Jeg modtog her i november nedenstående rapport fra Vibeke Riget, og jeg synes den er så spændende at læse, at jeg har bedt hende om lov til at lægge den ind her på bloggen. Det fik jeg og ønsker bare god læselyst:
"Jeg fik muligheden for at deltage i et week-endkursus, der havde den 3.biografifase som tema, nemlig 14-21 år, realisationsfasen.
Ar jeg var særlig obs på netop denne fase, hænger sammen med, at jeg aldrig har realiseret mig selv af frygt for at miste mine forældres kærlighed, en kærlighed, som jeg altid har tvivlet på. Jeg frygtede, at hvis jeg var utålelig, ville mine forældre måske slå hånden af mig, og det turde jeg ikke risikere.
Når det nu er så galt, hænger det sammen med, at jeg i første fase, fra 0-7 år, ikke har fået oplevelsen af at være velkommen, ikke har følt mig ubetinget elsket, og det hængeparti vil uvægerlig præge mit liv, indtil - - - - - jeg tager handsken op.
Hvordan kan jeg da rette op på noget, som er gået så grundlæggende skævt? Den kølighed og reservation, jeg har måttet leve med som barn og ung, er det, jeg har givet videre i forhold til mine relationer, nære som fjerne. Og netop distancen, som jeg har lagt til alt af betydning i mit liv, begyndte at røre på sig som et savn efter nærvær og nærhed, en længsel efter at være 100% til stede i de ting, jeg engagerede mig i – ikke kun betragter på sidelinien; et ønske om at skære en flænge i slørene omkring mig og bryde igennem, komme ud i det rum, hvor livet leves og opleves.
”Det du savner, er det du selv mangler at give!”, siger Lars Muhl. Men hvordan skal jeg kunne give det, jeg ikke selv har? Det store spørgsmål for mig har længe været: hvordan kan jeg elske andre, når jeg ikke elsker mig selv? Hvordan skal jeg kunne opfylde Kristi bud ”elsk din næste som dig selv!” når jeg ikke elsker mig selv?
Martinus viser med sit symbol ’Evighedslegemet’, hvordan enhver linie, fordi den krummer, ALTID vil vende tilbage til sit udgangspunkt, før eller senere, i dette sekund eller i næste liv måske; det betyder,at konsekvensen af en hvilken som helst tanke, følelse eller handling altid vil vende tilbage til sit udgangspunkt, f.eks.mig. Det vil sige, at her kræves der en beslutning og en viljesakt af mig, en beslutning om at give kærlighed og en viljesakt om at gøre det. Så vil himlen falde ned – før eller siden.
Den store visdom ligger altså i at indse, at det ikke nytter noget at sidde med hænderne i skødet og vente på kærligheden, jeg må selv ’go for it’!
Årsagen til savnet efter kærlighed ligger i 1.biografifase, så det er her, helingen skal ske. Under en meditation i en meditationsretræte, hvor jeg søgte et mål, så jeg en mulig løsning: jeg har 6 oldebørn fra 0-3½ år, altså alle i 1.fase. Så ved at gøre, hvad jeg kan for at de kan føle sig ubetinget elsket og velkomne, set og hørt, giver jeg det, jeg selv har manglet, nemlig kærligt nærvær, og vil gennem dette modtage det samme, som jeg giver. På den måde har jeg mulighed for at hele mit eget savn efter ubetinget kærlighed. Opskriften hedder nærvær ved progressiv spejling.
På week-endkurset prøvede vi at se mønstre i vores eget liv, og gik derefter med dobbeltrettet empati tæt på vores forældres liv, for at se, om der var sammenfald. Hvordan havde deres opvækst været? Havde de haft gode vækstbetingelser, var der kærlighed og nærvær, overskud? Eller måske det modsatte.
Jeg fortalte om min mor, og ved at fortælle til gruppen blev de faktuelle forhold omkring hendes liv, som jeg hidtil bare havde betragtet som kolde facts, nu pludselig meget nærværende , og jeg selv meget berørt ved at mærke den lille pige, der som 9-årig mister sin far, hvorved hendes mor, min mormor, nu alene må klare dagen og vejen med 3 piger og en lille enkepension. Og hvordan var så mors chancer for at realisere sig selv i puberteten? Vel nærmest lig nul – så der har vi et mønster, der er til at tage og føle på. Et sted slap jeg min anklage og hån over, at facaden i forhold til omverdenen var vigtigere for hende, end at vi børn trivedes. Hun har måske altid måttet opleve at skulle slide sine søstres aflagte tøj og se en mor, der måtte være mere end opfindsom for at få enderne til at nå sammen. Mor har måske med sit lyse og optimistiske sind været en lille solstråle for min mormor. Hun har med fryd i stemmen fortalt mig, hvordan hun kunne begejstres, når hendes ældste søster efter en månedsgages udbetaling kom hjem og præsenterede sin ’gave’ til sig selv, et nyt stykke tøj som regel, uden at forvente bare en pose bolscher .
Jeg gik fra week-endkurset glad og fortrøstningsfuld. Hjemme lå der en telefonbesked fra min mor (årgang 1909); hun havde problemer med et ur og var helt ude af den. Jeg ringede hende straks op og fik hende beroliget. Vi snakkede lidt om andre ting, og hun var åbenlyst glad for lidt kontakt med en af sine egne og sluttede samtalen med at sige ”jeg elsker dig!” Jeg var ved at falde ned af stolen! De 3 ord og alt hvad de rummer af belivende følelser, som jeg har hungret efter bevidst som ubevidst, får jeg pludselig som 70-årig kvinde af min 100-årige mor! Jeg svarede hende ”jeg elsker også dig” stadig meget overrasket, lidt tvivlende, men oprigtig glad.
Ugen efter besøgte jeg min mor på plejehjemmet, spændt på hvordan det ville opleves. At vi er kommet hinanden nærmere følelsesmæssigt er uomtvisteligt. KIM beskriver det som ’Himlen er trådt stille ind, for alle illusioner er blidt blevet bragt frem for sandheden i dig, og kærligheden har skinnet på dig og velsignet dit forhold med sandhed.’
Jeg føler, jeg har fået kontakt til noget essentielt, men forudsætningen for, at det vil vokse, er min bevidste medleven. Jeg har taget min første oldebørnsturne til alles glæde, oplever jeg, og på Lisas opfordring inviteret rollingerne til granhentning sammen med deres forældre, mine børnebørn, i oldefars granskov!
Jeg nærer en dyb taknemmelighed til alle mine ’medspillere’ i meditationsretræterne og omtalte week-endkursus – i særdeleshed til Lisa – for at have fået muligheden for disse indsigter gennem den belivende kommunikation. TAK!!!
10.november 2010.
Vibeke Riget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar