Island og årsags- og virkningsloven.

I disse timer sidder Islands præsident og klør sig i nakken. Skal han sige ja eller nej til regeringens anbefaling af at tilbagebetale gælden, der er så stor, at den svarer til at hver eneste islænding efter sigende skal afdrage næsten 90.000 DKR.
Samtidig sidder de hårde bananer, de unge finansdrenge, ham der for lånte penge købte Magasin m.m.m.m.m. og alle de andre, rundt omkring i udlandet med formuer gemt væk og ser ligesom Stein Bagger en økonomisk lys fremtid i møde.
Der er et par forunderlige elementer i situationen.
Det første er skyld. For hvem har skylden? De fleste er enige om, at det er dem, der sidder tilbage med en masse penge, som er de skyldige. De er tilsyneladende imidlertid for spekulativt intelligente til at betale tilbage. Og lader sig heller ikke dømme, fordi der tilsyneladende er juridiske smuthuller for enhver af deres transaktioner... Hvad så?
Set i det belivende perspektiv er skyld som sådan en illusion. Der er derimod begået en masse fejltagelser, som har været årsager til virkninger, der igen har fungeret som årsager til nye virkninger og så fremdeles i en lang perlerække, hvor den sidste perle nu sidder på tråden som en enorm gæld.
Det store spørgsmål er egentlig, hvad man gerne vil have, at den næste perle skal bestå af. Ønsker man en fremtid, hvori man oplever sig selv som ansvarlig for enhver fejltagelse, man begår, i søvne såvel som i fuld bevidsthed, og hvor man lever i gensidig respekt? Eller ønsker man en perle, hvori ingredienserne er offer/bøddel mentalitet, og hvor man på skift selv er det ene og det andet?
Lige nu er der ingen tvivl om, at de, som ikke vil tilbagebetale, betragter sig selv som ofre ("For det var jo ikke os, der fløj i private jetfly"). Nej nej, men jeg synes, at jeg så noget stolthed og småforgudelse, mens det stod på...
Bon appetit, siger jeg bare, selvom jeg vel dybest set synes, at det er tragisk, for en sådan tænkning udgør den sikre vej til mere fra offer/bøddel-skuffen.
Tragikomisk ... fordi det ser ud til at forholde sig sådan, at en del af os mennesker stadig får en slags kick ud af skiftevis at være bøddel og offer!
Det andet element er magtkamp.
Det ser ud som noget af en naturlov, at enhver siddende regering har en opposition, som uanset hvad den gør, vil være uenig og tale imod, også selvom den er enig og selv ville have gjort det samme, hvis det var den der sad med regeringsmagten. Dybest set har denne mekanisme også noget med offer/bøddel mønstret at gøre. De partier, som ikke har magten, forsøger at indgive omverdenen den tanke, at de, sammen med befolkningen, er offer for overgreb fra en uduelig og måske sågar ond eller i det mindste småstupid bøddel.
Sådan er de barske og enkle ingredienser i den manipulerende magtkamp.
I demokratier som de vestlige forholder det sig imidlertid sådan, at vi har de regeringer, som vi nu engang har valgt. Vi har også det økonomiske system og det bankvæsen, som et flertal af os nu engang vil have.
Men man kan selvfølgelig vælge sig et andet mål. Der er altid mulighed for at skifte hest ved vadestedet.
Derfor er det tredje element kvalitativ forandring.
Hvis man vil have, at den næste perle på snoren skal være en perle med fortsat offer/bøddel virkelighed, ja, så vil det være effektivt at sige nej til tilbagebetaling, men ønsker man i stedet at den næste perle skal kunne have sådanne kvaliteter, at den vil kunne belive de fremtidige, tjah, så må man bare betale tilbage, og sige til sig selv, at man åbenbart begik nogle skæbnesvangre fejl, da man valgte de politikere man gjorde og hyldede de bankdirektører man hyldede. Man begik måske også en fejl ved at tro, at ens generelle værdi var forbundet med materiel overflod.
Og så få det ud af verden og se at komme videre.
Det er her, i den personlige ansvarlighed, at den kvalitative forandring kommer ind i billedet. Men den indebærer faktisk, hvor mærkeligt det end lyder, at jeg må slippe al tanke om adskillelse.
Det belivende består i, at jeg, hvis jeg ser grådighed i verden, forsøger selv at frigøre mig fra den og hjælper andre med at gøre det også, for på den måde kan jeg umuligt gøre mig selv til årsag til en virkning af grådighed, og dermed vil jeg hele tiden befinde mig på en parallel perlerække uden grådighed, også selvom der sikkert mange år endnu vil være magtfulde banarepublikker og diktaturstater.
Jamen adskiller jeg mig så netop ikke, kan man spørge sig. Hvis jeg oplever mig som på en anden perlerække end den med offer og bødler?
Nej. For jeg ved, at de slet ikke er offer og bødler. De er bare fanger af deres egne illusioner. I virkeligheden er de på samme perlekæde som jeg er på. Men de tror de ikke vil være der. Ligesom den fortabte søn, der rejste hjemmefra men dog hele tiden havde hjemme hos sin far.
Alle anklager hører til i denne form for forvildelse.
Forståelse er noget helt andet. Forståelse er belivende fordi der i den hverken kan være skyldige end sige nogen at bebrejde. Der er alene fokusering på, hvad der skal til for at undgå at fejltagelsen skal kunne gentage sig.
Og mon ikke det første skridt så er at betale for den frokost?