Tungen - den uregerlige muskel - er der faktisk håb for!

Jeg hørte lige morgenandagten her til morgen. Og sandelig om ikke der blev læst højt fra Jakobs brev kap. 3 v. 1 - 11. Det kan jeg godt anbefale at læse. Her tales om det faktum, at vi mennesker nu engang begår fejl, og at det ikke mindst skyldes denne uregerlige muskel, tungen, som tilsyneladende har mere magt over os end godt er. Og vi opfordres til at forsøge at få magt over den og nå til erkendelse af, at kritik og forståelse ikke kan komme af samme kilde. I et mentalitetshistorisk perspektiv er der jo her en iagttagelse af konsekvensen af amygdalakapringens lovmæssighed. Netop det, vi i Det Belivende anmoder kirken om at reflektere over ...
Vi fik i øvrigt følgende svar fra en af biskopperne, nemlig Steen Skovsgaard:

Kære Lisa Magnusson
Tak for jeres henvendelse vedr. invitation til dialog om kognitiv kristendom, som I har sendt til alle biskopper med kopi til kirkeministeren i mail af 1.10.2009

Jeg har flg. bemærkninger til jeres henvendelse og anliggende:

1. Det Belivende påpeger et vigtigt og ofte upåagtet problemfelt: at ikke alle mennesker har en spirituel eller religiøs disposition; og det gælder både mennesker indenfor og i omegnen af traditionel og kirkelig kristendom. Det er en stor udfordring at åbne det kristne fællesskab for den mere kognitive religiøsitet - ikke mindst fordi næsten al spiritualitet i dag er af sansende og emotionel art, hvilket kan marginalisere den mere kognitivt indstillede.
Jeg vil dog understrege, at dette er netop en grund til, at folkekirken og dens ledelse ikke er til sinds at opgive "den dogmatik, som nu engang er den luthersk-evangeliske", som I formulerer det. For denne dogmatik er netop en redning for den, der ønsker at være kristen, men som har vanskeligt ved at følge tidens meget sansende, individuelle og emotionelle spiritualitet. Dogmatikken understreger, at kristendom ikke står og falder med den individuelle og øjeblikkelige oplevelse. Den er derfor et frirum, fordi den netop rummer det kaotiske og upålidelige indre liv og giver det en hvileplads. Den rummer både tvivlen og vandringen. Den gør det netop muligt for mennesker, der "mangler et trosgear", som du formulerer det, alligevel at være kristne.

2. Jeg kan fuldt ud følge jer i glæden over Fadervor og over den inspirationskilde, som Jesu Kristi person udgør, og kan kun ønske jer det bedste i efterfølgelsen af denne inspiration. Jeg anerkender også værdien i inspirationen fra andre store forbilleder i verdenshistorien, også i andre religioner.
Jeg vil dog understrege, at det netop er denne Jesu Kristi inspirationskilde og hans forbilledlige liv, der gør det nødvendigt for os også at fastholde talen om skylden og om syndernes forladelse. Tager man fx Bjergprædikenen og Kristi lære om kærlighed til fjenden for pålydende (og ikke blot nedskriver den til en overkommelig rarhed), vil det uvægerligt lede til en erkendelse af, i hvor høj grad man kommer til kort og ikke slår til.
Jeg erkender, at talen om skyld ofte har været forvreden og usund, også i folkekirken, og har pålagt mennesker en skam, som hverken har været psykisk sund eller kristeligt sand. Men mit svar herpå ville ikke være en opgivelse af talen om skyld; det vil simpelt hen ikke være realistisk. Tager man kærlighedsbudet alvorligt, kommer man uvægerligt også til at tage skylden alvorligt; og dertil kan kun ordet om syndernes forladelse gøres gældende. Så mit svar på den forvredne og usunde tale om skyld vil i stedet være en besindelse på og en genopretning af en sund tale om skyld og om evangeliet om syndernes forladelse. Først derefter, på dette grundlag, bliver det muligt og giver mening på ny at vandre i efterfølgelsen af Kristi lære og inspiration, hvis ikke man skal gå i stykker under den erkendte skyld.

3. Vi arbejder i folkekirken til stadighed med formuleringerne omkring forsoningslæren og om arvesynden. Og vi byder enhver udfordring velkommen, som kan hjælpe i dette arbejde. Ikke mindst fordi nogle klassiske formuleringer faktisk indbyder til misforståelse. Jeg forstår også din henvendelse således, at det delvist er uheldige formuleringer og misforståelser i kirkens formidling af forsoningslæren og arvesynden, du reagerer imod. For eksempel indebærer arvesyndslæren bestemt ikke, at mennesket er underlagt en skæbne, noget statisk, uden mulighed for vækst. Vi beder i kirkebønnen ikke blot om vækst i tro og håb, men også om vækst i kærlighed. Kærlighed er mulig!
Selv så centrale lærepunkter som forsoningslæren og arvesynden kræver derfor en bestandig nyformulering. Selve ordet arvesynd er jo blot et forsøg på - med en ikkebibelsk term - at sammenfatte en side af det kristne menneskesyn.
Jeg vil dog understrege, at selve kernen og substansen i disse to lærepunkter hører til de søjler, hvorpå den kristne tro hviler, og uden hvilke den ville falde sammen. Uden arvesyndslæren (i en eller anden form) måtte man principielt kunne forestille sig et menneskeliv, der kunne udleves i fuldendt kærlighed. Men det hører til det kristne menneskesyn, at ud over Guds egen søn er intet menneske født med denne mulighed, men har arvet (eller hvad man nu skal kalde det) en grundskade, der gør, at fuldkommen kærlighed aldrig kan virkeliggøres i dette liv. Verdenshistorien viser da også med al ønskelig tydelighed, hvilke rædsler der kan komme af et overoptimistisk og urealistisk menneskesyn, hvor man tiltror mennesket evnen til at skabe paradis på jord.
Og uden forsoningslæren (i en eller anden form) ville det påhvile ethvert menneske selv at sone eller gøre bod for denne grundskade, hvilket er lige så håbløst. Derfor indeholder Fadervor, som I sætter så højt, netop ikke blot en bøn om forbedring og vækst, men også en bøn om syndernes forladelse. Og dåbsbekendelsen bekender ikke blot troen på Kristus som forbillede, men bekender ham som korsfæstet, død og opstanden for vore synders skyld.

Sammenfattende kan det siges, at du ser ganske rigtigt, når du beskriver en reel kløft mellem Det Belivendes og det kristne trosindhold. Og Det Belivendes bygger indlysende lige så meget på en religiøs, ikkebeviselig overbevisning, som den kristne tro gør det. Det er to uforenelige verdensbilleder.



Med venlig hilsen

Steen Skovsgaard
biskop
Østre Alle 2
4800 Nykøbing F
tlf 20415311


Som det fremgår, afvises vor holdning gående ud på, at synd og skyld i virkeligheden er fejltagelser, som vi har til opgave at korrigere. Der konkluderes, at vort syn er uforeneligt med den kristne tro, idet skylden og synden, ikke mindst arvesynden, er en af kirkens væsentligste søjler (jeg troede ellers, at vor kirke hvilede på en klippe - nemlig petrus, Peter, - og at det var islam, der byggede på søjler - nå, lad nu det være)men, men, men, lyttede man til morgenandagten i morges, har selv en sådan mand som Jakob, der i Det nye Testamente betegnes som Guds og Herren Jesu Kristi rent faktisk det aldeles selvsamme syn, som vi har. læs det bare i sin helhed. Og i de føgende vers, som ikke blev læst, nemlig Visdommen fra oven peges der endvidere på logikken i årsags- og virkningsprincippet, eller karmaloven, som den også kaldes. Der står nemlig:
"Men visdommen fra oven er først og fremmest ren, og desuden er den fredselskende, mild, omgængelig, fuld af barmhjertighed og gode frugter, upartisk og oprigtig. Retfærdighed er en frugt af det, der sås i fred, og den tilfalder dem, der stifter fred." (17-18).
Så længe vi (kirken)holder fast i, at vi alle er onde og skyldige (grundet arvesynden)gør vi det vel meget vanskeligt for os at være fredselskende, idet vi jo så som fundament har en kampplads, som vi er i strid med os selv på...
Det er muligt, at de fleste af os har en sådan kampplads i vort indre, og at det er den SS refererer til, når han taler om vort indre kaos. Men det er jo også muligt, at det er derfor vi bliver så syge som vi bliver i vor menneskehed både i krop og sind, og at der netop derfor er en meget god grund til at forsøge at skabe ro der. Det tror vi er umuligt, sålænge vi holder fast i, at det er en uomtvistelig kendsgerning, at det er et livsvilkår for os at have en stridsplads der.
Kognitionsneurologerne har peget på, at denne i vort første indlæg omtalte amygdalakapring har været uhensigtsmæssig for os i de sidste 30.000 år. Det har den, siger de, fordi dens funktion, som gør at vi handler (lader den uregerlige tungemuskel boltre sig) et halvt sekund inden vi overhovedet er bevidste om, hvad det er vi siger, fastholder os i et angrebs/forsvarsmønster, som skaber akkumulerende ufred både udadtil og indadtil.
Vi opfordrer til at afskaffe skyld og synd. Bare tanken om at skulle identificere sig med noget så grusomt afliver jo al glæde. Og vi opfordrer til i vor bevidsthed at erstatte disse illusioner med begrebet fejltagelser, ligesom vor gode ven Jakob. Og så opfordrer vi også til, at vi hjælpes ad med at få korrigeret, således at belivelsen kan få bedre kår end aflivelsen.
De sidste fyrre års forskning i følelsesmæssig og social intelligens samt lovmæssighed i kognitive processer har afstedkommet adskillige hjælperedskaber, hvor den ikke voldelige kommunikation spiller en uvurderlig rolle. Man kan tilegne sig den i mange forskellige regier. Men vi vil da også godt opfordre kirken til at inddrage den som en del af sit nye moderne image. Det er noget mere krævende at give sig i kast med en en spaghettigudstjeneste, men vi garanterer for, at resultatet også er endnu mere fredsskabende.