Dialog mellem Dialogcentret og os. 10. Fejllæsning af Matt. 5.

CP:
I skriver: Vi spørger så jer teologer om hvorfor I tror at Jesus i talen Om gengældelse, efter alle sine opfordringer til at korrigere fejltagelser afslutter med ordene ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!”

Svar: Det er fordi, det er hvad Jesus fordrer af os og det er hvad vi skal stræbe efter, selvom det er umuligt! – det er altså et absolut udsagn, der er nødvendigt fordi der er det der skal være vores udgangspunkt. Men det er som sagt umuligt – og var det ikke det, var Kristi død og opstandelse, fuldstændig overflødig. Og så var han blot en blandt mange, der har talt for en bedre verden gennem kærlighed og fred og tilgivelse.

Et eksempel på at det for mennesket er umuligt hører vi blandt andet i Bjergprædikenen i Matt. Kap.5-7; Jesus talte ind i en tid, hvor der var stor forskel på hvor frelste folk var. Dem der overholdt budene var tættere på Gud end dem ikke kunne holde dem. De mente at man kunne være mere eller mindre fuldkommen og være bedre eller dårligere som menneske, hvilket netop afspejlede sig i folks gerninger. Ham der f.eks. ikke var konen utro, var et klart bedre menneske end ham der var utro. Det kunne man jo se. Men da understreger Kristus i Bjergprædikenen at der ikke er forskel på de to personer, for ham der ikke har været konen utro har drømt om det, men har bare haft en stærkere vilje til at modstå! De to er altså lige syndige! Og der kommer der noget helt fundamentalt ind nemlig talen om at alle er syndere, uanset hvordan vi ellers opfører os. Og dermed har alle det samme udgangspunkt og den samme mulighed for frelse ved Jesus Kristus.

LVSM: 10:
Der står rent faktisk ikke dét, som du skriver. Det er mildest talt en overfortolkning.
Ja, uskyld mig min frimodighed, men jeg tror da, at min gamle folkeskoleinspektør, som underviste os i kristendom, om denne udlægning ville have sagt, at man da skulle tro, at det var fanden selv, der læste bibelen.
Jeg håber du kan tage ovenstående som en morsomhed... Men din udlægning stemmer hverken overens med hvad der står eller for den sags skyld med min børnelærdom. Hvor kommer den fra? Er det virkelig blevet sådan comme il faut indenfor teologien at have det syn?
Der står i det pågældende kap. v. 27-29.
"I har hørt, at det er sagt: 'Du må ikke bryde et ægteskab.' Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte."
Der står ikke, "I kaster alle lystne blikke på en andens hustru."
Begærer du din næstes hustru, ja, så har du det i dig at begære hende. Begærer du hende ikke, ja, så har du det ikke i dig.
Hvis nu vi siger, at vi ved, at alle gør det, dømmer vi så ikke alle andre mennesker? Og er det dybest set ikke ukristeligt?
Det er et håbløst deprimerende grundvilkår at have, at uanset hvad du gør, er der noget i vejen med dig. Det er dybest set et syn, som latent rummer stor fare for selvhad, og der er ikke dækning for det engang i skriftstedet du henviser til.
Noget helt andet er så, som Gudmundur påpeger, og som vel egentlig udgør den lutherske pointe, at vi, fordi vi ikke begærer næstens hustru, så ikke af den grund skal tro, at vi er bedre mennesker. Men det er en helt anden drøftelse.
Tanken om, at ingen er bedre end andre, og at jeg i hvert fald ikke skal tro, at jeg er bedre eller mere værdifuld end andre, bare fordi jeg ikke begår f.eks. ægteskabsbrud, hænger i vor bevidsthed sammen med, at vi, som ikke gør det, bare har lært af vore fejltagelser. Nogle af os i dette liv, andre tidligere i menneskehedens historie, hvorfor vi selvfølgelig ikke kan huske det.
For os er det et grundvilkår, at vi alle har begået fejltagelser i massevis - og stadig gør det. Nogle af os har lært noget af disse fejltagelser og vil til stadighed gerne lære og korrigere, og for sådanne kommer der så nye typer af prøvelser, problemer eller udfordringer. Vi kalder det "virkelighedens modstand".
Men der er nogle handlemønstre, som er mere hensigtsmæssige, hvis det er fred og harmoni man ønsker, end andre, og dem mener vi, at vi gør klogt i at forsøge at sætte os ind i og udvikle.