder i kraft.
Og indenfor denne kategori ligger vel (til dels) både jalousi med vold og drab til følge, drab ved stærke uoverensstemmelser, drab ved selvforsvar og følelsen af at være truet, selvhævdelse på grund af dårligt selvværd og meget andet.
Men når det så er sagt, så er der rigtig mange af menneskets handlinger, der ligger et ganske andet sted end i krybdyrhjernen og det er når vi med forsæt beslutter os for nedrige ting, såsom frydefuld bagtalelse af andre, mord for penge, magt over og undertrykkelse af andre, økonomisk udbytning, begær efter materielle ting, popularitet på bekostning af andre, misundelse og meget andet. Ikke fordi disse ting er noget vi ikke kan arbejde med, men det vil folkekirken sige kræver en skyldserkendelse, hvor mennesket når det har forsonet sig med disse dårlige sider og erkendt sig skyldig i besiddelsen af dem, rent faktisk også er i stand til at ændre på dette. Men hvis skyldserkendelsen ikke er til stede, fordi der ikke er en skaber at stå til ansvar overfor længere, vil der altid være mulighed for at argumentere positivt for nogle af de ovenstående egenskaber og så vil vi som mennesker aldrig opnå konsensus omkring en ændring af sådanne former for adfærd.
Lisa v. S. Magnússon fra Det Belivende:
Jeg vil gerne med det samme slå fast, at vi i Det Belivende absolut ikke har en sådan holdning, at vi på nogen som helst måde vil argumentere positivt for nogle af de ting du nævner. Tværtimod. Hvad det angår, er vi aldeles enige. Der er intet positivt overhovedet i sådan adfærd. Den er ganske enkelt samfundsnedbrydende og aldeles uværdig for mennesker, sådan som vi definerer mennesker. Personligt anser jeg det for et kosmisk fald, forstået som mentalt evolutionært tilbageskridt, for menneskeheden, hvis vi argumenterer positivt for destruktive gerninger.
I løbet af de mange år, snart fyrre, jeg har arbejdet med mennesker i forbindelse med såvel undervisning som mere terapeutiske sammenhænge, er det imidlertid gået op for mig, at ingen mennesker er skyldige. Det er gået op for mig, som jeg beskrev i svar 3 og 4, at mennesker, når de får indsigt i, hvordan deres tilsyneladende egne negative vanemønstre slet ikke er deres egne, men ubevidste spejlinger, så rent faktisk har meget lettere ved at blive forløst fra mønstrenes magt. Adskiller man med andre ord væren og gøren, forløses man for alvor fra mønstrene.
Når du taler om, at nogle med fortsæt kan gøre nedrige ting, forstår jeg godt, at det kan se ud, som om nogen har gjort det i fuld bevidsthed. For de kan måske selv fortælle, hvordan de har planlagt det i mindste detalje. Alle disse økonomisk grådige personer, som har spekuleret og forårsaget elendighed på mange niveauer gennem bankverdenen, har også tilsyneladende vidst, hvad de har gjort, inden finanskrisen brød ud på det for alle synlige plan.
Men vor påstand er, at også de har været kaprede. Vor pointe er, at et menneske dybest set kan leve et helt liv uden nogensinde at være bevidst om, hvem det egentlig er. Alligevel kan det gøre stor succes karrieremæssigt og af samfundet vurderes som værende meget intelligent. Det har at gøre med, hvad man indenfor kognitionsneurologien kalder feltafhængig tænkning. Jeg redegør nøje for det i min bog Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontllapperne.
Også islamistiske terrorister anser vi for at være kaprede.
Det betyder ikke, at vi på nogen som helst måde argumenterer positivt for terroren, hverken den økonomiske eller den mindre subtile.
Vi anser dybest set problemet for at have med lydighed at gøre.
Hvordan?
Tjah. Hvis vi nu for en stund tænker den tanke, at mænd og kvinder har i massevis af delpersonligheder, og at der blandt disse delpersonligheder også er nogle, som er reminiscenser fra oplevelser, hvor der faldt brænde ned (at forstå som det rene ragnarok), når man ikke var lydig, så vil man være i fare for at kunne blive kapret af en energi, som er bange for noget, som er stærkere end én selv. Det vil med andre ord sige, at én af ens delpersonligheder(f.eks. den der har behov for respekt, som dybest set er en sund og naturlig delpersonlighed) kan blive kapret af en anden af ens delpersonligheder (den der er lydig i henhold til paradigmet ”klæder skaber folk”, altså at det er den materielle rigdom, der er afgørende). Har man en stærk delpersonlighed, som er bange for hvad der kan ske, hvis man ikke er lydig (er som det i ens tankeverden gældende paradigme foreskriver), er der stor sandsynlighed for, at man ofte kapres af den. F.eks. bedrager som Stein Bagger, der, betragtet i dette perspektiv, har været kapret af en delpersonlighed, som var bange for ingen værdi at have, hvis ikke han havde materiel magt.
Betragtet i menneskehedens mentalitetshistoriske perspektiv, vil vi rent arketypisk have en sådan kollektiv reminiscens fra tiden, hvor vi var hedninge, og altså dyrkede flere guder, som netop var karakteristiske ved at straffe os, hvis vi ikke gjorde det, de ville, at vi skulle gøre. Men også i begyndelsen af den monoteistiske periode, var der en frygt for Gud. Hos nogle mennesker, er der stadig en frygt for Gud, selvom vi både i mosebøgerne og ikke mindst i forbindelse med det nye testamente får at vide, at Gud er kærlighed og tilgivende. Vi kan altså se, at vi undertiden, selv som kristne, med et grundfacit som er, at Gud er kærlighed, kan opleve at blive kapret af den arketypiske delpersonlighed som frygter Gud, om end det jo er aldeles vanvittig en tanke, at man skulle frygte kærligheden. For i kærligheden er der jo netop intet at frygte. Hele menneskeheden har således denne virkelighed at forholde sig til, at en del af den er kapret af fortidsfrygt.
Og hvad det enkelte menneske angår, vil faren for at blive kapret af den lydige være stærkere, jo mere straf, der har været i barndommen. Og her er det vigtigt at huske, at straf er straf, også når den udøves på de meget subtile psykologiske planer.
I denne sammenhæng er det vigtigt at notere sig, at man, når man er kapret af en sådan delpersonlighed, kan opleve det som om at det er ”mig”, selvom der reelt er tale om spejling, et bestemt handlemønster, der ligger som et elektromagnetisk felt og koder ens adfærd. Hvis man tror, at man selv er denne delpersonlighed, svarer det til, at man erkender, at man er skyldig, men man vil så skulle leve hele sit liv velvidende at man er f.eks. morder eller terrorist.
Hvis man imidlertid ikke længere er i stand til at begå den pågældende udåd, er det jo meningsløst at sige og yderligere forkert. Det svarer til afvænningsmetoden, som man bruger i AA, hvor folk, der har haft et stort og destruktivt alkoholproblem, og som er kommet ud af det, i al fremtid skal præsentere sig som: ”Goddag, mit navn er XX, og jeg er alkoholiker.”
I AA siger man, en gang alkoholiker altid alkoholiker, altså: Én gang trang til ”det dårlige”, altid trang til ”det dårlige”.
I Det Belivende benytter vi os af koncepter også i forbindelse med afvænning, hvor man som udgangspunkt er, som Gud har skabt en, nemlig som det væsen, der forfærdelig gerne vil være lykkelig (hvilket er et grundvilkår for alle mennesker)og gør alt, som er en muligt, for at korrigere fejltagelser i en sådan målestok, at man kan blive det.
Jeg vil også gerne bruge eksemplet en vegetar. En vegetar præsenterer sig ikke ved at sige: ”Goddag, jeg er rovdyr, men spiser i øvrigt ikke kød og fisk”.
Et rovdyr er defineret som et væsen, der lever af at spise andre dyr. Altså er påstanden noget vrøvl.
Sætningen er udtryk for, at den, der siger sådan, er kapret af en lydig delpersonlighed, som tror, han er, hvad andre påstår, han er.
For os drejer det sig om, hvad vi inderst inde er.
Vi mener, at vi inderst inde er som skaberen har skabt os, ren uskyld, men at vort redskab, vor fysiske krop og vor tilhørende psyke, er præget af, hvad det har været udsat for, hvad det er kommet til at spejle, og hvordan det er blevet brugt og gennem delpersonlighederne har brugt sig selv.
Selve reanimationstanken rummer den mulighed, at vi ved hjælp af inspiration (åndelig fornyelse) kan ændre vort redskab, vort vehikel (transportmiddel), som man siger i teosofien, til i højere grad at samarbejde med kosmos (med ordensprincippet i verden, eller for at bruge kristen terminologi Guds vilje), som vi er en del af.
Derfor er her ikke tale om ansvarsforflygtigelse på nogen måde. Her er tværtimod tale om at bruge indsigten til i højere grad at kunne opføre sig ansvarligt.
Christina Philipstatt fra Dialogcentret:
I Skriver: Denne intuitive formåen lader sig udvikle, men bevisligt aldrig i lydighed. Det er en tankemæssig frontallapfrimodighed i en absolut universel tillid, der er forudsætningen for at kunne forstå substansen i den mere primitive krybdyrhjerne og dermed for at se det upålidelige indre (djævlen?) i et rent og klart lys, hvorved det ikke længere er djævelsk og ondt, men bare total instinktiv og i de fleste henseender forældet overlevelsesstrategi. Man kan sige, at vi anser det for at være uhyre frugtbart, hvis mennesket på denne måde kan gennemskue det tilsyneladende dæmoniske.
Svar: Der er ingen tvivl om at rigtig mange reaktioner fra mennesket stammer fra krybdyrhjernen, der netop beskæftiger sig med overlevelse og derfor er at finde i det instinktive. Og det kan vi arbejde rigtig meget med og nok uden tvivl også ændre på, jo længere vi kommer i forskningen. Vi har ofte svært ved at skelne vores reaktioner, og når vi arbejder med dem og opdager hvor mange af dem, der rent faktisk stammer fra den instinktive forsvars hjerne, kan mange af de negative reaktioner undgås! Et meget interessant eksempel på hvordan krybdyrhjernen virker er f.eks. hos børn med opmærksomhedsforstyrrelser(efter foredrag af psykolog John Zeuthen og observation af eget barn). Disse børn som har en lav frustrations og traumetærskel, reagerer i langt tydeligere grad end almindeligt tilpassede mennesker med deres krybdyrhjerne, når de bliver frustrerede. Disse børn reagerer aggressivt, hvilket kan virke både ondskabsfuldt og ”næsten dæmonisk” på udenforstående. Men det er det ikke, det er forsvarsmekanismer, der træder i kraft.
Og indenfor denne kategori ligger vel (til dels) både jalousi med vold og drab til følge, drab ved stærke uoverensstemmelser, drab ved selvforsvar og følelsen af at være truet, selvhævdelse på grund af dårligt selvværd og meget andet.
Men når det så er sagt, så er der rigtig mange af menneskets handlinger, der ligger et ganske andet sted end i krybdyrhjernen og det er når vi med forsæt beslutter os for nedrige ting, såsom frydefuld bagtalelse af andre, mord for penge, magt over og undertrykkelse af andre, økonomisk udbytning, begær efter materielle ting, popularitet på bekostning af andre, misundelse og meget andet. Ikke fordi disse ting er noget vi ikke kan arbejde med, men det vil folkekirken sige kræver en skyldserkendelse, hvor mennesket når det har forsonet sig med disse dårlige sider og erkendt sig skyldig i besiddelsen af dem, rent faktisk også er i stand til at ændre på dette. Men hvis skyldserkendelsen ikke er til stede, fordi der ikke er en skaber at stå til ansvar overfor længere, vil der altid være mulighed for at argumentere positivt for nogle af de ovenstående egenskaber og så vil vi som mennesker aldrig opnå konsensus omkring en ændring af sådanne former for adfærd.
Lisa v. S. Magnússon fra Det Belivende:
Jeg vil gerne med det samme slå fast, at vi i Det Belivende absolut ikke har en sådan holdning, at vi på nogen som helst måde vil argumentere positivt for nogle af de ting du nævner. Tværtimod. Hvad det angår, er vi aldeles enige. Der er intet positivt overhovedet i sådan adfærd. Den er ganske enkelt samfundsnedbrydende og aldeles uværdig for mennesker, sådan som vi definerer mennesker. Personligt anser jeg det for et kosmisk fald, forstået som mentalt evolutionært tilbageskridt, for menneskeheden, hvis vi argumenterer positivt for destruktive gerninger.
I løbet af de mange år, snart fyrre, jeg har arbejdet med mennesker i forbindelse med såvel undervisning som mere terapeutiske sammenhænge, er det imidlertid gået op for mig, at ingen mennesker er skyldige. Det er gået op for mig, som jeg beskrev i svar 3 og 4, at mennesker, når de får indsigt i, hvordan deres tilsyneladende egne negative vanemønstre slet ikke er deres egne, men ubevidste spejlinger, så rent faktisk har meget lettere ved at blive forløst fra mønstrenes magt. Adskiller man med andre ord væren og gøren, forløses man for alvor fra mønstrene.
Når du taler om, at nogle med fortsæt kan gøre nedrige ting, forstår jeg godt, at det kan se ud, som om nogen har gjort det i fuld bevidsthed. For de kan måske selv fortælle, hvordan de har planlagt det i mindste detalje. Alle disse økonomisk grådige personer, som har spekuleret og forårsaget elendighed på mange niveauer gennem bankverdenen, har også tilsyneladende vidst, hvad de har gjort, inden finanskrisen brød ud på det for alle synlige plan.
Men vor påstand er, at også de har været kaprede. Vor pointe er, at et menneske dybest set kan leve et helt liv uden nogensinde at være bevidst om, hvem det egentlig er. Alligevel kan det gøre stor succes karrieremæssigt og af samfundet vurderes som værende meget intelligent. Det har at gøre med, hvad man indenfor kognitionsneurologien kalder feltafhængig tænkning. Jeg redegør nøje for det i min bog Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontllapperne.
Også islamistiske terrorister anser vi for at være kaprede.
Det betyder ikke, at vi på nogen som helst måde argumenterer positivt for terroren, hverken den økonomiske eller den mindre subtile.
Vi anser dybest set problemet for at have med lydighed at gøre.
Hvordan?
Tjah. Hvis vi nu for en stund tænker den tanke, at mænd og kvinder har i massevis af delpersonligheder, og at der blandt disse delpersonligheder også er nogle, som er reminiscenser fra oplevelser, hvor der faldt brænde ned (at forstå som det rene ragnarok), når man ikke var lydig, så vil man være i fare for at kunne blive kapret af en energi, som er bange for noget, som er stærkere end én selv. Det vil med andre ord sige, at én af ens delpersonligheder(f.eks. den der har behov for respekt, som dybest set er en sund og naturlig delpersonlighed) kan blive kapret af en anden af ens delpersonligheder (den der er lydig i henhold til paradigmet ”klæder skaber folk”, altså at det er den materielle rigdom, der er afgørende). Har man en stærk delpersonlighed, som er bange for hvad der kan ske, hvis man ikke er lydig (er som det i ens tankeverden gældende paradigme foreskriver), er der stor sandsynlighed for, at man ofte kapres af den. F.eks. bedrager som Stein Bagger, der, betragtet i dette perspektiv, har været kapret af en delpersonlighed, som var bange for ingen værdi at have, hvis ikke han havde materiel magt.
Betragtet i menneskehedens mentalitetshistoriske perspektiv, vil vi rent arketypisk have en sådan kollektiv reminiscens fra tiden, hvor vi var hedninge, og altså dyrkede flere guder, som netop var karakteristiske ved at straffe os, hvis vi ikke gjorde det, de ville, at vi skulle gøre. Men også i begyndelsen af den monoteistiske periode, var der en frygt for Gud. Hos nogle mennesker, er der stadig en frygt for Gud, selvom vi både i mosebøgerne og ikke mindst i forbindelse med det nye testamente får at vide, at Gud er kærlighed og tilgivende. Vi kan altså se, at vi undertiden, selv som kristne, med et grundfacit som er, at Gud er kærlighed, kan opleve at blive kapret af den arketypiske delpersonlighed som frygter Gud, om end det jo er aldeles vanvittig en tanke, at man skulle frygte kærligheden. For i kærligheden er der jo netop intet at frygte. Hele menneskeheden har således denne virkelighed at forholde sig til, at en del af den er kapret af fortidsfrygt.
Og hvad det enkelte menneske angår, vil faren for at blive kapret af den lydige være stærkere, jo mere straf, der har været i barndommen. Og her er det vigtigt at huske, at straf er straf, også når den udøves på de meget subtile psykologiske planer.
I denne sammenhæng er det vigtigt at notere sig, at man, når man er kapret af en sådan delpersonlighed, kan opleve det som om at det er ”mig”, selvom der reelt er tale om spejling, et bestemt handlemønster, der ligger som et elektromagnetisk felt og koder ens adfærd. Hvis man tror, at man selv er denne delpersonlighed, svarer det til, at man erkender, at man er skyldig, men man vil så skulle leve hele sit liv velvidende at man er f.eks. morder eller terrorist.
Hvis man imidlertid ikke længere er i stand til at begå den pågældende udåd, er det jo meningsløst at sige og yderligere forkert. Det svarer til afvænningsmetoden, som man bruger i AA, hvor folk, der har haft et stort og destruktivt alkoholproblem, og som er kommet ud af det, i al fremtid skal præsentere sig som: ”Goddag, mit navn er XX, og jeg er alkoholiker.”
I AA siger man, en gang alkoholiker altid alkoholiker, altså: Én gang trang til ”det dårlige”, altid trang til ”det dårlige”.
I Det Belivende benytter vi os af koncepter også i forbindelse med afvænning, hvor man som udgangspunkt er, som Gud har skabt en, nemlig som det væsen, der forfærdelig gerne vil være lykkelig (hvilket er et grundvilkår for alle mennesker)og gør alt, som er en muligt, for at korrigere fejltagelser i en sådan målestok, at man kan blive det.
Jeg vil også gerne bruge eksemplet en vegetar. En vegetar præsenterer sig ikke ved at sige: ”Goddag, jeg er rovdyr, men spiser i øvrigt ikke kød og fisk”.
Et rovdyr er defineret som et væsen, der lever af at spise andre dyr. Altså er påstanden noget vrøvl.
Sætningen er udtryk for, at den, der siger sådan, er kapret af en lydig delpersonlighed, som tror, han er, hvad andre påstår, han er.
For os drejer det sig om, hvad vi inderst inde er.
Vi mener, at vi inderst inde er som skaberen har skabt os, ren uskyld, men at vort redskab, vor fysiske krop og vor tilhørende psyke, er præget af, hvad det har været udsat for, hvad det er kommet til at spejle, og hvordan det er blevet brugt og gennem delpersonlighederne har brugt sig selv.
Selve reanimationstanken rummer den mulighed, at vi ved hjælp af inspiration (åndelig fornyelse) kan ændre vort redskab, vort vehikel (transportmiddel), som man siger i teosofien, til i højere grad at samarbejde med kosmos (med ordensprincippet i verden, eller for at bruge kristen terminologi Guds vilje), som vi er en del af.
Derfor er her ikke tale om ansvarsforflygtigelse på nogen måde. Her er tværtimod tale om at bruge indsigten til i højere grad at kunne opføre sig ansvarligt.
tirsdag den 26. januar 2010
Dialog mellem Dialogcentret og os. 4. Orden eller uorden som grundvilkår?
Christina Philipstatt fra Dialogcentret:I det næste skriver I om uenighederne og disse vil jeg også gerne kommentere.
I skriver: Uenigheden ligger i, at vi ikke ser det som en statisk situation for mennesket, idet vi efter vor opfattelse udvikles både fysisk (Darwins evolutionslære) og åndeligt, hvilket vi kalder reanimation.
Det er her de sidste fyrre års forskning i frontallapfunktion spiller en afgørende rolle, for den peger på, at det rent faktisk er muligt for mennesket at skabe orden i tilsyneladende indre uorden. Og (hvad vi synes er vældig interessant i denne sammenhæng) at en betingelse for skabelse af denne orden ser ud til at have med ens intuitive formåen at gøre; man kan måske også kalde den ens bevidsthedssjæl eller tilgang til åndelighed.
Svar: Denne uenighed svarer til ovenstående, og måske snarere noget der ligner enighed. For I skriver netop ”at mennesket kan skabe orden i tilsyneladende indre uorden” – Betyder det at der i bund og grund er en uorden, men at vi kan skabe denne orden selv?! Vi kan som sagt sagtens et langt stykke af vejen skabe orden, ro og harmoni i vores og vores nærmestes liv(men det rokker ikke ved grundvilkåret, som for kirken ligger på et andet niveau og er noget fællesmenneskeligt hinsides individet).
Lisa v. Schmalensee Magnússon fra Det Belivende:
Svaret er nej til, at vi kan skabe orden selv. Men ja til at vi kan komme i kontakt med den.
Den tilsyneladende indre uorden, anser vi for at være udtryk for et sammensurium af delpersonligheder, som trækker i modstridende retninger, alt afhængigt af, hvad man nu har i sig af reminiscenser af oplevelser og dermed spejlinger især fra den tidlige barndom, og hvorved mennesket oplever sit eget indre som kaotisk.
Vi mener ikke, at man kan skabe ro selv. Vi mener, at man hinsides alle delpersonlighedernes ”støj” kan finde en indre stilhed, i kontemplation og meditation bl.a., hvori der er mulighed for en slags årvågenhed overfor en større universelt eksisterende orden. Når først vi har mærket denne specielle eksistensform i os selv, begynder vi at blive bevidste om, hvad det egentlig er vi længes efter, ønsker, vil. Når ”jeg” ved det, og ”jeg” skal her forstås som det i os, der er større end summen af delpersonligheder, og som kognitionsneurologerne kalder ”dirigenten”, eller ”zaren” eller ”kaptajnen”, som i kristen terminologi velsagtens er det sjælelige aspekt af mennesket, ja, så er kursen sat, og negative delpersonligheder får sværere ved at begå mytteri.
Præcis hvordan denne tumultagtige tilstand i delpersonlighedskomplekset kan overgå til orden har jeg nøje beskrevet i min bog Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontllapperne, så er man virkelig interesseret, kan man jo læse den; men kort fortalt er det væsentligste i processen, at man får givet diverse tilsyneladende negative delpersonligheder empati. Dette vil sige, at f.eks. ens jaloux delpersonlighed får optimal opmærksomhed. Hvem er det egentlig der er jaloux, spørger man sig, og vender blikket mod den tidlige barndom og forsøger at lade minder poppe op. Man vil altid nå frem til, at det er et lille indre barn, der ikke fik dækket et væsentligt primært og aldeles sundt behov for simpelthen at blive elsket ubetinget og uden nogen forbehold præcis som den, man var. Dette lille barn må man give grænseløs forståelse og empati. Der er ikke noget som helst i vejen med det. Men der var nogle voksne, som begik en fejltagelse overfor det ved ikke at dække dette behov. I stedet for at gøre disse voksne til fjendebillede, forstår vi, at det er vigtigt at tilgive dem, fordi de ikke vidste bedre (tynget af social/mental arv) – men vi bliver samtidig bevidste om, hvor vigtigt det er at gøre alt vi kan for at forhindre, at en sådan fejltagelse sker igen.
Hermed opstår der en ny form for orden i delpersonlighedskomplekset. For når det lille jaloux barn er set og er blevet givet empati, har det ikke brug for at gøre sig bemærket længere.
Vi siger altså, at mennesket gennem et meditativt sind (ved at slippe egoet) har mulighed for at benytte sig af potentialet i en allerede eksisterende kærlighedsfuld orden til at få ”ryddet op” i uhensigtsmæssige ”onde” vanemønstre.
I skriver: Uenigheden ligger i, at vi ikke ser det som en statisk situation for mennesket, idet vi efter vor opfattelse udvikles både fysisk (Darwins evolutionslære) og åndeligt, hvilket vi kalder reanimation.
Det er her de sidste fyrre års forskning i frontallapfunktion spiller en afgørende rolle, for den peger på, at det rent faktisk er muligt for mennesket at skabe orden i tilsyneladende indre uorden. Og (hvad vi synes er vældig interessant i denne sammenhæng) at en betingelse for skabelse af denne orden ser ud til at have med ens intuitive formåen at gøre; man kan måske også kalde den ens bevidsthedssjæl eller tilgang til åndelighed.
Svar: Denne uenighed svarer til ovenstående, og måske snarere noget der ligner enighed. For I skriver netop ”at mennesket kan skabe orden i tilsyneladende indre uorden” – Betyder det at der i bund og grund er en uorden, men at vi kan skabe denne orden selv?! Vi kan som sagt sagtens et langt stykke af vejen skabe orden, ro og harmoni i vores og vores nærmestes liv(men det rokker ikke ved grundvilkåret, som for kirken ligger på et andet niveau og er noget fællesmenneskeligt hinsides individet).
Lisa v. Schmalensee Magnússon fra Det Belivende:
Svaret er nej til, at vi kan skabe orden selv. Men ja til at vi kan komme i kontakt med den.
Den tilsyneladende indre uorden, anser vi for at være udtryk for et sammensurium af delpersonligheder, som trækker i modstridende retninger, alt afhængigt af, hvad man nu har i sig af reminiscenser af oplevelser og dermed spejlinger især fra den tidlige barndom, og hvorved mennesket oplever sit eget indre som kaotisk.
Vi mener ikke, at man kan skabe ro selv. Vi mener, at man hinsides alle delpersonlighedernes ”støj” kan finde en indre stilhed, i kontemplation og meditation bl.a., hvori der er mulighed for en slags årvågenhed overfor en større universelt eksisterende orden. Når først vi har mærket denne specielle eksistensform i os selv, begynder vi at blive bevidste om, hvad det egentlig er vi længes efter, ønsker, vil. Når ”jeg” ved det, og ”jeg” skal her forstås som det i os, der er større end summen af delpersonligheder, og som kognitionsneurologerne kalder ”dirigenten”, eller ”zaren” eller ”kaptajnen”, som i kristen terminologi velsagtens er det sjælelige aspekt af mennesket, ja, så er kursen sat, og negative delpersonligheder får sværere ved at begå mytteri.
Præcis hvordan denne tumultagtige tilstand i delpersonlighedskomplekset kan overgå til orden har jeg nøje beskrevet i min bog Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontllapperne, så er man virkelig interesseret, kan man jo læse den; men kort fortalt er det væsentligste i processen, at man får givet diverse tilsyneladende negative delpersonligheder empati. Dette vil sige, at f.eks. ens jaloux delpersonlighed får optimal opmærksomhed. Hvem er det egentlig der er jaloux, spørger man sig, og vender blikket mod den tidlige barndom og forsøger at lade minder poppe op. Man vil altid nå frem til, at det er et lille indre barn, der ikke fik dækket et væsentligt primært og aldeles sundt behov for simpelthen at blive elsket ubetinget og uden nogen forbehold præcis som den, man var. Dette lille barn må man give grænseløs forståelse og empati. Der er ikke noget som helst i vejen med det. Men der var nogle voksne, som begik en fejltagelse overfor det ved ikke at dække dette behov. I stedet for at gøre disse voksne til fjendebillede, forstår vi, at det er vigtigt at tilgive dem, fordi de ikke vidste bedre (tynget af social/mental arv) – men vi bliver samtidig bevidste om, hvor vigtigt det er at gøre alt vi kan for at forhindre, at en sådan fejltagelse sker igen.
Hermed opstår der en ny form for orden i delpersonlighedskomplekset. For når det lille jaloux barn er set og er blevet givet empati, har det ikke brug for at gøre sig bemærket længere.
Vi siger altså, at mennesket gennem et meditativt sind (ved at slippe egoet) har mulighed for at benytte sig af potentialet i en allerede eksisterende kærlighedsfuld orden til at få ”ryddet op” i uhensigtsmæssige ”onde” vanemønstre.
Dialog mellem Dialogcentret og os. 3. Trangen til det dårlige.
Christina Philipstatt fra Dialogcentret:
I skriver følgende: Det er dybest set denne mekanisme(altså oplevelsen af kaos), som gør, at vi godt kan forstå, at mennesket har betragtet sig selv som et væsen, der i bund og grund må være syndigt og skyldigt, idet det jo gør dét, som det godt selv kan se er uhensigtsmæssigt. Det var netop det Paulus pegede på med de berømte ord for et par tusinde års tid siden.
Svar: Mennesket kan sagtens arbejde for fred og harmoni, selvom det indeholder trangen til det dårlige og også gør det. Ingen psykologer eller videnskabsmænd har heller ej afdækket den gåde at mennesket uanset hvor kærligt og harmonisk det ellers er pludselig kan begå en uforståelig forbrydelse, ligesom forbryderen pludselig kan vise en næstekærlighed som er lige så uforståelig. Menneskesindet rummer nogle dybder som ingen psykolog har afdækket. Forfatteren Fjodor Dostojevskij, som bl.a. nærer stor anerkendelse indenfor moderne psykologi, beskæftigede sig hele livet med denne gåde.
Lisa v. S. Magnússon fra Det Belivende:
Den jungianske kybernetik, hvis udvikling Ole Vedfelt præsenterer herhjemme, peger rent faktisk på, at mennesket består af mange delpersonligheder, og at disse delpersonligheder alle har en eller anden årsag. Det er ikke alle, vi sådan helt konkret kan finde frem til, og slet ikke de arketypiske, de såkaldt kollektivt ubevidste, men der er mange overvejelser at gøre sig i forbindelse med denne forskning, især hvis man også sætter disse delpersonligheders aktivitetsmønstre i perspektiv til den tilsyneladende lovmæssighed i den menneskelige biografi og menneskehedens mentalitetshistoriske biografi/evolution. Her tænker jeg ikke mindst på den kendsgerning, som enhver psykolog kan skrive under på, nemlig at enhver form for omsorgssvigt af et barn, resulterer i delpersonligheder, som vil rumme væsentlige elementer af mistillid.
Et livsmønster, hvori der er meget mistillid, kan meget nemt fremstå på en sådan måde, at vi oplever personen, som rummer mistilliden, som ond. Hvad vi oplever som helt utroligt væsentligt og perspektivrigt er imidlertid, hvad der sker, når en voksen person oplever erkendelse omkring situationen. For når en given voksen person, som rummer mistillid, ser tilbage på sin egen biografi, og ser, at han som lille har spejlet en virkelighed, i hvilken han og hans behov ikke er blevet set og hørt, og at der derfor vil være en reminiscens af denne begivenhed tilbage i hans erindringsmasse, der så meget nemt kommer til at kapre ham på en sådan måde, at han får en adfærd, hvori han udelukker, at egentlige behov kan opfyldes, ja, så forstår han, hvorfor han dybest set opfatter sin omverden som impotent og naturligvis også skaberen som impotent. Han forstår hvorfor han fremstår som en person aldeles uden universel tillid.
Har man ingen universel tillid, vil der altid være et niveau af frygt. Er der frygt, vil man befinde sig i det cortisole stresshormonsystem, hvor mønstrene angreb/forsvar, flugt og trækken sig ind i sig selv/død udgør virkeligheden.
Men han kan samtidig i denne erkendelse vide, at han ønsker at kunne nære tillid. Dette kan lade sig gøre, fordi han har en ”dirigent”, som kognitionsneurologerne kalder det, i sin hjerne, og at denne dirigent er mere end summen af alle delpersonligheder. I kristen terminologi, er det så vidt jeg kan se, hvad der kaldes sjæl. Og det er i denne bemærkelsesværdige situation, at man for alvor kan skelne mellem handlinger, der er foregået, som man spejler i de såkaldte amygdalakapringstilstande, og hvad man reelt er. Det er en stor lettelse at erkende, at man jo umuligt kan være handlinger, som er sket i fortiden. Erkendelse af forskellen på handlinger, der er foregået (social arv), og hvad man er, er så utroligt vigtig. I denne erkendelse kan der ske en forløsning, således at ens negative delpersonligheder mister deres dæmoniske (jalousi, irritation, vrede, depression etc.) magt over en.
Læser man Dostojevskij med en sådan tilgang, vil man få nogle helt nye analyser, som jeg er sikker på vil konkludere, at det kriminelle sind dybest set ikke er ondt, men kapret, og at det ikke er et grundvilkår, at det skal være sådan. Jeg er sikker på, at enhver af Dostojevskijs fiktive delpersonligheder rigtigt forstået vil kunne blive et konstruktivt og belivende væsen.
I skriver følgende: Det er dybest set denne mekanisme(altså oplevelsen af kaos), som gør, at vi godt kan forstå, at mennesket har betragtet sig selv som et væsen, der i bund og grund må være syndigt og skyldigt, idet det jo gør dét, som det godt selv kan se er uhensigtsmæssigt. Det var netop det Paulus pegede på med de berømte ord for et par tusinde års tid siden.
Svar: Mennesket kan sagtens arbejde for fred og harmoni, selvom det indeholder trangen til det dårlige og også gør det. Ingen psykologer eller videnskabsmænd har heller ej afdækket den gåde at mennesket uanset hvor kærligt og harmonisk det ellers er pludselig kan begå en uforståelig forbrydelse, ligesom forbryderen pludselig kan vise en næstekærlighed som er lige så uforståelig. Menneskesindet rummer nogle dybder som ingen psykolog har afdækket. Forfatteren Fjodor Dostojevskij, som bl.a. nærer stor anerkendelse indenfor moderne psykologi, beskæftigede sig hele livet med denne gåde.
Lisa v. S. Magnússon fra Det Belivende:
Den jungianske kybernetik, hvis udvikling Ole Vedfelt præsenterer herhjemme, peger rent faktisk på, at mennesket består af mange delpersonligheder, og at disse delpersonligheder alle har en eller anden årsag. Det er ikke alle, vi sådan helt konkret kan finde frem til, og slet ikke de arketypiske, de såkaldt kollektivt ubevidste, men der er mange overvejelser at gøre sig i forbindelse med denne forskning, især hvis man også sætter disse delpersonligheders aktivitetsmønstre i perspektiv til den tilsyneladende lovmæssighed i den menneskelige biografi og menneskehedens mentalitetshistoriske biografi/evolution. Her tænker jeg ikke mindst på den kendsgerning, som enhver psykolog kan skrive under på, nemlig at enhver form for omsorgssvigt af et barn, resulterer i delpersonligheder, som vil rumme væsentlige elementer af mistillid.
Et livsmønster, hvori der er meget mistillid, kan meget nemt fremstå på en sådan måde, at vi oplever personen, som rummer mistilliden, som ond. Hvad vi oplever som helt utroligt væsentligt og perspektivrigt er imidlertid, hvad der sker, når en voksen person oplever erkendelse omkring situationen. For når en given voksen person, som rummer mistillid, ser tilbage på sin egen biografi, og ser, at han som lille har spejlet en virkelighed, i hvilken han og hans behov ikke er blevet set og hørt, og at der derfor vil være en reminiscens af denne begivenhed tilbage i hans erindringsmasse, der så meget nemt kommer til at kapre ham på en sådan måde, at han får en adfærd, hvori han udelukker, at egentlige behov kan opfyldes, ja, så forstår han, hvorfor han dybest set opfatter sin omverden som impotent og naturligvis også skaberen som impotent. Han forstår hvorfor han fremstår som en person aldeles uden universel tillid.
Har man ingen universel tillid, vil der altid være et niveau af frygt. Er der frygt, vil man befinde sig i det cortisole stresshormonsystem, hvor mønstrene angreb/forsvar, flugt og trækken sig ind i sig selv/død udgør virkeligheden.
Men han kan samtidig i denne erkendelse vide, at han ønsker at kunne nære tillid. Dette kan lade sig gøre, fordi han har en ”dirigent”, som kognitionsneurologerne kalder det, i sin hjerne, og at denne dirigent er mere end summen af alle delpersonligheder. I kristen terminologi, er det så vidt jeg kan se, hvad der kaldes sjæl. Og det er i denne bemærkelsesværdige situation, at man for alvor kan skelne mellem handlinger, der er foregået, som man spejler i de såkaldte amygdalakapringstilstande, og hvad man reelt er. Det er en stor lettelse at erkende, at man jo umuligt kan være handlinger, som er sket i fortiden. Erkendelse af forskellen på handlinger, der er foregået (social arv), og hvad man er, er så utroligt vigtig. I denne erkendelse kan der ske en forløsning, således at ens negative delpersonligheder mister deres dæmoniske (jalousi, irritation, vrede, depression etc.) magt over en.
Læser man Dostojevskij med en sådan tilgang, vil man få nogle helt nye analyser, som jeg er sikker på vil konkludere, at det kriminelle sind dybest set ikke er ondt, men kapret, og at det ikke er et grundvilkår, at det skal være sådan. Jeg er sikker på, at enhver af Dostojevskijs fiktive delpersonligheder rigtigt forstået vil kunne blive et konstruktivt og belivende væsen.
mandag den 25. januar 2010
Dialog mellem Dialogcentret og os. 2. Det kaotiske som grundvilkår?
Christina Philipstatt (herefter CP):
I Skriver : Du udgår åbenbart fra, at det kaotiske og upålidelige indre liv er et grundvilkår for mennesket. For os at se, hænger det netop ikke sådan sammen. Som vi anfører i vor henvendelse til jer, tager vi os af den kendsgerning, som hjerneforskerne har peget på i fyrre års tid efterhånden, og som går ud på, at vor hjerne rent faktisk er en plastisk organisme, som, afhængigt af hvordan vi selv beslutter os for at ville forsøge at bruge den, kan udvikle sig til at blive et redskab for vor vilje til at arbejde for fred og harmoni. Det der kaotiske og upålidelige indre liv, som du taler om, er det, som kognitionsneurologerne kalder vore amygdalakapringer. Disse er identiske med såvel individuelle som kollektivt ubevidste vanemønstre, som overtager hjernefunktionen i situationer, hvor vi føler os truet på et eller andet niveau.
Svar: Den lutherske kirke kan godt følge tanken om at mennesket kan udvikle sig til at blive et redskab for viljen til at arbejde for harmoni og fred. Men det ændrer ikke på at menneskets grundvilkår er kaotisk, da vi ikke forstår hvorfor vi er her og hvorfor vi skal dø. Herimellem kan vi sagtens finde ro og harmoni, men dette ligger netop i det vi kalder for vanemønstre og de kan naturligvis brydes.
Søren Kierkegaard siger at menneskets sagtens kan være lykkeligt og leve et godt og harmonisk og eftertænksomt liv, men at selve grundvilkåret er fortvivlelse og det ligger altså ”under” alt det andet og beskæftiger sig kun med dette ene – ”meningen”. Og det har ingen, hverken videnskabsmænd, psykologer eller filosoffer nogensinde formået at afdække!
Lisa v. Schmalensee Magnússon(herefter LVSM) fra Det Belivende:
Angående hvorvidt ”det kaotiske og upålidelige indre liv er et grundvilkår” eller ej.
Du siger, at eftersom vi ikke forstår hvorfor vi er her og hvorfor vi skal dø, er grundvilkåret kaotisk. Du bruger også Søren Kierkegaard som sandhedsvidne og citerer ham for at have sagt, at fortvivlelse er et grundvilkår, og at ingen videnskabsmænd, psykologer eller andre har kunnet afdække ”meningen”.
Jeg vil gerne forsøge at nuancere det lidt.
For det første kan det vel godt tænkes, at man ikke kan sætte helt præcise ord på hvorfor man er her uden af den grund at have et kaotisk og upålideligt indre liv. Og for det andet er vi da nogle i denne kultur, som ikke oplever døden som død, men blot som kroppens undergang. Selv har jeg haft som grundvilkår i min bevidsthed siden jeg var under seks år, at jeg ikke var identisk med min krop. Jeg har meget tydelige erindringer om at opleve det som besynderligt at være i denne lille pigekrop. Jeg var helt på det rene med, at det, som trak vejret gennem ”mig”, var af en helt anden kaliber end ”mig” og mine hverdagstanker. Men det sagde jeg aldrig til nogen. For jeg var også helt på det rene med, at jeg ville være blevet opfattet som ”mærkelig”, hvis jeg fortalte, at jeg vidste det. Jeg ved, at der er andre end mig, som har det sådan. Og vi har sådan set behov for, vor anderledeshed til trods, at blive betragtet som mennesker.
Hvad Søren Kierkegaard angår, så har han sagt så meget. Han har også sagt, at det religiøse paradoks består i at kunne befinde sig på de halvfjerdsindstyve tusinde favnes dyb og dog have tillid. Det kan måske oversættes til at have en følelse af universel tillid. Og så opererede han i øvrigt med et kinesis begreb, som i det væsentlige gik ud på at se bevægelighed og det processuelle som håbets princip i tilværelsen. Det var derfor, at han var så aldeles betaget af Thomasine Gyllembourgs Hverdagshistorier. At bevægeligheden og foranderligheden i høj grad var knyttet til det ekstremt autonome, kommer meget tydeligt frem i hans behandling af hendes roman To Tidsaldre.
Jeg vil anbefale, at vi ikke glemmer, at Kierkegaard rent faktisk fastholdt en søgen efter mening – en mening, hvor der på et absolut plan er overensstemmelse mellem rationalitet og irrationalitet – og mellem ideen og strategien, altså mellem forholdet til ånd (guddommelighed) og sin egen adfærd som eksisterende individ på jorden. Det var denne søgen der tiltrak mig, da jeg i 1982 skrev afhandlingen ”Bevægelse som ide hos Kierkegaard – i hjemveen efter det ubegribelige” (særligt studeret område til konferens i nordisk litteratur, 52 s. Københavns Universitet).
Det er netop denne søgen, som vi anser det for formålstjenligt for kirken at integrere.
Og så er der påstanden om, at ingen har kunnet afdække meningen.
I den forbindelse anser jeg det for at være virkelig oplagt at bringe den danske intuitionstænker Martinus på bordet. Han udviklede på baggrund af inspiration et verdensbillede, hvori de kosmiske love blev afdækket – og dermed meningen.
Jeg har jo kendskab til, at der er danske sognepræster som kender ham og finder hans tankegang aldeles logisk. Så vidt jeg husker var der endog en præst der for en årrække siden (pastor Twiggy ??? eller noget i den retning) måtte skrive en redegørelse for sin kristusopfattelse på baggrund af netop martinuskosmologien, fordi man fra kirkens side frygtede, at der var tale om vranglære. Afhandlingen blev så vidt jeg husker accepteret som almindelig god latin, men præsten gik vist på efterløn.
Da jeg som 37 årig ved et såkaldt tilfælde stødte ind i Martinus på et folkebibliotek og begyndte at studere ham og fandt ud af, hvad det var, jeg havde fået fingre i, troede jeg knap mine egne øjne. Jeg begreb ikke, hvorfor man ikke underviste i martinuskosmologien i både folkeskoler, gymnasier og på bibliotek, og hvorfor man ikke talte om ham i kirkerne. Jeg begreb ikke, hvordan det kunne gå til, at intet menneske i mit liv nogensinde havde talt om ham. Og jeg var magister i nordisk litteratur og havde papir på at være ekspert i hvad der var værd at læse fra denne del af verden.
Inden I fra kirkens side fælder den dom, at ingen har afdækket nogen "mening", vil jeg da opfordre til, at I studerer denne "offentlige hemmeligheds" verdenssyn.
Selv forsøger jeg at sætte det i perspektiv til kristendommen og mentalitetshistorien i det hele taget i bogen Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne.
I Skriver : Du udgår åbenbart fra, at det kaotiske og upålidelige indre liv er et grundvilkår for mennesket. For os at se, hænger det netop ikke sådan sammen. Som vi anfører i vor henvendelse til jer, tager vi os af den kendsgerning, som hjerneforskerne har peget på i fyrre års tid efterhånden, og som går ud på, at vor hjerne rent faktisk er en plastisk organisme, som, afhængigt af hvordan vi selv beslutter os for at ville forsøge at bruge den, kan udvikle sig til at blive et redskab for vor vilje til at arbejde for fred og harmoni. Det der kaotiske og upålidelige indre liv, som du taler om, er det, som kognitionsneurologerne kalder vore amygdalakapringer. Disse er identiske med såvel individuelle som kollektivt ubevidste vanemønstre, som overtager hjernefunktionen i situationer, hvor vi føler os truet på et eller andet niveau.
Svar: Den lutherske kirke kan godt følge tanken om at mennesket kan udvikle sig til at blive et redskab for viljen til at arbejde for harmoni og fred. Men det ændrer ikke på at menneskets grundvilkår er kaotisk, da vi ikke forstår hvorfor vi er her og hvorfor vi skal dø. Herimellem kan vi sagtens finde ro og harmoni, men dette ligger netop i det vi kalder for vanemønstre og de kan naturligvis brydes.
Søren Kierkegaard siger at menneskets sagtens kan være lykkeligt og leve et godt og harmonisk og eftertænksomt liv, men at selve grundvilkåret er fortvivlelse og det ligger altså ”under” alt det andet og beskæftiger sig kun med dette ene – ”meningen”. Og det har ingen, hverken videnskabsmænd, psykologer eller filosoffer nogensinde formået at afdække!
Lisa v. Schmalensee Magnússon(herefter LVSM) fra Det Belivende:
Angående hvorvidt ”det kaotiske og upålidelige indre liv er et grundvilkår” eller ej.
Du siger, at eftersom vi ikke forstår hvorfor vi er her og hvorfor vi skal dø, er grundvilkåret kaotisk. Du bruger også Søren Kierkegaard som sandhedsvidne og citerer ham for at have sagt, at fortvivlelse er et grundvilkår, og at ingen videnskabsmænd, psykologer eller andre har kunnet afdække ”meningen”.
Jeg vil gerne forsøge at nuancere det lidt.
For det første kan det vel godt tænkes, at man ikke kan sætte helt præcise ord på hvorfor man er her uden af den grund at have et kaotisk og upålideligt indre liv. Og for det andet er vi da nogle i denne kultur, som ikke oplever døden som død, men blot som kroppens undergang. Selv har jeg haft som grundvilkår i min bevidsthed siden jeg var under seks år, at jeg ikke var identisk med min krop. Jeg har meget tydelige erindringer om at opleve det som besynderligt at være i denne lille pigekrop. Jeg var helt på det rene med, at det, som trak vejret gennem ”mig”, var af en helt anden kaliber end ”mig” og mine hverdagstanker. Men det sagde jeg aldrig til nogen. For jeg var også helt på det rene med, at jeg ville være blevet opfattet som ”mærkelig”, hvis jeg fortalte, at jeg vidste det. Jeg ved, at der er andre end mig, som har det sådan. Og vi har sådan set behov for, vor anderledeshed til trods, at blive betragtet som mennesker.
Hvad Søren Kierkegaard angår, så har han sagt så meget. Han har også sagt, at det religiøse paradoks består i at kunne befinde sig på de halvfjerdsindstyve tusinde favnes dyb og dog have tillid. Det kan måske oversættes til at have en følelse af universel tillid. Og så opererede han i øvrigt med et kinesis begreb, som i det væsentlige gik ud på at se bevægelighed og det processuelle som håbets princip i tilværelsen. Det var derfor, at han var så aldeles betaget af Thomasine Gyllembourgs Hverdagshistorier. At bevægeligheden og foranderligheden i høj grad var knyttet til det ekstremt autonome, kommer meget tydeligt frem i hans behandling af hendes roman To Tidsaldre.
Jeg vil anbefale, at vi ikke glemmer, at Kierkegaard rent faktisk fastholdt en søgen efter mening – en mening, hvor der på et absolut plan er overensstemmelse mellem rationalitet og irrationalitet – og mellem ideen og strategien, altså mellem forholdet til ånd (guddommelighed) og sin egen adfærd som eksisterende individ på jorden. Det var denne søgen der tiltrak mig, da jeg i 1982 skrev afhandlingen ”Bevægelse som ide hos Kierkegaard – i hjemveen efter det ubegribelige” (særligt studeret område til konferens i nordisk litteratur, 52 s. Københavns Universitet).
Det er netop denne søgen, som vi anser det for formålstjenligt for kirken at integrere.
Og så er der påstanden om, at ingen har kunnet afdække meningen.
I den forbindelse anser jeg det for at være virkelig oplagt at bringe den danske intuitionstænker Martinus på bordet. Han udviklede på baggrund af inspiration et verdensbillede, hvori de kosmiske love blev afdækket – og dermed meningen.
Jeg har jo kendskab til, at der er danske sognepræster som kender ham og finder hans tankegang aldeles logisk. Så vidt jeg husker var der endog en præst der for en årrække siden (pastor Twiggy ??? eller noget i den retning) måtte skrive en redegørelse for sin kristusopfattelse på baggrund af netop martinuskosmologien, fordi man fra kirkens side frygtede, at der var tale om vranglære. Afhandlingen blev så vidt jeg husker accepteret som almindelig god latin, men præsten gik vist på efterløn.
Da jeg som 37 årig ved et såkaldt tilfælde stødte ind i Martinus på et folkebibliotek og begyndte at studere ham og fandt ud af, hvad det var, jeg havde fået fingre i, troede jeg knap mine egne øjne. Jeg begreb ikke, hvorfor man ikke underviste i martinuskosmologien i både folkeskoler, gymnasier og på bibliotek, og hvorfor man ikke talte om ham i kirkerne. Jeg begreb ikke, hvordan det kunne gå til, at intet menneske i mit liv nogensinde havde talt om ham. Og jeg var magister i nordisk litteratur og havde papir på at være ekspert i hvad der var værd at læse fra denne del af verden.
Inden I fra kirkens side fælder den dom, at ingen har afdækket nogen "mening", vil jeg da opfordre til, at I studerer denne "offentlige hemmeligheds" verdenssyn.
Selv forsøger jeg at sætte det i perspektiv til kristendommen og mentalitetshistorien i det hele taget i bogen Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne.
Dialog mellem Dialogcentret og Det Belivende 1
Christina Philipstatt, generalsekretær i Dialogcentret, biskop Steen Skovsgaard og Lisa v. S. Magnússon, formand for Det Belivende, er i en løbende dialog angående et eventuelt samarbejde mellem Det Belivende og folkekirken.
Hermed første afdeling, som handler om, hvorvidt kirken skulle kunne henvise ikke troende kulturkristne til Det Belivende.
CP: I det første afsnit herunder, har I skrevet at I er enige med folkekirken, hvilket jeg ikke tror. Derfor vil jeg gerne kommentere det. Jeg håber at det er i orden!
I Skriver: Når vi beder om et samarbejde, hvor folk, der har det som os, henvises til os, er det ikke fordi vi vil til at spille en hovedrolle, men for at være der for dem, der har brug for os, og som der ikke er andre steder for.
Svar: Men hvis folkekirken skulle henvise til jer, skulle den også henvise til andre kirkesamfund, eller trosretninger som falder uden for folkekirken, hvis de ikke fandt den traditionelle kirke vedkommende nok. Folkekirken kan ikke henvise til noget andet, hvis den ikke kan efterkomme menneskers forventninger.
Svar fra LVSM:
Det kan den naturligvis godt, hvis den vil. Folkekirkens ledelse har jo en fri vilje til at udvikle sit eget koncept i henhold til, hvad den oplever som gavnligst for det messianske projekt. Den har muligheden for at træffe et helt overordnet valg angående hvorvidt den vil definere sig selv i forhold til de mentale klimaer, den er udsprunget af eller i henhold til, hvad den gerne vil være.
Og her er det, at vi spørger, om ikke I vil være med til at tænke den tanke, at I godt kan være beslægtede med os, selvom vi har et helt anderledes syn på skyld, arvesynd og soningslære, end I har…
Biskop Steen Skovsgaard har meldt ud, at han ikke synes, at vi skal melde os ud af folkekirken. Det tolker vi som udtryk for, at denne beslægtethedsfølelse eksisterer - også hos jer. Og at du, Christina Philipstatt fra Dialogcentret, gør sig den ulejlighed at indgå i dialogen med os, tolker vi på samme måde.
Det er få mennesker, der finder frem til os, og jeg er overbevist om, at det også er yderst få mennesker, som vil føle sig hjemme hos os. Men disse få er til gengæld mennesker, som oplever en enorm glæde, berigelse og belivelse ved at indgå i vor sammenhæng, hvor det er selve korrektionen af fejltagelser, der er det essentielle. Der er tale om en ganske speciel kategori af mennesker, som aktiverer åndeligheden i sig selv ved at praktisere en tankegang, som, set fra vort ståsted i verden, stimulerer mentalt bæredygtige nye tilgange til livsbegivenheder såvel som hverdagsliv.
For knap hundrede år siden, tillod den katolske kirke Opus Dei at virke. Man kan måske, hvis man tør tænke lidt abstrakt, se Det Belivende som en moderne parallel hertil indenfor den luthersk-evangeliske retning.
Hermed første afdeling, som handler om, hvorvidt kirken skulle kunne henvise ikke troende kulturkristne til Det Belivende.
CP: I det første afsnit herunder, har I skrevet at I er enige med folkekirken, hvilket jeg ikke tror. Derfor vil jeg gerne kommentere det. Jeg håber at det er i orden!
I Skriver: Når vi beder om et samarbejde, hvor folk, der har det som os, henvises til os, er det ikke fordi vi vil til at spille en hovedrolle, men for at være der for dem, der har brug for os, og som der ikke er andre steder for.
Svar: Men hvis folkekirken skulle henvise til jer, skulle den også henvise til andre kirkesamfund, eller trosretninger som falder uden for folkekirken, hvis de ikke fandt den traditionelle kirke vedkommende nok. Folkekirken kan ikke henvise til noget andet, hvis den ikke kan efterkomme menneskers forventninger.
Svar fra LVSM:
Det kan den naturligvis godt, hvis den vil. Folkekirkens ledelse har jo en fri vilje til at udvikle sit eget koncept i henhold til, hvad den oplever som gavnligst for det messianske projekt. Den har muligheden for at træffe et helt overordnet valg angående hvorvidt den vil definere sig selv i forhold til de mentale klimaer, den er udsprunget af eller i henhold til, hvad den gerne vil være.
Og her er det, at vi spørger, om ikke I vil være med til at tænke den tanke, at I godt kan være beslægtede med os, selvom vi har et helt anderledes syn på skyld, arvesynd og soningslære, end I har…
Biskop Steen Skovsgaard har meldt ud, at han ikke synes, at vi skal melde os ud af folkekirken. Det tolker vi som udtryk for, at denne beslægtethedsfølelse eksisterer - også hos jer. Og at du, Christina Philipstatt fra Dialogcentret, gør sig den ulejlighed at indgå i dialogen med os, tolker vi på samme måde.
Det er få mennesker, der finder frem til os, og jeg er overbevist om, at det også er yderst få mennesker, som vil føle sig hjemme hos os. Men disse få er til gengæld mennesker, som oplever en enorm glæde, berigelse og belivelse ved at indgå i vor sammenhæng, hvor det er selve korrektionen af fejltagelser, der er det essentielle. Der er tale om en ganske speciel kategori af mennesker, som aktiverer åndeligheden i sig selv ved at praktisere en tankegang, som, set fra vort ståsted i verden, stimulerer mentalt bæredygtige nye tilgange til livsbegivenheder såvel som hverdagsliv.
For knap hundrede år siden, tillod den katolske kirke Opus Dei at virke. Man kan måske, hvis man tør tænke lidt abstrakt, se Det Belivende som en moderne parallel hertil indenfor den luthersk-evangeliske retning.
tirsdag den 12. januar 2010
Synden på vej ud af kirken?
Præsten og salmedigteren Holger Lissner har skrevet en helt ny samling af bønner til både gudstjenestens to tekstrækker og til samtlige kirkelige handlinger.
Set fra vort ståsted i verden er der noget meget tankevækkende ved denne samling af bønner, og det er, at han helt bevidst har undladt at bruge ordet synd.
Han siger i et interview til Kristeligt Dagblad (lø. d. 9. jan. 2010,s. 7), at han har ønsket at "finde et sprog, som mennesker i dag kan gå ind i, og hvor de kan genkende sig selv".
Journalisten Claus Vincents skriver: "Han er udmærket klar over, at det ikke er alle præster eller menigheder, der sætter pris på hans enkle, forståelige, men også personlige kirkesprog. Således bruger Holger Lissner aldrig ordet synd, men sagen og begrebet findes der".
Han ønsker ikke at sige, Holger Lissner, at vi er syndere hele tiden, men at vi er det somme tider, står der.
Hvis vi ikke er det hele tiden, men somme tider, kan det vel imidlertid næppe være et nedarvet grundvilkår, og er tiden så ikke inde til i stedet at sige, at vi somme tider begår nogle handlinger, som dybest set er fejltagelser, og droppe begrebet synd?
Man kunne jo også vise mennesker så stor respekt, at man tog det alvorligt, at de ikke kan genkende sig selv som "syndere"... Man kunne jo tænke den tankerække til ende, hvad der ville ske, hvis man brugte begrebet fejltagelse (at træde ved siden af, overtrædelser, altså noget man gør) i stedet for syndig, som er noget man er. Måske vil det ikke betyde ragnarok for kirken, måske vil det tværtimod betyde, at folk i højere grad vil kunne genkende sig selv... Og måske vil vi i denne nye genkendelse få øje på noget, som i højere grad afstedkommer visdom end religion, men hvad så? Måske viser visdom sig at være en god og farbar vej, som også fører til målet fred på jord og i mennesker velbehag
Under alle omstændigheder synes jeg, at selve dette eksempel illustrerer, hvordan man ikke kalder tingene ved deres rette navn. Begrebet synd er der, siger salmedigteren og præsten Holger Lissner jo, men han vil ikke bruge ordet, da han er bange for, at folk så ikke forstår meningen.
Det er ikke konstruktiv kommunikation. Det er meget meget kryptisk. Og faren for manipulation er nu engang altid til stede, når man siger noget andet end man mener.
Det er nye ord til gamle bønner, og man forsøger at lade det tage sig ud som modernisering, men det er kun i formaspektet og slet ikke i indholdet.
Det er jo naturligvis også helt i orden, bare kirkegængerne er klare over, at kirken bevidst forsøger at fastholde synden i vore sjæles rejsekufferter, selvom de kalder den noget andet.
Set fra vort ståsted i verden er der noget meget tankevækkende ved denne samling af bønner, og det er, at han helt bevidst har undladt at bruge ordet synd.
Han siger i et interview til Kristeligt Dagblad (lø. d. 9. jan. 2010,s. 7), at han har ønsket at "finde et sprog, som mennesker i dag kan gå ind i, og hvor de kan genkende sig selv".
Journalisten Claus Vincents skriver: "Han er udmærket klar over, at det ikke er alle præster eller menigheder, der sætter pris på hans enkle, forståelige, men også personlige kirkesprog. Således bruger Holger Lissner aldrig ordet synd, men sagen og begrebet findes der".
Han ønsker ikke at sige, Holger Lissner, at vi er syndere hele tiden, men at vi er det somme tider, står der.
Hvis vi ikke er det hele tiden, men somme tider, kan det vel imidlertid næppe være et nedarvet grundvilkår, og er tiden så ikke inde til i stedet at sige, at vi somme tider begår nogle handlinger, som dybest set er fejltagelser, og droppe begrebet synd?
Man kunne jo også vise mennesker så stor respekt, at man tog det alvorligt, at de ikke kan genkende sig selv som "syndere"... Man kunne jo tænke den tankerække til ende, hvad der ville ske, hvis man brugte begrebet fejltagelse (at træde ved siden af, overtrædelser, altså noget man gør) i stedet for syndig, som er noget man er. Måske vil det ikke betyde ragnarok for kirken, måske vil det tværtimod betyde, at folk i højere grad vil kunne genkende sig selv... Og måske vil vi i denne nye genkendelse få øje på noget, som i højere grad afstedkommer visdom end religion, men hvad så? Måske viser visdom sig at være en god og farbar vej, som også fører til målet fred på jord og i mennesker velbehag
Under alle omstændigheder synes jeg, at selve dette eksempel illustrerer, hvordan man ikke kalder tingene ved deres rette navn. Begrebet synd er der, siger salmedigteren og præsten Holger Lissner jo, men han vil ikke bruge ordet, da han er bange for, at folk så ikke forstår meningen.
Det er ikke konstruktiv kommunikation. Det er meget meget kryptisk. Og faren for manipulation er nu engang altid til stede, når man siger noget andet end man mener.
Det er nye ord til gamle bønner, og man forsøger at lade det tage sig ud som modernisering, men det er kun i formaspektet og slet ikke i indholdet.
Det er jo naturligvis også helt i orden, bare kirkegængerne er klare over, at kirken bevidst forsøger at fastholde synden i vore sjæles rejsekufferter, selvom de kalder den noget andet.
tirsdag den 5. januar 2010
Tegning og illusion
Hvordan kunne islamisterne se at det var profeten - og ikke nogen anden - som Kurt Westergaard havde tegnet?
søndag den 3. januar 2010
Island og årsags- og virkningsloven.
I disse timer sidder Islands præsident og klør sig i nakken. Skal han sige ja eller nej til regeringens anbefaling af at tilbagebetale gælden, der er så stor, at den svarer til at hver eneste islænding efter sigende skal afdrage næsten 90.000 DKR.
Samtidig sidder de hårde bananer, de unge finansdrenge, ham der for lånte penge købte Magasin m.m.m.m.m. og alle de andre, rundt omkring i udlandet med formuer gemt væk og ser ligesom Stein Bagger en økonomisk lys fremtid i møde.
Der er et par forunderlige elementer i situationen.
Det første er skyld. For hvem har skylden? De fleste er enige om, at det er dem, der sidder tilbage med en masse penge, som er de skyldige. De er tilsyneladende imidlertid for spekulativt intelligente til at betale tilbage. Og lader sig heller ikke dømme, fordi der tilsyneladende er juridiske smuthuller for enhver af deres transaktioner... Hvad så?
Set i det belivende perspektiv er skyld som sådan en illusion. Der er derimod begået en masse fejltagelser, som har været årsager til virkninger, der igen har fungeret som årsager til nye virkninger og så fremdeles i en lang perlerække, hvor den sidste perle nu sidder på tråden som en enorm gæld.
Det store spørgsmål er egentlig, hvad man gerne vil have, at den næste perle skal bestå af. Ønsker man en fremtid, hvori man oplever sig selv som ansvarlig for enhver fejltagelse, man begår, i søvne såvel som i fuld bevidsthed, og hvor man lever i gensidig respekt? Eller ønsker man en perle, hvori ingredienserne er offer/bøddel mentalitet, og hvor man på skift selv er det ene og det andet?
Lige nu er der ingen tvivl om, at de, som ikke vil tilbagebetale, betragter sig selv som ofre ("For det var jo ikke os, der fløj i private jetfly"). Nej nej, men jeg synes, at jeg så noget stolthed og småforgudelse, mens det stod på...
Bon appetit, siger jeg bare, selvom jeg vel dybest set synes, at det er tragisk, for en sådan tænkning udgør den sikre vej til mere fra offer/bøddel-skuffen.
Tragikomisk ... fordi det ser ud til at forholde sig sådan, at en del af os mennesker stadig får en slags kick ud af skiftevis at være bøddel og offer!
Det andet element er magtkamp.
Det ser ud som noget af en naturlov, at enhver siddende regering har en opposition, som uanset hvad den gør, vil være uenig og tale imod, også selvom den er enig og selv ville have gjort det samme, hvis det var den der sad med regeringsmagten. Dybest set har denne mekanisme også noget med offer/bøddel mønstret at gøre. De partier, som ikke har magten, forsøger at indgive omverdenen den tanke, at de, sammen med befolkningen, er offer for overgreb fra en uduelig og måske sågar ond eller i det mindste småstupid bøddel.
Sådan er de barske og enkle ingredienser i den manipulerende magtkamp.
I demokratier som de vestlige forholder det sig imidlertid sådan, at vi har de regeringer, som vi nu engang har valgt. Vi har også det økonomiske system og det bankvæsen, som et flertal af os nu engang vil have.
Men man kan selvfølgelig vælge sig et andet mål. Der er altid mulighed for at skifte hest ved vadestedet.
Derfor er det tredje element kvalitativ forandring.
Hvis man vil have, at den næste perle på snoren skal være en perle med fortsat offer/bøddel virkelighed, ja, så vil det være effektivt at sige nej til tilbagebetaling, men ønsker man i stedet at den næste perle skal kunne have sådanne kvaliteter, at den vil kunne belive de fremtidige, tjah, så må man bare betale tilbage, og sige til sig selv, at man åbenbart begik nogle skæbnesvangre fejl, da man valgte de politikere man gjorde og hyldede de bankdirektører man hyldede. Man begik måske også en fejl ved at tro, at ens generelle værdi var forbundet med materiel overflod.
Og så få det ud af verden og se at komme videre.
Det er her, i den personlige ansvarlighed, at den kvalitative forandring kommer ind i billedet. Men den indebærer faktisk, hvor mærkeligt det end lyder, at jeg må slippe al tanke om adskillelse.
Det belivende består i, at jeg, hvis jeg ser grådighed i verden, forsøger selv at frigøre mig fra den og hjælper andre med at gøre det også, for på den måde kan jeg umuligt gøre mig selv til årsag til en virkning af grådighed, og dermed vil jeg hele tiden befinde mig på en parallel perlerække uden grådighed, også selvom der sikkert mange år endnu vil være magtfulde banarepublikker og diktaturstater.
Jamen adskiller jeg mig så netop ikke, kan man spørge sig. Hvis jeg oplever mig som på en anden perlerække end den med offer og bødler?
Nej. For jeg ved, at de slet ikke er offer og bødler. De er bare fanger af deres egne illusioner. I virkeligheden er de på samme perlekæde som jeg er på. Men de tror de ikke vil være der. Ligesom den fortabte søn, der rejste hjemmefra men dog hele tiden havde hjemme hos sin far.
Alle anklager hører til i denne form for forvildelse.
Forståelse er noget helt andet. Forståelse er belivende fordi der i den hverken kan være skyldige end sige nogen at bebrejde. Der er alene fokusering på, hvad der skal til for at undgå at fejltagelsen skal kunne gentage sig.
Og mon ikke det første skridt så er at betale for den frokost?
Samtidig sidder de hårde bananer, de unge finansdrenge, ham der for lånte penge købte Magasin m.m.m.m.m. og alle de andre, rundt omkring i udlandet med formuer gemt væk og ser ligesom Stein Bagger en økonomisk lys fremtid i møde.
Der er et par forunderlige elementer i situationen.
Det første er skyld. For hvem har skylden? De fleste er enige om, at det er dem, der sidder tilbage med en masse penge, som er de skyldige. De er tilsyneladende imidlertid for spekulativt intelligente til at betale tilbage. Og lader sig heller ikke dømme, fordi der tilsyneladende er juridiske smuthuller for enhver af deres transaktioner... Hvad så?
Set i det belivende perspektiv er skyld som sådan en illusion. Der er derimod begået en masse fejltagelser, som har været årsager til virkninger, der igen har fungeret som årsager til nye virkninger og så fremdeles i en lang perlerække, hvor den sidste perle nu sidder på tråden som en enorm gæld.
Det store spørgsmål er egentlig, hvad man gerne vil have, at den næste perle skal bestå af. Ønsker man en fremtid, hvori man oplever sig selv som ansvarlig for enhver fejltagelse, man begår, i søvne såvel som i fuld bevidsthed, og hvor man lever i gensidig respekt? Eller ønsker man en perle, hvori ingredienserne er offer/bøddel mentalitet, og hvor man på skift selv er det ene og det andet?
Lige nu er der ingen tvivl om, at de, som ikke vil tilbagebetale, betragter sig selv som ofre ("For det var jo ikke os, der fløj i private jetfly"). Nej nej, men jeg synes, at jeg så noget stolthed og småforgudelse, mens det stod på...
Bon appetit, siger jeg bare, selvom jeg vel dybest set synes, at det er tragisk, for en sådan tænkning udgør den sikre vej til mere fra offer/bøddel-skuffen.
Tragikomisk ... fordi det ser ud til at forholde sig sådan, at en del af os mennesker stadig får en slags kick ud af skiftevis at være bøddel og offer!
Det andet element er magtkamp.
Det ser ud som noget af en naturlov, at enhver siddende regering har en opposition, som uanset hvad den gør, vil være uenig og tale imod, også selvom den er enig og selv ville have gjort det samme, hvis det var den der sad med regeringsmagten. Dybest set har denne mekanisme også noget med offer/bøddel mønstret at gøre. De partier, som ikke har magten, forsøger at indgive omverdenen den tanke, at de, sammen med befolkningen, er offer for overgreb fra en uduelig og måske sågar ond eller i det mindste småstupid bøddel.
Sådan er de barske og enkle ingredienser i den manipulerende magtkamp.
I demokratier som de vestlige forholder det sig imidlertid sådan, at vi har de regeringer, som vi nu engang har valgt. Vi har også det økonomiske system og det bankvæsen, som et flertal af os nu engang vil have.
Men man kan selvfølgelig vælge sig et andet mål. Der er altid mulighed for at skifte hest ved vadestedet.
Derfor er det tredje element kvalitativ forandring.
Hvis man vil have, at den næste perle på snoren skal være en perle med fortsat offer/bøddel virkelighed, ja, så vil det være effektivt at sige nej til tilbagebetaling, men ønsker man i stedet at den næste perle skal kunne have sådanne kvaliteter, at den vil kunne belive de fremtidige, tjah, så må man bare betale tilbage, og sige til sig selv, at man åbenbart begik nogle skæbnesvangre fejl, da man valgte de politikere man gjorde og hyldede de bankdirektører man hyldede. Man begik måske også en fejl ved at tro, at ens generelle værdi var forbundet med materiel overflod.
Og så få det ud af verden og se at komme videre.
Det er her, i den personlige ansvarlighed, at den kvalitative forandring kommer ind i billedet. Men den indebærer faktisk, hvor mærkeligt det end lyder, at jeg må slippe al tanke om adskillelse.
Det belivende består i, at jeg, hvis jeg ser grådighed i verden, forsøger selv at frigøre mig fra den og hjælper andre med at gøre det også, for på den måde kan jeg umuligt gøre mig selv til årsag til en virkning af grådighed, og dermed vil jeg hele tiden befinde mig på en parallel perlerække uden grådighed, også selvom der sikkert mange år endnu vil være magtfulde banarepublikker og diktaturstater.
Jamen adskiller jeg mig så netop ikke, kan man spørge sig. Hvis jeg oplever mig som på en anden perlerække end den med offer og bødler?
Nej. For jeg ved, at de slet ikke er offer og bødler. De er bare fanger af deres egne illusioner. I virkeligheden er de på samme perlekæde som jeg er på. Men de tror de ikke vil være der. Ligesom den fortabte søn, der rejste hjemmefra men dog hele tiden havde hjemme hos sin far.
Alle anklager hører til i denne form for forvildelse.
Forståelse er noget helt andet. Forståelse er belivende fordi der i den hverken kan være skyldige end sige nogen at bebrejde. Der er alene fokusering på, hvad der skal til for at undgå at fejltagelsen skal kunne gentage sig.
Og mon ikke det første skridt så er at betale for den frokost?
lørdag den 2. januar 2010
Lars Løkke Rasmussens nytårstale.
Alle er tilsyneladende utilfredse med talen. Den er ikke tilstrækkelig konkret, siger oppositionen og det yderste højre. Han udstikker ikke tilstrækkelig klare meldinger om, hvordan præcis man skal nå de der visionære mål, lyder det fra mange kanter.
Det er umådelig tankevækkende, at præcis denne type kritik er, hvad man normalt hører i forbindelse med fusioneringer af selskaber, hvori decentral ledelse er udset som den nye metode.
Specielt halvgamle koner og mænd, som kun har en kort uddannelsesmæssig baggrund og har brugt hjernen på samme måde i mange mange år, har brugt den på den måde, som kognitionsneurologerne kalder feltafhængigt, går helt i baglås ved tanken om kun at få stukket nogle mål ud og så selv blive bedt om at finde ud af, hvordan man når dem. De kalder det ekstrem dårlig ledelse. De vil have at vide præcis hvordan tingene skal gøres og så parere ordre. De tror, at det er det, som er karakteristisk ved god ledelse.
Men det er det ikke. Det er ihvertfald ikke god ledelse i en virkelighed, hvor der er tillid til at alle har noget at bidrage med.
Og ønsker om den detaljeorienterede bydende form for ledelse hører dybest set en tankegang til, som kunne trives under stavnsbåndet, og måske også under kommunisme eller andre totalitære regimer, men absolut ikke en liberal samfundsorden.
Hvis nu vi er enige om målene, kunne vi jo i stedet spørge os selv om hvordan vi så hver for sig kunne bidrage optimalt med henblik på at nå dem.
Det er sådan noget, der kan komme udvikling af. Og så kan vi jo til gengæld insistere på, at han og hans medarbejdere lytter. Sker det, skal vi nok få en bedre fremtid end fortid.
For vi har vel tillid til os selv, ikke? Eller hvad???
Det er umådelig tankevækkende, at præcis denne type kritik er, hvad man normalt hører i forbindelse med fusioneringer af selskaber, hvori decentral ledelse er udset som den nye metode.
Specielt halvgamle koner og mænd, som kun har en kort uddannelsesmæssig baggrund og har brugt hjernen på samme måde i mange mange år, har brugt den på den måde, som kognitionsneurologerne kalder feltafhængigt, går helt i baglås ved tanken om kun at få stukket nogle mål ud og så selv blive bedt om at finde ud af, hvordan man når dem. De kalder det ekstrem dårlig ledelse. De vil have at vide præcis hvordan tingene skal gøres og så parere ordre. De tror, at det er det, som er karakteristisk ved god ledelse.
Men det er det ikke. Det er ihvertfald ikke god ledelse i en virkelighed, hvor der er tillid til at alle har noget at bidrage med.
Og ønsker om den detaljeorienterede bydende form for ledelse hører dybest set en tankegang til, som kunne trives under stavnsbåndet, og måske også under kommunisme eller andre totalitære regimer, men absolut ikke en liberal samfundsorden.
Hvis nu vi er enige om målene, kunne vi jo i stedet spørge os selv om hvordan vi så hver for sig kunne bidrage optimalt med henblik på at nå dem.
Det er sådan noget, der kan komme udvikling af. Og så kan vi jo til gengæld insistere på, at han og hans medarbejdere lytter. Sker det, skal vi nok få en bedre fremtid end fortid.
For vi har vel tillid til os selv, ikke? Eller hvad???
Abonner på:
Opslag (Atom)